J'accuse er selvfølgelig titlen på alle tiders mest berømte åbne brev, i hvilket Emile Zola, sin tids mest feterede franske forfatter, i januar 1898 anklagede den franske regering for ulovligt at have idømt kaptajn Alfred Dreyfus livsvarigt fængsel. Dreyfus, som var jøde, var blevet anklaget for spionage og dømt for forræderi, og Zola påstod, at Dreyfus var blevet falsk anklaget, netop fordi han var jøde. Den italienske forfatter Giulio Meottis beslutning om at give sin nye bog titlen The Vatican against Israel: J’accuse, er ingen tilfældighed. Hans emne, ligesom Zolas, er institutionel antisemitisme, og institutionerne er i dette tilfælde de kristne kirker. Han ignorerer ikke Church of England og de forskellige protestantiske og østlige kirker, men hans fokus er på katolicismen og især de seneste adskillige paver. Ligesom Zola, er Meotti skånselsløs. Han citerer historiker Daniel Goldhagens erklæring om, at Den katolske Kirke efter Shoah havde den moralske forpligtelse til at forsvare Israel og jøder, og opsummerer sin påstand med rene ord: "Denne bog viser, at Vatikanet tragisk har svigtet og ladt jøderne i stikken igen."

Meottis klagesang handler således mest om Kirken i efterkrigstiden - selv om han også giver et par stikprøver på Vatikanets retorik før og under krigen. I 1904 forklarede pave Pius X sin modstand mod en jødisk stat på denne måde: "Jøderne har ikke anerkendt Vor Herre, derfor kan vi ikke anerkende det jødiske folk." I 1919 kaldte Benedikt XIV "jøderne 'vantro', hvis magtovertagelse [i Det Hellige Land] ville medføre 'forfærdelig sorg for os'". I 1922 insisterede det jesuitiske magasin Civiltà Cattolica på "nødvendigheden af at hade" jødedommen. Den første arabiske oversættelse af Zions Vises Protokoller blev udgivet af Den katolske Kirke i Jerusalem; bogens første franske oversætter var skribent på Vatikanets dagblad L'Osservatore Romano. Da araberne slagtede jøder i en pogrom i 1929, frikendte den samme avis araberne for skyld og bebrejdede i stedet "zionismens politik."

Hvad angår Kirken under krigen, kommer her et par af Meottis godbidder. I 1943 udtalte ærkebiskop Angelo Roncalli, der skulle blive pave Johannes XXIII, at han følte sig "utilpas ved jødernes forsøg på at nå til Palæstina, som om de forsøgte at rekonstruere et jødisk kongerige." Pius XII's viceudenrigsminister afviste også ideen om en jødisk stat og sagde, at "Palæstina nu er mere hellig for katolikker end for jøder."

Det er ganske vist ingen nyhed, at Den romersk-katolske Kirke var antisemitisk før Holocaust, og at Pius XII kunne have talt med større fasthed imod Den endelige Løsning. Men hvad med tiden efter Holocaust? Den almindeligt accepterede fortælling er mere eller mindre som følger (jeg citerer fra en nylig artikel i National Catholic Register): "Den salige pave Johannes XXIII genoprettede de katolsk-jødiske relationer i 1960'erne og søgte at læge fortidens sår, hvor katolikker havde behandlet jøder, mindre som elskede brødre og mere som fremmede - eller værre, som fjender. Kirken godkendte denne tilnærmelse ved Det andet Vatikankoncil i 1965 med erklæringen Nostra Aetate, og paverne Paul VI, den salige Johannes Paul II og Benedikt XVI fortsatte alle bestræbelserne på at uddybe disse relationer."

Meotti tillader sig at afvige. Han dokumenterer, at Vatikanet i de umiddelbare efterkrigsår - næppe angerfuld angående dets mangelfulde forsvar for jøder under nazismen - kaldte Israels grundlæggelse "tragisk"; Vatikanets nyhedsbureau kaldte zionismen "den nye nazisme" og Civiltà Cattolica kaldte Israel "racistisk" og "fanatisk".

Johannes Paul II bliver almindeligt betragtet som en brobygger mellem katolikker og jøder. Meotti viser imidlertid, at han ved flere lejligheder karakteriserede Israel som aggressor og palæstinenserne som ofre, og mindst én gang sammenlignede Israels behandling af palæstinenserne med Den endelige Løsning. Mens Pavestolen ventede indtil 1993 med at anerkende den israelske stat, opfordrede Johannes Paul II ofte til dannelsen af et palæstinensisk hjemland. Under hans pontifikat beskyldte L'Osservatore Romano Israel for "udryddelse", for "barbariske handlinger," for "med ild og jern at profanere Den Genopstandnes land, og for bevidst at "dræbe (...) harmløse børn".

Sidstnævnte beskyldning udløste protest fra selveste Oriana Fallaci, som skrev: "Jeg finder det beskæmmende, at pavens avis (...) beskylder et folk for udryddelse, som blev udryddet i millionvis af kristne. Af europæere. Jeg finder det beskæmmende, at denne avis nægter dette folks overlevende (der stadig har tal tatoveret på deres arme) retten til at reagere, for at forsvare sig selv, for ikke at blive udryddet igen." Meotti finder det også beskæmmende. Johannes Paul II, anklager han, "var moralsk blind for karakteren af den arabisk-israelske konflikt. Ved sine handlinger og tavshed tolererede og legitimerede paven arabisk terrorisme".

Dette er ikke alt. Meotti kritiserer også Johannes Paul II for "gentagne gange at omfavne den mand, der var ansvarlig for indførelsen af terrorisme mod uskyldige mennesker." Han henviser selvfølgelig til Yasser Arafat. Gennem årenes holdt Johannes Paul II i alt elleve møder med Arafat, hvoraf det første fandt sted et godt stykke tid før Arafats Fredspris. Da Arafat døde, erklærede en Vatikan-meddelelse en "times sorg", og en pavelig talsmand sagde: "Må Gud i sin nåde byde velkommen til sjælen af den hæderkronede afdøde."

Det var også Johannes Paul II, argumenterer Meotti, der, mens han stadig var kardinal i Polen, begyndte "at omdanne Holocaust til en katolsk begivenhed." Hvad betyder det? Ja, ved en ceremoni i 1970, for eksempel, "distribuerede (paven) aske fra Auschwitz," tilsyneladende uden at vide eller bekymre sig om, at han ved at "røre, fjerne, og fordele (...) resterne af afdøde jøder" gjorde noget, som jøder ville betragte som "en vanhelligelse af de døde". Det var i Johannes Paul II's periode, at et kloster blev bygget i Auschwitz i 1984. Som reaktion på en verdensomspændende jødisk vrede over dette skridt, spurgte priorinden: "Hvorfor ønsker jøderne særbehandling i Auschwitz kun for sig selv? Betragter de stadig sig selv som det udvalgte folk?" Det var også Johannes Paul II, som saligkårede [i 1987 og helgenkårede i 1998, o.a.] den katolske konvertit, Edith Stein, der blev myrdet i Auschwitz for at være født jødisk. For Johannes Paul II, skriver Meotti, "demonstrerede Stein, at selve symbolet på jødisk martyrium, Auschwitz, ikke var en jødisk begivenhed, eller et udtryk for en antisemitisme, der var opfostret af to årtusinders kristen undervisning i foragt, men et sted for kristen lidelse og forløsning."

Efter Meottis opfattelse, blev tingene ikke bedre under Johannes Paul II's efterfølger, Benedikt XVI. Under begge pontifikater, viser han, fortsatte mange højtstående gejstlige med vanemæssigt at servere palæstinensisk befrielsesteologisk retorik, der sammenlignede palæstinenserne med Jesus, og endnu en gang placerede jøderne i rollen som korsfæstende skurke.

"Har Kirken lært," spørger Meotti mod slutningen af sin bog, "at vejen til helvede er brolagt med tavshed?" Men som hans egen anklage gør det klart, har Kirkens vigtigste forseelse, i årene efter 2. Verdenskrig, ikke været at tie stille, men at kæfte op på ubehagelige måder.

Selvom han er kritisk over for Johannes Paul II og Benedikt XVI, lader Meotti håbet leve for den nuværende Kristi stedfortræder, der, bemærker han, har "fejret Rosh Hashanah og Hanukkah i synagoger, givet udtryk for solidaritet med jødiske ofre for iransk terror og skrevet en bog sammen med en rabbiner, Avraham Skorka". Netop denne uge, priste American Jewish Committee pave Frans' bekræftelse af de katolsk-jødiske relationer i hans første apostoliske formaning, Evangelii Gaudium (Evangeliets glæde). Men Meotti er bekymret for, at Vatikanet, selv under en personligt pro-semitisk pave, vil fortsætte sin tendens "til at drive en kile ind mellem de 'gode' og føjelige jøder i diasporaen og de 'dårlige' og arrogante jøder i Israel."

Hans bekymring kan være velbegrundet. Og der er en anden grund til at tøve med bifald: Som en kommentator for nylig bifaldende udtrykte det, er Frans "mere afslappet end sin forgænger angående den trussel, som de muslimske troende udgør for katolicismen". I september sendte paven en kammeratlig note til Storimamen på Al-Azhar-universitetet i Cairo, hvori han udtrykte sin "respekt" for islam. Og i sin apostoliske formaning advarer han mod "hadefulde generaliseringer" om Fredens Religion. Hvor reelt og meningsfuldt venlig kan en pave være mod jøder og Israel, spørger man sig selv, når han om islam synes opsat på at spille "lad os lade som om" og overser det ondsindede jødehad, der prædikes og læres på steder som Al-Azhar?

---

Bruce Bawer er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og forfatter til While Europe Slept og Surrender: Appeasing Islam, Sacrificing Freedom. Hans bog The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind er netop udkommet fra Broadside / Harper Collins.

---

Oversættelse: Bombadillo