Da Thomas Jefferson og John Adams tjente som amerikanske ambassadører i hhv. Frankrig og Storbritannien, mødtes de i 1786 i London med den tripolitanske ambassadør i Storbritannien, Sidi Haji Abdul Rahman Adja. Disse fremtidige amerikanske præsidenter forsøgte at forhandle en fredsaftale i stand, som ville spare USA for jihad-pirateriets hærgen - mord, slaveri (med løsepenge for frigivelse) og tyveri af værdifulde kommercielle aktiver - der udgik fra Barbaresk-staterne (nutidens Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen, der kendes kollektivt på arabisk som Maghrib). Under deres drøftelser spurgte de ambassadør Adja om kilden til det uprovokerede fjendskab, der var rettet mod den spirende USA-republik. Jefferson og Adams gengav, i deres efterfølgende rapport til Den Kontinentale Kongres, den tripolitanske ambassadørs begrundelse ...

... at det var baseret på deres Profets love, at det var nedskrevet i deres Koran, at alle nationer, der ikke havde anerkendt deres autoritet, var syndere, at det var deres ret og pligt at føre krig mod dem, uanset hvor de kunne findes, og at gøre alle, de kunne tage som fanger, til slaver, og at enhver Musselman, der måtte blive dræbt i kamp, var sikker på at komme i Paradis.

Der blev således, som Josva Londons Victory in Tripoli uddyber i klar prosa, ført en aggressiv jihad mod USA, næsten 200 år før Amerika blev en dominerende international magt i Mellemøsten. Desuden foregreb disse jihad-plyndringer, rettet mod Amerika, de tidligste spor af den zionistiske bevægelse med et århundrede, og den formelle oprettelse af Israel med 162 år, hvilket viser urigtigheden af den ahistoriske floskel om, at den amerikanske støtte til den moderne jødiske stat er en forudsætning for jihad-angrebene på USA.

Jihad til søs - en oversigt

Barbaresk-staternes jihad-pirateri var blot en manifestation, fra det 16. til det 19. århundrede, af de sø-razziaer, der var karakteristiske for islamisk imperialisme siden dens opståen (pp. 41-43) i det 7. og 8. århundrede. For eksempel: Selv om Abbaside-staten (750-1250) "orientaliserede" kalifatet og var uden sømagt af betydning, fortsatte muslimske styrker (dvs. decentrale, "organiske formationer") i vest, den islamiske ekspansion gennem maritim krigsførelse. Gennem det 9. og 10. århundrede, lancerede berbere og arabere fra Spanien og Nordafrika angreb på kystområder i Frankrig, Italien, Sicilien og i det græske øhav.

Francisco Gabrieli har beskrevet, hvordan disse sømilitære razziaer var i overensstemmelse med jihad, men i modstrid med den moderne retsstat. Han understregede også deres brugbarhed til erobring, eller, selv når de foregik "uorganiseret", til triumferende rov og destruktion:

Bedømt efter nutidens begreber om internationale relationer, er sådanne aktiviteter det samme som pirateri, men de er helt i overensstemmelse med jihad, en islamisk religiøs pligt. Erobringen af Kreta, i øst, og en god del af korsar-krigsførelsen langs de provencalske og italienske kyster, i vest, er blandt de mest fremtrædende eksempler på den slags ’privat initiativ’, som bidrog til arabisk herredømme i Middelhavet.

... I anden halvdel af det niende århundrede, var der et stort antal saracenske (muslimske) angreb i det sydlige og det centrale Italien, men vi får ikke indtryk af, at de nogensinde var en del af en plan eller organiseret erobring, som tilfældet var med Musas, Tariqs og Asads kampagner i Spanien og på Sicilien. Deres eneste formål synes at have været ødelæggelse og plyndring, hvilket også var formålet for de væbnede grupper, der stod over for Karl [Martel] på Balat ash-Shuhada nær Poitiers.

... De ikke mindre klassiske temaer i arabisk krigspoesi, hamasah, helliggjort af jihad, genlyder i erindringerne og pralerierne af Ibn Hamdis, den sicilianske Abu Firas, som forherliger islams militære succeser på calabresisk jord, landingen af muslimske tropper ved Reggio og deres bedrifter mod patricierne, som de hakkede i stykker eller jagede på flugt.

En prototypisk muslimsk sømilitær razzia fandt sted i 846, da en flåde af arabiske jihadister ankom til mundingen af Tiberen, fandt vej til Rom (p. 421), plyndrede byen og trak sig tilbage med alt det guld og sølv, som St. Peters Basilika havde indeholdt. Men måske den største og mest berygtede af de sømilitære jihad-kampagner i denne periode var plyndringen af Thessaloniki i 904. I løbet af juli, 904, under kommando af islam-konvertitten Leo af Tripoli, udsatte mere end 10.000 kretensiske arabere, syrere og nordafrikanere byen for en kort belejring, hvorefter de erobrede den, slagtede og trælbandt dens indbyggere (der blev taget omkring 22.000 slaver) og skabte stor fysisk ødelæggelse i byen. John Cameniates gav en øjenvidneberetning af disse begivenheder, nedskrevet i hans krønike. Cameniates selv, hans gamle far og hans bror, som blev taget til fange mens de forsøgte at flygte over voldene, fik deres liv skånet, fordi de lovede deres fangevogtere en stor sum penge. De blev ført som fanger gennem byen, og blev dermed vidner til den frygtelige massakre på deres byfæller. Cameniates fortælling viser, at (s. 604):

Thessalonikerne forsøgte at flygte gennem gaderne, forfulgt af saracenerne, der blev sluppet løs som vilde dyr. I deres panik faldt mænd, kvinder, ældre og børn i hinandens arme for at give hinanden et sidste kys. Fjenden slog til uden nåde. Forældre blev dræbt mens de forsøgte at værne deres børn. Ingen blev skånet: Kvinder, børn, ældre blev alle straks gennemboret af sværdet. De ulykkelige stakler løb gennem byen, eller forsøgte at skjule sig i grotterne; nogle af dem søgte tilflugt i en kirke i den tro, at de kunne være sikre her, mens andre forsøgte at kravle ad voldenes mure, hvorfra de sprang ud i det tomme rum og styrtede til jorden. Nonner, forstenede af frygt og med forpjusket hår, forsøgte at flygte, men endte alle i hænderne på barbarerne, der dræbte de ældre og sendte de yngre og mere attraktive af dem i fangenskab og vanære (...). Saracenerne massakrerede også de ulykkelige mennesker, der havde søgt tilflugt inde i kirkerne.

Halil Inalcik har sat de sømilitære razziaer, udført af de tyrkiske sø-emirater i det 14. århundredes Ægæiske Hav, i forbindelse med jihad, med henvisning til, for eksempel, det kapitel i Düstürname af Enveri, der beskriver Aydin-emiratets aktioner [Enveri var en kronikør fra det 15. årh., der skrev digtet Düstürname (Düstürname-i Enveri), o.a.]. Elizabeth Zachariadou beskriver bestyrtelsen hos det 14. århundredes samtidige latinske og byzantinske kronikører ved iagttagelsen af "skuespillet”, fremført af de tyrkiske emirer, "... der var stolte, alene fordi de var i stand til at føre deres grumme soldater" ud i sådanne rovgriske angreb. Disse angreb - designet til at plyndre ejendom og bortføre fanger til salg på slavemarkeder - var for de kristne kronikører ikke andet end gement pirateri eller røveri, men var ikke desto mindre, som Zachariadou bemærker, ...

... for de muslimske tyrkere en hellig krig (jihad), en prisværdig og legitim beskæftigelse, der førte direkte til Paradis.

Gregory Palamus, en metropolit fra Thessaloniki i det 14. århundrede, skrev denne kommentar, mens han levede som fange blandt tyrkerne i 1354, der bekræfter (om end med forundring), at tyrkerne faktisk tilskrev deres sejre over byzantinerne deres (muslimernes) kærlighed til Gud:

For disse ugudelige mennesker, hadet af Gud og infame, praler af at have fået bugt med romerne på grund af deres kærlighed til Gud (...) de lever af buen, sværdet og udskejelser, finder glæde i at tage slaver og har helliget sig mord, plyndring, ødelæggelse (...) og ikke alene begår de disse forbrydelser, men de tror tilmed - hvilken vildfarelse - at de er godkendt af Gud. Dette er, hvad jeg tænker om dem, nu hvor jeg nøjagtigt kender deres livsform.

Mere end 650 år senere, og et kontinent (og oceaner) længere væk, rapporterede C. Snouck Hurgronje (i 1906), at et lignende jihad-pirateri stadig blev udført mod ikke-muslimer (både oprindelige befolkningsgrupper og vestlige handlende) fra den muslimske Aceh-provins i det indonesiske øhav:

Fra muhammedanismen (som det [dvs Aceh] i århundreder siges at have accepteret) har det virkelig kun lært en lang række dogmer om had mod de vantro, uden nogen af dens ledsagende formildende fænomener; så acehneserne gjorde en regulær forretning ud af piratvirksomhed og menneskejagt på bekostning af de omkringliggende ikke-muhamedanske lande og øer, og mente, at de var berettigede til enhver form for forræderi eller vold mod europæiske (og senere amerikanske) handlende, der ledte efter peber, landets hovedprodukt. Klager over røveri og mord om bord på skibe, der handlede i Aceh-områderne, endte således med at blive kroniske.

Jihad-pirateri og Barbaresk-staterne

Barbaresk-staternes jihad-pirateri, som Amerika stod over for hurtigt efter vores nations etablering (dvs. mellem 1786-1815), var en vedvarende, formidabel virksomhed. I løbet af det 16. og 17. århundrede blev lige så mange europæere taget til fange, solgt og gjort til slaver af Barbaresk-korsarerne som vestafrikanere, der blev fanget og sendt til plantagearbejde i Amerika af europæiske slavehandlere. Robert Davis’ metodiske optælling viser, at mellem ca. 1.000.000 og 1.250.000 hvide europæiske kristne blev gjort til slaver af Barbaresk-muslimerne fra 1530 til 1780.

Bogen White Gold, Giles Miltons bemærkelsesværdige fortælling om den korniske kahytsdreng, Thomas Pellow, der blev taget til fange af Barbaresk-korsarer i 1716, dokumenterer, hvordan jihad-razziaer var nået til England:
[s. 13, "Ved udgangen af den frygtelige sommer 1625, regnede borgmesteren i Plymouth med, at 1.000 både var blevet ødelagt, og et tilsvarende antal landsbyboere ført bort som slaver"]
... til Wales og det sydlige Irland:
[s. 16, "I 1631 (…) sejlede 200 islamiske soldater (…) til landsbyen Baltimore, stormede i land med dragne sværd og fangede landsbyboerne helt uforberedte. (De) bortførte 237 mænd, kvinder og børn og tog dem med til Algier (…). Den franske pater Pierre Dan var i byen (Algier) på det tidspunkt (…). Han var vidne til salget af fangerne ved slaveauktionen. ’Det var et ynkeligt syn at se dem udstillet på markedet (…). Kvinder blev skilt fra deres mænd og børn fra deres fædre (...) på den ene side blev en ægtemand solgt; på den anden hans hustru; og hendes datter blev revet ud af armene på hende uden håb om, at de nogensinde ville se hinanden igen.’”]
... og selv til Reykjavik, Island!

Alberto Guglielmotti (bd. 3, La Guerra dei Pirati, 1500-1560) inkluderede denne beskrivelse af den alvorlige kommercielle og sociale ødelæggelse i det sydlige Europas kystområder mod Middelhavet, som disse jihad-razziaer påførte (engelsk oversættelse, s. 24):

Alle (...) kunne med egne øjne se ødelæggelsen af de spanske, franske og italienske kyster, takket være disse piraters vedholdende hjemsøgelser: De ynkelige strande, de forladte øer, skurene [reduceret til] aske, fiskerne på flugt, og Barbaresk-piraternes fartøjer, der drev omkring på havet.

Og det motto, et citat af Padre Biaggio di Turena, som indleder Davis' seneste monografi, Christian Slaves, Muslim Masters (s. xxiv) om Barbaresk-slaveriet, beskriver fangernes situation:

Under tyve års brydsomt arbejde som missionær i Aleppo, Bagdad, Grand Cairo og Suez ved Det Røde Hav, har jeg set de stakkels kristnes uendelige elendighed, undertrykt af muhammedanernes barbariske grusomhed.

Amerika og Barbaresk-jihadisterne

Joshua Londons fortælling, i bogen Victory in Tripoli om Amerikas politiske og militære indsats under Barbaresk-krigene, fremhæver - passende nok - William Eatons erfaringer. Eatons triumfer og kvaler under hans tid som konsul i Tunis (1799-1803) og senere amerikansk flådeagent i Barbaresk-staterne, afspejlede dem, hans egen unge amerikanske nation måtte igennem.

Født den 23. februar 1764 i Woodstock, Connecticut, stak den 16-årige, højt intelligente og viljestærke Eaton af hjemmefra, og løj efterfølgende om sin alder for at blive indrulleret i Washingtons Kontinentale Armé [som kæmpede mod Storbritannien under uafhængighedskrigen, o.a.]. Han steg til rang af sergent i den Kontinentale Armé, som han tjente indtil 1783. Eaton dimitterede fra Dartmouth i 1790 og blev i 1791 valgt til fuldmægtig i Massachusetts' Repræsentanternes Hus, hvor han forblev indtil 1797, samtidig med at han også tjente (begyndende i 1792) i den amerikanske hær, både som soldat og forhandler, under felttogene mod de amerikanske indianere. Senere, bistod Eaton den daværende krigsminister Timothy Pickering i dennes undersøgelser af spionage/landsforræderi. Da Pickering blev udenrigsminister, valgte han Eaton til amerikansk konsul i Tunis, i starten under præsident John Adams.

Eatons konsulære dagbog (gengivet af London s. 63) registrerede de indtryk, han fik under sit første diplomatiske møde (den 22. februar 1799) med dey Bobba Mustafa af Algier, så brutalt ærligt og komisk, at de ville få nutidens krysteragtige mandariner i udenrigsministeriet til at krympe sig:

... vi tog vores sko af og steg ind i hulen (for sådan virkede det), der havde små lysåbninger forsynet med jernlåger; vi blev vist hen til et stort, tjavset bæst, der sad på sit haleparti på en lav bænk, dækket med en pude af broderet fløjl, med bagbenene i stilling som en skrædder, eller en bjørn. Da vi nærmede os ham, stak han sin forpote frem, som for at få noget at spise. Vores guide udbrød: "Kys deyens hånd!" Generalkonsulen bukkede meget elegant og kyssede den, og vi fulgte hans eksempel efter tur. Dyret syntes i dette øjeblik at være i godt lune; han grinede flere gange, men lavede meget lidt støj. Efter at have udført denne ceremoni, og stået et øjeblik i stille kval, fik vi tilladelse til at tage vores sko og anden ejendom og forlade hulen uden at have lidt anden skade end ydmygelsen over at være blevet forpligtet til, på denne ufrivillige måde, at bryde Guds andet bud og krænke almindelig anstændighed. Kan noget menneske tro, at dette ophøjede dyr har syv konger i Europa, to republikker, og et helt kontinent som tributskyldige til sig, når hele hans flådestyrke ikke engang svarer til to linieskibe? Men sådan er det.

Trods disse uheldige begyndelser og Barbaresk-landenes institutionaliserede korruption, der var så frastødende for Eatons person, og nation, sikrede hans forhandlinger i sidste ende amerikanske kommercielle interesser (i det mindste en midlertidig) immunitet mod angreb af tunesiske korsarer.

Eaton pintes over kløften mellem det enorme potentiale og den deprimerende virkelighed i Barbaresk-staterne. Han beundrede Middelhavets kyst i Tunis: "... af naturen frodig og smuk hinsides enhver beskrivelse (...) jeg ved ikke, hvorfor den ikke står mål med det modsatte kontinent i alt, hvad der er nyttigt, rigt og elegant". Alligevel var den i en fortvivlet tilstand under meningsløse religiøs-politiske institutioner, som bremsede regionens fremskridt. I sidste ende konkluderede Eaton, at det var islam selv, i hvert fald som den praktiseredes i Barbaresk-landene, der var kilden til denne tilbageståenhed:

Betragtet som nation er de nogle sørgelige stakler, fordi de ikke har ejendom i jorden, hvilket kunne inspirere en ambition om at dyrke den. De er krybende slaver under deres regerings despoti, og de bliver ydmyget af et tyranni, den værste af alle former for tyranni, præsteintrigers despoti. De lever mere i en højtidelig frygt for misbilligelser fra en fanatiker, som har været død og rådden i over tusind år, end i frygten for den levende despot, hvis misbilligelser kunne koste dem livet (...). Uvidenheden, traditionen for overtro og det verdslige og religiøse tyranni, der nedtrykker det menneskelige sind her, udelukker forbedringer af enhver art ...

[Et århundrede senere (1899) drog Winston Churchill, [1] baseret på hans oplevelser som ung officer i Sudan, bemærkelsesværdigt samstemmende konklusioner om virkningen af islam i "The River War"]

Men Eaton besad også den intellektuelle ærlighed til at erkende, at Barbaresk-slaveriets grusomhed, han var vidne til, blot var "... en kopi af det selv samme barbari, mine øjne har set i mit eget land. Og alligevel praler vi af frihed og national retfærdighed."

Udpeget som flådeagent i Barbaresk-regentskaberne i 1804, organiserede og anførte Eaton dernæst en ekspedition for at afsætte den rovgriske Barbaresk-hersker Yusuf Qaramanli. Eatons hær ankom uden for Derna den 25. april 1805. Da beyen af Derna afviste hans generøse ultimatum, anførte Eaton kl. 14:00 den 28. april, et vellykket angreb på byen, støttet af amerikansk flådebeskydning. Under kampene blev Eaton - der havde anført sin undertallige styrke i et tappert bajonetangreb - såret i venstre håndled. Som London fortæller:

Han viklede simpelthen sin arm ind i en improviseret bandage og slynge, greb en pistol med sin højre hånd og fortsatte med at storme fremad. Med de amerikanske marinesoldater i spidsen, stormede Eatons styrker voldene og rykkede direkte til havnen.

Efterfølgende diplomatiske bestræbelser bremsede ekspeditionen. Tobias Lear, generalkonsulen, nåede frem til et forlig med Yusuf Qaramanli, som omfattede løsepenge for alle amerikanske fanger, tilbagetrækning af amerikanske styrker fra Derna og forræderi mod Eatons vigtigste arabiske allierede, Ahmad Qaramanli. Eaton omtalte denne traktat med forudsigelig bitterhed i et brev til kommandør John Rodgers:

Kunne jeg have forudset dette resultat af mine anstrengelser, ville helt sikkert intet hensyn kunne have fået mig til at tage del i en tragedie, så åbenlyst fyldt med intriger, så sårende for menneskelige følelser, og, som jeg må se det, så nedværdigende for vores nationale ære.

Selvom senatet ratificerede Tripoli-traktaten i april 1806 med 21 stemmer mod 8, så, som London bemærker:

... erklærede Jefferson 'sejr’, men 'freden' viste sig at være temmelig politisk (...). Føderalisterne formåede ikke at afspore traktaten, men de bragte præsident Thomas Jefferson i forlegenhed og til tider miskrediterede ham; Tobias Lears karriere blev plettet for alle tider.

Lidt mere end fem år senere, i Brimfield, Massachusetts, den 1. juni 1811, døde en 47 år gammel alkoholiker i noget nær fuld anonymitet. Det var William Eaton.

Undertegnelsen af traktaten i Gent (juleaften, 1814) - efterfølgende ratificeret i USA (februar 1815) - bragte en ende på den såkaldte 1812-krig med Storbritannien, og tillod præsident James Madison at tage fat på problemet med Barbaresk-staternes fornyede jihad-terrorisme. Den 23. februar 1815 gav Madison denne skriftlige vurdering af sagen ved et lukket møde i Kongressen:

Kongressen vil have bemærket, i meddelelser fra USA's generalkonsul i Algier, (...) deyens fjendtlige aktiviteter mod denne funktionær. Disse er blevet fulgt op af mere åbenlys og direkte krigsførelse mod de af De Forenede Staters borgere, der driver handel på Middelhavet, hvoraf nogle stadig tilbageholdes i fangenskab trods de forsøg, der er blevet gjort på at løskøbe dem, og de behandles med den råhed, der er normal på Barbaresk-kysten (...). De hensyn, som gjorde det unødvendigt og uden betydning for handelen, vil nu, hvor fjendtlige operationer fra USA's side er bragt til afslutning ved freden med Storbritannien, give mulighed for en aktiv og værdifuld handel for deres borgere indenfor de algeriske krydseres rækkevidde; derfor vil jeg anbefale Kongressen det hensigtsmæssige ved et aktstykke, der erklærer en tilstand af krig mellem USA og deyen og regentskabet af Algier, samt ved sådanne bestemmelser, som måtte være nødvendige for en energisk udførelse af denne til en vellykket afslutning.

Kort efter udrustede præsident Madison to flåde-eskadroner, ledet af kommandørerne William Bainbridge og Stephen Decatur, og sendte dem til Barbaresk-staterne i maj 1815. I juni/juli 1815 havde de dygtigt ledede amerikanske flådestyrker påført deres barbareske jihad-fjender en hurtig serie knusende nederlag. Disse amerikanske sejre blev befæstet ved, hvad London kalder, traktataftaler "uden fortilfælde," påtvunget Barbaresk-staterne, som "... praktisk taget ikke gav indrømmelser og stod meget fast på hvert eneste punkt" - afskaffelse af al tribut; løsladelse af alle daværende amerikanske fanger, samt en indrømmelse af, at ingen fremtidige amerikanske krigsfanger måtte gøres til slaver; betaling af krigsskadeserstatning; og tilbagelevering af amerikansk ejendom, der var taget af deyen.

Joshua London afslutter sin medrivende, nøje udforskede og intellektuelt ærlige beretning om Barbaresk-krigene med denne indsigtsfulde analyse:

Under krigen med Tripoli, begyndte USA at teste William Eatons hypotese, at dette at slå igen og at beskytte den nationale ære og nationale interesse med magt var den bedste måde at afslutte Barbaresk-pirateriet på. Men netop i triumfens øjeblik vaklede præsident Thomas Jefferson og tog parti for hensigtsmæssigheden. Jeffersons manglende beslutsomhed efterlod amerikanske interesser ubevogtede, og endnu engang måtte den amerikanske søhandel føle terroren fra Berberiet. Men i 1816 beviste USA omsider, at William Eaton havde ret. Denne succes inspirerede magterne i Den gamle Verden til at rejse sig mod Barbaresk-piraterne.

Hvor er vores William Eaton (eller John Quincy Adams)?

Kort efter de katastrofale jihad terrorangreb den 11. september 2001, kom præsident George W. Bush med sin nu berygtede udtalelse, at islam er en "fredens religion". Ironisk nok, har den berømte muslimske ideolog Sayyid Qutb, måske den mest brillante muslimske lærde i det 20. århundrede, der dæmoniseres som en anstifter af "radikal" islam, også kaldt islam en "fredens religion". Men Qutbs sammenhæng er uapologetisk og klar - han henviser til den Pax Islamica, der vil herske, når hele verden er underkastet islamisk herredømme og islamisk lov (dvs. sharia), opnået ved jihad-krig.

I en senere tale for nylig insisterede præsident Bush yderligere på, at "ideologien" bag de mest fremtrædende muslimske terrorister, som han hævdede "fordrejer ideen om jihad", er "meget forskellig fra religionen islam", og faktisk "udnytter islam til at tjene en voldelig, politisk vision." Præsidentens afgjorte og selvsikre kommentarer til jihad var en dyb skuffelse. Faktisk kunne disse ord være skrevet og talt af de mest uvidende, eller bevidst uvederhæftige apologeter for denne ødelæggende og unikke islamiske institution, der er et godt stykke over tusind år gammel og stadig skaber kaos i dag.

I stærk kontrast hertil, besad John Quincy Adams, der afgørende bidrog til formuleringen af den amerikanske udenrigspolitik, en bemærkelsesværdig klar og kompromisløs forståelse af den permanente islamiske institution, jihad-krig og dens afledte institution, dhimmitude. Adams skrev om jihad i sin essay-serie om den russisk-tyrkiske krig, og om Grækenland (skrevet, mens JQA var gået på pension, før han blev valgt til kongressen i 1830, kapitel X-XIV [pp. 267-402] i The American Annual Register for 1827-28-29. New York, 1830). Heri hedder det:

... han [Muhammed] erklærede vilkårlig og tilintetgørende krig, som en del af sin religion, imod resten af menneskeheden (...). Koranens forskrift er evig krig mod alle, der benægter, at Muhammed er Guds profet (...) profetens trofaste tilhængere kan underkaste sig nederlagets tvingende nødvendighed; men befalingen om at udbrede den muslimske tro ved sværdet er altid obligatorisk, når der er mulighed for at sætte den i værk. Profetens befalinger kan udføres i samme grad ved svig, eller med magt.

Og Adams fangede essensen af den tilstand, der pålægges de ikke-muslimske "skatskyldige" dhimmier, som var blevet underkuet af jihad, med denne lakoniske bemærkning:

De besejrede kan købe deres liv mod betaling af tribut.

Joshua Londons elegante analyse af Amerikas første krig mod jihad-terror illustrerer faldgruberne ved at ignorere grundlæggende islamiske begreber - rodfæstet i jihad - som f.eks. Dar al-Harb, der nævnes til ulidelighed af vore muslimske modstandere, i fortid og nutid. Det er afgørende, at den nuværende amerikanske politiske ledelse genopdager og indsuger den kompromisløse viden om islam som John Quincy Adams og den dristige, tragiske helt fra jihad-krigene i Barbaresk-landene, William Eaton, var i besiddelse af.

Under Eatons 1798-rejse til Nordafrika for at tjene som konsul i Tunis, beklagede han i sin dagbog:

Det er trist at tænke på, at vores elskede nation kunne synke så dybt i sin selvagtelse [at den kunne betale en så overdådig tribut til pirater]. Jeg beder til, at jeg vil få mulighed for at få herskerne i Berberiet til at tænke højere om os i de kommende år.

Eaton advarede efterfølgende den tids politiske eliter og hans landsmænd i almindelighed om, at

Vores sprog til dem [Berberiets jihad-stater] bør være evangeliets sprog: "Jeg har sat denne dag foran dig, liv og død, vælg hvilken af dem, du vil". Uden et sprog som dette, og en holdning til at støtte det, er håb om gensidighed forgæves ...

Mottoet til Victory in Tripoli blev også skrevet af William Eaton. To århundreder senere, er disse ord en passende efterskrift til Barbaresk-krigene, mens USA kæmper mod nutidens jihad-terrorisme, der er genopstået i trumf:

De tror, de kan diktere betingelserne til USA. Og hvorfor skulle de ikke det? Eller hvorfor skulle de tro, at det nogensinde vil blive anderledes? De har ikke set noget fra Amerika, der kunne overbevise dem om det modsatte. Og al vores snak om modstand og repressalier betragter de som brovtende praleri (...). Men uanset hvilket kneb der bruges til at støtte vores mål, er det sikkert, at der ikke er adgang til permanent venskab med disse stater uden først at bane vejen med guld eller kanonkugler, og det rette spørgsmål er hvilken metode, der er at foretrække.

Vi må ikke opgive håbet om, at politikere eller diplomater, i besiddelse af William Eatons og John Quincy Adams' lærdom, erfaringsbaserede visdom og moralske klarhed, vil træde frem også i dag og formane amerikanerne lige så åbenhjertigt.

Noter

[1] Sir Winston Churchill, The River War, første udgave, bd. II, s. 248-50, London: Longmans, Green & Co., 1899:

Hvor frygtelige er ikke de forbandelser, som muhamedanismen lægger på sine dyrkere! Ud over det fanatiske vanvid, som er lige så farligt i et menneske som hundegalskab i en hund, er der denne skrækkelige fatalistiske apati. Virkningerne er tydelige i mange lande. Ubetænksomme vaner, sjuskede landbrugssystemer, træge handelsmetoder og manglende sikkerhed for ejendom eksisterer overalt hvor Profetens tilhængere hersker eller bor (...). En degraderet sanselighed berøver dette liv dets ynde og raffinement; dernæst dets værdighed og hellighed. Det faktum, at enhver kvinde, efter muhamedansk lov, skal tilhøre en mand som hans absolutte ejendom, enten som et barn, en kone eller en konkubine, må udsætte den endelige udryddelse af slaveriet, indtil den islamiske tro er ophørt med at være en magt blandt mænd. Individuelle muslimer kan vise fortræffelige kvaliteter (...) men indflydelsen fra religionen lammer den sociale udvikling af dem, der følger den. Ingen stærkere degenererende kraft eksisterer i verden. Langt fra at være døende, er muhammedanismen en militant og missionerende tro. Den har allerede bredt sig til hele Centralafrika og skabt frygtløse krigere ved hvert et skridt; og var det ikke fordi, at kristendommen var beskyttet af videnskabens stærke våben, en videnskab imod hvilken den havde kæmpet forgæves, kunne det moderne Europas civilisation falde, ligesom civilisationen faldt i oldtidens Rom.

---

Andrew G. Bostom, MD, MS, er assisterende professor i medicin på Brown University Medical School.
Han er forfatter til:
The Legacy of Jihad, Prometheus Books (2005),
The Legacy of Islamic Antisemitism, Prometheus Books (2008),
Sharia Versus Freedom. The Legacy of Islamic Totalitarianism, Prometheus Books (2012),
The Mufti's Islamic Jew Hatred. What the Nazis Learned From the 'Muslim Pope', Bravura Books (2013) og
Iran's Final Solution for Israel. The Legacy of Jihad and Shi'ite Islamic Jew-Hatred in Iran, Bravura Books (2014).

---

Oversættelse: Bombadillo