Den 2. april 2005 deltog jeg i en festmiddag i New York, der fejrede professor Vahakn Dadrians fornemme karriere, især hans enestående bidrag til studiet af det armenske folkemord. Dadrians videnskab er kendetegnet ved en unik kombination af omhyggelig, utrættelig forskning, stående overfor en malplaceret og velfinansieret modstand; genial nytænkning (for eksempel hans brug af østrigske og tyske diplomatiske kilder, fri for både armensk og tyrkisk ensidighed); og mest bemærkelsesværdigt af alt i denne tid, en intellektuel redelighed, helt immun over for politisk korrekthed.

Med hensyn til særlig det sidste punkt, har Dadrian aldrig været bange for at udpege den unikke islamiske jihad-institution som en kritisk årsag til det armenske folkemord. For mig var det mest afslørende mellemspil denne 2. april-aften hans ligefremme sammenfatning af en massakre, skildret i pastor K. Balakians øjenvidneberetning Hai Koghota (Det Armenske Golgata, The Armenian Golgotha) - det store litterære værk, [1] der blev afgørende for Dadrians beslutning om at studere folkemordet. I en essaysamling fra 2003, [2] gengav Dadrian de oprivende detaljer om denne særlige nedslagtning, urenset for dens islamiske religiøse motiver. Seks tusinde fire hundrede armenske børn, unge piger og kvinder fra Yozgad, blev af deres tyrkiske fangevogtere anbragt på et forbjerg i nogen afstand fra byen. Derefter ...

For at spare på krudt og kugler havde gendarmeriets øverstbefalende, der havde ansvaret for denne store ekskorte, indsamlet 10.000-12.000 tyrkiske bønder og andre landsbyboere, som bevæbnet med "økser, flækkeknive, sadelmagerknive, knipler, økser, hakker, skovle", angreb og gennem 4-5 timer nådesløst slagtede ofrene, mens de råbte "Åh Gud, Åh Gud" (Allah, Allah). I et øjeblik af sjælden oprigtighed, betroede denne gendarm-kommandør til præsten/forfatteren, som han ikke forventede ville overleve massemordet, at han efter hver massakre foldede sit lille bedetæppe ud og udførte sin namaz - den rituelle tilbedelse, centreret om bøn - med en stærk følelse af forløsning i tjenesten for Den Almægtige Gud.

Mindedatoen

Inden for 24 timer efter at have indgået en hemmelig militær og politisk pagt med det kejserlige Tyskland den 2. august 1914, beordrede den ittihadistiske (ungtyrkiske) regering en generalmobilisering, hvilket resulterede i militær indkaldelse af næsten alle sunde og raske armenske mænd i alderen 20-45. Denne gruppe blev ved yderligere indkaldelser hurtigt udvidet med aldersgrupperne 18-20 og 45-60. Hovedparten af disse armenske rekrutter blev henrettet af tyrkiske officerer og soldaterkammerater, efter at de først var blevet brugt som arbejdskraft i værnepligtige arbejdsbataljoner. [3] Tyske og østrigske militære og politiske embedsmænd - hvis regeringer var allierede med Tyrkiet, samt den amerikanske ambassadør i Det Osmanniske Rige, Henry Morgenthau - afviste alle det efterfølgende tyrkiske argument under Folkedrabskommissionen, at de massive deportationer af armeniere var berettigede af hensyn til den militære sikkerhed.

Aleppos tyske veterankonsul, Walter Rossler, erklærede i en rapport til Berlin den 27. juli 1915: "I fravær af mændene, som næsten alle var blevet indkaldt, hvordan kan kvinder og børn udgøre en trussel?" (...) Den tyske oberst Stange, med ansvar for en afdeling af Den Særlige Organisations styrker i det østlige Tyrkiet, satte spørgsmålstegn ved rigtigheden af de osmanniske militære myndigheders argument. Disse myndigheder hævdede, at deportationerne var en militær nødvendighed, fordi de frygtede en opstand. I sin rapport til sine tyske militære foresatte, svarede Stange: "Bortset fra en lille brøkdel, blev alle raske armenske mænd rekrutteret. Der kunne derfor ikke være nogen særlig grund til at frygte en reel opstand (eftertryk i originalen) (...). Den østrigske vicemarskal Pomiankowski, militær befuldmægtiget ved Det Osmanniske Generalhovedkvarter, gav sit svar på disse spørgsmål. Tyrkerne "begyndte at massakrere de raske armenske mænd (...) for at gøre resten af befolkningen forsvarsløs". Efter grafisk at have beskrevet scenerne for disse serielle massakrer på værnepligtige armenske mænd, hvilke skete "summarisk" og "i næsten alle tilfælde på samme måde", (...) lagde Morgenthau vægt på den samme begrundelse: "Inden Armenien kunne slagtes, måtte Armenien gøres forsvarsløs". I denne forbindelse meddelte ambassadøren Washington den 10. juli 1915, at "Alle mænd i alderen 20-45 er i den tyrkiske hær". [4]

Dadrian har argumenteret for, at det måske var denne indledende isolering af den armenske mandlige befolkning mellem 18 og 60 i den første uge af august 1914, der indvarslede starten på det efterfølgende folkemord. Men det armenske folkemord mindes formelt den 24. april, og i år har vi det 90. år siden begivenhederne den 24. april 1915. På denne dato udstedte det tyrkiske indenrigsministerium en ordre om anholdelse af alle armenske politiske og lokale ledere, mistænkt for at huse anti-ittihadistiske eller armensk nationalistiske følelser. I Istanbul alene blev 2345 sådanne ledere anholdt og fængslet, og de fleste af dem blev efterfølgende henrettet. De fleste var hverken nationalister eller involveret i politik. Ingen blev anklaget for sabotage, spionage eller nogen anden forbrydelse og behørigt retsforfulgt. [5] Som den frygtløse tyrkiske forfatter Taner Akcam for nylig erkendte:

... Under påskud af at søge efter våben, indsamle krigsafgifter eller opspore desertører, var der allerede etableret en praksis med systematisk gennemførte udplyndringer, razziaer og mord [på armenierne], som var blevet daglige hændelser ... [6]

Inden for en måned, skulle den sidste, endelige fase af processen, som reducerede den armenske befolkning til fuldkommen hjælpeløshed, dvs. massedeportationerne, begynde. [7]

Et sandt folkemord

Var den rædselsvækkende skæbne, der ramte Det Osmanniske Riges armenske mindretal i slutningen af det 19. og tidlige 20. århundrede, især under Første Verdenskrig, en følge af "borgerkrig", eller var det folkemord? En skelsættende analyse af Dadrian, offentliggjort i 2002, beviser gyldigheden af den konklusion, at de osmanniske tyrkere begik et centralt organiseret massemord, dvs. et folkemord på deres armenske befolkning. [8] Ved at forlade sig på en bred vifte af de mest afgørende primære kildedokumenter fra Det Osmanniske Riges allierede under Første Verdenskrig, Tyskland og Østrig-Ungarn, har Dadrian undgået de umedgørlige stridigheder omkring troværdigheden og ægtheden af både osmannisk-tyrkiske og armenske dokumenter. Han forklarer den helt enestående beskaffenhed af dette dokumentariske tyske og østrig-ungarske vidnesbyrd:

Under krigen rådede Tyskland og Østrig-Ungarn over et omfattende netværk af ambassadører, samt konsulære, militære og kommercielle repræsentanter over hele Det Osmanniske Rige. Ikke alene havde de adgang til højtstående osmanniske embedsmænd og magtudøvende beslutningstagere, der havde kompetence til at aflægge rapport til deres overordnede som locus in quo [stedlige] observatører om mange aspekter af krigstidens behandling af de osmanniske armeniere. De supplerede deres rapporter med så mange detaljer, som de kunne indsamle fra pålidelige informanter og betalte agenter, hvoraf mange var muslimer, både civile og militære ... [9]

Desuden besad de analyserede dokumenter en anden afgørende egenskab: De indeholdt fortrolig korrespondance, forberedt og sendt til Berlin og Wien, som kun var beregnet til brug i krigstid. [10] Denne fortrolighed, bemærker Dadrian, gav de tyske eller østrigsk-ungarske embedsmænd mulighed for åbent at betvivle påstande, fremsat af deres osmanniske krigsallierede, når de sandfærdigt skulle vurdere og formidle fakta til deres overordnede i Europa. Dadrian citerer et overbevisende eksempel: En rapport fra 16. november 1916 til den tyske kansler, skrevet af Rössler, konsul i Aleppo. Rössler erklærer:

Jeg har ikke til hensigt at udforme mine rapporter på en sådan måde, at jeg kan favorisere den ene eller den anden part. Tværtimod betragter jeg det som min pligt at præsentere for Dem en beskrivelse af ting, der er sket i mit distrikt, og som jeg anser for at være sandheden. [11]

Rössler reagerede specifikt på den officielle osmanniske påstand om, at armenierne var begyndt at massakrere den tyrkiske befolkning i de tyrkiske dele af Urfa, en by i hans distrikt, efter først at have indfanget dem. Han afviste anklagen, utvetydigt, med et enkelt ord: "opfundet". [12]

Primærkildernes bevis, som kommer fra disse modstræbende tyske og østrig-ungarske vidner, og som samvittighedsfuldt er samlet af Dadrian, fører til denne uundgåelige konklusion: De anti-armenske foranstaltninger, trods en lang række forsøg på tilsløring og direkte benægtelse, blev omhyggeligt planlagt af de osmanniske myndigheder, og var designet som en storstilet tilintetgørelse af offerbefolkningen. Dadrian underbygger yderligere denne vurdering med et bemærkelsesværdigt vidneudsagn, aflagt for Mazhar Undersøgelseskommissionen, som lavede en foreløbig undersøgelse i efterkrigstiden for at bestemme krigstidens osmanniske myndigheders strafansvar for de armenske deportationer og massakrer. Det beedigede skriftlige vidneudsagn af 15. december 1918, givet af general Mehmed Vehip, øverstbefalende for den osmanniske tredje armé og glødende medlem af CUP (Committee of Union and Progress, dvs. "ittihadisterne” eller "ungtyrkerne"), indeholdt denne opsummerende erklæring:

Mordet på og udslettelsen af armenierne samt plyndringen og ekspropriationen af deres ejendele var resultatet af beslutninger taget af CUP (…). Disse grusomheder fandt sted efter et program, der var blevet besluttet, og indeholdt et afgjort element af forsætlighed. De skete, fordi de blev beordret, godkendt, og tilstræbt først af CUP's [provins] delegerede og centrale bestyrelser, og i anden omgang af regeringsledere, der havde (…) tilsidesat deres samvittighed, og var blevet redskaber for ittihadist-samfundets ønsker og begær. [13]

Dadrians egen overbevisende vurdering af dette primærkilde-bevis er sammenfattet som følger:

Gennem de episodiske interventioner fra de europæiske magter, var den intensiverende tyrkisk-armenske konflikt blevet en kilde til vrede og frustration for de osmanniske herskere og eliten, der var drevet af en fremmedfjendsk nationalisme. Et monolitisk politisk parti, der havde formået at fjerne al modstand og fået kontrol over det osmanniske statsapparatet, benyttede sig effektivt af de muligheder, som 1. Verdenskrig gav. Det udrensede, med voldelige og dødbringende midler, hovedparten af den armenske befolkning fra imperiets territorium. Efter enhver standard-definition, var dette et folkemord. [14]

Jihad som en afgørende faktor i det armenske folkemord

Krigstidens rapporter fra tyske og østrig-ungarske embedsmænd bekræfter også uafhængige beviser for, at oprindelsen til og udviklingen af folkemordet havde meget lidt at gøre med "armenske provokationer" under 1. Verdenskrig. Der lægges i stedet vægt på den generelle samfundstilstand fra før krigen, der kan føres tilbage til de mislykkede osmanniske Tanzimat reformforsøg i midten af det 19. århundrede. [15] Disse reformer, som blev indledt af det hensygnende Osmanniske Rige (dvs. i 1839 og 1856) under stærkt pres fra de europæiske magter, var designet til at ophæve de undertrykkende dhimmitude-love, som ikke-muslimske (primært kristne) mindretal, heriblandt armenierne, havde været underkastet i århundreder, efter de tyrkiske jihad-erobringer af deres oprindelige hjemlande. [16]

Anført af deres patriark, følte armenierne sig opmuntret af Tanzimat-reformerne, og begyndte at oversvømme Porten (det osmanniske regeringssæde) med bønner og anmodninger, der primært søgte statslig beskyttelse mod et væld af mishandlinger, især i fjerntliggende provinser. Alene mellem 1850 og 1870 sendte den armenske patriark 537 noter til Porten, der beskrev talrige tilfælde af tyveri, bortførelse, mord, konfiskerende skatter, og bedrageri begået af embedsmænd. [17] Disse bønner blev stort set ignoreret og blev endda, ildevarslende, betragtet som tegn på oprørskhed. Den britiske konsul (i Erzurum) Clifford Lloyd rapporterede for eksempel i 1890:

Misfornøjelse eller enhver slags protest, betragtes af den lokale Tyrkiske Lokalregering som oprørsk. [18]

Han fortsatte med at bemærke, at denne tyrkiske reaktion opstod uden hensyn til, at "... tanken om revolution ..." ikke blev næret af de armenske bønder, der var involveret i disse protester. [19]

Den berømte ottomanist, Roderick Davison, har bemærket, at i henhold til sharia (islamisk hellig lov) er ".. vantro gavourer ["dhimmier", "rayaer"]" permanent henvist til en status af "underlegenhed" og udsættes for en "hånlig halv-tolerance". Davison hævdede videre, at denne foragt kom af "en indre holdning af overlegenhed", og var drevet af en "indre muslimsk følelsesmæssig indstilling", tilbøjelig til anfald af "åben fanatisme". [20] Davisons pointe illustreres af vedvarende, heftige reaktioner på Tanzimat reformlovene af 1839 og 1856 fra store dele af den muslimske befolkning, anført af muslimske åndelige ledere og militæret. [21] Den måske mest oprigtige og sigende vurdering af de dødsdømte Tanzimat-reformer, især 1856-loven, blev givet af Mustafa Resid, osmannisk storvesir i seks forskellige perioder mellem 1846-58. I sin afvisning af reformerne hævdede Resid, at den foreslåede "fuldstændige frigørelse" af de ikke-muslimske undersåtter, som passende var bestemt til at blive undertvunget og behersket, var "helt i modstrid" med "Det Osmanniske Riges 600-årige traditioner". Han erklærede åbent, at den del af initiativet, der handlede om "fuldstændige frigørelse", var uærligt, bevidst vedtaget for at vildlede europæerne, der havde insisteret på denne bestemmelse. Sørgeligt forudvidende, gav Resid derefter en ildevarslende forudsigelse om en "stor massakre", hvis ligestilling for ikke-muslimer faktisk blev indført. [22]

Trods deres "revolutionære" fremkomst, ledsaget af sammenligninger med idealerne fra den franske revolution, indtog CUP's "ungtyrker"-regime i sidste ende en diskriminerende, anti-reform holdning overfor ikke-muslimer i Det Osmanniske Rige. Under en tale i Saloniki den 6. august 1910, forkastede Mehmed Talat, den fremtrædende leder af ungtyrkerne, hånligt idéen om lighed med "gavourerne" og hævdede, at det "... er et ideal, der ikke kan anerkendes, fordi det er uforeneligt med Sheriat [sharia] og hundredtusinder af muslimers følelser ...". [23] Roderick Davison bemærker, at i virkeligheden "… blev ingen reel ligestilling nogensinde nået ..." i den forudgående fejlslagne Tanzimat reformperiode. Som en konsekvens, bemærker han, vendte CUP lederskabet sig snart "... fra ligestilling (...) til tyrkificering ..." [24] Faktisk gav et indflydelsesrigt medlem af det osmanniske parti, Komiteen for Enhed og Fremskridt [CUP, ungtyrkerne], sheik Abd-ul-Hack, en 'progressiv' ungtyrker, denne afslørende erklæring i et parisisk muslimsk tidsskrift, (Le Mecherouttiete, redigeret af Sherif Pasha, Paris) i august, 1912:

Ja! Den muslimske religion er i åbent fjendskab til hele jeres verden af fremskridt. Forstå, I europæiske observatører, at en kristen, uanset hvad hans position måtte være, ved det blotte faktum, at han er kristen, af os betragtes som en blind mand, der er uimodtagelig for enhver form for menneskelig værdighed. Vort ræsonnement med hensyn til ham er lige så simpelt, som det er endeligt. Vi siger: Det menneske, hvis dømmekraft er så fordærvet, at han benægter eksistensen af én eneste Gud, og opdigter guder af forskellige slags, kan kun være det mest usle udtryk for menneskelig fornedrelse; at tale med ham ville være en ydmygelse for vores intelligens og en fornærmelse mod storheden af Universets Herre. Tilstedeværelsen af sådanne forbrydere iblandt os er forbandelsen i vore liv; deres lære er en direkte fornærmelse mod renheden af vores tro; kontakt med dem er en besmittelse af vore kroppe; enhver forbindelse med dem er en tortur for vores sjæl. Selvom vi afskyr jer, har vi nedladt os til at studere jeres politiske institutioner og jeres militære organisation. Ud over de nye våben, som forsynet skaffer for os ved jeres mellemkomst, har I selv genantændt vore heroiske martyrers uudslukkelige tro. Vore unge tyrkere, vore nye broderskaber, alle vore sekter, er alle, under forskellige former, inspireret af den samme idé; den samme nødvendighed af at gå fremad. Mod hvilket mål? Kristen civilisation? Aldrig! Islam er den ene store internationale familie. Alle sande troende er brødre. Et følelsens og troens fællesskab binder dem sammen i gensidig hengivenhed. Det er op til kaliffen at lette disse forbindelser og at samle de troende under det præstelige banner. [25]

I sultan Abdul Hamids regeringstid, massakrerede de osmanniske tyrkere i perioden 1894-96 over 200.000 armeniere. Dette blev fulgt op, under det ungtyrkiske regime, af Adana-massakren på 25.000 armeniere i 1909, samt det første egentlige folkemord i det 20. århundrede, da yderligere 600.000 til 800.000 armeniere blev slagtet, alene i 1915. [26] Massakrerne i 1890'erne havde en "organisk" forbindelse til Adana-massakrerne i 1909, og, endnu vigtigere, til begivenhederne i 1915. Som Vahakn Dadrian hævder, så gjorde de folkemordet i 1915 lettere ved at give ungtyrkerne "en forudsigelig straffrihed." Fraværet af negative konsekvenser for Abdul Hamid massakrerne i 1890'erne gav ungtyrkerne mulighed for at skride til handling uden begrænsninger. [27]

Samtidige beretninger fra europæiske diplomater gør det klart, at disse brutale massakrer blev begået inden for rammerne af en formel jihad mod armenierne, der havde forsøgt at kaste dhimmitude-åget af ved at søge lige rettigheder og autonomi. For eksempel rapporterede over-dragomanen (tyrkisk-talende tolk) på den britiske ambassade følgende om 1894-96 massakrerne:

[Gerningsmændene] er i deres generelle indsats styret af forskrifterne i Sheri [sharia] Loven. Denne lov foreskriver, at hvis de kristne "rayaher" [dhimmier] forsøger, ved at søge støtte fra fremmede magter, at overskride grænserne for de rettigheder, de har fået af deres muhamedanske [muslimske] herrer, og frigør sig fra deres trældom, så mister de retten til deres liv og ejendom, og er prisgivet muhamedanernes nåde. Set med tyrkiske øjne, havde armenierne forsøgt at overskride disse grænser ved at appellere til fremmede magter, især England. De anså det derfor for deres religiøse pligt og en retfærdig handling at ødelægge og beslaglægge armeniernes liv og ejendom. [28]

Bat Ye'or bekræfter dette ræsonnement og bemærker, at det armenske forsøg på at opnå reformer ugyldiggjorde deres "juridiske status", som var forbundet med en "kontrakt" (dvs. med deres muslimske tyrkiske herskere). Dette

... brud (...) gengav ummaen [det muslimske samfund] dens oprindelige ret til at dræbe det undertrykte mindretal [dhimmierne], [og] beslaglægge deres ejendom ...” [29]

Kinross [30] har beskrevet taktikken af Abdul Hamids agenter, der bevidst fremkaldte religiøs fanatisme blandt de lokale muslimske befolkninger i tyrkisk Armenien, og de ødelæggende resultater af denne tilskyndelse:

Det blev deres normale rutine først at samle den muslimske befolkning i den største moské i en by og så erklære, i sultanens navn, at armenierne havde gjort almindeligt oprør med det formål at ramme islam. Deres sultan indskærpede dem, som gode muslimer, at forsvare deres tro mod disse vantro oprørere. Han gjorde opmærksom på det princip, at oprøreres ejendom, i henhold til den hellige lov, kan plyndres af troende; han tilskyndede muslimer til at berige sig selv i deres tros navn på bekostning af deres kristne naboer, og i tilfælde af modstand, at dræbe dem. Derfor dette "angreb af et stadigt voksende kobbel af ulve mod får" over hele Armenien (...). Hver operation, mellem signalhornenes kald, fulgte et ensartet mønster. Først i en by kom de tyrkiske tropper med henblik på massakre; så kom de kurdiske irregulære og stammefolk for at plyndre. Endelig kom holocaust, med ild og ødelæggelse, som spredtes til den omkringliggende provins gennem forfølgelse af flygtninge og oprensningsoperationer i landsbyer og på åbent land. Denne morderiske vinter i 1895 oplevede således en decimering af meget af den armenske befolkning og ødelæggelsen af deres ejendom i omkring tyve distrikter i det østlige Tyrkiet. Ofte blev massakrerne afpasset til at ligge på fredage, når muslimerne var i deres moskeer, og autoriteterne spredte myten om, at armenierne havde sammensværget sig for at slagte dem under bønnen. I stedet blev de selv slagtet, da muslimerne dukkede op for at forhindre deres plan. Det samlede antal ofre var et sted mellem halvtreds og hundrede tusinde, når man medregner dem, der døde senere af sår, sygdomme, kulde og sult (...). I hver af tretten store byer løb antallet af døde godt op i firecifrede tal. I Erzurum blev basaren med tusind butikker plyndret og ødelagt af muslimerne, mens omkring tre hundrede kristne blev begravet dagen efter i en enkelt massegrav (...). De mest onde og ødelæggende af alle, var massakrerne i Urfa, hvor de armenske kristne udgjorde en tredjedel af den samlede befolkning. Her, i december 1895, efter en to måneders belejring af deres kvarter, samledes de ledende armeniere i deres domkirke, hvor de udarbejdede en erklæring, der anmodede om officiel tyrkisk beskyttelse. Efter at have lovet dette, omringede den tyrkiske kommandant katedralen med tropper. Derefter stormede en stor gruppe af disse, med en folkemængde i hælene, gennem det armenske kvarter, hvor de plyndrede alle huse og myrdede alle voksne mænd over en vis alder. Da en stor gruppe unge armeniere blev indbragt for en sheik, fik han dem kastet ned på ryggen og holdt fast i deres hænder og fødder. Så, med en iagttagers ord, reciterede han vers fra Koranen og "skar deres struber over efter Mekka-ritualet for ofring af får". (...) Da hornsignalet sluttede dagens operationer, strømmede ca. tre tusinde flygtninge ind i katedralen i håb om beskyttelse. Men næste morgen - en søndag - myldrede en fanatisk hob ind i kirken i et orgie af slagtning, og røvede dens hellige skrin til råbet: "Kald på Kristus, så han kan bevise sig selv som en større profet end Muhammed". Så samlede de en stor bunke halmmåtter, som de spredte over ligene og satte i brand med tredive dunke petroleum. Træværket i galleriet, hvor en gruppe kvinder og børn krøb sammen, jamrende af rædsel, brød i brand, og alle omkom i flammerne. Punktligt, klokken halv fire om eftermiddagen, lød signalhornet endnu en gang, og muslimske embedsmænd begav sig rundt om det armenske kvarter for at bekendtgøre, at massakrerne var ovre. De havde udslettet 126 hele familier uden at en kvinde eller et barn var tilbage, og det samlede antal ofre i byen, herunder dem slagtet i domkirken, udgjorde otte tusinde døde.

En osmannisk fatwa fra 1915 (med titlen Aljihad, og oversat til engelsk den 10. marts 1915), [31] der menes at været skrevet af sheik Shawish, havde på dens officielle amerikanske konsulat-oversættelse vedhæftet en udtalelse, der lød: "Det var utvivlsomt denne og lignende pamfletter, der fik det jødiske samfund i Alexandria" til at kontakte USA's generalkonsuls kontor i Cairo. Kaldet til religiøst motiveret vold mod ikke-muslimer, som sanktioneret af islam - dvs jihad-krig - er umiskendeligt klart.

Hvis I tror på Gud, på hans religion og apostel, så hør ordene af vore vise, som noteret af hans hellige profet. "I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem." [Koranen 5:51] "Gud vil ikke støtte tyranner." I, der tror, tag jer ikke dem som venner, der krænker jeres tro og gør nar af den. De kaldes vantro, og I lytter til Guds ord, hvis I tror. Derfor, når I har taget disse hellige ord til hjertet, er de måske blevet talt til jer af Gud, for at vi ikke skal få jødiske eller kristne venner. Fra disse hellige ord vil I forstå, at det er forbudt for os at nærme os dem, der håner vores tro - jøder og kristne, for så, må Gud forbyde det, Gud forbyde, at vi af den almægtige skal betragtes som én af dem, Gud forbyder (...).

Efter alt dette - hvordan kan vi tro på oprigtigheden af jeres tro, når I viser velvilje mod og holder af vantro og accepterer deres regering, uden noget oprør, uden at forsøge at fordrive dem fra jeres land. Derfor - rejs jer og rens jer selv for sådanne handlinger. Rejs jer til den hellige krig, uanset hvad det koster, for at udføre denne hellige dåd. Det er endvidere sagt i Koranen: "Hvis jeres fædre, hvis børn tager sig venner blandt de vantro, så fjern jer selv fra dem." (...)

Den muhamedanske religion påbyder os at afsætte nogle penge til regeringens udgifter og forberedelse af hellig krig. Resten af jeres tiende og bidrag er I forpligtet til at sende til kalifatets hovedstad, for at hjælpe dem til at forherlige Guds navn ved kaliffens mellemkomst. Lad alle muslimer vide, at den hellige krig er skabt alene til dette formål. Vi stoler på Gud, at de muhamedanske lande vil rejse sig fra ydmygelsen og blive trofast bundet til kalifatets hovedstad, indtil de således kan blive kaldt "islams lande". Dette er vort håb og Gud hjælpe os med at gennemføre vor hellige hensigt til et vellykket resultat for vor hellige Profets skyld (...).

En hellig krig er en hellig pligt, og lad det til jeres oplysning være kendt, at kaliffens hære er klar og består af tre divisioner, som kæmper på følgende måder: Hemmelig krig, ordets krig og fysisk krig.

Hemmelig krig. Dette er den letteste og simpleste. I dette tilfælde kan det antages, at enhver vantro er en fjende, der skal forfølges og udryddes fra jordens overflade. Der findes ikke en muslim i verden, der ikke er inspireret af denne idé. Men i Koranen bliver det sagt: "At en sådan krig ikke er tilstrækkelig for en muhamedaner, ung eller gammel, og han skal også deltage i de øvrige dele af den hellige krig".

Ordets krig. Det vil sige at kæmpe i skrift eller tale. Denne form for krig, for eksempel, burde passe for muhamedanerne i Kaukasus. De burde have påbegyndt denne krig for tre eller fire måneder siden, fordi deres faktiske position ikke tillader dem andet end udøvelse af en sådan krigsførelse. Enhver muhamedaner er forpligtet til at skrive og tale imod de vantro, når de faktiske omstændigheder ikke tillader ham at bruge skrappere midler, hvilket for eksempel er tilfældet i Kaukasus. Enhver forfatter skal derfor bruge sin pen til gavn for en sådan krig.

Fysisk krig. Det betyder egentlig kamp i den mest fulde betydning af ordet (...). Lad os her nævne midlerne, der skal tages i brug i udførelsen af denne hellige krig, som følger: Enhver privatperson kan kæmpe med dødbringende våben, som i de følgende eksempler. Der er tilfældet med den afdøde egypter Verdani, der skød den vantro Butros Gal Pacha, englændernes ven, med en revolver. Mordet på den engelske politikommissær Bavaro i Indien, begået af en af vore indiske brødre. Drabet på én af embedsmændene fra Kansch da han kom fra Mekka, begået af Profetens ven, Abu Bazir El Pzachbi, fred være med ham! Abdallah ibn Aatick og fire kammerater dræbte Abu Raafah Ibn El Hakiki. Denne leder af jøderne i Khaybar, der var så berømt for sit fjendskab mod islamismen. Dette skete på vores Profets befaling, hvilket også gjaldt for Avrala Ibn Ravacha og hans venner, da de dræbte Oscher Ibn Dawas, en af de jødiske notabiliteter. Der er mange eksempler på lignende tilfælde. Universets Herre, hvad svækker os nu, og hvorfor skulle ikke nogle af os drage ud og kæmpe denne hellige krig for at ophøje dit herlige navn?

En uforfærdet protestantisk historiker og missionær, Johannes Lepsius, der tidligere havde foretaget en to-måneders rejse for at undersøge de steder, hvor Abul Hamid-tidens massakrer foregik, rejste igen til Tyrkiet under 1. Verdenskrig. Han dokumenterede atter resultaterne af sådanne kald til jihad mod ikke-muslimer, som udsendt af sheik Shawish, for perioden 1914-1918. Lepsius skrev:

Er vi så simpelthen forbudt at tale om armenierne som forfulgte på grund af deres religiøse tro? Hvis det er tilfældet, så har der aldrig været nogen religiøs forfølgelse i verden (...). Vi har lister foran os med 559 landsbyer, hvis overlevende indbyggere blev konverteret til islam med ild og sværd; med 568 kirker fuldstændig udplyndret, ødelagt og jævnet med jorden; med 282 kristne kirker omdannet til moskéer; med 21 protestantiske prædikanter og 170 gregorianske (armenske) præster, der, efter at have udstået ubeskrivelig tortur, blev myrdet, fordi de afslog at konvertere til islam. Vi må gentage, at disse tal kun er udtryk for omfanget af vores information, og er langt fra at nå til det virkelige omfang. Er dette religiøs forfølgelse, eller er det ikke? [32]

Endelig sætter Bat Ye'or [33] rækken af massakrer fra 1890'erne frem til 1. Verdenskrig ind i en samlet teologisk og juridisk sammenhæng på følgende måde:

Folkemordet på armenierne var det naturlige resultat af en politik, der er indbygget i den politisk-religiøse struktur af dhimmitude. Denne proces med fysisk eliminering af en rebelsk nation var allerede blevet brugt mod de oprørske slaviske og græske kristne, der blev reddet fra kollektiv udryddelse af europæisk intervention, selv om denne til tider skete modvilligt.

Folkemordet på armenierne var en jihad. Ingen rayaer tog del i den. På trods af misbilligelse fra mange muslimske tyrkere og arabere, og deres afvisning af at samarbejde om forbrydelsen, blev disse massakrer begået udelukkende af muslimer, og de alene profiterede af byttet: Ofrenes ejendom, huse og jord, der blev overdraget til muhajirun, samt tildelingen til dem af kvinde- og børneslaver. Bortelimineringen af mandlige børn over tolv år var i overensstemmelse med reglerne for jihad og passede til den aldersgrænse, der er fastsat for betaling af jizya. Likvideringens fire stadier - deportation, slaveri, tvangskonvertering, og massakre - reproducerede de historiske omstændigheder under den jihad, der har været ført i dar al-harb fra det syvende århundrede og frem. Krøniker fra en mangfoldighed af kilder, især af muslimske forfattere, giver detaljerede beskrivelser af de organiserede massakrer eller deportationer af fanger, hvis lidelser under tvungne marcher bag hæren var et sidestykke til den armenske erfaring i det tyvende århundrede.

'Dobbeltmord' - Den løbende tyrkiske benægtelse af det armenske folkemord

Elie Wiesel har bemærket, træffende, at den sidste fase af folkemordet, dets benægtelse, gør det til et "dobbeltmord".

Bortset fra absurde og grove beskyldninger i tyrkiske propaganda-tirader (f.eks. det ellevesiders dokument fra 27. maj 1999 med titlen: "Et Objektivt Blik på Hus-resolution [HR] 155" [USA's Repræsentanternes Hus kaldes Huset, o.a.], forelagt af den tyrkiske ambassadør i Washington DC til alle USA's kongresmedlemmer, som indeholdt de løgnagtige påstande om, at armenierne havde myrdet 100.000 osmanniske jøder og 1,1 million osmanniske muslimer [34] ), er der flere vedholdende benægtelser, som i det mindste fortjener undersøgelse og fornuftig gendrivelse, før de bliver afvist.

Dadrian [35] har reduceret disse særlige forsøg på at karakterisere det armenske folkemord som noget, der "kan diskuteres", til følgende tre argumenter (som han rammende kalder "usammenhængende"): 1) Den osmanniske regerings hensigt var blot at flytte, ikke tilintetgøre, den deporterede befolkning; 2) samtidig med den større globale brand, dvs 1. Verdenskrig, var armeniere og tyrkere involveret i en borgerkrig, som i sig selv var direkte ansvarlig for svære tyrkiske tab; 3) de tyrkiske tab i den overordnede konflikt oversteg langt de armenske tab.

Dadrian stiller følgende logiske spørgsmål som et forord til sin analyse af den falske påstand om, at tyrkerne foretog en "venligsindet flytning" af de armenske deporterede:

... hvordan forventede de ungtyrkiske myndigheder at genbosætte hundredtusinder af forflyttede mennesker i Mesopotamiens ørken uden at sikre den mindste indkvartering eller andre faciliteter, der udgør det absolutte minimum for menneskelig overlevelse? [36]

"Forflyttelsens" humbug blev gjort klart af stabschefen for den osmanniske fjerde armé, som havde opsyn med de områder, der var udpeget til at modtage disse tvangsoverførte armenske befolkninger. I sine erindringer afviste han kategorisk den foregivne forflyttelse med ordene: "... der var hverken forberedelse eller organisation til at give ly til de hundredtusinder af deporterede.” [37] Denne afgørende vurdering fra en centralt placeret osmannisk embedsmand bekræfter observationer gjort af flere konsuler, der repræsenterede Tyrkiets allierede, Østrig og Tyskland (foruden den amerikanske ambassadør i Det Osmanniske Rige, Morgenthau). Disse diplomater fastholdt gentagne gange, at afsendelsen af de armenske offer-befolkninger til disse øde ørkenområder forseglede deres skæbne - død og ruin. [38] Desuden blev de hundredtusinder af deporterede ikke blot overført fra krigszoner, som hævdet, men fra alle dele af Det Osmanniske Rige. Dadrian bemærker videre:

Som officielle dokumenter umiskendeligt afslører (og som den amerikanske ambassadør Morgenthau bekræfter), var det kun den hastige forværring af Tyrkiets militære situation og den deraf følgende tidsbegrænsning, der forhindrede myndighederne i at gennemføre den planlagte omfattende deportation og likvidering af resten af den armenske befolkning. I tilfældet Istanbul, for eksempel, som dengang var imperiets hovedstad, var 30.000 armeniere allerede blevet fjernet i november 1915 - hemmeligt og efter et kvotesystem - ifølge en fortrolig rapport til Berlin af den tyske ambassadør Metternich. Med hensyn til Smyrna, så var det kun en energisk indgriben af den tyske general Liman Von Sanders, den regionale militærchef, der stoppede fuldførelsen af deportationen af denne store merkantile havnebys armenske befolkning. Denne indgriben blev udløst af afsendelsen af Smyrnas første karavane af armenske deporterede, som beordret af provinsens tyrkiske guvernør, general Rahmi. Men denne indgriben viste sig at være blot et pusterum, for i 1922 ødelagde de oprørske kemalister Smyrna i en kæmpebrand, der også fortærede store dele af den overlevende armenske befolkning. (fremhævelse tilføjet) [39]

Var massedrabet på armeniere blot et utilsigtet bifænomen til en "borgerkrig", der af en apologet [40] er blevet karakteriseret som "... en kamp mellem to nationer om et enkelt hjemland"? Dadrian latterliggør dette argument ved først at fremhæve de væsentlige egenskaber ved en virkelig borgerkrig: Sammenbruddet af central statslig autoritet, hvilket skaber et magttomrum, der fyldes af bevæbnede, indbyrdes stridende grupper, engageret i voldelige og vedvarende sammenstød. [41] Dette grundlæggende paradigme gælder simpelthen ikke for krigstidens Tyrkiet, hvis osmanniske statsorganisation ...

... ikke alene var fuldt funktionel, men også, på grund af dens væbnede styrker, var i stand til gennem fire år at føre en gigantisk krig på flere fronter mod så formidable fjender som England, Frankrig og det tsaristiske Rusland. Krigstidens nødforanstaltninger, krigsretstilstanden og den midlertidige ophævelse af parlamentet, var betingelser, som udstyrede den udøvende gren af den osmanniske regering med enorm og koncentreret magt, en magt, der var mere end rigelig til at udøve diktatur. Desuden var de fleste raske armenske mænd blevet indkaldt til den osmanniske hær, længe før Tyrkiet greb ind i krigen. Hvad der var ladt tilbage af den armenske befolkning, bestod i det store og hele af skrækslagne kvinder, børn og gamle mænd, der desperat forsøgte at holde sig i live i et miljø, fyldt med minderne om tidligere massakrer, med en fortærende anelse om nye og forestående katastrofer og bebyrdet med alle mulige krigsrelaterede genvordigheder. [42]

"Borgerkrigsargumentet" afhænger også af påstanden om, at fire specifikke armenske opstande - Shabin Karahisar (6. juni - 4. juli 1915), Musa Dagh (30. juli - september 1915), Urfa (29. september - 23. oktober 1915) og især Van (20. april - 17. maj 1915) - udgjorde et betydeligt, organiseret "armensk oprør". Rapporter af konsuler fra Tyrkiets krigstidsallierede, Østrig og Tyskland, piller dette argument fra hinanden. Den østrigske militære befuldmægtigede i Tyrkiet under 1. Verdenskrig, betegnede i sine erindringer [43] Van-opstanden som "... en desperationens handling" af armeniere, der "... var klar over, at [en] generel nedslagtning var begyndt i omegnen af Van og at de ville blive de næste [ofre]". Tysklands konsul i Aleppo, Walter Rossler, beskrev Urfa-opstanden i lignende vendinger. Besjælet af den friske erindring om den brutale 1895-massakre og ved synet af massemyrderier i deres umiddelbare nærhed, gjorde Urfa-armenierne i løbet af sommeren 1915 et forhastet, sidste fortvivlet forsøg på at forsvare sig. [44] Den tyske ambassadør Paul grev von Wolff-Metternich indleverede en 72-siders rapport til sin regering i Berlin, i hvilken han behandlede alle disse fire opstande. Metternich hævdede, at hver af disse opstande var en defensiv handling, der blot forsøgte at afværge en truende deportation, og erklærede rent ud, at "... der hverken var en samordnet generel opstand, eller et fuldt gyldigt bevis på, at en sådan synkroniseret opstand blev organiseret eller planlagt". [45] Som Dadrian bemærker:

Hvordan kan desperate grupper af mennesker, der forsøger at holde sig i live ved at forsvare sig selv, betegnes som "rebeller", antageligt opsat på at underminere et mægtigt statssystem, der vil ødelægge dem? (...) Uden undtagelse var disse opstande improviserede, sidste fortvivlede forsøg på at afværge truende deportation og tilintetgørelse. Uden undtagelse var de alle lokale, meget begrænsede og frem for alt meget defensive initiativer; som sådan var de i sidste ende dømt til at slå fejl. Den midlertidige succes af Van-opstanden skyldtes udelukkende en meget tilfældig omstændighed: Den rettidige ankomst af fremskudte enheder af den russiske Kaukasus-hær. En forsinkelse på en eller to dage i denne bevægelse kunne godt have beseglet forsvarernes skæbne. [46]

Dadrian medgiver, at uanset deres gode grunde (understreget i krigstidens tyske, østrigske og amerikanske konsulære rapporter om de vedvarende historiske vidnesbyrd om armensk undertrykkelse og episodisk massakre, begået af tyrkerne):

Individuelle armeniere og endda nogle små grupper af armeniere greb i meget isolerede tilfælde til spionage, sabotage og andre anti-tyrkiske fjendtlige handlinger ... [og] ... flere tusinde armeniere fra hele verden, herunder flere hundrede tidligere osmanniske undersåtter, styrtede til Kaukasus for at indrullere sig i den russiske Kaukasus-hær for at kæmpe mod tyrkerne; men de fleste af dem var russiske undersåtter. [47]

I sine afsluttende bemærkninger om borgerkrigs-apologeterne, stiller Dadrian dette "ultimative spørgsmål", som han derefter behandler

... retfærdiggør hele samlingen af disse kendsgerninger en beslutning om at deportere og vilkårligt tilintetgøre en hel befolkning? Svaret burde være nej af en række forskellige grunde, men i én bestemt henseende, sættes dette svar særligt i relief. Det drejer sig om den mængde af andre etniske og nationale grupper og enkeltpersoner, der ligeledes var engageret i sådanne anti-tyrkiske fjendtlige handlinger under krigen, herunder sabotage, spionage og frivillig tjeneste i Tyrkiets fjenders væbnede styrker. Blandt disse var først og fremmest kurderne, der, ligesom armenierne, var involveret i pro- såvel som anti-tyrkiske aktiviteter. På østfronten var flere af de spioner, der blev fanget af tyrkerne, selv tyrkerne; det samme gjaldt for en række grækere, der opererede i den vestlige del af Tyrkiet. Man kan heller ikke undtage jøderne, som leverede to særskilte korps af frivillige, der bekæmpede tyrkerne på to forskellige fronter, Dardanellerne (i 1915) og Palæstina (i 1918). Desuden var et af krigstidens største spionage-netværk, NILI i Jaffa, Palæstina, som blev fanget af tyrkerne, drevet af en lille jødisk gruppe. Og alligevel fik de en forholdsvis mild, hvis ikke ubetydelig og ligegyldig, behandling af de tyrkiske myndigheder. Disse myndigheder anså det ikke for klogt på det tidspunkt at udvide deres operationer med etnisk udrensning til disse nationaliteter og minoritetsgrupper og derved forværre de allerede eksisterende problemer, der skyldes det igangværende massemord på armenierne. [48]

Endelig afviser Dadrian det ubegrundede tyrkiske krav om 2,5 millioner ofre i perioden 1914-1922 som "åbenlyst sofisteri", fordi det inkluderer (og sammenblander) ...

... uensartede kategorier af begivenheder som tab i 1. Verdenskrig, tab i den post-tyrkiske kampagne for uafhængighed, samt tab som følge af epidemier, underernæring og elementernes rasen (...). Det grundlæggende ved alle disse tab er, at de overvældende er biprodukter og resultater af Tyrkiets krigsførelse mod eksterne fjender. Disse tab som følge af krig bliver kryptisk blandet, sidestillet og sat sammen med antallet af ofre for et organiseret massemord. Faktisk er de to kategorier faldet sammen, hvorved ofre og gerningsmænd er blevet indordnet i en enkelt, udifferentieret kategori, hvor de er blevet udjævnede næsten hinsides differentiering, og ikke længere kan skelnes som separate, hvis ikke modsatrettede, kategorier. [49]

Konklusion

Den osmannisk-tyrkiske destruktion af det armenske folk, der begyndte i slutningen af det 19. og forstærkedes i begyndelsen af det 20. århundrede, var et folkemord, og jihad-ideologien bidrog væsentligt til denne årtier lange menneskelige likvideringsproces. Disse kendsgerninger er nu hævet over enhver tvivl. Milan Kundera, den tjekkiske forfatter, har skrevet, at menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemslen. [50] I The Banality of Indifference [Ligegyldighedens banalitet], minder Yair Auron [51] os om vigtigheden af denne kamp:

Anerkendelse af det armenske folkemord af hele det internationale samfund, herunder Tyrkiet (eller måske først og fremmest Tyrkiet), er derfor en krav af højeste rang. At forstå og huske den tragiske fortid er en væsentlig forudsætning, selv om det ikke i sig selv er nok, for at forhindre en gentagelse af sådanne handlinger i fremtiden ...

Men 90 år efter begivenhederne den 24. april 1915, fortsætter den tyrkiske regering sine benægtelser af det armenske folkemord, tilskyndet af et veludrustede netværk af usmagelige politiske og pseudo-akademiske spytslikkere, der opererer med "autoritativ" henvisning til skiftende geostrategiske interesser - tidligere: "Tyrkiet som et bolværk mod kommunismen", og nu: "Tyrkiet som et bolværk mod radikal islam". Dette spillerum, givet Tyrkiet, er både ulogisk og moralsk uforsvarligt. Vesttyskland var utvivlsomt en langt mere direkte og vigtig allieret mod den sovjet-kommunistiske blok, mens hver af de skiftende vesttyske regeringer efter 2. Verdenskrig, fra Adenauer til Kohl, gjorde Holocaust-benægtelse til en strafbar forbrydelse. Desuden er der spirende tegn, som næsten dagligt viser, at Tyrkiets regering under den muslimske ideolog Erdogan, såvel som store dele af den tyrkiske medieverden og intelligentsia (se "Turkish Media Project"), næppe kan kaldes et "bolværk mod radikal islam". Faktisk er Tyrkiets nutidige islamiske "vækkelse" af særlig relevans for de tragiske begivenheder, der fandt sted mellem 1894 og slutningen af 1. Verdenskrig, fordi det armenske folkemord i høj grad var et jihad-folkemord. Men vigtigst af alt - der er et tvingende moralsk imperativ, der vejer tungere end de tyndbenede geopolitiske overvejelser, der anvendes til at rationalisere og understøtte Tyrkiets igangværende kampagne om folkemord-benægtelse. Professor Deborah Lipstadt - den berømte Holocaust-forsker og forfatter til Denying the Holocaust og History on Trial(som indeholder en beretning om hendes knusende sejr over Nazi-sympatisør David Irving i hans "injurie"-sag) - belyste, sammen med tolv andre førende folkedrabsforskere - folkemordsbenægtelsens undergravende umoral i denne 1996-erklæring:

Benægtelse af folkemord - hvad enten det er tyrkernes folkemord på armenierne eller nazisternes på jøderne - er ikke et tilfælde af historisk genfortolkning. Tværtimod er det noget, der sår forvirring ved at foregive at være engageret i en ægte videnskabelig stræben. De, der benægter folkemord, afviser altid overfloden af dokumenter og vidnesbyrd som værende konstruerede eller påtvungne eller som falsknerier og usandheder. Princippet om ytringsfrihed garanterer ikke benægterne ret til at blive behandlet som "den anden" side i en legitim debat, når der ikke er nogen troværdig "anden side"; ej heller garanterer det benægterne en plads i klasseværelset eller skolepensum eller i noget andet forum. Folkemordsbenægtelse er en snigende form for intellektuel og moralsk nedbrydning ... [52]

Noter

[1] Balakian, Reverend K., Hai Koghkotan. Trouakner Hai Mardirosakroutiunen. Berlinen Tebee Zor 1914—1920 (The Armenian Golgotha. Episodes from the Armenian Martyrilogy. From Berlin to Zor 1914—1920), vol. 1. Vienna, 1922.

[2] Dadrian, V. 'The Quest for Scholarship in My Pathos for the Armenian Tragedy and its Victims', in Pioneers of Genocide Studies, S. Totten and S. Jacobs, editors, New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 2002, pp. 239—240.

[3] Dadrian, V. 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', Journal of Genocide Research, 2003, Vol. 5, p. 273.

[4] Germany Foreign Ministry Archives Turkei 183/38, A23991, or R14087, K. no. 81/B.1645; Germany Foreign Ministry Archives Botschaft Konstantinopel 170, J. no. 3841, 'secret' report of 23 August 1914; Joseph Pomiankowski, Der Zusammenbruch des Ottomanischen Reiches, Graz, Austria: Akademischer Druck— u. Verlag, 1969, p. 160.; and Henry Morgenthau, Ambassador Morgenthau's Story, Garden City, N.Y.: Doubleday, 1918, pp. 302—304. Morgenthau's 10 July report is in US National Archives, RG59, 867.4016/74; all cited in Dadrian, V. 'The Armenian Genocide: An Interpretation', in Winter, J., editor, America and the Armenian Genocide of 1914, Cambridge: Cambridge University Press, 2003, p. 63, footnotes 18—21.

[5] Uras E., The Armenians and the Armenian Question in History, 2nd ed., (Istanbul, 1976), p.612

[6] Akcam T., Turkish National Identity and the Armenian Question, (Istanbul, 1992), p. 109.

[7] Hovanissian R., Armenia on the Road to Independence, (Berkeley, CA, 1967), p. 51.

[8] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians as Documented by the Officials of the Ottoman Empire's World War I Allies: Germany and Austria—Hungary', International Journal of Middle Eastern Studies, (2002), Vol. 32, pp. 59—85.

[9] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 60.

[10] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 76

[11] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 76, with specific primary source documentation, p. 84, n. 109.

[12] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 76, with specific primary source documentation, p. 84, n. 109.

[13] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 77, with specific primary source documentation, pp. 84—85, n. 111.

[14] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 77.

[15] Davison R., "Turkish Attitudes Concerning Christian—Muslim Equality in the Nineteenth Century", The American Historical Review (1954), Vol. 54, pp. 844—864.

[16] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, (Cranbury, NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1996) 522 pp.

[17] Dadrian V., Warrant for Genocide: Key Elements of Turko—Armenian Conflict, (New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 1999), p. 39.

[18] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 61, with specific primary source documentation p. 79, n. 11

[19] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', p. 61, with specific primary source documentation p. 79, n. 11

[20] Davison R., "Turkish Attitudes Concerning Christian—Muslim Equality in the Nineteenth Century", p. 855.

[21] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, Reports by British Diplomats [1850—1876], pp. 395—433.

[22] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', pp. 61—62, with specific primary source documentation, p. 79, n. 14.

[23] Dadrian V., 'The Armenian Question and the Wartime Fate of the Armenians', pp. 61—62, with specific primary source documentation, p. 79, n. 15.

[24] Davison R, "The Armenian Crisis, 1912—1914", The American Historical Review, (1948) Vol. 53, pp. 482—483.

[25] Servier, A. Islam and the Psychology of the Musulman, translated by A. S. Moss—Blundell, London, 1924, pp. 241—42.

[26] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, (Providence, RI: Bergahn Books, 1997), pp. 155, 182, 225, 233, n. 44; Auron Y., The Banality of Indifference, (New Brunswick, NJ: Transaction Publishers, 2000), p. 44.

[27] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, pp. 113—184.

[28] Dadrian V., The History of the Armenian Genocide, p. 147, with primary source documentation p. 168, n. 199.

[29] Bat Ye'or, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam, (Cranbury, NJ: Fairleigh Dickinson University Press, 1985) pp. 48, 67, 101.

[30] Lord Kinross, The Ottoman Centuries—The Rise and Fall of the Turkish Empire, New York: Morrow Quill Paperbacks, 1979, pp. 559—560.

[31] U.S. State Department document 867.4016/57, March 10, 1915.

[32] Gabrielan M. C., Armenia: A Martyr Nation, (New York, Chicago: Fleming H. Revell, Co., 1918), p. 269.

[33] Bat Ye'or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, p. 197.

[34] Dadrian, V. The Key Elements in the Turkish Denial of the Armenian Genocide: A Case Study of Distortion and Falsification, The Zoryan Institute, Cambridge, MA, 1999, pp. 18—19.

[35] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', pp. 274—275.

[36] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 275.

[37] Orgeneral Ali Fuad Erden, Birinci Dunya Harbinde Suriye Hantiralari [Syrian Memoirs of World War I], Vol. 1 p. 122; cited in, Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 275.

[38] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 275.

[39] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 275.

[40] Lewis, B., The Emergence of Modern Turkey, London: Oxford University Press, 1961, p. 350.

[41] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 275.

[42] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', pp. 275—276.

[43] Pomiankowski, J., Der Zusammenbruch des Ottomanischen Reiches, p. 160.; cited in Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and 44 Turkish Denial Syndrome', p. 276.

[44] Germany Foreign Ministry Archives Turkei 183/40, A35040, Rossler's November 8, 1915 report; cited in Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 276.

[45] Germany Foreign Ministry Archives Turkei 183/40, A25749, September 18, 1916 report, p. 14; cited in Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 276.

[46] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 276.

[47] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 277.

[48] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 277.

[49] Dadrian, V., 'The Signal Facts Surrounding the Armenian Genocide and the Turkish Denial Syndrome', p. 277.

[50] Kundera M., The Book of Laughter and Forgetting, (New York, NY: Harper Collins, 1999)

[51] Auron Y., The Banality of Indifference, p. 56.

[52] Dadrian, V. The Key Elements in the Turkish Denial of the Armenian Genocide: A Case Study of Distortion and Falsification, p. 81.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo