Fænomenet moderne islamisk terrorisme har smedet en begyndende strategisk alliance mellem de israelske og indiske regeringer, og samtidig skærpet bevidstheden om en fælles trussel - jihad-institutionen - blandt civilbefolkningerne i disse nationer.

Sjældent forstået, endsige erkendt, er imidlertid historien om brutal jihad-erobring, muslimsk kolonisering og påtvingelse af dhimmitude, der deles af jøder i det historiske Palæstina og hinduer på det indiske subkontinent. Desuden er begge folk og nationer fælles om arven fra en efterfølgende, skønt meget kortere britisk koloniperiode, som, trods sine egne overgreb, ophævede dhimmitude-systemet (permanent for Israel og Indien, men desværre ikke for deres nutidige muslimske nabostater), og skabte de spirende institutioner, hvorpå blomstrende demokratiske samfund er blevet bygget. Sir Jadunath Sarkar (d. 1958), den fremtrædende historiker af mogulernes Indien, skrev i 1950 med beundring om, hvad jøderne i Palæstina havde udrettet, da de endelig havde frigjort sig fra dhimmitude-åget. Det var tydeligt, at han nærede lignende håb for sit eget folk:

Palæstina, det hellige land for jøder, kristne og islamitter, var blevet forvandlet til en ørken, opholdssted for uvidende, fattige og syge stakler snarere end af mennesker, som følge af seks århundreders muslimsk styre. (Se Kinglakes malende beskrivelse). I dag har jødisk styre gjort denne ørken til en blomstrende have, kilometervis af sandet ødemark er blevet forvandlet til smilende appelsin- og citronplantager, de kemiske ressourcer i Det Døde Hav bliver udvundet og solgt og alle det moderne civiliserede livs bekvemmeligheder er blevet stillet til rådighed i dette lille orientalske land. Kloge arabere er ivrige efter at tage dertil fra de sharia-styrede lande. Dette er læren for den levende historie. [1]

Tidligere havde jeg en udførlig gennemgang af den muslimske jihad-erobring og indførelse af sharia i det historiske Palæstina. Essayet her giver en skematisk oversigt over de samme fænomener i Indien, med fokus på de vigtigste perioder med muslimsk erobring, kolonisering og herredømme.

Et årtusinde med jihad og dhimmitude på det indiske subkontinent

Den 570-årige periode mellem de indledende arabisk muslimske togter (beordret af kalif Umar) for at plyndre Thana (på den vestindiske kyst nær Maharashtra) i 636-637 e.Kr., og etableringen af Delhi-sultanatet (under Qutub-ud-din Aibak, en tyrkisk slavesoldat), kan opdeles i fire store epoker: (I) konflikten mellem de arabiske angribere og de (primært) hinduistiske modstandere på den vestlige kyst af Indien 636-713 e.Kr.; (II) de arabisk og tyrkisk muslimske stormløb på det hinduistiske kongerige Afghanistan i 636-870 e.Kr.; (III) gentagne tyrkiske forsøg på at underkue Punjab fra 870 til 1030 e.Kr. med højdepunktet i Mahmud af Ghaznis ødelæggende kampagner (1000-1030 e.Kr.); og endelig (IV) Muhammad Ghauris erobring af det nordvestlige Indien og Gangesdalen mellem 1175 og 1206 e.Kr. [2]

Denne kortfattede kronologi vil nødvendigvis gå let hen over den meget beslutsomme og succesrige modstand, der blev ydet af hinduer mod både de arabiske (især) og tyrkiske erobrere gennem næsten fire århundreder. På trods af Mahmud af Ghaznis hurtige erobringer - ansporet af chok-taktik og den religiøse fanatisme af islamisk jihad - kunne hans efterfølgere f.eks. ikke, gennem næsten 150 år, udvide deres område udenfor Punjabs grænser. Selv efter etableringen af Delhi-sultanatet (1206-1526) og det senere Mogulrige (1526-1707), formåede muslimske herskere ikke at islamisere store dele af indisk område og flertallet af befolkningen. [3] Den første Mogul-kejser, Babur (1483-1530), gjorde disse relevante observationer ved etableringen af sit herredømme i Indien: [4]

[Hindustan] er en anden verden (...) når først Sindhs vand er krydset, foregår alt på Hindustan-manér - jord, vand, træ, sten, folk og fæ, mening og vane (...). De fleste af indbyggerne i Hindustan er hedninge, de kalder en hedning en hindu.

Buddhistisk civilisation i Indien viste sig, i skarp kontrast, langt mindre modstandsdygtig. Vincent Smith har, udelukkende baseret på muslimske kilder, beskrevet de katastrofale følger, som det sene 12. århundredes jihad-razziaer havde for de buddhistiske samfund i det nordlige Indien, centreret omkring Bihar: [5]

Den muhamedanske historiker, ligeglad med de indbyrdes forskelle mellem afgudsdyrkere, fortæller, at flertallet af indbyggerne var 'glatbarberede brahmanere', som alle blev langt under sværdet. Han mener tydeligvist buddhist-munke, da han var informeret om, at hele byen og fæstningen blev anset for at være et universitet, hvilket navnet Bihar betyder. Et stort bibliotek blev splintret. Da sejrherrerne ønskede at vide, hvad bøgerne kunne handle om, var intet menneske, der kunne forklare deres indhold, blevet efterladt i live. Uden tvivl blev det hele brændt. De mange billeder, der anvendtes under middelalderlig buddhistisk tilbedelse, hidsede altid de fanatiske muslimske krigere op til et sådant raseri, at ingen pardon blev givet til afgudsdyrkerne. Asken fra de buddhistiske helligdomme i Sarnath nær Benares vidner stadig om billedstormernes raseri. Mange af den gamle indiske civilisations ædle monumenter blev uopretteligt ødelagt under de tidlige muhamedanske invasioner. Disse invasioner var fatale for buddhismens eksistens som en organiseret religion i det nordlige Indien, hvor dens styrke hovedsagelig lå i Bihar og visse tilstødende områder. De munke, der undslap massakren, flygtede og blev spredt over Nepal, Tibet og mod syd. Efter år 1200 er sporene efter buddhismen i øvre Indien svage og utydelige.

Den følgende diskussion er en sammenfatning af tre store bølger af jihad-kampagner (ekskl. jihad-erobringen af Afghanistan), hvor det til sidst lykkedes at etablere et permanent muslimsk herredømme i Indien, dvs Delhi-sultanatet. Også pålægningen af dhimmitude på de besejrede hinduistiske befolkninger er i korthed karakteriseret.

De muslimske kronikører al-Baladhuri (i Kitab Futuh al-Buldan) og al-Kufi (i Chachnama) medtager tilstrækkeligt med isolerede detaljer til at kunne fastslå den samlede karakter af Muhammad b. Qasims erobring af Sindh i 712 e.Kr. [6] Disse fortællinger, og de processer de beskriver, gør det klart, at de arabiske angriberne fra starten havde til hensigt at islamisere Sindh ved erobring, kolonisering og lokal konvertering. Baladhuri, for eksempel, beretter, at Muhammad b. Qasim, efter erobringen af Debal, øremærkede en del af byen udelukkende til muslimer, byggede en moské og bosatte fire tusinde kolonister dér. [7] Erobringen af Debal havde været en brutal affære, som sammenfattet af Majumdar ud fra de muslimske kilder. [8]

Trods appeller om nåde fra de belejrede indere (der åbnede deres porte efter at muslimerne var kommet over fæstningens mure), erklærede Muhammad b. Qasim, at han ikke havde nogen ordrer (dvs. fra hans overordnede al-Hajjaj, Iraks guvernør) om at skåne indbyggerne, og i tre dage fulgte derfor en hensynsløs og vilkårlig nedslagtning. Bagefter blev det lokale tempel besudlet og '700 smukke kvinder, der havde søgt tilflugt dér, blev alle fanget'. Erobringen af Raor var ledsaget af et tilsvarende tragisk resultat. [9]

Muhammad massakrerede 6000 kæmpende mænd, der blev fundet i fæstningen, og deres ledsagere og afhængige, såvel som deres kvinder og børn blev taget til fange. Tres tusinde slaver, herunder 30 unge damer af kongeligt blod, blev sendt til Hajjaj, sammen med hovedet af Dahar [den hinduistiske hersker]. Vi kan nu godt forstå, hvorfor de muslimske styrkers erobring af et fort blev efterfulgt af den frygtelige jauhar-ceremoni (hvor kvinder kastede sig på et bål, antændt af dem selv), et fænomen, der for første gang i historien dukker op i Chachnama.

Praktiske, hensigtsmæssige overvejelser fik Muhammad til at afstå fra at udføre de strenge påbud i islamisk lov [10] og al-Hajjajs ønsker [11] om at massakrere de (hedenske) vantro hinduer i Sindh. I stedet pålagde han de besejrede hinduer jizya-skatten og de tilknyttede restriktive regler for dhimmitude. Som et resultat, fortæller Chachnama, 'besluttede nogle [hinduer] at leve i deres fædreland, men andre tog flugten for at bevare deres fædrene tro og deres heste, husdyr og anden ejendom'. [12] Således blev der etableret et varigt mønster - som varede ved, som påpeget af Majumdar, indtil Mogulriget kollapsede i slutningen af Aurangzebs regeringstid (i 1707) - for ... [13]

... muslimsk politik over for undertvungne hinduer til de efterfølgende tider. Noget afhang uden tvivl af de enkelte herskere; nogle af dem havde en mere liberal, andre en mere grusom og intolerant holdning. Men som helhed forblev rammen intakt, for den var baseret på islamisk teokratis grundlæggende princip. Det anerkendte kun én tro, ét folk og én højeste autoritet, som leder af en religiøs sammenslutning. Hinduerne, i deres egenskab af vantro eller ikke-troende, kunne ikke gøre krav på fulde borgerrettigheder. De kunne allerhøjest blive tolereret som dhimmier, en fornærmende titel, som betegnede politisk underlegenhed (...). Den islamiske stat betragtede alle ikke-muslimer som fjender, og at bremse væksten af deres magt blev opfattet som dens hovedinteresse. Idealet, prædiket af selv højtstående embedsmænd, var at udrydde dem totalt, men i praksis synes de at have fulgt et alternativ, fastlagt i Koranen [dvs. 9:29], som opfordrer muslimer til at bekæmpe de vantro, indtil de betaler jizya med behørig ydmyghed. Denne var skatten, som hinduer måtte betale for at få lov til at leve i deres fædrene hjem under en muslimsk hersker.

Mahmud af Ghazni lancerede, ifølge den britiske historiker Sir Henry Elliot, omkring sytten jihad-kampagner ind i Indien mellem år 1000 og hans død i 1030. [14] Utbi, Mahmuds hofhistoriker, betragtede disse ekspeditioner til Indien som en jihad for at udbrede islam og udrydde afgudsdyrkelse. [15] K. S. Lal illustrerer denne religiøse iver efter at islamisere med magt, som den manifesterede sig i en 23-årig periode mellem 1000 og 1023 e.Kr.: [16]

Efter sit første angreb på grænsebyer i 1000 e.Kr. udnævnte Mahmud sine egne guvernører og konverterede nogle indbyggere. I sit angreb på Waihind (Peshawar) i 1001-3 rapporteres Mahmud at have fanget den hinduistiske Shahiya Kong Jayapal og femten af hans vigtigste høvdinge og slægtninge, hvoraf nogle, som Sukhpal, blev gjort til muhamedanere. I Bhera blev alle indbyggere, bortset fra dem der konverterede til islam, lagt under sværdet. Også i Multan fandt konverteringer sted i stort tal, for i beskrivelsen af kampagnen mod Nawasa Shah (konverteret Sukhpal) siger Utbi, at denne og den foregående sejr (ved Multan) var 'vidne til hans ophøjede status som proselytmager'. I sin kampagne i Kashmir-dalen (1015) 'konverterede (Mahmud) mange vantro til muhamedanismen, og vendte, efter at have spredt islam i landet, tilbage til Ghazni'. I den senere kampagne til Mathura, Baran og Kanauj, fandt atter mange konverteringer sted. Under beskrivelsen af 'erobringen af Kanauj' opsummerer Utbi situationen således: 'Sultanen jævnede hvert fort med jorden (...) og indbyggerne i dem enten accepterede islam eller greb til våben mod ham.' Kort sagt - dem, der underkastede sig, konverterede også til islam. I Baran (Bulandshahr) alene blev 10.000 mennesker konverteret, herunder rajaen. Under sin fjortende invasion i 1023 e.Kr. blev Kirat, Nur, Lohkot og Lahore angrebet. Høvdingen af Kirat accepterede islam og mange mennesker fulgte hans eksempel.

Disse kontinuerlige jihad-kampagner var ledsaget af store ødelæggelser og hensynsløs grusomhed. Utbi beskriver slagtningen som fandt sted under angrebene på Thanesar og Sirsawa:

Høvdingen af Thanesar var (...) stædig i sin vantro og fornægtelse af Allah, så sultanen rykkede mod ham med sine tapre krigere for at plante islams banner og bringe afgudsdyrkelse til ophør (...). Blodet fra de vantro flød så rigeligt, at vandløbet blev misfarvet og folk var ude af stand til at drikke det (...). Priset være Allah (...) for den ære, han skænker islam og muslimer. [17]

[ved Sirsawa] Sultanen sammenkaldte de mest religiøst anlagte af sine folk og beordrede dem at angribe fjenden med det samme. Mange vantro blev derfor dræbt eller taget til fange i dette pludselige angreb, og muslimerne tog ingen hensyn til byttet, før de havde mættet sig med slagtningen af de vantro (...). Allahs venner gennemsøgte de dræbtes lig i tre hele dage for at finde bytte. [18]

Mahmuds endelige og velkendte ekspedition i Hindustan, til Somanath i 1025 e.Kr., var ligeledes brutal og ødelæggende:

Mahmud erobrede stedet [Somanath] uden meget besvær og beordrede en generel slagtning, hvor mere end 50.000 mennesker siges at være omkommet. Somanaths afguder blev slået i småstykker, som blev sendt til Ghazni, Mekka og Medina og kastet i gaderne og på trapperne til de vigtigste moskeer, så de kunne blive trådt på af muslimer, der kom dér for at forrette deres bønner [19]

Med over 900 års mellemrum er bemærkelsesværdigt samstemmende vurderinger af Mahmuds ødelæggende bedrifter blevet skrevet af den berømte muslimske lærde fra det 11. århundrede, Alberuni (rådgiver for Mahmud) og den moderne indiske historiker A. L. Srivastava. Først Alberuni fra omkring 1030 e.Kr.: [20]

Mahmud ødelagde fuldstændigt landets velstand (...) hvorved hinduerne blev til atomer af støv, spredt i alle retninger, og til noget i en folkelig fortælling fra gamle dage. Deres spredte rester opretholdt naturligvis den mest forhærdede aversion mod alle muslimer. Dette er også grunden til, at hindu-videnskaberne har trukket sig langt væk fra de dele af landet, der er erobret af os, og er flygtet til steder, som vores hånd endnu ikke kan nå - til Kashmir, Benares, og andre steder.

Srivastava skrev i 1950: [21]

For den indiske verden på hans tid var Mahmud en ren inkarneret djævel - en dristig bandit, en grisk røver og en hensynsløs ødelægger af kunst. Han plyndrede dusinvis af (...) blomstrende byer; han jævnede store templer med jorden, som var vidunderlige kunstværker; han førte tusinder af uskyldige kvinder og børn bort til slaveri; han hengav sig til hensynsløs massakre næsten overalt, han kom frem; og (...) han tvangskonverterede hundredvis af (...) uvillige folk til islam. En erobrer, der efterlader sig øde byer og landsbyer og ligene af uskyldige mennesker, kan ikke blive husket af eftertiden under nogen anden titel.

K. S. Lal mener, at Muhammad Ghauri, ved slutningen af det 12. århundrede, var fuldt forberedt til erobring og beherskelse af Indien. Veludviklede teologiske begrundelser for jihad, og omfattende skrifter om Indiens geografi og sociopolitiske kultur, var let tilgængelige for ham, som supplement til hans magtfulde hær af tyrkere, persere og afghanere.

Han var nu i besiddelse af Alberunis Indien og Burhanuddins Hidayah, værker, som ikke var til rådighed for hans erobrende forgænger. Alberunis encyklopædiske værk udrustede den islamiske verden i det ellevte århundrede med alt, hvad der var militært fordelagtigt at vide om Indien. Lige så vigtig var Hidayah, det mest autentiske værk om islamisk lov, udarbejdet af Shaikh Burhanuddin Ali i det tolvte århundrede. Disse og lignende værker, samt militære manualer som f.eks. Siyasat Nama og Adab-ul-Harb, gjorde ghaurierne og deres efterfølgere bedre rustede til erobringen og styringen af det ikke-muslimske Indien. Der behøver ikke være nogen tvivl om, at sådanne værker blev stillet til rådighed, omhyggeligt studeret og konstant henvist til af lærde, der var tilknyttet de muslimske erobreres og kongers hoffer. [22]

Muhammad Ghauri udsendte sine første ekspeditioner mod Multan og Gujarat (hhv. i 1175 og 1178 e.Kr.). I 1191-1192 e.Kr., efter Ghauris tilintetgørelse af en rajput-konføderation under Prithviraj Chauhan (og Prithviraj Chauhans død), ...

blev Sirsuti, Samana, Kuhram og Hansi taget i hurtig rækkefølge med hensynsløs nedslagtning og en generel ødelæggelse af templer, som blev erstattet af moskeer. Sultanen fortsatte derefter til Ajmer, som blev vidne til lignende scener. I Delhi blev en besættelseshær udstationeret ved Indraprastha under kommando af Qutub-ud-din Aibak, der skulle fungere som Ghauris løjtnant i Hindustan. Senere blev Aibak den første sultan af Delhi [23]

Qutub-ud-din Aibaks tiltrædelse i 1206 (i overensstemmelse med Muhammad Ghauris ønsker og planer) markerer grundlæggelsen af Delhi-sultanatet.

Endelig havde indførelsen af islamisk lov for den hinduistiske befolkning i Indien - dvs. dens degradering til dhimmi-status, begyndende med det muslimske herredømmes komme i det 8. århundredes Sindh - forudsigelige konsekvenser, både under Delhi-sultanatet (1206-1526 e.Kr.) og i Mogulriget (1526-1707 e.Kr.). A. L. Srivastava fremhæver disse relevante træk ved hinduernes status under Delhi-sultanatet: [24]

Gennem hele Delhi-sultanatets periode var islam statens religion. Det blev anset for at være en pligt for sultanen og hans regering at forsvare og fastholde denne religions principper og at udbrede dem blandt masserne (...) selv de mest oplyste blandt dem [sultanerne], som f.eks. Muhammad bin Tughlaq opretholdt deres tros principper for og nægtede at give tilladelse til reparation af hinduistiske (eller buddhistiske) templer (...). Selv under de såkaldt frisindede sultaner havde hinduerne således ikke tilladelse til at bygge nye templer eller reparere gamle. I hele perioden var de kendt som dhimmier, dvs. folk, der lever under en garanti, og garantien var, at de ville nyde begrænset frihed til at følge deres religion, hvis de betalte jizya-skatten. Dhimmierne måtte ikke fejre deres religiøse ritualer åbent (...) og aldrig agitere på vegne af deres religion. En række handicap blev pålagt dem i forbindelse med statsansættelse og borgerlige rettigheder (...). Det var normal praksis for sultanerne at ødelægge de hinduistiske templer og billederne i dem. Firoz Tughlaq og Sikander Lodi forbød hinduer at bade ved ghats [trin ved flodbredden til rituelt badende] i de hellige floder, og opmuntrede dem på enhver mulig måde til at antage den muslimske religion. Konvertitterne blev fritaget for jizya og givet stillinger i statens tjeneste og endda tildelt belønninger i kontanter eller ved tildeling af jord. Kort sagt - ikke alene var der ingen reel frihed for hinduer til at praktisere deres religion, men staten fulgte også en politik af intolerance og forfølgelse. De samtidige muslimske krøniker vrimler med detaljerede beskrivelser af vanhelligelse af billeder og ødelæggelse af templer og konvertering af hundreder og tusinder af hinduer. [Hinduistiske] religiøse bygninger og steder bærer vidnesbyrd om sultanernes og deres tilhængeres ikonoklastiske iver. Man behøver blot at besøge Ajmer, Mathura, Ayodhya, Banaras og andre hellige byer for at se de halvt nedbrudte templer og billederne fra disse tider med deres skamferede og ødelagte hoveder, ansigter, hænder og fødder.

Majumdar ser et kontinuum mellem Delhi-sultanatet og det efterfølgende Mogulrige vedrørende hinduernes status: [25]

Hvad hinduerne angik, var der ingen forbedring, hverken i deres materielle og moralske forhold eller i deres forbindelser med muslimerne. Med undtagelse af Akbar, der forsøgte at vinde hinduerne for sig ved at fjerne nogle af de grelle onder, de var underkastet, var næsten alle andre Mogul-kejsere berygtede for deres religiøse snæversyn. Den muslimske lov, som pålagde hinduerne mange begrænsninger og nedværdigelser (...) og dermed definitivt gav dem en mindreværdig social og politisk status i forhold til muslimerne, blev efterlevet af disse Mogul-kejsere (og andre muslimske herskere) med lige så stor nidkærhed, som blev vist af deres forgængere, Delhi-sultanerne. Klimaks blev nået under Aurangzeb, der bevidst fulgte en politik med at ødelægge og vanhellige hinduistiske templer og afgudsbilleder, og gjorde det med en grundighed, der var ukendt både før og efter.

Majumdar giver også denne interessante sammenstilling af hinduistisk kulturel fremgang under den lange periode med muslimsk koloniherredømme, i forhold til det meget kortere interval med britisk koloniherredømme: [26]

Bedømt efter samme standard, vil muslimernes beskyttelse og opdyrkelse af hinduistisk lærdom eller deres bidrag til udviklingen af hinduistisk kultur under deres styre (...) blegne til ubetydelighed i sammenligning med det britiske styres resultater (...). Det er kun ved at indføre en sådan sammenligning, at vi kan foretage en objektiv undersøgelse af hinduernes tilstand under muslimsk styre, og se den i dens sande perspektiv.

Noter

[1] Jadunath Sarkar, 'The Condition of Hindus under Muslim Rule', The Hindusthan Standard, Calcutta, Puja Annual (Deepavali special) 1950.

[2] A. L. Srivastava. 'A Survey of India's Resistance to Medieval Invaders from the North—West: Causes of Eventual Hindu Defeat', Journal of Indian History, 1965, pp. 349—350.

[3] A. L. Srivastava., The Sultanate of Delhi (711—1526 A.D.), Agra, 1950, p. 127; R. C. Majumdar (editor). The History and Culture of the Indian People, Vol. 6, The Sultanate of Delhi, Bombay, 1960, p. xxiii, skriver for eksempel angående Delhi-sultanatet:

Den populære forestilling om, at Indien, efter Muhammad Ghauris erobring, udgjorde et muslimsk imperium under forskellige dynastier, kan næppe bekræftes af fakta (...) bortset fra de to meget kortlivede imperier under Khaljis og Muhammad bin Tughlaq, som varede hhv. mindre end tyve og ti år, var der ikke noget tyrkisk imperium i Indien. Delhi-sultanatet, som symbol på dette imperium, fortsatte af navn i hele den betragtede periode [dvs. 1206-1526], men gradvist rippet for magt og prestige, og det blev reduceret til et fantom af Timurs invasion i slutningen af det 14. århundrede e.Kr.

For diskussioner af Mogulrigets grænser, se: A. L. Srivastava., The History of India (1000 A.D— 1707 A.D.), Agra, 1964, pp. 674—676; og K. S. Lal., Indian Muslims—Who Are They?, New Delhi, 1990, pp. 122—123, 127, 136—137.

[4] Baburnama. Oversat af A. S. Beveridge, Lahore, Sangmeel Publications (reprint), 1976, pp. 484, 518.

[5] Vincent Smith, The Oxford History of India, Oxford, 1928, p. 221.

[6] Al—Baladhuri, The Origins of the Islamic State (Kitab Futuh Al—Buldan). Part II, Oversat af F. C. Murgotten, New York, Columbia University, 1924, pp. 217—224; Al—Kufi. The Chachnama, uddrag oversat i H. M. Elliot and J. Dowson. A History of India As Told By Its Own Historians—The Muhammadan Period, 1867—1877 (genoptrykt 2001, Delhi), Vol. 1, pp. 157—211.

[7] Al—Baladhuri. The Origins of the Islamic State, Part II, p. 218.

[8] R. C. Majumdar (editor). The History and Culture of the Indian People, Vol. 3, The Classical Age, Bombay, 1954, p. 458.

[9] Majumdar, The Classical Age, pp. 458—459.

[10] Fra en oversættelse af Ziauddin Barani's Fatawa—i Jahandari, circa, 1358—9 C.E., i Mohammad Habib. The political theory of the Delhi sultanate., Allahabad, Kitab Mahal, 1961, pp. 46—47.

[11] Chachnama, Elliot and Dowson, pp. 173—174.

[12] Majumdar, The Classical Age, p. 460.

[13] Majumdar, The Classical Age, pp. 461—462.

[14] Elliot and Dowson, Vol. II, Appendix Note D, pp. 434—484.

[15] Srivastava. The Sultanate of Delhi, p. 52.

[16] K. S. Lal. The Legacy of Muslim Rule in India, New Delhi, Aditya Prakashan, 1992, pp. 96—97

[17] Elliot and Dowson, Vol. II, 40—41.

[18] Elliot and Dowson, Vol. II, 49.

[19] Srivastava. The Sultanate of Delhi, p. 59.

[20] Alberuni. Alberuni's India—An Account of the Religion, Philosophy, Literature, Geography, Chronology, Astronomy, Customs, Laws, and Astrology of India (about 1030 C.E.), redigeret af E. C. Sachau, 1888 (genoptrykt New Delhi, 1993), p. 22.

[21] Srivastava. The Sultanate of Delhi, p. 61—62.

[22] K. S. Lal. Theory and Practice of Muslim State in India, New Delhi, Aditya Prakashan, 1999, pp. 20—21.

[23] Lal. Muslim State in India, p. 21

[24] Srivastava. The Sultanate of Delhi, pp. 304—305.

[25] R. C. Majumdar (editor) The Mughul Empire, Bombay, 1974, p. xi.

[26] Majumdar Vol. 6, The Sultanate of Delhi, p. 623.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo