Jeg kan ikke tvinge det grufulde billede ud af mit sind.

Morderen på motorcyklen steg af og greb den smukke otteårige lille pige i hendes hår. Han satte en pistol mod hendes hoved og trykkede på aftrækkeren. Da den ikke gik af, skiftede han til et andet våben, skød pigen på klods hold i tindingen, fandt roligt tilbage til sin motorcykel og kørte væk.

Der var yderligere tre andre ofre ved den jødiske religiøse skole i Toulouse, Frankrig. Den ene var en rabbiner, to andre var hans unge sønner.

"Han var rolig og beslutsom. Med koldt blod myrdede han dem, som om han aflivede dyr," sagde Nicola Yardeni, den regionale præsident for CRIF, Frankrigs jødiske organisation, efter at have set CCTV-optagelser af nedskydningerne fra overvågningskameraerne.

"Man ser en mand parkere sin motorcykel, begynde at skyde, gå ind på skolegården og jage børn for at fange et og skyde en kugle i hendes hoved. Det er ubærligt at se. Han søgte at dræbe."

Blodbadet eksemplificerer forbrydelsen, begået af det jødiske folks ærkefjende Amalek, der angreb de svage og hjælpeløse.

Det er hinsides menneskelig fantasi at fatte, hvordan nogen kan udpege uskyldige børn til at blive myrdet. Vi kæmper for at forstå, men den involverede ondskab overgår alt, hvad vi kan fatte.

Men ikke at lære noget af denne grusomme begivenhed er at berøve den dens betydning og gøre den ligegyldig. Vi er nødt til at forstå dens nutidige relevans og dens budskab.

Morderen hadede ikke kun jøder, men også andre etniske og religiøse minoriteter. Had kræver normalt mere end ét afløb. Men historien har bevist hinsides al tvivl, hvad ethvert civiliseret samfund er nødt til at erkende: Jøderne spiller altid den samme rolle for verden, som kanariefuglen plejede at spille for minearbejderne.

I tidligere tider tog minearbejdere kanariefugle med sig ned i minerne, fordi kanariefuglene var meget følsomme over for farlige gasser. De reagerede på fare, før menneskene gjorde. Så hvis minearbejderne så, at kanariefuglene blev syge og besvimede, så vidste de, at luften var dårlig, og at de skulle se at komme ud så hurtigt som muligt.

Det er, hvad vi jøder gør for verden. Vi er verdens tidlige varslingssystem. Hvor der er ondt, hvor der er had, påvirker det os først. At være jøde er, hvad enten vi kan lide det eller ej, at være en magnet for had, for misundelse, for vrede, uanset hvor uberettiget, uanset hvor irrationel, den kan være. Hvis der er had hvor som helst i verden, vil det finde os. Hvis der er ondskab et eller andet sted i verden, vil vi blive dets skydeskive. Folk, der flyder over med had, uanset grunden, herunder selvhad, gør os til genstand for deres had.

Der er en god grund til, at de onde hader jøden. Maurice Samuels udtrykte det mindeværdigt, da han sagde: "Intet menneske elsker sit vækkeur." Vi kommer verden ved, fordi vi bliver ved med at forsøge at vække den til det guddommelige kald til moralsk og etisk adfærd. Hitler sagde det mere klart. Han angreb jøderne, før han angreb den vestlige civilisation, og han forklarede, hvorfor de var hans førsteprioritet for udryddelse. "Samvittighed," erklærede han, "er en jødisk opfindelse. Den er en skamplet ligesom omskæring."

Selve eksistensen af jøder er en trussel mod dem, hvis mål er, at befri sig fra ethvert krav om moral og civiliseret opførsel. Jøderne bliver udpeget til udslettelse på grund af deres mission om at være "et lys for nationerne" - og dem, der tilbeder mørkets og ondskabens kræfter, kan ikke udholde deres fortsatte tilstedeværelse på Jorden.

Dette er grunden til, at antisemitisme ikke blot bringer jøder i fare. Jøderne er blot de første til at bære hovedparten af angrebene fra de onde. Når den jødiske opfindelse, samvittigheden ligger begravet, og det jødiske budskab om bibelsk etik lagt til hvile, så vil antisemitismen uundgåeligt åbenbare sin ultimative hensigt: Ugudelighedens sejr og civilisationens endeligt.

Den virkelige udfordring fra den slags terrorisme, vi har været vidne til i Toulouse, ligger implicit i de berømte ord af pastor Martin Niemöller som reaktion på Holocaust-rædslerne:

Først kom de efter jøderne, og jeg protesterede ikke, fordi jeg ikke var jøde.
Så kom de efter kommunisterne, og jeg protesterede ikke, fordi jeg ikke var kommunist.
Så kom de efter fagforeningsfolkene, og jeg protesterede ikke, fordi jeg ikke var fagforeningsmand.
Så kom de efter mig - og der var ingen tilbage til at protestere for mig.

Hvornår vil verden forstå denne enkle sandhed?

Skønt vi som jøder udgød bitre tårer over døden af den hellige, den uskyldige og den rene ved Ozar Hatorah-skolen, gjaldt vores gråd ikke blot de dræbte af vores egen tro.

Vi græder, fordi vi er vidne til en trussel mod den civiliserede verden, der stadig fejlagtigt bliver identificeret som et jødisk problem - og dernæst bekvemt skubbes til side som uværdigt for global bekymring.

Vi græder, fordi de "vise mænd i Europa" endnu ikke fatter, at sorgen hos verdens kanariefugle, jøderne, varsler langt alvorligere konsekvenser for hele menneskeheden, hvis ikke problemerne behandles omgående, målrettet og med overbevisning.

Vi er pint af smerte, fordi vi ser det, der skete i Frankrig som en udfordring til verdens vilje til at stå fast mod terrorisme, og vi har set for mange reaktioner gående ud på accept, tilpasning og passivitet.

Måske vil vore bønner og vore tårer hjælpe verden til vågne op til kaldet fra af vores vækkeurs indtrængende påmindelse om at holde fast ved moralens og anstændighedens herredømme.

Og måske vil selve denne forfærdelige handlings uhyrlighed få en af vores største bidrag til menneskeheden, samvittigheden, til at engagere sig i og få held til at vinde krigen mod det onde.

---

Oversættelse: Bombadillo