Konvergensen af jihadisme og nazisme:
Al-Mashriqi (til venstre), og Hitler (til højre) med Hajj Amin al-Husseini (i midten)

En nylig rapport (sammenfattet i engelsk oversættelse her) fra efterretningstjenesten i Hamburg - Kontoret for Beskyttelse af Forfatningen [Verfassungsschutz] - understregede fjendtligheden af det ny-nazistiske Aktionsbüro Norddeutschland [Nordtysk Aktion] mod "Anti-Islamiseringsindsatsen” i Køln. På "kampagne"-hjemmesiden for Aktionsbüro Norddeutschland findes links med titler som "Nationalsocialister i Niedersachsen", "Fri! Social! National!" og "1. maj - nationalsocialismens kampdag." Rapporten fra efterretningstjenesten i Hamburg noterede sig den nynazistiske gruppes gentagne hentydninger - hverdagskost i nazistiske "analyser" - til den amerikanske "østkyst", hvilket er ment som en betegnelse for "jødisk" dominans af Amerika og, i forlængelse heraf, verden. Og i en erklæring, offentliggjort på dens hjemmeside den 25. september 2008, fem dage efter en "Anti-islamiseringskongres" blev forbudt af Kølns kommunale myndigheder, forklarede Aktionsbüro Norddeutschland sin solidaritet med den globale jihad:

For så vidt som den er en beslutsom modstander af den vestligt-plutokratiske én-verdens-politik, betragter vi islam, globalt betragtet, som en allieret mod den amerikanske østkysts mammonistiske dominans [penge-dominans, o.a.]. Nationernes frihed er ikke truet af islam, men snarere af den amerikanske imperialisme og dens vasaller fra Jerusalem til Berlin.

En sådan overensstemmelse mellem nazisme og jihadisme afspejler et historisk kontinuum, der har været tydeligt siden den nazistiske bevægelses opståen. Denne forbindelse kom allerede klart frem i Hitlers egne bemærkninger fra 1926, hvilke blev uddybet i de følgende årtier af både den nazistiske leder selv og andre nazistiske nøglefigurer og ideologer. Ikke overraskende er der to fremherskende, tilbagevendende temaer i denne diskurs: Jihad som total krig, og udryddelses-jihad mod jøderne.

Det måske tidligst registrerede bevis på Hitlers seriøse interesse for jihad blev leveret af Muhammad Inayat Allah Khan [som antog pseudonymet "al-Mashriqi" - "Orientalisten" eller "Østens Vise"]. Født i Punjab i 1888, var al-Mashriqi en muslimsk polyhistor, der studerede i Cambridge på et regerings-stipendium og udmærkede sig i studiet af orientalske sprog, matematik, teknik og videnskab.

Ikke alene oversatte Mashriqi den forkortede standardudgave af Mein Kampf (dengang almindeligt tilgængelig) fra engelsk til urdu, men han mødte også Hitler under et af sine ophold i Europa, som omfattede en tid i Berlin. Det var i de tidlige år af Førerens ledelse af Det Nationalsocialistiske [nazistiske] Tyske Arbejderparti. Deres møde fandt sted i 1926 på Nationalbiblioteket. Her er det væsentlige i Mashriqis beretning om sit møde med Hitler, som beskrevet i et brev til den berømte forsker i indisk islam, J. M. S. Baljon:

Jeg blev lamslået, da han [Hitler] fortalte mig, at han kendte min Tazkirah. Nyheden forbløffede mig (...). Jeg fandt ham åndsbeslægtet og meget gennemborende. Han drøftede islamisk jihad med mig i detaljer. I 1930 sendte jeg ham min Isharat om Khaksar-bevægelsen med et billede af en spade-bærende Khaksar i slutningen af denne bog. I 1933 startede han sin Spade-bevægelse.

Mashriqi skrev også, den 31. maj 1935, dette uafhængige sammendrag af sit 1926-møde med Hitler:

Havde jeg vidst, at denne var selve manden, der skulle blive Tysklands frelser, var jeg faldet Hitler om halsen, men ved den lejlighed jeg var optaget af small talk og prøvede at finde ud af, hvad han forstod om Tysklands svaghed på det tidspunkt. Professor [Weil, værten] sagde til mig, idet han præsenterede mig for Hitler: "Dette er også en meget betydningsfuld mand, en aktivist fra Arbejderpartiet." Vi gav hinanden hånden og mens han pegede på en bog, der lå på bordet, sagde Hitler: "Jeg fik mulighed for at læse din al-Tazkirah." Kun svagt forstod jeg på det tidspunkt, hvad der burde have været klart for mig, da han sagde disse ord!

De forbløffende ligheder - eller skal vi sige den utilsigtede lighed mellem to store ånder - mellem Hitlers store bog og læren i mine Tazkirah og Isharat gav mig mod, fordi de femten års "kamp" af forfatteren [Hitler] til "Min Kamp" [Mein Kampf] nu faktisk har ført hans nation tilbage til succes. Men først efter at have ført sin nation til det tilsigtede mål, har han røbet sin bevægelses regler og forpligtelser for verden; først efter femten år har han gjort midlerne til succes almindeligt kendt. Det er muligt, at han er nået frem til disse midler og doktriner ved at prøve sig frem, men det skal være helt klart, at Mashriqi [han henviser her til sig selv i tredje person] har identificeret disse midler og doktriner i al-Tazkirah hele ni år, og i Isharat hele tre år før den nazistiske bevægelses succes, blot ved at følge den lysende vejledning fra den hellige Koran.

Mashriqi grundlagde Khaksar-bevægelsen, en indisk muslimsk separatistbevægelse (dvs. som arbejdede for den pakistanske "idé") og organisation for globalt jihad-overherredømme. Dens etos afdækkes i Mashriqis skrifter (for eksempel i hans Qaul-i-Faysel): "... vi [muslimer] skal igen dominere hele verden. Vi er nødt til at blive dens erobrere og dens herskere." Hans vidt udbredte pjece Islam ki Askari Zindagi erklærede videre: "Koranen har med utvetydige ord proklameret for verden, at Profeten blev sendt med den sande religion og konkret instruktion om, at han skulle gøre alle andre religioner underdanige under denne religion [islam] ..."

Mashriqi understregede gentagne gange i sine pjecer og publicerede artikler, at islams sandhed kunne måles ved omfanget af de tidligste muslimske erobringer i de glorværdige første årtier efter den muslimske profet Muhammeds død (Mashriqis skøn er "36.000 fæstninger på 9 år eller 12 om dagen"). Han hævdede, at "næsten tre fjerdedele" af Koranen handler om erobring, jihad (hellig krig) og relaterede emner. Og Mashriqi mindede om, at Koranen lover Helvedes ild til alle dem, der ikke deltager i Jihad bi-l-saif ("jihad med sværdet"), eller går imod den. Mashriqi mente også, at Koranens jihad-vers bekræftede, at hvis en muslim kæmpede for islams sag, så var denne handling alene tilstrækkelig til hans frelse og at ingen andre gode gerninger var nødvendige. Ifølge Mashriqi var islams "fem søjler" - bekendelsen af Allahs enhed og Muhammed profetiske mission; den rituelle bøn fem gange dagligt; pilgrimsrejsen (hajj) til Mekka; almissegivningen; og fasten i Ramadan-måneden - alle aspekter af militær træning: Trosbekendelsen betød rent faktisk, at den sande muslim skulle forsage alle verdslige goder i den militære vækkelses interesse; bønnen (som udføres ensartet og på en disciplineret måde) var en form for militær eksercits; hajj var noget i retning af en stor rådslagning for muslimske soldater, hvor planer mod fjender kunne lægges; fasten var en forberedelse til afsavnene under belejringskrigsførelse; endelig var almissegivning et middel til at rejse kapital til muslimsk genoprustning. Kort udtalte han: "At forlade den krigeriske livsform er ensbetydende med at forlade islam."

Men det var de "Ti Principper", som Mashriqi belyste i Tazkirah - værket Hitler diskuterede med ham i 1926 - der fremlagde kernen af et islamisk budskab og stadfæstede idealerne om militaristisk nation-building. Denne vision lød næsten identisk med dele af Hitlers Mein Kampf (sammenlign med Adolf Hitler, Mein Kampf, pp. 169-179, Reynal og Hitchcock overs., 1941), i hvert fald i den følgende omskrivning fra al-Tazkirah, udarbejdet af nogle af Mashriqis kolleger til udenlandsk forbrug:

En vedvarende anvendelse af, og handling ud fra disse ti principper, er den sande betydning af "egnethed" i det darwinistiske princip om "de bedst egnedes overlevelse", og et fællesskab af mennesker, der handler efter disse linier helt ud i det ekstreme, har enhver ret til at forblive en dominerende race på denne jord for evigt, har krav på at herske over verden til alle tider. Så snart nogle af disse kvaliteter eller dem alle forringes i en nation, begynder den at miste sin ret til at herske og bedre egnede folk vil automatisk tage dens plads i henhold til loven om naturlig selektion.

Albert Speer, som var Hitlers rustningsminister, skrev en angerfuld memoir om sine oplevelser under 2. Verdenskrig, mens han afsonede en dom på 20 års fængsel, som han fik ved Nürnbergprocessen. Speers beretning indeholder en diskussion, som indfanger Hitlers overstrømmende lovprisning af islam, "... en religion, der troede på udbredelse af troen ved sværdet og på undertvingelse af alle nationer under denne tro. Sådan en trosbekendelse passede perfekt til det tyske temperament." Ifølge Speers beretning, gav Hitler gentagne gange udtryk for den overbevisning, at "Den muhammedanske religion ville (...) have passet os meget bedre end kristendommen. Hvorfor skulle det lige være kristendommen med al dens ydmyghed og slattenhed?” Disse følelser blev også udtrykt af Hitler til dr. Herman Neubacher, den første nazistiske borgmester i Wien og senere særlig repræsentant for det nazistiske regime i det sydøstlige Europa. Neubacher skrev, at Hitler havde fortalt ham, at islam var en "mandig religion", og gentog den opfattelse, at tyskerne ville have været langt bedre erobrere, hvis de havde antaget islam i middelalderen. Yderligere bekræftelse af Hitlers meget gunstige hældning mod islam er givet af general Alexander Loehr, en Luftwaffe-kommandant (der blev henrettet i 1947 for massemord jugoslaviske civile). En smilende Hitler havde fortalt ham, fastholdt Loehr, at islam var en så tiltrækkende tro, at Føreren længtes efter at gøre den til officiel SS-religion.

del 2, del 3

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo