Derfor er Mellemøsten vigtig (Bloomberg-talen)
Af Tony Blair
Oversættelse af: Why the Middle East Matters (The Bloomberg Speech)
Kilde: The Office of Tony Blair, 23. april 2014
Udgivet på myIslam.dk: 6. maj 2014

Tony Blair holdt den følgende tale ved Bloomberg London HQ onsdag den 23. april 2014


Det er ikke overraskende, at den offentlige mening i Storbritannien og andre steder afviser tanken om, at vi skal engagere os i politikken i Mellemøsten og landene længere væk. Vi har været igennem smertefulde engagementer i Afghanistan og Irak. Efter 2008 har vi haft vore egne hjemlige bekymringer efter finanskrisen. Og desuden, hvis vi ønsker at engagere os, må folk fornuftigvist spørge: Hvor, hvordan og med hvilket formål?

På det seneste har Ukraine skubbet Mellemøsten ind på avisernes indre sider, hvor blodbadet i Syrien stadig fylder noget, mens kaoset i Libyen, hvis regering vi greb ind for at ændre, knap nok anses for værdig til omtale.

Men Mellemøsten er vigtig. Hvad der i øjeblikket sker dér, udgør stadig den største trussel mod den globale sikkerhed i det tidlige 21. århundrede. Denne region, herunder det bredere område udenfor dens traditionelle grænser - Pakistan, Afghanistan i øst og Nordafrika i vest - er i oprør uden udsigt til en ende på omvæltningerne og med vilkårligt mange mulige resultater, fra det mildt optimistiske til det katastrofale.

Ved roden til krisen ligger et radikaliseret og politiseret syn på islam, en ideologi, der fordrejer og forvrænger islams sande budskab. Truslen fra denne radikale islam er ikke aftagende. Den er voksende. Den breder sig ud over hele verden. Den destabiliserer samfund og endda hele nationer. Den underminerer muligheden for fredelig sameksistens i en tid med globalisering. Og overfor denne trussel, virker vi mærkeligt uvillige til at erkende den og magtesløse til at imødegå den effektivt.

I dette indlæg vil jeg beskrive, hvordan vi skal gøre dette, herunder erkende, at vi i denne sag, og uanset vore andre forskelle, bør være parate til at række hånden frem og samarbejde med Østen, især Rusland og Kina.

Udsagnet om, at Mellemøsten er "vigtig", er ikke længere ubestridt. Nogle siger, at regionen efter skifer-revolutionen har mistet betydning for energiforsyningen, i det mindste for USA. Andre siger - skønt de accepterer, at den fortsætter med at være en relevant og vigtig region - at der er andre mere presserende problemer, særlig nu, hvor Østeuropa står over for et genopstået, nationalistisk Rusland. For det meste er fornemmelsen den, at regionen kan være nok så vigtig, men at den er ustyrlig, og at vi derfor bør lade den sejle sin egen sø.

Jeg vil sige, at der er fire grunde til, at Mellemøsten forbliver af central betydning og ikke kan henvises til andenpladsen.

Først og mest indlysende er det stadig herfra en stor del af verdens energi kommer, og uanset de langsigtede konsekvenser af USA's energi-revolution, vil verdens afhængighed af Mellemøsten ikke forsvinde i nogen nær fremtid. Under alle omstændigheder har regionen en afgørende indflydelse på olieprisen, og dermed på den globale økonomis stabilitet og funktion.

For det andet befinder regionen sig på tærsklen til Europa. EU's grænse ligger ikke langt fra den levantinske kyst. Ustabilitet her påvirker Europa, hvilket også gælder ustabilitet i Nordafrika, i umiddelbar nærhed af Spanien og Italien.

For det tredje er der Israel, midt i denne malstrøm. Dets alliance med USA, dets partnerskab med førende lande i Europa og det faktum, at det er et vestligt demokrati, betyder, at dets skæbne aldrig kan blive ligegyldig. I løbet af de seneste år har israelerne også, med stor dygtighed, opbygget relationer med Kina og med Rusland. Disse er ikke af samme art som deres langvarige vestlige alliancer, men de har betydning. Hvis israelerne skulle blive trukket ind i en regional konflikt, ville verden ikke realistisk kunne eller ønske at slå det hen med et skuldertræk. Indtil videre har Israel haft held til at holde sig fri af stormen omkring det. Men én ting, de sidste par år har lært os (og dem), er, at vi kan forvente det uventede.

Endelig og mindst indlysende er der en grund, vi er underligt tilbageholdende med at indrømme, dels fordi dens indrømmelse ville medføre nogle meget vanskelige politiske valg. Det er i Mellemøsten, islams fremtid vil blive afgjort. Med dette mener jeg fremtiden for dens forhold til politik. Dette er kontroversielt, fordi den politiske verden har det dårligt med at tale om religion; fordi nogle vil sige, at problemerne virkelig ikke er religiøse, men politiske; og endda fordi - det er sandt - de største muslimske befolkninger findes uden for regionen, ikke i den.

Men jeg hævder det alligevel. Jeg gør det, fordi der nedenunder de seneste års uro og revolution foregår en meget klar og entydig kamp: Mellem dem, der har en moderne opfattelse af Mellemøsten med ​​pluralistiske samfund og åbne økonomier, hvor globaliseringens holdninger og mønstre er accepteret; og på den anden side dem, der ønsker at påtvinge en ideologi, født ud af en tro på, at der er én sand religion og én sand opfattelse af den, og at denne opfattelse helt skal bestemme karakteren af ​​samfundet og den politiske økonomi. Vi kunne kalde dette sidstnævnte perspektiv et 'islamistisk' syn, selv om en af ​​de frustrerende ting ved denne debat er terminologiens utilstrækkelighed og tendensen til, at ethvert kort udtryk rummer mulighed for fejlfortolkning, så man kan komme til at virke som om, man sætter dem, der støtter den islamistiske ideologi, i bås med alle muslimer.

Men uanset hvor man kigger hen - fra Irak til Libyen til Egypten til Yemen til Libanon til Syrien og derefter længere væk til Iran, Pakistan og Afghanistan - er dette den afgørende kamp. Selvfølgelig er der i hvert enkelt tilfælde en vifte af kompleksiteter, der kommer af stamme, tradition og territorium. Jeg vil ikke et øjeblik påstå, at disse konflikter er uden deres egne individuelle karakteristika. Og manglen på økonomiske muligheder er uden tvivl en første umiddelbar årsag til regionens kaos. Men der er noget rent ud sagt mærkeligt ved modviljen mod at acceptere, hvad der er så indlysende klart: At de alle udkæmper en kamp om religionens, og især islams, retmæssige plads i politik.

Det er af afgørende betydning i denne beskrivelse ikke at forveksle spørgsmålet om religion og politik med spørgsmålet om religiøsitet. Mange af dem, der totalt modsætter sig den islamistiske ideologi, er absolut fromme muslimer. Faktisk er det ofte de mest troende, der tager de fleste forbehold overfor, hvad de betragter som en forvridning af deres tro, udført af folk, som hævder at være glødende muslimer, mens handler på en måde, der er helt i modstrid med Koranens rette lære.

Ej heller bør dette ses i forsimplede sunni/shia-termer. Undertiden bliver kampen set på denne måde, og nogle gange er det rigtigt at gøre det. Men den virkelige kamp er mod både sunni- og shia-ekstremisme, hvor flertallet af de troende - sunni eller shia, som sandsynligvis er perfekt tilfredse med at leve og lade leve, på samme måde som de fleste af nutidens katolikker og protestanter er - bliver fanget i en ond og ofte bogstavelig krydsild mellem konkurrerende eksklusivistiske opfattelser af den 'sande' islam. Hvor de to opfattelser mødes, uanset deres indbyrdes fjendskab, er i troen på, at de anderledes tænkende er 'fjenden', hvad enten de er indenfor eller udenfor.

Grunden til at dette betyder så meget, er, at denne ideologi eksporteres hele verden rundt. Mellemøsten er stadig epicentret for islamisk tænkning og teologi. De mennesker, heldigvis ikke et flertal, i lande som for eksempel Indonesien eller Malaysia, der går ind for et strengt islamisk perspektiv, er ikke selv oprindelsen til disse ideer. De importerede dem.

I de sidste 40-50 år er der fra Mellemøsten udgået en lind strøm af finansiering, missionsvirksomhed, organisering og forkyndelse, der har fremmet opfattelser af religionen, som er snæversynede og farlige. Desværre synes vi at være blinde for de enorme globale konsekvenser, en sådan undervisning har haft og har.

I Mellemøsten selv har resultatet været forfærdeligt. Her står folk ofte over for valget mellem en autoritær regering, der i det mindste er religiøst tolerant, og risikoen for, at de ved at vælte en regering, de ikke kan lide, kan ende med et religiøst intolerant pseudo-teokrati.

Træd et skridt tilbage og analyser verden af i dag: Med den mulige undtagelse af Latinamerika (bortset fra Hizbollah i Tregrænseområdet i Sydamerika), er der ikke en region i verden, som ikke er negativt påvirket af islamisme, og ideologien er i vækst. Problemerne i Mellemøsten og Nordafrika er indlysende. Men se på den terror, der bliver udløst i lande - Nigeria, Mali, Den Centralafrikanske Republik, Tchad og mange andre - tværs henover Afrika syd for Sahara. Faktisk vil jeg hævde, at denne religiøse ekstremisme muligvis er den største enkeltstående trussel mod disse landes evne til at overvinde udviklingens massive udfordringer i dag.

I Centralasien, er terrorangreb regelmæssige begivenheder i Rusland, hvis muslimske befolkning nu er på over 15%, og radikale påvirkninger strækker sig over hele den centrale del af det nordlige Asien, og når endda til den vestlige provins Xinjiang i Kina.

I Fjernøsten har der været det vigtige gennembrud i løsningen af Mindanao-konfikten i Filippinerne, hvor langt over 100.000 mennesker mistede livet i det sidste årti eller deromkring. Men andre steder, i Thailand, Myanmar, Bangladesh og Indonesien, er der fortsat reelle interreligiøse udfordringer og spændinger. Ved det seneste indonesiske valg, fik de islamiske partier en tredjedel af stemmerne.

Den muslimske befolkning i Europa er nu på over 40 millioner og voksende. Det Muslimske Broderskab og andre organisationer er i stigende grad aktive og opererer uden megen efterforskning eller begrænsning. Nylige kontroverser over skoler i Birmingham (og lignende påstande i Frankrig) viser forhøjede niveauer af bekymring over islamistisk indtrængen i vore egne samfund.

Alt dette kan man læse om.

Men i forbindelse med denne tale, skiller to fascinerende ting sig ud for mig. Den første er det absolut grundmurede ønske blandt vestlige kommentatorer om at analysere disse spørgsmål som adskilte dele, snarere end som forenede af fælles elementer. De gør sig overordentligt store anstrengelser for at forklare, hvorfor der i hvert enkelt tilfælde er utallige grunde til at mene, at dette i virkeligheden ikke handler om islam, at det egentlig slet ikke drejer sig om religion, at der er lokale eller historiske grunde, som forklarer, hvad der sker. Der er et ønske om at fjerne den åbenlyse fælles faktor på en måde, der virker næsten forsætlig. Nu er der selvfølgelig, som jeg har sagt, altid en kontekst, der er enestående for hver situation. Der vil naturligvis være et væld af lokale faktorer, der spiller en rolle i skabelsen af et problem. Men det er bizart at ignorere det faktum, at de vigtigste aktører i alle disse situationer udtrykker sig gennem mediet af religiøs identitet, eller, sagt med ideologiske termer, at der er en stærk samlende faktor, baseret på et bestemt verdensomspændende syn på religion og dens plads i politik og samfund.

Den anden ting er, at der er et dybt ønske om at adskille den politiske ideologi, repræsenteret af grupper som Det Muslimske Broderskab, fra ekstremisters handlinger, herunder terrorhandlinger. Dette skyldes en helt prisværdig opfattelse af, at vi altid må skelne mellem dem, der overtræder loven, og dem, vi simpelthen er uenige med.

Men uanset hvor prisværdige de motiver er, som fører os til denne skelnen, så vil de også, hvis vi ikke passer på, gøre os blinde for det faktum, at ideologien i sig selv ikke desto mindre er farlig og undergravende. Den kan ikke og bør ikke behandles som i en konventionel politisk debat mellem to modsatrettede opfattelser af, hvordan samfundet skal styres.

Det kan meget vel være tilfældet, at dem, der følger en streng islamistisk politisk dagsorden, i særlige situationer hverken taler for eller godkender politisk vold. Der er naturligvis en række forskellige synspunkter inden for en så bredt beskrevet position. Men deres overordnede ideologi er af en art, så den uundgåeligt vil skabe en jordbund, hvori en sådan ekstremisme kan slå rod. I mange tilfælde er det klart, at de betragter sig selv som en del af et spektrum med forskellige opfattelser af, hvordan man kan nå islamismens mål, ikke med forskellige opfattelser af, hvad disse mål er; og i visse tilfælde vil de støtte brugen af vold.

På dette sted skal det igen understreges: Det er ikke islam selv, der giver anledning til denne ideologi. Det er en fortolkning af islam, faktisk en pervertering af den, som mange muslimer afskyr. Der plejede at være sådanne fortolkninger af kristendommen, som det tog os år at udrydde fra vores mainstream politik.

Grunden til, at denne ideologi er farlig, er, at dens gennemførelse er uforenelig med den moderne verden - politisk, socialt og økonomisk. Hvorfor? Fordi måden den moderne verden fungerer på, er ved at skabe kontakt. Den er af natur pluralistisk. Den favoriserer den fordomsfri. Moderne økonomier arbejder gennem kreativitet og forbindelser. Demokrati kan ikke fungere undtagen som en måde at tænke på så vel som afstemning. Du fremsætter dit synspunkt; du taber måske; du forsøger at vinde næste gang; eller du vinder, men accepterer, at du kan tabe næste gang.

Det er ikke sådan, den islamistiske ideologi arbejder. Den ser ikke sig selv som en konkurrerende opfattelse af, hvordan samfundet eller politikken bør reguleres inden for et fælles rum, hvor man accepterer andre synspunkter som lige gyldige. Den er eksklusivistisk af natur. Dens ultimative mål er ikke et samfund, som en anden kan ændre efter at have vundet et valg. Den ønsker et samfund med en fastlåst statsform, styret af religiøse doktriner, der ikke kan forandres, men som af natur er uforanderlige.

Fordi Vesten er så aldeles uvant med en sådan ideologi - skønt den vel vækker minder i ældre generationer, der har oplevet revolutionær kommunisme eller fascisme - kan vi ikke rigtig forstå faren. Vi føler næsten, hvis vi betragter det på denne måde, at vi bliver anti-muslimske, en følelse, som islamisterne behændigt spiller på.

Lige nu i Mellemøsten er dette slaget, der slås. Selvfølgelig har det i hvert land sin særlige form. Men i hvert enkelt tilfælde: Fjern de ekstremistiske synspunkter omkring religion, og hver konflikt eller udfordring bliver uendeligt mere overskuelig. Her ser vi - selv om ideologierne, der kommer fra hhv. det shiitiske Iran og det sunnitiske Muslimske Broderskab på et vist niveau kan synes forskellige - at de i virkeligheden udgør den samme ting med samme virkning: Bremsningen af landets rette politiske, sociale og økonomiske fremskridt.

Det er denne faktor, der så kan forklare mange af de ting, vi i dag synes at finde uforklarlige på en måde, som giver næring til vort ønske om at holde afstand til denne region og landene længere væk.

Så vi ser på spørgsmålet om intervention eller ikke, og virker forvirrede. Vi ændrer regimerne i Afghanistan og i Irak, sætter soldater på jorden for at hjælpe med at opbygge landet, en proces, som et flertal af befolkningen i begge lande straks deltog i gennem valg. Men det viste sig at være uhyre vanskeligt og blodigt.

Vi ændrer regimet i Libyen ved hjælp af luftvåben, vi sætter ikke styrker på jorden. Igen reagerer befolkningen i første omgang positivt, men nu er Libyen et rod, og et rod, der destabilisere overalt omkring det, (bortset fra Algeriet, til dels fordi Algeriet allerede havde været gennem en konflikt, netop omkring spørgsmålet om islamisme, hvor tusinder mistede livet.)

I Syrien opfordrer vi regimet til ændringer, vi opmuntrer oppositionen til at rejse sig, men når Iran dernæst aktiverer Hizbollah på Assads side, så afstår vi fra luftindgriben for at give oppositionen en chance. Resultatet er et land i opløsning, millioner fordrevne, et dødstal omtrent som i Irak, med ingen ende i sigte og enorme risici for den regionale stabilitet.

Virkningen af denne nyere historie på vestlig opinion er et ønske om for enhver pris at holde sig fri af alt dette.

Så vi har haft det såkaldt arabiske forår. Først sprang vi til for at give vores støtte til dem på gaden. Nu er vi fortumlede og forvirrede over, at det ikke gik helt, som vi forventede.

Selv i forbindelse med fredsprocessen i Mellemøsten er der en hørbar følelse af forfærdelse over - mens verden omkring Israel og Palæstina gik ind i revolutionær krampe, og behovet for fremskridt virkede så indlysende - at dette problem - som vi har investeret ekstraordinær energi og beslutsomhed i gennem USA's udenrigsminister Kerry - stadig synes så umedgørligt som nogensinde.

Alligevel stirrer forklaringen på alle disse tilsyneladende uløselige modsigelser os ret i ansigtet.

Den er, at der foregår en titanisk kamp i regionen mellem dem, der ønsker, at regionen skal blive en del af den moderne verden - politisk, socialt og økonomisk - og dem, der i stedet ønsker at føre en politik for religiøs forskellighed og eksklusivitet. Dette er kampen. Dette er den forvridende faktor. Dette er, hvad der gør intervention så højspændt, men ikke-intervention det samme. Dette er, hvad der komplicerer den politiske udvikling. Dette er, hvad der gør det så svært for demokratiet at slå rod. Dette er, hvad der deler palæstinensisk politik og begrænser deres lederskab, helt uanset problemerne på den israelske side,

Det vigtige punkt for den vestlige opinion er, at dette er en kamp med to sider. Så når vi ser på Mellemøsten og længere væk til Pakistan eller Iran og andre steder, er det ikke bare ét stort ufatteligt roderi uden ende i sigte og uden nogen, der fortjener vores støtte. Det er i virkeligheden en kamp, i hvilken vores egne strategiske interesser er dybt involveret; hvor der faktisk er mennesker, vi bør støtte, og som ironisk nok sandsynligvis ville udgøre flertallet, hvis bare dette flertal blev mobiliseret, organiseret og hjulpet.

Men hvad der er absolut nødvendigt, er, at vi først frigør os fra vores egen holdning. Vi er nødt til at tage parti. Vi er nødt til at stoppe med at behandle hvert land på basis af, hvad der til enhver tid synes at gøre livet lettest for os selv. Vi er nødt til at have en tilgang til regionen, der er sammenhængende og ser den som en helhed. Og frem for alt er vi nødt til at forpligte os. Vi er nødt til at engagere os.

Engagement og forpligtelse er ord, der er nemme at bruge. Men de tæller kun, når de kommer til en pris. Alliancer bliver smedet i øjeblikke med fælles udfordring. Partnerskaber bygges gennem delte prøvelser. Der er intet engagement, der ikke indebærer en pris. Der er ingen forpligtelse, hvis der ikke løbes en risiko.

Når dette er sagt, betyder det ikke, at vi er nødt til at gentage det enorme engagement i Irak og Afghanistan. Det kan meget vel være, at folk med tiden kommer til at opfatte virkningen af disse engagementer forskelligt. Men der er ingen grund, endsige appetit, til at gøre det.

Jeg forstår fuldstændigt, hvorfor folk føler, at de har gjort nok, mere end nok. Og når de læser om dem, vi har forsøgt at hjælpe, at de foragter vores hjælp, kritiserer os, tilmed forsøger at dræbe os, så har de ret til at føle sig forurettede og sige: Vi er ude.

Men som demonstreret af de afghanere, der trodsede alt for at stemme, og de irakere, der også vil komme ud og stemme på trods af alle truslerne og utilstrækkeligheden af det system, de nu lever under, så er de mennesker, der foragtede vores hjælp, kun en del af historien. Der er andre, hvis ånd og beslutsomhed forbliver uforfærdet. Og jeg tænker på de egyptere, der har været igennem så meget, og alligevel fastholder optimismen; og palæstinenserne, der arbejder med mig, og som, uanset de forskellige frustrationer, stadig ønsker og tror på en fredelig løsning; og jeg ser tunesere og libyere og yemenitter, der forsøger at få det hele til at fungere ordentligt; og jeg indser, at dette ikke er en kamp uden håb. Dette er ikke et stort roderi, hvor alle er lige så slemme som alle andre. Med andre ord: Det betyder noget og der er en side, vi bør være stolte af at vælge. Der er mennesker at stå sammen med, og som ønsker at stå sammen med os.

Men vi er nødt til at gøre os klart, hvad denne side er, og hvorfor vi vælger den. Hvad betyder så det?

Det betyder at støtte principperne om religionsfrihed og åbne regelbaserede økonomier. Det betyder at hjælpe de lande, hvis befolkninger ønsker at tilslutte sig disse principper, med at nå dem. Hvor der har været revolution, bør vi være på samme side som dem, der støtter disse principper, og imod dem, der vil hindre dem. Hvor der ikke har været revolution, bør vi støtte den stadige udvikling i retning mod dem.

Hvis vi anvender disse principper på Mellemøsten, vil det betyde følgende:

Egypten. Jeg starter med Egypten, ikke fordi det der sker i Syrien ikke er mere skræmmende; men fordi Egyptens skæbne er bestemmende for regionens fremtid. Her er vi nødt til at forstå tydeligt, hvad der skete. Det Muslimske Broderskabs regering var ikke blot en dårlig regering. Den overtog systematisk landets traditioner og institutioner. Oprøret den 30. juni 2013 var ikke en almindelig protest. Det var den absolut nødvendige redning af et land. Vi bør støtte den nye regering og hjælpe. Intet af dette betyder, at når der er ting, vi er stærkt uenige i - såsom dødsdommen over de 500 - at vi så ikke siger vores mening. Masser af egyptere har. Men det betyder, at vi viser en vis følsomhed overfor det faktum, at over 400 politifolk har lidt en voldelig død og flere hundrede soldater er blevet dræbt. Den næste præsident vil stå med overordentligt store udfordringer. Det er massivt i vores interesse, at tingene lykkes for ham. Vi skal mobilisere det internationale samfund til at give Egypten og dets nye præsident så meget hjælp, vi kan, så landet får en mulighed for, ikke at vende tilbage til fortiden, men at tage skridtet mod en bedre fremtid.

Syrien. Dette er en ren katastrofe. Vi er nu i en situation, hvor både Assads forbliven ved magten og oppositionens overtagelse af den synes at være dårlige muligheder. Førstnævnte er ansvarlig for at skabe denne situation. Men sandheden er, at der er så mange sprækker og problemer omkring elementer i oppositionen, at folk med rette er på vagt overfor enhver løsning, der er en direkte sejr for en af siderne. Hvor frastødende det end kan synes, er den eneste vej frem at indgå den bedst mulige aftale, også selv om det medfører, at den midlertidige præsident Assad forbliver i en periode. Skulle selv dette ikke være acceptabelt for ham, bør vi overveje aktive foranstaltninger - herunder flyveforbudszoner - for at hjælpe oppositionen og tvinge ham til forhandlingsbordet, og samtidig gøre det klart, at de ekstremistiske grupper ikke må modtage støtte fra nogen af de omkringliggende nationer.

Tunesien. Her har der været ægte og positive forsøg fra den nye regerings side på at komme ud af regionens dilemmaer og at forme en ny forfatning. Støtte til den nye regering bør være en absolut prioritet. Som den nye præsident med rette har sagt, kunne vi for en brøkdel af, hvad vi giver Ukraine - hvilket selvfølgelig er rigtigt at gøre - bringe Tunesien på fode. Det bør vi gøre. Dette ville være en meget fornuftig investering.

Libyen. Vi har et ansvar for, hvad der er sket. Deres presserende behov er for reform af sikkerhedssektoren. Vi har gjort nogle forsøg på at gøre det. Men opgavens omfang og komplikationer fra militsen gør det naturligvis meget svært. På den anden side er Libyen ikke Irak eller Afghanistan. Det er ikke umuligt at hjælpe, og NATO har evnen til at gøre det. Men uanset hvor tilbageholdende vi er med at forpligte os til dette, er vi nødt til at erkende den destabiliserende effekt, Libyen i øjeblikket har. Hvis landet falder helt fra hinanden, vil det påvirke hele regionen omkring det og give næring til ustabiliteten i Afrika syd for Sahara.

Yemen. Igen forsøger landet at gøre fremskridt under omstændigheder, der er ufatteligt svære. Vi giver støtte til den nye regering. Der er en ny forfatning. Men igen: De har hårdt brug for hjælp til at reformere sikkerhedssektoren og til udvikling.

Iran. Vi skal fortsætte med at gøre det klart, som Obama-administrationen med rette gør, at de er nødt til at træde tilbage fra deres status af nuklear tærskelstat. De næste uger vil være en afgørende fase i forhandlingerne. Men jeg går ikke ind for at give efter for deres krav om regional indflydelse til gengæld for at dæmpe deres nukleare ambitioner. Den iranske regering spiller en bevidst destabiliserende rolle i regionen. Vore mål bør ikke omfatte et regimeskifte. Landets befolkning må i sidste ende finde sin egen måde at gøre det på. Men vi bør ved enhver lejlighed gå imod brugen af deres magt til at støtte ekstremisme.

Fredsprocessen i Mellemøsten. Siden han blev udenrigsminister, har John Kerry lagt enorme kræfter i at få fredsprocessen til at fungere. Mens vi taler, er hans indsats på vippen. Mange folk sagde, at han ikke skulle have givet så høj prioritet til dette spørgsmål. De tager fejl. Det er fortsat helt centralt for regionen og verden. Ikke fordi den israelsk/palæstinensiske konflikt er årsagen til vore problemer. Men fordi løsningen af den vil være en kæmpe sejr for de kræfter, vi bør støtte. Nu kan det være - efter det i årevis er blevet sagt, at løsningen på dette spørgsmål er vejen til løsningen på regionernes problemer - at vi er på vej ind i en ny fase, hvor løsningen på regionens problemer er en kritisk del af løsningen på det israelsk/palæstinensiske spørgsmål. Men pointen er, at John Kerrys engagement ikke har været forgæves. Han har i kraft af dette engagement sat sig selv i en uhyre stærk position til at drive dette videre frem. Han har brug for vores støtte til at gøre det.

Andetsteds i regionen skal vi stille os side om side med vore venner og allierede, når de forsøger at ændre deres egne lande i retning af reform. Hvad enten det er i Jordan eller i Golfen, hvor de fremmer værdierne af religiøs tolerance og åbne regelbaserede økonomier, eller på steder med reaktionære kræfter i form af Iran og Det Muslimske Broderskab, bør vi støtte og bistå dem.

Endelig er vi nødt til at ophøje problemet med religiøs ekstremisme til toppen af dagsordenen. Overalt i verden kræver overvindelsen af denne ideologi en aktiv og vedholdende indsats. Overvej denne absurditet: Vi bruger milliarder af dollars på sikkerhedsforanstaltninger og forsvar for at beskytte os mod konsekvenserne af en ideologi, der læres i formelle og uformelle skolesystemer og civile institutioner i de selv samme lande, med hvem vi har nære sikkerheds- og forsvarsrelationer. Nogle af disse lande ønsker selvfølgelig at komme ud af denne ideologis greb. Men det er ofte svært for dem at gøre det inden for deres egne politiske rammer. De har brug for at få dette problem ud i det åbne, hvor det så bliver sværere for udbredelsen af denne ideologi at ske under radaren. Med andre ord, de har brug for os til at gøre dette til en central del af den internationale dialog for at gennemtvinge de nødvendige ændringer inden for deres egne samfund. Denne kamp mellem hvad vi kan kalde de fordomsfri og de snæversynede er afgørende for, om det 21. århundrede vender sig i retning af fredelig sameksistens eller konflikt mellem mennesker fra forskellige kulturer.

Hvis vi ikke handler, vil vi begynde at se reaktioner mod radikal islam, som derefter vil fremme ekstremisme inden for andre trosretninger. Faktisk ser vi allerede visse tegn på dette, især rettet mod muslimer i Asien.

Når vi betragter de bestemmende udfordringer i vor tid, så burde denne helt sikkert være oppe i toppen sammen med udfordringerne om miljø eller økonomisk ustabilitet. Læg dertil dødsfaldene rundt om i verden netop nu - og udelad endda Mellemøst-scenen - og tabene af menneskeliv er sørgeligt. I Nigeria for nylig og i Pakistan alene, er tusinde nu døende i religiøst inspirerede konflikter. Og helt bortset fra det faktiske tab af menneskeliv, er der tabet af livsmuligheder for dele af befolkningen, der sidder fast i tilbagestående tankegange og reaktionære holdninger, især over for piger.

Også i dette spørgsmål er der fuldstændig identitet mellem Østens og Vestens interesser. Kina og Rusland har nøjagtig det samme ønske om at bekæmpe denne ideologi som USA og Europa. Her er et emne, som alle de vigtigste nationer i G20 kunne samles om, hvor de kunne enes om at handle og finde fælles fodslag til fælles gavn. Et internationalt program for udryddelse af religiøs intolerance og fordomsfuldhed fra skolesystemer og uformelle uddannelsessystemer samt fra organisationer i det civile samfund, vil have en enorm fremmende effekt i at gøre uacceptabelt, hvad der er i øjeblikket ignoreres eller tolereres.

Så der er en dagsorden her, der dels handler om Mellemøsten og dets betydning; og dels om at se hvad der sker dér i forbindelse med dens indvirkning på resten af verden.

Det er derfor, jeg arbejder med fredsprocessen i Mellemøsten, derfor, jeg startede min Fond til fremme af tværreligiøs dialog og derfor, jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe regeringer med at konfrontere disse problemer.

Overvej et øjeblik, hvordan vores verden har ændret sig siden 9/11; hvordan millioner af mennesker - på et utal af forskellige måder, fra de sikkerhedsforanstaltninger, vi nu tager for givet, til de områder med konflikt, der nu har strakt sig over en årrække - betaler en pris i form af penge, liv og muligheder. Dette er ikke en konventionel krig. Det er ikke en kamp mellem supermagter eller over territorium. Men den er virkelig. Den er frygtindgydende i sin virkning. Og den vokser i sin rækkevidde. Den er en kamp om tro og om modernitet. Den er vigtig, fordi verden gennem teknologi og globalisering presser os sammen på tværs af grænserne for tro og kultur. Hvis vi lader den ligge, stiger sandsynligheden for konflikt. Engagement betyder ikke altid militær inddragelse. Forpligtelse betyder ikke at gå enegang. Men det betyder, at vi rusker op i os selv. Det betyder at se kampen for, hvad den er. Det betyder at vælge side og holde fast ved den.




Oversættelse: Bombadillo