Med hjælp fra regionale jihad-støtter - Bangladesh, Pakistan og Saudi-Arabien, og endog bistået af jihad-mandskab fra det "moderat muslimske" Indonesien - fører jihad terror-organisationerne fra Arakan/Rakhine i 2017 den samme jihad som deres bengalsk muslimske kolonialist-forfædre fra "Den Muslimske Befrielsesorganisation" og "Mujahid-partiet" - fra august 1951 kaldet "rohingya" - førte i tiden omkring 2. Verdenskrig.

*****

Som vi skal se, blev buddhisterne på det indiske subkontinent for omkring 800 år siden underkuet til noget nær udryddelse af hærgende jihad. I dag sker det samme for deres etnisk udrensede trosfæller længere mod syd i Arakan-provinsen i det vestlige Myanmar. Den britiske Indien-historiker, Vincent Smith, har - udelukkende baseret på triumferende muslimske kilder - beskrevet de katastrofale følger, som det sene 12. århundredes jihad-razziaer [angreb] havde for de buddhistiske samfund i det nordlige Indien, centreret omkring Bihar:

"Den muhamedanske historiker, ligeglad med de indbyrdes forskelle mellem afgudsdyrkere, fortæller, at flertallet af indbyggerne var 'glatbarberede brahmanere', som alle blev langt under sværdet. Han mener tydeligvist buddhist-munke, da han var informeret om, at hele byen og fæstningen blev anset for at være et universitet, hvilket navnet Bihar betyder. Et stort bibliotek blev ødelagt. Da sejrherrerne ønskede at vide, hvad bøgerne kunne handle om, var intet menneske, der kunne forklare deres indhold, blevet efterladt i live. Uden tvivl blev det hele brændt. De mange billeder, der anvendtes under middelalderlig buddhistisk tilbedelse, hidsede altid de fanatiske muslimske krigere op til et sådant raseri, at ingen pardon blev givet til afgudsdyrkerne. Asken fra de buddhistiske helligdomme i Sarnath nær Benares vidner stadig om billedstormernes raseri. Mange af den gamle indiske civilisations ædle monumenter blev uopretteligt ødelagt under de tidlige muhamedanske invasioner. Disse invasioner var fatale for buddhismens eksistens som en organiseret religion i det nordlige Indien, hvor dens styrke hovedsagelig lå i Bihar og visse tilstødende områder. De munke, der undslap massakren, flygtede og blev spredt over Nepal, Tibet og mod syd. Efter år 1200 er sporene efter buddhismen i øvre Indien svage og utydelige."

Bekræftende vidnesbyrd om den muslimske ødelæggelse af buddhistiske templer og situationen for buddhistiske samfund i det nordlige Indien (dvs. Bihar) i begyndelsen af det 13. århundrede e.Kr. set fra ofrenes bedrøvelige synspunkt, er nedfældet i krøniken skrevet af Dharmasvamin, en højtuddannet tibetansk munk, der rejste gennem denne region fra 1234 til 1236 e.Kr.

Otte århundreder senere skrev dr. Aye Chan, professor i sydøstasiatisk historie ved Kanda Internationale Universitet i Japan, et åbent brev til FN's daværende generalsekretær Ban Ki Moon den 14. november 2014, der påviste de gennemskuelige, hvis ikke "anstrengte forsøg" på - fra det nordvestlige Myanmars bengalske muslimske indvandreres side - "at fjerne Rakhines [Arakans] egen [buddhistiske] etniske identitet fra det rakhinske folk."

Et årti forinden skrev dr. Chan en uhildet analyse [“The Development of a Muslim Enclave in Arakan (Rakhine) State of Burma (Myanmar),” SOAS Bulletin of Burma Research, Vol. 3, No. 2, Autumn 2005, ISSN 1479- 8484] af oprindelsen til den bengalske muslimske jihad i det vestlige Myanmar fra slutningen af det 19. årh. til tiden omkring 2. Verdenskrig - forankret i den samme tidløse islamiske institution for ekspansionistisk jihad, som eliminerede den buddhistiske civilisation i det nordlige Indien. Kernen i dr. Chans resultater afslørede disse bengalske muslimske indvandreres "irredentisme" [kamp for genforening med deres moderland, o.a.]. Som afvisning af dette skrev han, at "gennem successive generationer er deres etnicitet og islam" forblevet umulige at skelne fra hinanden, således at disse muslimer af bengalsk oprindelse nu udgør "en etnisk og religiøs minoritetsgruppe i republikkens vestlige udkant", som til stadighed truer både Myanmars autonomi og sikkerheden af de tilbageværende indfødte buddhister i Arakan. Desuden blev de bengalske muslimske indvandrere i den vestlige Myanmar-region, Arakan/"Rakhine", end ikke kaldt "rohingyaer", før ordet første gang blev brugt i et essay i Guardian Daily den 20. august 1951, med titlen "The Sudeten Muslims"

Det følgende er et sammendrag af, hvordan dr. Chans tankevækkende analyse understreger den kritiske rolle af jihad i skabelsen af denne regionale konflikt, herunder nøgleekstrakter fra hans tekst.

Chan sporer udbruddet af vold i 1942 og 1943 - i løbet af det korte interval af anarki, der ledsagede den britiske evakuering og den japanske besættelse af området - til en "etnisk og religiøs splittelse, der havde simret i et århundrede", som resultat af zamindar-systemet [med aristokratiske muslimske jordejere], der var overført fra Bengalen og pålagt af briterne.

"Tusindvis af bengalske [muslimske] bønder fra Chittagong-området blev indført for at dyrke jorden (Report of the Settlement Operations in the Akyab District 1887-1888: 2, 21). De fleste af de bengalske indvandrere var påvirket af Fara-i-di-bevægelsen i Bengalen, som udbredte wahhabi-ideologien fra Arabien, der forsøgte at bosætte ikhwan eller brødre i landbrugssamfund nær vandressourcerne. Ifølge denne lære skulle bønderne, udover at dyrke jorden, være klar til at føre hellig krig på deres herrers opfordring. Alene i Maungdaw bydistriktet var der i 1910'erne [tiåret] 15 bengalske zamindarer, der bragte tusindvis af chittagoniske [muslimske] fæstere. De etablerede muslimske landbrugssamfund og byggede moskeer med tilknyttede islamiske skoler."

Ikke overraskende, som Chan tilføjer:

"I perioden med uafhængighedsbevægelsen i Burma i 1920'erne og 1930'erne var muslimerne fra Mayu-grænsen (det nordvestlige Arakan-område) mere interesserede i fremskridtene for Den Muslimsk Liga i Indien ..."

Chan bebrejder den britiske koloniale administration for at have skabt og bevæbnet den såkaldte "Volunteer Force" eller "V Force" af bengalske muslimer (også kendt som "Chittagonians") i Mayu-grænseområdet i løbet af 1942 kort efter at den japanske invasion truede det britiske Indien. Angiveligt var de primære opgaver for denne muslimske V Force at indsamle oplysninger om japanske bevægelser, fungere som tolke og udføre guerillaoperationer mod japanerne. Men - som samtidigt beskrevet af en forbindelsesofficer i den britiske hær, som Chan forholder sig til - i stedet for at bekæmpe japanerne valgte disse muslimske "frivillige" hensynsløst at plyndre og massemyrde den indfødte buddhistiske befolkning. De begyndte at ...

"... ødelægge buddhistiske klostre og pagoder og nedbrænde huse i de arakanesiske landsbyer. De dræbte først U Kyaw Khine, vicekommissær i Akyab-distriktet, der var efterladt af den britiske regering for at opretholde lov og orden i grænseområdet; derefter massakrerede de tusindvis af arakanesiske civile i byerne og landsbyerne."

Chan citerer et notat af den britiske guvernør for Burma fra den 4. februar 1943 [British Library, London, India Office Records R/8/9GS. 4243], der bemærkede:

"Jeg har hørt oprørende beretninger om grusomhed og lidelse påført de arakanesiske [buddhistiske] landsbyer i Ratheedaung-området. De fleste af landsbyerne på den vestlige bred af Mayu-floden er blevet brændt og ødelagt af de [muslimske] chittagoniske V-styrker (...). Fjenden nåede aldrig frem til disse landsbyer. De havde det uheld at være i vejen for vore fremrykkende [muslimske chittagoniske V-styrke] patruljer. Hundreder af landsbyboere siges at gemme sig i bakkerne (...). Det er arakaneserne, der vil blive fordrevet fra deres fædrende land, og hvis de ikke kan vindes over i tide, kan der ikke være noget håb om deres frelse."

I sidste ende, som Chan bemærker, var jihad motivet til denne muslimske vold:

"For de fleste af chittagonerne var det en religiøs sag, der nødvendigvis ville føre til skabelsen af et Dar-ul-Islam [Islams Hus], eller i det mindste til, at de blev forenet med deres brødre i vest. Den sigtede også mod udryddelsen af arakaneserne eller mod at tvinge dem til at migrere mod syd, hvor der var et overvældende flertal af arakanesiske buddhister."

Den bengalske muslimske jihad for at beherske Arakan/Rakhine-regionen i det vestlige Myanmar og fjerne enhver mulighed for "vantro styre" ved ikke at lade sig inkorporere i landets buddhistiske flertal, fortsatte med måske endnu større fanatisme umiddelbart efter 2. Verdenskrig og indledningen til Burmas/Myanmars uafhængighed. Chan fortæller hvad der skete, før den burmesiske uafhængighed i januar 1948:

"I 1946 blev en delegation sendt af Jami-atul Ulema-e Islam til Karachi for, med lederne af Den Muslimske Liga, at diskutere muligheden for at inkorporere bydistrikterne Buthidaung, Maungdaw og Ratheedaung i Pakistan. Men briterne ignorerede deres forslag om at udskille grænseområdet og give det til Pakistan. Nederlaget af deres forsøg endte med et væbnet oprør, hvor nogle muslimer erklærede hellig krig mod den nye republik. Oprørerne kaldte sig 'Mujahid' [jihadistiske 'hellige krigere']. En guerilla-hær på 2700 krigere blev organiseret (...). Mujahid-opstanden begyndte to år før uafhængigheden blev erklæret. I marts 1946 blev Den Muslimske Befrielsesorganisation (MLO) dannet med Zaffar Kawal, en indfødt fra Chittagong [i det senere Bangladesh, o.a.], som leder."

Resultatet af denne dynamik var, at de stærkt modstridende anskuelser hos Arakans muslimer og buddhister blev uddybet:

"I kølvandet på uafhængigheden havde de fleste uddannede muslimer en overvældende følelse af kollektiv identitet baseret på islam som deres religion og på deres samfunds kulturelle og etniske forskellighed i forhold til de burmesiske og arakanesiske buddhister. Samtidig blev arakaneserne mere og mere bekymrede over deres etniske sikkerhed og overlevelse set i lyset af den stadig mere dominerende muslimske befolkning i deres grænseområde."

Forudsigeligt nok eksploderede jihad-volden ved den formelle uafhængighed:

"Den etniske konflikt i landdistrikterne ved Mayu-grænsen brød ud igen kort efter at Burma havde fejret sin uafhængighed den 4. januar 1948. Med jihad som undskyldning spillede mange muslimske gejstlige (moulovier) en ledende rolle i landdistrikterne, og fjerntliggende områder blev ofre for bandituvæsen, brandstiftelse og voldtægt (...). Der var mere end to hundrede arakanesiske landsbyer i Buthidaung- og Maungdaw-distrikterne før krigen begyndte. I efterkrigstiden var kun 60 landsbyer egnede til arakanesisk genbosættelse. Ud af disse 60 blev 44 landsbyer angrebet af mujahid-krigerne i de første par år efter uafhængigheden. Tusindvis af arakanesiske landsbyboere søgte tilflugt i byerne, og mange af deres landsbyer blev besat af Chittagon-bengalere."

Inden for mindre end 6 måneder efter uafhængigheden blev de islamiske, supremacistiske mål for det vestlige Myanmars bengalske muslimer - som har været de samme frem til i dag, 7 årtier senere - åbent og formelt præsenteret. Den voldelige jihad-taktik, som disse bengalske muslimer var parate og villige til at anvende for at opnå islamisering, er et andet træk, der stadig er tydeligt i 2017.

"En konference blev afholdt i maj 1948 i landsbyen Garabyin nord for Maungdaw, og navnet på organisation [Den Muslimske Befrielsesorganisation] blev ændret til 'Mujahid-partiet'. Nogle Chittagon-bengalere fra nærliggende landsbyer bragte de våben, som de havde samlet under krigen, til moskeerne i landsbyerne Fakir Bazaar og Shahbi Bazaar (Department of Defense Service Archives, Rangoon, DR 491 (56)). Jaffar Kawal blev øverstbefalende og hans løjtnant var Abdul Husein, en tidligere korporal i politistyrken fra Akyab-distriktet (Department of Defense Service Archives, Rangoon, DR 1016)."

"Mujahid-partiet sendte et brev, skrevet på urdur [urdu] og dateret den 9. juni 1948, til Burma-unionens regering gennem underofficer i Maungdaw-området. Deres krav er som følger (Department of Defence Service Archives, Rangoon: CD 1016/10/11): (1) Området mellem vestbredden af Kaladan-floden og østbredden af Naaf-floden skal anerkendes som det nationale hjem for muslimerne i Burma. (2) Muslimerne i Arakan skal accepteres som Burma-nationaliteter. (3) Mujahid-partiet skal gives juridisk status som en politisk organisation. (4) Sproget urdur [urdu] skal anerkendes som muslimers nationale sprog i Arakan og læres i skolerne i de muslimske områder. (5) Flygtninge fra områderne Kyauktaw og Myohaung (Mrauk U) skal genbosættes i deres landsbyer på statens bekostning. (6) De muslimer, der er tilbageholdt efter sikkerhedsnødloven, skal løslades ubetinget. (7) Der skal gives generel amnesti til medlemmerne af Mujahid-partiet."

"At de kaldte sig for 'muslimerne fra Arakan' og deres nationale sprog for 'urdur [urdu]', viste deres hældning mod den samme kollektive identitet, som muslimerne på det indiske subkontinent demonstrerede før delingen af Indien i to uafhængige stater. Da kravene blev ignoreret, ødelagde Mujahid-krigerne alle de arakanesiske landsbyer i den nordlige del af Maungdaw-området. Den 19. juli 1948 angreb de Ngapruchaung og nærliggende landsbyer i Maungdaw-området, og nogle landsbyboere og buddhistiske munke blev kidnappet for frigivelse mod løsepenge (Department of Defense Service Archives, Rangoon: CD 1016/10/11)."

Til trods for monotonien af deres gentagne islamiske krav tre år senere - i juni og august 1951 - bemærker Chan en sidste bitter ironi ved førstegangsbrugen af ordet "rohingya" af de bengalske, muslimske kolonisatorer af Arakan/Rakhine i Myanmar. Bare to måneder før en bengalsk muslimsk leder kaldte dem for "rohingya" i et essay fra august 1951, havde deres eget "charter" fra juni 1951 fået titlen "Charter for Arakans Muslimers Forfatningsmæssige Krav".

"Den 15. og 16. juni 1951 blev den Al-Arakanesiske Muslimske Konference afholdt i landsbyen Alethangyaw, og 'Charter for Arakans Muslimers Forfatningsmæssige Krav' blev offentliggjort. Det kræver 'magtbalance mellem muslimerne og magherne (arakaneserne), de to store folk i Arakan.' Charterets krav lyder: Nord-Arakan skal straks etableres som en fri muslimsk stat, som et ligestillet medlem af Burma-unionen i lighed med Shan-staten, Karenni-staten, Chin-højene og Kachin-zonen med egne milits-, politi- og sikkerhedsstyrker under unionens generalkommando (Department of the Defense Service Archives, Rangoon: DR 1016/10/13). Her er det igen bemærkelsesværdigt, at disse folk i charteret bliver omtalt som muslimer fra Arakan. Ordet 'rohingya' blev først brugt af Abdul Gaffar, et parlamentsmedlem fra Buthidaung, i hans artikel 'The Sudeten Muslims' udgivet i The Guardian Daily den 20. august 1951."

Med hjælp fra regionale jihad-støtter - Bangladesh, Pakistan og Saudi-Arabien, og endog bistået af jihad-mandskab fra det "moderat muslimske" Indonesien - fører jihad terror-organisationerne fra Arakan/Rakhine i 2017 den samme jihad som deres bengalsk muslimske kolonialist-forfædre fra "Den Muslimske Befrielsesorganisation" og "Mujahid-partiet" - fra august 1951 kaldet "rohingya" - førte i tiden omkring 2. Verdenskrig.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo