Muhammeds endelige politiske mål angående jøderne var ved at blive helt klart [141]:

Jøderne må nu tydeligt have set Mahomets plan. Det var ikke et ubetydeligt spørgsmål om en fornærmet kvinde. Blod var uden tvivl blevet ugydt i striden, men det var udgydt ligeligt på begge sider. Og havde der ikke været et dødeligt fjendskab, samt en forud besluttet vilje til at udrydde israelitterne, kunne striden let have været bilagt. Desuden var Mahomet bundet af overenskomst til at behandle stammen retfærdigt og fredeligt: Kun morderen "kunne idømmes gengældelse". Ja, faktisk var dette skænderi af så ringe betydning, at nogle biografer slet ikke nævner det, men retfærdiggør angrebet med en guddommelig åbenbaring om jødisk forræderi. Mahomets voldsomme fremfærd udvidede også til en vis grad bruddet mellem hans tilhængere og de misfornøjede indbyggere. Abdallah bebrejdede således Obada (de var begge hovedkræfter i forbundet med Bani Cainucaa) for at have svigtet deres allierede, og medvirket til deres eksil: "Hvad! Er du fri for den ed, med hvilken vi stadfæstede deres alliance? Har du glemt, hvordan de stod på vores side, og ofrede deres blod for os på den og den slagmark?" - og han begyndte at opremse de slag, som de havde kæmpet sammen. Obada afbrød ham med det afgørende svar: "Hjerter har ændret sig. Islam har udslettet alle traktater."

Fordrivelsen af b. Qaynuqa gjorde de tilbageværende jødiske stammer i Medina mere sårbare. Efter en række plyndringstogter mod karavaner (med vekslende held), og en rolig periode [142], indledte Muhammed en ny mordkampagne, der startede med mordet på Kab b. al Ashraf, søn af en jødisk kvinde fra b. Nadir. Ibn Warraq opsummerer begivenhederne omkring dette mord [143]:

Han [Kab] var taget til Mekka efter slaget ved Badr, havde skrevet digte, der hyldede de døde og forsøgt at rejse mekkanerne til at hævne deres helte ved Badr. Temmelig tåbeligt vendte han tilbage til Medina, hvor Muhammed højlydt bad: ”Oh Herre, fri mig for sønnen af Ashraf, på hvilken måde, der end synes Dig god, på grund af hans åbne frafald og hans vers”. Men Banu Nadir var magtfuld nok til at beskytte Kab, og de muslimer, der frivilligt tilbød at dræbe ham, forklarede profeten, at de kun kunne håbe at løse opgaven ved list. De sammensvorne mødtes i Muhammeds hus, og profeten gav dem sin fulde velsignelse. Idet de foregav at være hans venner, lokkede de Kab ud i natten og på et passende sted nær et vandfald myrdede de ham. De kastede Kabs hoved for profetens fødder. Muhammed priste deres gode gerning for Guds sag.

Ibn Ishaq registrerer disse sigende ord af en af de sammensvorne [144]:

Vort angreb på Guds fjende skabte rædsel blandt jøderne, og der var ingen jøde i Medina, der ikke frygtede for sit liv.

Denne frygt var bestemt velbegrundet, eftersom Muhammed, på den allerførste morgen efter Kab-mordet, opmuntrede muslimerne til at dræbe jøder i flæng, ifølge Ibn Ishaq [145]:

Apostelen sagde: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." Derpå overfaldt Muhayyisa b. Masud den jødiske købmand, Ibn Sunayna, med hvem de havde sociale og forretningsmæssige forbindelser, og dræbte ham. Huwayyisa var ikke muslim på det tidspunkt, selvom han var den ældre broder. Da Muhayyisa dræbte ham, begyndte Huwayyisa at slå ham og sagde: "Du fjende af Gud, har du dræbt ham, skønt en stor del af fedtet på din vom stammer fra hans rigdom?" Muhayyisa svarede: "Hvis den, der befalede mig at dræbe ham, havde befalet mig at dræbe dig, ville jeg have skåret dit hoved af." Han sagde, at dette var begyndelsen til Huwayyisas accept af islam. Den anden svarede: "Ved Gud, hvis Muhammed havde befalet dig at dræbe mig, ville du så have dræbt mig?" Han sagde: "Ja, ved Gud, havde han befalet mig at skære dit hoved af, ville jeg have gjort det." Han udbrød: "Ved Gud, en religion, som kan få dig til dette, er fantastisk!" og han blev muslim.

Ikke overraskende, som Muir bemærker [146]:

Jøderne var nu i højeste alarmberedskab. Ingen vovede sig udenfor. Enhver familie levede i frygt for et natligt overfald; alle frygtede at få samme skæbne som Kab og Ibn Sanin (…) fra da af levede jøderne (så godt de kunne) i en tilstand af depression og uro.

Det er klart, at disse mord, især mordet på Kab, var en optakt til et generelt angreb på b. Nadir. Men denne operation blev forsinket af muslimernes nederlag ved Uhud (AH 3; 625 CE), et tilbageslag for Muhammeds magt og prestige. [147] Hirschfeld beskriver hans uundgåelige reaktion [148]:

For at genoprette sin militære stolthed og hævne deres ydmygelser – alene tanken derom vakte hans harme – besluttede profeten at få gjort det af med jøderne. Desuden følte han sig opmuntret af den ro og ligegyldighed, de havde udvist overfor fordrivelsen af banu Qaynuqa og mordet på Kab.

Det hævdede påskud for Muhammeds ekspedition mod b. Nadir, og resultaterne af muslimernes angreb, er sammenfattet af Hirschfeld som følger [149]:

En muslim havde dræbt to medlemmer af banu Amir-stammen. Muhammed, ledsaget af Abu Bakr, Umar og Ali, tog til banu Nadir og bad dem om at slutte sig til ham i et forsøg på at gøre undskyldninger for dette dobbeltmord. Hans venner ventede på ham ved indgangen til hans bolig; de så ham komme tilbage i stor hast. Muhammed fortalte dem, at en guddommelig åbenbaring havde advaret ham om, at jøden Amr b. Jihash (b. Kab), idet han nægtede at adlyde ordrer fra Sallam b. Mishkam, havde planer om at kaste en sten ned på ham fra toppen af sit citadel, for således at dræbe ham. Denne beskyldning var bestemt falsk, og tjente blot som et påskud til at angribe banu Nadir, hvis tilintetgørelse var blevet besluttet lang tid forinden. Muhammed belejrede sine fjenders citadeller og gav ordre til, i strid med al sædvane, at brænde og fælde palmerne ved Boeira. Abdallah b. Ubayy opfordrede dem, der var under belejring, til ikke at gøre modstand, og han lovede at gribe ind til deres fordel over for profeten. Sidstnævnte gik med til, at banu Nadir kunne komme ud af deres fæstninger, ubevæbnede, og han tillod hver gruppe på tre personer at tage en kamelladning af deres ejendele med sig. Banu Nadir accepterede disse betingelser, lastede deres dyr, tog de træmaterialer med sig, der var indbygget i deres huse, og trak sig, til lyden af musik, væk mod nord, hvor de bosatte sig, dels i Khaybar, dels i Adzraat i Syrien. Blandt dem, der besluttede at blive i Khaybar, var broderen og sønner til Kinana Rabi b. Abul-Huqayq og rabbiner Huyayy. To medlemmer af banu Nadir, Yamin b. Umayr og Abou Sad b. Wahb, konverterede til islam for at redde deres formue og kunne blive i Medina. De fordrevnes landområder og huse blev delt op blandt muslimerne.

Hirschfeld konkluderer, at den tvungne emigration af b. Nadir skyldtes manglende "energi, beslutsomhed og enhed", forstærket af en frygtelig bevidsthed om, at "... de ikke ville være i stand til fortsat at leve i et land, hvor forræderi og mord herskede, og hvor deres fjender sikkert ville vokse i antal og styrke med tiden." [150] Muhammed, derimod, var godt klar over gevinsten ved at eksilere b. Nadir, hvis jorder og ejendele blev muslimsk bytte, fejret i Koranen 59:1-10, og efterfølgende kodificeret i islamisk lov (som "fay-område" osv.) [151] Ibn Ishaq understreger, hvordan denne "eksilets sura (sura 59)" [152] …

... kom ned, hvori det er beskrevet, hvordan Gud lod sin hævn ramme dem [jøderne], og gav Hans apostel magt over dem, og hvordan Han behandlede dem. Gud sagde: "Han er den, der drev dem af Skriftens folk, der var vantro, ud af deres boliger til den første samling [i stedet for ”samling” bruger Ishaq/Guillaume ”exile”, o.a.]. I tænkte, at de ikke ville komme ud, og de tænkte, at deres fæstninger kunne beskytte dem mod Gud. Men så faldt Gud over dem fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes hænder, lagde deres huse i ruiner.” Det henviser til deres ødelægge deres huse for at udtrække dørenes overliggere, for at de kunne tage dem med. "Så tag ved lære, I, der kan se! Hvis ikke Gud havde dømt dem til forvisning,” som var hævn fra Gud, "ville Han have straffet dem i denne verden;” dvs. med sværdet, "i den hinsidige har de Ildens straf i vente” oven i købet. "Hvad I end fældede af palmetræer eller lod blive stående på roden,” Lina betyder andre end den bedste form for dadler, " skete det med Guds tilladelse” dvs. at de blev hugget ned på Guds ordre; det var ikke ødelæggelse, men var hævn fra Gud, "og for at gøre de gudløse til skamme.” ”Hvad Gud gav sin udsending som bytte fra dem,” dvs. fra b. al-Nadir, "skulle I hverken drive på heste eller kameler for at få fat i. Gud giver sine udsendinge magt, over hvem Han vil. Gud er i stand til alt.” Dvs. blev det særlige for ham. "Hvad Gud gav sin udsending som bytte fra befolkningen i byerne, tilhører Gud og Udsendingen,” hvad muslimerne galoperer imod på heste og kameler og hvad der er taget med våbenmagt tilhører Gud og apostelen, "slægtningene, de forældreløse, de fattige og den vejfarende – for at det ikke skal komme i omløb mellem de rige af jer. Tag imod det, som Udsendingen giver jer, og giv afkald på det, som han forbyder jer!” Han siger, at dette er en anden fordeling mellem muslimer af, hvad der er taget i krig, i overensstemmelse med hvad Gud har foreskrevet ham.

Derpå sagde Gud: "Har du ikke set dem, der hykler,” dvs. Abdullah b. Ubayy og hans kammerater og deres ligesindede, "sige til deres vantro brødre blandt Skriftens folk (…)” [59:11] dvs. b. Al-Nadir, fra ord til andet det samme som til dem "kort tid forinden: De fik følgerne af deres færden at smage, og de har en pinefuld straf i vente.” [59:15] dvs. B. Qaynuqa. På dem gælder ordene: "Det er som med Satan, da han sagde til mennesket: ’Vær vantro!’ Da det derpå var vantro, sagde han: ’Jeg fralægger mig ansvaret for dig. Jeg frygter Gud, alverdens herre.’ Enden for den begge vil være, at de kommer i Ilden; dér skal de forblive til evig tid. Det er lønnen til dem, der handler uret.” [59:16-17]

Den sidst tilbageværende jødiske stamme i Medina var banu Qurayza. Under Slaget ved Graven (627), da mekkanerne og deres allierede havde belejret Medina, bidrog b. Qurayza til byens forsvar, men forblev i det store og hele neutral. [153] Efter at en tilfældig storm havde hjulpet til at bryde belejringen, blev der sat spørgsmålstegn ved b. Qurayzas loyalitet, og Muhammed, inspireret af endnu en guddommelig åbenbaring, rykkede ud imod dem. [154] Da Muhammed nærmede sig b. Qurayzas fæstninger udbrød han ifølge Ibn Ishaq: ”I brødre af aber, har Gud vanæret jer og bragt sin hævn over jer?" [155]

En samstemmende muslimsk beretning om de efterfølgende begivenheder, der førte til massakren på b. Qurayza, er udarbejdet af M. J. Kister. [156] To gange tilbød Qurayza at overgive sig og rømme deres fæstning, efterladende sig deres jord og ejendom. I første omgang bad de om at måtte tage en kamelladning ejendele per person med sig, men da Muhammed afviste denne anmodning, bad Qurayza om at få lov til at forlade stedet uden ejendele, og kun tage deres familier med. Men Muhammed insisterede på, at Qurayza skulle overgive sig betingelsesløst og underkaste sig hans dom. Tvunget til at overgive sig, blev Qurayza ført til Medina. Mændene, med hænderne bundet på ryggen, blev anbragt i en gård, mens kvinder og børn siges at være blevet anbragt i en anden, særskilt gård. Deres stammeallierede, Aws, rettede en tredje (og sidste) appel til Muhammed om at vise skånsomhed mod Qurayza. Igen afslog Muhammed, og udnævnte i stedet Sad Muad fra Aws til dommer. Han afgav hurtigt sin kortfattede dom: Mændene skulle henrettes, kvinder og børn sælges som slaver og byttet fordeles blandt muslimerne.

Muhammed stadfæstede dommen ved at erklære, at Sads kendelse var en kendelse givet af Allah i den syvende himmel. Mellem 600 og 900 mænd fra Qurayza blev derfor, på Muhammeds ordre, ført til markedspladsen i Medina. Grave blev gravet og mændene blev halshugget, og deres halshuggede lig begravet i gravene, mens Muhammed var til stede og holdt øje. Drenge, der ikke havde nået puberteten, blev skånet. Kvinder og børn blev solgt til slaveri; en del af dem blev fordelt som gaver blandt Muhammeds følgesvende. Ifølge Ibn Ishaq, valgte Muhammed en af Qurayza-kvinderne (Rayhana) til sig selv. Qurayzas besiddelser og andre ejendele (herunder våben) blev også delt op som ekstra "bytte" blandt muslimerne. Følgende detaljer er konsekvent blevet berettet af muslimske kilder: Dommeren (Sad Muad) blev udpeget af Muhammed selv; Muhammed iagttog personligt de rædselsvækkende henrettelser; Muhammed tog som kone en kvinde (Rayhana), der tidligere var gift med en af de slagtede Qurayza-mænd; de materielle fordele (dvs. ejendom; indtægter fra salget af de slavebundne), der tilførtes muslimerne som følge af massakren, var betydelige; Qurayza-stammen blev udryddet.

Abu Yusuf (d. 798), den fremtrædende hanafi-jurist, der var rådgiver for den abbasidiske kalif, Harun al-Rashid (d. 809), gør følgende bemærkninger om Qurayza-massakren i et skrift om jihad: [157]

Når som helst muslimer belejrer en fjendes fæstning, indgår en traktat med den belejrede, der indvilliger i at overgive sig på visse betingelser, der vil blive besluttet af en delegeret, og denne mand beslutter, at deres soldater skal henrettes og deres kvinder og børn tages til fange, er denne beslutning lovlig. Dette var Saad b. Muads beslutning i forbindelse med banu Qurayza (…) det er op til imamen at afgøre, hvilken behandling der skal tildeles dem, og han vil vælge det, der er bedst for religion og for islam. Hvis han skønner, at henrettelse af de kampdygtige mænd og slavebinding af deres kvinder og børn er bedst for islam og dens tilhængere, da vil han handle således, og derved efterligne Saad b. Muads eksempel.

Al-Mawardi (d. 1072), en anden fremtrædende muslimsk jurist fra Bagdad, karakteriserede slagtningen af Qurayza som en religiøs pligt, der påhvilede Muhammed. Kister citerer al-Mawardi som følger: "... det var ikke tilladt (for Muhammed) at tilgive (i et tilfælde af) Guds påbud, der påhvilede dem; han kunne kun tilgive (overtrædelser) i sager om hans egen person." [158] Forestillingen om, at denne nedslagtning var sanktioneret af Gud, som åbenbaret til Muhammed, afspejlede, ifølge Kister "... det nuværende (1986) sunni-muslimske syn på slagtningen af banu Qurayza." [159]

W. H. T. Gairdner, som også udelukkende baserer sig på muslimske kilder, fremhæver, i sin karakteristik af slagtningen af Qurayza, den centrale rolle, som Muhammed selv spillede i orkestreringen af det samlede begivenhedsforløb: [160]

Den opmand, der traf den skæbnesvangre beslutning (Saad), blev overdrevent rost af Muhammed. Men hans handling skyldtes helt og holdent hans tørst efter personlig hævn på en stamme, der havde givet ham et smertefuldt sår. I pinen under dets behandling råbte han: "O Gud, lad ikke min sjæl gå bort før du har lindret mit syn for Bani Quraiza.” Således var den dommer, til hvis ord denne stammes skæbne var overgivet. Hans følelser var velkendte for Muhammed, der udnævnte ham. Af dette fremgår det helt klart, at deres slagtning var blevet dekreteret. Hvad der gør det endnu mere klart, er en anden biografs påstand om, at Muhammed havde nægtet at have noget som helst med Bani Quraiza at gøre, før de var "kommet ned for at modtage Guds apostels dom." Derfor var de ”kommet ned"; de havde med andre ord givet sig i hans magt. Og først derefter blev Saads voldgift foreslået og accepteret - men ikke accepteret af Saad før opgaven var blevet tvunget på ham af Muhammed; for Saad undslog sig først og forsøgte at få Muhammed til at tage ansvaret, men fik at vide, at: "Qad amarak Allahu takhuma fihim” - "Allah har befalet dig at fælde dom i deres sag". Set fra ethvert synspunkt er der derfor simpelthen knusende beviser for, at Muhammed var den ultimative ophavsmand til denne massakre.

I massakrens kølvand, fik muslimer betydelig gavn af Qurayzas værdier, hvilke de tog som krigsbytte. Den erhvervede jord og ejendom hjalp muslimerne til at opnå økonomisk uafhængighed. Den militære styrke af det muslimske samfund i Medina voksede på grund af de erhvervede våben. Desuden blev de tilfangetagne kvinder og børn, taget som slaver, solgt for heste og flere våben. Begge dele lettede udvidelsen af de muslimske væbnede styrker med henblik på yderligere erobringer. Omvendt ophørte den jødiske stamme, Qurayza, med at eksistere.

Muhammed forberedte sit felttog mod Khaybar - en landbrugsoase, og den sidste jødiske højborg i det nordlige Arabien, hvor overlevende (især b. Nadir) fra muslimernes tidligere angreb på medinensisk jødedom også havde søgt tilflugt - med yderligere to politiske mord. Hirschfeld beskriver disse drab på fremtrædende Khaybar-jøder [161]:

Abu Rafi Sallam b. Abul-Huqayq var i Khaybar. Muhammed, der frygtede, at han kunne skabe vanskeligheder for ham, sendte mordere ud efter ham. Fem mand fra Khazraj-stammen rejste til Khaybar, listede sig ind i Sallams bolig om natten og lukkede dørene. Sallam var på overetagen; hans kone gik ned og spurgte mændene, hvad de ville. De svarede, at de var kommet for at købe hvede, trådte ind i værelset, hvor Sallam lå i sengen, og gennemborede ham. Ved skrigene fra offerets kone, kom nogle jøder løbende til med fakler, men det var lykkedes morderne at undslippe. After Sallams død, var Al-Yoseir b. Rizam høvding for jøderne i Khaybar. Da sidstnævnte var en af dem, der havde ansporet Ghatafan til at angribe profeten, sendte Muhammed en flok snigmordere, som også inkluderede Abu Rafi Sallams mordere, imod ham, ledet af digteren Abdallah b. Rawaha. Deres plan mislykkedes, men de formåede at overbevise Al-Yoseir om, at Muhammed ville have ham til at komme, så han kunne udpege ham til en vigtig position. Forledt af dette løfte, tog han af sted til Medina, ledsaget af flere venner. Undervejs blev de angrebet og dræbt af de mænd, der var udsendt af Muhammed og hvis ord de havde stolet på.

Ibn Ishaqs beretning om mordet på Abu Rafi Sallam b. Abul-Huqayq sparer ikke på de grusomme detaljer [162]:

Da de [de muslimske mordere] kom til Khaybar, tog de hen til Sallams hus om natten, efter at have låst alle døre i bosættelsen om beboerne. Han befandt sig i et øvre kammer, som en stige førte op til. De kravlede op ad den, indtil de kom til døren og bad om at få lov til at komme ind. Hans kone kom ud og spurgte, hvem de var, og de fortalte hende, at de var arabere, der ledte efter forsyninger. Hun fortalte dem, at manden, de havde brug for, var her, og at de kunne komme ind. Da vi kom ind, stængede jeg døren til rummet om hende og os selv af frygt for, at noget skulle komme imellem os og ham. Hans kone skreg og advarede ham om os, så vi gik løs på ham med vore sværd, mens han var i sin seng. Det eneste, vi kunne orientere os efter i nattens mørke, var hans hvidhed, der var som et egyptisk tæppe. Da hans kone skreg, ville en af vore trække sit sværd mod hende; men så kom han i tanke om apostelens forbud mod at dræbe kvinder, og trak sin hånd tilbage; hvis det ikke havde været for dette, ville vi have gjort en ende på hende den nat. Da vi havde slået ham med vore sværd, borede Abdullah b. Unays sit sværd ned i hans mave, indtil det gik helt igennem ham, mens han sagde: "Qatni, qatni", dvs. "Det er nok."

Vi [de muslimske mordere] løb ud. Nu havde Abdullah b. Atik dårligt syn, og faldt ned af stigen og forstuvede sin arm alvorligt, så vi bar ham, indtil vi nåede hen til en af deres vandkanaler og steg ned i den. Folkene tændte lamper og begyndte at lede efter os i alle retninger, desperate efter at finde os; til sidst vendte de tilbage til deres herre og samlede sig omkring ham, mens han var døende. Vi spurgte hinanden, hvordan vi kunne vide, at Guds fjende var død, og en af os meldte sig frivilligt til at gå ud og se efter; så af sted tog han, og blandede sig med folket. Han sagde: "Jeg fandt hans kone og nogle jøder samlet omkring ham. Hun havde en lampe i hånden og stirrede ind i hans ansigt og sagde til dem: ’Ved Gud, jeg hørte bestemt Abdullah b. Atiks stemme. Men så jeg bestemte jeg mig for, at jeg måtte have taget fejl og tænkte: ”Hvordan kan Ibn Atik være i dette land?”’ Så vendte hun sig imod ham, så ind i hans ansigt, og sagde: ’Ved jødernes Gud, han er død!' Aldrig har jeg hørt sødere ord end dem.”

Så kom han til os og fortalte os nyheden, og vi tog vores kammerat og bragte ham til apostelen og fortalte ham, at vi havde dræbt Guds fjende. Foran ham diskuterede vi, hvem der havde dræbt ham, hver af os gjorde krav på dåden. Apostelen forlangte at se vore sværd, og da han havde set på dem, sagde han: "Det er Abdullah b. Unays’ sværd, der dræbte ham, jeg kan se spor af føde på det."

Muslimernes brutale, blodige overfald, som fulgte kort efter, resulterede i en fuldstændig undertvingelse af jøderne i Khaybar (og i forlængelse heraf, Fadak), som sammenfattet af Hirschfeld [163]:

Disse mord var optakten til et generelt angreb på israelitterne i Khaybar. Muhammed marcherede, i spidsen for 1400 fodfolk og 300 ryttere, mod byen og ankom i løbet af natten. Om morgenen kunne israelitterne, på deres sædvanlige vej ud til markerne, se bevæbnede muslimer overalt.

Lidt efter lidt faldt alle forterne i muslimernes hænder, med undtagelse af Watih og Solalim. Et stort antal jøder blev taget til fange, blandt dem Kinana b. Ar-Rabi b. Abul-Huqayq og hans forlovede, Safiyya, datter af Huyayy. Safiyya var meget smuk, og Muhammed ønskede at tage hende til kone; han fik fat i hendes forlovede Kinana, og under foregivende af at ville have ham til at fortælle, hvor han havde gemt Banu Nadirs skatte, der var blevet overladt i hans varetægt, udsatte han ham for grusom tortur, slog ham ihjel, og giftede sig derefter med Saffiya. Alle kæmpende, der blev fanget med våben i hånd, blev dræbt; næsten ni hundrede døde på denne måde.

De to andre forter, der stadig ydede modstand, overgav sig kort efter til muslimerne. Soldaternes liv blev sparet, men de blev nødt til at aflevere alle deres skatte til Muhammed og overgive deres landområder til sejrherrerne. Men da de var bedre landmænd end muslimerne, kunne de fortsætte med at dyrke disse arealer på den betingelse, at de ville aflevere halvdelen af høsten til deres herrer og forlade landet, så snart Muhammed krævede det. Jøderne i Fadak, hvis høvding blev kaldt Youschah b. Noun, og dem fra Teima og Wadi-l-Kora blev forfærdede over nederlaget for indbyggerne i Khaybar, og underkastede sig ligeledes Muhammed.

Ibn Ishaq fortalte om torturmordet på Kinana b. Ar-Rabi b. Abu’l-Huqayq, der skete på Muhammeds ordre, på følgende måde [164]:

Da han [Muhammed] spurgte ham [Kinana] om resten [af skatten] nægtede han at udlevere den, så apostelen beordrede al-Zubayr b. al-Awwam: "Torturér ham, indtil du har fået ud af ham, hvad han har," så han tændte en ild med flint og stål på hans bryst, indtil han var næsten død. Dernæst overgav apostelen ham til Muhammed b. Maslama og han huggede hovedet af ham, som hævn for hans bror Mahmud.

Efter erobringen af Khaybar henviser beretningerne i hadith og sira til en begivenhed, som med fuldendt logik ajourfører den koraniske forbandelse af jøderne (2:61) for uretmæssigt at have dræbt Allahs tidligere profeter – en jødisk kvinde fra Khaybar anklages for at have serveret Muhammed forgiftet får (eller ged), hvilket i sidste ende førte til hans langtrukne og smertefulde død. [165] Ibn Sads sira (Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir) fokuserer på den jødiske sammensværgelse bag denne forgiftning, samtidig med at han stejlt fastholder, at Khaybar-jødinden, der stod bag gerningen, blev henrettet [166]:

Jøderne diskuterede gift og blev enige om én gift. Hun [en jødisk kvinde fra Khaybar, Zaynab Bint al-Harith] smurte gift på geden og lagde mest på forbenene (...). Allahs Apostel tog et forben, hvoraf han puttede et stykke i munden (…). Allahs Apostel sendte bud efter Zaynab Bint al-Harith [og] (…) overgav hende til arvingerne efter Bishr Ibn al-Barra [som jødinden også havde forgiftet, hvilket førte til hans hurtige død], der dræbte hende. Dette er den godkendte version [fremhævelse tilføjet] (…). Efter dette levede Allahs Apostel i tre år, indtil han gik bort som følge af sin lidelse. Under sin sygdom plejede han at sige: Jeg holdt aldrig op med at mærke virkningen af den forgiftede mundfuld, jeg tog i Khaybar…

Den politiske begrundelse for Muhammeds kampagne mod Khaybar er blevet diskuteret af Hirschfeld og D. S. Margoliouth. Hirschfeld er, i sin anmeldelse [167] af Leones Caetanis Annali dell Islam, enig med sidstnævntes vurdering:

Forfatteren [Caetani] har uden tvivl ret, når han hævder, at de grunde, som muslimske traditionalister giver, er værdiløse, eftersom Muhammeds egentlige motiv var rent politisk, med et ekstra motiv i den mulighed det gav for at beskæftige en række tilhængere, som ikke var oplært i noget arbejde, men var begærlige efter rov.

Baseret på egen udforskning af dokumenterne tilføjer Hirschfeld [168]:

Ekspeditionen mod Khaybar var et klart løftebrud, eftersom Muhammed to år tidligere havde givet jøderne i Khaybar og Maqna et frihedsbrev, som heldigvis er bevaret, og som der også findes spor af i værker af al-Wakidi og al-Baladhuri.

Margoliouth går nærmere ind på disse argumenter og konkluderer [169],

... ved udplyndringen af mekkanerne kunne han [Muhammed] forsvare sig med, at han var blevet fordrevet fra sit hjem og ejendele; og overfor de jødiske stammer i Medina havde han i hvert enkelt tilfælde en eller anden krænkelse, reel eller foregiven, at hævne. Men folkene i Khaybar, hele den lange vej fra Medina, havde bestemt ikke gjort ham og hans tilhængere nogen uret: For at de lod mordet, begået af hans udsending, på en [170] af deres egne være uhævnet, var ingen aggressiv handling. Da Ali fik besked på at anføre styrkerne imod dem, måtte han spørge om, hvad han kæmpede for, og fik at vide, at han skulle tvinge dem til at antage islam. Khaybar blev angrebet, fordi der var bytte at hente dér, og påskuddet for angrebet var, at dens indbyggere ikke var muslimer.

Georges Vajda, til gengæld, minder os om den teologiske uvilje, som motiverede Muhammeds politiske undertvingelse af netop jøderne, og som blev en uudslettelig del af den muslimske holdning til jøder på tværs af tid og rum. [171]

Jo mere fremgang Mohammeds karriere i Medina havde, jo mere voksede hans bitterhed mod jøderne. Denne udvikling var ret naturlig, eftersom jøderne ikke nøjedes med at skuffe hans forventninger om at se dem samles uforbeholdent om hans sag. De spiddede ham med sarkasme, rejste tvivl om ægtheden af hans profetiske mission, og havde endelig den fejl, at være i besiddelse af enorme ressourcer i løsøre og jord, som profeten ikke kunne undvære, hvis han skulle sikre sin dominans i Medina og virkeliggøre de store projekter om religiøs og politisk erobring.

Muhammeds kampagner mod jøderne i det nordlige Arabien (dvs. Medina og Khaybar) kan have haft både kort- og langsigtede konsekvenser: Lanceringen af den store jihad [172], som ville udsætte de store jødiske samfund i Mellemøsten for muslimsk erobring og kolonisering, og indførelsen af islamisk lov. Selv om islamiske antisemitiske motiver fra hadith og sira blev langt mere almindeligt brugt i det daglige liv som en form for kronisk diskrimination mod jøder – sanktioneret af islamisk lov – er de også blevet brugt til at ophidse til mere omfattende forfølgelser, herunder massevold mod jødiske samfund. [173]

Den jødiske nationalismes – zionismens – opståen, udgjorde en forudsigelig, hvis ikke fuldstændig uacceptabel, trussel mod den islamiske orden, dvs. mod en jihad-pålagt vedvarende tilstand af dhimmitude for jøder af apokalyptiske dimensioner. Som Bat Ye'or har forklaret [174],

... fordi guddommelig vilje fordømmer jøder til evig omvandren og elendighed, virker den jødiske stat på muslimer som en utålelig krænkelse og en synd mod Allah. Derfor skal den ødelægges ved jihad.

Historikeren Saul S. Friedman konkluderede, også med henvisning til zionismens fremkomst (som en ideologi, bandlyst af det islamiske dhimmitude-system for jøder), at denne moderne bevægelse, samt oprettelsen af den jødiske stat Israel, ikke overraskende har udløst en strøm af tilintetgørelsesvillig islamisk antisemitisme, ”brygget på tretten århundreders intolerance.” [175]:

Siden 1896 har udviklingen af moderne, politisk zionisme skabt ny spænding i, og endog ødelagt, det traditionelle herre-træl forhold, der eksisterede mellem araber og jøde i Mellemøsten. En arabisk verden, der ikke kunne tåle tilstedeværelsen af blot en enkelt, "arrogant" jødisk vesir i sin historie, blev nu konfronteret med en moderne stat, bemandet med selvbevidste jødiske ministre.

Det er præcis i en sådan islamisk kontekst, at en udbredt, "genopstået" brug af jøde-tilintetgørende apokalyptiske motiver fra hadith - eksemplificeret ved Hamas-charteret - ville være en forventet, endog hverdagsagtig begivenhed. Som nævnt i indledningen, er de samme eskatologiske henvisninger til jøde-udryddelse blevet gentaget i fremtrædende amerikanske moskéer langt fra den arabisk-israelske konflikts slagmarker i Mellemøsten [176]

Den ubehagelige undersøgelse af islamisk lære og historie er nødvendig for at forstå det muslimske jødehad som er et vedvarende fænomen, der går tilbage til islams tilblivelse. Vi kan ikke længere betragte muslimsk jødehad - inklusive tilintetgørelsesvillige varianter af dette apokalyptiske had – som et "lånt fænomen," der primært, endsige udelukkende, ses som udtryk for nazisme og Holocaust, den tragiske arv efter jødehadske kristne traditioner eller "Zions Vises Protokoller" fra det zaristiske Rusland.

Noter

[141] Muir, The Life of Mahomet, pp. 251-252.
[142] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, pp. 17-18; Warraq, Why I Am Not a Muslim, p. 94.
[143] Warraq, Why I Am Not a Muslim, pp. 94-95.
[144] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 368.
[145] Ibid., p. 369.
[146] Muir, The Life of Mahomet, pp. 258-259.
[147] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 20; Warraq, Why I Am Not a Muslim, p. 95.
[148] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 20.
[149] Ibid., pp. 20-21.
[150] Ibid., p. 21.
[151] Udtrykket "fay" findes i Koranen 59:6-10, der beskriver Muhammeds angreb på den jødiske stamme, banu Nadir. I den traditionelle muslimske fortolkning af disse vers bekræftes den teokratiske opfattelse af ejendomsret, som kommer til udtryk gennem Profeten: Allah giver Hans fjenders ejendom tilbage til de troende, en ejendom, som rettelig tilhører Ham. Se Leone Caetani, Annali dell'Islam, Milano, 1905-1926, bd. 5, s. 332.
[152] Guillaume, The Life of Muhammad, pp. 438-439.
[153] Warraq, Why I Am Not a Muslim, p. 95.
[154] Muir, The Life of Mahomet, p. 325; Warraq, Why I Am Not a Muslim, p. 95.
[155] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 461, bruger faktisk ordet "monkeys". "Apes" og "monkeys" bruges i flæng i engelsk oversættelse. Se for eksempel Norman Stillmans oversættelse af det samme uddrag i The Jews of Arab Lands in Modern Times, p. 137, hvor jøderne omtales som "apes".
[156] M. J. Kister, “The massacre of the Banu Qurayza: a re-examination of a tradition”, Jerusalem Studies in Arabic and Islam, Vol. 8, 1986, pp. 61-96.
[157] Abu Yusuf Ya’qub, Le Livre de l’impot foncier. Oversat fra arabisk og kommenteret af Edmond Fagnan. Paris, 1921. Engelsk oversættelse i Bat Ye’or, <The Dhimmi, pp. 172-173.
[158] Kister, “The massacre of the Banu Qurayza, p. 69.
[159] Kister, “The massacre of the Banu Qurayza”, p. 69 ff.
[160] W. H. T. Gairdner, “Muhammad Without Camouflage”, The Moslem World, Vol. 9, 1919, p. 36.
[161] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, pp. 28-30.
[162] Guillaume, The Life of Muhammad, pp. 482-483.
[163] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, pp. 28-30.
[164] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 515.
[165] Sahih Bukhari Bind 3, Bog 47, Nummer 786; Sahih Muslim Bog 026, Nummer 5430; Sunan Abu Dawud Bog 39, Nummer 4498; Guillaume, The Life of Muhammad, p. 516; Ibn Sa’d, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, pp. 249-252.
[166] Ibn Sa’d, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir, pp. 249-252.
[167] Hartwig Hirschfeld, “The Annals of Islam”. Gennemgang af Annali dell’Islam compilati de Leone Caetani, Principe de Teano, Volume 2, Milan, 1907, i The Jewish Quarterly Review, 1908, Vol. 20, p. 876.
[168] Ibid., p. 876. Hvad angår den brudte traktat, så henviser Hirschfeld til dens eksistens i hans eget essay: “The Arabic Portion of the Cairo Genizah at Cambridge”, The Jewish Quarterly Review, 1905, Vol. 15, pp. 170-174.
[169] D. S. Margoliouth, Mohammed and the Rise of Islam, London 1905 (genoptrykt i New Delhi, Indien, 1985), pp. 362-363.
[170] Se note 161 ovenfor og den tilknyttede tekst, hvor Hirshfeld diskuterer to mord på Khaybar-jøder, før muslimernes angreb, hvilket bekræftes af Ibn Ishaq (Guillaume, Life of Muhammad, p.. 665-666, og 482-483.)
[171] Vajda, “Juifs et musulmans selon le Hadit”, p. 85.
[172] Bostom, The Legacy of Jihad, pp. 37-56.
[173] Andrew G. Bostom, redaktør, The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books, Amherst, N.Y., 2008, 768 pp.
[174] Bat Ye’or, “The New Egyptian Jew Hatred—Local Elements and External Influences”, i Andrew G. Bostom, redaktør, The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books, Amherst, N.Y., 2008, p. 617.
[175] Saul S. Friedman, Without Future. The Plight of Syrian Jewry. Praeger, New York, 1989, p. 9.
[176] Se noterne 1-10, ovenfor.

del 1, del 2, del 3

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo