Vi ønsker at gentage, at vi er krigere, der udfører jihad (religiøs krig) i Nigeria, og at vores kamp er baseret på traditionerne fra den hellige profet. Vi vil aldrig acceptere nogen anden styreform end den, der er fastsat af islam, fordi denne er den eneste måde, hvorpå muslimerne kan blive befriet. Vi tror ikke på nogen styreform, den være sig traditionel eller ortodoks, undtagen det islamiske system, hvilket er grunden til, at vi vil fortsætte med at kæmpe imod demokrati, kapitalisme, socialisme og hvad det måtte være. Vi vil ikke tillade den nigerianske forfatning at erstatte de love, der er nedfældet i Koranen; vil vi ikke tillade forfalsket konventionel uddannelse (Boko) at erstatte islamisk lære. Vi kan ikke respektere den nigerianske regering, fordi den er ulovlig. Vi vil fortsætte med at bekæmpe dens militær og politi, fordi de ikke beskytter islam. Vi tror ikke på det nigerianske retssystem og vi vil bekæmpe alle, der bistår regeringen med at begå ulovligheder.
- Boko Haram, erklæring af "principper", 2011

Boko Haram, hvis arabiske nom du guerre [dæknavn] kan oversættes som "Menighed af Traditionens Folk for Missionsvirksomhed og Jihad", er blot en traditionalistisk islamisk restaureringsbevægelse, hvis overordnede ambition er håndhævelse af sharia, som inspireret af deres jihad-forfædre i det tidlige 19. århundrede under Us(u)man [Uthman] dan Fodio.

Mervyn Hiskett, den afdøde (d. 1994) og bredt anerkendte autoritet indenfor historien om jihad og islamisering i Afrika syd for Sahara, skrev et opdateret forord (dateret september 1993) til 2. udgave af sin The Sword of Truth, en biografi over Usuman (Uthman) dan Fodio (d. 1817), jihadisten fra det tidlige 19. århundrede.

Hisketts 1993-forord indeholdt denne bemærkelsesværdigt ligefremme mea culpa [skyldsbekendelse]:

Brutaliteten og intolerancen forbundet med alle former for "sværdets jihad", og især med den i det 19. århundredes vestlige Sudan, er blevet tilsløret af en antagelse om moralsk retfærdighed, baseret på den muslimske påstand om guddommelig åbenbaring og en skreven lov. Den efterlader ikke plads til at se tingene med ofrenes øjne. Den barske uforsonlighed af denne holdning er ikke blevet mindre med generationerne. Den er malende udtrykt af Shehu [sheik; religiøs leder] Umar Abdullahi, en moderne nordlig nigeriansk forfatter, som skrev: "Vi er befalet af Allahs Sendebud til at ramme med dette (jihads sværd) enhver, der afviger fra denne (Koran)." Ligeledes hævder Ibraheem Sulaiman uden tanke på ironien: "Alligevel er jihad ikke umenneskelig: På trods af dens nødvendige vold og blodsudgydelse, er dens ultimative ønske en fred, som er beskyttet og styrket af lov." For så vidt den oprindelige udgave af The Sword of Truth, i et ønske om at præsentere reformatorernes [dvs. jihadisternes] synspunkt, stiltiende synes at acceptere og endda godkende en sådan holdning, lever den helt sikkert ikke op til kravet om ægte objektivitet. [fremhævelse tilføjet]

Han fortsætter med at anerkende, med nogen underdrivelse, "bagsiden" af denne jihadistiske arv, der som "muslimsk absolutisme" nu (dvs. omkring 1993 men tydeligvis også på nuværende tidspunkt) var "en kilde til inspiration og et beundret forbillede". Hiskett tilføjede denne yderligere vigtige indsigt:

Dette synes at gælde uanset om de involverede muslimer kom til islam som et resultat af det 19. århundredes reformistiske [dvs. jihadistiske] iver, eller mindre spektakulært blev trukket ind ved langsommere påvirkninger i den [britiske] kolonitid.

Men det springende punkt i Hisketts mea culpa var hans åbne erkendelse af den hæslige, sharia-supremacistiske dynamik, der fortsætter med at plage Nigeria, nu i skikkelse af jihadister fra "Boko Haram" og deres morderiske hærgen. Han anerkender kontinuiteten af denne arv - rodfæstet i jihad - fra dan Fodio til at hans nutidige nigerianske muslimske beundrere.

Man kunne næppe forvente, at de afrikanske herskere, endsige deres undersåtter, skulle blive konverteret fra deres forfædres tro natten over ved den muslimske ulamas [gejstligheds] blanke påstand om, at islam var viljen af en sand gud, som disse folk endnu ikke havde viden eller erfaring om. Men dette var netop, hvad de muslimske reformatorer i det sene 18. og tidlige 19. århundrede forventede og krævede. En sådan øjeblikkelig og betingelsesløs kulturel overgivelse var underforstået i Shehu Usuman dan Fodios meddelelse til Bawa, høvding af Gobir [en bystat i det, der nu er Nigeria], og hans efterfølgere, hvilket The Sword of Truth tydeligt demonstrerer. For mens disse høvdinge i det mindste nominelt var muslimer, så gjaldt det ikke for mange af de mennesker, de herskede over. At bøje sig for reformatorernes krav ville for dem have været politisk katastrofalt. Reformatorernes mål er rammende udtrykt af Sultan Bello [dan Fodios søn, d. 1837] i sin Infaq al-maysur, hvor han skriver: "Må Allah hjælpe os med at rykke hedningenes telte op fra vore lande, og etablere lovens telte." Gobirawas forståelige modstand mod den muslimske trussel mod deres institutioner og levevis blev af muslimerne set som ren og skær vantro trodsighed og et angreb på islam. At "Hausa [stammens] konger" [i Gobir, etc.] ikke reagerede positivt på den "prædikende jihad", blev betragtet som en retfærdiggørelse af brugen af "sværdets jihad".

Angående de "muslimske reformatorer" i det moderne Nigeria, bemærkede Hiskett, at skønt de ...

... fordømmer de indfødte afrikanske sociale og religiøse systemer som "barbariske", "umoralske" eller uden lov, så er det bestemt ikke klart for den ikke-muslimske iagttager, at disse samfund var mindre vellykkede målt efter menneskelig tilfredshed end dem, der bygger på den strenge islamiske model, som krævet af de muslimske reformatorer. [fremhævelse tilføjet]

Moderne muslimske "reformatorer" i Nigeria, bemærkede Hiskett, fordømte samtidig den britiske koloniale arv af vestliggørelse, og dens indvirkning på de indfødte "afgudsdyrkende vantro". For eksempel mente Abubakr Mahmoud Gumi (d. 1992) - storkadi (ledende islamisk retslærd) i det nordlige Nigeria, modtager af Nigerias højeste udmærkelse (dvs. Kommandør af Forbundsrepublikkens Orden) og oversætter af Koranen til hausa, sproget for millioner af nordnigerianere og andre på tværs af Vestafrika - (som registreret af Hiskett):

De [dvs. briterne] byggede skoler til at undervise i den destruktive vestlige kultur, og de begyndte med at undervise børnene af de afgudsdyrkende vantro, hvis fædre gik rundt i landet nøgne og uvidende om, hvad moral, mandig dyd og humanitet kunne være. De anbragte dem i følsomme offentlige stillinger, og de kom til at herske over muslimerne, hvis hjerner var faldet i søvn midt blandt overtroiske fantasier.

Hiskett fortsatte med at illustrere de overensstemmende synspunkter om helligheden og retfærdigheden af jihad og sharia-supremacisme, der blev udtrykt af andre fremtrædende nigerianske muslimske ledere, som var samtidige med Abubakr Mahmoud Gumi, som f.eks. Umar Abdullahi og Ibraheem Suleiman, sidstnævnte (ca. 1993), "en bredt respekteret nordnigeriansk akademiker, der underviser på Center for Islamiske Juridiske Studier på Ahmadu Bello Universitet, Zaria". Suleiman nedgjorde alle kulturelle landvindinger produceret af ikke-muslimske afrikanske samfund, mens han hårdnakket retfærdiggjorde princippet om (morderisk) jihad-"rensning" og permanent indførelse af sharia:

... tidligere generationers fald var deres vedholdende tilbøjelighed til forkastelige og onde skikke, som de havde arvet fra deres forfædre. (...) Islam har kategorisk understreget, at ethvert kulturaspekt, der er i modstrid med Den Hellige Lov [sharia], ikke har legitimitet og ikke bør betragtes som bindende for samfundet ... Faktisk accepterer islam ikke, at folk kan have andre skikke eller traditioner end de religiøse; for hvis Allahs vej er en altomfattende livsform, hvilken plads er der så for skik og tradition?

Således bemærker Hiskett med stor klarhed, at Sulaiman i 1980'erne blot gentog dan Fodios opildnende jihad-ideologi fra det tidlige 19. århundrede gående ud på,

at sharia skal erstatte indfødte sædvane-systemer, hvilke muslimer, dengang som nu, betragter som syndige.

Sådanne traditionalistiske holdninger til jihad var (og forbliver) forbundet med en trodsig afvisning af sekularisme og pluralisme, som demonstreret af den indflydelsesrige nordnigerianske muslimske forfatter, Umar Abdullahi:

"Begrebet sekularisme (...) er totalt fremmed for islam. I den islamiske stat er der ingen adskillelse mellem religiøse og verdslige anliggender. De to er udelelige i islam. Både religiøse og verdslige anliggender er styret, kontrolleret og reguleret af islamisk lovgivning. Med andre ord indgår islam i alle facetter af muslimens og statens liv og bestemmer, hvad de skal være og hvordan de skal være."

Idet han nævner to fremtrædende eksempler på Nigerias moderne "sharia-forviklinger" - etableringen af sharia-domstolssystemer med stadigt bredere beføjelser, og medlemskabet af Organisationen for den Islamiske Konference (nu Organisationen for Islamisk Samarbejde, som Hiskett rammende omtaler som "en international organisation til fremme af islam og skabelsen af islamiske stater"; Nigeria tilsluttede sig OIC i 1986 og bekræftede sit medlemskab i 2009) - understregede Hiskett den ubarmhjertige drift gennem to århundreder mod at indføre sharia med magt, kun kortvarigt afbrudt (og uden nogen varig effekt) af den britiske tilstedeværelse:

Jihad-kampagnerne i 1804-1812 var blevet udkæmpet specifikt for at indføre sharia fra Borno [en stat i nordøst Nigeria] til [floden] Nigers krumning [den nordligste del af floden, i Mali] og længere væk. Der er således en kontinuitet mellem reformbevægelsen [dvs. dan Fodios jihadister] fra det 19. århundrede og sharia-debatterne (1976, 1986, og 1989), kun afbrudt af mellemspillet med britisk kolonistyre, hvor muslimernes forhåbninger blev dæmpet ned og holdt tilbage.

Desuden understregede Hiskett hvordan nigerianske muslimer generelt,

hvad enten de var traditionel ulama - der, som så mange fra deres klasse, var påvirket af, hvad var allerede blev kaldt "islamisk fundamentalisme" - eller vestliggjorte muslimske akademikere, der arbejdede på de nye universiteter i nord og var typiske for en klasse, der kunne forventes at være "moderat", med få undtagelser var forenede i deres støtte til udvidelsen af sharia-domstolssystemet til det føderale niveau. De samme grupper gik også stærkt ind for Nigerias medlemskab af OIC. På højden af disse debatter kom de nigerianske kristne vælgere op mod en stærk falanks af nordlig muslimsk opinion, der kun viste ringe tilbøjelighed til kompromis. Muslimerne, for deres del, så i den kristne opposition til en føderal sharia-appeldomstol et tegn på anti-islamisk bigotteri.

Hiskett tilføjede disse bedrøvelig bemærkninger, som såede alvorlig tvivl - nu bekræftet af begivenheder i de efterfølgende to årtier - om tiltroen til, at såkaldte "muslimske moderate" skulle ændre Nigerias sharia-supremacistiske kurs:

[D]et syn på jihad, der er repræsenteret ved Shehu Umar Abdullahi, Ibraheem Sulaiman og den afdøde Abubakr Gumi, nyder udbredt støtte.

Det er tvivlsomt, om der stadig eksisterer et alvorlig og bevidst engagement for den indfødte ikke-muslimske kultur i det nordlige Nigeria, undtagen i de områder af Jos og Plateau, som jihad ikke kunne omfatte. Faktisk er disse områder nu [i 1993] overvejende kristne ...

Vi må derfor spørge, om forsøgene på at drage faste skillelinjer mellem "fundamentalistiske" og "moderate" muslimer i det nordlige Nigeria hviler på andet end intensiteten af deres respektive former for retorik, eller om de hviler på dybtgående forskelle i mål og forhåbninger.

[D]er er også en bemærkelsesværdig solidaritet mellem dem [dvs. de nordlige nigerianske muslimer] vedrørende centrale islamiske spørgsmål som sharia, medlemskab af OIC og nødvendigheden af at skabe en islamisk orden i Nigeria. Dette får mig til at spørge, om der i realiteten er nogen væsentlig forskel mellem de såkaldte "fundamentalister" og "moderate".

Islamisk radikalisme i Nigeria er nu for magtfuld til at blive imødegået af selv de sekularistiske styrker, som de ikke-muslimske vælgere kan stille op - kort sagt vil de, der sætter deres lid til, at muslimske "moderate" vil sejre, sandsynligvis blive alvorligt skuffede.

Endelig udvidede Hiskett, med stor forudseenhed og oprigtighed, den nigerianske knibe til alle den islamiske verdens udvekslinger med ikke-muslimer og muslimske sekularister, fra Sudan og Algeriet, til Storbritannien og Bosnien:

Det er nu klart, for så vidt angår disse nordlige nigerianske muslimske lærde, at jihadisternes absolutisme på ingen måde er blevet mindre med tiden. Faktisk er [dan Fodios] reformbevægelse og jihad, for disse muslimske aktivister, blevet en eksemplarisk generalprøve på, hvad nutidens radikale ville kalde "islamisk revolution." Det er for eksempel interessant at bemærke, hvordan Ibraheem Sulaiman bruger udtrykket kufr (vantro) til at beskrive alle ikke-islamiske administrationer. Derved ekkoer han så forskellige nutidige talsmænd for den radikale islamiske etik som Kalim Siddiqui, direktør for Det Muslimske Institut i London, eller Alija Izetbegovic, den radikale leder af de bosniske muslimer.

Som det allerede er velkendt, er opposition til sekulær, demokratisk pluralisme, til universel stemmeret for alle over 18 og til nationalstaten, alle en del af de islamiske fundamentalisters platform, uanset om de er islamiske chartister i Sudan, Front Islamique de Salut i Algeriet eller de britiske fundamentalister ledet af Kalim Siddiqui. Alle insisterer på, at muslimer kun kan give deres samtykke til at blive regeret inden for rammerne af en islamisk stat, som er en bestanddel af den verdensomspændende islamiske umma. Det er derfor ikke overraskende at opdage, at nigerianske muslimske aktivister, såsom den afdøde Shaykh Abubakr Gumi, Shehu Umar Abdullahi og måske mest effektivt - på grund af hans utvivlsomme videnskabelige evner - Ibraheem Sulaiman, alle gentager dette fundamentalistiske budskab i den nigerianske kontekst.

To årtier senere, efter bevidst at have ignoreret Mervyn Hisketts visdom - en kollektiv forbrydelse mod tanken, som stadig huserer i de fleste kredse - er vi konfronteret med en opildnet jihad-trussel, hvis hunger efter at pålægge sharia er blevet endnu mere grådig. Hårde data fra det prestigefyldte Pew Center, offentliggjort i 2013, fortæller os, at 77% af verdens muslimer fra de fem største sunni-muslimske befolkninger (herunder, fremtrædende, nigerianske muslimer) gik ind for "at gøre sharia-lov, eller islamisk lov, til den officielle lov i vores land." Jihad-anstiftende og sharia-fremmende moskeer, islamiske kulturcentre og formelle islamiske juristforeninger opererer - og formerer sig - uden begrænsninger i ikke-muslimske samfund over hele verden. Som Hiskett beskrev for Nigeria, er der ingen beviser på, at "moderate muslimer" har gjort noget væsentligt for at dæmme op for denne frihedsknusende, sharia-supremacistiske bølge, som nu skyller ind over kysterne fra alle verdens store oceaner.

Den islamiske gåde for de vestlige samfund, herunder USA, som Hiskett beskrev med karakteristisk klarsyn i sin Some to Mecca Turn To Pray (også udgivet i 1993), er nu over os, og kræver en hurtig reaktion, hvis vi stadig sætter pris på individuel frihed:

Som det så ofte er tilfældet i betragtningen af islam, må man indrømme visse af dens ideers styrke. Men når der tales for disse ideer inden for vore egne kyster, og som alternativer til vore egne institutioner, må man spørge sig selv: Hvilke foretrækker jeg? Vestlige sekulære, pluralistiske institutioner, ufuldkomne som de er? Eller det islamiske teokratiske alternativ? Og hvis man beslutter sig for sine egne institutioner, som de nu engang er, bliver man nødt til at spørge igen: Hvor langt kan denne støtte til islamiske alternativer tillades at gå, før den bliver direkte undergravende? Og når vi kommer til dette punkt, hvad skal der så gøres ved det? Endelig - har vore liberale, demokratiske politikere det politiske og moralske mod til at gøre, hvad der er nødvendigt, eller vil de bare give efter, lidt efter lidt og punkt for punkt, for insisterende og vedholdende krav fra det muslimske "Parlament" og andre lignende muslimske sær-lobbyer?

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo