En unik form for jødehad er forankret i islam.

Konventionel visdom vil vide, at muslimsk antisemitisme udelukkende er et nutidigt biprodukt af den langvarige arabisk-israelske konflikt. Denne form for antisemitisme påstås at være en løs blanding af genbrugte middelalderkristne judeofobiske motiver, bagvaskelser fra det zar-russiske skrift, "Zions Vises Protokoller" samt standard nazistisk propaganda. Denne tankekonstruktion ignorerer en stor og helt unik islamisk bestanddel af den muslimske antisemitisme, som har vist sig både i fortiden og nutiden. Det afgørende "islamiske substrat" under den hæslige arabisk-muslimske antisemitisme, der er så synlig i dag, er "dhimmitude", dvs den status af underkuet og ydmyget, som jøder, erobret gennem jihad-krige, var tvunget til at leve med i over et årtusinde. Selv hvis alle kristne judeofobiske eller nazistiske temaer pludselig skulle forsvinde mirakuløst fra den arabiske verden, så ville den levende arv efter jihad og dhimmitude, sammen med deres enestående bidrag til muslimsk antisemitisme, stå tilbage intakt. Denne diskriminerende holdning, der er særegen for islamiske samfund, har koranisk oprindelse og manifesterer sig i den faktiske dhimmitude-civilisation. Muslimsk antisemitisme, som en original, varig form af jødehad (Judenhass), blev personificeret i det 20. århundrede af Haj Amin el-Husseini i hans ord og gerninger.

Som dokumenteret af den fremtrædende forsker i dhimmitude, Bat Ye'or, er der adskillige Koran-vers og hadither (udtalelser tilskrevet profeten Muhammed), der forbinder jøder med Helvede og Satan. Hun omtaler specielt tre overbevisende eksempler på denne forbindelse. Først er der det vers fra Koranen (58:20), som Ibn Abdun (død 1134), en muslimsk jurist fra Spanien, citerede som grundlag for følgende erklæring i en juridisk afhandling: "… Satan har vundet herredømme over dem, og fået dem til at glemme Guds Ihukommelse. Disse er Satans parti; hvorfor Satans parti helt sikkert er taberne!" [oversat fra Bostoms engelske korantekst, o.a.] For det andet et dekret fra kaliffen al-Mutawakkil (850), der befaler, at "… træ-billeder af djævle skal nagles til dørene i deres hjem for at adskille dem fra muslimers hjem ...". Endelig blev jødiske gravpladser betragtet som en del af Helvede, som dhimmierne var bestemt til. Professor Robert Wistrich, en forsker i antisemitisme, opsummerer det samlede koraniske billede af jøder som følger:

".. der er nogle særlig barske passager, hvor Muhammed stempler jøderne som fjender af islam og skildrer dem som havende en ondsindet, oprørsk ånd. Der er også vers, der taler om deres berettigede fornedrelse og fattigdom, om at jøderne er ’… tynget af Allahs vrede …' på grund af deres ulydighed. De skulle ydmyges ’... for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel ... ' (sura 2:61/58). Ifølge et andet vers (sura 5:78/82) blev ’… De af Israels børn, der var vantro ...' forbandet af både David og Jesus. Straffen for ikke at tro på Allahs tegn og de mirakler, som profeterne udførte, var at blive omdannet til aber og svin ... (sura 5:60/65) ... Den mundtlige tradition (hadith) går langt videre og hævder, at jøderne, i overensstemmelse med deres perfide natur, bevidst forårsagede Muhammeds smertefulde, langtrukne død af forgiftning. Desuden har ondsindede, konspiratoriske jøder skylden for de sekteriske stridigheder i tidlig islam, for kætterier og afvigelser, der undergravede eller truede ummaens (det muslimske samfunds) enhed ..."

Dhimmitude institutionaliserede disse koraniske idéer om jøderne som et folk, der fortjener ydmygelse. Under dhimmitude-åget i de muslimske lande, var de mest nedværdigende erhverv afsat til jøderne, heriblandt: Bødler, gravere, saltere af oprøreres afhuggede hoveder og latrinrensere (i Yemen, især, var dette krævet af jøder om lørdagen, på deres hellige sabbat). Islamiske samfund udviste også deres egne unikke former for hård undertrykkelse af jøder, der ikke fandtes i det kristne Europa, såsom: Bortførelse af jødiske piger til muslimske haremmer; slaveri (herunder kvinder og børn) under krig, oprør, eller af økonomiske årsager (hvis det for eksempel var umuligt at betale jizya - en slags blod-løsepenge eller "hovedskat", der forlangtes af ikke-muslimer); forpligtelsen i nogle regioner (som Maghreb) for jøder til at gå barfodet uden for deres kvarterer; forbud for persiske jøder mod at gå udendørs når det regnede, for ikke at forurene muslimer. Med hensyn til slaveri, var yemenitiske jøder i landdistrikterne, helt frem til masseudvandringen i 1948, bogstaveligt talt muslimernes løsøre. Her er et uddrag af et essay skrevet af forskeren Bat Ye'or:

"Så hvis en jøde, der tilhører stamme A, bliver dræbt af en muslim fra stamme fra B, da skal en jøde fra stamme B dræbes af en muslim fra stamme A. To jøder bliver således dræbt, uden at den skyldige muslim bliver arresteret, et spil, der kunne fortsætte i generationer, som en form for gengældelse. I dette juridiske system er en jøde, ligesom en ting eller en kamel, udelukket fra menneskelig retfærdighed."

Fra midten af det 19. århundrede begyndte traktater, som de europæiske magter pålagde det svækkede Osmannerrige, at indeholde bestemmelser for de såkaldte Tanzimat-reformer. Disse reformer havde til hensigt at ophæve de diskriminerende dhimmitude-love for kristne, primært, såvel som jøder, der levede under muslimsk osmannisk styre. Efter frigørelsesediktet (Hatt-i Hümayun) af 18. februar 1856, givet af sultan Abd-al-Majid, forsøgte europæiske konsuler at sikre overholdelsen af mindst to hovedprincipper: Respekt for ikke-muslimers liv og ejendom; og kristnes og jøders ret til at aflægge vidnesbyrd for islamiske domstole, når en muslim var part i sagen. Desværre slog disse bestræbelser på at erstatte princippet om muslimsk overhøjhed over "vantro" med princippet om ligeret fejl. Over hele Det Osmanniske Rige, herunder Mellemøsten, fremkaldte dhimmi-folkenes frigørelse voldsomme, blodige reaktioner mod de "vantro", der vovede at kræve ligestilling med de lokale muslimer. Påtvungen ophævelse af dhimmitude-lovene krævede en demontering af Det Osmanniske Rige. Dette skete endeligt efter uafhængighedskrigene på Balkan, og under den europæiske mandatperiode efter 1. Verdenskrig.

Selv midt i mandatperioden efter 1. Verdenskrig var der en stærk arabisk muslimsk modstandsbevægelse, der arbejdede for intensiveret Koran-undervisning på alle skoler (for alle elever, også ikke-muslimer), og genindførelse af dhimmitude. Denne tendens blev eksemplificeret ved Det Muslimske Broderskab, der blev oprettet i 1928, og grundlæggeren af den palæstinensisk-arabiske bevægelse, Haj Amin el-Husseini, den tidligere mufti af Jerusalem. Begge bevægelser, især den palæstinensisk-arabiske bevægelse under Haj Amin el-Husseini, brugte ondskabsfuld anti-jødisk propaganda til at samle folkelig opbakning.

Haj Amin el-Husseini blev udnævnt til mufti af Jerusalem af den britiske højkommissær i maj 1921, en titel han beholdt, efter osmannisk praksis, i resten af sit liv. Gennem hele sin offentlige karriere, benyttede muftien traditionelle koraniske anti-jødiske motiver til at bringe de arabiske gader i kog. I den opfordring, for eksempel, der førte til den arabiske opstand i Palæstina i 1929, krævede han bekæmpelse og slagtning af "jøderne", ikke kun zionister. Faktisk var de fleste af de jødiske ofre for den arabiske opstand i 1929 jøder fra de århundredgamle dhimmi-samfund (f.eks. i Hebron), i modsætning til de senere bosættere, der identificeres med den zionistiske bevægelse. Med Nazi-Tysklands opstigen i 1930'erne, intensiverede muftien og hans klike deres anti-semitiske aktiviteter for at sikre støtte fra Hitlers Tyskland, bosniske muslimer, og den samlede arabisk muslimske verden til en jihad, der skulle udslette jøderne i Palæstina. Efter briternes udvisning af ham fra Palæstina, organiserede muftien en brutal antijødisk pogrom i Bagdad (1941), samtidig med hans mislykkedes forsøg på at indsætte en pronazistisk irakisk regering. Efter det mislykkede kupforsøg og flugten til Europa, tilbragte muftien den resterende del af 2. Verdenskrig i Tyskland og Italien. Fra dette fristed, gav han aktiv støtte til tyskerne ved at rekruttere bosniske muslimer, foruden muslimske minoriteter fra Kaukasus, til dedikerede nazistiske SS-enheder. Muftiens mål for disse rekrutter, og for muslimer i almindelighed, blev gjort klart under hans mange krigstids radioudsendelser fra Berlin, der blev hørt i hele den arabiske verden: En international kampagne for folkemord på jøderne. For eksempel sagde han under en udsendelse den 1. marts 1944: "Dræb jøderne, hvor end I finder dem. Dette behager Gud, historien og religionen."

Haj Amin ydede et særlig vigtigt bidrag til den tyske krigsindsats i Jugoslavien, hvor de bosniske muslimske SS-enheder, han rekrutterede (især Handschar Divisionen), brutalt undertrykte lokale antinazistiske modstandsbevægelser. Muftiens pamflet: "Islam og jøderne", blev udgivet af nazisterne på kroatisk og tysk, til uddeling under krigen blandt disse bosniske muslimske SS-enheder. Denne hadefulde propaganda tjente til at tilskynde til nedslagtning af jøder, og (serbiske) kristne. Faktisk var den bosniske muslimske Handschar SS Division ansvarlig for ødelæggelsen af hele bosniske jødiske og serbiske samfund, herunder massakrer på jøder og serbere og deportation af overlevende til Auschwitz til udryddelse. Men disse grufulde forbrydelser, for hvilke muftien er direkte ansvarlig, havde kun begrænset indvirkning på den samlede ødelæggelse af den europæiske jødedom, sammenlignet med hans forbryderiske kampagne under krigen for at forhindre jødisk emigration fra Europa til Palæstina. Med påberåbelse af personlig støtte fra sådanne fremtrædende nazister som Himmler og Eichmann, førte muftiens ubønhørlige trusler mod tyske, rumænske og ungarske embedsmænd til annullering af anslået 480.000 udrejsevisa, der var blevet givet til jøderne (80.000 fra Rumænien, og 400.000 fra Ungarn). Som et resultat, blev disse ulykkelige mennesker deporteret til polske koncentrationslejre. Et FN-dokument, fremlagt i 1947, som indeholdt muftiens brev af 28. juni 1943 til den ungarske udenrigsminister, hvor han anmoder om deportation af ungarske jøder til Polen, indeholder denne barske, sigende anmærkning: "Som konsekvens af denne anmodning, blev 400.000 jøder efterfølgende dræbt." Muftien undslap til Mellemøsten efter krigen for at undgå arrestation og mulig retsforfølgelse for krigsforbrydelser.

Muftien stod, i kølvandet på 2. Verdenskrig og oprettelsen af staten Israel, ubøjeligt fast på et ondartet jødehad, som det centrale element i hans ideologi. Den ansete journalist og forfatter David Pryce-Jones forklarede antisemitismens fremtrædende plads i muftiens bitre arv:

"Disse var således de billeder og forudfattede meninger, som Haj Amin kunne appellere til, da han først var blevet den ledende palæstinensiske magtfaktor. I erindringerne, skrevet i slutningen af hans liv, da sammenbruddet af disse billeder og forudfattede meninger var klart synlige, talte han stadig om jøderne som ’… berygtede for perfiditet og falskhed og fordrejelse og grusomhed, mod hvem den ædle Koran giver det stærkeste vidnesbyrd ...'. Hans had til jøder var instinktiv, stammeagtig; han ønskede at skære dem ned, og erklærede op i deres åbne ansigt, ’… Intet andet end sværdet vil afgøre fremtiden for dette land …'. At dette blev sandt, midt i katastrofe og undergang, står som Haj Amins mindesmærke for eftertiden".

Pryce-Jones indsigter fremhæver den dybe indflydelse, som muftiens personlige overbevisninger og hadefulde budskaber havde på udviklingen af den arabiske og palæstinensiske politiske kultur fra sidste halvdel af det 20. århundrede til i dag. Det er ubestrideligt, at muftiens ondartede antisemitisme fortsætter med at påvirke den arabiske politik over for Israel. Ikke overraskende arbejdede Yasser Arafat, fra en alder af 16, for muftien med at udføre terroroperationer. Arafat betragter stadig muftien som sin primære åndelige og politiske mentor.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo