Der er voksende bevis på det iranske mullahkratis faste stræben efter at skaffe sig kernevåben [1]. Desuden har den iranske præsident Mohammed Khatami, der er hyldet som ”moderat” og tilmed ”progressiv” af vestlige medier og akademiske eliter [2], afvist krav fra USA og EU om, at Iran underskriver en gennemskuelig og kontrollerbar aftale, for at bringe sådanne anstrengelser til ophør. Skrevet med oplyst oprigtighed og usædvanlig forudseenhed advarede dr. Michael Rubin i marts-april 2002:

“Næsten fem år efter hans første valg har Khatami indført få følelige reformer. Selvom mange yngre iranere i nogen grad nyder godt af større fleksibilitet mht. påklædning, er det faktisk gået tilbage med frihedsrettighederne under Khatamis administration.

Khatami har alligevel fuldført én vigtig opgave. Med et mildt ansigt, en blid retorik og talrige udenlandsrejser er det lykkedes Khatami at blødgøre billedet af den Islamiske Republik. Iran er ikke længere forbundet med billedet af 14-årige, der løber henover minefelter, og vestlige akademikere og kommentatorer dvæler heller ikke længere ved Irans eksport af terror - når blot Teheran holder sine dødspatruljer borte fra Europa. Men grundprincipperne for regimets adfærd er ikke ændret. Under Khatami har Iran ikke alene accelereret sin stræben efter at blive en atommagt, men har også aktivt forstærket sin indsats for at få kemiske og biologiske våben, såvel som langtrækkende ballistiske missiler.” [3]

Under vedvarende pres om åbenhed om dets nukleare aktiviteter og ambitioner, har Khatami endvidere antydet, at Iran vil trække sig ud af den nukleare ikke-spredningsaftale. [4] Uden videre hensyntagen, har Iran netop bekendtgjort dets hensigt om at genoptage centrifuge-produktionen – et skridt, der vil lette udviklingen af materiale, der kan bruges i atomvåben. [5] I lyset af disse foruroligende begivenheder er det bydende nødvendigt at minde om den prædiken, den tidligere iranske præsident Ali Akbar Hashemi Rafsanjani holdt på ”Al-Quds Dag” den 14. december 2001. Under denne ”fromme” tale hævdede Rafsanjani, der også som præsident blev betragtet som ”moderat”, at kernevåben kunne løse det ”israelske problem”, fordi, som han bemærkede: ”… brugen af en atombombe mod Israel ville lægge alting øde, mens den kun ville kunne beskadige den islamiske verden.” [6]

Instinktiv, tilmed udryddelsesvillig fjendtlighed mod jøderne er et dybt rodfæstet fænomen i det shiitiske Iran, og er næppe enestående for nutidens post-Khomeini shiitiske teokrati. Safavid-herskerne indførte, i begyndelsen af det 16. århundrede, shia-islam som persisk statsreligion, og gav samtidig det gejstlige hierarki næsten ubegrænset kontrol og indflydelse over alle sider af offentligt liv. [7] Den shiitiske gejstlige elites dybtgående indflydelse fortsatte i næsten fire århundreder (skønt afbrudt i perioden 1722-1795 [8]), gennem den senere Qajar-periode, som karakteriseret af den kendte forsker E. G. Browne:

“Mujtahider og mullaher er en mægtig kraft i Persien og beskæftiger sig med alle områder af menneskelig aktivitet fra de mindste detaljer om personlig renselse til de største politiske spørgsmål.” [9]

Disse shiitiske gejstlige understregede begrebet om rituel urenhed (najis), især af jøder, men også af kristne, zoroastriere, og andre, som hjørnestenen i det interreligiøse forhold til ikke-muslimer. [10] Konsekvenserne af dette najis-begreb var allerede tydelige for europæiske besøgende i Persien under den første safavide-shah, Ismail I’s regeringstid (1502-1524). Den portugisiske rejsende, Tome Pires bemærkede (mellem 1512-1515): ”Sheik Ismail (…) skåner aldrig nogen jødes liv” [11], mens en anden europæisk rejseskildring noterer ”… det store had, som (Ismail I) har til jøderne…” [12]. Under shah Tahmasp I’s regeringstid (d. 1576) fik den britiske købmand og rejsende, Anthony Jenkinson (en kristen) omsider bevilliget audiens hos shahen og blev herunder…

“… påbudt at bære ‘basmack’ (en slags overtrækssko), fordi man mente, at han som giaour [vantro] ville forurene majestætens enemærker (…). Da han efter audiensen forlod shahens nærværelse [oplyste Jenkinson]: ’blev jeg fulgt af en mand med en beholder med sand, som han strøede ud alle de steder jeg havde betrådt i det nævnte palads’ – som for at tildække noget urent.” [13]

Den sidste del af shah Abbas I’s regeringstid (1588-1629) var præget af et stadigt voksende omfang af anti-jødisk forfølgelse, fra strengt påbudte påklædningsbestemmelser til beslaglæggelse (og ødelæggelse) af hebræiske bøger og skrifter, kulminerende med tvangskonverteringen af jøderne fra Isfahan, der udgjorde kernen af persisk jødedom. [14] Efter et relativt kort pusterum under shah Safi (1629-1642) blev det jødiske samfund næsten fuldstændig udslettet under hans efterfølger, shah Abbas II (1642-1666). Den fremragende forsker i persisk jødedoms historie, Walter Fischel forklarer:

“Besluttet på at rense den persiske jord for ‘urenheden’ forårsaget af ikke-troendes tilstedeværelse (jøderne og de kristne i Isfahan), opnåede en gruppe fanatiske shiiter at få udstedt et dekret fra den unge shah Abbas II i 1656, som gav storvesiren Itimad ad-Daula fuldmagt til at tvinge jøderne til at blive muslimer. Som konsekvens heraf fejede en bølge af forfølgelse henover Isfahan og de andre jødiske samfund – en tragedie, der kun kan sammenlignes med jødeforfølgelsen i Spanien i det 15. århundrede [15] (…). Kilderne [16] beskriver meget indgående, hvordan hovedstadens jøder blev tvunget til at forlade deres tro, hvordan synagogerne blev lukket.” [17]

Mohammad Baqer Majlesi (d. 1699), den højest institutionaliserede gejstlige officer under både shah Sulayman (1666-1694) og shah Husayn (1694-1722), var måske den mest indflydelsesrige gejstlige i safavidernes shiitiske teokrati i Persien. Han skrev mange værker, med vilje på persisk, for at udbrede nøgleaspekter af det shiitiske moralske særpræg blandt almindelige mennesker. Hans afhandling, ”Lynkiler mod jøderne”, var skrevet på persisk og var, på trods af titlen, en samlet vejledning om anti-dhimmi-bestemmelser for alle ikke-muslimer i det shiitiske teokrati. I denne afhandling beskriver al-Majlisi de faste, ydmygende bestemmelser for ikke-muslimer, der lever under sharia, først og fremmest blod-løsepengene, jizya, en hovedskat baseret på Koranen 9:29 [18]. Dernæst opregner han seks andre restriktioner [19], angående gudsdyrkelse, boligforhold, påklædning, transport og våben (for at gøre dhimmierne forsvarsløse), inden han skitserer de unikke shiitiske ”najis”-regler om urenhed. Det var disse sidstnævnte najis-forbud, der fik antropologiprofessor Laurence Loeb til at bemærke: ”Frygt for at blive forurenet af jøder førte muslimer til store udskejelser og en besynderlig opførsel” [20]. Ifølge al-Majlisi:

“Og at de ikke må træde ned i vandet, når en muslim bader i de offentlige bade (…) Det påhviler også muslimer, at lade være med at tage imod fødevarer, som de har været i kontakt med, såsom destillater, der ikke kan renses. Hvis noget kan renses, som f.eks. tøj, hvis det er tørt, kan det modtages - det er rent. Men hvis de [dhimmierne] har været i kontakt med dette tøj, mens det var fugtigt, skal det renses med vand efter det er modtaget. Hvad angår skind, eller ting der er lavet af skind, såsom sko eller støvler, og kød, hvis religiøse renhed og lovlighed afhænger af om dyret er slagtet [i overensstemmelse med sharia], så må disse ting ikke modtages fra dem. Det samme gælder væsker, der har været opbevaret i skind, såsom olier, druesirup, [frugt]juice, myrobalan og lignende; hvis de har været opbevaret i skindbeholdere eller vandsække [af skind] må de [heller] ikke modtages fra dem (…). Det ville også være bedst, hvis muslimernes hersker ville fastsætte den regel, at alle vantro ikke måtte forlade deres hjem på dage, hvor det regner eller sner, fordi de ville gøre muslimerne urene.” [21]

Og hvad der er langt værre – den umenneskeliggørende karakter af disse folkeligt udbredte regler om ”urenhed” synes at have fremkaldt gentagen muslimsk anti-jødisk vold, inklusive pogromer og tvangskonversioner, hele vejen igennem de 17., 18. og 19. århundreder, i modsætning til en blot ubehagelig, ”besynderlig opførsel” af individuelle muslimer mod jøder. Undertrykkelsen af persisk jødedom fortsatte med uformindsket styrke under begge shah Abbas II’s safavide-efterfølgere, shah Sulayman (1666-1694) og shah Husayn (1694-1722). [22] Fischel fremhæver den fremtrædende rolle, som najis-begrebet spillede i denne opretholdte dhimmi-forfølgelse:

“Øjenvidneberetninger fra dag til dag godtgør hinsides enhver tvivl, hvordan idéen om ikke-muslimers rituelle urenhed rasede vildt over hele landet med både kristne og jøder som ofre, og hvordan den synes at have fået nyt liv under shah Abbas II.” [23]

Med safavide-dynastiets fald fulgte en indledende periode med anarki og oprør. [24] En samtidig jødisk kronikør af disse kampe, Babai ibn Farhad, klagede: ”I en tid, hvor muhammedanerne kæmper indbyrdes, hvor meget mindre sikre er så ikke jøderne.” [25] Men efter denne tidlige fase af ustabilitet hævder Fischel alligevel:

”Det var kun safavide-dynastiets fald, gennem den vellykkede afghanske invasion og den efterfølgende opstigning af en ny tolerant [sunni] hersker, Nadir Shah (1734-1747), der reddede jøderne i Isfahan og jøderne i Persien som helhed fra fuldstændig udslettelse.” [26]

Qajar-dynastiets komme i 1795 markerede en tilbagevenden til shiitisk teokratisk ortodoksi. Derfor, ifølge Fischel:

“Da qajar-dynastiets religiøse og politiske fundament blot var en videreførelse af safavidernes, blev også ’loven om apostasi’ og idéen om jødernes rituelle urenhed bevaret som grundlag for holdningen til jøderne.” [27]

”Som rituelt uren var det nødvendigt at jøden i det ydre kunne adskilles fra den troende på enhver tænkelig måde. Dette blev den afgørende faktor, der gjorde jødernes liv i det 19. århundrede til en uafbrudt række med forfølgelse og undertrykkelse. De kunne ikke vise sig offentligt, og endnu mindre udføre deres religiøse ceremonier, uden at blive behandlet med hån og foragt af den muslimske befolkning i Persien.” [28]

Europæiske rejsende bekræfter, at najis-begrebet blev anvendt på jøder med fanatisk strenghed gennem hele det 19. århundredes Persien. Rabbiner David d’Beth Hillel, som rejste i Persien i shah Fath Alis regeringstid (1797-1834), gav denne karakteristik, baseret på personlig oplevelse:

“De (shiitterne) spiser ikke sammen med nogen fra en anden nation, og ikke så meget som berører deres brød, væsker eller friske fugt; de opfatter det som tilsmudset og vil aldrig spise det (…). [Det er deres tro], at alle de andre nationer er urene, at ingen, der tror på Muhammed, bør gøre sig godt bekendt med dem eller røre ved deres fødevarer – og kun have kontakt med dem i forbindelse med handel (…). [Da jeg en nat ankom til en landsby nær Bashaka] ville ingen tage mig ind i deres hus for nogen pris, jeg tilbød dem. De sagde, at deres hus ville blive tilsmudset, hvis jeg kom ind, fordi de vidste, at jeg var jøde. Den samme nat var meget kold og der var faldet store mængder sne, så det var umuligt at sove på gaden. Efter mange bønner, gav jeg en halv rupee for at få lov til at sove i stalden blandt deres kvæg.” [29]

Rabbiner d’Beth Hillel beskrev også tilfælde af voldelige forfølgelser, herunder mord og tvangskonversioner, rettet mod persiske jøder i Urmia og Shiraz:

“[Fra Urmia, 1826] Et muhammedansk barn savnes; perserne beskylder jøderne for at have myrdet ham for at bruge hans blod til den kommende Påske (som imidlertid først kom hele fem måneder senere). Følgelig samlede de alle jøderne og satte dem i fængsel med undtagelse af deres øverste [rabbiner], som var en meget gammel mand og højt respekteret (…). Men hans børn blev taget til fange. En af jøderne blev hugget i to stykker i buens port og de andre blev nær pryglet til døde.”

“[Tvangskonversioner i Shiraz] … for nogle år siden blev et antal jøder gjort til muhammedanere som følge af grov undertrykkelse fra muhammedanernes side. De er imidlertid ikke forbundet med dem gennem ægteskab, men med deres eget folk, og det er det samme i mange dele af Persien, hvor jøder er blevet muhammedanere på grund af stærk undertrykkelse.” [30]

Fischel gør disse bemærkninger, baseret på d’Beth Hillels fortælling samt andre bekræftende øjenvidneberetninger:

“Som følge af deres muslimske naboers forfølgelser forsvandt mange tidligere blomstrende samfund fuldstændigt. Maragha, for eksempel, ophørte med at være hjemsted for et jødisk samfund omkring 1800, da jøderne blev drevet ud på grund af en blodanklage. Tabriz, hvor der formodentlig levede over 50 jødiske familier, blev også Judenrein [jøderen] hen imod slutningen af det 18. århundrede under lignende omstændigheder.” [31]

”Topmålet af tvungen eliminering af jødiske samfund skete under shah Mahmud (1834-48), i hvis regeringstid den jødiske befolkning i Meshed, i det østlige Persien, blev tvangskonverteret - en begivenhed, som ikke alene blev forbigået i tavshed af de persiske myndigheder, men også var ukendt og uomtalt blandt europæiske jøder.” [32]

Under Nasr ad-Din Shahs næsten 50 år lange regeringstid (1848-1896) blev reformforsøg for at forbedre ikke-muslimers, især jøders, stilling ihærdigt og effektivt bekæmpet af det shiitiske gejstlige hierarki. Derfor …

“Under Nasr ad-Din fortsatte jødernes lidelser, ikke kun som følge af det indgroede had mod dem og begrebet om rituel urenhed, men også som følge af lovbestemt diskrimination af alvorligste art. Hele det jødiske samfund blev således gjort ansvarligt for forbrydelser og misgerninger begået af dets individuelle medlemmer; en jødes ed kunne ikke modtages ved en domstol; en jøde, der var konverteret til den muslimske religion, kunne gøre krav på at være enearving til familiens ejendom, med udelukkelse af alle de slægtninge, der ikke havde skiftet religion, hvilket skabte den størst mulige pine for de jøder, der foretrak døden frem for apostasi. I mange byer var det jøderne forbudt at have forretning i basarerne, og oven i de lovbestemte skatter opkrævede de lokale myndigheder vilkårlige tvangsydelser fra jøderne. Selvom jøderne havde en nominel ret til at appellere til en højere retsinstans, så benyttede de sig ikke af den, på grund af frygt for hævn fra den lavere domstol. En jødes liv var ikke beskyttet ved lov, eftersom en jødes morder kunne købe sig frihed mod betaling af en bøde.” [33]

Og på trods af en række direkte, håbefulde møder mellem shahen og fremtrædende europæiske jøder og jødiske organisationer over hele Vesteuropa i 1873, konkluderer Fischel:

“Europæisk jødedoms indgriben til fordel for deres persiske brødre frembragte ikke den håbede forbedring og mindskede knap nok forfølgelsen af jøderne og deres lidelser efter shahens tilbagevenden fra Europa.” [34]

“Efter sit besøg i Europa udstedte Nasr ad-Din et antal dekreter og firmaner, som fremkaldte visse sociale og administrative ændringer til fordel for jøderne, men regeringen var åbenbart for svag til at forhindre de tilbagevendende offentlige optøjer vendt mod jøderne. Som følge af gejstlighedens opposition stod selv den lov, der foreskrev, at en jøde der blev muslim, havde ret til at arve hele familiens ejendom, stadig ved magt i nogle af provinserne i det persiske imperium, selv om den blev ophævet i Teheran i 1883. I 1888 skete en massakre på jøderne i Isfahan og Shiraz, som førte til, at det britiske konsulat intervenerede og igangsatte undersøgelser.” [35]

Under regeringerne af Muzafar ad-Din Shah (1896-1907; efter mordet på Nasr ad-Din), shah Muhammad (1907-1909), og shah Ahmad (1909-1925), var der en begyndende konstitutionel bevægelse, som atter vakte håb om afskaffelse af religiøs undertrykkelse af persiske jøder og andre ikke-muslimer. Alligevel …

“… fik hverken jøderne eller de armenske kristne eller parsi zoroastrierne lov til at sende en repræsentant for deres egen gruppe til parlamentet. I begyndelsen måtte jøderne affinde sig med at blive repræsenteret af en muslim (…). Uheldigvis døde shah Muzaffar ad-Din tre måneder efter parlamentets samling, og under shah Muhammad (1907-1909) skuffede den konstitutionelle bevægelse meget hurtigt de høje forhåbninger, der var blevet næret af liberale elementer blandt muslimer og jøder i Persien. Antijødiske optøjer blev almindelige, særlig i Kermanshah i 1909…” [36]

Reza Pahlavis bemærkelsesværdige magtovertagelse i 1925 blev ledsaget af dramatiske reformer, herunder forsøg på sekularisering og vestliggørelse, såvel som en genoplivelse af Irans præ-islamiske åndelige og kulturelle arv. [37] Denne dybtgående sociopolitiske forvandling havde meget positive konsekvenser for iransk jødedom. Walter Fischels analyse fra de sene 1940’ere (offentliggjort i 1950), sammen med Laurence Loebs supplerende indsigter tre årtier senere, understreger virkningen af pahlaviernes (dvs. Reza Shah og Mohammad Reza Shah) reformer:

“Ved at bryde shia-gejstlighedens magt, som i århundreder havde stået i vejen for fremskridt, skabte han [Reza Shah] en moderniseret og sekulariseret stat, næste helt befriet fra det engang så fanatiske og magtfulde præsteskabs lænker.” [38]

“Den persiske stats genfødsel og de mangfoldige reformer det indebar, tenderede også mod at skabe mere gunstige forhold for jøderne. Den gjorde det muligt for dem, sammen med de andre persiske borgere, at nyde den frihed og åbenhed, der så længe var blevet dem nægtet.” [39]

“Pahlavi-perioden (…) har været den mest gunstige tid for persiske jøder siden parthanernes herredømme [175 f.Kr. til 226 e.Kr.] (…) ’apostasiloven’ blev ophævet omkring 1930. Selvom Reza Shah forbød politisk zionisme og accepterede henrettelsen af den populære, liberale jødiske reformator Hayyim Effendi, var hans styre som helhed en tid med nye muligheder for den persiske jøde. Fjendtlige opstande mod jøderne er blevet forhindret af regeringen. Jøder er ikke længere retsligt udelukket fra noget erhverv. De har pligt til at gøre tjeneste i hæren og betale de samme skatter som muslimer. Afskaffelsen af ansigts-sløret fjernede en kilde til forhånelse for jødiske kvinder, som tidligere havde været påbudt at have ansigtet utilsløret; nu skulle alle vise sig utilsløret i det offentlige rum (…). Sekulære uddannelser var tilgængelige for jødiske piger såvel som drenge, og for første gang kunne jøder blive regerings-autoriserede lærere (…). Siden Mohammad Reza Shah (Aryamehr) kom til magten i 1941, er situationen yderligere forbedret (…). Ikke alene er antallet af fattige reduceret, men et nyt borgerskab er ved at dukke frem (…). For første gang bruger jøderne deres penge på biler, tæpper, huse, rejser og tøj. Teheran har tiltrukket jøder fra provinsen i stort tal og er blevet centrum for iransk jødisk liv (…). Pahlavi-æraen har været vidne til uhyre forbedringer i forbindelsen mellem iransk jødedom og resten af verden. Hundreder af drenge og piger går på college og kostskole i USA eller Europa. Israelske udsendinge kommer for perioder af to år for at undervise i de jødiske skoler (…). En lille jødisk publiceringsindustri er opstået siden 1925 (…). Bøger om jødisk historie, zionisme, hebræisk sprog samt skolebøger er siden blevet udgivet (…). Den 15. marts 1950 gav Iran en de facto anerkendelse af Israel. Forholdet til Israel er godt og handelen voksende.” [40]

Men Loeb afsluttede med denne advarende, sørgeligt forudvidende note, i 1976, der understregede jødernes skrøbelige stilling:

“På trods af regeringens imødekommende indstilling og den relative fremgang for det jødiske samfund, er alle iranske jøder klar over den nuværende situations usikre karakter. Der er stadig sporadiske opstande imod dem, fordi den muslimske gejstlighed konstant taler dunder mod jøderne, hvilket ophidser masserne, som ikke gør forsøg på at skjule deres had. De fleste jøder giver udtryk for den opfattelse, at det kun er shahens personlige styrke og gode vilje, der beskytter dem; dette plus Guds indgriben! Hvis en af dem skulle svigte (…) [eftertryk tilføjet]” [41]

Den såkaldte “Khomeini-revolution”, som afsatte Mohammad Reza Shah, var i realiteten blot en tilbagevenden til repressivt, shiitisk teokratisk styre, som har været den fremherskende persisk/iransk styreform siden 1502. Vilkårene for alle ikke-muslimske religiøse minoriteter, især bahaier og jøder, blev hastigt forværret. Historikeren David Littman opregner jødernes umiddelbare tilstand:

“I månederne forud for shahens afrejse den 16. januar 1979, var de religiøse minoriteter (…) allerede begyndt at føle sig usikre (…) Tyve tusinde jøder forlod landet før Ayatollah Khomeinis triumferende hjemkomst den 1. februar (…) Den 16. marts blev ærespræsidenten for det iransk-jødiske samfund, Habib Elghanian, en velstående forretningsmand, arresteret og ved en islamisk revolutionær domstol anklaget for ’korruption’ og ’kontakt med Israel og zionismen’; han blev skudt den 8. maj.” [42]

Skrifter og taler af de mest indflydelsesrige ideologer for dette genindsatte shiitiske teokrati – inklusive Khomeini selv - viser tydeligt deres fulde overensstemmelse med de tyranniske doktriner, der kendetegnede deres forfædre i safavide- og qajar-dynastierne. Et eksempel er Sultanhussein Tabandeh, leder af en shiitisk sufiorden, som skrev et ”islamisk perspektiv” på FN’s Universelle Menneskerettighedserklæring [43]. Ifølge professor Eliz Sanasarians væsentlige analyse af de religiøse minoriteter i den Islamiske Republik, blev Tabandehs traktat ”… det centrale ideologiske værk, på hvilket den iranske regering (…) baserede sin politik overfor ikke-muslimer.” [44] Tabandeh begynder sin diskussion med at lovprise shah Ismail I (1502-1524), safavide-dynastiets repressive og fanatiske [45] grundlægger, som en forkæmper for ”de undertrykte”. [46] Det er afgørende at forstå, at nøglepunkter i Tabandehs syn på ikke-muslimer, opsummeret nedenfor, blev indført ”… næsten ordret i Irans Islamiske Republik.” [47] I det væsentlige bekræfter Tabandeh ganske enkelt sharialovens helliggjorte ulighed mellem ikke-muslimer og muslimer:

”Hvis en muslim begår utroskab er hans straf 100 piskeslag, barbering af hovedet og et års forvisning. Men hvis manden ikke er muslim og begår utroskab med en muslimsk kvinde, er straffen henrettelse (…). På samme måde - hvis en muslim med fuldt overlæg dræber en anden muslim, så falder han ind under loven om gengældelse og må ved loven dræbes af de nærmeste pårørende. Men hvis en ikke-muslim, der dør for en muslims hånd, har været ikke-muslim gennem hele sit liv, så gælder dødsstraffen ikke. I stedet må den muslimske morder betale en bøde og straffes med pisken.” [48]

“Eftersom islam betragter ikke-muslimer som stående på et lavere niveau af tro og overbevisning – hvis en muslim dræber en ikke-muslim (…) så må hans straf ikke blive død ved gengældelse, fordi den tro og overbevisning, han besidder, er ædlere end den dræbte mands (…). Igen – straffen for en ikke-muslim, der er skyldig i hor med en muslimsk kvinde, er forøget, fordi han, i tillæg til forbrydelsen mod moral, social pligt og religion, har begået helligbrøde ved at have skændet en muslim og derved vist foragt for muslimer i almindelighed, og derfor må henrettes.” [49]

“Islam og dens folk må stå over de vantro og aldrig tillade ikke-muslimer at opnå herredømme over dem. Eftersom ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en vantro mand (i overensstemmelse med det citerede vers [’Kvinderne’, Koranen 4:34]: ’Mænd står over kvinder’) betyder, at hun bliver underordnet en vantro, så gør dette forhold ægteskabet ugyldigt, fordi det ikke adlyder de betingelser, der er fastlagt for en gyldig kontrakt. Som suraen (’På prøve’, Koranen 60:10) siger: ’Hvis I genkender dem som troende, send dem så ikke tilbage til de vantro mænd! De er ikke tilladt for sådanne, og disse er heller ikke tilladt for kvinderne’ (dvs. i ægteskab).” [50]

Og Sanasarian understreger centraliteten af denne idé om islams overlegenhed i forhold til alle andre trosretninger:

“… selv de såkaldt moderate elementer [i den Islamiske Republik] troede på dens sandhed. Mehdi Barzagan, uddannet ingeniør og religiøst troende som følge af familietradition og personlig praksis, blev premierminister i den provisoriske regering i 1979. Han mente, at mennesket må have en af de monoteistiske religioner for at kunne bekæmpe selviskhed, materialisme og kommunisme. Men valget var ikke svært. ’Blandt de monoteistiske religioner er zoroastrianismen forældet, jødedommen har avlet materialisme og kristendommen dikteres af dens kirke. Islam er den eneste vej frem’. Efter denne tankegang er der ingen anerkendelse af hinduisme, buddhisme, bahai eller andre religioner.” [51]

Idéen om najis eller ikke-muslimens rituelle urenhed er også på ny blevet gjort gældende. Ayatollah Khomeini erklærede udtrykkeligt: ”Ikke-muslimer af enhver religion eller trosbekendelse er najis.” [52] Den iranske ayatollah Hossein-Ali Montazeri har videre forklaret, at ikke-muslimers (kafirers) urenhed er ”en politisk ordre fra islam og må overholdes af islams tilhængere, og målet er, at fremkalde et almindeligt had mod dem, der er udenfor muslimske kredse.” Dette ”had” er til for at sikre, at muslimer ikke bukker under for fordærvede, dvs. ikke-islamiske, tanker. [53] Sanasarian giver et slående eksempel på virkningen af denne fornyede bevidsthed om najis:

“I tilfældet med en Coca-Cola fabrik, for eksempel, flygtede ejeren (en armenier) ud af landet, fabrikken blev konfiskeret og de armenske arbejdere fyret. Adskillige år senere fik familiemedlemmerne lov til føre opsyn med fabrikkens daglige drift, og armeniere fik lov til at arbejde på kontorniveau; men arbejderne i produktionen forblev muslimer. Armenske arbejdere blev aldrig genansat med den begrundelse, at ikke-muslimer ikke skulle røre ved flaskerne eller deres indhold, som kunne blive drukket af muslimer.” [54]

Khomeinis synspunkter havde den største indflydelse på udformningen af det genoplivede shiitiske teokratis ideologi, og hans holdning overfor jøder (både før og efter han kom til magten) var i særdeleshed negative. Khomeinis taler og skrifter fremmanede en overdådighed af Judenhass-motiver, herunder ortodokse fortolkninger af helligholdte muslimske tekster (f.eks. om tilintetgørelsen af Banu Quraysah [55]) og det shiitiske najis-begreb. Mere ildevarslende, så udviskede Khomeinis retorik forskellen mellem jøder og israelere, gentog paranoide konspirationsteorier om jøder (såvel indenfor Persien/Iran som udenfor) og støttede udslettelsen af den jødiske stat. Sanasarian kaster lys over disse foruroligende tilbøjeligheder:

“Jøderne og israelerne var ombyttelige størrelser, som havde gennemtrængt alle sider af livet. Iran blev ’trampet ned under jødiske støvler’. Jøderne havde konspireret om at dræbe Qajar-kongen, Naser al-Din Shah og havde haft en stor historisk plan om at herske gennem et nyt monarki og en ny regering (Pahlavi-dynastiet): ’Mine herrer, vær skræmte. Sådan nogle uhyrer er de’. I et ætsende angreb på Mohammad Reza Shahs fejring af 2500 års persisk monarki i 1971, erklærede Khomeini, at israelske teknikere havde planlagt festlighederne og at de stod bag de umådeholdne udgifter og overforbruget. Da han talte imod salget af olie til Israel, sagde han: ’Vi må ikke glemme, at jøderne ønsker at overtage styret i islamiske lande’ (…). I en tale til den syriske udenrigsminister efter revolutionen, klagede Khomeini: ’Hvis muslimer samlede sig og hver hældte en spand vand ud over Israel, ville en flod skylle det væk’ (…).” [56]

Professor Reza Afsharis skælsættende analyse af menneskerettighederne i nutidens Iran sammenfatter de forudsigelige konsekvenser for jøderne af Khomeinis ”revolution”:

“Efterhånden som antisemitismen fandt officielt udtryk [57] (…) og den anti-israelske statspropaganda blev stadig mere skinger, begyndte iranske jøder at føle sig temmelig usikre på deres fremtid under teokratiet. Henrettelsen i 1979 af Habib Elqaniyan, en velhavende, selfmade forretningsmand, som var et symbol på succes for mange iranske jøder, fremskyndede emigrationen. Overrabbinerens afrejse til Europa i sommeren 1980 understregede det forhold, at de prøvelser, der ventede de tilbageværende jødiske iranere, langt ville overgå de andre beskyttede minoriteters.” [58]

Afshari indfanger også den knusende psykosociale indvirkning, som det genetablerede shiitiske teokratiske styre har på Irans tilbageværende jøder – den genopvakte helt igennem krybende dhimmi-mentalitet:

“De jødiske ledere måtte gå så langt som til åbent at fordømme staten Israels politik. Det var foruroligende at læse en nyhed om, at den jødiske repræsentant i Majlis, med omhyggeligt valgte ord, kritiserede (…) hans trosfællers handlinger i Israel, især da de andre (shiitiske) repræsentanter, efter afslutningen af hans indlæg, brød ud i sangen ’Død over Israel!’ Den nuværende stats krænkelser af dens borgeres menneskerettigheder har efterladt et spor af patologisk adfærd [eftertryk tilføjet] [59] (…). Ligeså forbløffende, hvis den ikke ses på baggrund af det jødiske samfunds knibe, var de jødiske lederes udtalelse angående arrestationen i juni 1999 af tretten jøder anklaget for spionage til fordel for Israel. ‘Irans Islamiske Republik har demonstreret for verden, at den har behandlet det jødiske samfund og andre religiøse minoriteter godt; det iranske jødiske samfund nyder forfatningsmæssige borgerrettigheder og arrestationen og anklagerne mod et antal iranske jøder har intet at gøre med deres religion.’ Statens bureaukrati havde brug for sådan en udtalelse og de jødiske ledere i Teheran havde ikke andet valg end at adlyde.” [60]

Konklusion

En etos af jødehad, med anfald af udryddelsesvillig fanatisme, har gennemtrængt det persisk/iranske samfund næsten uden afbrydelse, fra grundlæggelsen af det shiitiske teokrati i 1502 under shah Ismail, frem til dets nuværende Khomeini-inspirerede genindførelse. Eneste undtagelser er det sunni-afghanske styre, 1725-1784, og Pahlavi-styret, 1925-1979, med dets forsøg på præ-islamisk genrejsning. Efter at have bragt deres lille levn af et jødisk samfund tilbage til en tilstand af underdanig dhimmitude [61], har Irans nuværende teokratiske herskere rettet deres tvangsmæssige anti-jødiske had mod de jøder, der lever i frihed i det nærliggende Israel.

Holocaust-forsker Daniel Jonah Goldhagen har argumenteret overbevisende for, at nazisterne sammenfattede århundreders udryddelsesvillig jødehad til et statsmaskineri, der var i stand til at udføre det systematiske massemord på jøder. [62] I den tidligere iranske præsident Rafsanjanis prædiken på “Al Quds dag” 2001, truede han klart og tydeligt med nuklear tilintetgørelse af historiens største koncentration af autonome jøder – den jødiske stat Israel. Fire århundreders ”najis-inspireret” jødehad i det shiitiske Iran, ledsaget af pogromer, tvangsomvendelser og andre mindre voldelige, men vedvarende former for social og religiøs forfølgelse, lever bestemt op til Goldhagens standarder for en ”udryddelsesvillig” [annihilationist] mentalitet. Iran må ikke få lov til at opnå atomvåbenkapacitet, hverken nu, under dagens mullahkrati, eller i en overskuelig fremtid. Som det for nyligt blev forklaret af Dr. Michael Ledeen, er støtte til et fredeligt regimeskift i Iran ikke kun rimelig, men ”… et spørgsmål om liv eller død.” [63]

Appendiks 1

Restriktioner i safavid-perioden (1502-1725)

Abul Hassan Laris adfærdskodeks (1622)

Huse, der er for høje (højere end muslimers), skal gøres lavere.
Jøder må ikke bevæge sig frit omkring blandt de troende.
I deres forretninger skal jøder sidde på lave stole, så de ikke kan se kundens ansigt.
Jøder skal bære en særligt udført hat med elleve farver.
Omkring denne hat skal der være et tre meter langt gult bånd.
Kvinder skal binde mange små klokker til deres sandaler.
Jødiske kvinder skal også bære en sort chador.
Når en jøde taler med en muslim, skal han ydmygt sænke hovedet.

Jam Abbasi, givet af shah Abbas I (1588-1629) og i nogen grad administreret indtil 1925

Jøder er ikke tilladt at klæde sig som muslimer.
En jøde skal bære et gult eller rødt ”vanærens mærke” på brystet.
En jøde har ikke lov til at ride til hest.
Når han rider på et æsel, skal begge hans ben være på samme side.
Han er ikke berettiget til at bære våben.
På vejen eller markedspladsen skal han bevæge sig snigende fra et hjørne eller fra siden.
Jødiske kvinder må ikke tildække deres ansigter.
Jøden er afskåret fra at sætte grænser for privat ejendom.
En jøde, der bliver muslim, forbydes at vende tilbage til jødedommen.
Ved en uoverensstemmelse mellem en jøde og en muslim, har jødens argument ingen værdi.
I muslimske byer har jøden forbud mod at bygge en synagoge.
En jøde har ikke ret til at bygge sit hus højere end en muslims.

Fra Loeb, Laurence: Outcaste - Jewish Life In Southern Iran, New York, 1977, p. 292.

Appendiks 2

Restriktioner i Qajar-perioden (1795-1925)

Iagttagelser gjort af Israel Joseph Benjamin (1818-1864) om de “Undertrykkelser” som persiske jøder led under i midten af det 19. århundrede.

1. Over hele Persien er jøder forpligtet til at leve i en del af byen, der er adskilt fra de andre indbyggere; for de anses for at være urene væsener, som smitter ved socialt samkvem og deres tilstedeværelse.
2. De har ikke ret til at handle med stofvarer.
3. Selv i gaderne i deres eget kvarter har de ikke lov til at holde nogen forretning åben. De må kun sælge krydderier og apotekervarer, eller drive juvelerforretning, i hvilken de har opnået stor fuldendthed.
4. Under henvisning til deres urenhed, bliver de behandlet med største strenghed, og skulle de komme ind i en gade beboet af muslimer, vil drenge og pøbelen overdænge dem med sten og skarn.
5. Af samme grund er de forbudt at gå ud når det regner; for det siges, at regnen vil vaske snavs af dem, som vil tilsøle muslimernes fødder.
6. Hvis en jøde genkendes som sådan i gaderne, bliver han udsat for de største krænkelser. De forbipasserende spytter ham i ansigtet og banker ham nogle gange så voldsomt, at han må bæres hjem.
7. Hvis en perser dræber en jøde, og den afdødes familie kan fremføre to muslimer som vidner til drabet, så bliver morderen straffet med en bøde på 12 tumaun (600 piastre); men hvis der ikke kan findes to sådanne vidner, forbliver forbrydelsen ustraffet, også selvom den er sket i fuld offentlighed og er velkendt.
8. Kød fra dyr, der er slagtet efter hebræisk skik, men erklæret som trefe, må ikke sælges til nogen muslim. Slagterne er tvunget til at begrave kødet, for end ikke de kristne drister sig til at købe det, af frygt for persernes hån og fornærmelser.
9. Hvis en jøde går ind i en forretning for at købe et eller andet, må han ikke undersøge varerne, men må stå i respektfuld afstand og spørge om prisen. Skulle han uforsigtigt have rørt ved varerne, må han købe dem, uanset hvilken pris sælgeren vælger at forlange.
10. Undertiden trænger perserne ind i jødernes boliger og sætter sig i besiddelse af hvad som helst, der passer dem. Hvis ejeren gør den mindste modstand for at forsvare sin ejendom, pådrager han sig faren for at måtte bøde for det med sit liv.
11. Efter den mindste strid mellem en jøde og en perser, bliver førstnævnte straks trukket frem for achunden [en muslimsk gejstlig] og, hvis klageren kan fremføre to vidner, pådømt en stor bøde. Hvis han er for fattig til at betale bøden i penge, må han betale med sin person. Han bliver klædt af til bæltestedet, bundet til en pæl og får fyrre slag med en stok. Skulle den lidende ytre det mindste skrig af smerte under denne proces, tæller de allerede afgivne slag ikke med, og afstraffelsen begynder forfra.
12. Når jødiske børn kommer i skænderi med muslimske børn, bliver de, på samme måde, straks ført hen for achunden og straffet med slag.
13. En jøde, der rejser i Persien, bliver beskattet i hvert et gæstgiveri og hvert et karavanserai, han kommer til. Vis han tøver med at opfylde et hvilket som helst krav, der måtte stilles til ham, overfalder de ham og mishandler ham indtil han går ind på deres betingelser.
14. Hvis en jøde viser sig på gaden på en af de tre Katel-dage (sørgedage, til minde om døden af den persiske grundlægger af Alis religion), er han sikker på at blive myrdet.
15. Hver dag og hver time rettes nye mistanker mod jøderne, for at få et påskud for ny pengeafpresning; begæret efter vinding er altid hovedgrunden til fanatisme.

Fra Benjamin, Israel Joseph: Eight Years in Asia and Africa - From 1846-1855, Hanover, 1859, pp. 211-213

Vilkår pålagt jøderne i Hamadan, 1892

1. Jøderne er forbudt at forlade deres huse, når det regner eller sner [for at hindre jødernes urenhed i at blive overført til de shiitiske muslimer].
2. Jødiske kvinder har pligt til at vise deres ansigt offentligt [ligesom prostituerede].
3. De skal tildække sig med en tofarvet izar (en izar er et stort stykke stof, som østlige kvinder har pligt til dække sig med, når de forlader deres huse).
4. Mændene må ikke bære fine klæder; det eneste materiale de må bruge, er blåt bomuldsstof.
5. De må ikke bære sko, der matcher.
6. Enhver jøde er forpligtet til at bære et stykke rødt stof på sit bryst.
7. En jøde må aldrig overhale en muslim på en offentlig vej.
8. Han må ikke tale højt til en muslim.
9. En jødisk kreditor til en muslim skal gøre fordring på sit udlån på en skælvende og respektfuld måde.
10. Hvis en muslim fornærmer en jøde, skal sidstnævnte sænke sit hoved og forblive tavs.
11. En jøde, der køber kød, skal omhyggeligt pakke det ind og holde det væk fra muslimer.
12. Det er forbudt at opføre skønne bygninger.
13. Han må ikke have et hus, der er højere end hans muslimske nabos hus.
14. Han må heller ikke bruge kalk til hvidtning.
15. Indgangen til hans hus skal være lav.
16. En jøde må ikke tage sin frakke på; han må nøjes med at bære den rullet sammen under armen.
17. Det er forbudt for ham at klippe sit skæg eller blot trimme det let med saks.
18. Det er forbudt for jøder at forlade byen eller nyde den friske luft på landet.
19. Det er forbudt for jødiske læger at ride til hest [denne ret var generelt forbudt for alle ikke-muslimer undtagen læger].
20. En jøde, der er mistænkt for at drikke spiritus, må ikke vise sig på gaden; hvis han gør det, bør han henrettes øjeblikkeligt.
21. Bryllupper skal fejres i dybeste hemmelighed.
22. Jøder må ikke spise god frugt.

Fra et brev af S. Somekh, Alliance Israélite Universelle, 27. oktober, 1892, oversat og gengivet i Littman, D. G. “Jews Under Muslim Rule: The Case of Persia” The Weiner Library Bulletin, Vol. XXXII, Nos. 49/50, 1979, pp. 7-8. Kan findes her: Jews under Muslim Rule. The Case of Persia, eller på dansk: Jøder under muslimsk styre. Tilfældet Persien. Om disse 22 betingelser skriver Somekh:

”Sidstnævnte [dvs. jøderne] har valget mellem automatisk accept, konversion til islam, eller tilintetgørelse. Nogle, der lever fra hånden til munden, er gået ind på disse ydmygende og rå vilkår pga. frygt, uden at gøre modstand; tredive af de mest fremtrædende medlemmer af samfundet blev overrumplet på telegrafkontoret, hvor de var taget hen for at telegrafere deres klager til Teheran. De blev tvunget til at antage den muslimske tro, for at undslippe den visse død. Men flertallet lever i skjul og tør ikke vove sig ud i gaderne (…)” [s. 7]

Noter

[1] http://www.nytimes.com/2003/05/08/world/aftereffects-the-administration-new-usconcerns-on-iran-s-pursuit-of-nuclear-arms.html, http://www.nytimes.com/2004/06/13/magazine/the-netherworld-of-nonproliferation.html, http://www.nytimes.com/2004/06/17/world/iran-threatens-to-restart-nuclear-work.html.

[2] Gary Sick, "US can exploit peaceful Iran revolution," Newsday, June 11, 1997.

[3] Michael Rubin, “Iran's Burgeoning WMD Programs”, Middle East Intelligence Bulletin, Volume 4, Number 3, March-April 2002, https://www.meforum.org/meib/articles/0203_irn1.htm

[4] http://www.washingtontimes.com/news/2004/jun/15/20040615-090331-4428r/

[5] Linzner, Dafna. “Iran Says It Will Renew Nuclear Efforts”, The Washington Post, June 25, 2004 .
“Alt hvad Iran behøver at gøre nu, er at putte uran i centrifugerne, og så kan de begynde at producere en nøgle-ingrediens til atomvåben,” sagde David Albright, en tidligere atominspektør.
Dareini, Ali Akbar. “Tehran to Resume Building Centrifuges,” The Washington Times, June 28, 2004, http://www.washingtontimes.com/news/2004/jun/28/20040628-011810-5168r/
”Det Hvide Hus kaldte Irans beslutning et yderligere bevis på, at det prøver at bygge en atombombe.”

[6] “Former Iranian President Rafsanjani on Using a Nuclear Bomb Against Israel”, Middle East Media Research Bulletin, January 3, 2002 http://www.memri.org/report/en/0/0/0/0/0/0/582.htm

[7] Minorsky, V. Tadhkirat al-Muluk. A Manual of Safavid Administration, 1725, Facsimile with Translation and Commentary, London, 1943; Fischel, Walter. “The Jews in Medieval Iran from the 16th to the 18th centuries: Political, Economic, and Communal aspects”, Irano-Judaica, Jerusalem, 1982, p. 266.; Al-Amili (d. 1622), Jami i Abbasi; discussed in Browne, E.G., A Literary History of Persia, vol. IV, Cambridge, 1930, p. 407; Al-Majlisi (d. 1699), The Treatise “Lightning Bolts Against the Jews.” Translated by V. B. Moreen, in: Die Welt des Islams, Vol. 32, 1992, pp. 187-193. Also, see Appendix I, the section entitled, “Restrictions of the Safavid Period”.

[8] Dvs. de samlede Safavide- (1502-1722) og Qajar- (1795-1925) perioder udgjorde 350 år med shiitisk teokrati, afbrudt af sunni afghansk styre i perioden 1722-1795, mest bemærkelsesværdigt under Nadir Shah, 1734-1747.

[9] Browne, E. G.: A Literary History of Persia, p. 371.

[10] Fischel, W. F. “The Jews in Medieval Iran”, p. 266.

[11] Pires, Tome. Suma Oriental (1512-1515) Haklyut Society Publications, Vol. I (London, 1944), p. 27.

[12] du Mans, Raphael. Estat de la Perse, 1660, ed. Schefer (Paris, 1890), pp. 193-194; cited in, Fischel, W.J. “The Jews in Medieval Iran”, p. 266.

[13] Chew, Samuel C. The Crescent and the Rose, Oxford University Press, 1937, p. 211.

[14] Fischel, W. F. “The Jews in Medieval Iran”, p. 275.; Fischel, W.F. “Isfahan - The Story of a Jewish Community in Persia”, The Joshua Starr Memorial Volume, Jewish Social Studies, Publication No. 5, 1953, pp. 122-123. Fischel uddyber:

“Et af de farligste tiltag, som truede selve det jødiske samfunds eksistens i Isfahan og andre steder, var den såkaldte ’apostasilov’, der blev kundgjort mod slutningen af Abbas I’s styre og fornyet i Abbas II’s regeringstid. Ifølge denne lov kunne enhver jøde eller kristen, der blev muslim, gøre krav på deres slægtninges ejendom, lige meget hvor fjerntstående de var. Dette dekret, som gjorde overførsel af ting og besiddelser til en belønning for dem, der konverterede fra deres tidligere religion, blev en stor trussel mod selve jødernes overlevelse. Mens den kristne befolkning i Isfahan protesterede mod uretfærdigheden af dette edikt, gennem pavens og de kristne, europæiske magters intervention, så rejste der sig ingen til forsvar for jødernes rettigheder i Persien. [eftertryk tilføjet] Selv om katastrofen, som denne lov indebar, blev mindsket ved det lille antal jøder, der gjorde brug af denne tilskyndelse, så var den en stadig trussel mod eksistensen af jødisk samfundsliv og afstedkom umådelig lidelse. Det var først i det 19. århundrede, at ledere for europæisk jødedom, såsom Sir Moses Montefiore og Adolph Cremieux, tog kampen op for deres brødre i Persien mod denne diskriminerende lov. Bortset fra juridisk diskrimination blev jøderne fra Isfahan særligt udvalgt til forfølgelse og tvangskonvertering i det 17. århundrede. Det rapporteres, at de blev tvunget til at bekende islam offentligt; at mange af deres rabbinere blev henrettet, og at først under shah Safi (1629-1642), efterfølgeren for Abbas I, fik jøderne lov til offentligt, efter syv års marrano-liv, at vende tilbage til deres jødiske religion (…)” [eftertryk tilføjet]

[15] Fischel udelader en tidligere, mere passende muslimsk parallel (og et muligt indlært forbillede) til forfølgelserne i det sene 15. århundredes Spanien, nemlig de muslimske almohaders forfølgelser i både Spanien og Nordafrika fra midten til slutningen af det 12. århundrede. Professor H. Z. Hirschberg (i “The Jews of North Africa”, Leiden, Vol. 1, 1974, pp. 127-128) medtager denne sammenfatning af en samtidig beretning fra januar 1148:

“Abd al-Mumin (…) almohadernes leder efter Muhammad ibn Tumarts død [note: Ibn Tumart var en gejstlig, hvis skrifter bærer en slående lighed med Khomeinis retorik 800 år senere] (…) indtog Tlemcen [i Maghreb] og dræbte alle, der var i den, inklusiv jøderne, undtagen de, der konverterede til islam (…). [I Sijilmasa] blev 150 mennesker dræbt for at holde fast ved deres [jødiske] tro (…). Alle byerne i almoravidernes stat blev erobret af almohaderne [almoraviderne var et dynasti, der herskede i Nordafrika og Spanien før almohaderne]. 100.000 mennesker blev dræbt i Fez ved den lejlighed, og 120.000 i Marrakesh. Jøderne på alle [erobrede] lokaliteter [i Maghreb] stønnede under almohaderne tunge åg; mange var blevet dræbt, mange andre konverteret; ingen kunne vise sig offentligt som jøde [eftertryk tilføjet] (…). Store områder mellem Sevilla og Tortosa [i Spanien] var ligeledes [eftertryk tilføjet] faldet i almohadernes hænder.”

[16] dvs. samtidige krøniker og øjenvidneberetninger, både kristne (armenske, jesuitiske og karmelitiske) og jødiske (Kitab-i-Anusi: Bogen om begivenhederne ved den persiske jødedoms tvangskonvertering til islam). For eksempel inkluderede den armenske kronikør Arakel af Tabriz et kapitel med titlen: ”Historien om hebræerne i byen Isfahan og alle hebræerne i kongen af Persiens land – Om deres omvendelse til islam.” Arakel beskriver den eskalerende brutalitet, der blev anvendt for at konvertere den ulykkelige jødiske befolkning til islam – deportation, tilsigtet skånselsløs udsættelse for vind og vejr, udsultning, fangenskab og prygl. Ifølge hans beretning [engelsk oversættelse i Bat Ye’or, The Decline of Eastern Christianity Under Islam, Cranbury, NJ, 1996, pp. 372-373.] markerede tvangsomvendelsen af en rabbiner et vendepunkt i denne hæslige række af begivenheder:

“… efter mange ord og løfter, blev Hakhan’ens [rabbinerens] dom fældet. ‘Hvis han ikke antager den muslimske tro, vil hans mave blive sprættet op og han vil blive ført i procession gennem byen bundet til en kamel *; hans ejendom og hans familie vil blive overgivet til plyndring’. Da dommen var afsagt, blev en kamel ført frem, som han blev anbragt på. Skarpretterne kom og blottede hans mave, hvorefter de slog ham med et draget sværd og sagde, at enten måtte han frafalde sin tro eller hans mave ville blive skåret op. Frygt for døden såvel som kærlighed til sine nærmeste gjorde ham svagere, og man fik ham til at erklære sin muslimske tro. Han blev indlemmet i Muhammeds religion, hvilket skabte usigelige glæde hos perserne [muslimerne] (…). De [jøderne efter deres rabbiners tvangsomvendelse], der satte sig imod, blev sat i fængsel; derefter blev de bragt tilbage til domstolen to eller tre gange, endog oftere, og blev tilskyndet til at konvertere. På denne måde blev alle fangerne indlemmet i Muhammeds religion; i løbet af en måned blev 350 mænd muslimer. Lige siden da, har halvdelen af jøderne antaget persernes religion, og deres nation har tabt, hvad perserne har vundet gennem deres herredømme over dem: De havde ikke engang lov til at eksistere længere, for hver dag blev de med magt trukket hen foran ehtim al-dawla [en højtstående muslimsk embedsmand], og her blev de tvunget til at blive persere. Perserne lagde så meget beslutsomhed i deres vold, som sigtede mod omvendelse, at alle jøderne i Isfahan (…) omkring tre hundrede familier, antog Muhammeds religion.”

[* Denne trussel er bekræftet af en uafhængig beretning fra Kitab-i-Anusi [uddrag oversat af V. B. Moreen i: Iranian Jewry’s Hour of Peril and Heroism - A Study of Babai Ibn Luft’s Chronicle (1617-1662), New York-Jerusalem, 1987, p. 188]

I bogen A Chronicle of the Carmelites in Persia and the Papal Mission of the 17th and 18th Centuries (London, 1939), pp. 364-366, kan vi læse:

“Jøderne er blevet tvunget til at blive muhammedanere, og med det formål at ‘rense’ byen Isfahan, har de forpligtet alle armeniere, som var nær byen, til at holde sig væk og blive udenfor (…)” [24. februar 1657]

“Jeg kan ikke sige alt, men vil bare fortælle dig, at kongen af Persien har kastet masken, og ladet al den ondskab han har i sit hjerte blive synlig. Han har beordret, at alle jøderne i hans rige skal blive muslimer, i et antal af 100.000.” [12. maj 1657]

“Det hele gøres af en af hans (Abbas II’s) ministre kaldet Itimad-ud-Dauleh, der er meget fjendtlig overfor katolikker og kristne, som han har fordrevet fra Isfahan. Armeniere i Julfa og hebræerne har han tvunget til at blive muslimer, og mange af armenierne bliver denne dag muslimer, især sønnerne, så de kan arve deres fædres ejendom; for de lavet en nederdrægtig lov ifølge hvilken, alle kristne, som bliver muslimer, arver alt.” [20. august 1660]

Endelig opsummerer Fischel (i “The Jews in Medieval Iran”, pp. 279-280.) indholdet af den vigtige jødiske øjenvidne-krønike Kitab-i-Anusi, som…

“… meget detaljeret beskriver, hvordan jøderne blev tvunget til at forlade deres religion, hvordan de blev trukket ud af deres kvarter fredag aften ud til bakkerne omkring byen, og det siges, at 350 jøder, efter tortur, blev tvunget [til at konvertere] til islam. Deres synagoger blev lukket og jøderne blev ført til moskeen, hvor de offentligt måtte proklamere den muslimske trosbekendelse. Herefter instruerede en mullah, en shiitisk religiøs leder, de nykonverterede muslimer i Koranen og islamisk tradition og praksis. Disse nykonverterede muslimer måtte bryde med deres jødiske fortid, tillade deres døtre at blive gift med muslimske mænd, og have deres nye muslimske navne registreret i et særligt Divan [råd]. For offentligt at afprøve deres fuldstændige brud med den jødiske tradition, blev nogle tilmed tvunget til at spise en portion kamelkød kogt i mælk. Efter deres tvangsomvendelse blev de kaldt nymuslimer, Jadid al-Islam. De blev så, selvfølgelig, fritaget for at betale hovedskatten og fra at bære et særligt hovedtøj og mærke.”

[17] Fischel, W.F. “Isfahan”, p. 14.

[18] Al-Majlisi (d. 1699), Lightning Bolts Against the Jews:

“Så hvis de overholder betingelserne for betaling af jizya og lever i fornedrelse og usselhed blandt muslimer, så kan fordom og genstridighed ikke forhindre dem i at acceptere den sande religion, og de vil snart godtage Koranen (…). Nogle siger, at de [dhimmierne] ikke skal oplyses om jizya-beløbets størrelse, så de hele tiden, i løbet af året, kommer til at leve i en tilstand af bekymring og uro. [De siger, at] på dagen hvor jizyaen betales, skal de stå på jorden foran ham, der tager imod den. [Opkræveren] skal sige til ham: “Tæl dem!” Og han [betaleren] skal tælle pengene, indtil muslimen igen hæver stemmen og siger, at det er nok. Og nogle siger [også], at han skal sænke hovedet, når han overrækker pengene, og at den, der modtager jizyaen skal trække ham i skægget og give ham en lussing, når han betaler.”

[19] Al-Majlisi (d. 1699), Lightning Bolts Against the Jews:

“For det første, at de ikke åbent må fremvise de ting, der er forbudt af sharia, men som er tilladt for dem selv, og som er til skade for muslimerne, såsom vin, at spise svinekød, at indgå ægteskaber mellem nære familiemedlemmer osv. For det andet, at de ikke må opføre kirker, templer eller steder for ildtilbedelse i islams lande, men hvis de allerede har nogle, og disse trænger til reparation, så kan de reparere dem. Hvis de ligger helt i ruiner, er der delte meninger om, hvorvidt de må genopføre dem på det samme sted eller ikke. For det tredje, at de ikke må læse op, meget højlydt, fra deres [hellige] bøger, og heller ikke ringe med nogen klokke. Og nogle siger, at de kan ringe med dem sagte, så muslimer ikke kan høre dem. For det fjerde, at de ikke må bygge deres egne hjem højere end deres muslimske naboers huse (eller deres del af huset), heller ikke højere end dem, der tilhører muslimer boende i andre dele af det samme hus. Og nogle siger, at de heller ikke må bygge dem til samme højde som deres, men at de skal være lavere. For det femte, har størstedelen af ulama [muslimske lærde] den opfattelse, at det er passende, at muslimernes hersker pålægger dem en klædedragt, der vil adskille dem fra muslimer, så de ikke kommer til at ligne muslimer. Det er almindeligt for jøder at bære gule klæder, mens kristne bærer sorte eller mørkeblå. Kristne bærer [også] et bælte om livet og jøder syr et stykke silke af forskellig farve forrest på deres klæder. Og nogle [jurister] siger, at de skal være genkendelige ved, at de bruger en anden slags sko end muslimerne; f.eks. kan en af skoene have én farve, den anden have en anden farve, som f.eks. gul og rød. [Og de siger også, at] de skal bære en ring af jern, bly eller kobber og at de skal binde en klokke om deres fødder i de [offentlige] bade, så de kan skelnes fra muslimer. På samme måde skal deres kvinder ved deres beklædning kunne skelnes fra muslimske kvinder på de førnævnte måder eller med andre midler. For det sjette, at de ikke må ride på arabiske gangere, eller at de overhovedet ikke må ride på heste, kun på muldyr eller æsler, og at de ikke må ride på sadler, kun på paksadler med begge ben på samme side. Og de må ikke have sværd, daggert eller [andet] våben på sig eller have noget af dette i deres hjem.”

[20] Loeb, Laurence. Outcaste-Jewish Life in Southern Iran, New York, 1977, p.21

[21] Al-Majlisi (d. 1699), Lightning Bolts Against the Jews. Den store islamofile forsker Ignaz Goldziher mente, at shiismen, i forhold til sunni-islam, udviste større dogmatisk intolerance overfor ikke-muslimer, pga. shiitternes ”bogstavtro” opfattelse af najis [Fra Introduction to Islamic Theology and Law, Princeton, 1981, p. 213.]:

“Ved at undersøge retsdokumenterne finder vi, at den shiitiske retslige position overfor andre trosretninger er meget hårdere og stivere end sunni-muslimernes. Deres lov røber en forstærket intolerance overfor folk af anden tro (…). Fra den strenge regel i Koranen (9:28), at ’de, der sætter andre ved Allahs side, er urene’, har sunni-islam accepteret en fortolkning, der så godt som er en ophævelse. Shiitisk ret har på den anden side fastholdt regelens bogstavelige betydning; den erklærer den vantros legemlige substans som værende rituel uren, og opfører berøring af en vantro blandt de ti ting, der skaber najis, rituel urenhed.”

Den varige natur af disse fanatiske najis-bestemmelser, der forbyder dhimmier at være udendørs, når det regner og/eller sner, er almindeligt anerkendt. Se for eksempel Appendiks 2 punkt 5 af Benjamins liste over ”undertrykkelser”, og punkt 1 af Hamadans 1892-bestemmelser for dens jøder, så vel som følgende beretning af missionæren Napier Malcolm, som levede i Yezd-området i slutningen af det 19. århundrede:

“De [strenge shia-muslimer] skelner mellem vådt og tørt; for kun nogle få år siden var det farligt for en armensk kristen at forlade sin bydel og tage ind til basarerne i Isfahan på en våd [regnfuld] dag. ’En våd hund er værre end en tør hund.’” [Malcolm, Napier. Five Years in a Persian Town, New York, 1905, p. 107.]

Desuden fortæller den afdøde persisk-jødiske lærde Sarah (Sorour) Soroudi denne familieanekdote:

“I sin ungdom, tidligt i det 20. århundrede, var min afdøde far øjenvidne til indførelsen af denne regel. En gruppe ældre jødiske ledere i Kashan var nødt til at henvende sig til den øverste gejstlighed i byen (et shiitisk samfund fra tidlig islamisk tid, længe før safaviderne, og kendt for dets religiøse fanatisme) for at drøfte en sag af bydende nødvendighed for samfundet. Det var en regnfuld dag, og de var nødt til at sende en muslimsk kurér for at bede om speciel tilladelse til at forlade ghettoen. Tilladelsen blev givet og de nåede frem til den gejstliges hus, men pga. af regnen fik de end ikke lov til at stå i entréen. De måtte stå udenfor, gennemblødte, og tale med mullahen, som stod indenfor ved et vindue.” [fra “The Concept of Jewish Impurity and its Reflection in Persian and Judeo-Persian Traditions”, Irano-Judaica, Vol. 3, 1994, p. 156.]

Souroudi tilføjede også denne note [p. 156, fodnote 36]:

“Så sent som i 1923 medregnede jøderne i Iran denne regel som en af de anti-jødiske restriktioner, der stadig blev praktiseret i landet.”

Til sidst - denne mere forbløffende anekdote, fra en meddeler der levede i Shiraz, blev fortalt af antropologen Laurence Loeb [i Outcaste, p. 21]:

“Da jeg var dreng, tog jeg med min far hen til en ikke-jødes hus for at gøre forretninger. Mens vi var på vej, begyndte det at regne. Vi standsede op ved en mand, der tilsyneladende var faldet og blødte. Da vi begyndte at hjælpe ham, standsede en muslimsk akhond (teolog) op og spurgte mig, hvem jeg var og hvad jeg lavede. Da han opdagede, at jeg var jøde, tog han en kæp og slog mig, fordi jeg besudlede ham ved at være tæt på ham i regnen. Min far løb hen til ham, og tiggede akhonden om at slå ham i stedet for.”

[22] Fischel, W. J. “The Jews in Medieval Iran”, p. 281.

[23] Fischel, W. J. “The Jews in Medieval Iran”, p. 281.;

Karmeliternes krønike skriver:

”Da alle frygtede, at jorden ville blive ufrugtbar efter en langvarig tørke - en generel prisstigning på korn kunne allerede mærkes - begyndte alle at udøse deres bønner til Allah, hver på sin egen religions måde, for at nedkalde regnens gave og hjælp. Men visse fanatikere af den muhammedanske tro - urolige over, at de havde været ude af stand til at opnå noget fra Gud gennem deres egen sekts riter og bønner, og af frygt for, at eventuelt mere heldige resultater skulle kunne tilskrives en anden religions votivgaver - klagede til kongen over, at jøderne og armenierne, ved deres læresætningers uindskrænkede tilladelse, var årsag til skaden på den muhammedanske tro og havde ødelagt de nationale religiøse ceremonier med fremmed vanhelligelse. Så shahen [Suliaman] - der ikke var ved sin forstands fulde brug, og antog som en alvorlig forbrydelse de overdrivelser han hørte gennem de falske anklageres hyklede oprigtighed - befalede, på den tiende dag i maj måned (1678), at de af jøderne, hvis flugt kunne kommes i forkøbet, skulle anholdes og, ved en forhastet dom fældet af hans hidsige temperament, at bugen på deres mest fremtrædende mænd skulle skæres op – hvilket straks blev bragt til udførelse. Da maverne på hebræernes rabbiner eller præst samt to af deres ledende mænd var skåret op, afgik de ved døden. Deres lig, der blev kastet ud på den store kongelige plads kaldet Maidan, lå ubegravet hen i en uge, mens der blev krævet en afgift på fire Tumans pr. mand for begravelsestilladelser. For resten af dem (jøderne), blev kravet om lænker og kæder frafaldet ved betaling af en bøde på 600 Tumans (en Tuman er 15 scudi, eller piastrer). Men armenierne, som var udsat for de samme beskyldninger og var i fare for at blive nedslagtet over én kam, havde en vis stormand til at beskytte dem hos kongen, og opnåede amnesti mod at betale nogle hundrede Tumans, som var prisen for, at de kunne undgå at lide overlast.” [eftertryk tilføjet; p. 408, Isfahan, 29. juli 1678]

“… pga. den vilkårlige egenmægtighed af den nu regerende shah Sultan Husain – tilskyndet af smiger fra visse af hans embedsmænd, der kalder ham ‘Din Parwar’ [religionens begunstiger], dvs. ’nidkær forkæmper for religiøs lov’ - er alle racer, der er undersåtter i hans rige, forpligtet til at bekende sig til den muhammedanske religion. Efter at være begyndt på dette - ved tvungen omskærelse af Gabr’erne [zoroastrierne] fra den gamle persiske tro, der stadig tilbeder den evige ild, og som levede i en meget folkerig forstad ovenfor Julfa - ville han have gjort det samme med alle de kristne i Julfa, hvis det ikke havde været for kongens bedstemoder, Julfas ejer og overherre, der for fire eller fem år siden fik bremset det dekret, der ellers ville have været udstedt. Da de derfor måtte bøje af overfor denne magtfulde beskyttelse, angreb de i stedet for de noget mere fjerntliggende landsbyer, lidt færre end hundrede, med afpresninger af en utålelig hårdhed, som indbyggerne kun kunne undslippe ved at tage tilflugt i islams immunitet.” [p. 474, 13. juni 1702]

[24] Fischel, W. J. “The Jews in Medieval Iran”, p. 282.

[25] Fischel, W. J. “The Jews in Medieval Iran”, p. 283.

[26] Fischel, W. J. “Isfahan”, p. 126.

[27] Fischel, W. J. “Isfahan”, p. 127.

[28] Fischel, W. J. “The Jews of Persia”, p. 121.

[29] d’Beth Hillel, David. The Travels of Rabbi David d’Beth Hillel: from Jerusalem, through Arabia, Koordistan, Part of Persia, and India to Madras. p. 115; citeret i, Fischel W. J., The Jews of Kurdistan A Hundred Years Ago, New York, 1944, Reprinted from Jewish Social Studies, Vol. VI, No. 3, p. 223.

Der er mange rapporter fra det 19. århundrede, der bekræfter den strenge anvendelse af najis-reglerne på jøderne. Appendiks 2 indeholder Benjamins liste over ”undertrykkelser” med forbindelse til najis i midten af det 19. århundrede. Også Fraser bemærkede [Fraser, James B. Narrative of a Journey into Khorasan in the Years 1821 and 1822, London, 1825, p. 182.], at jøderne havde forbud mod at bruge de offentlige bade. Stern [Stern, Henry A. Dawnings of Light in the East, London, 1854, pp. 184-185.] beskrev hvordan, i den hellige shiitiske by Qom, …

“… de få [jøder], som har lov til at opholde sig her, kommer fra Koshan Isfahan, og det pralende erhverv de udøver, er tuskhandel; men da de fromme, der lever i den religiøse atmosfære af så mange efterkommere af Profeten, ville blive forargede ved selve idéen om at berøre noget, der havde været gennem hænderne på en besmittet og uren jøde, har de søgt tilflugt i en mere profitabel handel, salg af spiritus.”

Napier Malcolm rapporterede [Five Years in a Persian Town, p.108]:

“Det er lettere at få muslimerne til at spise mad sammen med parserne end med jøderne, hvis religion rangerer højere end zoroastrianismen i folkelig anseelse.”

Og Adams rapporterede [Adams, Reverend Isaac. Persia by a Persian, Washington, D.C., 1900, p. 120]:

”Kristne og jøder gøres ikke til genstand for halshugning, da de betragtes som urene af muhammedanerne og ikke tilstrækkeligt værdige til dette privilegium.”

Ikke desto mindre, som Soroudi bemærker med bitter ironi [”The Concept of Jewish Impurity”, p. 157]:

“Urenheden af ikke-muslimer og deres ejendele har imidlertid aldrig afskrækket shia-muslimerne fra at plyndre jødiske eller zoroastriske kvarterer ved det mindste påskud eller som resultat af gejstlig eller officiel tilskyndelse.”

[30] d’Beth Hillel, The Travels of Rabbi David d’Beth Hillel, pp. 74-75, citeret i Fischel W. J., The Jews of Kurdistan, pp. 223-224. Missionæren Asahel Grant rapporterede [Grant, A. The Nestorians, New York, 1841, pp. 382-383.]:

“Under mit ophold i Ooroomiah blev en jøde offentligt brændt til døde i byen på guvernørens ordre, efter en beskyldning om denne falske forbrydelse! [dvs. en blodanklage] Rigelig med nafta blev hældt over ham, faklen sat til, og den stakkels mand var øjeblikkeligt indhyllet i flammer!”

[31] Fischel, W. J., The Jews of Kurdistan, pp. 224-225. Efter udtømmende forskning i den skæbne, der sent i det 18. århundrede overgik jøderne fra Tabriz, konkluderede Amnon Netzer [Netzer, A. “The Fate of the Jewish Community of Tabriz”, i: Studies in Islamic History and Civilization in Honor of Professor David Ayalon, Jerusalem, 1986, p. 419.] …

“… at der virkelig blev udført en frygtelig massakre på jøderne i Tabriz på et tidspunkt mellem 1790 og 1797, og at Tabriz ophørte med at være et sted, hvor jøderne kunne have et liv i fællesskab for mange.”

[32] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 124. Pastor Joseph Wolff har givet en samtidig rejsebeskrivelse af begivenhederne i Meshed [citeret i Curzon, G. N.: Persia and the Persian Question, Vol. 1, 1892, p. 166.]:

“Anledningen var som følger: En fattig kvinde havde ondt i hånden. En muslimsk læge rådede hende til at aflive en hund og dyppe sin hånd ned i dens blod. Dette gjorde hun; så rejste hele befolkningen sig pludselig og sagde, at de havde gjort det som en bespottelse af deres profet. 35 jøder blev dræbt på få minutter; grebet af rædsel blev resten muhammedanere. De er nu i det skjulte mere nidkære jøder end nogensinde, men kalder sig selv for Anusim, De Tvungne,”

Fischel skrev denne moderne analyse af Meshed-pogromen og tvangsomvendelserne (i Fischel, W. J. “Secret Jews of Persia”, Commentary, January 1949, p. 29):

“Den [jødiske] kvinde [se Wolffs beretning ovenfor] hyrede en persisk dreng til at fange en hund på gaden og slå den ihjel på hendes gårdsplads. Efter en strid om betalingen, løb drengen væk i raseri. Det rygte opstod, at jøderne havde dræbt en hund på den helligste af de hellige dage [sørgedagen for Husain, Muhammeds barnebarn] og tilmed kaldt den Husain for at fornærme muhammedanerne. Da dette rygte nåede de tusinder, der var samlet i sorg i Imam Riza Moskeen, stormede hundreder af de troende, sammen med sheiker, mullaher, sayyider og andre åndelige ledere, til det jødiske kvarter. Der plyndrede de, røvede og brændte af. Snart stod synagogen og Torah-rullerne i flammer; snesevis af jøder blev såret og omkring 35 lå døde tilbage i gaderne. Mængden ville have ødelagt hele det jødiske kvarter, hvis ikke en gruppe præster havde givet deres ord på, at de overlevende ville blive omvendt til islam. For de resterende jøder var eneste chance for overlevelse, at de reciterede den muslimske trosbekendelse. Dette gjorde de, og den følgende dag blev de officielt modtaget i islam (…). De blev nu kaldt ‘Jadid al-Islam’ eller ‘nymuslimer’. Med optagelsen i islam blev konvertitten straks frigjort fra alle tidligere restriktioner; han blev ikke længere påbudt at bære en særlig hat eller have sit hår siddende på en bestemt måde eller bære noget særligt jødisk skilt på sit tøj; han skulle heller ikke længere betale hovedskatten (jizya). Hans ’urenhed’ var væk – han var nu en muslim blandt muslimer (…). Moskéen blev det legale mødested for jedidim. Her var de under opsyn af den overgejstlige, mujtahiden, som udøvede den dobbelte rolle af lærer i muhammedanisme og islams inkvisitor [eftertryk tilføjet]. Han optrådte som jødernes officielle leder såvel som deres højeste juridiske autoritet. Han krævede omhyggeligt studium af Koranen og de traditionelle bøger, forbød rituel slagtning og omskærelse på den ottende dag, befalede blandede ægteskaber mellem jedidim og muslimer og var bemyndiget til at give tilladelse til begravelse. I 1839 ophørte det jødiske samfund i Meshed derfor officielt med at eksistere. Alligevel kunne denne tvangsomvendelse ikke udrydde jødedommen i hjerterne på jedidim; håbet om, at de en dag kunne vende tilbage til deres egen religion, forblev levende i dem.”

[33] Fischel, W. J. The Jews of Persia, pp. 124-125. Loeb hævder [i Outcaste, p. 57], at skatte-landbrug igennem hele det 19. århundrede ”… bragte jøderne i reel trældom.” Wills illustrerer denne grove praksis i en samtidig beretning fra sent i det 19. århundrede [Wills, C. J. Persia As It Is. London, 1887, pp. 229-230]:

“Princippet er meget simpelt. Jøderne i en provins bliver pålagt en skat af en bestemt størrelse. En eller anden betaler denne skat til den lokale guvernør sammen med en bestikkelse; og de ulykkelige jøder er straks under hans myndighed for det kommende driftsår. Det er simpel spekulation. Hvis tiderne er gode, får jødernes skatte-landmand en god profit; hvis de er dårlige får han ingenting, eller vil måske ikke kunne få så meget ud af dem, som han betalte af egen lomme – i dette tilfælde, ve dem. Under den persiske hungersnød var jøderne i en fortvivlet situation, indtil de modtog hjælp sendt fra Europa af trosfæller. Skatte-landmanden for den jødiske koloni i en stor persisk by bemægtigede sig først deres ejendele og tøj og fortsatte med, i den kolde persiske vinter, at fjerne døre og vinduer fra deres rønner og brænde dem af helt umotiveret. Landmanden tabte penge og forsøgte på denne måde at gennemtvinge, hvad han anså for sin ret. Ingen perser ynkedes over de ulykkelige; de var jøder og derfor hinsides grænserne for medlidenhed. Enhver gadedreng lægger hånd på den ynkelige hebræer; han bliver slået og puffet i gaderne, spyttet på i basarerne. Den eneste person han kan appellere til, er jødernes landmand. Fra ham kan han opnå en vis beskyttelse, hvis han bliver frarøvet sine penge eller ting; ikke ud af landmandens retfærdighedssans, men fordi klageren, hvis forurettelsen ikke afhjælpes, måske bliver ude af stand til at betale sin del af skatten.”

Wills giver også disse bitre beskrivelser af to af de mest ekstreme former for nedværdigelse, både offentligt og privat, som jøderne har lidt gennem hele det 19. århundrede:

“Ved enhver offentlig festlighed – selv ved den kongelige salaam [honnør] overfor kongen selv - bliver jøderne samlet sammen og en del af dem smidt i hauzen eller dammen, for at kongen og pøbelen kan more sig over at se dem kravle op igen, halvt druknede og indsmurt i mudder. Den samme elskelige ceremoni kan opleves, når som helst en provinsguvernør holder højtidsfest; der er fyrværkeri og jøder.” [Persia As It Is , p. 23.]

“Når en jøde gifter sig, inviterer en larmende hob af byens muhammedanske krapyl sig selv med til højtideligheden, hvor de, efter en scene med ballade og drukkenskab, ikke sjældent banker værten og hans slægtninge og forhåner de jødiske kvinder. De forlader først det jødiske kvarter, når de har sovet de drikkevarer ud, som de har hældt i sig på deres modstræbende værts bekostning.” [Persia As It Is, p. 24.]

[34] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 134.

[35] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 137.

[36] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 142.

[37] Fischel, W. J. The Jews of Persia, pp. 143-144.; Loeb, L. Outcaste, pp. 289-291.

[38] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 143.

[39] Fischel, W. J. The Jews of Persia, p. 144.

[40] Loeb, L. Outcaste, pp. 289-290.

[41] Loeb, L. Outcaste, pp. 291.

[42] Littman, D. G.: “Jews Under Muslim Rule: The Case of Persia” The Weiner Library Bulletin, Vol. XXXII, Nos. 49/50, 1979, p. 5. Littman giver en usædvanligt kortfattet oversigt over det jødiske samfunds historie i Persien under muslimsk herredømme, fuldendt af en imponerende række primære kildedokumenter fra arkiverne i Alliance Israélite Universelle (pp. 5-15), som forfatteren har oversat elegant til engelsk – alle sammen, på nær én, for første gang. Den fulde tekst til Littmans skelsættende artikel (dvs. The Weiner Library Bulletin, Vol. XXXII, Nos. 49/50, 1979, pp. 2-15), som Bernard Lewis lånte flittigt fra til sin behandling af persisk jødedom i The Jews of Islam (Princeton, 1984, se især pp. 181-183), er nu tilgængelig online:
http://www.dhimmitude.org/archive/littman_jews_under_muslims_case_of_persia.pdf
Kan også findes i HTML her: Jews under Muslim Rule. The Case of Persia,
eller på dansk: Jøder under muslimsk styre. Tilfældet Persien

[43] Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, Engelsk oversættelse af F. J. Goulding, London, 1970.

[44] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, Cambridge University Press, 2000, p. 173, fodnote 92.

[45] Se tidligere noter 10-12, og Seddon, C. N. (oversætter), A Chronicle of the Early Safawis [Being the Ahsanu’t-Tawarikh of Hasan-i-Rumlu], 1934, Vol. II, p. xiv.

[46] Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, p. 4.

[47] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 25.

[48] Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, p. 17.

[49] Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, pp. 18-19.

[50] Tabandeh, Sultanhussein. A Muslim Commentary on the Universal Declaration of Human Rights, p. 37.

[51] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 28.

[52] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 85. Khomeini har udviklet sit syn på ikke-muslimer og najis her [Khomeini, S.R. Principles, Politiques, Philosophiques, Sociaux et Religieux. Oversat til fransk og redigeret af J.-M. Xaviere, Paris, 1979; Engelsk oversættelse af disse uddrag i, Bat Ye’or, The Dhimmi - Jews and Christians Under Islam, 1985, Cranbury, NJ, 1985, pp. 396-397.]:

“Elleve ting er urene: urin, ekskrementer, sæd, blod, en hund, en gris, knogler, en vantro mand eller kvinde [eftertryk tilføjet], vin, øl, sved fra en kamel, der spiser snavs (…). Hele kroppen af en ikke-muslim er uren, selv hans hår, hans negle og alle hans krops afsondringer (…). Et barn under puberteten er uren, hvis hans forældre eller bedsteforældre ikke er muslimer; men hvis han har en muslimsk forfader, er han ren (…). Legeme, spyt, næsesekreter og sved fra en ikke-muslimsk mand eller kvinde, der konverterer til islam, bliver automatisk rent. Hvad klæder angår – hvis de var i kontakt med kroppens sved før konversionen, så er de stadig urene (…). Det er ikke strengt forbudt for en muslim at arbejde i en muslimsk ejet virksomhed, der har jødiske ansatte, så længe produkterne ikke hjælper Israel på den ene eller anden måde. Men det er skamfuldt [for en muslim] at være underordnet en jødisk afdelingsleder.”

[53] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 85.

[54] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 84-85.

[55] Bostom, Andrew. “Muhammad, the Qurayza Massacre, and PBS”, FrontPageMagazine.com, December 20, 2002. Dansk oversættelse: Muhammed, Qurayza-massakren og PBS

[56] Sanasarian, Eliz. Religious Minorities in Iran, p. 29.

[57] Professor Eliz Sanasarian giver et særligt foruroligende eksempel på dette islamiske statssanktionerede Judenhass, der handler om ondsindet indoktrinering af unge kandidater til den nationale læreruddannelse. Muhammeds påståede forgiftning - begået af en jødinde fra det gamle Khaybar, som der berettes om i hadith*, hævdes som objektiv, faktisk historie. Sanasarian bemærker:

”Værre endnu, emnet blev et af spørgsmålene ved den ideologiske test på Lærernes Seminarium, hvor de studerende blev givet et multiple-choice spørgsmål for at identificere den skyldige i profeten Muhammeds martyrium. Det ‘rette svar’ var ’en jødinde.’” [Sanasarian, E. Religious Minorities in Iran, p. 111]

[* Sahih Bukhari, Volume 3, Book 47, Number 786: Narrated Anas bin Malik: ”En jødinde gav et stykke forgiftet (tilberedt) får til Profeten, som spiste af det. Hun blev ført hen til Profeten og han blev spurgt: ‘Skal vi dræbe hende?’ Han sagde: ’Nej.’ Jeg blev ved med at kunne se giftens virkning på munden af Allahs sendebud.”]

[58] Afshari, Reza. Human Rights in Iran - The Abuse of Cultural Relativism, University of Pennsylvania Press, 2001, p.136. Sanasarian bemærker, at bag den velomtalte henrettelse af Habib Elganian i maj 1979,

”…blev der, sammenlignet med andre RRM’er [anerkendte religiøse mindretal], fængslet langt flere jøder, og i december 1980 blev syv kendte jøder henrettet; i 1982 blev der henrettet to mere.” [Sanasarian, E. Religious Minorities in Iran, p. 113.]

[59] I sin det detaljerede psykosociale analyse af serbiske dhimmier under tyrkisk muslimsk herredømme beskrev Jovan Cvijic, sociolog og geograf fra det tidlige 20. århundrede, hvordan serbernes ”moralske efterabelse” fremhævede deres underkastelse. Serberne, der her kan tjene som mønstergyldigt eksempel på dhimmiens tilpasningsdygtige adfærd, blev således …

“… i stigende grad vænnet til at udgøre en laverestående servil klasse, hvis pligt det er, at opnå sin herres bifald, at krybe for ham, at behage ham (…) vænnet til hykleri og underdanighed, fordi dette er nødvendigt for at leve og beskytte sig mod vold.” [Cvijic, J. La Peninsule Balkanique, Paris, 1918, pp. 387-388.]

[60] Afshari, Reza. Human Rights in Iran, p. 138.

[61] Se note 59 ovenfor; Bat Ye’or har givet denne nylige historiske definition af dhimmitude, som gælder alle ikke-muslimske befolkninger, der er underlagt sharia:

“Dhimmitude stammer fra de kristne præsters og politiske lederes overgivelse til de muslimske jihad-hære og deres underkastelse under islamisk herredømme over både deres lande og folk. Til gengæld modtog de et løfte om beskyttelse (en ’dhimma’) fra den muslimske hersker – og en standsning af jihad-krigen. Denne ”beskyttelse” var betinget af en betaling af løsepenge (jizya), som blev aftvunget de besejrede kristne eller jødiske befolkninger (dhimmierne). Nogle gange bundede kristen underkastelse under islam i personlig ambition. Dhimmitude har ofte fremkaldt selvhad og had mod jøder og kristne, der modsatte sig jihad og muslimsk herredømme. Kristen dhimmitude har været en universel kraft for islamisering gennem hele historien.”

“European Fears of the Gathering Jihad”, FrontPageMagazine.com, 21. februar, 2003.

[62] Goldhagen, D.J. Hitler’s Willing Executioners, New York, 1997. Goldhagens sammenfattende iagttagelse fra hans Epilogue, p. 455, er af særlig relevans:

“Dette studie af holocaust og dens gerningsmænd tillægger deres trosopfattelser altoverskyggende betydning (…). Dets konklusion, at den udryddelsesvillige, anti-semitiske tyske politiske kultur, hvis opståen må og kan forklares historisk [eftertryk tilføjet], var den primære bevæggrund for både det nazistiske lederskab og almindelige tyskere i forfølgelsen og udryddelsen af jøderne, og derfor var hovedgrunden til holocaust, må på samme tid være svær at tro for mange og sund fornuft for andre.”

[63] Ledeen, Michael “A Proper Policy”, The Jerusalem Post, July 1, 2004.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo