Konvergensen af jihadisme og nazisme:
Al-Mashriqi (til venstre), og Hitler (til højre) med Hajj Amin el-Husseini (i midten)

Under et interview fra sidst i 1930’erne (udgivet i 1939) blev Carl Gustav Jung, den schweiziske psykiater og grundlægger af analytisk psykologi, spurgt, om ”… han havde et bud på, hvad der sandsynligvis ville blive næste skridt i religiøs udvikling?” Jung svarede med henvisning til den nazistiske glød, der havde grebet Tyskland:

Vi ved ikke, om Hitler vil grundlægge en ny islam. Han er allerede godt på vej; han er ligesom Muhammed. Følelsen i Tyskland er islamisk; krigerisk og islamisk. De er alle berusede af en vild gud. Dette kan blive den historiske fremtid.

Selvom de i dag, af uforklarlige grunde, som helhed næsten ignoreres, har værker af betydningsfulde lærde og intellektuelle, skrevet fra midten af det 19. til midten af det 20. årh., omtalt islam som en despotisk eller, med det 20. århundredes sprog, totalitær ideologi. Ud over C. G. Jung drejer det sig om f.eks. historikerne Jacob Burckhardt og Waldemar Gurian, den protestantiske teolog Karl Barth, og især den berømte 20. årh. forsker i islamisk lov, G. H. Bousquet.

Den egentlige kilde til Muhammeds enorme styrke lå i, at han var gennemsyret af fanatisme, hvilket førte, ifølge den schweiziske 19. årh. historiker, Burckhardt, til hans triumf som despot:

Muhammed er som person meget fanatisk; dette er hans grundlæggende styrke. Som fanatiker er han en radikal forenkler og som sådan ganske uforfalsket. Hans fanatisme er af den mest hårdnakkede slags, nemlig lidenskabelig dogmatisk, og hans sejr er en af fanatismes og banalitetens største sejre. Al afguderi, alt mytisk, alt utvungent i religionen, alle de mangeartede forgreninger i den hidtil eksisterende tro, bringer ham i sandt raseri, og han træder ind i historien på et tidspunkt, hvor brede lag i hans nation var stærkt modtagelige for en radikal forenkling af det religiøse.

Burckhardt understreger, at araberne, Muhammeds håndgangne mænd, ikke var barbarer og havde deres egne særlige kvaliteter og åndelige traditioner. Muhammeds succesrige prædiken blandt dem drog fordel af en tydelig længsel efter samling på over-stammeniveau, ”en radikal forenkling.” Muhammeds geni ”bestod i at helliggøre dette.” Ved at bruge dele af de mest varierede eksisterende traditioner og drage fordel af, at ”folkene, som nu var under angreb, også var noget trætte af deres eksisterende teologi og mytologi,” …

… gennemgår [Muhammed], med hjælp fra mindst ti personer, den jødiske, kristne og zoroastriske tro og stjæler herfra hver en stump, han kan bruge, og former dem efter sin egen fantasi. I Muhammeds prædikener kunne alle derfor finde en eller anden afspejling af deres sædvanlige tro. Det helt usædvanlige er, at med alt dette opnåede Muhammed ikke alene succes i sin egen levetid, Arabien hyldede ham, men han grundlagde også en verdensreligion, som er levedygtig til denne dag, og som har kolossalt høje tanker om sig selv.

Burckhardt konkluderer, at Muhammed, på trods af hans storværk, ikke var noget stort menneske, selv om han accepterer den forståelige tilbøjelighed til…

… at udlede store årsager fra store virkninger, og således slutte fra Muhammeds storværk til hans menneskelige format. I Muhammeds tilfælde må man i det mindste indrømme, at han ikke var en bedrager, at han mente tingene alvorligt osv. Men nogle gange er det muligt at gå fejl i denne udledning, og forveksle den blotte magt med menneskeligt format. I dette tilfælde er det snarere den menneskelige naturs lavere egenskaber, som har fået en magtfuld præsentation. Islam er banalitetens triumf, og menneskehedens store flertal er banalt (…). Men banaliteten kan lide at være tyrannisk og holder af at påtvinge ædlere ånder sit åg. Islam ønskede at berøve gamle, ærværdige nationer deres myter, perserne deres Shahnameh (Kongebogen), og gennem 1200 år har den forbudt skulptur- og malerkunsten for enormt store befolkninger.

Historiker på University of Notre Dame, Waldemar Gurian, en flygtning, der på første hånd oplevede de kommunistiske og fascistiske totalitære bevægelser i Europa, konkluderede (ca. 1945), at Hitler, analogt med Muhammed, hans sidestykke fra det 7. årh., havde været en forenkler af tysk nationalisme:

Adolf Hitler var en fanatisk forenkler. Han dukkede op som en forener af forskellige tyske traditioner i tjeneste for enkle nationale mål. Mange forskellige tyske grupper – samt visse personer udenfor Tyskland - så ham, med visse fordrejelser og overdrivelser, som opfylderen af deres ønsker og delagtig i deres tro. Dette holdt sig, så længe han havde succes.

På basis af samme klare forståelse (helt uden vor tids sløvende, politisk korrekte hæmninger) gav Karl Barth, ligesom Carl Gustav Jung (citeret tidligere), denne advarsel, som ligeledes blev publiceret i 1939:

[Karl Barth:] Fuld deltagelse i dette liv er, hvad nationalsocialismen, som politisk eksperiment, lover den, der, af egen drift, vil deltage i dette eksperiment. Ifølge den er dette det eneste værdige og velsignede liv. Og nu bliver det forståeligt, hvorfor den, i det øjeblik den møder modstand, kun kan knuse og dræbe – med en magt og ret, der hører guddommelighed til. Som bekendt gik islam i gamle dage til værks på denne måde. Det er umuligt at forstå nationalsocialismen medmindre vi ser den som en ny islam, dens myte som en ny Allah og Hitler som en ny Allahs Profet.”

Den undersøgende journalist, John Roy Carlsons interviews fra 1948-1950 af arabisk-muslimske religiøse og politiske ledere giver et fuldendt, uafhængigt bevis på gyldigheden af disse vestlige vurderinger. Mest afslørende var måske de åbne og ærlige udtalelser, der blev givet af Aboul Saud, som Carlson beskrev som et ”behageligt engelsktalende medlem af Den Arabiske Ligas Kontor.” Aboul Saud forklarede Carlson, at islam var en autoritær religiøs-politisk tro, som omfattede hele den enkelte muslims åndelige og verdslige eksistens. Han sagde ligeud:

Man kan beskrive muhammedanismen som en religiøs form for statssocialisme (…). Koranen giver staten ret til at nationalisere industri, fordele land m.v., eller til at ophæve retten til at nationalisere industri, fordele land eller ekspropriere ejendom. Den giver statens hersker ubegrænset magt, når blot han ikke går imod Koranen. Koranen er både vores personlige og politiske forfatning.

Og efter at have interviewet grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hasan al-Banna, som ”prædikede med Koranens lære i den ene hånd og sværdet i den anden,” konstaterede Carlson:

Det blev klart for mig, hvorfor den almindelige egypter dyrkede brugen af magt. Terror var synonymt med magt! Dette var grunden til, at de fleste egyptere, uanset klasse eller stilling, havde beundret Nazityskland. Det bidrog til at forklare den sensationelle vækst af Ikhwan el Muslimin (Det Muslimske Broderskab).

I en blændende, uhildet moderne analyse [Islam, Mellemøsten og fascisme] beskriver Ibn Warraq 14 kendetegn ved ”Ur-fascismen”, som de er opregnet af Umberto Eco. Heri analyserer han deres mulige forbindelse med de vigtigste bestemmende faktorer ved islamisk styre og stræben i nyere tid. Han giver iøjefaldende eksempler, der afspejler de nøgleegenskaber, der diskuteres af Eco: Den unikke jihad-krigs-institution; oprettelsen af et kalifat under ”Allahs stedfortræder på jord”, kaliffen - styret af islamisk lov, sharia, et stift system af underordning og religiøst begrundet diskrimination af ikke-muslimer og muslimske kvinder, blottet for grundlæggende samvittigheds- og ytringsfrihed. Warraqs vurdering bekræfter, hvad G. H. Bousquet konkluderede (i 1950) ud fra sine studier af den historiske udvikling og implementering af islamisk lov:

Islam trådte ind i verden som et dobbelt totalitært system. Den hævdede retten til at påtvinge sig hele verden og hævdede også retten til, ved den gudgivne muhammedanske lov, at regulere det islamiske samfund og den enkelte troendes liv ned til mindste detalje. (…) Studiet af muhammedansk lov (hvor tør og frastødende den end kan virke) (…) er af største betydning for verden i dag.

For 34 år siden (1973/74) udgav Bat Ye’or en usædvanlig fremsynet analyse af den islamiske antisemitisme og genopstandne jihadisme i hendes fødeland Egypten, som var færdigpakket til udbredelse i hele den muslimske verden. De primære, inderste antisemitiske og jihadistiske motiver var islamiske, afledt af islams grundlæggende tekster, hvorpå der var indpodet europæiske, især nazistiske elementer. Den nazistiske akademiker og udryddelsesagitator Johannes von Leers begyndte som begunstiget medarbejder i Goebbels’ propagandaministerium og konverterede senere til islam (som Omar Amin von Leers). Han arbejdede som antivestlig og antisemitisk/antizionistisk propagandist under Nassers regime fra midten af 1950’erne til sin død i 1965. Von Leers skrifter og personlige karriereforløb sammenfatter denne konvergens af jihad, islamisk antisemitisme og racistisk, nazistisk antisemitisme, som beskrevet af Bat Ye’or. Ved hans ankomst til Ægypten i 1956 var det Hajj Amin al-Husseini, der bød von Leers velkommen og sagde: "Vi er taknemmelig over, at du er kommet her for at genoptage kampen mod mørkets magter inkarneret af international jødedom." Eks-muftien førte opsyn med von Leers' formelle konvertering til islam og forblev en af hans fortrolige. Og von Leers beskrev, i et brev af november 1957 til den amerikanske nazist, H. Keith Thompson, oprindelsen til det muslimske fornavn (Omar Amin), som han valgte som led i sin formelle konversion til islam:

Jeg har selv tilsluttet mig islam og taget det nye fornavn Omar Amin, Omar efter den store kalif Omar, som var en ubarmhjertig fjende af jøderne, og Amin til ære for min ven Hajj Amin al-Husseini, stormuftien.

Allerede i essays udgivet mellem 1938 og 1942 - det første går tilbage til næsten to årtier før hans konvertering til islam i Egypten - skrev von Leers analyser, der primært fokuserede på Muhammeds forhold til jøderne i Medina. Disse essays afslører hans fromme ærbødighed for islam og dens profet, samt en grundig forståelse af de helliggjorte islamiske kilder (dvs. Koranen, hadith og sira), som er i fuld overensstemmelse med standard muslimsk apologetik.

Von Leers’ essay fra 1942, for eksempel, slutter med en lovprisning af både den undertrykkelsesmodel, som jøderne fik at føle under islamisk suverænitet, og den ædle højhed af Muhammed, islam og samtidens muslimer fra tiden omkring 2. Verdenskrig, og varslede derved hans egen konversion til islam lidt over et tiår senere. Og endnu tidligere, i et essay fra 1938, viste von Leers yderligere sympati med ”den ledende rolle, som stormuftien af Jerusalem spillede i arabernes kamp mod den jødiske invasion i Palæstina.” Von Leers bemærker, at for den fromme muslim ”er jøden en fjende, ikke blot en ’vantro’, som måske kan omvendes eller som måske alligevel, selvom han ikke tilhører islam, er en person af nogen værdi. Jøden er snarere muslimens forudbestemte modstander, en, der forsøgte at ødelægge Profetens værk.”

Indtil sin død i 1965, forblev von Leers uden anger omkring de tilintetgørelsespolitikker mod jøder, han arbejdede for i Hitlers Reich. Faktisk var han overbevist om retfærdigheden af den nazistiske krig mod jøderne, og som en from muslimsk konvertit betragtede von Leers Mellemøsten som den efterfølgende slagmark, hvor skæbnen for verdens jøder skulle besegles. Hans offentlige udvikling i løbet af tre årtier illustrerer skarpt den centrale placering for disse totalitære bevægelser - både den gamle og nye - af det fælles motiv om jøderne som den "første og sidste fjende". Endelig bekræftede en amerikansk efterretningsrapport fra oktober 1957 - om von Leers’ skrifter og aktiviteter for Egypten og Den Arabiske Liga - hans fuldstændige overtagelse det triumfalistiske muslimske verdenssyn, som ønsker ikke mindre end ødelæggelsen af den jødisk-kristne civilisation gennem jihad:

Han [dr. Omar Amin von Leers] bliver mere og mere en religiøs fanatiker, endda i en sådan grad, at han taler for en udbredelse af islam i Europa for at frembringe en stærkere enhed gennem en fælles religion. Denne ekspansion, mener han, kan komme fra kontakt, ikke alene med arabere i Nærøsten og Afrika, men også med islamiske elementer i USSR. Resultatet forestiller han sig som en politisk blok, mod hvilken hverken Østen eller Vesten kan holde stand.

Halvtreds år senere har uvidenhed, fornægtelse og illusion bragt den offentlige forståelse af denne mest ildevarslende konvergens af had i en sørgelig forfatning. Dette gælder blandt alle dens potentielle ofre, ikke kun jøder. Denne mangel på forståelse bliver kun i ringe grad forbedret af den aktuelle strøm af analyser, der søger "nazi-rødder" til de katastrofale jihad terrorhandlinger den 11. september 2001 og ser nazismen som havende "introduceret" antisemitisme til en ellers "tolerant" og tilmed prosemitisk islamisk verden, begyndende i 1930'erne. Pinligt anstrengt og ahistorisk spænder disse analyser den nazistiske vogn for den islamiske ganger, der har trukket både jihad og islamisk antisemitisme siden den muslimske tro dukkede op i det 7. århundrede, især fra det sidste årti af Muhammeds liv.

Men selv hvis alle spor af nazistisk militarisme og racistisk antisemitisme skulle forsvinde mirakuløst natten over fra den islamiske verden, vil den levende arv af jihad-krig mod ikke-muslimske vantro, og anti-jødisk had og vold rodfæstet i islams hellige tekster - Koranen, hadith og sira - stå tilbage intakt. Vurderingen og forståelsen af den unikke muslimske jihad-institution og af den islamiske antisemitisme må begynde med en ikke-undskyldende eksponering af både påbudene om jihad-krig, og de anti-jødiske motiver, der er indeholdt i disse grundlæggende islamiske tekster. Men mens Vesten er engageret i selvkritisk mea culpa [latin: "Ved min skyld". Indgår i menighedens fælles syndsbekendelse under den katolske messe, o.a.], hvor den bekender sin imperialistiske fortid, skamfulde rolle i slavehandlen og antisemitiske forfølgelse - for om muligt at gøre det godt igen - forbliver de islamiske lande i evig fornægtelse. Indtil muslimerne erkender de hæslige realiteter af jihad-imperialisme og anti-jødisk forfølgelse i deres historie, vil fortiden blive ved med at forgifte nutiden. Før vil der ikke være håb om at kunne bekæmpe den genopståede jihadisme og islams ureformerede teologiske had til jøder i moderne tid, fra Marokko til Indonesien og i muslimske samfund, der lever i vestlige og andre ikke-muslimske samfund over hele kloden.

del 1, del 2

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo