Hele det historiske Palæstina betragtes som "fay-territorium" [176], dvs. en fast del af Dar al Islam, hvor islamisk lov for altid skal herske. Dette gælder det moderne Israel (indenfor 1949-våbenhvilegrænserne), Gaza, Judæa, Samaria og nutidens Jordan, hvis præ-islamiske indbyggere - jøder, samaritanere og kristne - blev erobret ved jihad i fjerde årti af det 7. århundrede. [175] Israel, der er styret af "tronranere", dvs. vantro jøder i et sådant "fay-territorium" – som altså ikke længere er behørigt underkuede dhimmier (Koranen 9:29), der lever, som Koranen 2:61 siger, i "fornedrelse og elendighed" – skal destrueres i en kollektiv jihad, udført af hele det muslimske samfund.

Derfor har der været vedholdende råb om jihad i det historiske Palæstina i hele den moderne tid, i 1920'erne og 1930'erne af Hajj Amin al-Husseini [177] og Izz Al-Din al Qassam [178], af den nu afdøde Yasser Arafat gennem hele hans 40-årige lederskab af Fatah og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation [179], og i øjeblikket af Hamas. [180]

Hamas’ stiftelsespagt [181], hvis motto lyder (artikel 8): "Allah er dens mål, Profeten dens forbillede, Koranen dens forfatning, jihad dens vej, og døden for Allahs sag dens højeste ønske", gentager (i artikel 11), at hele det historiske Palæstina er en permanent islamisk religiøs dotation [waqf] ("I denne henseende er det som ethvert andet land, som muslimerne har erobret med magt, fordi muslimerne på tidspunktet for erobringen indviede det som en religiøs stiftelse for alle generationer af muslimer indtil Genopstandelsens Dag"). Hamas-charteret afviser også (i artikel 13) "åkaldte fredsløsninger", og insisterer (i artikel 15) på at føre en tilintetgørende jihad for at udrydde Israel, hvor den tilmed henviser til den apokalyptiske hadith (i artikel 7) fra Bukharis og Muslims kanoniske samlinger: [182]

Dommedag skal ikke komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem, så at jøderne gemmer sig bag træer og sten, og hvert træ og sten vil sige: "Åh muslim, åh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham," med undtagelse af gharqad-træet, for det er jødernes træ...

Gennem hele Arafats tid som den vigtigste palæstinensiske arabiske leder, og nu under Hamas-regeringen, har bestræbelserne på at ødelægge Israel og erstatte det med en arabisk muslimsk sharia-baseret enhed været integreret i den større islamiske ummas jihad mod den jødiske stat. Dette er bekendtgjort gentagne gange i officielle konference-udtalelser fra muslimske (både arabiske og ikke-arabiske) nationers forskellige gejstlige eller politiske organisationer, samt i individuelle udtalelser fra indflydelsesrige muslimske religiøse ledere. Konkrete eksempler fra årene fra 1968-2006 følger nedenfor:

Fra Den Fjerde Konference i Akademiet for Islamisk Forskning, Cairo, 1968 – fra indlægget givet af sheik Hassan Khalid, mufti i Republikken Libanon: [183]

Jeres ærede konference har været en arabisk, islamisk og patriotisk nødvendighed i betragtning af den nuværende situation, hvor arabere og muslimer står over for de mest alvorlige vanskeligheder. Alle muslimer forventer, at I udlægger Allahs bestemmelse om den palæstinensiske sag, og bekendtgør denne bestemmelse, i al tydelighed, for hele den arabiske og muslimske verden. Vi tror ikke, at denne bestemmelse fritager nogen muslim eller araber fra jihad (hellig krig), som nu er blevet en pligt, der påhviler araberne og muslimerne, til at befri landet, bevare æren, gøre gengæld for [mistet] værdighed, genoprette Aqsa-moskeen og Opstandelseskirken, samt at rive fødestedet for profeti, hjemstedet for åbenbaring, mødestedet for profeter, udgangspunktet for Isra [Muhammeds "natterejse"], og scenen for Den hellige Ånd ud af hænderne på zionismen - en fjende af mennesket, af sandhed, af retfærdighed, og en fjende af Allah (…). Den velafbalancerede dom, ærligt udtryk med fast overbevisning, er det første stop på sejrens vej. Den forventede dom er dommen afsagt af muslimske lærde, der drager deres konklusioner fra Allahs Bog, og Hans profets sunna. Må Allah beskytte jeres møde, og vejlede jeres skridt! Må jeres afgørende ord være situationen voksen og oplyse den arabiske og muslimske verden, så det kan være et kampråb, der ansporer millioner af muslimer og arabere til jihad, som vil føre os til det sted, der engang var vores (…). Muslimer, der befinder sig langt fra Palæstinas slagmark, som algerierne, marokkanerne, alle afrikanerne, det saudiarabiske folk, det yemenitiske folk, inderne, det irakiske folk, russerne og europæerne er i virkeligheden syndige, hvis de ikke iler med at tilbyde alle tænkelige midler til at opnå succes og sejr i den islamiske kamp mod deres fjender og fjender af deres religion. Det særlige er, at dette slag ikke er en blot og bar kamp mellem to parter, men det er en kamp mellem to religioner (nemlig, det er en religiøs kamp). Zionismen er i virkeligheden en meget farlig kræft, der sigter mod at herske over de arabiske lande og hele den islamiske verden.

Fra den Islamiske Topkonference i Mekka, 1981: [184]

Tilsagn fra alle islamiske lande om, via deres forskellige officielle, semi-officielle og folkelige massemedier, at gennemføre en psykologisk mobilisering af deres befolkninger til jihad for at befri Al-Quds (…). Sikring af militær koordination mellem frontlinje-staterne og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, på den ene side, og de islamiske stater, på den anden, for at sikre fuld udnyttelse af de islamiske staters muligheder i den militære indsats’ tjeneste; samt etablering af en militær afdeling i Det Islamiske Sekretariat, som skal være ansvarlig for denne koordination i overensstemmelse med Udvalget for Al-Quds ...

Resolution No. 2/3.P (IS) om Palæstinas og Mellemøstens sag: I betragtning af at befrielsen af Al-Quds og dets genetablering under arabisk suverænitet, samt befrielsen af de hellige steder fra zionistisk besættelse, er en forudsætning for den jihad, som alle islamiske stater skal føre, enhver med sine midler...

Resolution No. 5/3-P (IS) - Erklæring af Hellig Jihad:

Efter at have taget disse forhold i betragtning, har konger, emirer og præsidenter for islamiske stater, der er mødtes på denne konference og i dette hellige land, studeret denne situation, og konkluderet, at den ikke længere kan tolereres; at den kommende fase skal bruges til en effektiv indsats for at forsvare det rette og afskrække det forkerte; og har enstemmigt besluttet:

At erklære hellig jihad, som pligten for enhver muslim, mand eller kvinde, forordnet af sharia og islams glorværdige traditioner.
At opfordre alle muslimer, der lever i eller udenfor islamiske lande, til at opfylde denne pligt ved at bidrage, hver efter sin evne, til Allah den Almægtiges, det islamiske broderskabs og retfærdighedens sag.
At slå fast, at de islamiske stater, ved at erklære hellig jihad for at redde Al-Quds al-Sharif, til støtte for det palæstinensiske folk, og for at sikre tilbagetrækning fra de besatte arabiske områder, ønsker at forklare for verden, at hellig jihad er et islamisk begreb, som ikke må mistydes eller misforstås, og at de praktiske tiltag for at føre den ud i livet vil være i overensstemmelse med dette begreb og ved stadige samråd mellem islamiske stater.

Fra en tale af den tidligere malaysiske premierminister dr. Mahathir Mohammad, holdt ved Det Islamiske Topmøde i Putrajaya, 2003 - [185]

Til at begynde med, kan regeringerne i alle de muslimske lande slutte op i rækkerne og indtage et fælles standpunkt (...) til Palæstina. (...) Vi har brug for kanoner og raketter, bomber og krigsfly, kampvogne og krigsskibe (...). Vi kunne ønske at genskabe det første århundrede af Hijra, levemåden i disse tider, for at praktisere, hvad vi mener at være den sande islamiske levevis. (…) 1,3 milliard muslimer kan ikke besejres af et par millioner jøder. Der må være en vej. Og vi kan kun finde en vej, hvis vi standser op og tænker, vurderer vores svagheder og vores styrke, planlægger, udveksler strategier og derefter går til modangreb. Som muslimer må vi søge vejledning fra Koranen og Profetens sunna. Profetens 23 års kamp kan uden tvivl give os nogle retningslinjer for, hvad vi kan og bør gøre.

Sheik Yusuf al-Qaradawi, den umådeligt populære åndelige leder af Det Muslimske Broderskab og leder af Det Europæiske Fatwaråd, sagde under en af sine meget sete Qatar-TV-prædikener den 25. februar 2006: [186]

Alle islamiske retsskoler – de sunnitiske, den shiitiske (...) og alle de gamle og moderne retsvidenskabelige skoler er enige om, at enhver angriber, der besætter selv en tomme af muslimernes land, skal møde modstand. Muslimerne i dette land skal yde modstanden, og resten af muslimerne skal hjælpe dem. Hvis befolkningen i dette land ikke kan eller er uvillig, så må vi kæmpe for at forsvare islams jord, også selv om de lokale [muslimer] har opgivet det.

De må ikke tillade nogen at tage blot et enkelt stykke jord væk fra islam. Det er det, vi bekæmper jøderne for. Vi bekæmper dem (...) Vores religion befaler os (...) Vi kæmper i religionens navn, i islams navn, som gør denne jihad til en individuel pligt, hvor hele nationen deltager, og hvor enhver, der bliver dræbt i denne [jihad], er en martyr. Det er derfor, jeg afgjorde, at martyroperationer er tilladte, fordi han går ind i martyriet for Allahs skyld, og ofrer sin sjæl for Allahs skyld. Vi adskiller ikke islam fra krigen. Tværtimod er adskillelsen af islam fra krigen årsagen til vores nederlag. Vi kæmper i islams navn.

De måske mest iøjnefaldende Koran-motiver om jødernes fornedrelse er henvisningerne til deres omdannelse til aber (Koranen 2:65 og 7:166), eller aber og svin (Koranen 5:60). Bortset fra de muslimske eksegetiske drøftelsers kasuistik om hvorvidt denne omdannelse var fysisk eller metaforisk [187] (dvs. afspejler jødernes moralske fordærvelse, selv Satan-tilbedelse [188]), og den påståede "umiddelbare årsag" – brud på sabbaten – er disse vers i sidste ende blot endnu en, om end dramatisk, manifestation af, hvad Ibn Kathir kalder "den evige ydmygelse pålagt jøderne" (med henvisning til 7:166-167) [189], herunder, tilføjer Suyuti (med henvisning til 5:60), deres fordømmelse til Helvedesilden. [190]

Lige før orkestreringen af massehenrettelsen af de voksne mænd fra den belejrede jødiske stamme i Medina, banu Qurayza, (og fordelingen af deres kvinder, børn og ejendele som "bytte" blandt muslimerne) [190a], talte Muhammed, ifølge hans tidligste muslimske levnedsskildrer Ibn Ishaq (d. 767-770), til disse jøder med truende, hadefuld hån: "I brødre af aber, har Gud vanæret jer og bragt sin hævn over jer?" [190b] (En anden tidlig muslimsk Muhammed-biograf, Ibn Sa’d (d. 845) meddeler, at Muhammed sagde: ”Brødre af aber og svin, frygt mig, frygt mig!" [190c]). Mange efterfølgende historiske eksempler fra forskellige islamiske samfund i løbet af et kontinuum på over 1100 år – fra det 9. århundrede frem til det nuværende - viser, at dette koranmotiv har været brugt mod jøder som et ydre tegn på deres fysiske ydmygelse, og mere væsentligt, i polemisk tilskyndelse mod jøder eller i oder der fejrer, at de er blevet vanæret og slagtet.

En fatwa fra det 9. århundrede, skrevet af en jurist fra Kairouan, Ifiqiyya (det moderne Tunesien), kadi [sharia-dommer] Ahmed b. Talib (d. 889) … [191]

... tvang dhimmierne til at bære et stykke hvidt stof (riqa) på skulderen, der bar billedet af en abe (for jøder) (…) og at sømme et bræt på deres døre, bærende tegnet på en abe.

Han beordrede desuden: [192]

En jøde, der klæder sig som muslimer og ikke bærer det tøj, der adskiller ham fra dem, vil blive fængslet, slået og på vanærende måde ført i procession gennem de områder, der bebos af jøderne og de kristne, som et eksempel.

Abu Ishaqs vers, der fordømmer vesir Joseph B. Samuel Naghrela og det jødiske samfund i Granada - vers, der bidrog til at anspore Granada-pogromen i 1066, med dens massakre på ca. 3.000-4.000 jøder [193] - indeholder denne linje, [194]

Mangen en from muslim har dyb respekt for den mest nedrige vantro abe

I sin analyse af den muslimske antijødiske polemik i det 11. århundredes Granada, noterer Moshe Perlmann: [195]

[Abu Ishaq] Elbiri brugte ødselt skældsordet "abe" (qird), når han henviste til jøder. Sådan var sproget faktisk.

Perlmann citerer derefter de tilhørende Koran-passager (dvs. 2:65, 5:60, og 7:166), på hvilke denne "nomenklatur" var baseret. [196]

Døden af den jødiske læge-vesir, Sa'd ad Daula, i Bagdad i 1291 blev ledsaget af muslimers antijødiske optøjer og massakrer. Plyndring af og drab på jøder spredte sig ud over hele Irak (og muligvis ind i Persien). [197] Disse begivenheder, der markerede sammenbruddet af en forbigående periode med jødisk indflydelse (som følge af de herskende mongolers ophævelse af dhimmitude-systemet [198]), blev fejret i en ode, skrevet af den muslimske prædikant Zaynud-Din Ali b. Said. [199] Hans vers indledes med en fornedrende henvisning til jøderne som aber: [200]

Vi priser navnet på Ham, der regerer firmamentet. Disse jødiske aber er fjernede og ødelagte

Teologen Al-Mahgilis (d. 1504/5) bitre antijødiske følelser blev udtrykt i både hans skrift og prædiken. [201] Med henvisning til jøderne som "brødre af aber" (i overensstemmelse med Zamakshars [d. 1143] klassiske korankommentar til vers 5:60) [202], der uophørligt bespottede profeten Muhammed, og hvis hele adfærd demonstrerede deres had til muslimer, stillede Al-Maghili det retoriske spørgsmål, hvad der skulle gøres ved dem? [203] Han ”besvarede” dette spørgsmål ved at anstifte en muslimsk pogrom (ca. 1490) mod jøderne i Touat (en oase by i det sydlige Marokko), hvor jøderne blev plyndret og dræbt i hobetal, og deres synagoge i den nærliggende by, Tamantit, blev ødelagt. [204]

Ud over at blive brugt til at opildne eller lovprise massevold mod jøder, blev de nedværdigende Koran-henvisninger til jøder som aber og svin mere almindeligt brugt i det daglige liv til at afspejle den vedvarende indstilling, som muslimer havde til jøder. En øjenvidneskildring fra Jerusalem fra midten af det 19. århundrede af missionæren Gregory Wortabet, (udgivet i 1856) opfanger disse vanemæssige følelser (som Wortabet også tilskriver den kanoniske hadith om Muhammeds forgiftning): [205]

Jøden er stadig genstand for hån, og intet sted er navnet ”Yahoodi” (Jøde) set mere ned på end her i hans fædres by. En dag, da jeg gik forbi Damaskus-porten, så jeg en araber, der skyndede på sit æsel, mens han ytrede forbandelser som de følgende: "Emshi ya Ibn-el-Yahoodi (Gå, du søn af en jøde)! Yulaan abuk ya Ibn-el-Yahoodi (Forbandet være din far, du søn af en jøde)!"

Jeg behøver ikke at give flere illustrationer af, hvordan manden fortsatte. Læseren vil observere, at han ikke forbandede æslet, men jøden, faderen til æslet. Jeg gik hen til ham og sagde: "Hvorfor forbander du jøden? Hvad skade har han gjort dig?"

"El Yahoodi khanzeer (jøden er et svin)!", svarede manden.

"Hvordan når du frem til det?", sagde jeg. "Er jøden ikke lige så god som du eller jeg?"

"Ogh!", udbrød manden, hans øjne lynede med vildt raseri, og han rynkede panden.

På dette tidspunkt var han ved at komme ud af min hørevidde. Jeg fortsatte min gang, da han vendte rundt, og sagde: "El Yahoodi khanzeer! Khanzeer el Yahoodi! (Jøden er et svin! Et svin er en jøde!)"

Nu må jeg fortælle læseren, at der i det muhammedanske ordforråd ikke findes noget ord, der er lavere end et svin, og at dette dyr efter deres vurdering er det mest besudlede af dyr; gode muhammedanere er af Koranen forbudt at spise det. Jøden er efter deres vurdering den mest nedrige i den menneskelige familie, og er genstand for deres fromme had, måske fra erindringen om, at en jødinde i Khaibar først undergravede profetens helbred, ved at smøre gift på hans mad. [206] Et svin og en jøde er agtet ens i en muslims øjne, begge som den laveste af deres slags; og nu vil læseren bedre kunne forstå betydningen af mandens ord: ”El Yahoodi khanzeer!"

Tudor Parfitt bemærker to mindre åbenlyst nedværdigende variationer over disse temaer, der varede ved til mindst ind i sidste halvdel af det 20. århundrede i Yemen: [207]

... hvis nogen opfører sig dårligt, mens de spiser - enten ved at tage mere end de kan spise, eller ved at smide maden rundt, vil reaktionen sandsynligvis være: "O jøde!", eller "svin". Aber kaldes normalt Said eller Salim – begge almindelige jødiske navne (…). Salim især, betragtes af muslimer som værende det mest typiske jødiske navn af alle. Hvis du ikke tilfældigvis kender en jødes navn, kalder du ham Salim.

Påberåbelsen af koran-inspirerede henvisninger til jøderne som aber og svin – formidlet gennem print, lyd, video og internetsteder – gennemsyrer på nuværende tidspunkt den arabisk-muslimske religiøse og politiske diskurs. [208] Her følger en lille repræsentativ prøve fra 2001 og 2002:

Sheik Ibrahim Mahdi, en officiel gejstlig for Det Palæstinensiske Selvstyre, sagde i en prædiken i Sheik Ijlin-moskeen i Gaza den 3. april 2001: [209] "Der er intet andet valg end at rette hele vort pres mod jøderne, de vantro, de mennesker, der er forbandede af Koranen. Allah omtalte dem som aber, svin, tilbedere af [guld] kalven og Satan."

Den egyptiske sheik Atiyyah Saqr, tidligere formand for Kommissionen for Religiøse Domme på al-Azhar universitetet i Egypten, udstedte en fatwa, der blev offentliggjort i Tyskland den 15. april 2002, med titlen: Reinkarnation af Israels børns sjæle i abers og svins legemer. Det centrale i hans "moderne" fortolkning af Koranen 5:60 er, at jøderne straf bestod i, at "... Allah inkarnerede deres sjæle i abers og svins legemer, og gjorde dem til ydmygede væsener, eller med andre ord - udstødte, elendige og foragtede." [210]

Fra en artikel, offentliggjort af skribenten dr. Muhammad bin Sa'ad al-Shwey'ir i det saudiske dagblad al-Jazirah den 7. juni 2002: "Allah dekreterede, at jøderne skulle ydmyges, Han forbandede dem og gjorde dem til aber og svin. Hver gang de antænder krigens ild, slukker Allah den. De spreder korruption ud over jordens overflade, de bekæmper kun de troende [dvs. muslimerne] indefra befæstede byer eller bag mure ... " [211]

Saudi-sheik Abd Al-Rahman Al-Sudayyis, imam og prædikant ved Al-Haram-moskeen, som omfatter den kubeformede Kaba, den vigtigste helligdom i islam, sagde følgende under en prædiken holdt i april 2002: "Læs historien og I vil forstå, at jøderne af i går er de onde fædre til jøderne af i dag, som er ondt afkom, vantro, forvanskere af [Guds] ord, kalvtilbedere, profetmordere, profetibenægtere (…) menneskeracens bærme, som Allah forbandede og gjorde til aber og svin (…). Dette er jøderne, et løbende kontinuum af bedrag, stædighed, tøjlesløshed, ondskab og korruption ... " [212]

Selv små børn bliver indprentet disse overbevisninger og vejledt til at gentage dem for yderligere offentligt forbrug. [213] Den saudiske satellit-tv-station, Iqraa, hævder på sin hjemmeside, at den arbejder "for at fremhæve aspekter af arabisk islamisk kultur, der fremkalder beundring (…) for at fremhæve det sande, tolerante billede af islam og afvise beskyldninger rettet mod den." I maj 2002 bragte Iqraa i programmet, Muslimske Kvinders Magasin, et interview med en tre-og-et-halvt år gammel "rigtig muslimsk pige", der handlede om jøder. Da den lille pige blev spurgt, om hun kunne lide jøder, svarede hun: "Nej." Da hun blev spurgt hvorfor ikke, svarede hun, at jøderne var "aber og svin." Studieværten spurgte derefter: "Hvem sagde det?" Og barnet svarede: "Vores Gud." "Hvor sagde han det henne?" spurgte værten. "I Koranen," svarede denne tre-og-et-halvt-årige pige. Ved afslutningen af interviewet, sagde studieværten bifaldende: "Ingen [forældre] kunne bede Allah om at give dem en mere troende pige end hende (…). Må Allah velsigne hende og begge hendes forældre."

I betragtning af den morderiske historiske arv fra muslimske samfund, der, som tidligere beskrevet, har påberåbt sig disse koraniske motiver (dvs. i Granada, Bagdad, og Touat, Marokko), er Menachem Milsons nutidige advarsel ikke overdrevet: [214]

Denne fornærmelse bør ikke afvises som et blot vulgært skældsord. Ej heller skal den overbevisning, at jøderne blev fuldstændig forvandlet til aber, svin eller andre dyr, ses som et blot tegn på primitiv magisk tænkning. Gentagen omtale af jøder som foragtede dyr dehumaniserer dem og giver retfærdiggørelse for deres udryddelse.

Apropos Milsons bekymring, så gentog den sudanesiske diktator Omar al-Bashir disse umenneskeliggørende koran-motiver, da han udstedte et ætsende kald til jihad mod Israel under en tale holdt i hovedkvarteret for det regerende islamiske parti i Khartoum, sendt direkte af Radio Monte Carlo den 5. april 2002: [215]

Lad os forberede os på den afgørende kamp mod jøderne, disse aber, svin og tilbedere af kalve. Dette bør være et afgørende slag (…). Der bliver ingen fred med jøderne (…). Denne kamp er selve kampen, og denne jihad er selve jihad ...

Efter den morderiske jihad-terrorisme, begået den 11. september 2001, understregede Ibn Warraq den tragiske ironi i, at mange apologeter citerede selektivt fra Koranen 5:32: ”… hvis nogen dræber et menneske, (…) er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet,” i et forsøg på at dokumentere, at Koranen afviser vold og drab. Her er hele verset (5:32), citeret i fuld kontekst, med det nøje forbundne vers, Koranen 5:33:

(5:32) På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden. (5:33) Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.

[For en direkte sammenligning se Mishnah, Sanhedrin IV, 5: "Således skabtes en enkelt mand, for at lære os, at enhver person, der mister en enkelt sjæl, om ham skal det være skrevet, som om han har mistet hele verden, og enhver person, der opretholder en enkelt sjæl, om ham skal det være skrevet, som om han har opretholdt hele verden."]

Som Warraq bemærkede angående Koranen 5:32-33: [216]

De angiveligt ædle følelser er i virkeligheden en advarsel til jøderne. [217] Budskabet er: "Opfør jer, ellers …". Langt fra at afsværge vold, slår disse vers aggressivt fast, at enhver, der gør modstand mod Profeten, vil blive dræbt, korsfæstet, lemlæstet og forvist.

I sin bog, Derfor er jeg ikke muslim, giver Ibn Warraq en kort gentagelse af Koranens vigtigste beskyldninger mod de "uforbederlige" jøder og deres evige straffe: Jøder forfalsker deres skrifter og forsvarer falske doktriner (som f.eks. at Ezra er Guds søn [Koranen 9:30], hvilket jøder faktisk aldrig har hævdet [218]), så at de må tvinges til at vende tilbage til den sande religion, islam; jøder nærer et intenst had til alle ægte muslimer, og bliver straffet for deres synder, især ved forbandelsen (Koranen 2:61), eller endda ved at blive omdannet til aber og svin (Koranen 2:65, 5:60, og 7:166). Warraq konkluderer med denne afmålte observation: [219]

Holdningen, der blev pålagt muslimerne mod jøder, kan kun beskrives som antisemitisk, og den var bestemt ikke befordrende for bedre forståelse, tolerance eller sameksistens.

Noter

[175] Bostom, The Legacy of Jihad, pp. 43-51.

[176] Udtrykket "fay" findes i Koranen 59:6-10, der beskriver Muhammeds angreb på den jødiske stamme, banu Nadir. I den traditionelle muslimske fortolkning af disse vers bekræftes den teokratiske opfattelse af ejendomsret, som udtrykt af Profeten: Allah giver tilbage til de troende Hans fjenders besiddelser, som egentlig tilhører Ham. Se Leone Caetani, Annali dell’ Islam, Milan, 1905-1926, Vol. 5, p. 332.

[177] Joseph B. Schechtman, The Mufti and The Fuehrer, New York, 1965, pp. 114-15, 151; Jennie Lebel, Hajj Amin ve Berlin (Hajj Amin og Berlin), Tel Aviv, 1996, pp. 140-142; Yossef Bodansky, Islamic Antisemitism as a Political Instrument, Houston, 1999, p. 29.

[178] Shai Lachman, “Arab Rebellion and Terrorism in Palestine 1929-39: The Case of Sheikh Izz al-Din al-Qassam and His Movement”, i Zionism and Arabism in Palestine and Israel, redigeret af Elie Kedourie og Sylvia G. Haim, Frank Cass, London, 1982, pp. 52-99.

[179] Bat Ye’or, “Aspects of the Arab-Israeli Conflict”, Wiener Library Bulletin, Vol. 32, 1979, p. 68.; Efraim Karsh, Arafat’s War, New York, 2003, p. 117.

[180] David Littman. “The Genocidal Hamas Charter”, National Review Online, September, 26, 2002.

[181] “The Covenant of the Islamic Resistance Movement—Hamas”, Middle East Media Research Institute, Special Dispatch Series, No. 1092, February 14, 2006. Dansk oversættelse: Hamas' Charter.

[182] Sahih Muslim Book 041, Number 6985; Sahih Bukhari Volume 4, Book 52, Number 176/177

[183] Uddrag fra Bat Ye’or, The Dhimmi, pp. 391-94.

[184] Uddrag fra Bat Ye’or, Eurabia - The Euro-Arab Axis, Cranbury, New Jersey, 2005, pp. 284-295.

[185] Uddrag fra Bat Ye’or, Eurabia, pp. 312-19.

[186] “Sheik Yousef Al-Qaradhawi: Our War with the Jews is in the Name of Islam”, Middle East Media Research Institute, TV Monitor Project, Clip No. 1052, February 25, 2006.

[187] Tabari, Jami` al-Bayan fii Tafsiir al-Qur’aan, Vol. IX, p. 122. Med hensyn til Koranen 7:166: ". ... Allah gjorde dem til aber og svin, hylende, med logrende haler, mens de tidligere havde været mænd og kvinder (…) de unge blev aber de voksne mennesker blev svin." I modsætning, angående Koranen 5:60, kan man på side 158 i Al-Muntakhab fii Tafsiir al-Qur’aan al-Kariim [Al-Azhars omskrivning af og kommentarer til Koranen på moderne standard-arabisk], 11. udg., Cairo 1406/1985, læse følgende: "Han er vred på jer for jeres vantro ulydighed, Han har udslettet jeres sind, hvorved I er blevet ligesom [min fremhævelse] aber og svin ..."

[188] Suyuti, Jalal al-Din, Tafsiir al-Jalaalayn. Beirut 1404/1984, p. 149. Angående 5:60: "[Jøderne] '[er] dem, som Gud har forbandet', forvist fra Hans barmhjertighed, 'og på hvem Guds vrede er faldet’ (…) ’[de], der tilbeder Taaghuut' (…) adlyder Satan. Han gjorde dem til aber og svin ’ved omdannelse’”. Mawdudi, Towards Understanding the Qur’an, Vol. 2, p. 175. Med hensyn til 5:60: "Dette hentyder til jøderne, hvis historie viser, at de igen og igen har været udsat for Allahs vrede og svøbe. Når de vanhelligede sabbaten, blev ansigtet på mange af dem fordrejet, og senere nåede deres generation et sådant lavpunkt, at de begyndte at tilbede Satan helt åbent." Al-Azhars omskrivning af og kommentarer til Koranen på moderne standard-arabisk, 1985, [se note 187, ovenfor] s. 158, fortæller også, at jøderne blev straffet, fordi de "tilbeder Satan, og følger fejl."

[189] Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 4, 2000, p. 193. Under den nærmere uddybning af jødernes straf, dvs. forvandlingen til aber i 7:166, og den dermed forbundne udtalelse i 7:167 ["Og da din Herre forkyndte, at Han lige til opstandelsens dag ville sende nogen over dem til at pålægge dem bitter straf."], bemærker Ibn Kathir, at trængsler vil fortsætte med at blive sendt mod jøderne, "... på grund af deres ulydighed, deres trods mod Allahs ordrer og lov og deres brug af list til at omgå forbuddene (...). Da islam kom og Muhammed blev sendt, kom de under hans magt og måtte også betale jizya. Den ydmygende pinsel [straf], der nævnes her, omfatter derfor vanære og betaling af jizya (…). I fremtiden vil jøderne støtte Dajjal [den falske Messias]; og muslimerne vil, sammen med Isa [den muslimske Jesus], dræbe jøderne ..."

[190] Suyuti, Jalal al-Din, Tafsiir al-Jalaalayn, p. 149, "deres skæbne er Ilden"

[190a] M. J. Kister, “The massacre of the Banu Qurayza: a re-examination of a tradition”, Jerusalem Studies in Arabic and Islam, Vol. 8, 1986, pp. 61-96; W. H. T. Gairdner, “Muhammad Without Camouflage”, The Moslem World, Vol. 9, 1919, p. 36.

[190b] The Life of Muhammad. A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah. Oversat af A. Guillaume, Oxford, England, 2001, p. 461.

[190c] Ibn Sa‘d, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir. Engelsk oversættelse af S. Moinul Haq and H. K. Ghazanfar. New Delhi, India, 1993, p. 95. (Oversætterne skrev: “Brothren [sic] of monkeys and boars [orner] fear me, fear me!”)

[191] H. R. Idris. “Contributions a histoire de l’Ifriqiya” (Riyad an Nufus d’Al-Maliki), Revue des Etudes Islamiques, 1935. Engelsk oversættelse i Bat Ye’or, The Dhimmi, p. 186.

[192] H. R. Idris, “Tributaries in the Medieval Muslim West, according to the Mi’yar of al-Wansharisi”. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller af “Les tributaries en Occident Musulman medieval d’apres ‘miyar d’al Wansarisi’ ” (Vol. VI, p. 51 and pp. 286-303), i Melanges d’islamologie: Volume dediae a la memoire de Armand Abel par ses colleagues, ses aeleves, et ses amis, 1974, pp. 172-196, uddrag.

[193] Dozy, Spanish Islam: A History of the Muslims in Spain, p. 653; Perlmann, “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada,”, p. 284.

[194] Perlmann, “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada,” p. 286.

[195] Ibid., pp. 287-288.

[196] Ibid., p. 288 note 56a.

[197] Bar Hebraeus, The Chronography, p. 491; Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, pp. 116, 117, og note 5, p. 117.

[198] Bar Hebraeus, The Chronography, p. 490; Ghazi b. al-Wasiti. “An Answer to the Dhimmis”, p. 449; Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, p. 91.

[199] E. G. Browne, A Literary History of Persia, Vol. 3, pp. 35-36.

[200] Ibid., p. 35.

[201] Se Vajda, “Un Traite Maghrebin ‘Adversos Judaeos”; Hunwick, “Al-Maghili and the Jews of Tuwat: the Demise of a Community”.

[202] Zamakhshary, Al-Kashshaaf `an Haqaa’iq GhawaamiD al-Tanziil wa-`Uyuun al-Aqaawiil fii Wujuuh alTa’wiil. Red. M. H. Ahmad. Cairo 1365/1946. p. 684, med henvisning til Koranen 5:60/61:

Nogle siger, at da dette skete, hånede muslimerne dem og sagde: 'O brødre af aber og svin', og jøderne bøjede deres hoveder. "Disse", de forbandede forvandlede, "er de laveste af statur", de blev sat på det onde sted, de fortjente. Meningen er, at vægten her skal lægges på ’de laveste og mest vildfarne’ for det blev et tilnavn for dem, mere end blot en metafor. Baggrunden for denne åbenbaring er, at en gruppe jøder nærmede sig Muhammed med de værste intentioner, med hykleri og foregiven tro, og at Gud åbenbarede for Muhammed, at de ville forlade ham i samme tilstand, som da de kom, og ikke ville lytte til noget af det, han ville sige, i deres vantro og forstillelse.

Se også noterne 190b og 190c ovenfor, og Muhammeds henvisninger til jøderne fra banu Qurayza som "aber", eller "aber og svin".

[203] Ibid., p. 809; Vajda. “Un Traite Maghrebin ‘Adversos Judaeos”, p. 809.

[204] Se Hirschberg, A History of the Jews of North Africa, p. 402; Gerber, Jewish Society in Fez, p. 18; og Hunwick, “Al-Maghili and the Jews of Tuwat: the Demise of a Community”.

[205] Gregory Wortabet, Syria and the Syrians. Vol. II, London, 1856, pp. 263-264

[206] Sahih Bukhari, Volume 3, Book 47, Number 786; Sahih Muslim Book 026, Number 5430.

[207] Parfitt, The Road to Redemption, p. 89

[208] Aluma Solnick. “Based on Koranic Verses, Interpretations, and Traditions, Muslim Clerics State: The Jews Are the Descendants of Apes, Pigs, And Other Animals”, November 1, 2002, Middle East Media Research Institute, Special Report # 11. Dansk oversættelse: "Jøderne er efterkommerne af aber, svin og andre dyr".

[209] “Islamic Antisemitism: The Jews Depicted as Apes and Pigs”. Intelligence and Terrorism Information Center at the Center for Special Studies, Bulletin # 5, Chapter 3, October 2002.

[210] Ibid.

[211] Ibid.

[212] Solnick, “Muslim Clerics State: The Jews Are the Descendants of Apes, Pigs, And Other Animals”

[213] Menachem Milson. “What is Arab Antisemitism?”, Middle East Media Research Institute, February 27, 2004, Special Report #26.

[214] Ibid.

[215] “Islamic Antisemitism: The Jews Depicted as Apes and Pigs”. Intelligence and Terrorism Information Center.

[216] Ibn Warraq. Leaving Islam. Apostates Speak Out. Amherst, New York, 2003, p. 401.

[217] Den klassiske Koran-kommentar af Ibn Kathir, og Mawdudis kommentar fra det 20. århundrede bekræfter og validerer de antijødiske holdninger udtrykt i Koranen 5:32/33. Fra Ibn Kathirs kommentar (Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 3, 2000, p. 160.) med titlen: "Advarsel til dem, der skaber fordærv" [Warning Those Who Commit Mischief]:

Dette ayah [vers] tugter og kritiserer dem, der overtræder forbudene efter at have fået at vide, at det er dem forbudt at hengive sig til dem. [Ligesom] jøderne i Medina, såsom banu Qurayza, An-Nadir, og Qaynuqa ... [jødiske stammer, som til sidst blev overfaldet, eksproprieret, fordrevet og tilmed massakreret af Muhammed]

Fra Mawdudi (Towards Understanding the Qur’an. Vol. 2, pp. 155-56), der også indeholder en kontekstuel reference til Koranen 5:30/31:

Allah belønnede nogle af Arabiens analfabeter og lod hånt om de gamle Bogens Folk, fordi de førstnævnte var fromme, mens de sidstnævnte ikke var. Men i stedet for at overveje årsagerne til, at de blev afvist af Allah, og gøre noget for at overvinde de fejl, som førte til denne afvisning, blev israelitterne grebet af den samme arrogance og dumhed, som engang havde grebet Adams forbryderiske søn [vers 5:30/31], og besluttede at dræbe dem, hvis gode gerninger var blevet accepteret af Allah. Det var indlysende, at sådanne handlinger ikke ville bidrage til, at de blev accepteret af Allah. De ville snarere bringe dem Allahs misbilligelse i endnu højere grad. Da de samme egenskaber, som var kommet frem i Adams forbryderiske søn, også viste sig hos Israels Børn, ansporede Allah dem kraftigt til ikke at dræbe mennesker og udtrykte sin befaling i stærke vendinger.

"Landet" (i vers 5:33) betegner enten det land eller område, hvori ansvaret for at etablere lov og orden er blevet overtaget af en islamisk stat. Udtrykket "fører krig [kæmper] mod Allah og Hans udsending" betyder krig mod den retfærdige orden, der er etableret af den islamiske stat.

[218] For eksempel skrev Ibn Kammuna (d. 1284), en jødisk læge-filosof af irakisk oprindelse fra det 13. årh., simpelt hen (se Moshe Perlmann, overs.: Ibn Kammuna’s Examination of the Three Faiths, Berkeley, 1971, pp. 131-133):

Der er ingen overlevering, ved nogen jødes autoritet, om, at Uzayr (Ezra) var Guds søn (…). Hvis nogen af dem havde sagt dette, ville han af de andre blive betragtet som en vantro og stående uden for deres samfund.

[219] Ibn Warraq, Why I Am Not a Muslim. Amherst, New York, 1995, pp. 215-216. [Dansk udgave: Derfor er jeg ikke muslim. Lindhardt og Ringhof]

del 1, del 2, del 3

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo