"Tyskland har besluttet at navngive flere bydele, gader, bygninger og offentlige skoler i Berlin og andre tyske byer efter Adolf Hitler og andre nazistiske 'helte'."

Hvis ovenstående erklæring havde været sand, hvordan ville du så reagere? Hvordan tror du tyskerne ville reagere? Hvordan tror du jøder, der stadig lever i Tyskland, ville reagere? Mit gæt er, at du, tyskerne og jøderne alle ville finde det ubegribeligt, krænkende og uacceptabelt.

Og alligevel er det sandt i Tyrkiet, hvor det er acceptabelt at navngive flere bydele, gader og skoler efter Talat Pasha og andre "helte" fra Ittihat ve Terakki (Komiteen for Enhed og Fremskridt [Ungtyrkerne]) som ikke blot planlagde og udførte det armenske folkemord, men var ansvarlige for tabet af Det Osmanniske Rige selv.

Ved sidste optælling var der officielt 8 "Talat Pasha" kvarterer eller bydele, 38 "Talat Pasha" gader eller boulevarder, 7 "Talat Pasha" offentlige skoler, 6 "Talat Pasha" bygninger og 2 "Talat Pasha" moskeer spredt omkring i Istanbul, Ankara og andre byer. Efter mordet på ham i 1922 [1921, o.a.], blev Talat oprindeligt begravet i Berlin, Tyskland, men hans jordiske rester blev overført til Istanbul i 1943 af nazisterne i et forsøg på at gøre et godt indtryk på tyrkerne. Han blev genbegravet med fuld militær honnør på Den Evige Friheds Bjergs Kirkegård i Istanbul. Resterne af den anden berygtede Ittihat ve Terakki-leder, Enver Pasha, blev også overført i 1996 fra Tadsjikistan og genbegravet ved siden af Talat med fuld militær honnør; ceremonien blev overværet af den tyrkiske præsident Suleyman Demirel og andre honoratiores.

Er denne heltedyrkelse vildledt eller forsætlig? Er fornægtelsen af 1915 kun statens politik, eller er den helhjertet accepteret af en tyrkisk offentlighed, der er hjernevasket af den statslige version af historien?

Utvivlsomt var der massedeltagelse i folkemordet, begået af Ittihat ve Terakki-lederne, hvilket resulterede i fjernelsen af armenierne fra deres hjemland gennem 3.000 år, samt i den umiddelbare overførsel af deres rigdom, ejendomme og ejendele til den tyrkiske og kurdiske befolkning og til tusindvis af embedsmænd. Men på trods af denne massedeltagelse og heltedyrkelse var der også et betydeligt antal almindelige tyrkere og kurdere, samt embedsmænd, der nægtede at deltage i massakrerne og plyndringerne. Der er fuldstændig tavshed og uvidenhed i Tyrkiet om disse retskafne embedsmænd, der nægtede at følge regeringsordrer og i stedet forsøgte at redde og beskytte armenierne. De betalte dyrt for deres handlinger, ofte med tab af deres stillinger eller endda deres liv som konsekvens. Denne artikel vil give nogle eksempler på disse virkelige og ubesungne helte.

Celal Bey var guvernør i Konya, en stor centralanatolsk provins og et knudepunkt for de armenske deportationsruter fra Nord- og Vestanatolien til den syriske ørken. Han vidste præcis, hvilken skæbne armenierne ville få langs disse ruter eller hvis de overlevede deportationerne og nåede frem til Der Zor; han var tidligere guvernør i Aleppo og havde været vidne til grusomhederne dér. Celal Bey havde forsøgt at ræsonnere med Ittihat ve Terakki-ledere og sige, at der absolut ikke fandtes noget armensk oprør i Anatolien, heller ikke i Aleppo, og at der ikke fandtes nogen retfærdiggørelse for massedeportationerne. Men en af hans underordnede i Marash tilspidsede situationen ved at arrestere og henrette flere Marash-armeniere, hvilket udløste armensk modstand. Som følge heraf blev Celal Bey fjernet fra sin guvernørpost i Aleppo og overført til Konya. Ankommet dér, nægtede han at arrangere deportationen af Konya-armenierne trods gentagne ordrer fra Istanbul. Han formåede tilmed at beskytte nogle af de armeniere, der var deporteret fra andre distrikter og ankommet til Konya. Da han blev fjernet fra sin post i oktober 1915, havde han reddet tusindvis af armenske liv. I sine erindringer om sin tid som Konya-guvernør, sammenligner han selv med "en person, der sidder ved en flod, uden ringeste mulighed for at redde nogen fra den. Blodet flød ned ad floden, bærende tusindvis af uskyldige børn, ulastelige gamle mænd og hjælpeløse kvinder, som alle strømmede ned ad floden mod glemslen. Alle, jeg kunne redde med mine bare næver, reddede jeg, og resten fortsatte ned ad floden, for aldrig at vende tilbage."

Hasan Mazhar Bey var guvernør i Ankara. Han beskyttede det Ankara-armenske samfund ved at nægte at følge udvisningsordrerne, idet han sagde: "Jeg er en vali [guvernør], ikke en bandit. Jeg kan ikke gøre dette. Lad en anden komme og sidde i min stol for at udføre disse ordrer." Han blev fjernet fra sin post i august 1915.

Faik Ali (Ozansoy) Bey var guvernør i Kutahya, en anden centralanatolsk provins. Da deportationsordren blev udstedt fra Istanbul, nægtede han at udføre den; tværtimod gav han ordre til at holde på de deporterede armeniere, der ankom til Kutahya andre steder fra, og behandle dem godt. Han blev hurtigt kaldt til Istanbul for at forklare sin underkendelse af ordren, og politichefen i Kutahya, Kemal Bey, benyttede lejligheden til at true de lokale armeniere - enten konvertere til islam eller blive deporteret, sagde han. Armenierne besluttede at konvertere. Da Faik Ali Bey vendte tilbage, blev han rasende. Han fjernede politichefen fra sin post og spurgte armenierne, om de stadig ønskede at konvertere til islam. Alle undtagen én besluttede at forblive kristne. Faik Alis bror, Suleyman Nazif Bey, en indflydelsesrig og kendt digter, opfordrede indtrængende sin bror til ikke at deltage i dette barbari og plette familiens navn. Faik Ali Bey blev ikke fjernet fra sin post på trods af sine tilbud om at resignere. Han endte med at beskytte hele den armenske befolkning i Kutahya, bortset fra den ene, der konverterede til islam og blev deporteret.

Mustafa Bey (Azizoglu) var distriktsguvernør i Malatya, et transitpunkt på deportationsruten. Selv om han var ude af stand til at forhindre deportationerne, lykkedes det ham at skjule flere armeniere i sit hjem. Han blev myrdet af sin egen søn, et nidkært medlem af Ittihat ve Terakki-partiet, for "at tage sig af vantro [gavour'er på tyrkisk]."

Blandt andre embedsmænd, der trodsede deportationsordrerne, var Reshit Pasha, guvernør i Kastamonu; Tahsin Bey, guvernør i Erzurum; Ferit Bey, guvernør i Basra; Mehmet Cemal Bey, distriktsguvernør i Yozgat og Sabit Bey, distriktsguvernør i Batman. Disse embedsmænd blev efterhånden fjernet fra deres poster og erstattet af mere lydige embedsmænd, der udførte opgaven med at udslette armenierne i disse områder.

En af de ubesungne heltes mest tragiske fortællinger handler om Huseyin Nesimi Bey, borgmester i Lice, en by i nærheden af Diyarbakir. Mens guvernøren i Diyarbakir, Reshit Bey, organiserede den mest hensynsløse fjernelse af armenierne i Diyarbakir-regionen - med en hurtig massakre lige uden for bygrænsen i stedet for en langtrukken deportation - vovede Huseyin Nesimi at beholde og beskytte Lice-armenierne, i alt 5.980 sjæle. Reshit indkaldte Huseyin Nesimi til et møde i Diyarbakir, men fik sin militante kaukasiske vagt, Haroun til at opfange ham undervejs. Den 15. juni 1915 blev han myrdet af Haroun og smidt i en grøft ved vejsiden. Siden da er mordstedet, halvvejs mellem Lice og Diyarbakir, blevet kendt som Turbe-i Kaymakam eller Borgmesterens Grav. De tyrkiske optegnelser refererer til dette mord som "Borgmester dræbt af armenske militante." Som en ironisk drejning af historien, der gentager sig selv, angreb den tyrkiske hær Lice i oktober 1993, angiveligt for at ramme militante kurdiske oprørere dér; i stedet endte de med at brænde hele byen ned og dræbe civilbefolkningen. Dette blev den første sag, som kurderne rejste ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol mod den tyrkiske stat, hvilket resulterede i en erstatning på 2.500.000 engelske pund. Samtidig blev flere velhavende kurdiske forretningsmænd mål for snigmord og myrdet under den daværende tyrkiske premierminister Tansu Ciller. Et af ofrene var en mand ved navn Behcet Cantürk, hvis mor var et armensk barn, der havde formået at overleve Lice-massakrerne i 1915.

Guvernør Reshit var også ansvarlig for at afskedige og myrde flere andre embedsmænd i Diyarbakir-regionen, som havde trodset deportationsordren: Chermik-borgmester Mehmet Hamdi Bey, Savur-borgmester Mehmet Ali Bey, Silvan-borgmester Ibrahim Hakki Bey, Mardin-borgmester Hilmi Bey, efterfulgt af Shefik Bey, blev alle fyret fra midten til slutningen af 1915. En anden embedsmand, Nuri Bey, borgmester i først Midyat og derefter Derik, en ren armensk by nær Mardin, blev også fyret af Reshit Bey og efterfølgende myrdet af hans håndlangere. Armenske oprørere fik skylden for mordet. Som følge heraf blev alle de armenske mænd i Derik arresteret og henrettet, og kvinder og børn deporteret.

Navnene på disse modige mænd findes ikke i historiebøgerne. Hvis nævnt overhovedet, er de stemplet som "forrædere", set i lyset af den officielle tyrkiske version af historien. Mens staten og masserne begik en gigantisk forbrydelse, og mens denne forbrydelse blev en del af deres daglige liv, afviste disse mænd den folkemorderiske kampagne alene baseret på individuel samvittighed, og på trods af fristelsen til at berige sig selv. Disse få dydige mænd, samt et betydeligt antal almindelige tyrkere og kurdere, trodsede ordrerne og beskyttede armenierne. De er de virkelige helte, og repræsenterer den tyrkiske version af lignende skikkelser i "Schindlers liste" eller "Hotel Rwanda". Tyrkiske borgere i dag har to muligheder, når de mindes deres forfædre som helte: Enten at sympatisere med massemorderne og røverne, der begik "forbrydelser mod menneskeheden", eller med de dydige mennesker med ren samvittighed, der forsøgte at forhindre disse "forbrydelser mod menneskeheden". At lære disse virkelige helte at kende vil hjælpe tyrkere til bryde fri af historiefornægtelsens lænker, som har bundet dem gennem fire generationer, og begynde at konfrontere realiteterne fra 1915.

Kilder

Tuncay Opcin, “Ermenilere Kol Kanat Gerdiler (De beskyttede armenierne),” Yeni Aktuel, 2007, nr. 142.

Ayse Hur, “1915 Ermeni soykiriminda kotuler ve iyiler (De gode og de onde under det armenske folkemord),” Radikal newspaper, April 29, 2013.

Seyhmus Diken, “Kaymakam Ermeniydi, Oldurduler… (Borgmesteren var armenier, de dræbte ham ...),” Bianet, April 23, 2011.

Orhan Cengiz, “1915: Heroes and Murderers (1915: Helte og mordere),” Cihan News Agency, Nov. 2, 2012.

---

Raffi Bedrosyan er en civilingeniør og koncertpianist, der lever i Toronto, Canada. Gennem de sidste mange år er overskuddet fra hans koncerter og to cd'er blevet doneret til gennemførelse af skole-, motorvejs-, vand- og gasprojekter i Armenien og Karabagh - projekter, i hvilke han også selv har deltaget som frivillig ingeniør. Bedrosyan var involveret i organiseringen af Surp Giragos Diyarbakir/Dikranagerd Kirke genopbygningsprojektet, og i at fremme forståelsen for dette historiske projekt verden over som det første armenske krav om tilbagelevering af kirkeejendom i Anatolien efter 1915. I september 2012 gav han den første armenske klaverkoncert i Surp Giragos Kirke siden 1915.

---

Oversættelse: Bombadillo