Motiver og historiske manifestationer
del 1, del 3, del 4
Af
Kilde: Gates of Vienna, 5. april 2012
Udgivet på myIslam.dk: 29. april 2012
En anden almindelig beskyldning i hadith er, at jøderne havde ændret deres hellige tekster og slettet Muhammeds navn og præcise beskrivelse. Vajda inkluderer disse to levende eksempler [56]:
Dette blev videregivet i Abdallah b. Masuds navn: "Allah sendte sin profet for at få nogen ind i Paradis. Han trådte ind i synagogen [al-kanisa], [hvor] en jøde netop var i færd med at læse Toraen [for dem]. Da de [jøderne] nåede til beskrivelsen af profeten, holdt de op. Men i et hjørne af synagogen var der en syg person. Profeten sagde: 'Hvorfor stoppede I?’ Den syge person svarede: ’De kom til beskrivelsen af profeten; derfor stoppede de.’ Dernæst slæbte den syge sig op til Tora-bogen, greb den og læste indtil han kom til beskrivelsen af profeten og hans samfund, og sagde: ’Her er beskrivelsen af dig og beskrivelsen af dit samfund. Jeg bekender, at der ikke er nogen anden Gud end Allah, og at du er Allahs apostel.’ Så opgav han sin ånd."
En anden version af samme historie findes hos Ibn Sa'd. Profeten, ledsaget af Abu Bakr og Umar, kom forbi en jøde, der læste i en af Toraens bøger for en af sine syge forældre. Profeten bad jøden om at fortælle, om beskrivelsen af ham fandtes i Toraen. Da han benægtende rystede på hovedet, blev han modsagt af den syge person, som dernæst bekendte sig til den muslimske tro og udåndede. Profeten selv fremsagde bønnen ved hans begravelse, og svøbte ham i hans ligklæde.
Men det vigtigste eksempel på jødernes uretmæssige ændring af Toraen, der nævnes i hadith "med største selvtilfredshed”, vedrører den foreskrevne straf for utroskab. Ifølge hadith, opstod der en strid mellem jøder og muslimer angående lovgivningen om ægteskabsbrud. Fortællingen understreger jøderne perfiditet og deres åbenlyse mangel på respekt for deres egne åbenbarede skrifter. Vajda undersøger flere af disse hadither [57]:
Jøderne bragte et utro par til profeten og hævdede, at deres bog, som straf, foreskrev tilsværtning af deres ansigter, for på den måde at dække dem med skam. Muhammed sagde til dem: "I lyver, [straffen bestemt] for denne forbrydelse er stening; så kom med Toraen og læs op af den, hvis I siger sandheden" (jf. Koranen 3:93, som dog på dette sted vedrører jødernes ernæringsforbud). Jødernes enøjede oplæser ved navn Ibn Suriya begyndte at læse; da han nåede til en bestemt passage, dækkede han den med hånden. Muhammed opfordrede ham til at løfte den, og da han løftede den, lyste den. Så jøderne indrømmede, at stening faktisk var foreskrevet i Toraen, men at de dernæst havde holdt denne lov skjult. Profeten fik de skyldige stenet.
[Sahih] Muslim giver denne historie med flere isnad [kæder af personer, der har overleveret den]. I den første hadith er straffen, som oplyst af jøderne, lidt mere præcist beskrevet: "Vi sværter deres ansigter, vi anbringer dem på et ridedyr med deres ansigter vendt mod hinanden og giver dem en rundtur i byen.” Oplæseren er anonym [en eller anden] (fata); det er Abdallah b. Salam, der får profeten til at bede oplæseren om at hæve sin hånd, under hvilken verset om stening findes. En af versionerne, samlet af Abu Dawud, placerer scenen i Bayt al-Midras (studiehuset); i en anden hedder det, at de skyldige fik hundrede piskeslag med en tjæret snor.
En anden variant i [Sahih] Muslim og Ibn Maja fremhæver jødernes perfiditet endnu mere, såvel som den ringe respekt, de har for deres åbenbarede bog. "De kom forbi profeten med en pisket jøde med et tilsværtet ansigt. Han kaldte dem og spurgte: ’Er det straffen for utroskab, som I finder i jeres bog?' ’Ja.' Han henter en af deres lærde mænd og besværger ham, ved den Gud, der åbenbarede Toraen til Moses, at fortælle ham, om dette virkelig er straffen for utroskab [fastsat] i deres bog. Sidstnævnte svarede, 'Nej, hvis du ikke havde besværget mig på denne måde, ville jeg ikke have fortalt dig det. Vi fandt [at straffen for utroskab er] stening, men denne synd var udbredt blandt vore stormænd, og når vi pågreb store personligheder, lod vi dem gå, men på den svage anvendte vi straffen. [Til sidst] sagde vi til os selv: "Lad os blive enige om en straf, som vi vil anvende til de store såvel som til de små." Herefter indførte vi sværtning af ansigtet og piskning i stedet for stening.’ Allahs apostel råbte: 'Gud, jeg er den første, der har genoplivet Din ordre, efter at de har gjort det af med den.' Derefter kom åbenbaringen af Koranen 5:41 [‘Udsending! Lad ikke dem, der kappes i vantro, bedrøve dig! Dem, der med munden siger: ”Vi tror!” men som ikke tror i deres hjerte, eller dem, der er jøder, og som lytter til løgn og hører efter andre folk, der ikke er kommet til dig. De rykker ordene ud af deres sammenhæng og siger: ”Hvis I allerede har fået dette, så tag imod det! Hvis I derimod ikke har fået det, skal I være på vagt!” Den, som Allah ønsker at friste, kan du ikke udvirke noget for overfor Allah. Det er dem, hvis hjerte Allah ikke ønsker at rense. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.’]”
I betragtning af at Koranen selv foreskriver piskning for utroskab (dvs. Koranen 24:2: "Hvis en mand og en kvinde bedriver utugt, skal I give dem hundrede piskeslag hver!”), hvis det bekræftes af fire øjenvidner, finder Vajda det ironisk, at hævde jødisk perfiditet med hensyn til stening af ægteskabsbrydere. Han opsummerer [58]:
Profeten bebrejder jøderne, at de har sat en regel, de selv har opfundet, i stedet for Guds egen lov om utroskab. Han anvender denne lov på en jøde, og hvis man skal tro traditionerne (som hverken er mere eller mindre troværdige end andre), så anvendte han den også, som [kalif] Umar gjorde, på muslimerne. Ikke desto mindre er "steningsverset" ikke blevet accepteret i Koranens kanoniske tekst, som, i de senere passager om utroskab, erstatter det med netop piskning, hvis jødiske praksis anses for at være en selvrådig ændring af den oprindelige åbenbaring. Medmindre man en bloc afviser de traditioner, der handler om rajm [stening], som værende konstruerede med det ene formål at beskæmme jøderne, som forfalskere af deres åbenbaring, og forherlige Muhammed, der tydeligt gennemskuede deres forbryderiske handlinger, er det nødvendigt at betragte denne fremgangsmåde, kritiseret af profeten, som en faktisk anvendt straf i de jødiske samfund i Hijaz. Men i dette tilfælde kan Koranens virksomme lovgivning om straf for utroskab, som er endeligt stadfæstet af sura 24 [vers 2], afledes direkte fra en jødisk praksis, der er helliggjort af Muhammed.
En anden serie hadither uddyber Koranen 3:93 ("Før Toraen blev sendt ned, var al føde tilladt for Israels børn, med undtagelse af det, som Israel havde forbudt sig selv. Sig: ’Kom med Toraen, og læs op af den, hvis I siger sandheden!’") med tilhørende Koran-fortolkninger, der beskylder jøderne for at fordreje deres spiseforbud. Dette gælder især reglen om kamelkød, som faktisk er beskrevet i Toraen (Tredje Mosebog 11:4: "Men af dem, som kun tygger drøv, eller som kun har spaltede hove, må I ikke spise følgende: kamelen, for den tygger ganske vist drøv, men har ikke spaltede hove; den skal I regne for uren; (…)”). Vajda noter for eksempel, at den klassiske Koran-kommentator Tabari … [59],
... samlede en lang række fortolkninger af dette vers. Ifølge Suddi, led [den bibelske patriark] Jakob om natten af iskias; han afgav løfte om aldrig at spise nerver, hvis Gud ville udfri ham fra denne sygdom. Jøderne hævder at følge deres forfader, men de lyver, for det er Gud, der pålagde dem spiseforbud på grund af deres synder. Ifølge Dahhak betyder dette vers, at hverken før eller efter åbenbaringen forbød Gud noget for jøderne, undtagen af den grund vi kender, nemlig at Jakob gav løfte om, at afholde sig fra at spise nerver. Ibn Abbas forklarer: Al føde var tilladt for Israels børn før åbenbaringen af Toraen; men Jakob afsvor nerver, og hans børn efterlignede ham, uden at forbuddet fandtes i Toraen. Tabari dvæler ved denne eksegese, ikke uden at ændre den. Før åbenbaringen af Toraen, var ingenting forbudt for Israels børn; men Jakob, der led af iskias, afsvor nerver osv. Derefter, ved åbenbaringen af Toraen, forbød Gud visse fødevarer for jøderne.
Yderligere hadither, citeret af Vajda, fremstiller forholdene med en lille variation - Jakobs forbud mod kamelkød og -mælk er selvpålagt [60]:
Abdallah b. Katir (og andre): Jakob, der lider af iskias, frasiger sig, ved et løfte for at få det bedre, sin foretrukne føde: kød og mælk af kamelen. Ifølge Hasan, foregav jøderne usandt, at Jakobs forbud mod kamelkød findes i Toraen, skønt det i virkeligheden går forud for åbenbaringen, og ikke findes i Toraen overhovedet; dette er også Ibn Abbas’ opfattelse. Sidstnævnte læge forener de to serier af traditioner ved at lære, at Jakob forbød sig selv både nerver og kød af kameler. Han havde spist kød, der ikke var renset for iskiasnerven og blev syg, og svor aldrig at spise det igen.
Som Vajda videre påpeger, tilslutter Tabari sig den sidstnævnte fortolkning, fordi … [61],
... jøderne stadig forbyder nerver [i almindelighed] og kamelkød [i særdeleshed]. Derefter nævner han, under Ibn Abbas’ navn, det spørgsmål, som jøderne stillede til Muhammed. Muhammed opfordrer jøderne til at komme med Toraen og læse den for at bevise deres løgn; Gud har aldrig forbudt disse ting. Det er et bevis for ægtheden af Muhammeds mission, at han, anummi [dvs. en profet/profeten], har afsløret de jødiske lægers løgn, som de fleste af deres trosfæller ikke havde opdaget.
Vajdas afsluttende analyse sammenfatter udviklingen af dette anti-jødiske polemiske tema, der ignorerer 3. Mosebog (11:04) [62]:
Lad os prøve at efterspore udviklingen af dette polemiske tema, hvis elementer vi netop har analyseret. Den velkendte fortælling fra Første Mosebog (Jakobs kamp med englen i Første Mosebog 32:25-33) slutter med bemærkningen: "Derfor undlader israelitterne den dag i dag at spise hoftenerven ..." Så dette er en skik, der aldrig, inden for Pentateuken [de fem Mosebøger], blev hævet til rang af udtrykkeligt forbud. Det bibelske motiv er ukendt, eller bliver ignoreret af den muslimske tradition. Koranen taler, uden at være præcis, om et forbud, der frivilligt er antaget af Israel. Traditionen angiver, som forbudets genstand, enten iskiasnerven (med et motiv, der er fremmed for jødiske kilder) eller kød og mælk fra kamelen. Disse to tilkendegivelser er forligede, men tendensen (støttet af resten af versene i Koranen), som overalt ligger under overfladen, er at demonstrere, at forbudet ikke er åbenbaret, og dermed udtrykkeligt villet af Gud (eller, ifølge nogle, der stadig er i overensstemmelse med Koranens tankegang på dette punkt, efterfølgende pålagt jøderne på grund af deres synder). Det skyldes Jakobs private initiativ, hvilket er blevet fulgt af hans efterkommere, men det forpligter ikke på nogen måde muslimer til at gøre det samme.
Den muslimske polemik ønsker ikke at indrømme, at dette forbud er skrevet i Toraen, for det ville stille arabernes nationalret på lige fod med svinekød, for eksempel.
Andre traditioner tilskriver jøderne onde forhekselser. Vajda giver to eksempler på dette motiv, idet sidstnævnte ikke er konsekvent klart, hvad angår den "magiske oprindelse" i de forskellige gentagelser [63]:
Profetens biografi fortæller, at han havde en forhekselse kastet på sig fra jøden Labid b. al-al’Asam. Kraften blev brudt takket være indgriben fra Jibril (eller Jibril og Mikail, eller to anonyme personer), som angav det sted, hvor Labid havde gemt profetens hår, hvilket han havde taget, flettet ind i magiske knuder og ført ind i palmens hanblomst.
Et andet tilfælde er langt mindre klart. Ibn Umar fortæller, at da han tog til Khaybar for at deltage i fordelingen af afgrøden mellem jøder og kassemesteren fra Egypten, i overensstemmelse med den gældende pagt, forheksede jøderne ham så godt, at hans højre hånd frøs ved næven. Det var efter denne begivenhed, at Umar fordrev dem fra Khaybar.
Bukharis version udelader forhekselsen; Abdallah b. Umar var offer for et natligt angreb, da han tog til Khaybar for at inspicere den ejendom, han ejede. Ifølge en tradition fra Wakidi, blev jøderne fordrevet for at have ansporet slaver til at myrde deres herrer. Endelig er der en tradition, optaget af Ibn Sa'd, der fortæller, at Umar udviste jøderne fra Khaybar, fordi muslimerne på det tidspunkt allerede havde mandskab nok til at dyrke deres palmelunde uden brug af forpagtere. Som konsekvens heraf, er det vanskeligt at indrømme historisk korrekthed, eller i det mindste en magisk oprindelse, til Ibn Umars uheld. Denne historie måtte opfindes, for at kunne lægge ansvaret for uddrivelsen af jøderne i Khaybar over på jøderne selv.
Og efter at muslimerne først havde erobret den jødiske landbrugsoase, Khaybar, skulle en af de besejrede jødinder angiveligt have serveret forgiftet fårekød (eller gedekød) for Muhammed, hvilket i sidste ende resulterede i hans langtrukne, pinefulde død [64]:
Anas rapporterede, at en jødisk kvinde kom til Allahs Sendebud (må fred være med ham) med forgiftet fårekød og han tog af det, der var blevet bragt for ham (Allahs Sendebud). (Da han følte virkningen af denne gift) kaldte han på hende og spurgte hende om det, hvorpå hun sagde: Jeg havde besluttet at dræbe dig. Derpå sagde han: Allah vil aldrig give dig styrken til at gøre det. Han (fortælleren) sagde, at de (Den Hellige Profets følgesvende) sagde: Skal vi ikke dræbe hende? Dertil sagde han: Nej. Han (Anas) sagde: Jeg fornemmede (virkningen af denne gift) på drøbelen af Allahs Sendebud. [Sahih Muslim, Bog 026, Nummer 5430]
Fortalt af Anas bin Malik: En jødinde bragte forgiftet (tilberedt) får til profeten, som spiste af det. Hun blev bragt til profeten, og han blev spurgt: "Skal vi dræbe hende?" Han sagde, "Nej." Jeg fortsatte med at kunne se giftens virkning i ganen på Allahs Apostel. [Sahih Bukhari, Bind 3, Bog 47, Nummer 786]
Ibn Sa’ds biografi hævder imidlertid, at den krænkende jødinde gav Muhammed forgiftet ged og fastholder, at hun ikke blev skånet [65]:
Hun [en jødisk kvinde fra Khaybar, Zaynab bint al-Harith] smurte gift på geden og lagde mest på forbenene (...). Allahs Apostel tog et forben, hvoraf han puttede et stykke i munden (…). Allahs Apostel sendte bud efter Zaynab bint al-Harith [og] (…) overgav hende til [dem], der dræbte hende (…). Efter dette levede Allahs Apostel i tre år, indtil han gik bort som følge af sin lidelse. Under sin sygdom plejede han at sige: Jeg holdt aldrig op med at mærke virkningen af den forgiftede mundfuld, jeg tog i Khaybar.
Vajdas forskning viser yderligere, hvordan muslimsk eskatologi fremhæver jødernes største fjendtlighed over for islam. Jøder er beskrevet som tilhængere af Dajjal - den muslimske pendant til Antikrist - og ifølge en anden tradition, er Dajjal faktisk jødisk. [66] Armand Abel, den berømte belgiske islamolog, bringer denne sammenfattende karakteristik af Dajjal (fra hans artikel, "al-Dajdjal," i Encyclopedia of Islam [67]): "En gigantisk, falsk profet; jødernes konge; fremstillinger af ham varierer efter graden af litterære oplysninger eller fremherskende fordomme." Ved sin tilsynekomst, vil Dajjal, ifølge andre traditioner, være fulgt af 70.000 jøder fra Isfahan, indhyllet i deres klæder og bevæbnet med polerede sabler, og med hovedet dækket af en slags slør. Når Dajjal er besejret, vil hans jødiske tilhængere blive slagtet – alting vil udlevere dem, med undtagelse af det såkaldte gharkad-træ. Hvis en jøde således søger tilflugt bag et træ eller en sten, vil disse ting - ifølge en kanonisk hadith (Sahih Muslim, Bog 40, Nummer 6985) - kunne tale for at fortælle en muslim: "Der er en jøde bag mig; kom og dræb ham!" [68] En anden hadith-variant, som foregår i Jerusalem er beskrevet af James Robson: [69]
... de fleste af araberne vil være i Jerusalem, når Jesus [dvs. Isa [70], den muslimske Jesus] stiger ned. Imamen vil gøre plads for ham, men Jesus vil bede ham om at lede bønnen. Bagefter vil Jesus befale, at døren skal åbnes, og Dajjal vil ses dér med 70.000 bevæbnede jøder. Dajjal vil begynde at svinde ind, men Jesus vil forfølge og fange ham, og dræbe ham ved den østlige port, Ludd. Gud vil jage jøderne på flugt, og de vil opdage, at selv stederne, hvor de søger ly, vil råbe op om, hvor de gemmer sig.
Vajda understreger, hvordan begrebet om jihad-"løskøbelse" rækker ind i selv islamisk eskatologi [71]:
Ikke alene bliver jøderne besejret i den eskatologiske krig, men de vil tjene som løsesum for muslimerne fra Helvedesilden. Visse muslimers synder vil veje på dem som bjerge, men på opstandelsens dag vil disse synder blive ophævet og pålagt jøderne.
Og i den materielle verden, bemærker Vajda, "skal mistillid regere" i muslimers forhold til jøder, fordi … [72],
… jøderne (...) er oprørere mod islams kald og fastholder deres religiøse traditioner på en måde, der kan føre muslimer på afveje. Selv når islam bevidst låner fra jødedommen, er disse lån præsenteret som forbedringer af de tilsvarende jødiske skikke, medmindre de tydeligvist forfalsker traditioner, hvilket har til formål at udviske den sande oprindelse til den pågældende ritus ved at overføre den enten til arabisk hedenskab eller til den "israelitiske" eller præ-israelitiske oldtid (…) og samtidig særligt passe på ikke bringe oplysninger af religiøs art.
Men det er jødernes stædige ondsindethed, bemærker Vajda videre, der er deres egentlige jordiske kendetegn [73]:
Jøder er beskrevet i de mørkeste farver [dvs. i hadith]. Selv om de, af de klare vidnesbyrd i deres bøger, var overbevist om, at Muhammed var den sande profet, så nægtede de at konvertere - ud af misundelse, jalousi og national partikularisme, selv ud af private interesser. De har forfalsket deres hellige bøger og efterlever ikke Guds love; men alligevel forfulgte de Muhammed med deres drillerier og deres eder, og chikanerede ham med spørgsmål, en aktivitet, der vendte sig til deres egen forvirring og blot bekræftede ægtheden af profetens overnaturlige viden. Fra ord gik de over til handling: Trolddom, forgiftning, mord havde de ingen betænkeligheder ved.
Vajda konkluderer, at disse arketyper igen begrunder den muslimske fjendtlighed mod jøderne samt formaningen om, i bedste fald, at "underkaste [jøderne] muslimsk dominans", dvs. gøre dem til dhimmier, behandlet ”med foragt" og underkastet visse "ydmygende arrangementer." [74] Efterfølgende regionale undersøgelser på tværs af tid (herunder dokumentafsnittet) vil give rigelige beviser på den vedvarende anti-jødiske fjendtlighed - sanktioneret af hadith - der var et uudsletteligt element af dhimmi-vilkårene for jøder [Bostom henviser her til afsnit i sin bog: The Legacy of Islamic Antisemitism, hvorfra denne tekst er taget, o.a.].
En særlig tragisk skæbne overgik jøderne i Yemen, en skæbne, der var baseret på streng overholdelse et motiv i hadith (og sira). Imam al-Mahdi, en from yemenitisk hersker i det 17. århundrede, handlede på grundlag af den kendte udtalelse fra følgende kanoniske hadith, som er tilskrevet Muhammed selv på dødslejet og registreret af Umar (den anden retledte kalif): "To religioner skal ikke forblive sammen på arabernes halvø." [75] I sin fanatiske nidkærhed for islam, ville al-Mahdi også udføre denne hadiths befaling i Yemen. I 1679-1680 gav Al-Mahdi således ordre til, at hele den jødiske befolkning i Yemen – mænd, kvinder og børn – skulle forvises til Tihama-sletten, kendt for dens salte vand og jord, og generelt ugunstige klima. [76] En tysk turist fra det tyvende århundrede beskrev Tihama som følger [77]:
Tihama er et forfærdeligt sted på grund af dets frygtelige hede. Temperaturer på halvtreds grader celsius i skyggen varer i flere dage. Beduinerne, der er vant til mange forskellige klimatiske forhold, tør ikke krydse kyststrækningen mellem Det Røde Hav og bjergene i Yemen før solnedgang (...) det sparsomme vand i den indre Tihama er salt og ikke drikkeligt, i det mindste ikke efter en europæers opfattelse. Derfor, for eksempel, må drikkevand til havnebyen Hudayda bæres på æselryg fra bjergene, så langt som 130 km borte. Klimaet i Tihama er det mest skadelige for ens helbred på hele den Arabiske Halvø. Barske tilfælde af malaria, som gradvist ødelægger indbyggernes helbred, er almindeligt forekommende. Selv de italienske læger i Hudayda er ikke i stand til at stille meget op.
Ud over udvisningen, var der ødelæggelser af synagoger, vanhelligelser af Toraruller, og incitamenter til at konvertere til islam. Kun en fjerdedel af de tusindvis af udviste jøder vendte tilbage til deres hjem; resten omkom, primært på grund af den udsatte stilling, den intense varme, manglen på drikkevand og den deraf følgende spredning af epidemiske sygdomme. Af det store yemenitiske jødiske samfund i Sana'a, for eksempel, som havde talt omkring 10.000 sjæle, overlevede kun omkring en tiendedel, dvs. 1.000, dette katastrofale eksil. [78]
Korte moderne eksempler, præsenteret nedenfor, viser, hvordan to jødiske arketyper fra hadith stadig har relevans som kilder til islamisk antisemitisme.
Den koraniske forbandelse af jøderne (vers 2:61, gentaget i 3:112) for (primært) at have afvist, tilmed dræbt, Allahs profeter, er opdateret med perfekt arketypisk logik i den kanoniske hadith. Det drejer sig om beskyldningen mod en jødisk kvinde fra Khaybar for at have forgiftet Muhammed, hvilket kulminerede i hans smertefulde og langtrukne død. Eliz Sanasarian giver et slående moderne (1980'erne) eksempel fra Iran, hvor denne hadith hævdes som objektiv, virkelig historie under eksaminationen af unge kandidater til den nationale læreruddannelse. Sanasarian bemærker, at … [79],
… emnet blev et af spørgsmålene ved den ideologiske test på Lærernes Seminarium, hvor de studerende blev givet et multiple-choice-spørgsmål for at identificere den skyldige i profeten Muhammeds martyrium. Det ”rette” svar var ”en jødinde.”
Hamas' Charter fra 1988 citerer i artikel 7 [80] fra den apokalyptiske kanoniske hadith, der giver en nøje beretning om jøderne udslettelse ("Dommedag skal ikke komme, før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem, så jøderne gemmer sig bag træer og sten, og træerne og stenene vil sige: 'O muslim, O Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham', med undtagelse af gharqad-træet, for det er jødernes træ.") Og en britisk tv-undersøgelse, sendt den 11. januar 2007, viste, at dette eskatologiske tema var en del af en video-prædiken, hvor en sheik (Feiz) kunne ses "... efterligne lyden af en gris, når han omtalte det jødiske folk [i overensstemmelse med Koranen 5:60], som han sagde, ville blive dræbt (i en masseudryddelse) på ’dommens dag’”. En digital video-optagelse (på DVD) af denne prædiken blev solgt i London Central Mosque, "en af Londons mest anerkendte moskéer" i Regents Park. [81] Den form for moderne eskatologisk antisemitisme begyndte at blive populariseret for to årtier siden, da den egyptiske forfatter Sayyid Ayyub begyndte at udgive værker på arabisk, der hævdede, at Dajjal allerede var aktiv på Jorden, og at han var jødisk. [82] Ayyubs opfattelse blev for nylig gentaget af en indisk muslimsk forfatter, Mohamad Yasin Owadally [83], som er overbevist om, at "jøderne utålmodigt venter på deres elskede konge, Dajjals komme [84]," fordi [85]:
Zionisterne, i deres blodtørstige magtbegær, er ikke tilfredse med Palæstina. I deres arrogance indrømmer de åbent, at de ønsker hele Syrien (…) Libanon, Jordan (…) Irak (…) Iskenderun [tidligere Alexandretta, havneby i det sydvestlige Tyrkiet] (…) Sinai (…) delta-området i Egypten og det øvre Hijaz og Najd (…). De ønsker endog den hellige by, Medina (…). Deres hovedmål er at udrydde islam.
Noter
[56] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit,” pp. 91-92.
[57] Ibid., pp. 93-96.
[58] Ibid., pp. 97-98.
[59] Ibid., p. 104.
[60] Ibid., pp. 104-105.
[61] Ibid., p. 105.
[62] Ibid., pp. 106, 105.
[63] Ibid., pp. 108-109.
[64] Sahih Muslim, Bog 026, Nummer 5430; Sahih Bukhari, Bind 3, Bog 47, Nummer 786. http://www.usc.edu/dept/MSA/fundamentals/hadithsunnah/
[65] Ibn Sa‘d, Kitab Al-Tabaqat Al-Kabir. Volume 2, New Delhi, 1993; pp. 249-252. Engelsk oversættelse af S. Moinul Haq og H. K. Ghazanfar.
[66] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, pp. 112-13.
[67] Armand Abel, “al-Dadjdjal”, Encyclopedia of Islam. Redigeret af P. Bearman, Th. Bianquis, C. E. Bosworth, E. van Donzel og W. P. Heinrichs. Brill 2008. Brill Online.
[68] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, pp. 112-13.
[69] Robson, “Tradition”, p.259.
[70] Mark Durie, “Isa, the Muslim Jesus” i Robert Spencer, redaktør, The Myth of Islamic Tolerance, Prometheus Books, Amherst, New York, 2005, pp. 541-555. [Online version: her, dansk oversættelse: "Isa, den muslimske Jesus".
[71] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, pp. 112-13. Om løskøbelse af fanger, taget under jihad-krig blandt muslimernes fjender (se Bostom, The Legacy of Jihad, p. 149), skrev den store maliki-jurist og polyhistor, Averroes (d . 1198):
De fleste lærde er enige om, at der i håndteringen af fanger er forskellige muligheder åbne for imamen [lederen af den islamiske stat, kalif]. Han kan tilgive dem, dræbe dem eller løslade dem (…) mod løsepenge ...
[72] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, p. 110
[73] Vajda, “Juifs et Musulmans Selon Le Hadit”, pp. 124-125.
[74] Ibid., pp. 110, 125.
[75] Sahih Bukhari, vol. 3, nr. 2730, i Bogen om Betingelserne; Sahih Muslim, bog 19, nr. 4366; Ibn Ishaq (Guillaumes oversættelse) p. 525 (afsnit 779-80).
[76] Yehuda Ratzaby, “The Expulsion of Yemenite Jewry to Mawza in 1679-80 in Light of Recently Discovered Sources”, Zion, 1972, Vol. 37, pp. 197-215. [Hebraisk (engelsk oversættelse af Rivkah Fishman)]; Yehuda Ratzaby. “The Expulsion to the Desert.” Et-Mol [Hebraisk (engelsk oversættelse af Rivkah Fishman)] 9, 3 [53] (Jan. 1984) 16-18.
[77] H. Helfritz, Land ohne Schatten (Leipzig, 1934), 212-213, citeret i Ratzaby, “The Expulsion of Yemenite Jewry to Mawza' in 1679-80”.
[78] Ratzaby, “The Expulsion of Yemenite Jewry to Mawza' in 1679-80”, og “The Expulsion to the Desert.”
[79] Eliz Sanasarian, Religious Minorities in Iran, Cambridge, England, 2000, p. 111.
[80] “The Covenant of the Islamic Resistance Movement—Hamas”, Middle East Media Research Institute. Dansk oversættelse: Hamas' Charter.
[81] David Byers, “Report: London mosque’s DVDs predict mass extermination of Jews”, European Jewish Press, 11. januar 2007.
[82] David Cook, “Muslim Fears of the Year 2000,” Middle East Quarterly, V, 2 (Juni 1998), pp. 51-62.
[83] Mohamad Yasin Owadally, Emergence of Dajjal. The Jewish King (Delhi, India, 2001).
[84] Ibid., p. 12.
[85] Ibid., pp. 35-36.

Andrew G. Bostom,
MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical
School.
Han er forfatter til:
The Legacy
of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy
of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia
Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books
(2012),
The
Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope',
Bravura Books (2013) og
Iran's
Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred
in Iran, Bravura Books (2014).
Oversættelse: Bombadillo