Den mongolske erobring af Bagdad i 1258 under Hulagu Khan (d. 1265) ødelagde den muslimske overhøjhed og islams dominans som statsreligion, og gjorde den til "... en religion blandt alle andre". [120] Mongolsk styre eliminerede således dhimmitude-systemet, og i modsætning til islamisk chauvinisme, skriver Walter Fischel, [121]

... blev princippet om tolerance over for alle trosretninger, opretholdt af Il Khanerne [mongolske herskere], hvorved begrebet, "beskyttet folk", Ahl adh-Dhimma [dhimmaens folk, dvs. dhimmi-systemet] (…) blev (frataget) dets tidligere betydning; med det faldt de ekstremt varierede erhvervsmæssige restriktioner, det havde udviklet, (…) primært dem, der vedrørte tilladelse for jøder og kristne til at indtage offentlige stillinger.

Den kristne krønikeskriver, Bar Hebraeus fra det 13. århundrede, nedskrev denne sigende observation: [122]

Med mongolerne er der hverken slave eller fri mand, hverken troende eller hedning, hverken kristen eller jøde; men de betragter alle mennesker som tilhørende én og samme slægt.

Og den irakiske, Ghazi b. al-Wasiti (d. 1292), forfatter til en samtidig muslimsk afhandling om dhimmier, bemærkede: [123]

En firman af Il Khan [Hulagu] var dukket op gående ud på, at alle skulle have ret til at vanhellige sin tro åbent samt sit religiøse tilhørsforhold; og at medlemmerne af én religiøs gruppe ikke burde modsætte sig dem fra en anden.

Fischel konkluderer: [124]

For kristne og jøder, de to grupper, der hovedsageligt berørtes af Ahl adh-Dhimma-politikken, som var i kraft indtil da, indebar denne ændring i forfatningsmæssige og religiøse principper en betydelig forbedring af deres stilling; mens den for muslimerne betød, at de var sunket ned til en dybde, der var hidtil ukendt i deres historie.

Den korte opstigning og det katastrofale fald af Sa'd ad Daula - som afspejlede hans jødiske trosfællers erfaring - fandt sted i denne mongol-epoke. Sa'd ad Daula var en jødisk læge, der med succes reformerede det mongolske skatte- og afgiftssystem i Irak. I anerkendelse af disse tjenester, blev han af den mongolske kejser, Arghun (som regerede fra 1284 til 1291) udnævnt til posten som administrativ vesir (i 1289) over Arghuns imperium. Ifølge Bar Hebraeus, [125]

Kongernes konge [Arghun] besluttede, at Sa'd ad Daula, jøden, der indtil da var guvernør i Bagdad, skulle udnævnes til chef for de administrative tjenestemænd (...) i alle imperiets provinser

På trods af at han var en succesfuld og ansvarlig administrator (hvilket selv de muslimske kilder bekræfter [126]), vakte en hedensk herskers udnævnelse af en jøde til vesir over et overvejende muslimsk område de muslimske massers forudsigelige vrede. Denne reaktion blev udtrykt gennem og forværret af "... alle former for [muslimske] smædeskrifter, satiriske digte og injurier". [127] Ibn al-Fuwati (d. 1323), en samtidig muslimsk historiker fra Bagdad, beskrev dette særdeles afslørende eksempel, som fremhæver de traditionelle anti-jødiske motiver fra Koranen: [128]

I året 689/1291 blev et dokument udarbejdet, som indeholdt injurier mod Sa'd ad Daula, sammen med vers fra Koranen og profeternes historie, der fremstillede jøderne som et folk, som Allah har fornedret ...

En anden samtidig muslimsk kilde, krønikeskriveren og digteren Wassaf, [129] ifølge Fischel "... tømmer hadets bæger over jøden Sa'd ad-Daula og kommer med de mest usandsynlige beskyldninger mod ham" [130]. Disse beskyldninger omfattede påstande om, at Sa'd havde rådet Arghun til at fælde træerne i Bagdad (som stammede fra det erobrede muslimske abbasidiske dynastis dage), og bygge en flåde til at angribe Mekka og omdanne den kubiske Kaba (dvs. det helligste sted og bygningsværk i islam) til et hedensk tempel. [131] Wassafs udfald citerede også satiriske vers for at demonstrere omfanget af den offentlige utilfredshed med, hvad han kaldte "jødisk dominans", og til den eksisterende linje: "Angrib jøder, for himlen selv har angrebet en jøde", føjede han sin egen, [132]

Men vent og I skal høre deres pinslers skrig
Og snart se dem falde og gå til grunde

Da Arghun blev syg, skød indflydelsesrige mongolske hertuger, der af rent politiske grunde var fjendtlige over for Sa'd ad Daula, "skylden" for Arghuns dødelige sygdom på den jødiske læge-vesir. Sa'd og hans tilhængere blev anholdt, og en stor del af dem henrettet (1291). [133] Mordet på Sa'd ad Daula udløste et generelt angreb på jøder i hele Il-Khan imperiet, begyndende med Baghdads jødiske ghetto, hvor der dog var jødisk modstand. Ifølge Bar Hebraeus og Wassaf:

... da efterretningen om mordet på jøden blev kendt, bevæbnede araberne sig og drog hen til jødernes kvarter, fordi alle jøderne levede sammen i kvarteret [134] (…) i Baghdad blev mere end hundrede af de fornemme og velhavende jøder dræbt, og deres ejendom plyndret [135]

Wassaf og Ibn al-Fuwati afslører videre, at sådanne angreb bredte sig uden for Baghdad: [136]

Ud over islams lande, blev det jødiske folk undertrykt og deres ejendele plyndret (…) der var ikke en by i Irak, hvor jøderne ikke fik samme behandling, som de fik i Baghdad, indtil en del af dem konverterede til islam, selv om de senere vendte tilbage igen.

Bar Hebraeus blev bevæget til at skildre katastrofen for jøderne med disse gribende ord: [137]

De prøvelser og den vrede, der var hidset op mod jøderne på denne tid, kan hverken tungen udtale eller pennen skrive ned.

Walter Fischel konkluderer [138], at "en enorm bølge af lidelse og forfølgelse må have overvældet hele det jødiske samfund i Irak og Persien", og bemærker samtidig: "Men muslimerne gav udtryk for deres glæde over afslutningen på jødisk dominans i mange vers fyldt med fjendtlighed mod jøderne." Et sådant fejrende vers af digteren Zaynu'd-Din Ali b. Sa'id gentog antisemitiske Koran-motiver, hvor jøderne beskrives som "elendige fjolser af fejl og fortvivlelse", "den mest skidne race", "den mest forhadte", der sendes til "Helvede" i "smelteovnens pinsler", fordømt "uden nåde", og som lod bag sig - "Hvad efterlod de sig ikke …" - haver og kilder (Koranen 44:25): [139]

I alle lande er de vanærede og forladte.
Gud har ødelagt deres gældende værd,
Og de er smeltet af det glødende sværd.

Grumme kaptajner lod dem drikke ondets kop, der døder,
Indtil blodige gader flød med kranier af jøder,
Og fra deres boliger tog den rigdom, de havde vundet,
Og skændede kyske kvinders rum, der blev fundet.
O usle fejlens og fortvivlelsens narre,
Omsider har fælden fanget jer i sin snare!

O mest skidne race, som Jorden krop kunne give
og mest forhadte af dem, der endnu er i live

Gud besørgede sjælen af ham, der var deres leder
Til Helvede, hvis mørke er sorger og elendigheder
Fængslet blev de i smelteovnens pinsel og plage
Ført i slæbende lænker mod fordømmelsens evige dage
Tag uden henstand varsel af denne undergangens egn
”Hvad efterlod de sig ikke” [44:25] [140] – fremsig dette tegn

Den jødiske vesir i Fez, Marokko fra 1464-1465, Haroun ben Battas, og hans samfund af trosfæller, blev ofre for de samme stereotype anti-dhimmi og anti-jødiske muslimske fordomme [141], der tidligere kom til udtryk i Granada (1066) og Bagdad (1290-1291). En samtidig rejsebeskrivelse af den egyptiske forfatter og købmand, Abd el-Basit, som studerede i Tlemcen på den tid, giver følgende redegørelse for grunden til sultan Abd el-Haq ben Abu Saids udnævnelse af Haroun til vesir: [142]

Abd el-Haq holdt ham [jøden, Haroun] meget tæt ind til sig, og gjorde ham til sin fortrolige, indtil hele riget blev lagt i hans hænder. Han stolede på ham, fordi han mente det umuligt, at jøden (som en ikke-muslim) ville overskride sin autoritet, som Abd el-Haq forstod det.

Abd el-Basits fortælling hævder, at Haroun brugte sin position til at forøge den jødiske elites formuer ("I hans dage blev jøderne i Fez og dets distrikter store; de var indflydelsesrige og vigtige ..."), og dertil, i en klar overtrædelse af dhimmaen, red til hest ("I sin Herres nærværelse, red han på heste, markeret med vesirens segl"), og bar et sværd med en Koran-indskrift ("Og denne jøde bar et sværd i et jern-bælte, indgraveret med verset al-kursi [2:255]") [143]

Harouns tragiske skæbne, og skæbnen for det jødiske samfund i Fez, blev beseglet af det følgende begivenhedsforløb. Prædikanten ved Fez’ vigtigste moské (Kairouanian-moskéen), Sayyidi Abu Abdallah Muhammad, var allerede kendt for sine antijødiske udfald. Efter at have hørt om Harouns optræden, og den påståede fornærmelse af en sharif [stammeoverhoved og -beskytter] [144] begået af en af Harouns repræsentanter, opildnede han den lokale muslimske befolkning med råb om "jihad" [hellig krig], som beskrevet af Abd el-Basit: [145]

Han og muslimerne var meget irriterede på grund af jøderne, deres indflydelse og deres kontrol over muslimerne. I sin fredagsprædiken på Store Jami af Fez, kaldet Jamic al-Qarawiyyin, prædikede han konstant om jøderne og vovede også opildne folket: Måske ville de rejse sig på grund af dette for Allahs skyld og gøre oprør. Og det blev kendt, og han blev berømt på grund af dette. Og da fornærmelsen af sharifen fandt sted, dedikerede han sin sjæl til Allah, forlod sit hus og proklamerede højlydt i Fez’ gader og stræder: Den, der ikke vil rykke ud for Allahs sag, har ingen muruwwa [beduinsk ridderlighed] og ingen religion! Og han fortsatte med at råbe: Jihad, jihad! Han beordrede også andre til at udråbe dette kald i gaderne i Fez, og folket hørte det, og gjorde straks oprør med ham. De fik følgeskab af den store mængde fra "alle de lave steder" [efter Koranen 22:27] i Fez ...

Den optændte muslimske skare søgte religiøs sanktion fra en af Fez' mest ansete sharifer. Men han nægtede at støtte deres oprør uden at have fået en (samtykkende) fatwa fra ulamaen (de gejstlige myndigheder), da sultanen var direkte impliceret. I deres appel til den ansete overmufti i Fez, Abu Abd Allah Muhammad al-Qauri, hævdede muslimerne, ledet af Sayyidi Abu Abdallah Muhammad, at jøderne havde brudt dhimmaen. Overmuftien sagde, at han ikke kunne støtte deres oprør, fordi han var bange for sultanen og hans klike. Men den opflammede mængde tvang til sidst overmuftien til at billige deres handlinger efter at have truet muftiens omdømme og selve hans liv. Under tvang udstedte overmuftien en fatwa, der gjorde det lovligt at angribe jøderne og gøre oprør mod sultanen. Derpå angreb den muslimske pøbel det jødiske kvarter i Fez og slagtede dets indbyggere. Abd el-Basits beretning beskriver disse begivenheder bifaldende: [146]

... de [den muslimske pøbel] tog ham [Sayyidi Abu Abdallah Muhammad] og begyndte at strømme til huset tilhørende sharif Muhmammad ibn Imran, der var mazwar (leder) af shurafa [shariferne] i Fez (…). Men han reagerede ikke, da prædikanten [Sayyidi Abu Abdallah Muhammad] kom ind til ham og prøvede at hidse ham op (mod jøderne) på trods af hans status, personlige autoritet og store energi. Han gjorde gældende, at det var upassende for ham at gøre oprør, mens der var teologer i Fez, der endnu ikke var blevet bedt om en udtalelse i sagen. De (mængden) skyndte sig hen til teologerne og samlede dem, herunder den største af dem på det tidspunkt, den lærde og mufti (…) Abu Abd Allah Muhammad al-Qauri. Han og de andre forsamlede personer blev bragt til mesteren, sharifens hus. Prædikanten [Sayyidi Abu Abdallah Muhammad] skyndte sig at sige til dem: "Ryk ud med os på jihad; kæmp for islams fornyelse!" Mængden gentog hans ord og sagde: "Hvis I ikke vil kæmpe sammen med os, vil I være de første, som vi vil bekæmpe; for I, shurafa og teologer, er tilfredse med at blive regeret af jøder." Så råbte de igen: "Jihad, jihad!", for at anspore dem, der var i nærheden. De krævede af al-Qauri, at han gav en teologisk udtalelse, men han nægtede at gøre det, idet han hævdede, at han var bange for myndighederne. De fortsatte med at tilskynde ham, efter at have udarbejdet en skriftlig forespørgsel om hændelsen og om, hvad denne jøde [Haroun] og jøderne havde gjort. De sagde, at det udgjorde en krænkelse af pagten [dhimmaen], og endnu mere end det. De trak deres sværd og råbte til al-Qauri: "Også vi har autoritet og magt. Vi har rejst os for Allahs skyld og forpligtet vore liv. Det er dette spørgsmål, som vi beder dig besvare i henhold til Allahs lov, velsignet være Han. Hvis du ikke vil gøre det, kan vi klare os uden dig, for du er en teolog, der ikke handler i overensstemmelse med Hans teologi." De tilføjede andre ting i samme retning. Og de gav ham ingen hvile, før han med egen hånd skrev en tilladelse til at dræbe jøder, og en anden tilladelse til at gøre oprør (…) selv mod sultanen. Da han var færdig med at skrive, skyndte de sig til haraen (det jødiske kvarter) og svingede deres sværd mod jøderne og dræbte så mange af dem, som Allah ønskede at dræbe; de forsømte ikke en eneste, indtil den sidste var dræbt, for på den måde at rydde kvarteret for dem. Dette var en strålende dag i Fez og en stor nedslagtning. Et talrigt jødisk samfund blev dræbt den dag. Bagefter vendte de [den muslimske hob] sig mod regeringspaladset, hærgede det og dræbte jøden, der var i det, nemlig vesirens stedfortræder.

Kort efter overgik den samme skæbne Haroun og sultanen. Og efter tur blev jøderne i mindre samfund udenfor Fez også massakreret, som det, igen med tilfredshed, blev noteret af Abd el-Basit: [147]

Derefter hørte befolkningen i byer fjernt fra Fez om disse begivenheder. De rejste sig mod byernes jøder og gjorde ved dem, hvad folk i Fez havde gjort ved deres jøder. Jøderne blev således ramt af en katastrofe, hvis lige aldrig før var sket [148]; så mange af dem som Allah - velsignet være Han - bestemte, blev dræbt.

De hebraiske krøniker, Kisseh ha-Melakhim [149] og Yahas Fes ("Kun tyve familieoverhoveder og et lille antal kvinder og børn undslap døden." [150]) bekræfter, at nogle få jøder overlevede denne muslimske jihad i Fez. Jane Gerbers diskussion af Fez-pogromen i 1465 slutter med en underspillet vurdering: [151]

... opstigning til magten af en jødisk vesir eller udsending bør ikke [eftertryk i originalen] udlægges som bevis på jødisk sikkerhed eller accept i en given historisk periode. Som Harouns død så dramatisk illustrerer, var opstigningen af en jøde til en vigtig regeringspost symptomatisk for marinidernes [det herskende marokkanske muslimske dynasti] fremmedgørelse fra deres undersåtter, snarere end for en accept af jøder på basis af lighed.

Inden for et kvart århundrede (~ 1490) udløste anti-jødisk agitation, fremført af en af de mest fremtrædende sheiker på den tid, al-Maghili (d. 1504/5), massenedslagtningen af jøder i den sydlige marokkanske oase, Touat. [152] Al-Maghilis bestemmelse af jøderne status blev i det 16. århundrede kort opsummeret af hans biograf, Ibn Askar (d. 1578): [153]

Han var af den opfattelse, at jøderne – må Gud forbande dem – ikke havde noget bånd [af beskyttelse (en dhimma)], da de havde brudt det ved deres tilknytning til mænd af autoritet blandt muslimerne, [en handling], som var i strid med den ydmygelse og fornedrelse (al-dhull wa'l-saghar), der er fastsat i forbindelse med betalingen af jizya; samt at et brud på denne pagt af nogle af dem, skulle ramme dem alle. Han erklærede det for lovligt, at udgyde deres blod og plyndre deres ejendom og meddelte, og dette at tage sig af dem, var vigtigere end at tage sig af nogen anden [kategori] af vantro. [154]

Al-Maghilis egne skrifter understregede, at jøderne i Touat betalte deres skat uregelmæssigt og i varierende mængde. Han hævdede, at sådanne betalinger svarer til bestikkelse og ikke til gyldig jizya, der skal erlægges årligt under en bevidst ydmygende offentlig ceremoni. [155] Al-Maghili insisterede yderligere på, at jøderne ikke havde ret til at bevare deres synagoge i (den nærliggende) Tamantit (dvs. hvor Touat-jødernes synagoge lå). Han hævdede, at synagogen var bygget ulovligt på muslimsk jord, og at dens fortsatte eksistens krænkede Koranens princip om, af jøderne fortjente fornedrelse og ydmygelse. [156]

Hunwick har givet en koncis udredning af al-Maghilis juridiske argumenter. Han erkender også, at al-Maghilis afhandling om dhimmier (dvs. jøder) lyder som en "opflammende prædiken". Og når al-Maghili prædikede disse synspunkter for de muslimske masser, anstiftede han vold mod jøderne: [157]

Enhver muslim, der var ven med en jøde eller forsvarede ham, eller var imod ødelæggelsen af synagogen, blev betragtet som en vantro. Dhimmier skulle holdes i en permanent tilstand af fornedrelse (saghar). Dette er grunden til, at jizya skal betales under en offentlig ceremoni, hvor dhimmien på betalingstidspunktet gives et slag på halsen og skubbes fremad for at vise ham, at han således er undsluppet sværdet. Denne fornedrelse er vigtigere end det indbetalte beløb. Ingen religiøs bygning må opføres af en dhimmi i islams rige, og hvis nogen guvernør har givet tilladelse til en, skal denne tilladelse trækkes tilbage og bygningen rives ned. Dette er fordi, at en manifestation af dhimmiens religion i form af en bygning er i strid med begrebet om fornedrelse. Det samme argument gælder for dhimmiers forbindelse med sultaner, vesirer, dommere og andre personer med autoritet. Dette er en "hån mod islams love", da det er en nægtelse af den fornedrelse, der er fastsat for dhimmiens fortsatte ophold i islams lande. Den situation, han fordømmer her, er ikke kun den, han hævder eksisterer i Touat, men også indirekte den, der eksisterer i Fez, Tlemcen, og andre nordafrikanske byer.

Hovedparten af befolkningen, fattig og uvidende, kunne vækkes til vold mod det jødiske samfund ved at gøre disse "outsidere" til syndebukke for alle deres dårligdomme. Der behøvedes kun en prædikant, der kunne appellere til masserne ved at påberåbe sig forsvaret af "religionen", for at udløse en bølge af plyndringer og drab. Al-Maghili var, med sin prædiken, sin polemiske prosa og sine smædevers, netop en sådan katalysator.

Al-Maghili fortalte skingert antisemitiske "vignetter", der skildrede jødisk ondskab, som f.eks. disse anekdoter om jødinder, der tilbereder brød til muslimsk forbrug: [158]

En person fortalte mig, at han så en jødinde blande brødmel til en muslim. Han bemærkede, at hun pillede næse med sin hånd og fortsatte med at blande melet uden at vaske hånden. En anden person fortalt mig også, at han så en anden jødinde blande brødmel til en muslim. Han så hende pille lus fra sit hoved og dræbe dem med sine negle og fortsætte med at blande mel uden at vaske sine hænder. Der er mange historier af denne art. Ingen kan betvivle troværdigheden af [historier som] disse og værre end disse, undtagen den, der er blind for virkeligheden. Kan du ikke se, hvad Allah den Højestes har sagt?

Men al-Maghilis antijødiske holdninger er måske bedst sammenfattet i et smædevers han forfattede: [158a]

Kærlighed til Profeten kræver had til jøder. Beklag, hvad der er sket, og gør det ikke igen. Den, der står i fortroligt forhold til Profetens fjender [dvs. jøderne], vil, når han går i graven og på opstandelsens dag, blive dirigeret til den brændende ild. Hvem vil der være til at redde ham, når ilden nærmer sig det ansigt, med hvilket han glædede jøderne?

Han tilføjede: [158b]

De [jøderne] er faktisk de mennesker, der er mest fjendtlige mod os og mod vores elskede Profet (…) de kritiserer vores religion, spotter vore bønner og fornærmer vor herre og frelser Muhammed.

Gwarzo bemærker: [159]

Han [al-Maghili] var ikke så meget bekymret over jøderne, som, skønt mange, stadig var et mindretal. De ville være i hans magt, så længe han havde støtte fra befolkningen.

Det lykkedes ham at vise masserne, at sagen drejede sig om enten at elske Profeten eller at elske jøderne; muslimerne måtte vælge en af de to - de måtte vælge mellem at gå til Paradis eller gå til Helvede. Massernes valg var tydeligt - de elskede helt sikkert Profeten snarere end jøderne; de foretrak helt sikkert Paradis frem for Helvede. Hans tilslutning blev stor og det lykkedes ham at skabe ophidselse i territorierne.

Ved at mobilisere denne folkelige opbakning, anførte al-Maghili en pogrom, hvorunder jøderne i Touat blev massakreret og deres synagoge i nabobyen Tamantit blev ødelagt. Der var faktisk kun "... et lille skridt fra at betragte jøderne som ’fjender af Profeten’ til at betragte dem som fjender af ummaen [det muslimske samfund] som helhed ..." [159a]

Den zionistiske bevægelses opblomstring i det 20. århundredes og den efterfølgende oprettelse af Israel - en suveræn stat, administreret af jøder, befriet fra dhimmitude-systemet, der støder op til selve vuggen for arabisk islam - har ikke overraskende været ledsaget af et udflod af traditionel islamisk antisemitisme. Raphael Israeli bemærker, at denne "ubærlige udfordring" af den hellige islamiske orden har skabt en "ond cirkel" af islamisk antisemitisme og anti-zionisme. [160]

Bjærgningen af jøderne til det moderne Israel udgør, set fra dette traditionelle muslimske synspunkt, som stadig holdes i hævd af muslimske lærde i den hellige lov, og formentlig af mange i deres muslimske bagland, en ubærlig udfordring til den muslimske tros autoritet.

Jøderne var nedværdigede og ydmygede i første omgang; zionismen er præget af de dårlige træk, der kendetegner jøder; dernæst nedværdiger zionismen og Israel jøderne yderligere ved deres iboende umenneskelige holdninger. Israelsk politik, samfund og kultur er alle gennemsyret af de onder, som jøderne har videreført fra den ene generation til den anden (…) så den onde cirkel er sluttet.

Selv det nedsættende billede af "voldelige" jøder som de "nye mongoler" - skabt i begyndelsen af 1980'erne af en spirende islamisk fundamentalistisk bevægelse [161] - fremkalder en ironisk historisk association, der er ubehagelig for muslimer: Det forhold nemlig, at den mongolske kejser Hulagu (som tidligere nævnt [162]) også ophævede dhimmitude-systemet, efter at hans hære erobrede Bagdad i 1258 og ødelagde det abbasidiske kalifat.

De seneste fem årtier - inklusive en periode før "1967-chokket" og Israels "nedværdigelse af Islams Hus" (Dar al Islam) [163] - har været vidne til ustandselige opfordringer fra islamiske religiøse, politiske og intellektuelle ledere til en tvungen tilbagevenden til den permanente tilstand af "fornedrelse og elendighed", der er pålagt jøderne i Koranen 2:61, og 3:112. I 1962 advarede Ahmad Yusuf Ahmad om, at trods bistand fra vestlige magter, [164]

... vil de [jøderne] ikke på nogen måde kunne fritage sig fra det guddommelige påbud og dekret om, at de ikke skal finde nogen hvile eller stabilitet eller ro, at de vil blive tugtet med fornedrelse og fattigdom og hjemsøgt af Guds vrede.

To år senere afviste Abdullah al-Tall yderligere jødernes forsøg på selvstændighed i lyset af Allahs uomstødelige dekret. [165]

Trods alle deres bestræbelser på at fremstå som indehavere af magt og modstandskraft, er Allahs ord størst og Koranen indeholder det himmelske syn, den himmelske vilje og dom.

Den fjerde konference i Akademiet for Islamisk Forskning samledes i Cairo i efteråret 1968 for at diskutere den teologiske betydning af konflikten i Mellemøsten. Sheik Hassan Mamoun, storimam på Al-Azhar universitetet, erkendte i sin åbningstale til konferencen, at "bitterheden" over det arabiske nederlag til Israel i 1967, [166]

... yderligere blev forstærket af det faktum, at den uventede begivenhed indtraf overfor en kæltringeagtig zionisme, hvis tilhængere Guddommen havde bestemt til at blive spredt. [Citat Koranen 2:61] "Fornedrelse og elendighed blev deres lod; de pådrog sig Allahs vrede (…)”

Det længste enkeltindlæg på konferencen (alle indlæg blev samlet i et 935 siders værk [167]), en 158 siders analyse givet af Muhammad El-Sayyed Husein al-Dahabi med titlen "Israelitiske fortællinger i eksegese og tradition", påberåbte sig en korankommentar af Tabari, for at sanktionere jødernes permanente fornedrelse: [168]

Så tilføjede han [Tabari]: De dræbte deres Profet. Derpå ramte Allah dem med ydmygelse og tog kongeværdigheden fra dem. De blev på den måde de ringeste og mest fornedrede blandt nationer, der skulle hylde og være lydige mod fremmede kongers autoritet. I en sådan tilstand vil de forblive for altid.

Og fire år senere (25. april 1972) i en tale, der fejrede den muslimske profet Muhammeds fødselsdag, formanede den egyptiske præsident Anwar El-Sadat om, at "... de [jøderne] skal vende tilbage, og være som Koranen sagde om dem: "Dømt til ydmygelse og elendighed" [169] – altså i en tale holdt året før, Egyptens overraskelsesangreb under Yom Kippur indledte 1973-krigen mod Israel.

Den "tilbagevenden" der anråbes i alle disse udtalelser, er en tilbagevenden til det islamiske sharia-baserede dhimmitude-system for jøder, og en opløsning af den suveræne stat, Israel. Selvom det er skrevet i den arabiske nationalismes pseudo-sekulære [170] sprog, er opfordringen i PLO-Charteret fra 1968 til jøder om at leve "... under en arabisk stats ledelse inden for rammerne af det arabiske samfund" [171], træffende blevet kaldt: "Den palæstinensiske Dhimma". [172] Faktisk går den teologisk-juridiske forløber for denne palæstinensiske dhimma tilbage til 1920: En formel anmodning fra Musa Kazem el-Husseini (daværende præsident for Den Arabiske Palæstinensiske Kongres) til den britiske højkommissær, Herbert Samuel, om at genindføre sharia-loven [173], som først var blevet fuldt ophævet to år tidligere, da England gjorde en ende på fire århundreders osmannisk muslimsk overherredømme i Palæstina. Desuden er dette mål i de senere år åbent blevet bekræftet af officielle gejstlige fra Det Palæstinensiske Selvstyre. For eksempel erklærede sheik Muhammad Ibrahim Al-Mahdi under en fredagsprædiken i Sheik Ijlin Moskéen i Gaza, transmitteret direkte den 6. juni 2001 på Det Palæstinensiske Selvstyres TV: [174]

Vi byder, som vi gjorde tidligere, enhver jøde velkommen, der ønsker at leve i dette land som dhimmi, ligesom jøderne har levet i vore lande, som dhimmier, og har opnået påskønnelse, og nogle af dem endda her og der har nået positioner som rådgiver eller minister. Vi byder jøderne velkommen til at leve som dhimmier, men styret i dette land og i alle de muslimske lande skal være Allahs.

Derefter, i et interview med Wall Street Journal-journalisten Karby Legget (offentliggjort den 23. december 2005 i The Wall Street Journal, s. A1), bekræftede Hassam El-Masalmeh, som dengang var leder af Hamas-gruppen i Betlehems byråd, hans organisations plan om at genindføre jizya-skatten. El-Masalmeh udtalte:

Vi i Hamas agter at indføre denne skat (dvs. jizya) en dag. Vi siger det åbent - vi byder alle velkommen til Palæstina, men kun hvis de accepterer at leve under vores regler.

Noter

[120] Walter Fischel. Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, London, 1937, p.91.

[121] Ibid., p. 91

[122] Bar Hebraeus, The Chronography of Bar Hebraeus. Oversat af E. A. W. Budge, London, 1932, p. 490.

[123] Ghazi b. al-Wasiti. “An Answer to the Dhimmis”, engelsk oversættelse af Richard Gottheil. Journal of the American Oriental Society, 1921, Vol. 41, p. 449

[124] Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, pp. 91-92.

[125] Bar Hebraeus, The Chronography, p. 484

[126] Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, p.108

[127] Ibid., p. 110

[128] Citeret i ibid., p. 110

[129] P. Jackson, “Wassaf—The court panegyrist”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C. E. Bosworth, E. van Donzel, og W. P. Heinrichs, Brill, 2006, Brill Online.

[130] Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, p. 111

[131] Ibid., p. 111

[132] Citeret i ibid., p. 111

[133] Ibid., pp. 112, 114

[134] Bar Hebraeus, The Chronography, p. 491

[135] Citeret i Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, p. 116.

[136] Citeret i ibid. p. 117

[137] Bar Hebraeus, The Chronography, p. 491

[138] Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, p. 117, og note 5, p. 117

[139] E. G. Browne, A Literary History of Persia [electronic resource], med en ny introduction af J. T. P. de Bruijn, Bethesda, 1997, Vol. 3, pp. 35-36

[140] Koranen 44:25 - “Hvad efterlod de sig ikke af haver og kilder,”

[141] H. Z. Hirschberg, A History of the Jews of North Africa. Leiden, Netherlands, 1974, Vol. 1, pp. 392-399; Jane S. Gerber, Jewish Society in Fez. 1450-1700. Leiden, Netherlands, 1980, pp. 20-21.

[142] Hirschberg, A History of the Jews of North Africa, p. 395.

[143] Ibid., p. 395.

[144] Sunni-muslimer i den arabiske verden tenderer mod at forbeholde betegnelserne "sharif" for efterkommere af Hasan (søn af kalif Ali ibn Abu Talib), og "sayyid" for efterkommere af Husayn (også en søn af kalif Ali ibn Abu Talib, og æret som den tredje imam af de fleste shia-muslimer)

[145] Hirschberg. A History of the Jews of North Africa, pp. 395-396.

[146] Ibid., pp. 396-397.

[147] Ibid., p. 398.

[148] Desværre tog Abd el-Basit fejl. Omkring 6000 (seks tusind) jøder blev slagtet i Fez’ jødiske kvarter i 1032/33 under plyndringerne, anført af en berber-sheik. (se Edmond Fagnan, “Le Signe Distinctif des Juifs Au Maghreb”, Revue Etudes Juifs, 1894, Vol. 48, p.297; Salo W. Baron, A Social and Religious History of the Jews, New York, 1957, Vol. 3, p. 108; og Hirschberg, A History of the Jews of North Africa, p. 108)

[149] Gerber, Jewish Society in Fez, p. 21

[150] Y. D. Semach. “Une Chronique Juive De Fes: Le “Yahas Fes” De Ribbi Abner Hassarfaty”, Hesperis, 1934, Vol. 19 (1-2), pp. 91-93. Engelsk oversættelse af Susan Emanuel.

[151] Gerber, Jewish Society in Fez, p. 21.

[152] Hirschberg, A History of the Jews of North Africa, p. 402; Gerber, Jewish Society in Fez, p. 18; John O. Hunwick, “Al-Maghili and the Jews of Tuwat: the Demise of a Community” Studia Islamica, 1985, Vol. 61, pp. 155-183.

[153] G. Deverdun, “Ibn ‘Askar”. Encyclopedia of Islam. Edited by P. Bearman, Th. Bianquis, C. E. Bosworth, E. van Donzel, and W. P. Heinrichs, Brill, 2006, Brill Online.

[154] Ibn ‘Askar, Dawhat al-nashir li-mahasin man kana bi ‘l-maghrib min mashayikh al-qarn al-‘ashir. Fez, 1891/2, p. 95. Engelsk oversættelse i Hunwick, “Al-Maghili and the Jews of Tuwat”, p. 161.

[155] Vajda, “Un Traite Maghrebin ‘Adversos Judaeos”, p. 811. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller.

[156] Hunwick, “Al-Maghili and the Jews of Tuwat”, pp. 173-174 og 162. På siderne 173-74 opsummerer Hunwick opfattelsen hos en af mindst to store samtidige marokkanske jurister, der støttede al-Maghilis synspunkter, al Tanasi (død 1494):

Som en del af sin argumentation citerede al-Tanasi en afgørelse i Tunis af juristen Abd al Abdul-Aziz al-Abdusi (d. 1434) om, at religiøse bygningsværker hverken kunne opføres eller repareres i muslimernes land (bilad al-muslimin). Skulle dhimmier efterfølgende bygge et sted for tilbedelse efter at være blevet forbudt at gøre det, ville dette udgøre en ophævelse af pagten [dhimmaen], hvilket ville gøre det lovligt at slavebinde deres kvinder og børn og beslaglægge deres ejendom.

[157] Ibid., pp. 176-177; 165-166.

[158] H. I. Gwarzo, “The Life and Teachings of al-Maghili with Particular Reference to the Saharan Jewish Community”, ikke-udgivet doktorafhandling, University of London, 1972 (Mikrofilm-kopi, 1985), p. 136.

[158a] Ibid., p. 134.

[158a] Ibid., p. 137.

[159] Ibid., pp. 49-50. Gwarzo bemærker endvidere (p. 261), at den jævne muslimske befolkning ydede Al-Maghili, "... respekt, ærbødighed, og blind loyalitet ...".

[159a] Hunwick, "Al-Maghili and the Jews of Tuwat ", p. 183.

[160] Raphael Israeli, “Anti-Jewish Attitudes in the Arabic Media, 1975—1981”, i Robert Wistrich, redaktør, Anti-Zionism and Antisemitism in the Contemporary World. New York, 1990, pp. 103, 112.

[161] Emmanuel Sivan, “Islamic Fundamentalism, Antisemitism, and Anti-Zionism”, i Robert Wistrich, redaktør, Anti-Zionism and Antisemitism in the Contemporary World. New York, 1990, p. 82

[162] Se diskussionen i teksten forbundet med noterne 120 og 121 ovenfor, fra Walter Fischel, Jews in the Economic and Political Life of Medieval Islam, London, 1937, p.91.

[153] Sivan. “Islamic Fundamentalism, Antisemitism, and Anti-Zionism”, pp. 77-78.

[164] Ahmad Yusuf Ahmad, Al-Sh’b al-Dalil Isra’il (Israel - det vildledte folk), Cairo, 1962, p. 78. Citeret i Y. Harkabi, Arab Attitudes to Israel. Jerusalem, Israel, 1972, oversat af Misha Louvish, p. 92.

[165] ‘Abdallah al-Tall, Khatr al-Yahudiyya al-‘Alamiyya ‘Ala al-Islam wa-al-Mashiyya (Verdensjødedommens fare for islam og kristendom). Cairo, 1964, p. 65. Citeret i Y. Harkabi, Arab Attitudes to Israel, p. 92.

[166] D. F. Green [“D. F. Green” er et sammensat pseudonym for David Littman og Y. Harkabi], Arab Theologians on Jews and Israel. Extracts from the Proceedings of the Fourth Conference of the Academy of Islamic Research. Geneva, 1976, p. 15.

[167] The fourth conference of the Academy of Islamic Research, Rajab 1388, September 1968. Cairo, General Organization for Government Printing Offices, 1970, 935 pp.

[168] D. F. Green, Arab Theologians on Jews and Israel, p. 70.

[169] Ibid., p. 91

[170] Sylvia Haim, “Islam and the Theory of Arab Nationalism”, Die Welt Des Islams, 1955, Vol. 2, pp. 124-149. Se især hendes konklusion på side 149:

Et andet træk ved den moderne doktrin, der passer med den muslimske fortid, er den vægt, som begge lægger på fællesskabets solidaritet, disciplin og samarbejde. Ummaen i islam er en solidarisk enhed, og dens fornemmeste opgave er at besvare kaldet til jihad. Dette bringer os til det tredje træk, som både moderne og gamle systemer har til fælles, nemlig forherligelsen af ens egen gruppe. Muslimers traditionelle holdning til verden udenfor er en holdning af overlegenhed, og sondringen mellem dar al-harb, dar al-islam og dar as-sulh er altid nærværende for den muslimske jurist. Det kan derfor siges som konklusion om denne moderne nationalistiske doktrin, at selv om den bringer træk med sig til islam, som måske ikke stemmer overens med streng ortodoksi, er den ikke det mindste uforenelig, skønt måske nok med moderne europæiske doktriner, med sunni-islams politiske tænkning og politiske erfaringer.

Også fra Sylvia Haim, Arab Nationalism—An Anthology, Berkeley, California, 1962, pp. 63-64. Haim citerer grundlæggeren af det arabiske nationalistiske Baath-parti, Michel Aflaq:

Muhammed var indbegrebet af alle arabere, så lad alle arabere i dag være Muhammed (…). Islam var en arabisk bevægelse og dens betydning var arabismens fornyelse og dens modenhed (…). [Selv] arabiske kristne vil erkende, at islam for dem udgør en national kultur, som de må fordybe sig i, så de kan forstå og elske den, og så de kan bevare islam, som de ville bevare det mest værdifulde element i deres arabisme.

Haim konkluderer (s. 164), "For Aflaq er islam arabisk nationalisme ..."

[171] Officiel engelsk oversættelse i Zuhair Diab, redaktør, International Documents on Palestine, 1968, Beirut, 1971. Citeret i Bat Ye’or, The Dhimmi, p. 390.

[172] Bat Ye’or, The Dhimmi, p. 390.

[173] Musa Kazem el-Husseini, (President Palestinian Arab Congress), to High Commissioner for Palestine, December 10, 1920 (Oversat 2. januar 1921), Israels Statsarkiver, R.G. 2, Box 10, File 244.

[174] “A Friday Sermon on PA TV: … We Must Educate our Children on the Love of Jihad…” July 11, 2001, Middle East Media Research Institute, Special Dispatch #240. http://memri.org/bin/articles.cgi?Page=archives&Area=sd&ID=SP24001

del 1, del 2, del 4

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo