Den amerikanske ambassadør ved Den Hellige Stol, Callista Gingrich, udsendte fra sin residens den 16. januar 2020 en officiel skriftlig erklæring om lanceringen af det såkaldte "Abrahamitiske Trosinitiativ" ("Abrahamic Faiths Initiative", AFI). Heri skriver hun begejstret:

"Det Abrahamitiske Trosinitiativ tjener som en kraftig demonstration af, at fred i vores verden er mulig gennem broderskab, samarbejde og gensidig respekt mellem de abrahamitiske trosretninger."

Til minde om underskrivelsen af Abu Dhabi-erklæringen - i forbindelse med et besøg i De Forenede Arabiske Emirater (UAE) af pave Frans og Ahmad al-Tayeb, storimam ved Al-Azhar-universitetet (sunni-islam's sidestykke til paven og Vatikanet) - gav UAE-despoten sheik Al-Nayan sidste februar, 2019, ordre til opførelsen af Det Abrahamitiske Familiehus på Saadiyat Øen i Abu Dhabi. Da ambassadør Gingrich, i Villa Richardson den 14. januar 2020, gav sine live-bemærkninger til AFI-initiativet, anerkendte hun storimam Tayebs underskrivelse af Abu Dhabi-erklæringen "Dokument om Menneskeligt Broderskab" som en afgørende inspiration til initiativet:

"Det Abrahamitiske Trosinitiativ var til dels inspireret af det grundlæggende "Dokument om Menneskeligt Broderskab og Sameksistens", der blev underskrevet af pave Frans og storimamen fra Al-Azhar i Abu Dhabi sidste år."

At tilskrive storimam al-Tayeb en grundlæggende rolle i stiftelsen af AFI, burde i sig selv have givet de jødiske (især) og kristne deltagere grund til bekymring.

Som Egyptens stormufti, og fra 2010 til i dag storimam ved Al-Azhar-universitetet, har Al-Tayeb sanktioneret mord-bombning af israelske jøder, herunder ikke-kombattanter. Han har fordømt jøder ud i al evighed - åbent sidestillet dem med zionister under påberåbelse af Koranen 5:82, et centralt antisemitisk vers - for at være årsag til "muslimsk nød (...) lige siden islams begyndelse for 1400 år siden". Han har beskyldt “global zionisme” for at medvirke ved dannelsen af Islamisk Stat og beslægtede jihadterrorgrupper i den hensigt at "ødelægge Mellemøsten". Han har hævdet, at den "zionistiske entitet", dvs. Israel, planlagde at "marchere mod Kabaen [i Mekka] og Profetens Moské [i Medina]. Dette er i deres sind og i deres hjerter". Han har nægtet (på trods af hans egne åbenlyse eksempler!) antisemitismes blotte eksistens: "Antisemitismen er en løgn, der til denne dag fortsætter med at bedrage nationer." Og han har afvist den grundlæggende samvittighedsfrihed og sanktioneret sharia-baseret drab på ”ikke-angrende” apostater fra islam.

Al-Tayebs tætte inddragelse i AFI og bevægelsens klare forankring i UAE, i islams kerneområde, er sikre tegn på det faktum, at "abrahamitisme" i det væsentlige er islamisk supremacisme.

Islams autoritative "abrahamitiske" teologi er forankret i koranverset 3:67 og dets eksegese. Dette demonstreres måske bedst af al-Tayebs umiddelbare forgænger som storimam på Al-Azhar, den afdøde Muhammad Sayyid Tantawi (d. 2010), som måske er sunni-islams største moderne koran-kommentator. Tantawi hævdede:

"Dette ædle vers [Koranen 3:67] omtaler Abraham og afslører de vantro fra Bogens Folk [Bibelens Folk], som hævdede, at Abraham var en jøde eller en kristen, da det viser, at det var dem, i modsætning til Abraham, der var polyteister (...). Der er en insinuation her angående den islamiske nation (umma) og en anerkendelse af, at Muhammeds tilhængere er mere værdige til at blive tilknyttet Abraham end Bogens Folk, fordi de troende søgte sandheden og troede på den. Omvendt søgte Bogens Folk verdslige og materielle ting i stedet for himmelske og åndelige ting. De opgav sandheden og fulgte deres lyster og begær."

Tantawis forskønnelse af Koranen 3:67 ender med en tilståelse af konspiratorisk islamisk jødehad:

"Efter disse gentagne appeller til Bogens Folk og efter alle de strålende argumenter og beviser, der blev fremlagt for at garantere gyldigheden og sandfærdigheden af denne religion [islam], og efter alle irettesættelserne og formaningerne, der blev kastet efter dem, fordi de vendte sig bort fra sandheden og også vendte andre bort fra den, opregnede Koranen nogle af de ondsindede veje, som jøderne begav sig ud på for at behandle og bedrage islam og muslimer med listighed og snilde."

Den afdøde professor Ismail al-Faruqi (d. 1986) var den muslimske gudfar til det moderne paradigme om "abrahamitisk tro" i forbindelse med interreligiøs dialog. Faruqi var Al-Azhar-uddannet i Islamiske Studier (1954-1958) og stipendiat ved McGill Universitet, hvor han studerede jødedom og kristendom, før han begyndte at undervise i Islamiske Studier i Karachi, Pakistan og Religionshistorie ved Chicago og Syracuse universiteter. Fra 1968 til sin død i 1986 var Faruqi professor i både Islamiske Studier og Religionshistorie ved Temple Universitet. Som nævnt i forordet til Faruqis bog: "Islam and Other Faiths" - et kompendium over hans essays gennem to årtier - skrevet af John Esposito, professor ved Georgetown Universitet og direktør for dets Center for Muslimsk-Kristen Forståelse:

"Hans [Faruqis] taler, deltagelse og ledende rolle i interreligiøse møder og organisationer sponsoreret af Kirkernes Verdensråd, Vatikanet og Det Interreligiøse Fredskollokvium, som han var vicepræsident for fra 1977 til 1982, gjorde ham til den mest synlige muslimske bidragyder til verdensreligionernes dialog. I sine skrifter redegjorde han for principperne og grundlaget for muslimsk deltagelse i interreligiøs dialog .."

Bat Ye'ors bog fra 2004: "Eurabia: The Euro-Arab Axis," opsummerede med usminket skarpsindighed, hvordan Faruqis "abrahamitiske" begreb om "interreligiøs dialog" var et giftigt bryg af islamisk supremacisme, der ikke tålte andet end apologetisk, hvidvasket diskussion af islam, samtidig med at den sanktionerede jihad-krig for at påtvinge islams universelle, sharia-baserede orden - især på det jødiske Israel.

Faruqis egne ord giver uigendrivelig bekræftelse af Bat Ye'ors sammenfatning, herunder den klassiske-til-moderne islamiske teologiske basis for "abrahamitisme" og jihadisme:

[Faruqi om abrahamitisk interreligiøs dialog] "Islams teori om andre trosretninger, støttet af fjorten århundreders erfaringer, vækker stadig loyalitet og støtte fra en milliard muslimer over hele verden (...). Hvis interreligiøs dialog skal bevæge sig ud over udvekslingen af oplysninger og høfligheder, er den nødt til at have en religiøs norm, ifølge hvilken den kan klargøre forskellene mellem religionerne. Denne religiøse norm skal være fælles for de involverede dialog-partnere. Islam finder denne norm i din al-fitrah (dvs. islam, den oprindelige religion fælles for hele menneskeheden) (...). Islams opfattelse [var], at den religiøse tradition er en menneskelig udvækst på den oprindelige din al-fitrah. Det var således [en] islamisk idé (...). En abrahamitisk enhed af jødedom, kristendom og islam baseret på Abrahams hanif-religion [se Koranen 3:67: Abraham "var en gudsøgende", dvs. en hanif], som er din al-fitrah, er en reel mulighed. Den eksisterede faktisk i den muslimske verden, indtil vestlig imperialisme, kolonialisme og zionisme kom for at undergrave den. Deres stræben har været forgæves. Muslimen vil fortsætte med at tro på og arbejde for denne enhed, i tillid til, at hans gud [dvs. Allah!], som han ved er én, ligesom sandhed er én og den moralske lov er én, ikke kan andet end at ønske én religion (...). [D]et islamiske standpunkt til andre trosretninger, efter at have bragt dem alle under et og samme tag eller din al-fitrah, opfylder den eneste betingelse for konstruktiv dialog og indbyrdes forhold (...). Sammenlignet med andre religioners historie, er islams historie konsekvent hvid, for så vidt angår tolerance overfor andre religioner (...). Intet er mere fjernt fra sandheden og intet er mere skadeligt for det muslimsk-ikke-muslimske forhold end påstanden om, at islam spredtes ved sværdet."

[Faruqi om jihad-krig og islamisk imperialisme] "Alle muslimer håber, at den islamiske stat en dag vil omfatte hele verden. Pax Islamica, som den islamiske stat tilbyder (...). Læren om jihad eller hellig krig er gyldig i islam (...). Ligesom det muslimske individ i Dar al-Islam (lande under muslimsk styre), betragter den islamiske stat sig selv, og gør dette med rette, som Guds (Allahs) stedfortræder i rum og tid, et kald, der lægger et stort ansvar på den islamiske stat. Den islamiske stat erkender med entusiasme og stolthed sit ansvar for at rette op på uretfærdighed, uanset hvor mennesker har forårsaget den - også selvom det har været på den anden side af månen (...). [N]år disse teorier anvendes i tilfældet arabisk modstand mod zionisme (...) er det den muslimske opfattelse, at zionisterne er aggressorerne i Palestina (...). Når islams principper er, hvad de er, er muslimerne af deres tro forpligtet til at rejse sig i modstand mod dette røveri for at genoprette retfærdighedens ligevægt."

Faruqis moderne anvendelse af denne islamiske religiøse lære på "abrahamitisk dialog" har skabt en interreligiøs dialog, der er islam helt underdanig. Kristne og jødiske religiøse og diplomatiske ledere synes at være forsætligt uvidende om den klassiske og moderne sharia-baserede islamiske supremacisme, der motiverer deres muslimske modstykkers deltagelse i Det Abrahamitiske Trosinitiativ (AFI). En sådan uinformeret og holdningsløst underdanig forfølgelse af "interreligiøs dialog" indenfor grænser sat af islam, virkeliggør den moderne gudfar til "abrahamitisk enhed", al-Faruqis forestillinger om "den eneste betingelse for konstruktiv dialog og indbyrdes forhold" og "Intet er mere fjernt fra sandheden og intet er mere skadeligt for det muslimsk-ikke-muslimske forhold end påstanden om, at islam spredtes ved sværdet."

Bat Ye'or, historikeren par excellence af det muslimske forhold til jøder og kristne, leverede følgende gennemborende, bemærkelsesværdigt kortfattede dekonstruktion af Faruqis vision og konsekvenserne af at overholde "Faruqi-reglerne", der styrer "abrahamitisk" interreligiøs dialog:

"Muslimer, siger al-Faruqi, tror på og vil fortsætte med at stræbe efter denne forening af verdens religioner, indtil der kun er én religion tilbage i verden, nemlig islam."

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo