Dagen efter at Israel erklærede sin uafhængighed den 14. maj 1948, blev den nye nation invaderet fra alle sider af arabiske hære. Angrebene mislykkedes. Så vendte de ydmygede arabiske regeringer sig mod deres egne jødiske borgere for at få den hævn, de offentligt havde lovet: Konfiskation af værdier, fratagelse af indfødsret, og endelig udvisning til den nye stat Israel som en demografisk bombe. Irak var modellen. Her er, hvordan de gjorde det.

Den 19. juli 1948 ændrede Irak Lov 51 mod anarki, umoral og kommunisme ved at tilføje ordet "zionisme". Zionismen selv blev nu en forbrydelse, der blev straffet med op til syv års fængsel. Enhver jøde blev anset for at være zionist, hvorved enhver jøde blev kriminaliseret.

Da Det Tredje Rige faldt, flygtede omkring 2.000 tidligere nazister til de arabiske lande for at fortsætte krigen mod jøderne. Snart begyndte den velkendte sekvens af nazi-lignende forarmelse i Bagdad. Jødiske forretninger blev boykottet; deres ejere blev systematisk arresteret. Deres midler tørrede ud.

Jødernes engang så fornemme og smukke liv i Irak var ved at slutte. Zionistiske grupper optrappede aktiviteterne. Takket være store bestikkelser til iranske embedsmænd, fik irakiske jøder i stort tal nu lov til rejse gennem Iran - efterhånden 1000 om måneden.

Sammen med de undslupne forsvandt resten af deres penge og nogle ejendele. Den hurtige fordrivelse af jøder fra de finansielle og administrative sektorer samt fra detailhandel og eksport, viste sig snart ødelæggende for Iraks økonomi. Gennem 26 århundreder var jøder efterhånden blevet afgørende for økonomien. Anslået 130.000 jøder levede i Irak i 1949, med omkring 90.000 bosiddende i Bagdad. Jødiske virksomheder stod for 45 procent af eksporten og næsten 75 procent af importen.

Den 3. marts 1950 - for at standse den ukontrollerede flugt af jødiske værdier – fik Iraks premierminister Tawfig as-Suwaydi arrangeret en ændring af Lov 1, Loven om Fratagelse af Indfødsret. Ændringen ophævede statsborgerskabet for enhver jøde, der villigt forlod landet. Når jøder registrerede sig til udvandring, var de forpligtet til at forlade landet inden 15 dage. Ændringen af Lov 1 ville udløbe efter et år.

Irakiske embedsmænd skønnede løseligt, at kun 7.000 til 10.000 jøder – hovedsageligt dem, der allerede var forarmede – ville forlade landet. De tog fejl.

Exit-døre blev til sluseporte. Tusinder registrerede sig straks til at forlade landet. Husholdning efter husholdning, jødiske familier indså endelig - næsten dem alle – at deres dyrebare 2600-årige eksistens i Irak var forbi. I bølge efter bølge forlod grupper landet. Men ruter over land rakte ikke.

Israel vidste, at en luftbro var nødvendig. Mossad indkaldte sin mest pålidelige partner: Alaska Airlines. Et nyt flyselskab blev dannet: Near East Air Transport (NEAT).

NEAT havde brug for en irakisk partner for at opnå charterrettigheder i Irak. Den perfekte partner var det veletablerede Iraq Tours i Bagdad. Hvem var formand for Iraq Tours? Det var Iraks premierminister Tawfig as-Suwaydi, manden, der havde manipuleret Lov 1, Loven om Fratagelse af Indfødsret.

Den 19. maj 1950 blev de første 175 jøder fløjet ud af Irak i to C-54 Skymasters. Israel kaldte redningsaktionen Ali Baba, men fik senere kodenavnet Operation Ezra og Nehemias, efter de profeter, der årtusinder før havde ført Babylons jøder ud af eksilet og tilbage til Israel.

Israelske og irakiske embedsmænd var fortumlede. Israel havde forestillet sig at flyve 40.000 jøder ud det første år, og flere derefter, for at ende med i alt 60.000. Men inden for blot dage efter luftbroens begyndelse, havde omkring 30.000 jøder registreret sig i deres synagoger og var derfor forpligtet til at tage af sted inden 15 dage. Når først de var i lufthavnen, blev afrejsende jøder mishandlet og ydmyget. Ringe blev trukket af deres fingre og tørklæder revet af deres hals. Der var ikke timer nok i døgnet til på nogen måde at overføre de tusinder, der nu var statsløse i deres eget land, fattige midt i al den rigdom, de havde efterladt, og hånet i det land, de havde elsket i to årtusinder.

Den irakiske regering gjorde det klart: Disse jøder var nu statsløse flygtninge, blottet for juridiske rettigheder i Irak og var i realiteten alle "zionistiske kriminelle". Mange var nu hjemløse og sov på gaden. Bagdad bekendtgjorde, at hvis disse jøder ikke blev fjernet – og det hurtigt – så ville regeringen sætte dem i koncentrationslejre. Selve udtrykket "koncentrationslejr", der kom lige i hælene på Holocaust, var isnende.

Der var behov for flere fly. De britiske flyselskaber, BOAC og BEA, indvilligede i at deltage. Iraqi Airways fik kontrakten for jord-vedligeholdelsen, 30 dinarer for hver flyvning plus en 7,7 procent afgift til Iraqi Airways for hvert britisk fly anvendt. Hvem var generaldirektør for Iraqi Airways? Det var Sabah Said, søn af den genkomne irakiske premierminister, Nuri Said. Premierministerens søn modtog en ekstra "særlig afgift" på 5,5 procent.

Det lille Israel vidste ikke, om det havde telte nok. Den jødiske stat forsøgte at forhandle sig til færre flygtninge per måned.

Nuri Said indså nu, at hans 120.000 fangne jøder kunne blive et demografisk våben mod Israel. I marts 1951 manipulerede Nuri endnu en lov, denne gang Lov 5, som permanent indefrøs alle værdier tilhørende jøder, der havde mistet indfødsretten ved den tidligere lov. Lov 5 blev brygget sammen i hemmelighed. Ledende embedsmænd hørte først om den lige før afstemningen. Da den nye foranstaltning blev ratificeret, gik Bagdads telefoner døde, så desperate jøder ikke kunne få kendskab til den nye lov og bruge dyrebare øjeblikke til at overføre eller redde deres ejendom. For at sikre sig at jøder ikke kunne røre deres midler, beordrede regeringen alle banker lukket i tre dage.

Nu ville 120.000 jøder ankomme til Israel tomhændede og uden håb om senere at kunne påkalde sig deres tidligere rigdom. Samtidigt krævede Nuri, at Israel absorberede 10.000 flygtninge om måneden, hver måned – dette for at intensivere presset på Israels ressourcer. For at forværre krisen bestemte Nuri, at der fra den 31. maj 1951 ikke ville blive udstedt flere udrejsevisa. Så ville koncentrationslejrene blive gjort klar. Iraks parlament diskuterede allerede disse lejre. Nuri forventede tydeligvist, at den jødiske stat ville bryde sammen under vægten af den påkrævede humanitære indsats.

Skøn over værdien af de irakiske jøders beslaglagte aktiver varierede fra 6 millioner til 12 millioner dinarer, eller – efter det højeste skøn – omkring 300 millioner dollars i det 21. århundredes penge. Den israelske udenrigsminister Moshe Sharett erklærede, at "værdien af den jødiske ejendom indefrosset i Irak vil blive taget i betragtning af os i beregningen af den kompensation, vi har indvilliget i at betale til arabere, som opgav ejendom i Israel."

Israel havde intet andet valg end at absorbere alle 120.000 irakiske jøder. Det daglige skue i Bagdad med hjælpeløse jøder, der blev jaget ind i vogn efter vogn, klamrende sig til intet andet end en pose og deres tøj, var anledning til stor jubel i Bagdads gader. Skarerne kastede triumferende sten efter vognene, der kørte flygtningene til lufthavnen. Jøderne blev hånet på hvert skridt af vejen.

Mellem januar 1950 og december 1951 modtog Israel 119.788 irakiske jøder – med fly, bus eller på anden måde smuglet ud - dem alle, bortset fra nogle få tusinde. Inden for disse to år, havde Irak – til egen nationale skade – skilt sig af med en af sine kommercielt, industrielt og intellektuelt mest levedygtige grupper, en gruppe, der i 2.600 år loyalt havde betragtet dette land som deres udvalgte sted på jorden. Disse fordrevne mennesker ankom til Israel med intet andet end deres erindringer, men hævede sig op til at blive nogle af den jødiske stats mest produktive borgere.

Faktisk blev hundredtusinder af jøder fra hele den muslimske verden også udvist til Israel i løbet af de første år - i alt omkring 850.000. De forvandlede den jødiske stat fra en europæisk oase til et sandt mellemøstligt land, nu også stærkt befolket af borgere fra arabiske lande – men borgere, som af religion var jødiske.

I dag gruer disse familier for en eftertid, der måske ikke kan huske.

---

Edwin Black er den prisbelønnede forfatter til den internationale bestseller, IBM and the Holocaust. Blandt andre bøger har han også skrevet, The Farhud: Roots of the Arab-Nazi Alliance in the Holocaust. Hans seneste værk er den netop udgivne nye bog, Financing the Flames: How Tax-Exempt and Public Money Fuel a Culture of Confrontation and Terrorism in Israel.

---

Oversættelse: Bombadillo