Jeg er et af de levende vidner til, hvad der skete i Istanbul for 50 år siden. Jeg var 14 år gammel. Jeg vidste ikke, hvad det drejede sig om. Men tiden fik mig til at forstå hændelsernes alvor, og jeg bærer altid skammen.

Selv om den er den eneste hændelse af denne art, hvor den tyrkiske stat officielt har indrømmet sin skyld og forsøgt at kompensere ofrene, fortsætter den stadig med at veje tungt på vores samvittighed.

Jeg kan aldrig glemme. Jeg kan stadig huske, hvad jeg så i Beyoglu om morgenen den 7. september 1955.

Jeg var nødt til at tage til Galatasaray Gymnasieskole for at tilmelde mig deres forberedende klasse. Jeg nåede til Beyoglu med stort besvær. Da jeg kom til Tunel fra Karakoy, blev jeg fuldstændig lamslået.

Scenen var chokerende. Den store gade virkede som en krigszone, med butikkernes vinduer smadret på begge sider af gaden og alle deres varer spredt ud over det hele.

Tøjbundter, bøger, notesbøger, lysekroner og meget mere. Folk tog med sig hjem, hvad de kunne finde. Scenen var som dommedag.

Jeg var et barn og havde ingen idé om, hvad der var sket. Men hvad jeg straks bemærkede var, at mens nogle butikker var plyndret, var andre ikke engang rørt. Jeg kiggede efter og så, at der hang et tyrkisk flag i vinduerne på de butikker, der ikke var blevet plyndret. De, der var, havde græske navne.

Folk med lange skæg og folk, der var meget lurvet klædt, gik omkring. Jeg så, at nogle mennesker, der var normalt klædt, skjulte sig i butikkerne og kiggede ud.

Politiet og soldaterne virkede som om de sagde: Nok er nok. I gjorde hvad I gjorde, men se nu at komme væk. De både greb ind og ikke greb ind på samme tid.

Den scene har altid fulgt mig.

Selv om et halvt århundrede er gået, skælver jeg stadig, når jeg husker det. Da jeg læste aviserne dagen efter, indså jeg omfanget af det skete.

Lignende episoder havde også fundet sted i Taksim og Sisli, hvor de fleste borgere af græsk oprindelse boede. Ikke kun butikker, men også kirker og selv kirkegårde var blevet beskadiget og plyndret. Jødiske borgere fik også deres andel af problemerne, men de vigtigste mål var grækere.

Aviser skrev om folk, der viftede med tyrkiske flag og bønfaldt de plyndrende: Vær venlige ikke at gøre det. Jeg er tyrker. Jeg er tyrkisk statsborger.

Det var en modbydelig, nedgørende og tragisk affære.

Min mor og andre voksne kritiserede, hvad der var sket, mens embedsmænd talte om placeringen af en bombe ved det hus i Thessaloniki, hvor Atatürk blev født, som var blevet omdannet til museum, og om vreden over, hvad der skete på Cypern. Det gav de som forklaring på, at folk var blevet rasende.

Vi boede i Ethem Efendi-gaden på det tidspunkt. De fleste af vores naboer var græske. De var mine bedste venner. Lige pludselig lukkede de sig inde i deres hjem. De talte ikke til nogen. Jeg kan aldrig glemme fru Eleni, da hun spurgte: "Kan vi søge tilflugt i jeres hjem, hvis de angriber os?" Barberforretningen, som hun styrede med sin mand, lå i ruiner. De var i chok. Min mor sendte dem mad til en uge. Vi lod dem bo i et af vores værelser.

Jeg var for ung til at få mening ud af, hvad der var sket. Hvorfor skulle de angribe fru Eleni? Hvad skulle de med dem? Hvorfor var de anderledes end mig?

Mens jeg søgte svar på disse spørgsmål, begyndte de græske familier i vores nabolag at flytte andre steder hen eller tage til Grækenland. Efter 1963 var ingen af dem tilbage. De forlod Istanbul.

De tog en vigtig kultur med sig, en farve og en anden livsstil. De efterlod os alene i Istanbul for at leve vores farveløse liv. Senere var vi fulde af beklagelse, men da det var for sent.

Tyrkiet indrømmede hele skylden, påtog sig ansvaret. Langt senere lærte vi, at begivenhederne den 6.-7. sept. blev udført af den berygtede "dybe" stat. De var planlagt med regeringens godkendelse for at diplomater kunne sige: "Folket reagerer på FN-drøftelserne om Cypern." Men senere kom de ud af kontrol og forvandlede sig til en skamfuld plyndring. De blev en forbrydelse, som den dybe stat ikke kunne håndtere, og som kastede skam over den tyrkiske nation.

Det interessante er, at, bortset fra nogle få skader, ingen blev dræbt. Det var ikke en massakre. Det var en modbydelig plyndring med det formål at skræmme mennesker.

Det endnu mere interessante er den måde, hvorpå 6.-7. september vanærede os og skadede os og plettede os som nation.

Dette blev også registreret som den eneste af den slags hændelser, hvor Republikken Tyrkiet officielt erkendte sit ansvar, undskyldte og kompenserede ofrene.

Ved Yassiada-retsagerne efter militærkuppet den 21. maj 1960 blev begivenhederne den 6.-7. sept. undersøgt ned til mindste detalje, og de ansvarlige retsforfulgt og straffet.

Som altid, var der ingen omtale af den dybe stat. Den kom helt uskadt fra sagen. Et par tyve, civile uden tilknytning til planlægningen eller politikerne, blev straffet.

I de senere år har jeg følt en overvældende skam, når begivenhederne den 6.-7. sept. blev nævnt, og jeg har altid undskyldt over for de ofre, jeg traf på internationale møder.

Under begivenhederne den 6.-7. september blev vores tyrkiskhed trådt under fode. Det var dengang jeg indså, at hvis vi ikke kritiserer sådanne hændelser og undskylder over for ofrene, kan vi aldrig føle os stolte over os selv.

At undskylde er berigende. Det viser selvtillid.

At diskriminere på grund af religion, sprog eller kultur eller bruge magt over for den svage, er at nedgøre sig selv.

Jeg ved ikke med dig, men jeg undskylder over for vores nabo fru Eleni fra Erenkoy.

---

Oversættelse: Bombadillo