Antisemitisme i de tidlige muslimske Muhammed-biografier (sira; sirat)

Sira, som kan betyde "brev", "pamflet", eller "manifest", betyder også "biografi" eller "... tid og levned af ...". De mest udbredte navne for de traditionelle tidlige muslimske beretninger om Muhammeds liv og baggrund er "sira", "sirat rasul allah", eller "sira al-nabawiyya." [86]

Ibn Ishaq fra Medina (d. 767-770) [87] forfattede den tidligste fulde biografi over Muhammed, Sirat Rasul Allah (Allahs Profets Biografi), [88] næsten 150 år efter den muslimske profets død. Men, som Raven bemærkede: "... der har næppe været nogen standard-tekst nedskrevet af Ishaq selv (…) vi er afhængige af hans videregivere," [89] især Ibn Hishams (d. 834) udvalg fra Ishaqs værk. [90] Den kombinerede indsats af Ibn Ishaq og Ibn Hisham frembragte en biografi, som satte Muhammed ind i traditionen fra de tidligere profeter, (måske) med Ibn Hisham som den, der fokuserer mest på det gamle Arabien. [91] To andre vigtige tidlige muslimske biografier om Muhammed blev forfattet af al-Wakidi (d. 822) [92] og hans elev og sekretær, Ibn Sa'd (d. 845). [93] Beretningerne fra al-Wakidi (Kitab al-Maghazi) og Ibn Sa'd (Kitab al-Tabakat al-Kabir), koncentrerer sig udelukkende om Muhammeds liv og tid, [94] især de mange kampe, razziaer (plyndringstogter) og selv politiske mord han anførte, eller sanktionerede. [95]

Michael Cooks vurdering af sira, [96] herunder Ishaqs grundlæggende biografi (som, ifølge A. Guillaume, ophavsmand til en autoritativ moderne engelsk oversættelse af Sirat Rasul Allah, [97] "... ikke havde nogen seriøs rival ..."), er forbundet med nogle af de samme umedgørlige begrænsninger, der tidligere blev drøftet i forbindelse med hadith [98] som kilder til objektiv historie. På den ene side, bemærker Cook, er der en udbredt opfattelse af … [99]

... at kæderne er ægte og overlevererne er ophavsmændene. Således kan vi blot forlænge bagud den form for rekonstruktion, der virker for biografierne på Ibn Ishaqs tid. For eksempel henviser han og hans samtidige hyppigt til Zuhri (d. 742), en vigtig skikkelse i den foregående generation. En energisk forsker kunne så samle alle de citater om Muhammeds liv, der er givet på Zuhris autoritet, og håbe at nå frem til noget lignende som en rekonstruktion af hans arbejde. Det måtte så naturligvis indrømmes, at jo længere tilbage vi kommer, jo mere slørede vil vores rekonstruktioner sandsynligvis blive. Men det er en lille pris at betale for den samlede forvisning om pålideligheden af vore kilder. Hvis disse kilder bevarer for os en litteratur, der rækker tilbage til Muhammeds samtidige, og hvis de bevarer erklæringer fra mange uafhængige vidner, så er der kun lidt plads til skeptikeren i studiet af Muhammeds liv.

Men Cook gør også klart, at … [100]

... falsk tilskrivelse var udbredt blandt det ottende århundredes lærde, og at Ibn Ishaq og hans samtidige under alle omstændigheder trak på en mundtlig tradition. Ingen af disse udsagn er så vilkårlige, som de lyder. Vi har grund til at tro, at talrige traditioner, i spørgsmål om dogme og ret, var forsynet med falske kæder af overleverere af dem, der satte dem i omløb; og samtidig har vi mange beviser på, at der var stridigheder i det ottende århundrede om, hvorvidt det var tilladt at nedfælde den mundtlige tradition på skrift. Konsekvenserne af denne opfattelse for pålideligheden af vore kilder er klart temmelig negative. Hvis vi ikke kan stole på kæderne af overleverere, så kan vi ikke længere hævde at vide, at vi foran os har de separat overleverede beretninger fra uafhængige vidner; og hvis viden om Muhammeds liv blev overleveret mundtligt i et århundrede, før den blev skrevet ned, så er der stor sandsynlighed for, at materialet har undergået en betydelig ændring undervejs.

Uanset deres værdi som kilder til islams historiske opståen, så er det, der i sidste ende betyder noget, hvilken varig indvirkning denne fromme muslimske fortælling, som er registreret i sira, har på islamisk doktrin og muslimsk adfærd. Robert Spencers Muhammed-biografi fra 2006 belyser dette punkt: [101]

... det er mindre vigtigt at vide, hvad der virkelig skete i Muhammeds liv, end hvad muslimer generelt har accepteret som værende sket, for det sidstnævnte udgør stadig grundlaget for muslimsk tro, praksis og lovgivning.

Ibn Ishaqs biografi registrerer den udvikling af Muhammeds lære og adfærd, der ledsagede hijra eller vandringen fra Mekka til Medina i 622. Til at begynde med … [102]

… havde apostelen ikke fået tilladelse til at kæmpe, eller fået lov til at udgyde blod (…). Han var kun blevet beordret til at kalde folk til Allah, udholde hån og tilgive den uvidende. Quraysh havde forfulgt hans tilhængere, forført nogle til at forlade deres religion og forvist andre fra deres land. De måtte vælge mellem at opgive deres religion, blive mishandlet hjemme eller at flygte ud af landet, nogle til Abessinien [Etiopien], andre til Medina.

Dernæst - efter at være blevet "krænket" og "dårligt behandlet" - blev Muhammed og hans tilhængere påbudt at kæmpe i selvforsvar: [103]

Da Quraysh blev uforskammede mod Allah og afviste hans nådige hensigt, anklagede Hans profet for at lyve, og mishandlede og eksilerede dem, der tjente Ham og proklamerede Hans enhed, troede på Hans profet og holdt fast ved Hans religion, gav Han sin apostel tilladelse til at kæmpe og at beskytte sig mod dem, der krænkede dem og behandlede dem dårligt. Det første vers, der blev sendt ned om dette emne, efter hvad jeg har hørt fra Urwa b. al-Zubayr og andre lærde personer, var: [Koranen 22:39-41] "Til dem, der bliver bekæmpet, er der givet tilladelse til at kæmpe; Allah er i stand til at hjælpe dem. Til dem, der med urette blev fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: ’Vor Herre er Allah!’ Hvis ikke Allah holdt menneskene tilbage, nogle ved hjælp af andre, så ville klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Allahs navn hyppigt nævnes, blive ødelagt. Allah hjælper den, der hjælper Ham. Allah er stærk og mægtig. Til dem, som, hvis Vi giver dem magt på jorden, vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige. Sagernes udfald ligger hos Allah.” Meningen er: "Jeg har givet dem tilladelse til at kæmpe, alene fordi de er blevet uretfærdigt behandlet, mens deres eneste krænkelse af mænd har været, at de tilbeder Allah. Når de er ved magten vil de holde bøn, betale almissen, påbyde det rette og forbyde det forkastelige, dvs. profeten og hans fæller, dem alle."

Robert Spencer understreger, at udtrykket, "Når de er ved magten", henviser til oprettelsen af et herskende islamisk samfund eller en stat, hvori muslimer vil udføre regelmæssig foreskreven bøn, betale zakat ("almisseskat"), og indføre sharia (islamisk lov). [104]

Men åbenbaringsprocessen fortsætter: Ibn Ishaq citerer rammende Koranen 2:193, der sanktionerer aggressiv krigsførelse - en doktrin, som i sidste ende blev udarbejdet til den unikke islamiske institution, jihad. [105]

Så nedsendte Allah til ham: ”Kæmp mod dem, indtil der ikke længere er fristelse til frafald,” dvs. indtil ingen troende længere forføres bort fra sin religion, ”og indtil religionen er Allahs!” dvs. indtil Allah alene bliver tilbedt.

Sådan var holdningen, da, ifølge Ibn Ishaq … [106]

... apostelen befalede sine følgesvende, udvandrerne af sit folk og de muslimer, der var med ham i Mekka, at udvandre til Medina og slutte sig sammen med deres brødre, Ansar [107]

På tidspunktet for Muhammeds ankomst til Medina (år 622), var byen beboet af flere jødiske stammer, hvoraf de vigtigste var banu Qaynuqa, banu Nadir, og banu Qurayza. [108] Muslimske kilder beskrev Medina (Yathrib) som en jødisk by, der var grundlagt af en palæstinensisk diaspora-befolkning, der havde overlevet oprøret mod romerne. Til forskel fra de nomadiske arabiske stammer, var jøderne på den nordlige del af den Arabiske Halvø meget produktive oase-landmænd. Disse jøder fik senere tilslutning af omvandrende arabiske stammer fra det sydlige Arabien, der bosatte sig i nærheden af dem og gik over til en fastboende tilværelse. [109] De hedenske arabiske indbyggere i Medina i 622 var sammensat af to klaner, Aws og Khazraj (undertiden benævnt under ét som banu Qayla). [110] Bitter og blodig rivalisering og splittelse – de jødiske stammer b. Nadir og b. Quraysh var på side med Aws, den jødiske b. Qaynuqa med Khazraj – havde krævet deres ofre af alle disse medinensiske stammer. Kort efter at Muhammed nåede til Medina i september 622, skabte han angiveligt en føderation bestående af de medinensiske stammer og hans tilhængere fra Mekka, der var baseret på en aftale, kendt som Medina-konstitutionen. Ibn Ishaq beskriver dette formodede dokument som følger: [111]

Apostelen skrev et dokument angående emigranterne og hjælperne, hvori han indgik en venskabelig aftale med jøderne og sikrede dem i deres religion og deres ejendom, og fastlagde de gensidige forpligtelser …

Grundige analyser udført af moderne forskere tyder på, at denne konstitution var en del af Muhammeds plan om at neutralisere jøderne og etablere et overherredømme, hvilket faktisk var, hvad der skete. Vurderingerne af Julius Wellhausen (1889), A. J. Wensinck (1908) og Moshe Gil (1974), som er enige om dette afgørende argument, præsenteres kronologisk i det følgende.

Julius Wellhausen: [112]

Jeg tvivler på, at der faktisk var en skriftlig aftale, af hvilken begge parter havde en kopi. Jøderne henviste aldrig til deres dokument. Banu Qurayza hævdede, at der ikke var nogen aftale mellem dem og Muhammed. Deres leder Kacb ibn Asad, rev ikke et dokument i stykker, men et snørebånd, for symbolsk at vise bruddet med medinenserne. Under alle omstændigheder kan der ikke have været en generel aftale med jøderne, men kun særlige arrangementer med individuelle klaner, for jøderne var ingen politisk enhed. Hver af deres klaner dannede snarere et forbund med den arabiske nabo-klan. Så vidt jeg kan se, lod Muhammed de eksisterende forbindelser mellem de enkelte jødiske klaner og familier eller klaner fra Ansar ligge, og indarbejdede dem i ummaen. Det var alt, hvad han gjorde. Muhammed havde ikke noget direkte forhold til jøderne, men kun via Ansar. Det var kun dem, der havde forpligtelser over for jøderne, og måtte respektere dem. Muhammeds forpligtelser var afledt af dette, og det var kun på grund af hensyn til Ansar, at han ikke erklærede dem for lovligt vildt (…). På trods af, hvad der er blevet sagt, er jeg ikke i tvivl om ægtheden af konstitutionen, som overleveret af Ibn Ishaq. Men den udgjorde ikke en aftale med jøderne ...

[Islamisk] tradition har en simpel forklaring på, hvorfor Muhammeds forhold til jøderne var så lidt berørt af aftalen: Enhver fjendtlig handling, udført af Muhammed, blev udløst af jøderne og retfærdiggjort af et planlagt eller udført forræderi, også selv om de ikke havde til hensigt åbent at bryde aftalen. Muhammed selv leverer forklaringen i Koranen 8:55-58 [113]: ”De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro; [8:55] dem, som du har sluttet pagt med, og som hver gang bryder deres pagt uden at frygte Allah. [8:56] Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter! Måske lader de sig påminde! [8:57] Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige. Allah elsker ikke de troløse. [8:58]”

Vi vil imidlertid opdage, at det var Muhammed, der begik forræderiet. Han brugte med glæde enhver mulighed til at straffe jøderne, og sørgede for at skabe grunde, hvis der ikke var nogen.

A. J. Wensinck: [114]

Konstitutionen var ikke en traktat indgået mellem muhajirun, Ansar, og jøderne. Det var en forordning, der definerede forholdet mellem de tre parter; over dem var Allah, dvs. Muhammed. Det var bevis på hans store autoritet, at han, den fremmede, efter et kort ophold i Medina, kunne fastlægge loven for alle dele af befolkningen.

I religiøse spørgsmål var bruddet med jøderne uforsonligt. Muhammed gav ikke udtryk for sin ærgrelse over dette. Indtil videre havde han brug for jøderne og inkluderede dem i ummaen. Hans første plan mislykkedes; han var kommet til Medina i håbet om, at byen snart ville blive en religiøs enhed, som et teokratisk monarki under hans lederskab. Hvis jøderne ville have anerkendt ham, kunne dette håb være blevet realiseret (…). Men jøderne viste ingen tilbøjelighed i den retning. Hvad skulle han gøre? De kunne ikke angribes åbent, fordi Muhammeds stilling stadig var utilstrækkeligt sikret. Det eneste han kunne gøre, var at bruge dem i sine planer eller, under alle omstændigheder, at neutralisere dem.

Da han indså, at et fælles grundlag i det lange løb var umuligt, søgte han et alternativ, hvilket han fandt i dogmet om Abrahams religion. Bekendtgørelsen af dette dogme faldt sammen med bruddet med jøderne. Derfor må konstitutionen være blevet skrevet i midten af år 2 AH [år 2 efter hijra i 622; år 1 starter den 16. juli 622, og år 2 den 5. juli, 623], fordi terminus ad quem [mål eller endepunktet] for dateringen af dokumentet er slaget ved Badr i Ramadan 2 AH. Det er helt klart utænkeligt, at Muhammed, efter slaget ved Badr, skulle have lovet jøderne hjælp mod interne eller eksterne fjender, religionsfrihed, eller have erklæret Yathrib [Medina] for ukrænkelig jord, da han stod på nippet til at angribe banu Qaynuqa. Slaget ved Badr gav Muhammed mulighed for at ophæve alle indrømmelser, givet til jøderne. Denne sejr var en succes, der styrkede hans autoritet blandt banu Qayla [dvs. Aws og Khazraj eller samlet: Ansar], og tillod ham at handle med langt større sikkerhed. Fra da af følte han, at han kunne klare sig uden jøderne; derfor ventede han ikke længe med at udtrykke sin forbitrelse.

Moshe Gil: [115]

Dokumentet forstås bedre som en forberedelse til krig, og ikke som dens resultat. Gennem sin alliance med de arabiske stammer i Medina fik Profeten tilstrækkelig styrke til at få indført en gradvis anti-jødisk politik, trods modvilje fra hans medinensiske allierede, som tidligere havde været allierede med jøderne (...). Det er derfor et oplagt alibi, når muslimske kilder har udviklet en tradition om en traktat mellem Muhammed og jøderne, det være sig dette dokument eller et mistet et, som det formodes af nogle moderne forskere. Andre steder er det erklæret i fuld oprigtighed, at Muhammed, uden at påberåbe sig nogen traktat, ganske enkelt opfordrede b. Qaynuqa til at acceptere islam, før han skred til handling imod dem. [116] En af hulafa [de allierede, forbundsfællerne], Ubada b. al-Samit af klanen b. Awf erklærer, at han tager Allah og Hans Profet som walis [hersker], og frasiger sig (abrau) den hilf [edsvorne alliance] med b. Qaynuqa. Ubada siger også videre til Abdallah b. Ubayy: Taghayyarat al qulubu wa-maha'l-islamu'l-cuhuda ("Hjerternes tilbøjelighed er ændret og islam har ophævet [alle] traktater"). Da Usayd b. Hudayr, af b. Qurayza, bliver mindet om det forhold, at de er mawali [klienter, feudale fæstere] af hans stamme, Aws, svarer han: "Der er ingen cahd ill [kontraktlig forpligtelse] mellem os". Dokumentet var derfor ikke en pagt med jøderne. Tværtimod var det en formel hensigtserklæring med det formål at trække de arabiske klaner i Medina væk fra deres jødiske naboer, som de havde været allieret med op til dette tidspunkt.

Hartwig Hirschfelds detaljerede analyse af Muhammeds interaktioner med jøderne indeholder denne indledende opsummering af den "gensidige skuffelse", der prægede deres forhold, og de forudsigelige katastrofale følger for jøderne. [117]

Jøderne, for deres vedkommende, var overordentligt skuffede i deres forventninger. Den måde, hvorpå Muhammed forstod åbenbaring, hans uvidenhed og hans klodsethed i religiøse spørgsmål, tilskyndede dem på ingen måde til at hilse ham som deres Messias. Han forsøgte først at vinde dem for sin lære ved hjælp af blidhed og overtalelse; de svarede ved endnu en gang at stille de spørgsmål, de allerede havde spurgt ham om; hans svar, fyldt med alvorlige fejl, fremkaldte deres latter og hån. Dette medførte naturligvis en dyb fjendtlighed mellem Muhammed og jøderne, hvis eneste forbrydelse var, at de fældede en hård dom over virksomheden af denne araber, der titulerede sig selv som "Allahs profet", samt at de fandt hans adfærd latterlig, hans viden falsk og hans forordninger tankeløse. Denne dom, som var velbegrundet, var ikke desto mindre politisk ukorrekt [une faute politique], og konsekvenserne heraf skulle uundgåeligt vise sig at være katastrofale for en minoritet, der manglede styring eller samhørighed.

Under hans forsøg på at vinde proselytter, blev Muhammeds uvidenhed om den jødiske lære gjort til grin af rabbinere og jødiske digtere. [118] Ibn Ishaq beskylder dem for "fjendtlighed (...), misundelse, had og ondskab, fordi Allah havde udvalgt sin Apostel blandt araberne", [119] i overensstemmelse med de muslimske traditionalisters perspektiv: [120]

Det var de jødiske rabbinere, der plejede at genere apostelen med spørgsmål og sprede forvirring, for således at sammenblande sandhed og falskhed. Koranen plejede at komme ned i forhold til de spørgsmål, de stillede, selv om nogle af spørgsmålene om, hvad der var tilladt og forbudt, kom fra muslimerne selv.

I det væsentlige, indrømmer Ibn Ishaq, satte disse jøder, især rabbinerne, spørgsmålstegn ved Muhammed: [121]

Disse var de jødiske rabbinere, de hadske modstandere af apostelen og hans følgesvende, de mænd, der stillede spørgsmål og yppede kiv mod islam for at forsøge at udslette den ...

Ibn Ishaq noterer [122] én tilfældig omvendelse af en jøde til islam - rabbineren Abdallah b. Salam, hvis eksempel blev fulgt af flere medlemmer af b. Qaynuqa-stammen. [123] Men som Hirschfeld bemærker: [124]

Disse konverteringer, (...) var stadig undtagelsestilfælde, og islam havde få indviede blandt jøderne. Muhammeds tilhængere var næsten alle uuddannede, groft tilhuggede arabere, uvidende om selve principperne i den religion, de havde tilsluttet sig. Hvad jøderne angår, så reagerede de på profetens fremturen med spøg. Da var det, at Muhammed begyndte at erstatte overtalelse med vold; de, der ikke var oprigtige i den muslimske tro, uanset om de var jøder eller arabere, blev slået og fordrevet fra moskeerne. Abu Bakr [den første "retledte kalif", d. 634] selv, der normalt var så forsigtig og moderat, banede sig vej ind i den jødiske skole og lod slagene hagle ned over rabbiner Finhas. Som belønning for denne bedrift, begunstigede Muhammed ham med en åbenbaring. [Koranen 3:177-181/186]

Ibn Ishaqs beskrivelse af Abu Bakrs udbrud indeholder disse detaljer: [125]

Abu Bakr gik ind i en jødisk skole og fandt en hel del mænd samlet omkring et vis Finhas, en af deres lærde rabbinere, og en anden rabbiner kaldet Ashya. Abu Bakr opfordrede den førstnævnte til at frygte Allah og blive muslim, fordi han vidste, at Muhammed var Allahs apostel, som havde bragt sandheden fra Ham, og at de ville finde det skrevet i Toraen og Evangeliet. Finhas svarede: "Vi er ikke fattige i forhold til Allah, men Han er fattig i forhold til os. Vi ydmyger ikke os selv for Ham, som Han ydmyger sig selv for os; vi er uafhængige af Ham, mens Han har brug for os. Var Han uafhængig af os, ville Han ikke bede os om at låne Ham vores penge, sådan som din herre foregiver, og forbyder jer at tage renter og giver os lov. Havde Han været uafhængig af os, ville Han ikke have givet os renter."

Abu Bakr blev rasende og slog Finhas hårdt i ansigtet og sagde: "Var det ikke for traktaten mellem os, ville jeg have hugget hovedet af dig, du fjende af Allah!" Finhas gik straks til apostelen og sagde: "Se, Muhammed, hvad din følgesvend har gjort." Apostelen spurgte Abu Bakr, hvad der havde drevet ham til at gøre sådan noget, og han svarede: "Allahs fjende talte blasfemisk. Han hævdede, at Allah var fattig, og at de var rige, og jeg blev så vred, at jeg slog ham i ansigtet." Finhas modsagde dette og afviste, at han havde sagt sådan, så Allah gendrev ham og bekræftede, hvad Abu Bakr havde sagt, ved at nedsende: "Allah hørte deres ord, da de sagde: ’Allah er fattig, og vi er rige.’ Vi vil skrive ned, hvad de sagde, og at de dræbte profeterne med urette, og Vi vil sige: ’Smag den flammende ilds straf! (…)’.” [Koranen 3:181]

Og om Abu Bakr og den vrede, han følte, kom der ned: "Både fra dem, der fik Skriften før jer, og fra dem, der sætter andre ved Allahs side, vil I høre meget ondt. Men hvis I er udholdende og gudfrygtige, så er dette tegn på viljestyrke.” [Koranen 3:186]

Så sagde Han, angående hvad Finhas og de andre rabbinere med ham havde sagt: "Og da Allah sluttede pagt med dem, der havde fået Skriften: ’Vis den frem for menneskene! I må ikke holde den skjult’, så kastede de den bag sig og solgte den for en ussel pris. Hvilken ulykkelig handel! Du skal ikke regne med, at de, der glæder sig over, hvad de har lavet, og elsker at blive rost for, hvad de ikke har gjort, - du skal ikke regne med, at de vil undslippe straffen. De har en pinefuld straf i vente.” [Koranen 3:187-88] Han sigter til Finhas og Ashya og rabbinerne som dem, der glæder sig over, hvad de har af verdslige ting, ved at gøre vildfarelse attraktiv for mænd; der ønsker at blive rost for, hvad de ikke har gjort, så at mænd vil sige, at de er lærde, når de ikke er noget i den retning; og som ikke bringer dem sandhed og vejledning, men ønsker at mænd skal sige, at dette er, hvad de har gjort.

På omtrent samme tidspunkt, siges Muhammed at have skrevet et brev til jøderne i Khaybar (som dengang mest hørte til b. Nadir-stammen) i et forsøg på at omvende dem til islam. Denne appel var, ligesom som andre appeller, til ingen nytte [126] på trods af Muhammeds iver efter at hverve proselytter. [127] Jødernes stædige afvisning af at konvertere til islam ændrede afgørende retningen af Muhammeds religiøse tænkning, som beskrevet af Hirschfeld: [128]

Den modstand, som jøderne ydede mod alle forsøg på at omvende dem, ændrede på en enestående måde retningen af Muhammeds religiøse tænkning. Indtil da havde han indført jødiske ceremonier i sin nye religion; han havde vendt sig mod Jerusalem for at bede og havde anvendt samme metode som jøderne til at kalde de troende sammen til bøn (...) han endte med at kalde de troende sammen ved en mands stemme fra toppen af et tårn. Så befalede han muslimerne at vende sig mod Mekka, når de bad. Denne pludselige ændring af hans måde at tænke på, havde et dobbelt formål: At vise jøderne, at han gjorde sig uafhængig af deres love, og at smigre arabernes følelse af nationalt selvværd. Selv om han reagerede svagt overfor jøderne, der var forbavsede over denne ændring, er der alligevel ingen tvivl om hans virkelige følelser.

Det var på omkring dette tidspunkt, at Muhammed indvarslede et nyt propagandasystem til at rekruttere tilhængere og sætte en stopper for oppositionen mod hans lære: Han brugte magt. Da han fik at vide, at en Quraysh-karavane var undervejs, pålagde han en række af sine venner at lægge sig i baghold for at angribe de handelsrejsende. En mand fra Quraysh blev dræbt, to andre blev taget til fange, mens den fjerde flygtede. Denne hændelse fandt sted i arabernes hellige måned, hvor det var forbudt at tage del i kamphandlinger. Muhammed, som tilmed delte byttet fra sine fjender med morderne, retfærdiggjorde sin egen og sine venners adfærd ved hjælp af en ny åbenbaring (Koranen 2:217). [129] Jøderne spottede voldsomt denne modus operandi af profeten, som naturligvis besluttede, at han ville tage hævn over sine modstandere, så snart omstændighederne tillod det.

Slaget ved Badr – hvor muslimerne, støttet af Allah og tusind engle, dræbte 49 mekkanere, tog lige så mange til fange og fik et anseligt bytte – grundfæstede den spirende islams magt. [130] Bagefter indledte Muhammed en kampagne med politiske mord på jødiske (eller formodentlig jødiske) digtere og ledere. [131] Disse mord blev efterfulgt af belejringen, ekspropriationen og fordrivelsen af de medinensiske jødiske stammer, b. Qaynuqa og b. Nadir, samt den efterfølgende massakre på b. Qurayzas jødiske mænd, hvis hustruer, børn og ejendele derefter blev taget som krigsbytte af muslimerne. [132]

Asma, datter af Marwan, skrev satiriske vers mod Muhammed, så han gav ordre til, at hun skulle myrdes. [133] Hirschfeld skriver, at muslimske traditionalister (såsom Wakidi) "... forsvarer dette mord ved at sige, at denne kvinde var jødisk og besudlede moskeerne." [134] Det følgende er William Muirs beskrivelse af mordet på Asma og dets eftervirkninger, ifølge sira: [135]

Det første blod, der blev udgydt i Medina med Mahomets samtykke, var en kvindes blod. Asma, datter af Marwan, tilhørte en fjendtligt stemt stamme, Bani Aus, og en familie, der endnu ikke havde opgivet dens fædres tro. Hun gjorde ingen hemmelighed af sin modvilje mod islam; og som digterinde forfattede hun, efter slaget ved Bedr [Badr], nogle rimede vers, om hendes medborgeres tåbelighed i at modtage og have tillid til én, der havde dræbt de ledende mænd fra sit eget folk. Versene spredtes fra mund til mund (for dette var et af de få midler, araberne var i besiddelse af, til at udtrykke den offentlige mening), og kom til sidst muslimerne for øre. De blev fornærmede; og Omeir, en blind mand fra samme stamme (og ifølge nogle Asmas tidligere ægtemand), lovede, at han ville dræbe forfatteren. Det var kun nogle få dage efter Mahomets tilbagekomst fra Bedr, at denne mand, i nattens mulm og mørke, sneg sig ind i værelset, hvor Asma lå og sov, omgivet af sine småbørn. Han følte sig forsigtigt for med sin hånd, fjernede hendes spædbarn fra hende bryst, og stødte sit sværd i hendes bryst med så stor kraft, at det gik ud gennem hendes ryg. Næste morgen, da de mødtes til bøn i moskeen, sagde Mahomet, som var klar over det blodige forehavende, til Omeir: "Har du slået Marwans datter ihjel?" "Ja", svarede han, "men fortæl mig, er der nogen grund til ængstelse for, hvad jeg har gjort?" "Ingen", sagde Mahomet, "to geder vil ikke banke hovederne sammen af den grund." Så sagde han henvendt til de mennesker, der var forsamlet i moskéen: "Hvis I vil se en mand, der har bistået Herren og hans Profet, så se her! "Hvad!" udbrød Umar, "den blinde Omeir!" "Nej", svarede Profeten, "kald ham ikke blind, men kald ham hellere: Omeir den Seende."

Da snigmorderen vendte tilbage til sit hjem i Øvre Medina, kom han forbi Asmas sønner, der var i færd med at begrave deres mor; de beskyldte ham for mordet, hvilket han tilstod uden samvittighedsnag, og tilføjede, at hvis de vovede at gentage den slags ting, som hun havde sagt, så ville han dræbe hele deres klan. Den blodige trussel havde den ønskede virkning. De medlemmer af familien, der i hemmelighed var gået ind for Mahomets sag, bukkede nu under for Profetens tilhængeres hårde beslutsomhed og voksende indflydelse. Som Sprenger [136] bemærker, havde de faktisk ingen anden mulighed, hvis de nu ville bevare deres ære uden at kaste sig ud i en håbløs blodfejde, end at antage islam.

Kort efter blev en anden (jødisk) digter, der vovede at skrive kritiske vers om Muhammed, Abu Afak, efter sigende en hundredårig, myrdet på Muhammeds ordre, mens han lå og sov. Muir giver disse detaljer: [137]

Der skulle ikke gå mange uger, før et andet usselt mord blev begået, på Mahomets udtrykkelige ordre. Abu Afak tilhørte Bani Amr (hvis tvivlsomme loyalitet kommer til udtryk i den besked, som Mahomet sendte til dem på sin march til Bedr); han var konverteret til jødedommen, men boede stadig sammen med sin stamme i Øvre Medina. Selvom han (som det blev sagt) var over hundrede år gammel, var han aktiv i sin modstand mod den nye religion. Også han forfattede nogle bidende og illoyale vers, som irriterede muslimerne. Profeten tilkendegav sit ønske om, at han blev myrdet, ved at sige: "Hvem vil skaffe mig af med denne utålelige fyr?" En konvertit fra Bani Amr holdt øje med en passende lejlighed, og da han uforvarende kom forbi den gamle mand, mens han sov i gården udenfor sit hus, huggede han hovedet af ham med sit sværd. Jødens dødsskrig trak naboerne til stedet, men selvom de lovede hævn over morderen, undslap han uset.

I et forsøg på at udnytte frygten, som disse mord havde skabt, [138] formanede Muhammed endnu en gang jøderne i Medina (specifikt b. Qaynuqa) til at konvertere til islam. Ibn Ishaq har noteret denne truende appel, og den dermed forbundne koraniske åbenbaring (3:12 til 3:13): [139]

Apostlen samlede dem på deres torv, og talte til dem som følger: "O jøder, pas på at Allah ikke bringer den hævn over jer, som han bragte over Quraysh, og bliv muslimer. I ved, at jeg er en profet, der er blevet sendt – dette kan I finde i jeres skrifter og Allahs pagt med jer.” De svarede: "O Muhammed, du synes at tro, at vi er dit folk. Nar ikke dig selv fordi du er stødt på et folk uden kendskab til krig og har fået overtaget over dem; for, ved Allah, hvis vi kæmper mod dig, vil du opdage, at vi er rigtige mænd!"

En frigiven - af Zayd b. Thabits familie, fra Said b. Jubayr eller fra Ikrima fra Ibn Abbas - fortalte mig, at sidstnævnte sagde, at følgende vers kom ned om dem: "Sig til dem, der er vantro: ’I vil blive besejret og ført til Helvede i samlet flok!’ Hvilket ulykkeligt hvilested! Det var et tegn for jer, da to flokke mænd stødte sammen, én flok, der kæmpede for Allahs sag, og en anden, der var vantro, som de med egne ord kunne se var dobbelt så stor som deres egen. Allah styrker med sin hjælp, hvem Han vil. Heri er der et eksempel for de indsigtsfulde.”

Da b. Qaynuqa først havde afvist denne trussel, var resultatet forudsigeligt. Muir fortæller om de begivenheder, der førte til deres undertvingelse og fordrivelse fra Medina: [140]

En hændelse indtraf hurtigt, der kunne bruges som påskud for et angreb. En arabisk pige, gift med en konvertit fra Medina, var ved en guldsmed-butik på markedet tilhørende Cainucaa [b. Qaynuqa], og satte sig ned, mens hun ventede på noget prydelse. En dum nabo hæftede ubemærket den nedre del af sømmen på hendes skørt bagtil fast til den øvre dragt. Da hun rejste sig, fremkaldte den pinlige blottelse latter og hun hvinede af skam. En muhamedaner, der blev underrettet om fornærmelsen, dræbte den krænkende jøde; jødens brødre overfaldt så muhamedaneren og dræbte ham. Familien til den myrdede muhamedaner appellerede til konvertitterne i Medina, der gik ind for deres sag. Skønt bundet af en venskabstraktat, gjorde Mahomet ikke noget forsøg på at bilægge striden, eller stillede noget krav om, at den skyldige skulle findes og stilles til ansvar. Uden yderligere underretning, opstillede han sine tilhængere, og marcherede, med det store hvide banner i hænderne på Hamza, frem for at angribe den krænkende stamme. Deres bosættelse var tilstrækkeligt befæstet til at modstå angreb. Den blev derfor belejret, og en streng blokade opretholdt. Dette skete mindre end en måned efter slaget ved Bedr.

Bani Cainucaa blev tæt belejret af Mahomet i femten dage. De havde forventet, at Abdallah ibn Obey og Bani Khazraj, med hvem de længe havde haft tætte bånd i form af en defensiv alliance, ville have blandet sig til deres fordel, men ingen turde røre sig. Til sidst, efter at have opgivet håbet om den ventede hjælp, overgav de sig på nåde og unåde. Da de, én for én, kom ud af fæstningen, blev deres hænder bundet på ryggen, og forberedelser blev gjort til deres henrettelse. Men Abdallah, faldet som han var fra sin høje rang, kunne ikke udholde at se sine trofaste allierede blive massakreret med koldt blod. Han nærmede sig Mahomet og bad om, at nåde måtte blive vist dem, men Mahomet vendte ansigtet bort. Men Abdallah hold stædigt fast, og mens han greb Profeten i siden, som han stod bevæbnet i sin brynje, gentog han sin bøn. "Lad mig være!" råbte Mahomet, men Abdallah løsnede ikke sit greb. Mærker af vrede bredte sig over Profetens ansigt, og igen udbrød han højt: "Elendige, lad mig være!" "Nej!" sagde Abdallah, "jeg vil ikke lade dig gå, før du viser medfølelse med mine venner; 300 soldater væbnet i panser, og 400 uden - de forsvarede mig på slagmarkerne ved Hadaick og Boath mod hver en fjende. Vil du hugge dem ned på én dag, O Mahomet? Hvad mig angår, er jeg én, der i sandhed frygter skæbnens omskiftelser.” Abdallah var endnu for stærk til, at Mahomet sikkert kunne tilsidesætte en appel, der blev fremført med så stor kraft. "Lad dem gå!" sagde Profeten modvilligt; "Allah forbande dem, og Allah forbande ham også!" Så Mahomet lod dem undslippe døden og befalede, at de skulle sendes i eksil. De blev anført et stykke vej af Obada, en af Khazrajite-"lederne"; derfra fortsatte de til den jødiske bosættelse i Wadi al Cora, hvor de blev bistået med transporten, og nåede Adzraat, et område ved Syriens grænser.

Byttet bestod hovedsageligt af rustninger og guldsmedeværktøj, for dette var stammens hovedbeskæftigelse: de besad ingen landbrugsejendom, eller nogen marker. Mahomet tog sit udvalg af våben - tre buer, tre sværd, og to brynjer. Den kongelige femtedel blev derefter udtaget, og resten fordelt i hæren.

Noter

[86] W. Raven, “Sira”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel, and W. P. Heinrichs, Brill, 2006, Brill Online.
[87] J. M. B. Jones, “Ibn Ishak Muhammad b. Ishak b. Yasar b. Khiyar (according to some sources, b. Khabbar, or Kuman, or Kutan)”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel, and W. P. Heinrichs, Brill, 2006, Brill Online.
[88] Guillaume, The Life of Muhammad.
[89] Raven, “Sira”.
[90] Guillaume, The Life of Muhammad.
[91] Raven, “Sira”.
[92] S. Leder, “al-Wakidi, Muhammad b. ‘Umar b. Wakidi.” Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth ,E. van Donzel and W. P. Heinrichs. Brill, 2006. Brill Online.
[93] J. W. Fück, “Ibn Sa‘d, Abu ‘Abd Allah Muhammad b. Sa‘d b. Mani c al-Basri al-Hashimi Katib al-Wakidi”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel and W. P. Heinrichs. Brill, 2006. Brill Online.
[94] Raven, “Sira”.
[95] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”.
[96] Michael Cook, Muhammad. Oxford, England, 1983, 1996, pp. 64-65.
[97] Guillaume, The Life of Muhammad, p. xiv.
[98] Se noter 37-41 ovenfor og den tilhørende tekst, der henviser til hadith-analyser af Ignaz Goldziher og Joseph Schacht.
[99] Cook, Muhammad, pp. 64-65.
[100] Ibid. p. 65.
[101] Robert Spencer, The Truth About Muhammad. Regnery Books, Washington, D.C., 2006, p. 31.
[102] Guillaume, The Life of Muhammad., p.212.
[103] Ibid., 212-213.
[104] Spencer, The Truth About Muhammad, p. 78.
[105] Guillaume, The Life of Muhammad., p. 213.; for en diskussion af jihad, se også: Bostom, The Legacy of Jihad.
[106] Guillaume, The Life of Muhammad., p. 213.
[107] W. Montgomery Watt, “Al Ansar”. Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel and W. P. Heinrichs. Brill, 2006. Brill Online. Watt skriver:

"Hjælperne" er den sædvanlige betegnelse for de mænd fra Medina, der støttede Muhammed, i modsætning til muhajirun eller "udvandrerne", dvs. hans tilhængere fra Mekka. Efter den generelle omvendelse af araberne til islam gik det gamle fællesnavn for al-Aws og al-Khazraj, banu Kayla, af brug, og blev erstattet af Ansar, hvis medlemmer kaldtes Ansari. På denne måde fik medinensernes tidlige tjenester for islams sag et ærefuldt minde.

[108] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine” 1885, Vol. 10, pp. 10-31.
[109] Moshe Gil, A History of Palestine, 634-1099, oversat af Ethel Broido, Cambridge and New York, 1992, p. 11.
[110] W. Montgomery Watt, “Al Ansar”.
[111] Guillaume, The Life of Muhammad., p. 231.
[112] Julius Wellhausen, “Muhammad’s Constitution of Medina” (først offentliggjort som “Muhammads Gemeindeordnung von Medina” i Skizzen und Vorarbeiten, Berlin, 1889, IV, pp. 67-83.), udgivet som en ekskurs i Arent Jan Wensinck, Muhammad and the Jews of Medina, engelsk oversættelse af Wolfgang H. Behn, Berlin, 1982, pp. 137, 136.
[113] Ibn Kathirs (14. århundrede) og Mawdudis (20. århundrede) Koran-fortolkninger gør det klart, at disse vers henviser til "b. Qurayza" (Ibn Kathir, Tafsir Ibn Kathir, Riyadh, bd. 4, s. 347) specifikt, eller til jøderne i Medina (Mawdudi, Towards Understanding the Qur’an, vol. 3, pp. 160-161.)
[114] Arent Jan Wensinck, Muhammad and the Jews of Medina (først offentliggjort som Mohammed en de Joden te Medina, Leiden, 1908), med en ekskurs [appendiks] fra Julius Wellhausens "Muhammad’s Constitution of Medina " (først offentliggjort som “Muhammads Gemeindeordnung von Medina” i Skizzen und Vorarbeiten, Berlin, 1889, IV, pp. 67-83). Engelsk oversættelse af Wolfgang H. Behn, Berlin, 1982, pp. 70-71.
[115] Moshe Gil, “The Constitution of Medina: A Reconsideration” Israel Oriental Studies, Vol. 4, 1974, pp. 64-65.
[116] Guillaume, The Life of Muhammad., p. 363.
[117] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 11
[118] Ibid., pp. 11-12.
[119] Guillaume, The Life of Muhammad, p. 239.
[120] Ibid., p. 239
[121] Ibid., p. 240.
[122] Ibid., p. 240.
[123] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 13.
[124] Ibid., p. 13.
[125] Guillaume, The Life of Muhammad, pp. 263-264.
[126] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 14.
[127] Ibid., p.15
[128] Ibid., pp. 15-16.
[129] Koranen 2:217: "De spørger dig om den hellige måned, om man må kæmpe i den. Sig: ’At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah – og fornægte Ham – og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt.’ Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildte i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.” Ibn Kathirs kommentar (Tafsir Ibn Kathir, bind. 1, p, 602.) forklarer drab således:

Dette ayah betyder, at hvis du havde dræbt i den hellige måned, har de (de vantro fra Quraysh) hindret dig i at følge Allahs vej og ikke troet på den. De forhindrede dig også i at komme ind i Den hellige Moské, og fordrev dig fra den, selvom du er dens folk, hvilket "i Allahs øjne (er) mere alvorligt" end at dræbe dem, som du dræbte blandt dem. ”Al-Fitnah (fristelse til frafald) er mere alvorligt end drab” betyder også, at forsøg på at tvinge muslimer til at vende tilbage fra deres religion, og genantage kufr (vantro), efter at de havde troet, er for Allah værre end drab.

[130] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 16; Warraq, Why I Am Not a Muslim, p. 93.
[131] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, pp. 16-21; 27-28; Warraq, Why I Am Not a Muslim, pp. 93-95.
[132] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, pp. 16-27.
[133] Sir William Muir, The Life of Mahomet. London, 1878 (Kessinger Reprints, 2003), pp. 248-249; Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 16; Warraq, Why I Am Not a Muslim, pp. 93-94.
[134] Hirschfeld, “Essai sur l’histoire des Juifs de Medine”, 1885, p. 16.
[135] Muir, The Life of Mahomet, pp. 248-249.
[136] Aloys Sprenger (1813-1893), østrigsk orientalist og professor i orientalske sprog i Bern (1858-1881) var en produktiv skribent, redaktør, og indsamler af islamisk litteratur, især hadith-litteratur. Se Wolfgang Behn, Concise Biographical Companion to Index Islamicus, Leiden, 2004, Vol. 3, p. 435.
[137] Muir, The Life of Mahomet, p. 249.
[138] Ibid., p. 249.
[139] Guillaume, The Life of Muhammad., p. 363.
[140] Muir, The Life of Mahomet, pp. 250-251.

del 1, del 2, del 4

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo