Hans excellence Bernardini, ærkebiskop af Izmir (tidligere Smyrna) i Tyrkiet, holdt følgende tale ved Bispesynoden, der blev afholdt i Rom den 26. oktober 1999. Hans bemærkninger blev trykt i L'Osservatore Romano (den 17. november 1999).

I de sidste 42 år har jeg levet i Tyrkiet, et 99,9 procent muslimsk land, og jeg har været ærkebiskop i Izmir (i Lilleasien/Tyrkiet) i de sidste 16 år. Temaet for mit indlæg er derfor oplagt: Problemet med islam i Europa i dag og i fremtiden. Jeg takker biskop Pelâtre, som allerede har talt om dette emne i denne fornemme forsamling og således sparer mig for en lang gennemgang med tilhørende fortolkninger.

Mit indlæg har til hensigt at bringe en ydmyg anmodning til Den Hellige Fader, frem for alt. For at gøre den kort og klar, vil jeg først nævne tre tilfælde, som jeg, på grund af deres oprindelse, mener er sande:

En muslimsk brigade fra den bosniske hær marcherer i Zenica, Bosnien (december 1995).

1) Under et møde om islamisk-kristen dialog sagde en officiel muslimsk deltager på et tidspunkt meget roligt og bestemt til de kristne deltagere: "Takket være jeres demokratiske love, vil vi invadere jer. Takket være vores religiøse love, vil vi dominere jer."

Dette står til troende, fordi "dominansen" allerede er begyndt med de mange "petro-dollars", der ikke anvendes til at skabe arbejde i de fattige nordafrikanske eller mellemøstlige lande, men til at bygge moskeer og kulturcentre i kristne lande med islamiske indvandrere, herunder Rom, kristendommens centrum. Hvordan kan vi undgå i alt dette at se et klart program for ekspansion og generobring?

2) Under et andet islamisk-kristent møde – der som altid var organiseret af kristne - spurgte en kristen deltager offentligt de tilstedeværende muslimer om, hvorfor de ikke havde organiseret bare ét møde af denne art. Den muslimske myndighedsperson på stedet svarede med følgende ord: "Hvorfor skulle vi? I har intet at lære os, og vi har intet at lære."

En dialog mellem døve personer? Det er en kendsgerning, at udtryk som "dialog", "retfærdighed", "gensidighed" eller begreber som "menneskerettigheder" og "demokrati" har en helt anden betydning for muslimer end for os.

Men jeg vil tro, at dette nu er erkendt og indrømmet af alle.

3) I et katolsk kloster i Jerusalem var der - og måske stadig er - en muslimsk arabisk tjener. Som en venlig og ærlig person, var han højt respekteret af ordensfolkene, som igen var respekteret af ham. En dag sagde han bedrøvet til dem: "Vore ledere har holdt møde og har besluttet, at alle 'vantro' skal dræbes, men vær ikke bange, for jeg vil dræbe jer uden at I kommer til at lide."

Vi er alle klar over, at vi skal skelne mellem det fanatiske og voldelige mindretal og det rolige og ærlige flertal. Men sidstnævnte vil altid, ved en ordre givet i Allahs eller Koranens navn, begynde at marchere enigt og uden tøven. Og under alle omstændigheder lærer historien os, at beslutsomme mindretal altid formår at påtvinge modvillige og tavse flertal deres vilje.

Det ville være naivt at undervurdere eller, endnu værre, at smile af disse tre tilfælde, jeg har nævnt; jeg mener, at deres dramatiske budskab skal gennemtænkes seriøst.

Dette er ikke pessimisme fra min side, selv om det måske kan lyde sådan. Den kristne kan ikke være pessimistisk, fordi Kristus er opstanden og i live; Han er Gud, i modsætning til enhver anden profet eller person, der hævder at være det. Den endelige sejr vil tilhøre Kristus, men Guds tider kan være lange og er det ofte. Han er tålmodig og afventer synderes omvendelse. I mellemtiden opfordrer han Kirken til at organisere sig og arbejde på at fremskynde Hans riges komme. Og nu vil jeg gerne seriøst foreslå Den Hellige Fader så hurtigt som muligt at organisere om ikke en synode, så i det mindste et symposium for biskopper og dem, der er involveret i pastoral omsorg for indvandrere, især islamiske indvandrere, og som er åbent for de reformerede og ortodokse kirker. Organiseringen af det kunne overlades til CCEE [Consilium Conferentiarum Episcoporum Europae - De Europæiske Bispekonferencers Råd], som har stor erfaring på dette område, i samarbejde med KEK [Konferenz Europäischer Kirchen - Konferencen for Europæiske Kirker].

Symposiet kunne være et nyttigt redskab til kollegialt at undersøge problemet med islamiske individer i kristne lande, og dermed finde en fælles strategi til at imødegå det og løse det på en kristen og saglig måde. Vi skal være enige om principperne, selvom deres anvendelse vil variere afhængigt af steder og personer. Intet er værre end uenighed om principper!

Jeg slutter med denne formaning, som erfaring har lært mig: Tillad aldrig muslimer at bruge en katolsk kirke til deres tilbedelse, for dette vil i deres øjne være det sikreste bevis på vores apostasi.

---

Oversættelse: Bombadillo