Det nye båndede budskab, angiveligt fra Osama bin Laden, der først blev udsendt på Al-Jazeera TV den 11. februar, er henvendt til ”vore muslimske brødre i Irak.” Det har vundet stor opmærksomhed, til dels på grund af Bush-administrationens ønske om at forbinde bin Laden og al-Qaeda med Saddam Husseins regering i Irak. Omvendt blev der i slutningen af sidste år givet langt mindre opmærksomhed til det meget længere og mere tæt argumenterede ”Brev til Amerika,” som også angiveligt var fra bin Laden. Brevet, der først blev offentliggjort på arabisk på en al-Qaeda-forbundet hjemmeside i Saudi-Arabien, er brevet spredt vidt omkring af islamister, og blev første gang udgivet på engelsk i London Observer den 24. november. På det tidspunkt sagde det amerikanske udenrigsministerium med rette til USA-journalister, at brevets ægthed ikke kunne bekræftes. Men mange arabiske journalister og eksperter mener, at ”Brev til Amerika” blev skrevet eller godkendt enten af bin Laden selv, hvis han er i live, eller af en anden højtstående al-Qaeda-leder. Disse kendsgerninger gør brevet værd at læse grundigt.

”Brev til Amerika” er al-Qaedas direkte svar på ”Brev fra Amerika,” som jeg var med til at organisere, og som blev underskrevet og offentliggjort af 60 amerikanske intellektuelle i februar sidste år. Men i sidste ende synes al-Qaeda-brevet mere optaget af de arabiske svar på vores brev – og endnu mere af den igangværende interne arabiske debat, som det har genereret – end af vores brev selv. Den vigtigste målgruppe er tydeligvis det arabiske civilsamfund, ikke USA. Det primære mål med ”Brev til Amerika” er at styrke opbakningen til hellig krig i arabiske og muslimske samfund.

Med hensyn til begrundelsen for krig, går ”Brev til Amerika” måske endnu videre end bin Ladens fatwa (eller religiøse kendelse) fra 1998, der befalede muslimer at føre krig mod USA og dets allierede, og ikke at skelne mellem militære og civile. 1998-erklæringen kan læses som en retfærdiggørelse af militant jihad, eller hellig krig, som et middel til at modarbejde visse amerikanske politikker, især stationering af amerikanske tropper i Saudi-Arabien, indførelse af økonomiske sanktioner mod Irak og støtte til Israel. ”Brev til Amerika” afviger fra denne logik og gør opfordringen til hellig krig mod USA’s ”vantro” total og ubetinget: ”I skal ikke forvente andet af os end jihad, modstand og hævn.”

Brevet præsenterer også en bredere retfærdiggørelse af drab på amerikanske civile. Brevet hævder, at fordi USA gør krav på at være et ”frihedens land”, hvor folk vælger deres ledere og frit deltager i politik, så kan ”det amerikanske folk ikke (…) være uskyldigt i alle de forbrydelser,” der begås af dets regering. Naturligvis står ideen om, at drab på en civil er det samme som drab på en fjendtlig soldat, et godt stykke uden for den islamiske retstradition og signalerer en yderligere radikalisering af al-Qaedas budskab.

Hertil kommer, at ”Brev til Amerika” udvider og uddyber al-Qaedas sag mod De Forenede Stater. Brevet kommer med den anklage, at amerikanerne afviser islam og islamisk lov og på umoralsk vis ”adskiller religion fra jeres politik.” USA er domineret af jøder, der ”nu kontrollerer alle aspekter af jeres liv.” Amerikanere, herunder amerikanske ledere, indlader sig på udsvævelser og seksuel umoral. Gigantiske amerikanske selskaber ”udnytter kvinder som forbrugsgoder eller som blikfang i reklamer, der opfordrer kunder til at købe dem.” Amerikanere fremmer spil, homoseksualitet og åger. Amerikanere hævder at støtte demokrati og menneskerettigheder, men forhindrer i virkeligheden demokrati og tramper på menneskerettighederne, når det kan tjene snævre amerikanske interesser. Af disse grunde, er ”I (…) den værste civilisation i menneskehedens historie.” Al-Qaedas opfordring til jihad er derfor ikke blot rettet mod USA's politik og ledere, men mod det amerikanske samfund som helhed. Hovedformålet med ”Brev til Amerika” er at erklære en krig til enden mellem USA og den islamiske civilisation. Brevet fortæller amerikanerne rent ud: ”… gør jer klar til kamp med den islamiske Nation”.

Nødvendigheden af at mindske opbakningen til hellig krig

Hvad kan de af os, der er imod dette budskab, lære af det? Brevet har klart til formål at udvide al-Qaedas potentielle bagland ved at definere ”os” som den islamiske civilisation og ”dem” som De Forenede Stater, kilden til moderne vantro. Interessant nok, forsøger sidste uges båndede budskab fra bin Laden ligeledes at fremstille enhver forestående krig i Irak som en krig mellem ”islams folk” og ”de vantro og ikke-troende.” Trods Bush-administrationens nylige offentlige insisteren på, at det nye al-Qaeda lydbånd beviser, at al-Qaeda og Saddam Hussein er ”partnere,” så udtrykker denne seneste meddelelse fra bin Laden i virkeligheden ikke andet end foragt for Iraks ”socialistiske” og ”vantro” regering. Konflikten, som al-Qaeda så ivrigt søger, er ikke et sammenstød mellem regeringer, men et væbnet sammenstød mellem civilisationer, hvor den muslimske verden som en helhed står over for de amerikanske vantro og deres allierede.

For folk i USA og andre steder, der ønsker at se denne tankegang besejret, er de intellektuelle og strategiske imperativer lige så klare. Vi må, så meget som muligt, forsøge at mindske opbakningen til hellig krig i de muslimske samfund. Fordi al-Qaeda og lignende grupper forsøger at skildre denne krise som en krig mod islam, må vi nægte dem denne definition.

Vi kan begynde med at beskrive mere præcist, hvad vi er imod. Der er omkring 1,2 milliarder muslimer i verden – ca. en ud af hver fem mennesker på Jorden. Blandt alle verdens muslimer er formentlig kun et mindretal islamister i den forstand, at de ser islam som det afgørende element i politikken og ønsker at sikre, at islam er statsreligion. Blandt islamister, kan et betydeligt mindretal, som næppe selv er forenet, beskrives som salafister i den betydning, at de tilslutter sig en fortidig, uforanderlig model for islamisk lov og praksis, der er baseret på profeten Muhammeds og hans umiddelbare efterfølgeres erfaringer.

I denne gruppe tror kun en lille del, der typisk kalder sig jihadister, at målet – dvs. etableringen af denne tidløse islamiske orden - med rette kan forfølges ved brug af vold. (Deres overtagelse og misbrug af begrebet jihad er tragisk, da jihad er et klassisk islamisk udtryk med flere betydninger.) Og selv blandt jihadister, er kun en håndfuld også ”takfirister” [takfir = at stemple andre muslimer som vantro, kafir, o.a.], der tror, at vold er retfærdiggjort mod alle personer, selv muslimer, der ikke er jihadister. Osama bin Laden og hans kammerater er, i hvert fald i praksis, takfirister – en marginal gruppe i en lille brøkdel af et mindretal af en undergruppe kaldet islamister, der sikkert er et mindretal af muslimer.

De personer, som har erklæret krig mod selve civilisationen, er dem, der beskriver sig selv som jihadister samt deres hjælpere. De har ikke alene startet en ekstern krig mod USA og dets allierede, men kører også – til tider med foruroligende succes til trods for deres mindretalsstatus – løbende interne kampagner for at påvirke og skræmme en række muslimske samfund. Amerikanere og andre bør afgrænse denne fjende klart, og handle ud fra denne forståelse, fordi vi, i modsætning al-Qaeda, ønsker at definere denne kamp præcist og i lyset af de universelle menneskelige værdier. ”Dem” er et bestemt netværk af radikalt intolerante mordere og deres sponsorer. ”Os” er, i hvert fald potentielt, alle mennesker af god vilje overalt i verden.

Men nogle amerikanere taler, som om de forfølger den stik modsatte strategi. Klummeskriver Ann Coulter skrev i kølvandet på 11. september, at ”vi skal invadere deres lande, dræbe deres ledere og omvende dem til kristendommen.” I dag håner Coulter regelmæssigt islam i sine klummer. Hun forestiller sig måske, at hun bare har fundet en smart attitude, og det kan være sandt, at kun få seriøse amerikanere tager hende alvorligt, men hendes kommentarer refereres vidt omkring i den islamiske verden, som var hun en fremtrædende amerikansk opinionsdanner.

Franklin Graham, søn og præstelig arving til den berømte evangelist Billy Graham, sagde på nationalt tv, at islam er ”en meget ond og ugudelig religion.” Jerry Vines, den tidligere præsident for Southern Baptist Convention, landets største protestantiske menighed, siger, at profeten Muhammed var ”dæmonbesat.” Jerry Falwell, en anden evangelisk leder, kaldte for nylig profeten ”en terrorist.”

Disse og lignende bemærkninger er som skræddersyet til al-Qaedas formål, fordi de synes at bekræfte, at amerikanerne ser med foragt på islam som religion og opfatter den som fjenden. Pastor Falwell ser endda ud til at tilslutte sig den opfattelse, som bin Laden og hans medarbejdere brændende har prædiket i årevis, at islams grundlægger ville se med velvilje på dagens jihadister. Kunne nogen rekrutteringsplakat fra al-Qaeda have gjort det bedre?

Opfordring til dialog med islam

En anden hjælp til at forpurre al-Qaedas strategi er, at intellektuelle i USA og i den muslimske verden samarbejder med hinanden på basis af, hvad de har til fælles. Et vigtigt formål med ”Brev til Amerika” var at tugte de arabiske intellektuelle, der havde organiseret formelle svar på det oprindelige amerikanske brev. For eksempel - i maj 2002 svarede 153 saudiske lærde og religiøse ledere, herunder en række fremtrædende islamister, på USA’s brev med deres egen erklæring: ”Hvordan vi kan leve sammen.”

Erklæringen var stærkt kritisk, men også respektfuld, og opfordrede til yderligere dialog. Gennem hele sommeren blev underskriverne af denne erklæring rasende og offentligt fordømt af saudiske militante, mindre for hvad de sagde end for, at de havde besluttet at sige noget overhovedet til deres amerikanske korrespondenter. Især i deres kommunikation på internettet og andre steder insisterede al-Qaeda ikke alene på, at en eller anden bestemt samtale med amerikanske borgere er forkert, men i stedet, at enhver samtale – enhver form for udveksling undtagen en trussel om krig – er imod islams interesser. For eksempel sagde en al-Qaeda-forbundet erklæring, der angreb de saudiske underskrivere, at i stedet for at være gået ind i en dialog, ”burde underskriverne have gjort det klart for Vesten,” at ”et menneske kun har tre muligheder: at blive muslim, at leve under islamisk styre, eller blive dræbt.” Jihadisterne søger at forhindre ikke-statslige ledere fra de to civilisationer i blot at tale med hinanden.

Selv den saudiske regering syntes at være ilde til mode ved denne udveksling mellem civile borgere. Da mine kolleger og jeg skrev tilbage til saudierne for flere måneder siden, og vores brev blev offentliggjort på arabisk i Al-Hayat, den pan-arabiske avis med base i London, censurerede de saudiarabiske myndigheder brevet, og forhindrede dette nummer af Al-Hayat i at komme ind i landet. Hvad bør dette fortælle os?

Her er, hvad det fortæller mig: I en tid med krig og diskussioner om krig og i en verden, der står over for dystre udsigter til religiøs og endda civilisatorisk polarisering, er kun få opgaver for intellektuelle fra øst og vest vigtigere end at argumentere med hinanden, i håb om at finde fælles grund i den menneskelige persons værdighed og de grundlæggende betingelser for menneskelig trivsel. Lad os begynde denne samtale.

(Redigerede versioner af denne artikel dukkede op i Chicago Tribune og Orlando Sentinel søndag den 16. februar 2003.)

---

---

Oversættelse: Bombadillo