I dag for 42 år siden, den 20. juli 1974, igangsatte den "sekulære" tyrkiske hær en jihad-generobring af Cyperns nordlige sektorer. Dette var overensstemmende med dens sharia-racistiske osmanniske forgængere, og deres rovgriske jihad-erobring af Cypern i det 16. århundrede. Om dette sidste se f.eks. Hills underspillede beskrivelse af erobringen af Famagusta i 1571: "Læseren vil blive skånet for beskrivelsen af de rædsler, der udspillede sig som normalt i enhver kristen by, når den blev erobret af tyrkerne," men han kommenterer dog en kronikørs "udbredelser" om, "hvordan hans mors hoved blev hugget af; men hvad der chokerede ham mest, var tilsyneladende, at tyrkerne dræbte alle de svin, de fandt, og at deres kadavere blev blandet sammen med de menneskelige lig" af deres kristne ofre; (Sir George Hill, A History of Cyprus, 1948, bind 3, s. 984). I midten af august 1974 havde den moderne invaderende tyrkiske hærs jihadister besat 38% af øen - en de facto deling af Cypern - og var i fuld gang med åbenlyse bestræbelser for gen-islamisering, fuldstændig i strid med det bedrageriske og kontrafaktiske omkvæd, at Tyrkiets militær på en eller anden måde var (og stadig er) en agent for "sekularisering".

Nordcyperns islamisering i 1974 begyndte umiddelbart efter den tyrkiske hærs besættelse, som det fremgår af de primære (og triumferende) tyrkiske medie-kilder, der er samlet af professor Christos P. Ioannides (“In Turkey’s Image” [1991], s. 177ff):

En af hærens første manøvrer var at omdanne kirken Panagia Glykiotissa (Jomfru Maria Kirke, Smertens Heler) i Kyrenia til en moské, så tropper, der under invasionen var gået i land på en nærliggende strand, kunne bede (se de uklare billeder nedenfor, som ledsagede en fejrende beretning i den tyrkiske avis, Günaydin, den 12. oktober 1974). Der fandtes allerede to moskeer i Kyrenia, hvor disse soldater kunne have bedt. Men denne kirke blev tilsyneladende omdannet til en moské på det tidspunkt af følgende grunde: For det første - set fra det tyrkiske [dvs. islamiske, A.B.] synspunkt - symboliserede omdannelsen de tyrkiske væbnede styrkers sejr over de "vantro" - de kristne grækere. For det andet betegnede den begyndelsen på islamiseringsprocessen, der efterfølgende fandt sted over hele det nyligt besatte område, hvor kirke efter kirke blev omdannet til moskeer.

Ioannides citerer yderligere den klare islamiske religiøse begrundelse, som disse disse handlinger blev givet af en "fremtrædende islamisk (religiøs) skikkelse i Istanbul, mufti A. Seref," hvis erklæring "blev offentliggjort i den tyrkiske presse ved siden af et billede af officerer og soldater bedende i kirken Panagia Glykiotissa, efter at den var blevet omdannet til en moské" (fra den samme artikel i Günaydin, 12 oktober 1974). Den gode mufti Seref erklærede stolt:

Ifølge vores religion (islam) kan bønner, om nødvendigt, holdes i en kirke, men kun under denne betingelse: Det er bydende nødvendigt, at der i kirken ikke er religiøse genstande tilhørende de vantro (kristne), eller at disse genstande er dækket til. Der må ikke være noget højere oppe, der har noget forhold til disse genstande. Så kan bøn finde sted.

Billedtekst: Figur 5: Kirken Panagia Glykiotissa i det besatte Kyrenia, efter at den var blevet omdannet til en moské. Korset og klokketårnet øverst på kirken er blevet fjernet. Dette billede blev bragt i den tyrkiske avis Günaydin den 12 oktober 1974.

Billedtekst: Figur 8: Tyrkiske officerer, underofficerer og soldater beder inde i kirken Panagia Glykiotissa i det besatte Kyrenia, efter at den var blevet omdannet til en moské. Kirkens vægge er helt bare, fordi alle ikoner og andre af kristendommens symboler er blevet fjernet. Dette billede blev bragt i den tyrkiske avis Günaydin den 12 oktober 1974.

Den bredere sammenhæng og omfanget af denne islamiseringsproces fremgår af den illustrerede videnskabelige 2008-analyse af Chotsakoglu: “Religious monuments in Turkish-occupied Cyprus: evidence and acts of continuous destruction,” ["Religiøse monumenter på det tyrkisk besatte Cypern: Beviser på og handlinger af vedvarende ødelæggelse"] (hvis tekst kan ses via google cache, her):

... de kristne kirker blev tilbage på det nordlige Cypern som det eneste uomtvistelige vidnesbyrd efter 1974 om den græske identitet, historie og tilstedeværelse på [denne del af] øen. Hvor disse kirker ikke blev ødelagt, revet ned eller solgt, blev de omdannet primært til moskeer eller af de tyrkiske væbnede styrker til militære lejre og oplagringssteder. De kristne kirker blev for det meste omdannet til osmanniske moskeer. Denne praksis er almindelig og begyndte i Det Osmanniske Riges tid, fortsatte senere i den tyrkiske stat og blev efterfølgende udøvet på Cypern. Det forbliver en historisk kendsgerning, at i perioden fra det osmanniske herredømme over Cypern (1571) til det britiske styre (1878), nåede antallet af osmannernes nyopførte moskeer næppe op på mere end ti. Alle moskeer i Cyperns største byer (f.eks Keryneia, Lefkosia, Famagusta, Pafos, Larnaka, Lemesos) blev oprindeligt bygget som kristne kirker i den byzantinske periode, og bagefter omdannet af osmannerne til moskeer (...). I tilfælde hvor kirkevægge var udsmykket med malerier, blev disse overdækket af ikke-billedlige fremstillinger eller inskriptioner fra Koranen, hvilket ses i flere tilfælde, der er kommet frem efter restaureringer udført af Institut for Oldtiden [Department of Antiquities], (f.eks. moskeer i Kato Polemidia, Episkopi, Timi, Pelathousa, Polis Chrysochous).

Den samme praksis blev også fulgt efter 1974-invasionen af den nordlige del af øen. Næsten alle centrale kirker i byer og landsbyer i det besatte Cypern blev omdannet til moskeer. I flere tilfælde blev kirkernes ikonostase dækket af plader, mens de hellige ikoner, relikvier og alle flytbare kirke-genstande forsvandt. I den sydlige del af kirkerne blev der bygget en mihrab (halvcirkelformet niche i muren af en moské, der angiver qiblaen eller bederetningen mod Mekka), mens der udenfor blev bygget en minaret eller - hvis dette ikke var tilfældet - opsat højttalere i eksisterede klokketårne, og en vandforsyning blev installeret i midten af kirkernes gårdsplads til at dække moskeernes behov. Omkring 77 registrerede kirker blev omdannet til moskeer. Eksemplet med den gotiske katedral i Famagusta er typisk for den osmanniske praksis med at omdanne kristne kirker til moskeer. [...]

Sidste søndag (opslået på WorldNetDaily, søndag d. 17. juli 2016) - i kølvandet på det mislykkede militærkup i Tyrkiet i slutningen af sidste uge - dekonstruerede jeg dette skinbarlige og uoplyste nonsens, der til stadighed udspys om det såkaldt "sekulære, demokratiske tyrkiske militær". Begivenhederne i juli-august 1974 og deres hæslige eftervirkninger burde have ført til det jihadistiske Tyrkiets udsmidning af NATO. I stedet er denne rovgriske stat - et rutineret redskab for tvangsislamisering og etnisk udrensning via jihad - stadig en del af NATO som et fiktivt "bolværk" mod "anti-demokratiske kræfter".

Etnisk udrensning af græsk-cyprioter udført af det invaderende tyrkiske militær, circa 1974

*****

Skønt stærkt opreklameret i dag - 42 år senere - for dets mislykkede forsøg på at fjerne den nuværende neo-osmanniske, islamisk jøde-hadende præsident/muslimske despot, Recep Tayyip Erdogan, så gennemførte det selv samme angiveligt "sekulære" tyrkiske militær den 20. juli 1974 en "vellykket" jihad-invasion af det nordlige Cypern.

Ved at bruge Cyperns eget kortvarige militærkup i juli 1974 (det græske junta-støttede kup var brudt sammen den 14. august 1974) som påskud for at iværksætte længe nærede ekspansionsplaner på Cypern, hævdede det pseudo-sekulære Tyrkiet, at dets jihad-invasion i 1974 var en "fredelig aktion", der søgte at "genoprette" cypriotisk rettighed, territorial integritet og sikkerhed, "uden nogen form for forskelsbehandling af de eksisterende (kristne flertals- og muslimske mindretals-) samfund." Men Tyrkiets pseudo-sekulære militærregimes jihad-angreb i juli-august 1974 - i overensstemmelse med deres osmanniske forfædres ødelæggende kampagner gennem et halvt årtusinde - var præget af den islamiske jihadismes varemærke: "Hellig" brutalitet mod ikke-muslimer, bestående af massakre, plyndring, slaveri, voldtægt, deportation (af vantro), og kolonisering (ved at erstatte den oprindelige vantro befolkning med muslimske tilflyttere).

Det lykkedes The Sunday Times [London] at sikre sig en kopi af den på det tidspunkt hemmelige rapport fra Den Europæiske Menneskerettighedskommission (EMK), (APPLICATIONS Nos. 6780/74 AND 6950/75, med titlen: “CYPRUS AGAINST TURKEY REPORT OF THE COMMISSION,” vedtaget den 10. juli 1976), og offentliggjorde denne rystende oversigt (“What Secret Report Tells About Turk Atrocities” ["Hvad hemmelig rapport fortæller om tyrkiske grusomheder"], The Sunday Times), den 23. januar 1977:

Den udgør en massiv anklage mod Ankara-regeringen for dens hærs mord, voldtægter og plyndringer på Cypern under og efter den tyrkiske invasion i sommeren 1974 (...) [som omfattede] systematiske drab på civile, der ikke var involveret i 1974-kampene; gentagen voldtægt af kvinder i alderen 12-71, ofte udført brutalt i fuld offentlighed; tortur og brutal og ydmygende behandling af hundredvis af græsk-cyprioter, heriblandt børn, under deres tilbageholdelse af den tyrkiske hær; og anklager om omfattende rov og plyndring, hvilket blev bekræftet af upublicerede FN-dokumenter.

EMK-rapporten fra 10. juli 1976 leverede en grim overordnet krønike over den invaderende tyrkisk-muslimske hærs prototypiske jihad-adfærd:

Under nævnte militære operationer og besættelse, har de tyrkiske væbnede styrker, gennem systematisk adfærd og vedtagen praksis, forårsaget berøvelse af liv, herunder vilkårlige drab på civile. De har udsat personer af begge køn og alle aldre for tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling og straf, herunder forøvelse af voldtægt og tilbageholdelse under umenneskelige forhold. De har på Cypern og i Tyrkiet anholdt og tilbageholdt hundredvis af mennesker, vilkårligt og uden lovlig bemyndigelse, og udsætter de nævnte personer for tvangsarbejde under forhold svarende til slaveri eller trældom. De har - gennem førnævnte tilbageholdelse, samt ved at fordrive tusindvis af mennesker fra deres bopæl og nægte dem alle at vende tilbage - forårsaget separationer af familier og andre indgreb i privatlivet. De har forårsaget ødelæggelse af ejendom og hindret fri brug af ejendom. Og alle de ovennævnte handlinger har være rettet udelukkende mod græsk-cyprioter, blandt andet på grund af disses nationale oprindelse, race og religion.

Disse "grusomheder og forbrydelser", der blev begået af den besættende tyrkiske hær fra 19. september 1974 til 10. juli 1976, hvor rapporten blev indleveret, blev beskrevet ordret:

• Mord på civile med koldt blod, herunder på kvinder og gamle mænd. Omkring 3000 mennesker (mange af dem civile), der opholdt sig i de tyrkisk besatte områder, savnes stadig, og det frygtes, at de blev myrdet af den tyrkiske hær.

• Omfattende og gentagne voldtægter. Selv kvinder i alderen op til 80 blev brutalt voldtaget af medlemmer af de tyrkiske styrker. I nogle områder tvinges græsk-cypriotiske piger stadig til prostitution. Mange kvinder, der forblev i de tyrkisk besatte områder, blev gravide som følge af voldtægterne begået af de tyrkiske tropper.

• Tvangsudsættelse fra hjem og jord. De græsk-cyprioter, der blev tvunget fra deres hjem af den tyrkiske hær (ca. 200.000), forhindres stadig af den tyrkiske hær i at vende tilbage til deres hjem i de tyrkiske besatte områder, og er flygtninge i deres eget land, hvor de lever i åbne lejre under umenneskelige forhold. Desuden fortsætter de tyrkiske militære myndigheder med at tvinge de resterende græsk-cypriotiske indbyggere i de tyrkiske besatte områder ud af deres hjem, hvorefter de fleste med magt overføres til koncentrationslejre. De får ikke engang lov til at tage deres mest fundamentale ejendele med sig. Deres hjem og ejendom er blevet fordelt blandt de tyrkisk-cyprioter, der blev flyttet fra den sydlige del af Cypern til de tyrkisk besatte områder, og blandt de mange tyrkere, der ulovligt blev overført fra Tyrkiet i et forsøg på at ændre det demografiske mønster på øen.

• Plyndringer, begået af medlemmer af den tyrkiske hær, af huse og erhvervslokaler tilhørende græsk-cyprioter foregår stadig i stort omfang.

• Røveri af landbrug, landbrugsprodukter, besætninger, boliger, og af forråd i lagre, fabrikker og butikker, ejet af græsk-cyprioter, samt tyveri af smykker og andre værdigenstande, fundet på græsk-cyprioter arresteret af den tyrkiske hær, fortsætter uden afbrydelse. Landbrugsprodukter tilhørende græsk-cyprioter bliver fortsat indsamlet og eksporteret direkte eller indirekte til markeder i flere europæiske lande. Intet tilhørende græsk-cyprioter i de tyrkisk besatte områder er blevet returneret, og ingen kompensation er blevet betalt eller tilbudt i forbindelse hermed.

• Beslaglæggelse, tilegnelse, udnyttelse og fordeling af jord, huse, virksomheder og industrier, der tilhører græsk-cyprioter

• Tusinder af græsk-cypriotiske civile i alle aldre og af begge køn bliver vilkårligt tilbageholdt af de tyrkiske militære myndigheder i de tyrkisk besatte områder under kummerlige forhold. Til dette formål blev yderligere koncentrationslejre etableret. Situationen for de fleste af de tilbageholdte er desperat.

• Græsk-cypriotiske tilbageholdte og indbyggere i de tyrkisk besatte områder - herunder børn, kvinder og ældre mennesker - er fortsat ofre for systematisk tortur og anden umenneskelig og nedværdigende behandling; de bliver f.eks. påført fysisk skade, pryglet, udsat for elektriske stød, afskåret fra føde og medicinsk behandling etc.

• Tvangsarbejde. Et stort antal mennesker, tilbageholdt af den tyrkiske hær, heriblandt kvinder, blev og bliver stadig under deres tilbageholdelse sat til at udføre tvangs- og pligtarbejde.

• Hensynsløs ødelæggelse af ejendom tilhørende græsk-cyprioter, herunder religiøse genstande fundet i græsk-ortodokse kirker [Note: Se yderligere detaljer nedenfor om kirke-ødelæggelser og/eller konvertering til moskeer]

• Tvungen eksilering af en række græske familier fra de tyrkiske besatte områder til Tyrkiet.

• Adskillelse af familier. Mange familier er stadig adskilte som følge af nogle af forbrydelserne beskrevet ovenfor, f.eks. tilbageholdelse og tvangsudsættelse.

Efter at have påpeget, at de ovenfor nævnte grusomheder "alle blev begået på et tidspunkt, hvor ingen militære operationer eller kampe fandt sted overhovedet," konkluderede rapporten rammende:

De førnævnte grusomheder og kriminelle handlinger var rettet mod græsk-cyprioter på grund af deres etniske oprindelse, race og religion. Formålet var at tilintetgøre og udrydde den græske befolkning i de tyrkisk besatte områder, for at flytte tyrkere ind i dem og dermed kunstigt skabe et tyrkisk befolket område til fremme af Tyrkiets politik for dannelsen af den såkaldt "Tyrkisk-cypriotiske delstat". I medfør af denne politik er medlemmerne af den tyrkiske hær, som deltog i invasionen (ca. 40.000), og deres familier for nylig erklæret borgere i den ulovligt og ensidigt proklamerede "Tyrkisk-cypriotiske delstat", dvs. de tyrkiske besatte områder af Cypern, med Tyrkiets officielle velsignelse, og har taget græsk-cyprioternes ejendomme i besiddelse.

Uafhængig bestyrkelse af eksistensen af denne kulturelle jihad, ført af Tyrkiets muslimske erobrere, blev offentliggjort mere end tre årtier senere (april 2009) i en rapport fra United States Law Library of Congress med titlen: “Cyprus: Destruction of cultural property in the northern part of Cyprus and violations of international law” ["Cypern: Ødelæggelse af kulturværdier i den nordlige del af Cypern og overtrædelser af international lov"], som bekræftede følgende:

• 500 græsk-ortodokse kirker og kapeller er blevet plyndret, vandaliseret eller revet ned;

• 133 kirker, kapeller og klostre er blevet skændet;

• 77 kirker er blevet omdannet til moskeer, 28 bliver brugt af de tyrkiske militære styrker som hospitaler eller lejre og 13 bruges som stalde.

For nu næsten 50 år siden, holdt den enestående forsker i det osmanniske og republikanske Tyrkiet, Uriel Heyd, et bemærkelsesværdigt forudseende foredrag i marts 1968 (kort før hans alt for tidlige død den 13. maj 1968), som var mættet med visdom og en anden egenskab, der er næsten helt fraværende fra nutidens uendeligt mindre oplyste "eksperter" i Tyrkiet og islam: Selvkritisk ydmyghed, og evnen til at udtrykke mea culpa [bekendelse af egen skyld, o.a.]. Heyd greb om nælden og tilstod - i 1968 !:

Da Atatürk døde i 1938 troede mange mennesker, at han ikke alene havde formået at omdanne Tyrkiet til en moderne sekulær stat, men også at islam var dødsdømt som en vital kraft i tyrkisk socialt og kulturelt liv. Men inden længe blev det klart, at denne dom var forhastet, hvis ikke helt igennem forkert (...). Indtil for få år siden var mange udenlandske observatører, herunder mig selv må jeg indrømme, tilbøjelige til at tro, at denne udvikling [Tyrkiets gen-islamisering] blot var endnu et udbrud af følelser, der i lang tid ikke havde kunnet udtrykkes frit, men at den overordnede sekulariseringsproces foregik meget langsomt, men uimodståeligt. I dag tvivler jeg på, om dette synspunkt stadig er holdbart.

Næsten et halvt århundrede senere, har nutidens langt mindre kyndige "eksperter" i Tyrkiet og tyrkisk islam etc., ikke alene ingen undskyldninger parat for deres ulykkeligt forsinkede erkendelse af Tyrkiets gen-islamisering (hvis de erkender den overhovedet), men de befinder sig også stadig i fuldstændig fornægtelse af dens gentagne manifestationer, som for eksempel den brutale jihad-invasion og annektering af Nordcypern, der blev indledt den 20. juli 1974.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo