Diplomati-historiker Samuel Flagg Bemis' værk fra 1949: John Quincy Adams and the Foundations of American Foreign Policy, lovpriste Adams' afgørende bidrag som "en mægtig præstation." Bemis' skelsættende 1949-gennemgang indeholdt en henvisning til Adams' skrifter – "Usignerede essays om den russisk-tyrkiske krig og om Grækenland, skrevet mens JQA var gået på pension, før valget til Kongressen i 1830" (kapitlerne 10-14, s. 267-402 i The American Annual Register for 1827-28-29) - som værende i overensstemmelse med hans "forsvar for sit lands interesser, værdighed og ligestilling."

Publiceret i sin helhed i 1830, burde John Quincy Adams' åbenhjertige, tidløse overvejelser over den teologisk baserede konflikt mellem Muhammeds islam og Jesu kristendom være obligatorisk læsning for alle nutidige amerikanske diplomater og politikere:

"[Jesus] erklærede, at nydelsen af lykke i den hinsidige verden ville være belønning for udøvelse af godgørenhed her. Hans hele lov var indeholdt i kærlighedens begreb; fred på jord - velvilje mod mennesket (...) ESSENSEN AF DENNE LÆRE ER AT OPHØJE DET ÅNDELIGE OVER DEN DYRISKE DEL AF HANS NATUR. (Adams' fremhævelse)

(...)

I den kristne tidsalders 7. århundrede erklærede en omstrejfende araber af egypteren Hagars slægt [dvs. Muhammed], med en fanatikers overmenneskelige energi (...), sig som et sendebud fra Himlen og spredte ødelæggelse og bedrag over en omfattende del af Jorden. (...) [H]an erklærede almindelig og tilintetgørende krig mod hele resten af menneskeheden som en del af sin religion. ESSENSEN AF HANS LÆRE VAR VOLD OG BEGÆR: AT OPHØJE DET DYRISKE OVER DEN ÅNDELIGE DEL AF MENNESKETS NATUR (Adams' fremhævelse)

(...)

Koranens forskrift er evig krig mod alle, der nægter, at Mahomet er Guds profet.

De overvundne kan købe deres liv mod betaling af tribut (...). Mellem disse to religioner, således modstridende i deres karakterer, har der allerede raset en krig i tolv hundrede år. Krigen er stadig åbenbar (...). Mahomet, med sværdet i den ene hånd og Koranen i den anden, havde rejst sin trone på kristendommens ruiner ...

Så længe den falske profets nådesløse og udsvævende dogmer skal levere motiver til menneskelig handling, kan der aldrig være fred på jord og velvilje mod mennesket (...). [Kristen] Godgørenhed tåler ingen diktat og afviser trældom med foragt: fred kan kun opretholdes med den fredelige; og skæbnen for denne lære (dvs. islam), der for sin sandhed kun appellerer til sværdet, må til sidst være selv at omkomme ved sværdet."

Quincy Adams mente korrekt (i 1829), at "den osmanniske [det muslimske kalifats] halvmåne længe havde været aftagende" og argumenterede for, at "selv i våbnenes brutale og uhyggelige kamp, var Mahomets mand ikke længere nogen match for den kristne mand." Men Quincy Adams gav også en advarsel:

"Den sejrrige kan blive pacificeret af et falsk og bedragerisk løfte om fred; og profetens trofaste tilhænger kan måske nok underkaste sig nederlagets tvingende nødvendighed; men befalingen om at udbrede den muslimske trosbekendelse ved sværdet står altid ved magt, når det kan gøres med udsigt til succes."

Ignaz Goldziher (1860-1921), den fremtrædende ungarske islam-lærde, er bredt og med rette blevet hyldet som en af de mest dybtborende og originale europæiske lærde fra en tid, der producerede banebrydende forskere. Med karakteristisk forudvidende indsigt beskriver Goldzihers 1882-essay: “Muhammadan Public Opinion”, de folkelige, "ophidsede" muslimske massers genoplivning af en "magtfuld idé", som Goldhizer kaldte:

"[I]deen om pan-islamisme. Den åndelige fusion af en politisk kaotisk islam til én stor enhed. Denne enheds ydre form er det udelelige kalifat, som er islams ældste politiske struktur."

Om den stadige søgen efter frelse ved enshed, dvs. ved at genoprette islams historiske transnationale kalifat, noterede Goldziher videre:

"Med hensyn til islam, så betragtes foreningen af de muslimske magter og vækkelsen af bevidstheden om deres enhed og solidaritet under en fælles myndighed som det eneste middel mod de farer, der ligger gemt i fremtidens skød. Og denne forening bliver kun set under islams forenede kalifats banner."

Goldziher sluttede med en advarsel om den udbredte støtte blandt muslimer på kryds og tværs af det 19. århundredes islamiske verden til den "stridslystne idé" om at genskabe et kalifat, en stridbarhed, som faktisk har holdt sig levende siden islams fremkomst:

"[I]deen om pan-islamisme er en militant idé i deres [muslimske] øjne, ligesom det var en militant idé i tiden for den unge islams fødsel. Denne idé behersker nu den muhamedanske offentlige mening, nogle steder med så stor kraft, at repræsentanter for europæiske regeringer nu klager over det."

Omkring år 2007 - 125 år efter at Goldzihers forudseende ord blev offentliggjort, i en tid, hvor det døende osmanniske kalifat drog sine sidste rallende suk - er vor tids genoplivende globale jihad stadig animeret af den islamiske verdens folkelige kalifat-drømme. Data fra en meningsmåling - blandt 4384 muslimer (1000 marokkanere, 1000 egyptere, 1243 pakistanere og 1141 indonesere) udført mellem 9. december 2006 og 15. februar 2007 af University of Maryland/WorldPublicOpinion.org og udgivet den 24. april 2007 - viste, at 65,2% af de adspurgte - næsten to tredjedele, næppe en "yderliggående minoritet" - ønskede følgende: "At forene alle islamiske lande til en enkelt islamisk stat eller et kalifat." Den indre validitet af disse data om den nuværende længsel efter et kalifat, blev bekræftet af et overensstemmende resultat fra en repræsentativ global stikprøve blandt arabiske og ikke-arabiske muslimer: 65,5% af de adspurgte godkendte følgende udsagn: "Krav om streng anvendelse af sharia-lov i ethvert islamisk land."

Som John Quincy Adams' 1830-essay burde også Raymond Ibrahims nye Sword and Scimitar være obligatorisk læsning for alle seriøse amerikanske politikere og diplomater.

Dette autoritative værk er en klar og bemærkelsesværdigt omfattende, men alligevel rigt detaljeret undersøgelse af den 1400-årige og igangværende ebbe og flod af islamiske jihad-erobringer eller forberedende angreb - og det kristne Vestens generobringer eller repressalier. Som en kompetent arabisk-kyndig og studerende i militærhistorie under professor Victor Davis Hansons vejlening, er Ibrahims overbevisende fortællings måske mest slående resultat, at den knuser nutidig "forsknings" strengt håndhævede, dogmatiske islamofili.

De alvorlige, ahistoriske konsekvenser af dette grasserende åndelige manddrab blev rammende beskrevet af den afdøde islamolog Maxime Rodinson i 1974:

"Den antikolonialistiske venstrefløj, hvad enten den er kristen eller ikke, går ofte så vidt som til at helliggøre islam og nutidens ideologier i den muslimske verden (...). Forståelse er blevet afløst af apologetik, kort og godt.”

Sword and Scimitar er bygget op omkring otte afgørende slag mellem islam og kristenheden: Fire, i hvilke de muslimske hære var sejrende og fire, hvor de blev besejret af deres kristne modstandere. De otte kampagner, som er spredt over et årtusinde, er: De muslimske sejre ved Yarmuk (i nutidens Syrien) i 636, Manzikert (i nutidens Tyrkiet) i 1071, Hattin (nær Tiberias i nutidens Israel) i 1187 og Konstantinopel (nutidens Istanbul) i 1453; og de kristne succeser ved Konstantinopel (718), Tours (i nutidens Frankrig) i 732, Las Navas de Tolosa (et bjergrigt område mellem Santa Elena og Miranda del Rey i nutidens Spanien) i 1211, og Wien i 1683.

I strid med den ætsende islamofile apologetik, der hersker i den akademiske verden, er konflikternes grundlæggende struktur afslørende og historisk uigendrivelig. Hvert slag blev udløst af, at de muslimske hære invaderede (eller i tilfælde af Hattin, gen-indvaderede) Det Byzantinske Rige, europæiske kristne territorier eller isolerede byer.

Uanset den "kontroversielle" karakter af denne overordnede tilgang, giver Ibrahims redegørelse også en præsentation af disse afgørende slags fascinerende, til tider foruroligende, militære historie: Brillante taktiske manøvrer og lige så tåbelige brølere; hvordan tapperhed, snarrådighed, forvirring, gensidigt ødelæggende kamp og dobbeltspil påvirkede hver sides skæbne; og det rene menneskelige blodbad af disse konflikter, beskrevet i uforskønnede, grusomme detaljer.

Ibrahim gør sig også umage med yderligere at kontekstualisere denne historie med kortfattede, men omhyggeligt uddybede, diskussioner af de relevante begivenheder, der skete før og efter de otte slag. Særligt to diskussioner er interessante: Ibrahims beskrivelser af de spanske (sent i det 15. århundrede under Isabella og Ferdinand) og russiske (under Ivan III) kampagner for befrielse fra islamisk jihad-pålagt herredømme (begået af henholdsvis arabo-berberiske muslimer og tatarer/islamiserede mongolske muslimer), der fandt sted mellem den knusende osmannisk-muslimske jihadistiske sejr ved Konstantinopel i 1453 og den vellykkede kristne afvisning af den osmanniske jihad-belejring af Wien i 1683.

Men det er Ibrahims overordentligt velinformerede, kompromisløse analyser af de modstridende islamiske og kristne motiver til denne krigsførelse, der cementerer bogens unikke bidrag.

En følge af denne ærlige, nøjagtige præsentation af de kontrasterende religiøse livsanskuelser, er beskrivelsen af den formålsløse ødelæggelse af kristne lande begået af alle de vigtigste etniske grupper af muslimske angribere (Arabo-berbere, tyrkere og tatarer). Denne gentagne praksis er i overensstemmelse med islams doktrinære jihad-had til kristendommen - og deles ikke af kristen doktrin eller "gengældelse" i noget nær samme skala, når de kristne sejrede.

Fra Yarmuk til Wien (og langt udenfor - til jihadistiske plyndringer på De Britiske Øer, selv Island!) giver Ibrahim omhyggeligt mange eksempler på disse ideologiske rammer, som støder sammen i diamentral opposition. Med citater fra både muslimske og kristne kilder - som forfatterens videnskabeligt afbalancerede analyser bringer for hver af de otte kamp-casestudier, der præsenteres - beskriver Ibrahim atmosfæren umiddelbart før den væbnede konflikt i Yarmuk, et prototypisk scenario, der er gentaget om og om igen gennem mere end 1000 år:

"Aftenen før slaget talte araberne 'om helvedets ild og paradiset glæder og citerede eksemplet sat af Den Hellige Profet i hans slag,' skriver den pakistanske general og militærhistoriker A. I. Akram. 'Muslimerne tilbragte natten i bøn og recitation af Koranen og mindede hinanden om de to velsignelser, der ventede dem: enten sejr og liv eller martyrdom og paradis.'

Ingen sådan stimulering ventede de kristne; de kæmpede for liv, familie og tro.

Under sin tale før slaget - mens gejstlige marcherede med kors og bad dødsbønnen over de knælende mænd - forklarede Vahan [en armensk leder af de kristne allierede], at 'disse arabere, der står foran jer, forsøger at (...) slavebinde jeres børn og kvinder.' En anden [kristen] general advarede mændene om at kæmpe hårdt, ellers 'vil de erobre jeres lande og voldtage jeres kvinder.' Sådan frygt var ikke uberettiget.

Selv mens romerne bad, sad Abu Sufyan - tidligere en af Muhammeds største fjender, der ligesom Khalid gladeligt var konverteret til islam frem for at miste sit hoved - på sin stejlende krigshest, mens han svingede sit spyd over de forsamlede muslimer og formanede dem til 'jihad på Allahs vej,' så de kunne 'erobre deres [kristne] lande og byer og slavebinde deres børn og kvinder.'"

Med betydningsfulde beviser til rådighed afviser Ibrahim de snævre "materielle eller økonomiske forklaringer" på den muslimske succes ved Yarmuk og bølgen af lyn-jihad-erobringer, der fulgte efter gennem det 7. og tidlige 8. århundrede. Sådanne forklaringer bliver nu fremført af nutidige vestlige akademikere, mens de affærdiger tanken om islamisk religiøs iver:

"[T]raditionel muslimsk historieskrivning om hvorfor muslimerne vandt, hævder, at deres vind-vind handel med Allah - i hvilken muslimen bliver belønnet med paradis enten i det dennesidige [via krigsbytte, se hele Koranens sura/kapitel 8, 'Byttet': 1 ff, herunder sexslaver, pr. 4:3; 23:6] eller i det hinsidige [via 'martyrium', Koranen 61:10-12; 4:74; 9:111, og den evige belønning i islams kosmiske bordel, 44:51-56; 52:17-29; 55:46-78] - begejstrede arabernes kampånd uden ende.

'De muslimske prædikanter ophørte ikke med at opmuntre krigerne [ved Yarmuk]: Forbered jer på mødet med hurierne [jomfruerne i islams kosmiske bordel; se Koranen 43:70; 36:56; 55:70; 37:48] med de store sorte øjne,' forklarer en senere persisk lærd. 'Og sikkert er det, at aldrig har der været en dag, hvor der rullede flere hoveder end på Yarmuks dag.' Eller for at citere en af Muhammeds ledsagere, der talte med en byzantinsk embedsmand forud for invasionen af Egypten: 'Bedrag ikke jer selv. Vi er ikke bange for jeres antal. Vort største ønske er at møde romerne i kamp. Hvis vi besejrer dem, er det godt; hvis ikke, så modtager vi de gode ting i den kommende verden.'

(...)

Den tanke, at muslimsk fanatisme var årsagen til arabernes sejre, blev også taget op af europæiske forfattere. Så sent som i 1963 hævdede generalløjtnant sir John Bagot Glubb, at 'det var religiøs entusiasme, der drev de arabiske erobringer.' Han vidste tilsyneladende, hvad han talte om: 'I tredive år havde jeg faktisk kommandoen over soldater, som var rekrutteret fra de selv samme stammefolk, der udførte de store arabiske erobringer, og som er forblevet uforandrede gennem tretten hundrede år.'"

Ibrahim indkapsler kortfattet, hvordan en sådan islamisk jihad-fanatisme kunne resultere i varige erobringer uden sidestykke på kristenhedens bekostning. Han noterer sig også en forudanende og slående skarpsindig vurdering begået af den gejstlige skribent Anastasius af Sinai fra det 7. årh. om Yarmuks betydning:

"Blot 73 år efter Yarmuk, var alle de gamle kristne lande mellem Storsyrien i øst og Mauretanien (Marokko) i vest - omkring 6000 km - for altid blevet erobret af islam. Med andre ord: To tredjedele (eller 66 procent) af kristenhedens oprindelige territorium - herunder tre af kristendommens fem vigtigste centre: Jerusalem (med det forbehold, at Jerusalem faldt tilbage til kristne hænder under korstogene og i dag er under israelsk autoritet), Antiokia og Alexandria - blev permanent opslugt af islam og fuldstændigt arabiseret.

De germanske barbarer, der invaderede og besejrede Europa i de foregående århundreder, lod sig assimilere i den kristne religion, kultur og civilisation og overtog dens sprog (latin og græsk). Til forskel herfra påtvang araberne de besejrede folk deres tro og sprog, med det resultat, at hvor 'arabernes' udbredelse tidligere var begrænset til Den Arabiske Halvø, består den 'arabiske verden' i dag af omkring 22 lande i Mellemøsten og Nordafrika ...

Selv uden bagklogskabens klare lys, skænket historikere, der lever med mere end tusind års afstand til begivenhederne, vidnede Anastasius fra Sinai - der var ung, da muslimske styrker oversvømmede hans egyptiske hjemland - om Yarmuk-slagets afgørende betydning ved at omtale det som 'den romerske hærs første frygtelige og uhelbredelige fald.'

'Jeg taler om blodsudgydelsen ved Yarmuk, (...) hvorefter fulgte indtagelsen og afbrændingen af Palæstinas byer, selv Cæsarea og Jerusalem. Efter Egyptens ødelæggelse fulgte slavebindingen og de uoprettelige ødelæggelser af Middelhavets lande og øer. Men de, der styrede og dominerede Det Romerske Rige, forstod ikke disse ting.'"

Forfatteren citerer yderligere en moderne historisk/arkæologisk sammenfatning af den "massive ødelæggelse", som blev gennemført under disse erobringer, der "præcist" svarer til islamisk ideologi:

"Islams ankomst på historiens scene var markeret af en bølge af vold og ødelæggelse over hele middelhavsverdenen. De store romerske og byzantinske byer, hvis ruiner stadig prikker landskabet i Nordafrika og Mellemøsten, blev udsat for pludselig undergang i det 7. århundrede. Overalt har arkæologer fundet tegn på massiv ødelæggelse; og det svarer præcist til, hvad vi ved om islam som ideologi."

Over et årtusinde efter den muslimske sejr ved Yarmuk var den samme uændrede muslimsk-kristne dynamik stadig tydelig i det fjerntliggende Vesteuropa omkring år 1683. En desperat og hastigt samlet koalition af kristne styrker - under ledelse af den polske kong Jan Sobieski (eller Johan III af Polen) - brød den osmanniske jihad-belejring af Wien, Østrig.

Ibrahim sætter scenen for denne episke vestlige, kristne sejr over islam og understreger de historiske og doktrinære kontinuiteter:

"Ligesom Konstantinopel før den, var Wien, af symbolske og praktiske grunde, særligt fristende i osmanniske øjne: Den var den østrigske hovedstad i Det Hellige Romerske Rige, tyrkernes kristne ærkefjende i halvandet århundrede; og den var en strategisk port ind i hjertet af Europa; fra den kunne Italien (og Rom) mod syd og de splittede tyske riger mod nord let invaderes. Desuden var Wien, som Europas kulturelle centrum og imperiets velstående hovedsæde, et overflødighedshorn af levende og døde lækkerier af den slags, der kunne friste selv den mest forvænte muslimske herre."

Storvesir Kara Mustafa, næstkommanderende efter den osmanniske sultan Muhammad IV, passer til billedet af en sådan nydelsessyg muslimsk herre. "Fanatisk anti-kristen" og besat af lige dele militær ambition og grådighed ...

"... ejede han tre tusinde kvindelige slaver og konkubiner, syv hundrede sorte eunukker ... [og] efter i 1674 at have indtaget en polsk by, flåede han sine fanger levende og sendte deres fyldte huder til sultanen."

Ikke overraskende brændte Kara Mustafa "efter at opnå, hvad selv den Prægtige Ghazi [Suleiman den Prægtige, r. 1520-1566] ikke kunne: Erobringen af Wien." Ibrahim beskriver de gensidigt forstærkende følelser af Kara Mustafa og den sultan, han tjente, hvilket fremskyndede den osmanniske jihad-kampagne mod Wien:

"Efter at have anført, at 'de burde drage fordel af de kristnes uorden ved belejringen af stedet [Wien], hvis erobring ville sikre hele Ungarn og åbne en passage til de største sejre,' brugte Mustafa de tidlige måneder af 1683 til at samle, hvad der skulle blive den måske største muslimske hær nogensinde til at invadere kristent territorium. Under en omstændelig præ-jihad-ceremoni, anbragte sultan Muhammad IV - idet han 'ønskede ham [Mustafa] at kæmpe ædelmodigt for den muhamedanske tro' - 'Profetens standart (...) i hans hænder til udryddelsen af de vantro og muslimernes fremgang.'

Den forfængelige vesir reagerede med det gamle muslimske pral: ikke alene ville han tage Wien, men kort derefter ville han opstalde sine heste ved St. Peters i Rom (...). 'Storvesiren, animeret af så god en begyndelse og af de beretninger, han havde modtaget om de kristnes svaghed, og med erobringen af Wien som sit vigtigste mål,' forklarer [den franske historiker] de La Croix, 'trængte direkte frem mod Wien,' i spidsen for en stor skare, som efter sigende bestod af tre hundrede tusinde mennesker: næsten to hundrede tusinde krigere, de øvrige håndværkere, handlende, konkubiner, prostituerede og omstrejfende af alle slags. De våbenføre mænd bestod mest af tyrkere og tatarer ..."

Vel ankommet til Wien den 14. juli 1683 blev Mustafas enorme muslimske jihadist-legioner forøget af "et uendeligt antal ulykkelige [kristne] slaver, der med magt blev ført ud af Østrig." Ibrahim fortæller om den uforanderlige islamiske "protokol", som Kara Mustafa fulgte - hvilken indebar aflevering af en meddelelse direkte til den østrigske militære kommandant grev Ernst von Starhemberg, som "ikke nedlod sig til at svare" - inden han slap Helvede løs på Wien:

"Mere end tusinde år før havde hans profet Muhammed sendt et ultimatum til kejser Heraklios: Aslam taslam, 'underkast dig [islam] og hav fred.' Meget var ændret i årtusindet siden: Araberne var for længst ophørt med at lede islam; krigskunsten og teknikken havde gjort fremskridt; nationer og riger havde rejst sig og var faldet; selv udseendet af europæerne (nu med paryk og pudder) og tyrkerne (farvestrålende og pralende klædt) havde ændret sig. Men islams indledende ultimatum var stadig det samme. En meddelelse blev afleveret til Starhemberg den 14. juli: 'Vi er kommet (...) med det formål at erobre dette citadel og forkynde Den Sande Religion.' 'Tag imod islam og lev i fred under sultanen! Eller overgiv byen og lev i fred som kristne under sultanen. Hvis nogen foretrækker det, lad ham forlade stedet fredeligt og tage sine ejendele med sig.'

Starhemberg ignorerede opfordringen og fortsatte forberedelserne. Han vidste, at Mustafa tidligere var kommet forbi nabobyen Perchtoldsdorf og havde tilbudt de samme vilkår - kun for at bryde sit løfte, da de belejrede østrigere havde åbnet deres porte, ved at massakrere dem og gøre dem til slaver."

Jan Sobieski var almindeligt anerkendt for sin fastslåede militære dygtighed mod de muslimske tyrkere og tatarer. Han havde indvilliget i at organisere et kontingent for at bryde den muslimske belejring i Wien og var stoppet på vejen i Krakow, Polen, for at hvile og samle flere mænd. Ibrahim skriver:

"Under en kirkeceremoni den 10. august 'offentliggjorde nuncioen pavens aflad for alle mænd, der drog ud for at kæmpe i denne hellige krig. Efter at have hørt en kraftfuld prædiken over dette samme tema, steg kongen ned fra sin trone til alterets trin for velsignelsen og blev velsignet af nuncioen,' som 'bagefter i et brev til Innocens, mindedes sangen, hans fornemmelse af kongens intens hengivenhed og dronningens gråd.' Denne seneste store jihad, der ramte så tæt på hjemmet, havde 'rørt op i hans [Sobieskis] militære ambition og hans kristne glød.' Som han selv udtrykte det: 'Det er ikke bare en by, vi skal redde, men hele kristendommen, for hvilken byen Wien er bolværket. Denne krig er en hellig krig.'"

Før det endelige slag begyndte den 12. september 1683, beordrede Kara Mustafa ...

"... alle voksne mænd blandt de tredive tusinde kristne slaver i den osmanniske lejr massakreret - for at de ikke på en eller anden måde skulle hjælpe deres trosfæller - mens de muslimske krigere 'voldtog de unge piger og kvinder og skar hovederne af de gamle mænd og kvinder.'"

Sobieski og hans styrker slog Kara Mustafas hær af muslimer på flugt og brød Wiens belejring. Men som Ibrahim bemærker:

"Sejrens glæder blev dæmpet af et 'sørgeligt skue', og Sobieski 'blev gennemboret (...) ved synet af et uendeligt antal slaver, hvis halse de vantro havde skåret over efter deres nederlag, og hvis lig, som stadig var i lænker, lå spredt tilfældigt blandt de døende og de sårede. Kongen var især berørt af et barn på omkring fire år, som syntes at være vidunderligt smukt, selv om han var dækket af blod fra et sår, han havde fået i hovedet.'

Sejrherrerne blev ikke længe i lejren, 'da det var umuligt på så kort tid at fjerne så mange døde legemer, både tyrkere, kristne og heste, hvorfra stanken var så stor på vejen, at den i sig selv kunne have været nok til at smitte.'"

Sobieski skrev derefter til pave Innocens: ”Vi kom, vi så, Gud sejrede!”

Til gengæld skænkede en taknemmelig pave den polske konge titlen: "Troens forsvarer."

Efter kristenhedens epokegørende sejr ved Wien, blev det jihadistiske Osmanniske Imperium - som eksemplificerede mange inkarnationer af muslimske angribere, der havde hærget Europa gennem 1000 år - til sidst tvunget til at trække sig tilbage:

"Den Hellige Liga - dannet under pave Innocens og anført af Sobieskis polakker og de østrigsk-tyske styrker - forblev intakt, og gik i offensiven mod tyrkerne. To år senere sluttede det ortodokse Rusland sig til den katolske liga. Mellem 1683 og 1697 blev femten slag udkæmpet mellem tyrkere og kristne; tolv blev vundet af sidstnævnte.

I 1699 blev Det Osmanniske Rige - 'der havde slået kristenheden med rædsel i over tre hundrede år' - tvunget til at underskrive den ydmygende Karlowitz-traktat, der krævede, at det gav store territorier tilbage til sine vantro fjender, hvilket således markerede begyndelsen til enden for islamisk magt."

Ibrahim tilføjer korrekt et vigtigt forbehold, som bl.a. kom til udtryk i Barbaresk-kystens jihad-krig [indledt med jihad-pirateri, o.a.] mod det spirende USA fra det sene 18. til det tidlige 19. århundrede:

"[H]vor og når som helst islamiske imperier faldt, men muslimer blev tilbage - husk Spaniens erfaringer med islam efter 1492 - faldt jihad tilbage til sin oprindelige, mere røveriske form."

Det 18. århundredes store britiske historiker, Edward Gibbon, gav en berømt lovprisning af Karl "Martel, Hammerens" eklatante sejr over arabiske muslimske jihad-angribere ved Tours, Frankrig i 732, som han insisterede på, havde reddet Vesteuropa fra islamisering. (Ibrahims kapitel om denne kristne sejr over den invaderende islam har overskriften: “The Jihad Reaches a Western Wall of Ice” ["Jihad rammer en vestlig mur af is"]) Gibbon erklærede, at Martels triumf sikrede, at Storbritannien, specifikt, blev "reddet" for følgende, hvad han kaldte "katastrofer":

"Måske ville fortolkning af Koranen nu blive lært i Oxfords skoler og dens prædikestole påvise helligheden og sandheden af Muhammeds åbenbaring."

På trods af Martels hårdt vundne civilisatoriske sejr, er Storbritannien nu med tragisk ironi i færd med at opfylde Gibbons profeti gennem en fordærvet, kulturelt selvhadende proces af auto-islamisering, der i øjeblikket manifesteres ved en hastig udbredelse af nye moskeer (ca. 423) og 100 fuldgyldige sharia-domstole i London.

Ibrahims efterskrift i Sword and Scimitar indeholder tankevækkende refleksioner over dette fænomen af kristen selvfornægtelse, der indbyder til islamisering af Vesten gennem både voldelig og ikke-voldelig jihad. For otte årtier siden, som Ibrahim bemærker, advarede den fransk-engelske forfatter og historiker Hilaire Belloc om Vestens selvsikre affærdigelse af rovgrisk islam. Belloc skrev:

"Millioner af moderne mennesker i Europas og Amerikas civilisation (...) har glemt alt om islam. De har aldrig været i kontakt med den. De tager for givet, at den er i forfald, og at den under alle omstændigheder bare en fremmed religion, der ikke angår dem.

Den er, som en kendsgerning, den mest formidable og vedholdende fjende, vores civilisation har haft, og kan til enhver tid blive en lige så stor trussel i fremtiden, som den har været det i fortiden."

Og Ibrahim slutter sit opus - en historisk Reconquista - med en advarsel om den truende, men stadig undgåelige katastrofe, som vi må give agt på:

"I takt med at Muhammeds civilisation trak sig ind i mørket, blev det post-kristne Vesten langsomt til. Islam forandrede sig ikke, men Vesten gjorde: muslimer ærer stadig deres arv og religion - som befaler jihad mod de vantro - mens Vesten har lært at foragte sin arv og religion, hvilket gør den til en uforvarende allieret med jihad ...

Kort sagt: hvis islam terroriserer Vesten i dag, er det ikke fordi den kan, men fordi Vesten tillader det. For uanset hvor formindsket, så vil en stadig svingende Krumsabel altid overvinde et stærkt Sværd, der aldrig kommer ud af skeden."

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo