For nylig var jeg så privilegeret at modtage et for-eksemplar af den første engelske oversættelse nogensinde, udgivet i dag [27. marts 2009], af Grigoris Balakians episke, personlige erindringer om det armenske folkemord, 1915-1918: "Hai Koghkotan", "Armenian Golgotha", der oprindeligt blev udgivet i Wien i 1922. Bind 1 fra 1922 og det andet bind (som tilsyneladende "faldt i et tomrum på grund af manglende finansiering", derefter fundet blandt Grigoris Balakians søster Rosa Antreassians efterladte papirer i 1956, og udgivet i Paris i 1959) præsenteres her i en meget tilgængelig, elegant engelsk oversættelse udført af Grigoris Balakians grandnevø, professor Peter Balakian - selv en kompetent forsker i det armenske folkemord - med den kyndige bistand af to kolleger, Anahid Yeremian og Aris Sevag.

Moderne folkedrabshistorikere - der forsøger at revurdere det smuldrende Osmanniske Riges jihad-folkemord på dets armenske mindretal under 1. Verdenskrig ved at se det i lyset af Holocaust - citerer ofte en kommentar fra Hitler om, at massemordet på armenierne tjente nazistiske ledere som en "inspirerende" præcedens for forudsigelig straffrihed. I august 1939 holdt Hitler taler som forberedelse til den truende invasion af Polen, hvori han formanede sine militære chefer om at føre en brutal, nådesløs kampagne og sikre en hurtig sejr. Hitler skildrede den forestående invasion som det første trin i en vision om at "sikre det livsrum, vi har brug for", og i sidste ende "omfordele verden". Med en udtrykkelig henvisning til armenierne: "Når det kommer til stykket, hvem taler så i dag om tilintetgørelsen af armenierne?", retfærdiggjorde Hitler deres udryddelse (og at verden havde ladet dette folkemord gå i glemme) som en accepteret ny verdensorden, fordi "Verden tror kun på succes".

Grigoris Balakians øjenvidneskildring af begivenhederne fra 1915 til 1918 - noteret i hans dagbøger under 1. Verdenskrig og allerede udgivet i 1922 - giver en unik, uafhængig bekræftelse af denne ideologiske og folkemorderiske forbindelse, og foregriber Holocaust med to årtier. Konkret indfanger Balakians slående observationer (på siderne 280-281) i et kapitel med overskriften: “The Treatment of the Armenians by the German Soldiers” ["De tyske soldaters behandling af armenierne"], de tyske militære officerers holdninger til armenierne, som gysende indvarsler den folkemorderiske hærgen, de ville påføre europæiske jøder under 2. Verdenskrig:

”De tyske officerer - på deres vej til Palæstina og den mesopotamiske front - havde intet andet valg end at passere foran Bagche [Lilleasien] stationen [tog]. De brugte alle et krænkende sprog om armenierne. De mente, vi var engageret i intriger, klar til at angribe den tyrkiske hær bagfra, og dermed forrædere mod fædrelandet (...) som fortjente alle former for straf.”

”Selv om størstedelen af de armeniere, der levede i Tyrkiet, var blevet deporteret, spredt og havde lidt martyrdøden i foråret 1915, var nogle få 100.000 overlevende stadig døende i ørkenen mod syd - hvor de visnede hen til ingenting. Men de tyske officerers armenofobiske raseri fortsatte, og ikke et ord af medfølelse blev hørt fra deres læber. Tværtimod retfærdiggjorde de Ittihad-regeringen og sagde: ’I armeniere fortjener jeres straf. Enhver stat ville have straffet oprørske undersåtter, som greb til våben for at realisere nationale håb gennem ødelæggelsen af landet.’"

”Når vi protesterede og spurgte, om andre stater ville vove at massakrere kvinder og børn sammen med mænd, og tilintetgøre et helt folk på grund af nogle få skyldige, svarede de: ’Ja, det er sandt, at straffen var lidt hård, men I må forstå, at under sådanne kaotiske og frygtelig krigstider som disse, var det svært at finde tid og midler til at adskille de skyldige fra de uskyldige.’ Dette var også det nådesløse svar fra chefbødlerne - Talaat, Enver, Behaeddin Shakir, Nazim - og deres Ittihad-camarilla.”

”De tyske officerer foregav uvidenhed om den udbredte nedslagtning af mere end en million uskyldige armeniere, uanset køn og alder, og henviste kun til dødsfald som følge af sult og rejseulykker under deportationerne. Så de frifandt den tyrkiske regering og sagde, at dens manglende evne til at sørge for hundredtusinder af deporterede i et uorganiseret land som Lilleasien ikke var overraskende. I mellemtiden forhindrede tyrkiske embedsmænd de sultende flygtninge i at modtage brød, der blev uddelt af østrigerne og schweizerne, med ordene: ’Ordrer er kommet fra Konstantinopel om ikke at give nogen hjælp. Vi kan ikke tillade, at der bliver givet hverken brød eller medicin. Den højeste ordre er at tilintetgøre denne onde race. Hvor vover I at redde dem fra døden?’ De tyske officerer omtalte os ofte som kristne jøder og som blodsugende ågerkarle på det tyrkiske folk.”

”Hvilken forfalskning af den nederdrægtige virkelighed, der herskede i Lilleasien, og hvilken ombytning af rollerne! Ja, der var bestemt en undertrykker. Enten fordrejede tyskerne bevidst kendsgerningerne og rollerne, eller også havde tyrkerne virkelig overbevist dem om, at tyrkerne var ofrene og armenierne forbrydere. Det er yderst relevant her, at mindes dette par tyrkiske ordsprog: ’Den kloge tyv får husets herre hængt’ og ’Den, der stjæler minareten, forbereder dens dække i forvejen, selvfølgelig.’"

”Mange tyske officerer havde ingen skrupler med at overlevere armenske unge, der havde søgt tilflugt hos dem, til de tyrkiske myndigheder; de var fuldt ud klar over, at de overgav dem til deres bødler. Hvis en armenier blot talte negativt om en tysker - det være sig kejseren eller [baron] von der Goltz Pasha [en tysk militærrådgiver for Det Osmanniske Rige], eller den gennemsnitlige tysker - eller vovede at kritisere tysk ligegyldighed overfor de armenske massakrer, blev han straks anholdt og overgivet til nærmeste tyrkiske militær- eller politimyndighed. Og hvis tyskerne fandt en bestemt armenier særlig irriterende, hæftede de etiketten spion på ham.”

”Idet de antog mig for at være østriger, pralede et par tyske officerer af at have overgivet flere armeniere til det tyrkiske politi og tilføjede med et grin: ’Kun tyrkerne ved, hvordan man taler med armenierne.’"

Karriereforløbet og de personlige holdninger af Wilhelm Hintersatz (født 1886, død 1963) er indbegrebet af disse folkemorderiske forbindelser. Under 1. verdenskrig opnåede Hintersatz rang af oberst i der Kaiser’s østrigske væbnede styrker i Tyrkiet, hvor han blev assistent for Enver Pasha - medlem af det herskende triumvirat fra Ittihad (ungtyrkerne), der var arkitekter af folkemordet på armenierne - og konverterede til islam under navnet Harun-el-Raschid Bey. Under 2. Verdenskrig blev han medlem af Waffen SS som Standartenführer (oberst) for en enhed, der fusionerede Waffen-grupper, som opererede i Uralbjergene og Centralasien fra 1944 til 1945. I 1954 udgav Wilhelm Harun-el-Raschid Bey sin bog Aus Orient und Vesten; ein Mosaik aus buntem Erleben [Fra Orienten og Occidenten: En mosaik af brogede oplevelser]. Heri skrev han angiveligt "... om sine personlige oplevelser og rejser, spækket med sine refleksioner", for at citere professor Kurt Tauber i hans omhyggeligt dokumenterede to-binds værk (udgivet i 1967) Beyond Eagle and Swastika, om den tilbageværende anti-demokratiske tyske nationalisme efter 2. Verdenskrig. Men som Tauber bemærker, undgik han behændigt de stramme tyske love mod offentliggørelse af åbenlyst antisemitiske skrifter, som blev strengt håndhævet i den første tid efter 2. Verdenskrig, ved at skjule sit jødehad bag en "folkelig" facade:

“Men ved at gøre således demonstrerede han en klar og gennemtrængende racistisk orientering, forklædt som munter fortælling og ukompliceret sjov. Nogle af beskrivelserne af mennesker og begivenheder har en næsten Stürmer-lignende kvalitet, herunder selv fortællingen om den forsøgte forførelse af en russisk jødinde!”

Wilhelm Harun-el-Raschid Bey repræsenterer indbegrebet af to forbundne folkemorderiske ideologier fra det 20. århundrede - jihadisme og etno-nationalisme. Og som en sand troende i dem begge, forblev han tilsyneladende uden anger selv efter de folkemorderiske nedslagtninger, som disse hadskabende ideologier fremkaldte.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo