Sammendrag

Den grundlæggende natur af den koraniske “åbenbaring”, som forstået af muslimer, blev udlagt i 1891 af Theodore Nöldeke (hvis skælsættende, Geschichte des Qorans [Koranens historie] fra 1860 stadig er et afgørende redskab i Koran-forskningen): ”For muslimernes tro (…) er Koranen Guds ord, og dette er også, hvad Koranen selv gør gældende …” Og til denne dag, som den nutidige Koran-forsker Ibn Warraq bemærker, er Koranen stadig, for alle troende muslimer og ikke blot ”fundamentalister”, Allahs ”uskabte” ord, ”… gyldig til alle tider og steder; dens idealer er, ifølge alle muslimer, absolut sande og hinsides enhver kritik.”

Koranens skildring af jøderne - en dom over deres egenskaber, der derved anses for ufejlbarlig og tidløs - fremhæver, i vers 2:61 (gentaget i vers 3:112), jødernes fundamentale ”fornedrelse og elendighed” og at de ”pådrog sig Allahs vrede”. Dette er udviklet nærmere i den muslimske eksegetiske litteratur om Koranen 2:61, heriblandt hadith og Koran-kommentarer. Den frygtelige vrede, der for altid er bestemt for jøderne, er i hadith og eksegesen forbundet med Koranen 1:7, hvor muslimer beder Allah om at lede dem på den rette vej, ikke vejen, der følges af dem, der fremkalder og må udholde Hans vrede. Dette vers er igen forbundet med koranversene 5:60 og 5:78, som beskriver jødernes forvandling til aber og svin (5:60), efter at de ”blev forbandet af David og Jesus, Marias søn.” (5:78) At tvinge især jøder til at bringe ”hyldest” ved at betale den koraniske hovedskat, (ifølge vers 9:29) ”kuet” og ”rede til at betale”, er i overensstemmelse med deres generelle elendighed og fornedrelse efter Koranen 2:61 og dets direkte relaterede vers.

Dernæst følger en yderligere, meget længere række af antijødiske koraniske motiver, bygget op som en afsløring (som om den var en del af en teologisk anklage- og domfældelsesproces) og afsluttet med en uddybning af den ”ultimative synd” begået af jøderne (de er blandt djævelens håndlangere (Koranen 4:60), forbandet af Gud (Koranen 4:47)) samt deres behørige straf: Hvis de ikke accepterer den sande tro (dvs. islam) på Dommens Dag, vil de brænde i Helvedes ild (Koranen 4:55). Ifølge Koranen 98:6: ”De, der er vantro, blandt Skriftens folk og dem, der sætter andre ved Allahs side, er i Helvedes ild; dér skal de forblive til evig tid. De er de værste af skabningen.”

I det følgende fremlægges et fuldt spektrum af de vigtigste antijødiske motiver i Koranen. Derefter gives der yderligere illustrationer, som viser deres vedvarende indflydelse på muslimske holdninger (og deraf følgende handlinger) over for jøder. Fire temaer bliver taget i betragtning, og deres historiske anvendelse illustreret, på tværs af tid og rum, frem til nutiden: (I) Jøderne, som forbundet med Satan og overgivet til Helvede (Koranen 4:60, 4:55, 58:14-19 og 98:6); (II) indførelsen af den koraniske hovedskat (jizya; Koranen 9:29) på jøder, specifikt; og (III) den beslægtede håndhævelse af Koranens (2:61) "forbandelse" af jøderne for at have dræbt profeterne, og begået andre synder mod Allahs vilje, og derved fortjent deres permanente fornedrelse og elendighed; og sidst, i forbindelse med denne forbandelse, (IV) jødernes forvandling til aber/svin, som straf (Koranen 2:65, 5:60 og 7:166).

Det nutidige tilfælde med Muhammad Sayyid Tantawi, forfatter til en 700 siders videnskabelig afhandling, der rationaliserer muslimsk jødehad: Banu Isra’il fi al-Qur’an wa al-Sunna [Jøder i Koranen og Traditionen], og nuværende storimam på Al-Azhar universitetet, viser bredden og dybden af helliggjort, "normativt" jødehad i dagens muslimske verden. Selv hvis alle ikke-muslimske jødehadske temaer pludselig skulle forsvinde mirakuløst fra den islamiske verden, så ville den levende arv af antijødisk had og vold, rodfæstet i islams hellige tekster - Koranen, hadith og sira - forblive intakt. Vurderingen og forståelsen af islamisk antisemitisme må begynde med en kompromisløs analyse af de antijødiske motiver, der er indeholdt i disse islams fundamentale tekster.

Indledning

Muhammad Sayyid Tantawi skrev følgende ord i sin 700-siders afhandling, der rationaliserer muslimsk jødehad, Banu Isra’il fi al-Qur’an wa al-Sunna [Jøder i Koranen og Traditionen], der oprindeligt blev udgivet i slutningen af 1960'erne, og begyndelsen af 1970'erne, og derefter genudgivet i 1986/87: [1]

Koranen beskriver jøderne med deres egne særlige degenererede egenskaber, dvs. de dræber Allahs profeter, korrumperer Hans ord ved at sætte dem på forkerte steder, fortærer skødesløst folkets rigdom, nægter at tage afstand fra det onde, de gør, og andre hæslige egenskaber som følge af deres rodfæstede lystenhed (…) kun et mindretal af jøderne holder deres ord (…). Alle jøder er ikke ens. De gode bliver muslimer, de dårlige gør ikke. (Koranen 3:113)

Tantawi blev tilsyneladende belønnet for denne videnskabelige indsats ved at blive udnævnt til storimam for al-Azhar universitet i 1996, en stilling han stadig besidder. Disse er de udtrykte, "nøje udforskede" opfattelser af jøder, som fremføres af det nærmeste, man kan komme til en muslimsk pave - lederen af det mest prestigefyldte center for muslimsk lærdom i sunni-islam, der omfatter omkring 85 % af verdens muslimer. Og sheik Tantawi blødgjorde ikke disse hadskabende opfattelser, da han blev storimam for al-Azhar, hvilket hans udtalelser om jøder som "Allahs fjender, efterkommere af aber og svin" [2] , legitimiteten af selvmordsbombning af jøder, [3] eller "dialog" med jøder (se efterfølgende citat), gør klart. [4]

... enhver, der undgår mødet med fjenderne for at konfrontere deres tvivlsomme påstande og stikker fingrene i deres øjne, er en kujon. Min holdning udspringer af Allahs bog [Koranen], hvoraf mere end en tredjedel beskæftiger sig med jøderne (…). [Jeg] skrev en afhandling, der beskæftiger sig med dem [jøderne], alle deres falske påstande og hvordan Allah straffede dem. Jeg tror stadig på alt, hvad jeg skrev i denne afhandling. [Dvs. den ovennævnte: Banu Isra’il fi al-Qur’an wa al-Sunna]

Tantawis tilfælde illustrerer bredden og dybden af helliggjort, "normativt" jødehad i den moderne muslimske verden. Selv hvis alle ikke-muslimske jødehadske temaer pludselig skulle forsvinde mirakuløst fra den islamiske verden, så ville den levende arv af antijødisk had og vold, rodfæstet i islams hellige tekster - Koranen, hadith og sira - forblive intakt. Vurderingen og forståelsen af islamisk antisemitisme må begynde med en kompromisløs analyse af de antijødiske motiver, der er indeholdt i disse islams fundamentale tekster.

De vigtigste antijødiske motiver i Koranen

Skrevet på arabisk, og opdelt i kapitler (suraer) og vers (ayah; flertal ayat), indeholder Koranen omkring 80.000 ord, 6.200-6.240 vers, og 114 suraer, arrangeret fra den længste til den korteste. I Koranens traditionelle ordning kommer de længste suraer først uden hensyn til kronologien, dvs. til, hvornår de formodes at være åbenbaret for den muslimske profet Muhammed. [5] Theodore Nöldeke (d. 1930) hvis skælsættende, Geschichte des Qorans fra 1860 stadig er et afgørende redskab i Koran-forskningen, uddybede i 1891 "åbenbaringsprocessen", som den forstås af muslimer [referencerne passer ikke helt til nutidens Koran-standard, o.a.]:

For muslimernes tro (…) er Koranen Guds ord, og dette er også, hvad Koranen selv gør gældende (…). Begrundelsen for åbenbaringen, er forklaret i Koranen selv som følger: - I himlen findes den oprindelige tekst ("Skriftens Moder," [sura] xliii. [vers]3; "en skjult bog," lv.77; "en velbevaret tavle," lxxxv.22). Ved en nedsendelsesproces (tanzil), blev det ene stykke efter det andet meddelt til Profeten. Formidleren var en engel, som undertiden kaldes "Ånden" (xxxvi.193), undertiden "Den hellige ånd" (xvi.104), og på et senere tidspunkt "Gabriel" (ii.91). Denne engel dikterer åbenbaringen til Profeten, som gentager den efter ham, og bagefter forkynder den for verden (lxxxvii.6, osv.) (…). Det er en udtrykkelig erklæring i Koranen, at den hellige bog blev åbenbaret ("sendt ned") af Gud, ikke som ét hele, men stykkevist og gradvist (xxv.34). Dette fremgår tydeligt af bogens faktiske sammensætning, og bekræftes af muslimsk tradition. Det vil sige, at Muhammed udsendte sin åbenbaring som løsblade af større eller mindre omfang. Et enkelt stykke af denne art blev kaldt enten koran, som også hele samlingen kaldes, og betyder ”læsning” eller snarere ”recitation”; eller kitab, ”skrift”; eller sura, som er det sen-hebræiske shura, og bogstaveligt betyder ”række.” Det sidste udtryk blev, i Muhammeds levetid, den almindelige betegnelse for de enkelte sektioner til forskel fra hele samlingen; og derfor blev det navnet på Koranens særskilte kapitler [6] .

Og til denne dag, for de muslimske masser, som Ibn Warraq bemærker, [7]

... forbliver Koranen Guds ufejlbarlige ord, Guds umiddelbare ord sendt ned, via en "ånd" eller "hellig ånd" eller Gabriel, til Muhammed på perfekt, rent arabisk; og alt, hvad den indeholder, er evigt og uskabt. Den oprindelige tekst er i Himmelen (…). Englen dikterede åbenbaringen til Profeten, som gentog den efter ham, og derefter åbenbarede den for hele verden. Moderne muslimer hævder også, at disse åbenbaringer er blevet bevaret nøjagtigt som åbenbaret til Muhammed, uden ændring, tilføjelse eller tab overhovedet (…). Koranen er stadig, for alle muslimer og ikke blot ”fundamentalister”, de uskabte ord af Gud Selv. Den er gyldig til alle tider og steder; dens idealer er, ifølge alle muslimer, absolut sande og hinsides enhver kritik.”

Koranens skildring af jøderne - en dom over deres egenskaber, der derved anses for ufejlbarlig og tidløs - er sammenfattet i elegante, supplerende diskussioner af Haggai Ben-Shammai, [8] og Saul S. Friedman. [9] Ben-Shammai fokuserer på to nøgleeksempler på jødehad i Koranen (og koran-eksegesen) - "forbandelsen mod jøderne" (i sura 2, vers 61) og de koranvers (især, sura 5, vers 82) der begrunder, hvorfor jøderne skal ringeagtes mere end kristne. [10] Friedmans præsentation er en bemærkelsesværdig sammentrængt syntese af anti-jødiske motiver, der er udviklet i Koranen - jøderne som vildledte sjæle, der er bestemt til en "lettere straf" i den jordiske verden, men i sidste ende sendes til Helvede, hvis de ikke accepterer islams "sande tro". [11]

Ben Shammai [12] understreger centraliteten af jødernes "fornedrelse og elendighed" og at de "pådrog sig Allahs vrede" i den muslimske eksegetiske litteratur om Koranen 2:61, herunder hadith og Koran-kommentarer. På trods af den bogstavelige henvisning, i Koranen 2:61, til israelitterne i ørkenen under deres udvandring fra Egypten, noter han, [13]

... har det for alle muslimske fortolkere, uden undtagelse, været fuldstændig klart, at henvisningen gjaldt jøderne på deres egen tid. Det arabiske ord oversat som "pådrog sig" betyder også, bogstavelig talt, at "fornedrelse og elendighed" var bestemt for dem til evig tid. "Fornedrelse” er betalingen af hovedskatten [jizya] [14] og den dermed forbundne ydmygende ceremoni. Hvad angår "elendighed," så var dette en forsikring om, at de for evigt skulle fortsætte med at være forarmede. Der er traditioner, der tillægger denne fortolkning Muhammed selv. [15]

Den frygtelige vrede, der for altid er bestemt for jøderne, er i hadith og eksegesen forbundet med Koranen 1:7, hvor muslimer beder Allah om at lede dem på den rette vej, ikke vejen, der følges af dem, der fremkalder og må udholde Hans vrede. Dette vers er igen forbundet med koranversene 5:60 og 5:78, som beskriver jødernes forvandling til aber og svin (5:60), efter at de ”blev forbandet af David og Jesus, Marias søn.” (5:78) [16]

Ben-Shammai forklarer den primære grund til dette "frygtelige dekret", som resulterede i at jøder er "så forfærdeligt forbandede": [17]

... gennem umindelige tider har jøderne afvist Allahs tegn, de undere, der blev udført af profeterne. De accepterede ikke profetier af Jesus, som Koranen tæller blandt profeterne. Men dette er alt sammen en del af jødernes væsen: De er af selve deres natur svigefulde og forræderiske.

Jøderne længtes oprindeligt efter Muhammed, for at han skulle sejre over de hedenske arabere, "Måtte Allah sende denne profet, om hvem vores bog siger, at hans komme er sikret" (ifølge en tradition citeret af Ben-Shammai) [18] . Men da de blev klar over, som Ben-Shammai bemærker med citater fra Koranen 5:64, [19] , at Muhammed ikke var en af deres egne,

... så afviste de ham af jalousi til araberne, selv om de i sandhed vidste, at han var profeten. Desuden førte dette jødiske træk dem til alvorligt kætteri. De troede, det ville lykkes dem, ikke blot at lede menneskeheden på afveje, men også at narre Allah ... (5:64): "Jøderne siger, ’Allahs hånd er lænket’ (…). Hver gang de [jøderne] antænder krigens brand, vil Allah slukke den." Fortolkere citerer traditioner, som godtgør, at jøderne altid har hadet de sande profeter og slået dem ihjel. Derfor er deres krige altid slået fejl og deres Tempel blevet ødelagt igen og igen.

Uafhængig bekræftelse af Ben Shammais analyse af forbindelserne mellem disse særlige vers og den centrale koran-forbandelse (dvs. vers 2:61, gentaget i 3:112), kan findes i den store moderne koran-kommentar, skrevet af Maulana Mufti Muhammad Shafi (d. 1976), som blev afsluttet på urdu i 1960'erne, og begyndelsen af 1970'erne. [20]

Shafis eksegese bemærker, at vers 5:78, og det forbundne vers 5:77, er rettet mod jøderne, som efter at have forvildet sig "... fra den rette vej (igen, vers 1:7)," blev genstand for "Allah den Almægtiges forbandelse." [21]

Shafi skitserer derefter følgende "timelige" ordninger, og særlige forbindelser med de bibelske figurer, David, Jesus og Moses, som kulminerede i en forbandelse over jøderne udtalt af Muhammed selv (skønt Muhammeds forbandelse måtte ske gennem en henvisning til sira, [22] specifikt):

Først udgik den [koran-forbandelsen] fra Dawuds [Davids] læber med det resultat, at de blev forvandlet til svin. Dernæst blev denne forbandelse over dem udtalt af Isa [den muslimske Jesus] med det timelige resultat, at de blev forvandlet til aber (…) faktum er, at forbandelsen over dem begyndte med Musa [Moses], og sluttede med den sidste blandt profeterne [Muhammed]. Forbandelsen der således ramte dem, der var fjendtligt indstillet over for profeter eller var skyldige i overdrivelser ved at gøre profeter delagtige i Guds attributter, er et ønske, der er sprogligt udtrykt af fire profeter, den ene efter den anden. [23]

Ben-Shammais analyse [24] af Koranen 5:82 ("Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror; og du finder, at de, der er mest venligt stemt overfor dem, der tror, er dem, der siger: ’Vi er kristne.’ Det skyldes, at der blandt dem er præster og munke, og at disse ikke er hovmodige”), forbinder dette vers til Koranen 3:54-3:56, [25] og igen til traditionen: "De kristne skal stå over jøderne indtil Dommedag, for der er ikke noget land, hvor de kristne ikke er over jøderne, hverken i øst eller vest. Jøderne er fornedrede i alle landene."

Han understreger, at i traditionerne, [26]

... har de kristne en klar prioritet i forhold til jøderne. Hvis vi antager, at de tidlige traditioner afspejler den historiske udvikling af tidlig islam og at den politiske, økonomiske og sociale virkelighed var tilbøjelig til at frembringe denne forkærlighed, er der ingen tvivl om, at disse traditioner afspejler denne virkelighed.

Både klassisk og moderne koran-eksegese af afgørende muslimske kommentatorer støtter Ben-Shammais fortolkning af de antijødiske motiver i Koranen 2:61 og 5:82. Den store muslimske historiker og koran-ekseget Tabari (d. 923), for eksempel, udlægger koran-forbandelsen over jøderne i 2:61 som følger: [27]

... "Fornedrelse og elendighed blev deres lod [pålagt dem]", som når nogen siger "imamen pålagde de frie ikke-muslimske undersåtter at betale hovedskat (jizya) ", eller "manden pålagde sin slave at betale jordskat ", hvilket betyder, at han tvang ham [til at betale] den, eller, "kommandanten pålagde sine tropper at gøre udfald", hvilket betyder, at han gjorde det til deres pligt.

... Gud befalede sine tro tjenere ikke at give dem [dvs. de ikke-muslimske Skriftens Folk] sikkerhed - så længe de vægrede sig ved at tro på Ham og hans Budbringer - medmindre de betalte hovedskatten til dem; Allah sagde: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!” (Koranen 9:29)

... Ibn Zaid sagde om Hans ord: "Fornedrelse og elendighed blev deres lod": ’Disse er jøderne af Israels Børn’. Jeg sagde: ’Er det kopterne i Egypten?’ Han sagde: ’Hvad har kopterne i Egypten med dette at gøre? Nej, ved Allah, dem er det ikke, men det er jøderne, Israels Børn.

... Med "og de slog med urette profeterne ihjel" mener Han, at de plejede at dræbe Allahs sendebud uden Allahs tilladelse, benægtede deres budskaber og afviste deres profetskab.

Tabaris egen tilknyttede kommentar til kropsholdningen, der skal indtages af en skatskyldig under jizya-opkrævningen (afledt af Koranen 9:29), understreger den bevidst ydmygende karakter af denne koraniske hovedskat: [28]

Dhimmiernes [de ikke-muslimske skatskyldiges] attitude under indsamlingen af jizya - [nedværdigende sig] ved at gå krybende, (…) modstræbende

Baydawi (d. ~ 1316) gav, i hans vigtige koran-eksegese, Anwaar al-Tanziil wa-Asraar al-Ta'wiil, denne analyse af Koranen 2:61: [29]

..."fornedrelse og elendighed" dækkede dem som en kuppel, eller klæbede til dem som vådt ler til en mur – et billede på deres fornægtelse af gavmildheden. Jøderne er for det meste fornedrede og elendige enten af egen drift, eller af frygt for at få deres jizya fordoblet (...). Enten gjorde de sig fortjent til Hans vrede [eller] ... til den "fornedrelse og elendighed" og fortjente vrede, der gik forud for dette.

... "for de troede ikke på Allahs tegn, og de slog med urette profeterne ihjel," på grund af deres manglende tro på mirakler, f.eks. spaltningen af havet; skyerne, der gav skygge; mannaen og vagtlerne, de fik sendt; klippen, der blev slået i stykker, så tolv kilder sprang fem - eller vantro på de åbenbarede bøger, f.eks. Evangeliet, Koranen; eller på verset om stening, og Toraens vers, hvor Muhammed er skildret. Og deres drab på profeter som Shayaa [Esajas], Zakariyyaa, Yahyaa, et al.; alle dræbt uretfærdigt, fordi de mente, at disse profeter var utroværdige og derfor fortjente at blive dræbt.

Derudover beskylder [Allah] dem for at være lunefulde og nære kærlighed til denne verden, hvilket Han viser med ordene: ”For de var ulydige og gik gang på gang for vidt"; dvs. oprørskhed, vrangvillighed, og fjendtlighed førte dem til at afvise tegnene og dræbe profeterne. Almindelig korruption fører til alvorlige synder, ligesom små bidder af lydighed fører til større lydighed (...). Allah gentog dette bevis på, hvad der er indgroet [i jøderne], som grunden til deres vantro og mord, og årsag til at de begår synder og overskrider de grænser, Allah sætter.

Ibn Kathir (d. 1373), en anden fremtrædende Koran-kommentator, understregede jødernes evige fornedrelse i overensstemmelse med Koranen 2:61: [30]

Denne ayah giver udtryk for, at Israels Børn var plaget af fornedrelse, og dette vil fortsætte, hvilket betyder, at den aldrig vil ophøre. De vil fortsætte med at skulle tåle ydmygelse i hænderne på alle, der kommer i kontakt med dem, sammen med den skam, de føler i det indre.

Al-Hassan udtalte: ’Allah ydmygede dem under fødderne af muslimer, som dukkede frem på et tidspunkt, hvor Majus (zoroastrianere) tog jizya fra jøderne.’ Også Abu Al-Aliyah, Ar-Rabi bin Anas og As-Suddi sagde, at ’elendighed’ i denne ayah betyder 'fattigdom'. Atiyah Al-Awfi sagde, at ’elendighed’ betyder ’at betale tilth (skat)’. Som kommentar til Allahs erklæring: "De pådrog sig Allahs vrede", siger Ad-Dahhak desuden: ’De fortjente Allahs vrede.’ Også Ibn Jarir sagde, at: "De pådrog sig Allahs vrede," betyder: ’De vendte tilbage med vreden.’ Tilsvarende sagde Allah: "Jeg [Abel] ser gerne, at du pådrager dig min synd såvel som din egen," (Koranen 5:29) hvilket betyder, 'Du vil ende med at bære mine og dine fejl i stedet for mig.’ Meningen med denne ayah bliver således: ’De vendte tilbage bærende på Allahs vrede; Allahs vrede steg ned over dem; de fortjente Allahs vrede.’

Allahs udsagn: "For de troede ikke på Allahs tegn (ayat, beviser, vidnesbyrd etc.), og de slog med urette profeterne ihjel," betyder: ’Dette er, hvad Vi belønner Israels Børn med: fornedrelse og elendighed.’ Allahs vrede, der steg ned over Israels Børn, var en del af den fornedrelse, de fortjente, fordi de trodsede sandheden og ikke troede på Allahs lov, dvs. på profeterne og deres tilhængere. Israels Børn afviste sendebudene, dræbte dem endda. Der er uden tvivl ingen form for vantro, der er værre end ikke at tro på Allahs tegn og myrde Allahs Profeter.

Den produktive moderne koran-kommentator, Sayyid Qutb (d. 1966) fokuserer, i modsætning til de klassiske eksegeser citeret ovenfor, i første omgang på situationen for jøderne i det bibelske Egypten: [31]

... Moses fortæller dem, at de skal tage tilbage til Egypten og genoptage deres servile, ydmyge, ensformige liv, hvor de kan få deres agurker, linser, hvidløg og løg. De ville ikke, syntes det, være stærke nok til den store og ædle opgave Gud havde kaldet dem til at udføre (…). Jeg går ind for denne anden betydning, fordi det minder israelitterne om deres elendighed og ydmygelse i Egypten (…). "Fornedrelse og elendighed blev deres [jødernes] lod; de pådrog sig Allahs vrede." (vers 61) (…) Historisk set kom dette senere som følge af deres manglende tro på Guds åbenbaringer, deres drab på nogle af profeterne, og deres generelle ulydighed. Disse udviklinger skete flere generationer efter Moses, men "fornedrelse og elendighed", er anført her, fordi de passer som led i deres nedladenhed og uforskammethed. Moses mindede dem om lidelsen og den kval, de havde gennemgået i Egypten og om Guds godhed ved at have befriet dem fra Farao.

Men stort set i overensstemmelse med Tabaris, Baydawis og Ibn Kathirs klassiske kommentarer til Koranen 2:61, som understreger (især Baydawi og Ibn Kathir) jødernes "uforbederlige" natur, konkluderer Qutb i sidste ende: [32]

Ingen anden nation har vist mere uforsonlighed og stædighed end jøderne. De har ondskabsfuldt og nådesløst dræbt og lemlæstet en række profeter og budbringere. De har gennem århundreder demonstreret de mest ekstreme holdninger over for Gud, og over for deres egen religion og eget folk. Ikke desto mindre har de altid pralet af deres dyd og er kommet med usandsynlige påstande om at være den mest retledte nation, Guds udvalgte folk og de eneste mennesker, der skal blive frelst. Sådanne krav bliver fuldstændig gendrevet af Koranen ...

Endelig skrev Sayyid Abul A'la Mawdudi (d. 1979), en af de mest læste og indflydelsesrige muslimske lærde i det 20. århundrede, [33] følgende kommentar til Koranen 2:61 i, hvad der betragtes som hans "magnum opus" (afsluttet i 1973), Tafhim al Qur’an ("Mod en forståelse af Koranen"): [34]

Israelitterne nedskrev deres forbrydelser i detaljer i deres egen historie (…). Den samme fjendtlighed over for Profeter fremgår af Jesu liv (…). Dette er et skændigt kapitel i den jødiske nations historie, som Koranen her i forbifarten henviser til. Det er indlysende, at når en nation vælger sine mest notoriske kriminelle og onde mennesker til ledende positioner, og sætter sine retfærdige og hellige mænd i fængsel og på skafottet, så har Gud ikke andet valg end at pålægge denne nation sin forbandelse og fordømmelse ...

Som omtalt af Ben-Shammai, [35] så hævder Koranen også i sura 5, vers 82, at jøderne nærede et særligt had til muslimerne, hvilket i denne henseende adskilte dem fra de kristne:

Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror; og du finder, at de, der er mest venligt stemt over for dem, der tror, er dem, der siger: ”Vi er kristne.” Det skyldes, at der blandt dem er præster og munke, og at disse ikke er hovmodige.

De klassiske Koran-kommentarer af Tabari, Zamakashari (d. 1143), Baydawi, og Ibn Kathir til Koranen 5:82 viser en ensartethed i opfattelsen af jødernes indgroede fjendtlighed mod muslimer, som gentagne gange forbindes med forbandelsen i Koranen 2:61.

Tabari: [36]

Efter min [Tabaris] opfattelse er [de kristne] ikke som jøderne, der altid intrigerer for at myrde sendebudene og profeterne, og som modsætter sig Allah i Hans positive og negative befalinger, og som forvansker Hans skrift, som han åbenbarede i Hans bøger.

Zamakshari: [37]

Her skildrer Allah jøderne som ubøjelige og som et folk, der kun modstræbende anerkender sandheden (…). På grund af deres voldsomme fjendskab mod de troende, sætter Allah jøderne sammen med afgudsdyrkerne [dem, der sætter andre ved Allahs side, o.a.], ja, han går endnu videre og sætter dem i spidsen, da de er nævnt før afgudsdyrkerne. Det samme gør Allah med ordene: ’Du vil finde, at det er disse mennesker (jøderne) især, der begærligt klynger sig til livet, endnu mere end dem, der sætter andre ved Allahs side; en og anden af dem ville nok ønske, at han fik lov til at leve i tusind år. Men det, at han fik et langt liv, ville ikke spare ham for straffen. Allah ser, hvad de gør.’ (sura 2:96/90) Sådan er jøderne helt sikkert, og endnu værre! Af Profeten (er følgende overleveret): ’Hvis en muslim er alene med to jøder, vil de forsøge at dræbe ham.’ (…) jøderne fokuserede deres fjendtlighed på muslimerne på den mest åbenlyse og intense måde ...

Baydawi: [38]

... på grund af [jødernes] intense stædighed, mangesidede vantro, og deres forfaldenhed til deres luner, deres vedhængen til blind overholdelse af deres tradition, deres afstandtagen fra sandheden, og deres ubønhørlige fornægtelse af og fjendtlighed mod profeterne (...) [de kristne] (…) deres omgængelighed, deres hjerters mildhed, deres afvisning af vinding i denne verden, og deres alvorlige optagethed af lærdom og gode gerninger (...) deres accept af sandheden, så snart de forstår den; eller på grund af deres ydmyghed i modsætning til jødernes arrogance ...

Ibn Kathir: [39]

Allah sagde: "Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror". Her beskrives jøderne, da deres vantro består af oprør, trods, opposition til sandheden, nedgøring af andre mennesker, og nedværdigelse af de lærde. Det er derfor, at jøderne - må Allahs fortsatte forbandelser være over dem indtil Opstandelsens Dag - dræbte mange af deres profeter og forsøgte at dræbe Allahs Sendebud flere gange, samt udførte magiske besværgelser mod ham og forgiftede ham. De ophidsede også deres ligesindede blandt polyteisterne mod Profeten.

Igen bekræfter Qutbs omfattende moderne fortolkning af Koranen 5:82 blot disse klassiske kommentatorers opfattelse af jødernes indgroede had til den sande, oprindelige islamiske tro (og dens tilhængere, dvs. muslimerne). Ved at bruge den fælles dom, fremsat af Tabari, Zamakshari, Baydawi og Ibn Kathir, til at reflektere, logisk, over begivenheder i historien, set som et kontinuum fra Muhammeds tid frem til det 20. århundrede, hævder Qutb: [40]

Hvad der er værd at bemærke ved formuleringen af denne erklæring [Koranen 5:82], er det faktum, at jøderne er nævnt før afgudsdyrkerne som de mest fjendtlige over for de troende, og at deres fjendtlighed åbent og let kan erkendes af enhver, der vil vise opmærksomhed (…). Ved at nævne jøderne først i dette tilfælde, hvor man skulle tro, at deres fjendtlighed over for de troende ville være mindre end afgudsdyrkernes, da de har deres egne åbenbarede Skrifter, gøres rækkefølgen særlig betydningsfuld. På grund af måden, den er formuleret på, leder erklæringen opmærksomheden hen på det faktum, at Skriften ikke har ændret jøderne, og at de har præcis den samme glødende fjendtlighed over for de troende, som de vantro. Dette er det mindste, man kan sige, selv om det er muligt, at erklæringen betyder, at jøderne, i deres fjendtlighed over for de troende, tog føringen, og deres fjendskab var større end afgudsdyrkernes.

Når vi ser på islams historie fra dens allertidligste dage frem til det nuværende øjeblik, kan vi ikke være i tvivl om, at jødernes fjendtlighed overfor de troende altid har været mere heftig, beslutsom og langvarig end fjendtligheden fra afgudsdyrkerne og de vantro. Helt fra begyndelsen, hvor den muslimske stat blev etableret i Medina, indtog jøderne en fjendtlig holdning til den. De intrigerede mod det muslimske samfund fra starten af selve dets eksistens. Koranens henvisninger til denne fjendtlighed og rænkefuldhed er tilstrækkelig til at give en god idé om den usvækkede krig, som jøderne gennem historien har ført mod islam og dens Sendebud (fred være med ham), samt mod det muslimske samfund. Faktisk har denne krig ikke været afsvækket et eneste øjeblik gennem fjorten århundreder. Den fortsætter med at rase over hele verden, selv i dag.

Den krig mod islam, som jøderne har startet, har været mere langvarig og bredspektret end den, som hedningene og de vantro har startet, i både gamle og moderne tider, selv om sidstnævntes også er blevet skarpere. Kampen med de arabiske afgudsdyrkere i islams tidligste dage varede ikke mere end 20 år. Af samme varighed, var kampen mod det persiske imperium. I moderne tider ser vi, at krigen, igangsat mod islam af hedenskabet i Indien, er og har været åbenbart grusom, men den kommer ikke op på niveau med vildskaben af den zionistiske krig mod islam (...). Den eneste kamp mod islam, som i varighed kan sammenlignes med jødernes, var korstogene ...

Ikke overraskende konkluderer Qutb: [41]

Vi minder os selv om denne historie for at forstå Allahs hensigt med at nævne jøderne før afgudsdyrkerne i rækken af dem, der er fjendtlige over for islam (…). De har en ondskabsfuld natur, som er fuld af had til islam, dens Profet og dens tilhængere. Derfor advarer Allah sit Sendebud og de troende mod deres planer. Denne onde og mest nederdrægtige natur kunne i fortiden kun overvindes af islam og dens tilhængere, når de i sandhed fulgte islamiske principper. Vores moderne verden vil ikke kunne frelses fra denne onde natur af andet end islam, og kun når dens folk helt indfører islam i deres liv.

Ben-Shammai, der argumenterer for langvarig historisk kontinuitet - "Som det er blevet nævnt, er denne tradition (dvs. for et mere intenst muslimsk-jødisk had) forblevet i live til den dag i dag" [42] - henviser til Edward William Lanes rejsebeskrivelser, som indeholder Lanes observationer af det egyptiske samfund, skrevet i 1835. [43] Men Ben-Shammai undlader at diskutere et bemærkelsesværdigt essay af den arabiske polyhistor og forfatter al-Jahiz (d. 869), [44] , skrevet et årtusinde tidligere, der styrker hans argumentation ved at belyse de anti-jødiske holdninger, der var fremherskende i et vigtigt, tidligt islamisk samfund. Al-Jahizs essay - en anti-kristen polemik, som menes at have været bestilt af abbaside-kaliffen al-Mutawakkil (d. 861), der igangsatte en litterær kampagne mod de kristne [45] – udforsker grundene til, at de muslimske masser foretrækker de kristne frem for jøderne. Denne empiriske præference (selv om den fordømmes af forfatteren) [46] bliver fra starten anerkendt af al-Jahiz: [47]

Jeg vil begynde med at opregne årsagerne til, at masserne bedre kunne lide de kristne end magerne [zoroastrianerne], og at folk betragtede dem som mere oprigtige end jøderne, mere vellidte, mindre forræderiske, mindre vantro, og mindre fortjent til straf. Til alt dette er der mange og indlysende årsager.

Al-Jahiz giver to primære forklaringer på denne vedvarende fjendtlighed fra den jævne muslimske befolknings side mod jøderne. For det første var der det "hadske" forhold mellem det tidlige muslimske samfund, forvist fra Mekka, og dets jødiske naboer, som det flyttede ind iblandt i Medina. [48]

Da emigranterne [muslimerne fra Mekka] blev naboer til jøderne [i Medina] (…), begyndte jøderne at misunde muslimerne deres nye tros velsignelser [49] og den harmoni, der opstod efter splittelsen. De fortsatte med at underminere vore [muslimske] massers tro og føre dem på afveje. De støttede vore fjender og dem, der var misundelige på os. Fra blot vildledende tale og bidende ord, kastede de sig ud i en åben erklæring af fjendskab; derfor mobiliserede muslimerne deres styrker og anstrengte sig moralsk og materielt for at forjage jøderne og ødelægge dem. Deres strid blev langvarig og omfattende, så den arbejdede sig op til raseri, og skabte endnu større fjendskab og mere intensiveret bitterhed. De kristne, derimod, boede langt fra Mekka og Medina, og behøvede ikke at fremkalde religiøse kontroverser, og havde ikke anledning til at skabe problemer og blive inddraget i krig. Det var den første årsag til vores modvilje mod jøderne, og vores forkærlighed for de kristne.

Men derefter, som "den mest potente årsag" til denne særlige uvilje mod jøderne, identificerer al-Jahiz Koranen 5:82 og de samtidige (dvs. midten af det 9. århundrede) muslimske massers fortolkning af det. [50] Det er også værd at bemærke, at al-Jahiz (beskrevet som en "skeptiker", der havde "neutrale meninger om religion i almindelighed" [51] ) medtog disse sociologiske observationer, som afdækker grænsefladen mellem islamisk religiøse og indfødt etniske/racemæssige diskriminerende holdninger til jøder. Disse kommer altså til udtryk et årtusinde før sekulære vesteuropæiske antisemitiske ideologier skulle blive eksporteret til det muslimske Nærøsten: [52]

Vort folk [muslimerne] konkluderede, efter således at have iagttaget jødernes og de kristnes erhverv, at jødernes religion måtte stå ugunstigt i sammenligningen ligesom deres erhverv, og at deres vantro måtte være den mest fordærvede af alle, da de var de mest beskidte af alle nationer. Hvorfor de kristne, hæslige som de er, er fysisk mindre frastødende end jøderne, kan forklares ved, at jøderne, ved at gifte sig indbyrdes, har intensiveret modbydeligheden af deres karakteristiske træk. Eksotiske elementer er ikke blandet op med dem; ej heller har mænd af fremmede racer haft samkvem med deres kvinder, eller deres egne mænd levet sammen med kvinder af fremmed herkomst. Den jødiske race er derfor blevet nægtet høje mentale egenskaber, sund fysik, og god amning. Det samme er resultatet, når heste, kameler, æsler og duer er indavlede.

Al-Jahiz’ påstand om, at muslimerne nærede større fjendskab mod jøderne end mod de kristne, er støttet af uafhængige observationer gjort af en anden arabisk forfatter, der var aktiv i begyndelsen af det 9. århundrede i Irak, sufi-teologen al-Harith al-Muhasibi (død 857). [53] Han hævdede, at fordi jøderne stædigt nægtede Muhammeds sandhed, var de "... i muslimernes øjne, værre end de kristne". [54]

Tusind år senere bliver indflydelsen fra Koranen 5:82 igen fremhævet af Lanes vidnesbyrd om forskellen mellem egyptiske muslimers holdning til hhv. jøder og kristne [55] :

De [jøderne] betragtes med den største foragt og afsky af muslimerne i almindelighed, og de siges at nære et mere indgroet had til muslimer og den muslimske religion end noget andet folk. Det siges i Koranen [citat 5:82] "Du finder, at det er jøderne (…), der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror ..."

Lane bemærker videre: [56]

En almindelig talemåde blandt muslimerne i dette land lyder: "Den og den hader mig med et jødisk had." Det bør derfor ikke undre os, at jøderne er langt mere forhadte end de kristne. For ikke så længe siden, blev de ofte skubbet til i Cairos gader, og undertiden slået for blot passere til højre for en muslim. På nuværende tidspunkt er de mindre undertrykte; men stadig vover de næppe nogensinde at ytre et ord om mishandling, når de forhånes eller bliver slået uretfærdigt af den tarveligste araber eller tyrker; for mangen en jøde er blevet henrettet på falske og ondsindede anklager om at have ytret respektløse ord imod Koranen eller Profeten. Det er almindeligt at høre en araber mishandle sit udmattede æsel, og, efter at have overøst det med forskellige hånende skældsord, at slutte af med at kalde dyret en jøde.

Ben-Shammais drøftelser udelader også en række efterfølgende beretninger fra det 19. århundrede, der bekræfter og udvider Lanes fortælling. Den franske kirurg A. B. Clot, for eksempel, der opholdt sig i Egypten fra 1825 til 1848, og tjente Muhammad Ali som medicinsk rådgiver, hvorved han opnåede hæderstitlen "Bey", gjorde disse bekræftende iagttagelser, skrevet i 1840, fem år efter Lanes rejsebeskrivelse første gang dukkede op i 1835: [57]

Den israelitiske race er den, muslimerne hader mest. De tror, at jøderne hader islam mere end nogen anden nation (…). Når de taler om en rasende fjende, siger muslimerne: "Han hader mig, som jøderne hader os." I forrige århundrede blev israelitterne ofte dræbt, fordi de, med rette eller urette, blev beskyldt for at have [sagt] noget respektløst om Koranen.

Og tre årtier senere eksisterede den slags hadefulde holdninger rettet specifikt mod jøder stadig blandt egyptiske muslimer, som beskrevet i 1873 af Moritz Lüttke: [58]

Muslimen hader ingen anden religion, som han hader jødernes (…) selv nu, hvor alle former for politisk undertrykkelse er ophørt, i en tid, hvor så stor tolerance vises overfor den kristne befolkning, nærer araberne stadig det samme hånlige had mod jøderne. Det er en hverdagshændelse, for eksempel, for to arabere, der forhåner hinanden, at kalde hinanden for Ibn Yahudi ("søn af en jøde") som den ypperste fornærmelse (...) det skal nævnes, at de, i disse tilfælde, udtaler ordet Yahudi, i en voldsom og hånlig tone, som ville være svær at gengive.

Jacob Landaus moderne analyse af egyptisk jødedom i det 19. århundrede belyser det forudsigelige resultatet af disse fanatiske arketyper, der "konstant gentages i forskellige former" – og eskalerer fra retorisk til fysisk vold mod jøder: [59]

... Det er interessant at bemærke, at selv fallahin, de egyptiske bønder (næsten alle muslimer), der bestemt ikke kendte mange jøder på nært hold, alligevel forhånede dem. Det fjendskab, som nogle muslimer følte mod jøderne, ansporede dem til vold, forfølgelse og fysiske overgreb, som i 1882 (…). Fjendtlighed var ikke nødvendigvis et resultat af misundelse, for mange jøder var forarmede og tilmed nødlidende og blev til tider tvunget til at søge økonomisk bistand hos deres trosfæller i udlandet.

Saul S. Friedman har sammenvævet - i modsætning til Ben-Shammais detaljerede, men snævre fokus - et meget større udvalg af antijødiske Koran-motiver i hans meget kortfattede og logiske præsentation. [60] Koranen erkender, at Allah hjalp israelitterne med passagen over Det Røde Hav (Koranen 10:90), og at slå sig ned igen i et helliggjort land (Koranen 10:93). Han gav dem yderligere Skriften, og skænkede dem samtidig visdom og profetskab (Koranen 45:16), uden onde motiver (Koranen 11:110). De jøder, der fattede åbenbaringen af den sande bog (dvs. Koranen), ville nyde Paradisets velsignelser (Koranen 27:76-81). Men som Friedman bemærker: [61]

Desværre var disse få, fordi jøderne handlede uret mod sig selv (Koranen 16:118) ved at miste troen (Koranen 7:168) og bryde deres pagt (Koranen 5:13). Meget lige som i den før-nikænske polemik, hævder Koranen, at jøderne er en nation, der "hører fortiden til" (Koranen 2:134, 2:141). To gange sendte Gud sine redskaber (assyrerne [eller babylonierne?] og romerne) [72 [62] ] for at straffe dette fordærvede folk (Koranen 17:4-5), og deres spredning ud over jordens overflade er et bevis på Hans afvisning (Koranen 7:168). Til de arrogante jøder, der stadig hævder at være Hans udvalgte folk, instruerer Koranen, ”Sig: ’I, som er jøder! Når I hævder, at I er Allahs venner frem for alle andre mennesker, så skulle I ønske jer døden, hvis I siger sandheden.’” (Koranen 62:6).

Derefter opregner Friedman centrale eksempler på den "virkningsfulde anklage mod jøderne for deres synder", der er indeholdt i Koranen: [63]

Bortset fra at bryde pagten, ville de ikke "tro på Allahs tegn og slog profeterne ihjel med urette" (Koranen 4:155). Mishandling af profeter er et fast tema. I suraen, Koen [dvs. sura 2], bliver jøderne spurgt: "Hvorfor har I tidligere slået Allahs profeter ihjel, hvis I er troende" (Koranen 2:91). Jøder revses for at plotte imod Jesus (Koranen 3:55 og 4:157). I stedet for at ære Muhammed, som de latterliggør som Ra'ina (den onde) (Koranen 2:104, 4:46), siger disse "forløjede" væsener, at Ezra er Messias og tilbeder rabbinere, der bedrager mænd for deres ejendele (Koranen 9:30).

Mens jøderne forbigående i Koranen 59:1 omtales som vantro og hyklere, bemærker Friedman, hvordan de bliver "særligt bagvasket" i suraer, som af muslimer anses for at være senere, dvs. Medina-åbenbaringer. [64]

I et langt udfald mod jøderne i suraen, Koen, hvor de karakteriseres som et "misundeligt" folk (Koranen 2:109), hvis hjerter er "som sten eller endnu hårdere" (Koranen 2:74), bliver jøderne anklaget for at indhylle sandheden (Koranen 2:42), bevidst forfalske Skriften (Koranen 2:75), og fortælle løgne (Koranen 2:78). Som et uvidende og sanseløst folk med kun lidt tro (Koranen 2:89), fortaber de sig i uklart og længselsfuldt sværmeri (Koranen 2:111). Skam og elendighed er blevet stemplet på dem for deres overtrædelser (Koranen 2:62 [65] , som omfatter åger (Koranen 2:275), brud på sabbatten (Koranen 2:65), trolddom (Koranen 2:102), hedonisme (Koranen 2:95 [66] ) og afgudsdyrkelse (Koranen 2:53 [67] ).

Koranen 4:51 nævner igen jødernes afgudsdyrkelse i forbindelse med "falske guder", og som Friedman påpeger, bliver denne beskyldning derefter knyttet til en lang række andre "misgerninger", som jøderne bebrejdes: [68]

... deres mangel på tro, idet de tager ordene ud af sammenhæng, deres ulydighed og forvrængninger (Koranen 4:45) [69] , deres "uhyrlige usandheder" (Koranen 4:156), åger, og falskhed (Koranen 4:160) [70] . Anklagen for bedrageri kommer tydeligt frem i Imran [sura 3, Amrans slægt], hvor de fleste jøder beskyldes for at være "misdædere" (Koranen 3:111 [71] ), der, forblændet af deres egne løgne (Koranen 3:24), prøver at lægge ”hindringer på vejen til Allah for dem, der tror, i et ønske om at gøre den skæv …” (Koranen 3:99). Jøderne vildledte (Koranen 3:69), skjulte sandheden (Koranen 3:71), fordrejede ordlyden (Koranen 3:79 [72] ), og siger: "Vi har ingen forpligtelser over for dem af dit folk” (Koranen 3:75). Troende rådes af suraen, Bordet [sura 5] til ikke at tage disse klikedannende mennesker som venner (Koranen 5:51). Som dem "… der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror …”, (Koranen 5:82), er jøder blinde og døve over for sandheden (Koranen 5:71). Hvad de ikke har glemt, har de forvansket.

Alle disse anklager er bygget op som en afsløring (som om den var en del af en teologisk anklage- og domfældelsesproces) i Koran-versene 58:14-19, som siger: [73]

Har du ikke set dem, der har gjort sig til venner med folk, som Allah er vred på? De hører ikke til jer, og de hører heller ikke til dem. De sværger falsk mod bedre vidende.

Allah har beredt en streng straf til dem. Ondt er det, som de gjorde.

De brugte deres eder som et skjold og lagde hindringer på Allahs vej. De har en forsmædelig straf i vente.

Deres rigdomme og børn vil intet nytte dem over for Allah. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.

På den dag, hvor Allah genopvækker dem, hver og en. Da vil de sværge over for Ham, som de svor over for jer, og regne med, at de har noget at støtte sig til. De er løgnere.

Satan har fået dem i sin magt og ladet dem glemme Allahs påmindelse. De er Satans tilhængere, de er fortabte.

Friedmans diskussion afsluttes med en uddybning af den ”ultimative synd”, begået af jøderne, samt deres behørige straf: [74]

… de er blandt djævelens håndlangere (Koranen 4:60). Forbandede af Allah, vil deres ansigter blive udviskede og vendt bagud (Koranen 4:47). Hvis de ikke accepterer den sande tro på Dommens Dag, vil de blive gjort til aber (Koranen 2:65, og 7:166) og brænde i Helvedes ild (Koranen 4:55). Som det står skrevet i suraen, ”Det klare bevis” [dvs. sura 98]: ”De, der er vantro, blandt Skriftens folk og dem, der sætter andre ved Allahs side, er i Helvedes ild; dér skal de forblive til evig tid. De er de værste af skabningen.” (Koranen 98:6) [75]

Ben-Shammai og Friedman illustrerer anti-jødiske motiver i Koranen enten bredt (Friedman) [76] , eller på en mere fokuseret måde (Ben-Shammai). [77] Ronald Nettlers 1990-analyse [78] bekræfter Ben-Shammais konklusioner:

Den vigtigste skildring af jøder i Koranen er som afvisere af Allahs sandhed og forfølgere af Hans profeter. Det betød naturligvis, at jøderne var islams dødsfjender. Fra dette motiv blev der afledt andre, underordnede temaer. Her blev jøderne skildret som indehavere af en besmudset sandhed (som de selv tilsmudsede), der, for de flestes vedkommende, i Muhammeds åbenbaring ikke kunne erkende den mest perfekte udgave af deres egen. De burde have hilst denne nye lære om fuldendelse og opfyldelse velkommen og anerkendt den. I stedet benægtede og afviste de den. Snarere end at sætte deres fulde vægt bag Muhammeds folk, valgte de at gå imod ham, og hjalp endda undertiden hans fjender. Alligevel var det jøderne, der, set fra islams synspunkt, mere end andre, var forpligtede til at give en sådan anerkendelse. Det er derfor næppe overraskende, at Koranen i en velkendt fordømmelse af jøderne [Koranen 5:82] beskrev dem som dem, "der er mest fjendtligt stemt over for dem, der tror" sammen med hedningerne. Allerede dette sammenfattede i det væsentlige Koranens syn på jøderne.

Nettler illustrerer yderligere, hvordan sådanne koraniske arketyper af jøder blev forstærket i hadith, sira og tidlig islamisk teologisk og historisk litteratur, der supplerer Koranen som grundlæggende kilder til islamisk tro. Disse centrale tekster - elegant sammenfattet af Nettler - påstår, at jøderne forårsagede Muhammeds pinefulde død ved forgiftning [79] , og hævder, at det var en frafalden jøde (Abd Allah b. Saba) [80] , der anstiftede den nærmest katastrofale indbyrdes strid om posten som den "retledte kalif", og også var ansvarlig for det shiitiske kætteri, og dermed den shiitiske sekt. [81]

En sådan stædig fornægtelse af sandheden – en del af den "evige" jødiske natur, efter tidlig islamisk opfattelse - drev jøderne til at handle med konspiratorisk ondskab mod Muhammed og hans nye tradition. Heraf kommer de forskellige motiver af jødisk perfiditet i tidlig islamisk teoretisk og historisk litteratur. Jødernes rolle som allierede med Muhammeds forskellige modstandere var for eksempel en almindelighed i hadith, sira og den historiske litteratur. En af de mest ekstreme former for jødisk perfiditet, der hævdes i de islamiske kilder, var skildringen af jøderne som Muhammeds mordere. I overensstemmelse med Koranens portræt af jøderne som forfølgere, og selv mordere af deres egne profeter, bragte denne idé historien op til dato, som endnu et eksempel på det lange drama om jødiske angreb på profeterne og deres profetier. Fortællingens arketypiske logik var fejlfri: Islamisk set, var dette det sidste jødiske angreb på højdepunktet af profetisk religion (…) og blev fortalt (…) i standardhistorien om Muhammeds smertefulde og langtrukne død ved forgiftning, forårsaget af en jødisk kvinde.

En anden tidlig arketype om jødisk perfiditet og destruktivitet mod islam var fortællingen om Abd Allah b. Saba, der, i de vigtigste sunni-muslimske historiske beretninger, blev holdt ansvarlig for det første alvorlige indre oprør, som islam blev udsat for. Kulminerende med mordet på islams tredje kalif, Uthman, blev dette oprør traditionelt opfattet som det første, og skæbnesvangre, brud på muslimsk enhed; det brud, der indvarslede den efterfølgende periode med hård intern strid og farlig splittelse, og som markerede det permanente tab af islams politiske uskyld. Beskrevet i kilderne som en opstand, hvor den formodede jøde og påståede grundlægger af den kætterske shiitiske sekt, Abd Allah b. Saba, spillede hovedrollen, giver skildringen af denne store islamiske katastrofe genlyd af, at det skulle være jødiske og jødisk-inspirerede kætterske elementer, der konspirerede om at ødelægge islams politiske stabilitet og sikkerhed; ja, ødelægge islam selv.

Syriens præsident Bashar al-Assad demonstrerede - i en tale, der bød pave Johannes Paul velkommen til Damaskus den 5. maj 2001 - hvordan det "ulasteligt opdaterede" islamiske motiv om jøder som profetmordere og -torturbødler bliver brugt til at bagvaske både jøder og den jødiske stat Israel: [82]

Vi ser dem [dvs. jøderne] være aggressive mod muslimske og kristne hellige steder i Palæstina, krænke Den Hellige Moské (al-Aqsa), Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem og Fødselskirken i Betlehem. De [dvs. jøderne] forsøger at dræbe alle de guddommelige trosretningers principper i den samme ånd, som de forrådte Jesus Kristus og torturerede ham, og på samme måde, som de forsøgte at begå forræderi mod Profeten Muhammed (fred være med ham). [Fremhævelse tilføjet]

Ben-Shammai, Nettler, og Friedman udelader imidlertid fra deres diskussioner enhver omfattende analyse af Koranen 9:29: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat.” De påbud, der udstikkes i dette vers gælder tydeligvis ikke kun for jøder, men også for kristne, og måske zoroastrianere. Men alligevel danner Koranen 9:29, og de metoder dette vers påbyder til undertvingelse af jøder (og andre trosretninger i besiddelse af en ”Skrift”) - via fredelig eller voldelig pålagt underkastelse - rammen for indførelsen af de utallige koraniske befalinger, herunder Koranens antisemitiske påbud, der findes i sharia, den hellige islamiske retslige orden.

Ibn Kathirs kommentar fra det 14. århundrede [83] udtrykker den klassiske muslimske ortodoksi angående Koranen 9:29 - verset, som uløseligt forbinder den unikke islamiske institution, jihad-krig, med indførelsen af underkastelsespagten (eller "dhimmaen") for de besejrede "Skriftens Folk" (eller "dhimmier"), primært jøder og kristne:

... da Skriftens Folk ikke troede på Muhammed, havde de ingen tro på nogen Budbringer eller på, hvad Budbringerne bragte, der var til nogen gavn. De fulgte snarere deres religioner, fordi dette var i overensstemmelse med deres idéer, lyster, og deres forfædres skikke, ikke fordi de var Allahs love og religion. Havde de været sande troende på deres religioner, så ville denne tro have ført dem til tro på Muhammed, fordi alle profeterne bragte det gode budskab om Muhammeds komme og befalede dem at adlyde og følge ham. Men da han blev sendt, troede de ikke på ham, selvom han er den mægtigste af alle budbringere. Derfor følger de ikke de tidligere profeters religion, fordi disse religioner kom fra Allah, men fordi de passede med deres ønsker og lyster. Derfor vil deres påståede tro på en tidligere profet ikke gavne dem, fordi de ikke troede på mesteren, den mægtigste, den sidste og mest perfekte af alle profeter. Derfor Allahs erklæring: "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion …”

Denne ærefulde ayah med befalingen om at bekæmpe Bogens Folk blev åbenbaret efter at hedningerne var besejret, folk var trådt ind i Allahs kreds i stort tal og Den Arabiske Halvø var sikret under muslimernes kontrol. Allah befalede Sin budbringer at bekæmpe Skriftens Folk, jøder og kristne (…) "… indtil de kuet er rede til at betale skat [jizya];" dvs. hvis de vælger ikke at følge islam, ”med villig underkastelse,” i nederlag og underdanighed, ”og føler sig underkuede”, vanærede, ydmygede og nedgjorte. Derfor er det ikke tilladt for muslimer at ære Dhimmaens Folk eller ophøje dem over muslimer, for de er elendige, vanærede og ydmygede.

At tvinge især jøder til at betale den koraniske hovedskat, ”kuet” og som en "hyldest", er desuden i overensstemmelse med deres overordnede fornedrelse og elendighed i henhold til Koranen 2:61, og dets direkte relaterede vers.

Mawdudis kommentar giver en bekræftelse fra det 20. århundrede på denne ortodokse opfattelse af Koranen 9:29, klædt i moderne sprogdragt: [84]

Jøderne og de kristne har fordærvet deres tro, fordi de har fordrejet visse grundlæggende elementer i denne [sande] tro [dvs. islam] (…). Bogens Folk følger ikke Loven, som den er åbenbaret af Allah gennem Hans Sendebud.

Det formål, som muslimerne er forpligtet til at kæmpe for, er ikke, som man kunne tro, at tvinge de vantro til at antage islam. Deres formål er snarere at sætte en stopper for de vantros suverænitet og overherredømme, således at sidstnævnte ikke er i stand til at herske over folk. Bemyndigelsen til at herske bør kun tilfalde dem, der følger den sande tro; vantro, som ikke følger denne sande tro, skal leve i en underordnet tilstand (…). Jizya symboliserer de vantros underkastelse under islams overhøjhed. At betale jizya, ”kuet”, vil sige at betale i en tilstand af underkastelse. "Kuet" styrker også idéen om, at de troende, snarere end de vantro, bør være herskere i udførelsen af deres hverv som Allahs stedfortrædere.

Nogle muslimske forfattere fra det 19. århundrede og deres tilhængere i vor egen tid synes aldrig at blive trætte af at give undskyldninger for jizya. Men Allahs religion har ikke behov for, at der gives undskyldende forklaringer på dens vegne. Den enkle kendsgerning er, at ikke-muslimer, ifølge islam, har fået frihed til at holde sig udenfor den islamiske fold og klynge sig til deres falske, menneskeskabte livsformer, hvis de ønsker det. Men de har absolut ingen ret til at gribe regeringsmagten på nogen del af Allahs jord, og heller ikke at styre menneskers fællesanliggender i overensstemmelse med deres egne misforståede doktriner. For hvis de får sådan en mulighed, vil der opstå korruption og fortræd. I en sådan situation vil de troende være forpligtet til at gøre deres yderste for at fordrive dem fra den politiske magt og få dem til at leve i underdanighed under den islamiske livsform.

En af fordelene ved jizya er, at den hvert år minder dhimmierne om, at de må betale en pris – jizya - fordi de ikke har antaget islam, men klamrer sig til deres fejl.

Noter

[1] Muhammad Sayyid Tantawi, Banu Isra’il fi al-Qur’an wa al-Sunna [Jøder i Koranen og Traditionen], Cairo, 1986. Koranen 3:113: "De er ikke ens. Blandt Skriftens Folk findes et fællesskab, der står op i nattens timer for at læse Allahs tegn op, og de kaster sig ned i bøn." Den klassiske Koran-kommentator Ibn Kathir (d. 1373) støtter Tantawis moderne fortolkning af 3:113. Ibn Kathir (Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 2, 2000, p. 246) skrev:

Muhammad bin Ishaq og andre, herunder al-Awfi, der rapporterede fra Ibn Abbas, sagde: "Disse ayat [vers] blev åbenbaret om gejstlige fra Skriftens Folk, der tog imod troen. For eksempel er der Abdallah bin Salam, Asad bin Ubayd, Thalabah bin Sayah, Usayd bin Sayah og så videre. Denne ayah [3:113] betyder, at dem, blandt Bogens Folk [Bogen = Bibelen], som Allah irettesatte tidligere, ikke alle er de samme som dem af dem, der konverterede til islam.

[2] Aluma Solnick. ”Based on Qur’anic Verses, Interpretations, and Traditions, Muslim Clerics State: The Jews Are the Descendants of Apes, Pigs, And Other Animals." [Baseret på Koran-vers, fortolkninger og traditioner, udtaler muslimske gejstlige: Jøderne er efterkommere af aber, svin og andre dyr] Middle East Media Research Institute, November 1, 2002. Special Report No. 11. http://www.memri.org/report/en/0/0/0/0/0/0/754.htm. Dansk oversættelse her.

[3] "Leading Egyptian Government Cleric Calls For: 'Martyrdom Attacks that Strike Horror into the Hearts of the Enemies of Allah.’" [Ledende egyptisk regeringsgejstlig opfordrer til: ’Martyrangreb, der slår rædsel i hjerterne på Allahs fjender’] Middle East Media Research Institute, April 7, 2002, No. 363. http://www.memri.org/report/en/0/0/0/0/0/0/641.htm

[4] "The Meeting between the Sheik of Al-Azhar and the Chief Rabbi of Israel." [Mødet mellem sheiken fra Al-Azhar og overrabbineren fra Israel] Middle East Media Research Institute, February 8, 1998, Special Report No. 2. http://www.memri.org/report/en/0/0/0/0/0/0/231.htm

[5] Ibn Warraq. Why I Am Not a Muslim. Prometheus Books, Amherst, New York, 1995, p. 105. [Derfor er jeg ikke muslim. Lindhardt og Ringhof]

[6] Theodore Nöldeke. “The Koran”, oprindeligt udgivet i Encyclopedia Britannica, 9th edition, vol. 16 (1891), pp. 597ff. Gengivet i Ibn Warraq (red.). The Origins of the Koran. Prometheus Books, Amherst, New York, 1998, pp. 37-38.

[7] Warraq, Why I Am Not a Muslim, pp. 105, 216.

[8] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, [Jødehad i den islamiske tradition og Koran-eksegese] pp. 164-168.

[9] Saul S. Friedman. “The Myth of Islamic Toleration”, [Myten om islamisk tolerance] kapitel 1, pp. 2-3, i, Without Future. The Plight of Syrian Jewry. Praeger, New York, 1989.

[10] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, pp. 164-168.

[11] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, pp. 2-3.

[12] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 164.

[13] Ibid. p. 164. I de ledsagende noter, p. 169, n. 9 og n. 10, uddyber Ben-Shammai forestillingen om jødernes permanente fornedrelse i hadith, og et beslægtet Koran-vers:

Der findes fortolkninger, som er tilskrevet Muhammeds ledsagere som f.eks. hans fætter, Abdallah Ibn Abbas. Disse tilskrivelser er højst tvivlsomme, men i midten af det ottende århundrede var de tidligste fortolkninger allerede på skrift (…). Det samme udtryk, med betydningen ’evigt dekret’, forekommer også i Koranen sura 3, vers 112. ["Fornedrelse er deres lod, hvor man end møder dem, hvis de hverken er i forbund med Allah eller mennesker, og de er hjemfaldne til vrede fra Allah; elendighed er deres lod. Sådan er det, fordi de ikke troede på Allahs tegn og slog profeterne ihjel med urette. De var opsætsige og begik overtrædelser.”]

[14] Koranens hovedskat eller jizya, baseret på Koranen 9:29.

[15] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 169, note 11, bemærker:

Hvilket tilsyneladende blev gjort med de fleste traditioner i løbet af det andet århundrede efter hijra [dvs. det andet århundrede efter 622 e.Kr.]. De fleste af de traditioner, der er citeret her, er fra den omfattende kommentar af Muhammad b. Jarir at-Tabari (d. 923) og findes i parallelle versioner i de fleste samlinger af traditioner samlet i det niende og begyndelsen af det tiende århundrede e.Kr.

[16] Ibid., p. 165.

[17] Ibid., p. 165.

[18] Ibid., p. 165.

[19] Ibid., p. 165.

[20] Mufti Muhammad Shafi, Ma’ariful-Qur’an, Karachi, 1996-2004, 6 Vols.

[21] Shafi, Ma’ariful-Qur’an, Vol. 3 p. 233

[22] The Life of Muhammad. A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah. Oversat af A. Guillaume, Oxford, England, 2001, p. 461; Ibn Sa‘d, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir. Engelsk oversættelse af S. Moinul Haq og H.K. Ghazanfar. New Delhi, India, 1993, p. 95.

[23] Shafi, Ma’ariful-Qur’an, Vol. 3 p. 233.

[24] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 167.

[25] Koranen 3:54-56:

"De lagde listige planer, og Allah lagde listige planer. Allah er den bedste til at lægge listige planer. Da Allah sagde: ’Jesus, jeg vil kalde dig bort, løfte dig op til Mig, rense dig for dem, der er vantro, og sætte dem, der følger dig, over dem, der er vantro, indtil opstandelsens dag. Da vil I vende tilbage til Mig, og Jeg vil dømme mellem jer i det, hvorom I var uenige. De, der er vantro, dem vil Jeg pålægge en streng straf i denne verden og i den hinsidige. De vil ikke have nogen til at hjælpe sig’.”

[26] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 167.

[27] Tabari, The Commentary on the Qur’an. Med introduktion og noter af J. Cooper. Redigeret af W. F. Medlung, A. Jones. Oxford University Press, 1987, pp. 353-355.

[28] Tabari, Jami` al-Bayan fii Tafsiir al-Qur’aan. Red. M. Shakir. Beirut 1421/2001. Vol. X, pp. 125, 126. Engelsk oversættelse af Michael Schub.

[29] Baydawi, ed. Fleischer, H. O. Commentaius in Coranum. Anwaar al-Tanziil Wa-Asraar al-Ta’wiil. 1846—48. Genoptryk Osnabrück 1968, p. 63. Engelsk oversættelse af Michael Schub.

[30] Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 1, 2000, pp. 245-246.

[31] Sayyid Qutb, In the Shade of the Qur’an. Leicester, England, 1999, Volume 1, Surah 1-2, p. 91.

[32] Ibid., pp. 91-92

[33] Sayyid Abul A’la Mawdudi, Towards Understanding the Qur’an. Leicester, England, 1988, Vol. 1, p. xiii.

[34] Ibid., pp. 78-80.

[35] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 167.

[36] Tabari, Jami’ al-Bayan fii Tafsiir al-Qur’aan, bd. VII, p. 5 ff. Engelsk oversættelse af Michael Schub.

[37] Zamakshari, Tafsir al-kashshaf an haqa’iq ghawamid at-tanzil wa-uyun al-aqawil fi wujuh at-ta’wil. Cairo, 1953-1955. Engelsk oversættelse i Helmut Gatje, The Qur’an and its Exegesis. Berkeley, CA, 1976, p. 134. Den sidste linie i citatet (“jøderne fokuserede deres fjendtlighed over for muslimer på den mest åbenlyse og intense måde”) blev udeladt af Gatje, og blev oversat af Dr. Michael Schub fra Beirut-2001-udgaven af Tafsir al-kashshaf, p. 701 og ff.

[38] Baydawi, Anwaar al-Tanziil Wa-Asraar al-Ta’wiil, Vol. I, p. 270

[39] Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, p. 246.

[40] Sayyid Qutb, In the Shade of the Qur’an. pp. 217-218, 220.

[41] Ibid., pp. 220-221.

[42] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, p. 167.

[43] Edward William Lane, An Account of the Customs of the Modern Egyptians. (Faksimile af 1860-udgaven), Dover, New York, 1973. Se pp. 553-556.

[44] “A Risala of Al-Jahiz”. Oversat af Joshua Finkel. Journal of the American Oriental Society, 1927, Vol. 47, pp. 311-334.

[45] Ibid., p. 319.

[46] Faktisk understreger Finkel (Ibid., s. 316) den ødelæggende karakter af de skarpe anti-kristne argumenter, der præsenteres af al-Jahiz:

Mens der er andre anti-kristne skrifter bevaret i muhamedansk litteratur, går intet andet værk så direkte til problemets kerne, intet andet værk har en så potentiel dødelig effekt.

[47] Ibid., p. 322-323.

[48] Ibid., p. 323.

[49] Se Koranen 2:105,

De, der er vantro blandt Skriftens folk, og de, der sætter andre ved Allahs side, bryder sig ikke om, at noget godt bliver sendt ned til jer fra jeres Herre. Men Allah udmærker i sin barmhjertighed, hvem Han vil. Allah er fuld af vældig gunst.

[50] “A Risala of Al-Jahiz”, p. 324.

[51] Ibid., pp. 316, 317.

[52] Ibid, p. 328.

[53] Roger, Arnaldez, “al- Muhasibi”. Encyclopaedia of Islam. Redigeret af: P. Bearman, Th. Bianquis, C. E. Bosworth, E. van Donzel and W. P. Heinrichs. Brill, 2007.

[54] Al-Muhasibi, The Book of the Patronage of the Law of Allah (arabisk), redigeret af Margaret Smith, London, 1940/41, p. 256. Engelsk oversættelse citeret i, Avraham Grossman, “The Economic and Social Background of Hostile Attitudes Toward the Jews in the Ninth and Tenth Century Muslim Caliphate”, i Shmuel Almog, Antisemitism Through the Ages, Oxford, 1988, p. 186, note 39.

[55] Lane, An Account of the Customs of the Modern Egyptians, p. 554

[56] Ibid., pp. 554-555.

[57] A. B. Clot. Apercu general sur l’Egypte, 1840, Vol. II, pp. 139-142. Uddrag oversat af Martine Chauvet fra Jacob M. Landau, Jews in Nineteenth Century Egypt. New York, 1969, Document XII, pp. 152-154.

[58] Moritz Lüttke, Aegyptiens neue Zeit. Ein Beitrag zur Culturgeschichte des gegenwartigen Jahrhunderts sowie zur Charakteristik des Orients und des Islam. Leipzig, 1873, Vol. 1, pp. 97-99. Engelsk oversættelse i, Landau, Jews in Nineteenth Century Egypt, pp. 18-19.

[59] Landau, Jews in Nineteenth Century Egypt, p. 19.

[60] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, pp. 2-3.

[61] Ibid., p. 2. Friedman henter alle sine Koran-citater (nummerering og uddrag) fra N. J. Dawood, The Koran, Harmondsworth, U.K. 1956.

[62] Ibn Kathir. (Tafsir Ibn Kathir, s. 579-80), nævner Nebukadnesars hærgen, men advarer,

De tidligere og senere kommentatorer var uenige om identiteten af disse angribere. Mange Israiliyyat (rapporter fra jødiske kilder) blev fortalt om dette, men jeg ønskede ikke at gøre denne bog for lang ved at nævne dem, fordi nogle af dem er fabrikerede, brygget sammen af deres hæretikere, og andre kan være sande, men vi har ingen brug for dem, priset være Allah.

Han fortsætter:

Hvad Allah har fortalt os i sin bog, er tilstrækkeligt, og vi har ikke brug for, hvad der er i de andre bøger, der kom før. Hverken Allah eller Hans Budbringer forpligtede os til at henvise til dem. Allah fortalte Sin Budbringer, at når [jøderne] begik synd og aggression, så gav Allah deres fjender magt over dem til at ødelægge deres land og trænge ind i de inderste dele af deres hjem. Deres ydmygelse og undertrykkelse var en passende straf, og din Herre er aldrig urimelig eller uretfærdigt overfor sine tjenere. De havde gjort oprør og dræbt mange af profeterne og de lærde.

Yusuf Alis diskussion af Koranen 17:04 (i, Abdallah Yusuf Ali, The Holy Qur’an. Text, Translation, and Commentary. Genoptryk af 1934-udgaven, Elmhurst, New York, 2001, s. 694, note 2174) foreslår at,

... det kan være, at de to gange henviser til (1) Templets ødelæggelse af babyloneren Nebukadnesar i 586 f.Kr., da jøderne blev ført bort i fangenskab, og (2) Titus’ ødelæggelse af Jerusalem i 70 e.Kr., hvorefter Templet aldrig blev genopbygget (…). Ved begge lejligheder var det en dom afsagt af Allah for jødernes synder, deres frafald og deres arrogance.

[63] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, p. 2.

[64] Ibid., pp. 2-3.

[65] Dette vers er 2:61 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[66] Dette vers er 2:96 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[67] Dette vers er 2:54 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[68] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, p.3.

[69] Dette vers er 4:46 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[70] Dette vers er 4:161 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[71] Dette vers er 3:110 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[72] Dette vers er 3:78 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[73] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, p. 3., med citater fra N. J. Dawoods oversættelse. Ibn Kathirs kommentar refererer til Koranen 58:8-10 som angiver, at jøderne er overgivet til Helvede for deres planer om at dræbe (muslimske) troende (Ibn Kathir. Tafsir Ibn Kathir, Vol. 9, p. 520, afsnittet, ”The Evil of The Jews”).

[74] Ibid., Friedman, p. 3.

[75] Dette vers er 98:6 i de fleste Koran-nummereringssystemer.

[76] Ben-Shammai, “Jew-hatred in the Islamic tradition and Qur’anic exegesis”, pp. 164-168.

[77] Friedman, “The Myth of Islamic Toleration”, pp. 2-3.

[78] Ronald M. Nettler. “Islamic Archetypes of the Jews: Then and Now”, i Robert Wistrich, Red., Anti-Zionism and Antisemitism in the Contemporary World. New York, 1990, pp. 64-65.

[79] Sahih Bukhari Volume 3, Book 47, Number 786, Sahih Muslim Book 026, Number 5430; Sunan Abu Dawud Book 39, Number 4498; Ibn Sa'd. Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir. Volume 2, New Delhi, 1993; s. 249-252. Engelsk oversættelse af S. Moinul Haq og H. K. Ghazanfar

[80] Hartwig Hirschfeld. Abdallah Ibn Saba. The Jewish Encyclopedia.com. http://www.jewishencyclopedia.com/articles/189-abdallah-ibn-saba; Tabari. Ta’rikh al-Rusul wa al-Muluk, M. J. de Goeje, Editor, Leiden, 1898, Vol. 1 (6), pp. 3941-42, Engelsk oversættelse i Nettler, p. 66.

[81] Ibid. Nettler, pp. 65-66; Tabari som i note 86.

[82] “Speech of President Bashar Al-Assad Welcoming His Holiness Pope John Paul II on his arrival in Damascus”, Syrien, 5. maj 2001. Syrian Arab News Agency.

[83] Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, Vol. 4, 2000, pp. 405-406.

[84] Mawdudi, Towards Understanding the Qur’an. Vol. 3, pp. 201-202.

del 2, del 3, del 4

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo