Konvergensen af jihadisme og nazisme:
Al-Mashriqi (til venstre), og Hitler (til højre) med Hajj Amin el-Husseini (i midten)

Hitler synes at have set den unikke islamiske jihad-institution som en passende model for folkemorderisk totalkrig. Fra midten til slutningen af det 19. århundrede, blev jihad totalkrigskampagner - tilpasset betingelserne for moderne krigsførelse - ført af Det Osmanniske Rige mod dets bulgarske og armenske kristne mindretal. Den osmanniske taktik omfattede talløse grusomheder, massenedslagtninger og omfattende morderiske deportationer. Officielle osmanniske jihad-erklæringer under 1. Verdenskrig sikrede, at de folkemorderiske aspekter af den islamiske doktrin blev "opdateret" med offensive doktriner om moderne totalkrig, og blev rettet mod især armenierne. Denne jihad-inspirerede politik affødte razziaer (plyndringstogter), massakrer på landsbyboere, massakrer på armenske værnepligtige i arbejdsbataljoner og massedeportationer – alle eksempler på den samlede totalkrigsstrategi, der gennemførtes af den osmanniske stat og militære overkommando.

Og det smuldrende Osmannerriges jihad-folkemord under 1. Verdenskrig mod dets armenske mindretal især, fungerede som et "inspirerende" fortilfælde for Hitler. I august 1939 holdt Hitler taler som forberedelse til den kommende invasion af Polen, hvori han formanede sine militære chefer om at føre en brutal, nådesløs kampagne og sikre en hurtig sejr. Hitler skildrede den forestående invasion som det første trin i en vision om at "sikre det livsrum, vi har brug for", og i sidste ende "omfordele verden". I en eksplicit reference til armenierne: "Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om udryddelsen af armenierne?", retfærdiggjorde Hitler deres udryddelse (og verdens forvisning af dette folkemord til glemmebogen) som en accepteret ny verdensorden, fordi "verden tror kun på succes".

Vahakn Dadrian - den mest fremtrædende forsker i det armenske folkemord - bemærker, at selv om Hitlers motiver bag forsøget på at udrydde jøderne ikke var identiske med de osmanniske tyrkeres motiver i deres forsøg på at eliminere armenierne, så "... deler de to offernationer ét fælles element i Hitlers verdensbillede: Deres ekstreme sårbarhed". Desuden understregede Hitler den presserende opgave, "... at beskytte det tyske blod mod forurening, ikke alene med det jødiske, men også med det armenske blod." Den forudsigelige straffrihed - letheden, hvormed det armenske folkemord blev begået, og måden, hvorpå gerningsmændene undslap repressiv retsforfølgelse - gjorde tydeligt indtryk på Hitler og hans håndlangere, som overvejede en lignende aktion mod jøderne. Den tyske jøde, Richard Lictheim, der som en ung zionist-leder havde forhandlet med osmanniske ledere i Tyrkiet under 1. Verdenskrig, karakteriserede faktisk den "... koldblodigt planlagte tilintetgørelse af over en million armeniere ... [som] beslægtet med Hitlers udryddelseskorstog mod jøderne ...". Og som historiker Abram Sachar bemærkede: "... folkemordet blev omtalt bifaldende 25 år senere af der Führer ... som i den armenske 'løsning' fandt et attraktivt fortilfælde."

Heinrich Himmler, leder af SS (det nazistiske sikkerhedspoliti) og efterhånden hele det tyske politi, var en anden beundrer af islams særlige krigeriskhed. Derfor forudså Himmler, at adskillige muslimske divisioner ville blive oprettet inden for rammerne af Waffen-SS for at føre jihad "skulder ved skulder" med nazistiske og akse-soldater. Himmler var den ledende kraft bag etableringen af en Waffen-SS 13. Division (senere kaldt Handschar) - bestående udelukkende af muslimer fra Bosnien-Hercegovina. Til støtte for oprettelsen af denne muslimske division fremførte han, at det globale islamiske samfund (ummaen) havde stor sympati for nazismen, og at de pågældende Balkan-muslimer havde en særlig bevidsthed om deres muslimske bosnisk-herzegovinske identitet. Faktisk mente Himmler og hans medarbejdere, at disse Balkan-muslimer var perfekt egnede til at skabe et bindeled mellem den nazi-tyske "race nord," og det islamiske øst. SS-general Gottlob Berger beskrev, hvordan Himmlers oprettelse af Handschar-divisionen var den ideelle virkeliggørelse af denne vision:

For første gang er en forbindelse ved at blive etableret mellem islam og nationalsocialismen på en åben og ærlig basis, da den vil blive styret fra nord, hvad angår blod og race, og fra øst ideologisk og åndeligt.

Som den ultimative opfyldelse af sin vision, forsøgte Himmler også at skabe en ny udgave af den osmannisk-muslimske devshirme-afgift og danne et moderne janitshar-korps, ikke kun i Bosnien-Hercegovina, men også i Sanjak (regioner i Serbien og Montenegro), det meste af Kroatien og størstedelen af Srem (som omfatter provinser i Serbien og Kroatien mellem floderne Donau og Sava). Historikeren Jennie Lebel beskriver denne indsats:

For i tide at forsyne Riget med en "loyal befolkning" i dette planlagte SS-grænseområde [dvs. som skitseret ovenfor i Bosnien-Hercegovina, Kroatien og Serbien], gav Himmler ordre til at indsamle børn, drenge og piger, der var blevet efterladt uden den ene af forældrene eller dem begge, og sende dem til Tyskland med henblik på "at skabe en slags janitsharer" og de "fremtidige soldater og soldaters kvinder ved Rigets gamle militære grænse". Indsamlingen af børnene skulle varetages af officerer i Waffen-SS divisionerne. De skulle rapportere én gang om måneden til Himmler personligt om antallet af indsamlede børn. Dette blev fastslået i to breve af Himmler, ét adresseret til general Arthur Phleps den 20. maj 1944, og det andet til general Gottlob Berger den 14. juli samme år. Kopier blev sendt til general Kammerhofer, SS-repræsentant for NDH [Kroatien], til general Erwin Rosener i Slovenien, general Hermann Behrends i Serbien og general Herman Foegellein, Waffen-SS's forbindelsesofficer med Hitler.

Hajj Amin al-Husseini - den fremtrædende arabiske muslimske leder i tiden omkring 2. Verdenskrig - blev af Hitler (og også Waffen-SS) betragtet som en "muslimsk pave". For eksempel promoverede det nazistiske regime denne tidligere mufti af Jerusalem i en illustreret biografisk pjece (trykt i Berlin i 1943), der erklærede ham som Muhammeds direkte efterkommer, en arabisk nationalhelt og "inkarnationen af alle den arabiske nations idealer og håb".

Den 30. juni 1922 godkendte en fælles beslutning i begge US-kongressens kamre enstemmigt "Mandatet for Palæstina", og bekræftede derved jøders uigenkaldelig ret til at bosætte sig i Palæstina-området - hvor som helst mellem Jordan-floden og Middelhavet. Kongresprotokollen indeholder en støtteerklæring fra New York-republikaneren Walter Chandler, der indeholder en bemærkning om "tyrkiske og arabiske agitatorer ... der prædiker en slags hellig krig [jihad] mod ... jøderne" i Palæstina. I samme periode var der i Palæstina en stærk arabisk muslimsk strømning - legemliggjort af Hajj Amin al-Husseini - der forkyndte tvungen genetablering af sharia-befalet dhimmitude for jøder via jihad. Og faktisk: To år før han orkestrerede de morderiske anti-jødiske optøjer i 1920, dvs. i 1918, erklærede Hajj Amin al-Husseini åbent til en jødisk kollega, I. A. Abbady: "Dette var og vil forblive et arabisk land ... zionisterne vil blive massakreret til sidste mand ... Intet andet end sværdet vil afgøre fremtiden for dette land."

Til trods for sin rolle med at opildne til 1920-pogromerne mod palæstinensiske jøder, blev al-Husseini benådet og senere i maj 1921 udnævnt til mufti af Jerusalem af den britiske højkommissær, en titel, han efter osmannisk praksis bevarede i resten af sit liv. Gennem hele sin offentlige karriere brugte muftien traditionelle koraniske anti-jødiske motiver til at vække uro i den arabiske gade. Under den tilskyndelse til oprør, for eksempel, som førte til den arabiske revolte i Palæstina i 1929, opfordrede han til at bekæmpe og slagte "jøderne", ikke blot zionister. Faktisk var de fleste jødiske ofre for den arabiske revolte i 1929 jøder fra de århundredergamle dhimmi-samfund (f.eks. i Hebron), i modsætning til de seneste bosættere, identificeret med den zionistiske bevægelse. Med opstigningen af Nazityskland i 1930'erne og 1940'erne intensiverede muftien og hans klike deres antisemitiske aktiviteter for at sikre støtte fra Hitlers Tyskland (og senere bosniske muslimer, såvel som den samlede arabiske muslimske verden) til en jihad for at udslette jøderne i Palæstina. Efter briternes udvisning af ham fra Palæstina, anstiftede muftien en brutal anti-jødisk pogrom i Bagdad (1941) [Farhud-pogromen, o.a.], samtidig med hans fejlslagne forsøg på at installere en pro-nazistisk irakisk regering. Efter dette mislykkede kupforsøg flygtede muftien til Europa, hvor han tilbragte resten af tiden under 2. Verdenskrig i Tyskland og Italien. Fra dette fristed, gav han aktiv støtte til tyskerne ved at rekruttere bosniske muslimer, foruden muslimske minoriteter fra Kaukasus, til dedikerede nazistiske SS-enheder. Muftiens mål for disse rekrutter, og for muslimer i almindelighed, blev gjort udtrykkeligt klart under hans mange radioudsendelser fra Berlin under krigen, som blev hørt over hele den arabiske verden: En international kampagne for folkemord på jøderne. For eksempel sagde han under sin udsendelse den 1. marts 1944: "Dræb jøderne hvor som helst I finder dem. Det behager Gud, historien og religionen. "

Hajj Amin gav et særlig vigtigt bidrag til den tyske krigsindsats i Jugoslavien, hvor hans rekrutterede bosniske muslimske SS-enheder (især Handschar-divisionen), brutalt undertrykte lokale anti-nazistiske modstandsbevægelser. Muftiens pamflet med titlen: "Islam and the Jews" [dansk oversættelse: Islam og jødedom] blev udgivet af nazisterne på kroatisk og tysk til distribution under krigen til disse bosniske muslimske SS-enheder. Dette agitatoriske dokument byggede på antisemitiske motiver fra Koranen (for eksempel 5:82) og hadith (herunder fortællingen om en Khaybar-jødindes påståede forgiftning af Muhammed), og blev afsluttet med den apokalyptiske kanoniske hadith, der beskriver jødernes udslettelse. Jan Wanner har bemærket:

Hans [muftiens] appeller ... henvendt til de bosniske muslimer lå ... i mange henseender tæt op ad den argumentation, der blev brugt af samtidens islamiske fundamentalister ... det nye ved muftiens fortolkning af den traditionelle opfattelse af det islamiske samfund (ummaen) var kun, at det havde fælles fjender med nazismen.

Denne hadefulde propaganda tjente til at tilskynde nedslagtning af jøder, såvel som (serbiske) kristne. Faktisk var den bosnisk-muslimske Handschar SS-Division ansvarlig for ødelæggelsen af hele bosniske jødiske og serbiske samfund, herunder massakrer på jøder og serbere og deportationen af overlevende til Auschwitz for udryddelse. Men disse oprørende forbrydelser, som muftien var direkte ansvarlig for, havde kun begrænset indvirkning på den samlede tilintetgørelse af de europæiske jøder, når man sammenligner med hans forbryderiske kampagne under krigen for at forhindre jødisk emigration fra Europa til Palæstina. Wanner konkluderede i sin 1986-analyse af muftiens samarbejde med Nazityskland under 2. Verdenskrig:

... det mørkeste aspekt af muftiens aktiviteter i den sidste fase af krigen var utvivlsomt hans personlige andel i udryddelsen af Europas jødiske befolkning. Den 17. maj 1943 skrev han et personligt brev til Ribbentrop, hvori han bad ham om at forhindre overførslen af 4500 bulgarske jøder, 4000 af dem børn, til Palæstina. I maj og juni samme år sendte han en række breve til regeringerne i Bulgarien, Italien, Rumænien og Ungarn, med anmodning om ikke at tillade selv individuel jødisk emigration, og at tillade overførsel af jøder til Polen, hvor han påstod, de ville være "under aktiv overvågning". Retssagerne mod Eichmanns håndgangne mænd, herunder Dieter Wisliceny, der blev henrettet i Bratislava, Tjekkoslovakiet, bekræftede, at dette ikke var en enkeltstående handling af muftien.

Med påberåbelse af personlig støtte fra fremtrædende nazister som Himmler og Eichmann, førte muftiens ubønhørlige trusler mod tyske, rumænske og ungarske embedsmænd til annullering af anslået 480.000 udrejsevisa, der var blevet givet til jøderne (80.000 fra Rumænien, og 400.000 fra Ungarn). Som et resultat, blev disse ulykkelige mennesker deporteret til polske koncentrationslejre. Et FN-dokument, fremlagt i 1947, som indeholdt muftiens brev af 28. juni 1943 til den ungarske udenrigsminister, hvori han anmoder om deportation af ungarske jøder til Polen, indeholder denne barske, sigende anmærkning: "Som konsekvens af denne anmodning, blev 400.000 jøder efterfølgende dræbt." Desuden beskriver muftiens i sine erindringer (Memoirs of the Grand Mufti, redigeret af Abd al-Karim al-Umar, Damascus, 1999), hvad Himmler afslørede for ham i sommeren 1943 vedrørende folkemordet på jøderne. Efter proforma-tirader om "jødisk krigsskyld," fortalte Himmler muftien, at "indtil nu har vi likvideret [abadna] omkring tre millioner af dem."

Ifølge historiker Howard M. Sachar, førte møder muftien holdt med Hitler i 1941 og 1942 til en forståelse om, at Hitlers styrker skulle invadere Palæstina og have som mål ".. ikke besættelsen af de arabiske lande, men udelukkende ødelæggelsen af palæstin(ensiske) jøder ...". Og i april 2006 afslørede den videnskabelige leder af Forskningscenter Ludwigsburg, Klaus-Michael Mallman, og Berlin-historikeren Martin Cüppers, at en morderisk "Indsatskommando Egypten" [Einsatzgruppe Egypt], forbundet med Rommels Afrika-korps, var stationeret i Athen, hvor den afventede fordrivelsen af briterne fra Levanten, inden den kunne påbegynde sin planlagte nedslagtning af de omkring 500.000 jøder i Palæstina. Denne plan blev kun opgivet efter Rommels nederlag til Montgomery ved El Alamein, Egypten, i oktober/november 1942.

I kølvandet på 2. Verdenskrig og oprettelsen af staten Israel, fortsatte muftien med at være en ubøjelig talsmand for et ondartet jødehad som omdrejningspunkt for sin ideologi. Men muftien var også en engageret støtte af globale jihad-bevægelser, og opfordrede de delegerede på Den Muslimske Verdenskongres i februar 1951 til "fuld kamp" mod hinduer i Indien (såvel som jøder i Israel): "Vi mødes næste gang med sværdet i hånd på enten Kashmirs eller Palæstinas jord." Deklassificerede efterretningsdokumenter fra 1942, 1947, 1952 og 1954 bekræfter muftiens egne kalifat-ønsker i gentagne referencer fra steder så forskellige som Tyrkiet, Egypten, Jerusalem og Pakistan. De inkluderer også diskussioner fra de store islamiske konferencer domineret af muftien, med deltagelse af et bredt spektrum af muslimske ledere, som bogstaveligt talt repræsenterede hele den islamiske verden (inklusive shia-ledere fra Iran), dvs. i Karachi fra 16. til 19. februar 1952, og i det jordansk besatte Jerusalem fra 3. til 9. december 1953. Betragtet som helhed støtter disse data ikke den nuværende standardvurdering af muftien som blot en "palæstinensisk arabisk nationalist, fyldt med jødehad".

del 1, del 3

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo