De verdslige og religiøse myndigheder i den tidligere kristne verden bedrager sig selv om islams natur. Ifølge dem er der en god islam - åben, passiv, tolerant - og en dårlig islam - fundamentalistisk, intolerant, voldelig. Denne sidste opfattes som en forfalskning af den sande islam. Men hvilke beviser bygger de på, når de påstår dette og spreder dette billede til den offentlige mening?

Den uforandrede fortolkning af Koranen og islamisk lov og eksemplerne fra Muhammeds liv kommer desværre alle fra den fundamentalistiske islam. Viljen til at sammensvejse et billede af en liberal islam er frugten af en idealistisk filosofi, der simpelthen lader virkeligheden ude af betragtning. Men virkeligheden slår altid igen.

Rollen for passiv islam

Islam med det glade ansigt, fredelig og åben, baner vejen for fundamentalistisk islam. Der er realistiske muslimer, som, intelligent, drager nytte af det gunstige øjeblik til at indpode islam i de afkristnede nationer. Deres "åbne" attitude hjælper til at befæste islam. Deres realisme afholder dem fra åbent at kræve, at islam skal herske som absolut suveræn. De moderate ved, at deres måde at agere på er meget fordelagtig for islam. Ikke desto mindre glemmer de ikke, at islam af natur er teokratisk, at den vil regulere alt liv i Staden. De ved, at der ikke er nogen skelnen, og endnu mindre adskillelse, mellem den islamiske religion og staten. At påstå det modsatte ville være at nægte islams natur; det ville være at forestille sig en islam, som i virkeligheden ikke eksisterer.

Fundamentalistiske muslimer

De muslimer, der tager deres religion alvorligt og ønsker at praktisere den, som den bør praktiseres, kaldes "integralister," fanatikere. Denne anklage er uretfærdig, fordi den måde de anskuer tingene på, og ofte den måde de handler på, helt svarer til den islamiske doktrin. Koranen og islamisk lov er på deres side. At være uenig med en sådan doktrin er helt legitimt, men at ønske at fabrikere en indbildt islam er både illegitimt og farligt. At forestille sig en islam, dannet efter en kristen skabelon, hvor der opretholdes en skelnen mellem de politiske og religiøse områder, er en supplerende illusion, fordi Koranen selv, den islamiske tradition og Muhammeds ord og gerninger alle modsige den. Koranen er, for sande muslimer, normen, regelen, fordi den er det "guddommelige" ord. Koranen må derfor, som Allahs ord, styre alt socialt og religiøst liv ved de love, den indeholder.

De moderate muslimer benægter ikke dette; nogle liberale benægter det i tanken; men begge bereder i det lange løb vejen for de Koran-tro muslimer, som, når de er blevet stærke og omstændighederne er gunstige, med alle midler vil kræve, at den virkelige islam bliver indført. Så vil vore verdslige og religiøse idealister blive overraskede over, at virkeligheden ikke svarer til deres indbildte islam. Så vil de nok fortryde, at de ikke i tide fik kristnet muslimerne, som, for det store flertals vedkommende, er efterkommere af kristne, som blev gjort til muslimer med magt, med trusler og diskriminerende love, der ydmygede dem, brød deres modstand og somme tider reducerede dem til en tilstand af elendighed. Er det nødvendigt at sige, at hele Mellemøsten og Nordafrika engang var kristen? Var det ikke netop de principper, som er indskrevet i Koranen, Muhammeds ord og gerninger og islamisk lov, der, gennem terror mod så mange kristne nationer, gjorde dem til muslimer? Fundamentalistisk islam er den virkelige islam, den, der udfører islams doktriner i praksis. Problemet er ikke fundamentalistisk islam, problemet er islam - punktum. Islamisk fundamentalisme henter sine principper fra Koranen og fra islamisk tradition. Fundamentalisternes handlinger skræmmer de uvidende, som nægter at se i øjnene, at islam af natur er erobrende og krigerisk. Den største tjeneste, vore verdslige og religiøse myndigheder kan gøre for muslimerne selv og for de kristne, er at evangelisere muslimerne, meddele dem viden om Gud og tro på Treenigheden, som er næstekærlighed. Enhver anden holdning er bedragerisk.

Koranen og krig

De virkelige muslimer, der ønsker hellig krig, følger Koranen. Faktisk er jihad en afgørende forskrift i islam. Koranen, uden hvilken der ikke ville være nogen islam, ansporer til den: "Den sande troende siger: 'Har Gud ikke sendt en sura ned, der befaler den hellige krig?'" (sura 47:22? [egen oversættelse, o.a.]), eller et andet sted: "Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold!" (Koranen 9:5), og "Bekæmp dem, som ikke tror på Allah ..." (Koranen 9:29). "Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter!" (Koranen 47:4)

Ifølge Koranen er en ikke-muslim mindre end ingenting: "De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro" (Koranen 8:55). Derfor er det nødvendigt at islamisere dem gennem magt og ydmygelse. Og dem, der modsætter sig islam og dens stifter, skal tugtes - ifølge Koranen: "Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet." (Koranen 5:33) Og da muslimerne er realister, tager de hensyn til omstændighederne og indgår, når det er nødvendigt, midlertidige våbenhviler: "Tab ikke modet, og bed ikke om fred, når I har overtaget ..." (Koranen 47:35)

Kort sagt - da Koranen er Allahs ord for alle muslimer, er den gældende til alle tider og for alle folkeslag indtil verdens ende. Den skal bringes i anvendelse i overensstemmelse med de anvisninger, som Allah selv giver til sine troende. Dette forklarer logisk, hvad der i dag sker i Sudan, i Algeriet og i mange islamiske lande. At idealisere islam er den største uret, man kan gøre mod muslimerne selv.

De verdslige medier har forbudt en ærlig præsentation af historien om islam mod Vesten, men alle kristne har behov for at kende denne sandhed, så her er den. Ved mindst tre lejligheder forsøgte muhamedanerne at undertvinge Vesten og kristendommen. I hvert tilfælde var Den Katolske Kirke medvirkende til at forhindre katastrofen.

1. I år 711 stod det arabiske Nordafrika under ledelse af Mousa ben Nassair, der var afhængig af kalif Walid af Damaskus. Mousa satte sin general, Tarik ben Ziyad, til at krydse Gibraltarstrædet og invadere Spanien. Mange tusinde berbere og arabere krydsede farvandet i både, leveret af den principløse grev Julian, som konspirerede med araberne. Kong Rodrigo delte sin hær i tre flanker: Han befalede selv den vigtigste del, ærkebiskop Oppas af Sevilla befalede en anden og prins Sisebert den tredje. Slaget fandt sted på Guadalete-flodens bredder. Rodrigo kæmpede til døden, men formåede ikke at undgå nederlag til saracenerne. Med den katolske hær ødelagt, indtog Tarik by efter by: Ecija, Cordova, Toledo, Medina-Sidonia, Carmona, Sevilla, Merida, osv. På mindre end to år var næsten hele Spanien taget af araberne. Først 700 år senere, i 1492, kunne de katolske monarker Ferdinand og Isabella fordrive maurerne fra Granada som afslutning på reconquistaen [generobringen].

2. Denne aggressive kampagne af Ali Pasha, leder af de muhamedanske tyrkere, for at løbe den kristne civilisation over ende, resulterede den 7. oktober 1571 i hans egen død, og døden for over 25.000 af hans søfolk i Golfen ved Lepanto eller den Korinthiske Bugt i det sydlige Grækenland, i hænderne på admiral Don Juan, befuldmægtiget af pave St. Pius V. Det skal nævnes, at 12.000 af Ali Pasha styrker var kristne, der som slaver bemandede galajerne.

3. Lidt over et århundrede efter slaget ved Lepanto, fandt et andet afgørende slag sted mellem katolske og muhamedanske tyrkiske styrker. Igen stod der meget på spil - i dette tilfælde byen Wien og fristelsen for de tyrkiske styrker til at trænge stadig dybere ind i Europa. I juli 1683 førte storvesir Kara Mustapha sine tyrkiske tropper til Wien og belejrede byen. Den 11. september 1683, blev et afgørende slag udkæmpet foran byens mure. Efter et indledende tilbageslag, stormede Polens store militære leder, og senere konge, Jan Sobieski med sine styrker fjendens lejr og sendte dens hær på flugt. Han sendte pave Innocens XI et brev, som erklærede: "Veni, vidi, Deus vicit" [jeg kom, jeg så, Gud sejrede], et ordspil på "Veni, vidi, vici" [jeg kom, jeg så, jeg sejrede], Julius Cæsars klassiske sammendrag af hans hurtige sejr i Slaget ved Zela i 47 f.Kr. over kong Farnaces under den pontiske kampagne.

Bemærk, at katastroferne den 11. september 2001 skete på samme dato, som Jan Sobieski besejrede muhamedanerne i 1683 i Wien. Tilfældigt?

---

Oversættelse: Bombadillo