Den vedvarende historiske brug af de antijødiske motiver i Koranen

Tidligere blev der, i forbindelse med Koranen 5:82, givet et par korte eksempler [85], der illustrerer den historiske kontinuitet (fra det 9. århundredes Baghdad/Irak, til det 19. århundredes Egypten) af hadefulde holdninger til jøder, som dette særlige vers (5:82) affødte blandt de muslimske masser, som beskrevet af samtidige observatører, både muslimske og ikke-muslimske. Efter at have fremlagt et fuldt spektrum af de vigtigste anti-jødiske motiver i Koranen, kan der nu gives yderligere illustrationer, der viser deres vedvarende indflydelse på muslimske holdninger (og deraf følgende handlinger) over for jøder. Fire temaer vil blive behandlet: (I) Jøderne, som forbundet med Satan og overgivet til Helvede (Koranen 4:60, 4:55, 58:14-19 og 98:6); (II) indførelsen af den koraniske hovedskat (jizya, Koranen 9:29) på jøder, specifikt; og (III) den beslægtede håndhævelse af Koranens (2:61) "forbandelse" af jøderne for at have dræbt profeterne, og begået andre synder mod Allahs vilje, og derved fortjent deres permanente fornedrelse og elendighed; og sidst, i forbindelse med denne forbandelse, (IV) jødernes forvandling til aber/svin, som straf (Koranen 2:65, 5:60, og 7:166).

Formelle dekreter (eller moderne erklæringer) og udtalelser fra muslimske herskere, retskyndige og teologer - fortidige og nutidige - har igen og igen forbundet ikke-muslimske dhimmier i almindelighed, eller specifikt jøder, med Satan og pinslerne ved fortjent at blive overgivet til Helvede. Den abbasidiske kalif, al-Mutawakkil befalede i et anti-dhimmi-dekret, dateret år 850, følge Tabari, [86]: ”... at træ-billeder af djævle [87] skulle sømmes på dørene til deres hjem for at adskille dem fra muslimers hjem.” Ibn Abdun, en muslimsk jurist fra Sevilla, Spanien påberåbte sig Koranen 58:19 i et afsnit af hans afhandling (dateret 1100) om dhimmi-trælle, som drøftede den relevante påklædning for dhimmier og hvordan muslimer burde ”hilse” dem: [88]

I må ikke tillade nogen (…) jøde eller kristen at bære klæder, der kendetegner højtstående mænd, retslærde, eller de velhavende. Tværtimod skal de være genstand for foragt og afsky; de er ikke berettiget til en fredshilsen [”Fred være med dig!” (as-salam alaykum!)]. I realiteten har [citat 58:19] "Satan (…) fået dem i sin magt og ladet dem glemme Allahs påmindelse. De er Satans tilhængere. Satans tilhængere, de er fortabte.” De skal bære et karakteristisk, forsmædeligt tegn.

En gennemgang fra september 2002 af fredagsprædikener fra saudiarabiske moskeer [89] viser, at disse motiver stadig er levende i moderne folkelig islamisk religiøs undervisning. I en moské i Mekka, erklærede Sheikh Adnan Ahmed Siyami,

[Islam] har den tro, at kun islam og "vantroens lejr” eksisterer, og at der ikke findes anden vej til Paradis og at blive reddet fra Helvede, end at følge vores Profets vej og tilslutte sig islam. Enhver anden vej fører til Helvede.

Sheik Muhammad Saleh Al-Munajjid, en anden moderne saudi-præst, henviste udtrykkeligt til jøderne i sin beslægtede behandling under en prædiken, der blev holdt i en moské i Al-Damam:

Jøderne er Satans hjælpere. Jøderne er årsag til den menneskelige races elendighed, sammen med de vantro og de andre polyteister. Satan fører dem til Helvede og til en sørgelig skæbne.

Almindelige muslimers ensartede måde at udtrykke sig på viser, hvordan sådanne forbindelser mellem jøderne og Satan og Helvede længe har været indoptaget af masserne. Solomon b. Jeroham, den autoritative karæer-jødiske ekseget, som boede i Jerusalem i midten af det 10. århundrede, [90] bekræftede, at den hadefulde lære om hilsen (og ydmygelse), illustreret (ovenfor) af Ibn Abduns afhandling, [91] faktisk blev praktiseret af muslimer i deres kontakt med jøder. Solomon medtog følgende bemærkning i hans kommentar til Klagesangene fra 955/56: [92]

Hvad kan man sige om mennesker [muslimer], der forbander dig, når du hilser på dem, og når du ikke hilser på dem, så ydmyger dig og fornærmer dig?

Sir John Drummond-Hay (1816-1893) var en britisk diplomat og sprogforsker med en omfattende viden om Marokko, der, efter at have levet med sin far (generalkonsul Edward Drummond-Hay) i Tanger fra en alder af 16, tjente som en betroet personlig rådgiver for tre generationer af marokkanske sultaner. Nedskrevet i 1844, bemærkede Sir John, at der blandt muslimer i det nordafrikanske Maghreb (især Marokko) herskede den tro, at [93]

... hvis en muhammedaner går henover en jødisk grav, giver han lindring til den forpinte vantro, der ligger i den, og at han af den grund bør holde sig væk fra graven.

Den forestilling, at jøderne med rette er dømt til en sådan evig pine efter døden, er faktisk klart udtrykt af Muhammed, som det er nedfældet i Bukharis og Muslims kanoniske hadith-samlinger:

Fortalt af Aisha: Engang passerede Allahs Apostel (graven) af en jødinde, hvis pårørende græd over hende. Han sagde: "De græder over hende og hun bliver tortureret i sin grav" [94]

Fortalt af Abi Ayub: Engang gik Profeten ud efter solnedgang og hørte en frygtelig stemme, og sagde: "Jøderne bliver straffet i deres grave" [95]

Tudor Parfitt bemærkede i sin 1996-analyse af det 20. århundredes udvandring af Yemens jøder, [96] der førte til afviklingen af deres ældgamle samfund, at jøder havde en fremtrædende plads i yemenitiske ordsprog og udtryk, herunder denne almindelige reference til Helvedesilden:

Efter at have sagt: "Det er varmt i dag", plejede man at tilføje: "Ah! En jøde må være omkommet" - en hentydning til jøden, der brænder i Helvede.

Ritualet ved jizya-opkrævningen opfylder, i overensstemmelse med Koranen 9:29, det foreskrevne krav om fornedrelse af jøder og andre dhimmier. Al-Suyuti (d. 1505), forfatter (sammen med hans mentor) [97] til en skelsættende Koran-kommentar (Tafsir al-Jalalayn), gav disse anbefalinger vedrørende opkrævning af jizya:

... [jizya, som en del af] jord og slaver (…) er pålagt Bogens Folk (…) folk, der tillader vin [jøder og kristne] og svinekød [kristne] (…). [Saaghiruuna betyder] underdanigt (…) [det betyder] ved tvang (…) [an yadin betyder] direkte, ikke i tillid til en mellemmands fup (…) med magt (…) uden modstand (…) på en ikke-prisværdig måde (…) mens du står og [dhimmien] sidder, med pisken foran dig [tager du] pengene, mens han har snavs på sit hoved.

Al-Maghili (d. 1504/1505), en samtidig med Al-Suyuti og en betydningsfuld nordafrikansk teolog, hvis skrifter om dhimmier påvirkede både de muslimske masser på hans egen tid og tilhængere gennem det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, insisterede på, at dhimmier, især jøder, skulle påføres krænkelser under opkrævningen af jizya: [98]

På dagen for skatteopkrævning, bør de samles på et offentligt sted, som souken. De skal møde op dér, stående på det laveste, mest usle sted. Lovens tjenere bør stå over dem, og indtage en truende attitude, så det i deres egne og andres øjne kan ses, at vort formål er at nedværdige dem ved at foregive at tage deres ejendele. De vil indse, at vi gør dem en tjeneste [igen] ved at acceptere jizya fra dem og lade dem gå [deres vej]. Så skal de føres frem én efter én [for den officielt ansvarlige] for at betale skatten. Under betalingen vil dhimmien modtage en lussing, og blive skubbet bagud på en sådan måde, at han vil tænke, at han er undsluppet sværdet takket være denne [fornærmelse]. Det er sådan, Herrens venner i de første og sidste generationer handlede mod deres slyngelagtige fjender; for magten tilhører Allah, Hans Apostel og de troende.

Den varige arv efter Al-Maghilis lære kommer tydeligt frem i to bemærkelsesværdige beretninger om de ydmygende vilkår, hvorunder jizya stadig blev opkrævet fra marokkanske jøder i moderne tid. En italiensk jøde, der rejste i Marokko i 1894, rapporterede følgende: [99]

Kaid Uwida og kadi Mawlay Mustafa havde rejst deres telt i dag nær porten til mellahen [den jødiske ghetto] og havde indkaldt jøderne for at opkræve hovedskatten [jizya], som de har pligt til at betale sultanen. De indkaldte også mig. Først havde jeg undersøgt, om de, der var europæisk beskyttede borgere, også skulle betale denne skat. Da jeg havde fået at vide, at en stor del af dem allerede havde betalt den, ønskede jeg at gøre det samme. Efter at have overgivet skattebeløbet til to embedsmænd, modtog jeg fra kadiens vagt to slag i nakken. Henvendt til kadien og kaiden, sagde jeg: "Vid at jeg er en italiensk beskyttet borger." Hvorefter kadien sagde til sin vagt: ”Fjern tørklædet, der dækker hans hoved, og slå ham hårdt; så kan han gå ud og klage til hvem han vil.” Vagterne adlød hastigt og slog mig igen mere voldsomt. Denne offentlige mishandling af en europæisk-beskyttet borger viser for alle araberne, at de, med straffrihed, kan mishandle jøderne.

Og i et brev af 30. januar 1911 fra Avram Elmaleh, leder af Fez Drengeskole, til præsidenten for Alliance Israélite Universelle, Paris, lærer vi om de nedværdigende forhold, der blev pålagt rabbinske ledere i det marokkanske jødiske samfund i forbindelse med "samfundsanliggender" (som for eksempel betaling af jizya), helt ind i det andet årti af det 20. århundrede: [100]

Jeg har den ære at bekræfte modtagelsen af Deres brev nr. 1283 af 30. januar, og har vedlagt et brev fra rabbiner Vidal Sarfaty. Rabbineren beder Dem om at rette henvendelse til Si Mohamed el Mokri, den marokkanske udenrigsminister, der for tiden er i Paris, for at få afskaffet den nedværdigende skik, pålagt jøder, ikke at træde ind i Dar el Maghzen undtagen barfodet. Desværre er forholdene, der omtales i rabbiner Vidals brev, korrekte. Jøder må tage deres sko af ved indgangen til Dar-Maghzen. Helt bortset fra ydmygelsen ved denne foranstaltning, er det en utålelig lidelse for vores trosfæller at skulle stå mange timer i bare tæer på jorden i paladsgården, som enten er kold og fugtig eller hvidglødende fra sommersolen. Rabbi Vidal, der er en regelmæssig besøgende i Dar-Maghzen i forbindelse med samfundsanliggender eller på vegne af enkeltpersoner, er ofte kommet syg tilbage fra et lidt for langt ophold foran kontorerne. Efter min opfattelse vil det være umuligt at opnå en ordre fra sultanen om at tillade jøderne at træde ind i paladset med deres sko på. Det er en indrømmelse, som hans stolthed ikke ville tillade, og helt i modstrid med den muslimske opfattelse af den relative position mellem jøderne og dem selv.

Først da Marokko blev et fransk protektorat, skete der en reel afskaffelse af sådanne sharia-baserede praksisser, hvilket gav jøder, som Stillman bemærker, [101] "langt større sikkerhed og muligheder", end der havde eksisteret i de "kaotiske og voldelige dage" før dets etablering (i 1912). Men selv et kvart århundrede efter etableringen af et fransk protektorat i Tunesien (maj 1881), var tunesiske jøder i landområderne, som beskrevet af Jacques Chalom (i 1908), stadig forpligtet til at betale jizya (kaldet majba i Tunesien). [102] Desuden fortsatte jøder i Yemen og Afghanistan med at betale jizya, indtil afviklingen af deres samfund efter oprettelsen af staten Israel i 1948. [103]

Selvom Yemens herskere i det 20. århundrede (Imam Yahya, og hans søn Ahmad) dispenserede fra offentlig ceremoniel nedværdigelse, varede jizya-opkrævningens bevidst truende og ydmygende atmosfære ved. Aviva Klein-Franke beskriver opkrævningsprocessen: [104]

Imamen [Yahya, og senere hans søn Ahmad] udpegede en respektabel jøde til at indsamle hovedskatten. Den udpegede blev kaldt mamur, sheik eller aqil (…). Han fik ordre til at lave en liste over alle de jødiske mænd i hans samfund, der havde nået en alder af tretten år med henblik på at indsamle jizya (…). Uqqalerne [mamurens assistenter] skulle også medtage de jøder, der var udvandret. Som vi har set, konfiskerede imamen al ejendom tilhørende enhver, der forlod Yemen. Jøderne fik ikke lov til at sælge deres ejendom, inden de forlod landet - alt var hjemfaldent til imamen ifølge hans [imam Yahyas] dekret af 1920.

Før uqqalerne indsamlede pengene, gik en gade-udråber gennem det jødiske kvarter og forkyndte, at imamen forventede, at alle ville betale jizyaen uden tøven. En undladelse af at gøre dette betød, at en soldat, baqaa, ville blive indkvarteret hos de pågældende indtil de betalte (…). Normalt betalte jøderne uden indvendinger (…) de kunne sende en skriftlig klage til imamen. Hvis en jøde stadig nægtede at betale jizyaen, ville imamen ikke acceptere yderligere undskyldninger og sendte sine soldater til den genstridige jøde, indtil han var villig til at betale. Dette betød, at soldater kunne opholde sig i hans hus i nogle få dage. Jøden var nødt til at huse dem og gøre alt for at tilfredsstille deres behov, ellers ville soldaterne klage til imamen over, at de ikke var blevet behandlet godt og var blevet fornærmet som muslimer. Ikke alene ville en sådan ordning koste den pågældende jøde meget mere end jizyaen, han skyldte, han kunne tilmed ende i fængsel.

Ifølge en rapport fra 1950, var jøderne i Afghanistan underkastet statslig anti-jødisk diskrimination, samt den lokale muslimske befolknings religiøse nidkærhed, helt indtil deres endelige udvandring (de flygtede typisk til Indien, og derfra til Israel). Denne løbende diskrimination indbefattede deres offentlige ydmygelse under indsamlingen af jizya: [105]

... jøderne i Afghanistan er fortsat underlagt alle de former for diskrimination, som streng overholdelse af Koranen [9:29] kræver. De skal betale jizya-hovedskatten, der pålægges vantro, og betalingen er ledsaget af ydmygende ceremonier ...

Det nedværdigende ritual ved jizya-opkrævningen var et fremtrædende element i et bredere sæt anti-dhimmi-regler, der er kodificeret i islamisk lov i overensstemmelse med Koranen 9:29. "Jizya-kontrakten", "dhimmaen" eller "dhimmitude-systemet", omfattede andre obligatoriske og anbefalede forskrifter for de erobrede ikke-muslimske "dhimmi-folk", herunder jøder, som for eksempel: [106] Forbudet mod våben til de besejrede ikke-muslimer (dhimmier) og mod kirkeklokker; restriktioner vedrørende bygning og restaurering af kirker, synagoger og templer; ulighed mellem muslimer og ikke-muslimer med hensyn til skatter og strafferet; muslimske domstoles afvisning af dhimmiers vidnesbyrd; [107] et krav om, at jøder og andre ikke-muslimer bærer særlige klæder; samt den generelle ydmygelse og fornedrelse af ikke-muslimer. Det er vigtigt at bemærke, at disse regler og holdninger blev institutionaliseret som faste elementer i den hellige islamiske lov, eller sharia. Skrifter af den meget feterede sufi-teolog og jurist al-Ghazali (d. 1111) (den berømte teolog, filosof og ikon for mystisk sufisme, der, som påpeget af den berømte forsker W. M. Watt, har været "... hyldet i både Øst og Vest som den største muslim næst efter Muhammed ... " [108]) belyser, hvordan dhimmitude-institutionen ganske enkelt var en normativ og fremtrædende del af sharia:

... dhimmien er forpligtet til ikke at nævne Allah eller Hans Apostel (…) jøder, kristne og majianere skal betale jizya [hovedskat på ikke-muslimer] (...) ved betalingen af jizyaen, skal dhimmien hænge med hovedet, mens embedsmanden tager fat i hans skæg og slår ham [dhimmien] på knoglen, der rager frem under hans øre [dvs. underkæben] (…). De er ikke tilladt demonstrativt at udstille deres vin eller kirkeklokker (…) deres huse må ikke være højere end muslimernes, uanset hvor lavt, det er. Dhimmien må ikke ride på en elegant hest eller et muldyr, han kan ride på et æsel, hvis sadlen [sadelarbejdet] er af træ. Han må ikke gå på den gode side af vejen. De [dhimmierne] skal bære en [identificerende] lap [på deres tøj], selv kvinder, og selv i [de offentlige] bade (…) skal [dhimmier] holde mund ... [109]

To særligt ydmygende "erhverv" blev pålagt jøder af deres muslimske herremænd i Yemen, og Marokko, hvor jøderne udgjorde de eneste selvstændige ikke-muslimske dhimmi-befolkninger. Yemenitiske jøder skulle fjerne menneskelig afføring og andet affald (urin, som ikke var fordampet, osv.) fra muslimske områder, først i Sanaa, og senere i andre samfund, såsom Shibam, Yarim, og Dhamar. [110] Dekreter, der pålagde denne forpligtelse, blev udstedt i slutningen af det 18. eller begyndelsen af det 19. århundrede, og genindført i 1913. [111] Yehuda Nini gengiver et brev fra 1874, skrevet af en yemenitisk jøde til Alliance Israélite i Paris, der beklager denne praksis: [112]

... Det er 86 år siden, at vore forfædre blev udsat for det grusomme dekret og den store skam for nationen Israel fra Østen til Solnedgangen (…). I vore fædres dage, for 86 år siden, fremstod der en dommer, kendt som Qadi, som sagde til kongen og hans ministre, der levede på den tid, at Herren, velsignet være Han, alene havde skabt jøderne af kærlighed til andre nationer, for at de kunne gøre deres arbejde og være slaver under deres vilje, og udføre de mest foragtelige og ringe af opgaver. Og af dem alle (...) den største besmittelse af alle, at rense deres lokummer og gader og veje for deres beskidte møg og alt svineriet på dette sted og at indsamle alt, hvad der efterlades af møg, må Deres Ære undskylde udtrykket.

Marokkanske jøder i de store byer, som f.eks. Fez (siden det 13. århundrede), var indesluttet i ghettoer, kaldet mellah(er) (salt jord), hvilket kommer af, at det var her, jøderne blev tvunget til at salte de afhuggede hoveder af henrettede oprørere, som skulle stilles offentligt til skue. [113] Denne brutalt indførte, ydmygende praksis – som kunne blive forlangt udført selv på den jødiske sabbat – holdt sig frem til slutningen af det 19. århundrede, som beskrevet af Eliezer Basan: [114]

I 1870’erne var jøder tvunget til at salte oprøreres afhuggede hoveder på sabbatten. For eksempel gjorde Berber-stammer ofte oprør mod sultan Muhammed XVIII. For at tvinge dem til at acceptere hans autoritet, iværksatte han militære straffekampagner. Blandt stammerne var Musa, der holdt til syd for Marrakesh. I 1872 lykkedes det sultanen at undertrykke deres oprør og otteogfyrre af deres fanger blev dømt til døden. I oktober 1872 blev de, på sultanens ordre, sendt til Rabat for halshugning. Deres afhuggede hoveder blev udstillet på byens porte i tre dage. Da hovederne skulle sendes til Fez, blev jødiske ritualslagtere (hebraisk, shohetim) tvunget til at salte dem og hænge dem op til udstilling på sabbatten. Trods trusler fra guvernøren i Rabat, nægtede jøderne at gøre det. Så beordrede han soldater til at trænge ind i hjemmene hos dem, der nægtede, og trække dem udenfor. Efter at de var blevet pisket, gav jøderne efter og udførte opgaven, og oprørernes hoveder blev stillet offentligt til skue.

Forskellige anti-dhimmi regler blev en integreret del af den permanente "fornedrelse og elendighed", der var foreskrevet jøderne, især ved Koranens forbandelse, 2:61. Jøders brud på denne regulerende pagt (eller "dhimma") - uanset om de var virkelige eller formodede - kunne få katastrofale konsekvenser, herunder fuldt sanktioneret jihad-vold [115], rettet mod dem. For eksempel menes digteren Abu Ishaq al-Elbiri at have bidraget til at ophidse de muslimske masser i 1066 mod den jødiske vesir i Granada, Joseph ibn Naghrela, med en ætsende antijødisk ode, der fremhævede, hvordan dhimmaen var blevet overtrådt. Abu Ishaq skrev: [116]

Bring dem ned hvor de hører til, og sæt dem tilbage i den mest ynkelige position. De plejede at strejfe omkring os i laser, overdænget med foragt, ydmygelse, og hån. De plejede at rode i affaldsdyngerne for at finde lidt af en beskidt klud, der kunne tjene som ligklæde for en mand at blive begravet i (…). Betragt ikke dette at dræbe dem som forræderi. Nej, det ville være forræderi at efterlade dem spottende. [Oversætteren sammenfatter derefter: ’Jøderne har brudt deres pagt (dvs. overskredet deres position i henhold til Umars pagt) og samvittighedsnag ville være malplaceret.’]

En samtidig krønike skrevet af sultan Abd Allah (som blev sultan af Granada i 1073) bekræfter, at et brud på dhimmitude-systemet fremskyndede udbruddet af den muslimske anti-jødiske vold i Granada: [117]

Både almindelige mennesker og de adelige var frastødt af jødernes listighed, de vitterlige forandringer, de havde skabt i tingenes rette orden, og de stillinger de indtog i strid med deres pagt [dvs. dhimmaen]. Allah dekreterede deres aflivelse lørdag den 10. Safar 459 (31. december 1066) (…). Jøden [Joseph Ibn Naghrela] flygtede ind i det indre af slottet, men pøbelen forfulgte ham dér, greb ham og dræbte ham. Derefter lagde de enhver jøde i byen under sværdet og tog deres ejendom i store mængder.

Granada-muslimernes pogrom resulterede i mordet på Joseph Ibn Naghrela, og massakren på 3-4.000 Granada-jøder, sammen med udplyndringen af det jødiske samfund. [118] Dette tal er lig med eller overstiger antallet af jøder, der angiveligt blev dræbt af korsfarerne under deres plyndring af Rhinlandet omkring tredive år senere, ved starten af det første korstog. [119]

Noter

[85] Se noterne 57-69, ovenfor.

[86] Tabari, Ta’rikh al-Rusul wa al-Muluk, M. J. de Goeje, redaktør, Leiden, 1879, Vol. 3, pp. 1389-90, Engelsk oversættelse i Norman Stillman, The Jews of Arab Lands. A History and Source Book. Philadelphia, 1979, p.167.

[87] Moshe Gil, A History of Palestine, 634—1099, Cambridge, 1992, p. 159, note 32.

[88] Georges Vajda, “À propos de la situation des Juifs et des Chrétiens à Séville au début du XIIe siècle”, Revue des Études Juives, 99, 1935, pp. 127-129. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller.

[89] “Friday Sermons in Saudi Mosques: Review and Analysis”, Middle East Media Research Institute, 26. september 2002, Special Report # 10.

[90] Kaufmann Kohler, Isaac Broydé. “Solomon ben Jeroham”. The Jewish Encyclopedia

[91] Georges Vajda. “À propos de la situation des Juifs et des Chrétiens à Séville au début du XIIe siècle”.

[92] Salomon Feuerstein, Der Commentar des Karäers Salmon ben Jerucham zu den Klageliedern: Zum ersten Male nach der Pariser Handschrift edirt. 1898, Krakau, p. xiii. Engelsk oversættelse af Haggai Ben-Shammai, i “The Attitude of Some Early Karaites Towards Islam”, fra Isadore Twersky, (red.), Studies in Medieval Jewish History and Literature, Cambridge, Massachusetts, 1984, Vol. II, p. 10.

Yderligere eksempler på denne muslimske lære om den rette hilsen blev leveret i udtalelser af juristen al-Qayrawani fra det 10. århundredes Kairouan (by i nordøst Tunesien), og af den egyptiske sheik Damanhuri fra det 18. århundrede. Hos Qayrawani hedder det (La Risala. Oversat fra arabisk til fransk af Leon Bercher, Algier, 5. udgave, 1960. Engelsk oversættelse i Bat Ye'or, Islam and Dhimmitude. Where Civilizations Collide. Cranbury, New Jersey, 2001, p. 99):

Man bør ikke være den første til at sige salam [velsignelse være med dig] til jøder eller kristne; men hvis man (utilsigtet) har sagt salam til en skatskyldig, skal han bedes om at betragte den som ugyldig. Hvis en jøde eller kristen hilser dig, skal du svare "alayka" ["det samme til dig"] (intet mere). Men du kan også svare: "alayka’ s-silâm," med kasra på sîn [vokaliseret med et "i" og ikke et "a" for at gøre det til en fornærmelse], for det ville så betyde: "Stenen," [som kastes efter jøder og kristne o.a.] fordi dette, ifølge en udtalelse, er tilladt.

Sheik Damanhuri udstedte en lignende afgørelse om dette emne ca. otte hundrede år senere (fra Shaykh Damanhuri on the Churches of Cairo, 1739. Redigeret og oversat af Moshe Perlmann. Berkeley, Californien, 1975, s. 57):

Hvis du hilste på et menneske, som du betragtede som muslim, kun for at opdage, at det var en dhimmi, så træk dine ord tilbage, og lad som om "han overvejede min hilsen." Hvis én af dem hilser, skal han kun besvares med "det samme til dig". Hvis du korresponderer med én, siger du: "Hilsen til ham, der følger rette vejledning." Men undgå at lykønske, trøste, eller besøge dem, medmindre du forventer, at den person, du besøger, vil konvertere til islam.

[93] Sir John Drummond Hay, Western Barbary: Its Wild Tribes and Savage Animals, London, 1844, p. 3.

[94] Sahih Bukhari. Vol. 2, Book 23, #376 http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/bukhari/023.sbt.html
Sahih Muslim Book 004, #2029 http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/muslim/004.smt.html#004.2029

[95] Sahih Bukhari Vol. 2, Book 23, #457; Sahih Muslim Book 040, #6861

[96] Tudor Parfitt. The Road to Redemption. The Jews of the Yemen 1900-1950. Leiden, 1996, p. 89.

[97] Suyuti skrev en berømt og udbredt kommentar, Tafsiir al-Jalalayn sammen med sin lærer, Jalaal al-Diin al-MaHallii; sidstnævnte forfattede den anden del, hvorefter Suyuti skrev første del for at fuldføre den, herunder denne oversættelse/dette citat af Koranen 9:29. Tafsir al-Jalalayn, Beirut 1404/1984, 244, fra Suyutis Durr al-Manthur... Beirut, ingen dato, bd. III, s. 228, hvor Suyuti citerer forskellige traditioner. Disse citater, i engelsk oversættelse, er gengivet fra, Andrew Bostom, redaktør, The Legacy of Jihad, Amherst, New York, 2005, s. 127.

[98] Georges Vajda, “Un Traite Maghrebin ‘Adversos Judaeos: Ahkam Ahl Al-Dimma Du Sayh Muhammad B. ‘Abd Al-Karim Al-Magili’”, i Etudes D’Orientalisme Dediees a La Memoire de Levi-Provencal, Vol. 2, Paris, 1962, p. 811. Engelsk oversættelse af Michael J. Miller.

[99] Bat Ye’or, Islam and Dhimmitude, pp. 70-71.

[100] David Littman, “Jews under Muslim Rule in the late Nineteenth Century” [Dansk oversættelse: Jøder under muslimsk styre i slutningen af det nittende århundrede], The Wiener Library Bulletin, 1975, Vol. 28, p. 75.

[101] Norman Stillman. The Jews of Arab Lands in Modern Times, Philadelphia, 1991, p. 51.

[102] Jacques Chalom. Les Israelites de la Tunisie: Leur condition civile et politique, Paris, 1908, p. 193.

[103] For Yemen: Parfitt, The Road to Redemption, p. 163, og Aviva Klein-Franke, “Collecting the Djizya (Poll-Tax) in the Yemen”, i Tudor Parfitt redaktør, Israel and Ishmael: studies in Muslim-Jewish relations, New York, 2000, pp. 175-206. For Afghanistan: S. Landshut, Jewish Communities in the Muslim Countries of the Middle East, Westport, Connecticut, 1950, pp. 67-70.

[104] Klein-Franke, “Collecting the Djizya (Poll-Tax) in the Yemen”, pp. 182-83, 186.

[105] S. Landshut, Jewish Communities in the Muslim Countries of the Middle East, p. 67.

[106] Al-Mawardi, The Laws of Islamic Governance [al-Ahkam as-Sultaniyyah], London, United Kingdom, 1996, p. 211; Bat Ye’or, The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam, 1985, Cranbury, New Jersey, p. 169; K. S. Lal, The Legacy of Muslim Rule in India, New Delhi, 1992, p. 237.

[107] Se for eksempel Marghinani Ali ibn Abi Bakr, d. 1197, al-Hidayah, The Hedaya, or Guide - A Commentary on the Mussulman Laws, oversat af Charles Hamilton, 1791, genoptrykt New Delhi, 1982, Vol. 2, pp. 362-363 [Bog XXI, kapitel II. Om accept eller afvisning af vidnesbyrd. Dhimmier kan vidne om hinanden]

Malik og Shafii har sagt, at deres (dvs. de ikke-muslimske dhimmiers [vidnesbyrd]) er absolut uantagelige, for da vantro er uretfærdige, er det nødvendigt at tøve med at tro noget, de kan fremføre. Gud har sagt (i Koranen) ”Når en uretfærdig person fortæller dig noget, så vær langsom med at tro ham;” heraf følger, at en vantros vidnesbyrd ikke er tilladt, når det drejer sig om en muslim; og følgelig, at en vantro (i denne henseende) står i samme kategori som en frafalden (…). Desuden kan der være mistanke om, at en dhimmi opfinder usandheder mod en muslim, som kommer af det had, han nærer mod ham, på grund af muslimens overlegenhed i forhold til ham.

Og fra Joseph Schacht, An Introduction to Islamic Law, Oxford, United Kingdom, 1982, p. 132.

… dhimmien kan ikke være vidne, undtagen i sager vedrørende andre dhimmier …

[108] Watt, W. M. [Oversætter]. The Faith and Practice of Al-Ghazali, Oxford, England, 1953, p. 13.

[109] Al-Ghazali (d. 1111), Kitab al-Wagiz fi fiqh madhab al-imam al-Safi’i, Beirut, 1979, pp. 186, 190-91; 199-200; 202-203. [Engelsk oversættelse af Dr. Michael Schub]. Gengivet fra Bostom, The Legacy of Jihad, p. 199.

[110] Parfitt, The Road to Redemption, p. 187.

[111] Ibid., p. 87; Yehuda Nini, The Jews of the Yemen, 1800—1914. Oversat fra hebraisk af H. Galai. Chur, Schweiz, 1990; pp. 24-25.

[112] Nini, The Jews of the Yemen, p. 24.

[113] M. Gaudefroy-Demombynes, “Marocain Mellah”, Journal Asiatique, 1914, Vol. 3, p. 651; Meakin. “The Jews of Morocco” p. 372.

[114] Eliezer Bashan. “New Documents Regarding Attacks Upon Jewish Religious Observance in Morocco during the Late Nineteenth Century” Pe’amim 1995, p. 71. Engelsk oversættelse af Rivkah Fishman.

[115] Al-Mawardi, The Laws of Islamic Governance pp. 60; 77-78; 200-201.

[116] Moshe Perlmann, “Eleventh Century Andalusian Authors on the Jews of Granada,” Proceedings of the American Academy for Jewish Research, 1948-49, Vol. 18, pp. 286-87

[117] Sultan Abd Allah fra Granada, Kitab al-Tibyan, oversat af Bernard Lewis. Uddrag gengivet fra Stillman, The Jews of Arab Lands, pp. 224-225. Beretningen var en del af en erindring, skrevet under Abd Allahs fængsling i 1090, da Granada blev erobret af de berbiske muslimske almoravider fra Nordafrika

[118] Perlmann, ibid., p. 284; Reinhart Dozy, Spanish Islam: A History of the Muslims in Spain, Oversat af Francis Griffin Stokes, London, 1915 (genudgivet af Kessinger Publishing), p. 653.

[119] Richard Gottheil, Joseph Jacobs. “The Crusades” i The Jewish Encyclopedia

del 1, del 3, del 4

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo