Den 4. juni 2009 tog Barack Obama til Cairo og holdt en tale, henvendt til den muslimske verden, der var fuld af lovprisning af islam og undskyldning på vegne af Vesten. I talen med titlen ”En ny begyndelse” ("Jeg er kommet her," forklarede han, "for at søge en ny begyndelse i forholdet mellem USA og muslimer over hele verden"), kaldte han det universitet, han talte ved (og som, hvis det befandt sig i Vesten, sandsynligvis ikke kunne opnå status af universitet) "et fyrtårn af islamisk lærdom”. [Talen blev faktisk holdt på Cairo Universitet, ikke på Al-Azhar, som Obama kaldte ”et fyrtårn af islamisk lærdom”, o.a.]. Han gav i det store og hele vestlig "kolonialisme” skylden for spændingerne mellem Vesten og islam. Han sagde "assalaamu alaykum” og blev ved med at henvise til ”den hellige Koran”. Han hævdede, i et latterligt eksempel på overdrivelse, at ”islam altid har været en del af Amerikas fortælling”. Han leverede et brag af revideret historie, der ufortjent gav islam ros for århundredgamle resultater inden for videnskab, arkitektur, musik, kunst og medicin og endda fremholdt den som ”en model for tolerance og lighed” (på et tidspunkt syntes han at antyde, at kvinders rettigheder på nogle måder var mere avancerede i den muslimske verden end i USA). Og med fuldstændig forudsigelighed citerede han ude af kontekst fra den ”hellige Koran”, ved at udplukke alle vestlige apologeters favoritvers, der angiveligt lærer, "at hvis et menneske dræber en uskyldig, er det som om, han har dræbt hele menneskeheden." [efter Koranen 5:32, o.a.]

Og som altid, selvfølgelig, talte han om sig selv: En efterkommer af ”generationer af muslimer” i Kenya; en mand, der i sine indonesiske drengeår dagligt hørte det smukke islamiske kald til bøn; en præsident, der havde "kendt islam på tre kontinenter, før (han) kom til den region, hvor den først blev åbenbaret." Som en person med sådanne intime bånd til Fredens Religion, hævdede Obama, så han det som en del af sin opgave at ”bekæmpe negative stereotyper af islam.” Ja, han talte om behovet for at bekæmpe terror, men var hurtig til at slå fast, at "islam ikke (er) en del af problemet", men snarere "en vigtig del af arbejdet for fred." Han forsvarede de amerikanske bånd til Israel og erkendte realiteten af "et hidtil uset Holocaust”, men gik hurtigt over til palæstinenserne, som "har lidt", som oplevede "forflyttelsens smerte" og som må udholde "de daglige ydmygelser (...) der kommer af at være besat." Han prædikede kort sagt for Israel fra en prædikestol i Cairo. Han citerede fra Talmud, men var omhyggelig med ikke at kalde den hellig. Han antydede, at jødernes og palæstinensernes historier var lige tragiske. Han prædikede også for Amerika, og lod formode, at når amerikanerne kritiserer kvinders - og pigers (!) - valg af hijab, så skjuler de deres ”fjendtlighed” mod islam ”bag påskud om liberalisme”. Ligeledes: i stedet for at tordne mod 11. septembers ondskab, undskyldte Obama for nogle amerikanernes formodede udskejelser i deres reaktion på denne ugerning, og sagde med kvalmende fortrydelse, at den "i nogle tilfælde førte (...) os til at handle i strid med vores idealer." Åh, og så lovede han at lukke Guantánamo ”i begyndelsen af næste år.”

Denne søndag - næsten præcist lige så langt inde i sit præsidentskab som Obama var, da han holdt sin tale i Cairo - talte Donald Trump i Riyadh. For nogle af os havde selve udsigten til denne forestilling været ubehagelig, for at sige det mildt. Trump vandt valget, trods alt, hovedsageligt på grund af hans hårde og forfriskende realistiske tale om islam. Nu, på hans første udlandsrejse som præsident, tog han til Saudi-Arabien. Det var slemt nok, at dette var en rejse til et muslimsk land. Men Saudi-Arabien er ikke bare et hvilket som helst muslimsk land. Det er alle muslimske landes moder. Det er det mest tilbagestående af dem alle. Det er en statssponsor af terrorisme. Det, og medlemmer af dets kongelige familie, har finansieret moskeer og madrasaer og universitetsafdelinger for mellemøstlige studier over hele den vestlige verden - steder, der ikke er andet end centre for islamisk propaganda. De fleste af 9/11-flykaprerne var saudiere, som hele verden ved. Og hele pointen med Trumps besøg i Riyadh var at fejre et gigantisk salg af amerikanske våben til saudierne ud fra den forudsætning, at de udgør et vigtigt bolværk mod en endnu alvorligere trussel, nemlig Iran. Trump talte heller ikke bare til saudierne: Blandt de fremmødte var også lederne af de fleste af de andre muslimske lande på planeten - med andre ord en hel vognladning af virkelig ækle kunder. Det var svært ikke at konkludere, at Trump, ligesom Obama, ville forsøge at fedte sig ind til en "ny begyndelse i forholdet mellem USA og muslimer."

De indledende minutter af Trumps tale gjorde bestemt intet for at fjerne denne forventning. Det var kvalmende at høre ham forherlige det ”storslåede kongerige” Saudi-Arabien, ”pragten af dit land”, ”storheden af dette bemærkelsesværdige sted” og så videre. Det var absurd at høre ham tale om at arbejde sammen med de ultra-ekstremistiske saudiere om at udrydde ”ekstremisme.”

Men så skete der noget. Selv mens han fortsatte med at levere den sædvanlige glødende retorik om islam som ”en af verdens store religioner,” og at henvise til dette og hint som ”helligt”, så lavede han et par særdeles elegante overgange. Først begyndte han at blande den højtflyvende lovprisning med realistisk business-snak om værdien af internationalt partnerskab. "Vi er ikke her for at belære - vi er ikke her for at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve, hvad de skal gøre, hvem de skal være eller hvordan de skal tilbede," sagde han. "I stedet er vi her for at tilbyde partnerskab" mellem Vesten og den muslimske verden - et partnerskab, der vil bringe velstand til fremtidige muslimske generationer. Men han understregede, at for at et sådant partnerskab skal fungere, er noget nødt til at blive ændret. Og det skal ændres meget. Den islamiske verden, insisterede han, må blive til et sted, hvor unge muslimer kan vokse op "helt uden had". Og så præciserede han resultaterne af dette had - først med et navneopråb af nogle af de ”barbariske angreb” på Amerika - 9/11, Boston, San Bernardino, Orlando - og derefter med en liste over andre steder ("De europæiske lande ... lande i Afrika og endda Sydamerika. Indien, Rusland, Kina og Australien ...") hvor dette had har manifesteret sig.

Men uanset hvor fint han arbejdede sig frem til det, var det intet mindre end en anklage.

Nej, han anklagede ikke udtrykkeligt de muslimske ledere for at finansiere terrorisme - men han fortalte dem, i utvetydige vendinger, at de måtte afbryde strømmen af midler til terrorister. Han gav heller ikke udtrykkeligt islam skylden for terror eller udtrykkeligt kaldte den ond (uanset hvor meget nogle af os ville have elsket at høre ham gøre det) - men han kom fristende tæt på, da han talte ligefremt om den "nederdrægtige trosbekendelse", den "onde ideologi", den "feje ideologi", der ligger til grund for terror. Han brugte ordet "ondskab". Og, ja, han talte om ”islamisk” (ikke ”islamistisk” eller ”radikal islamisk”) terror. Og han gjorde det klart, at han ikke bare talte om terrorisme - han talte om islam selv. Han fordømte "undertrykkelsen af kvinder, forfølgelsen af jøder og nedslagtningen af kristne." Han advarede: ”Barbari vil ikke bringe dig ære - fromhed i ondskabens tjeneste vil ikke bringe dig værdighed." Ja, "fromhed i ondskabens tjeneste." Han fortsatte med at komme med flatterende bemærkninger om islam, men de føltes i stigende grad som formaliteter, og det blev mere og mere klart, at han identificerede denne religion som roden, ikke bare til terror, men til alt, hvad der er primitivt og barbarisk i den del af verden, hvor den almindeligt praktiseres. I en bemærkelsesværdig passage opregnede han en række vidundere i den arabiske region, som hans tilhørere burde være stolte af. Det bemærkelsesværdige var, at de alle var vidundere, der kunne dateres til præ-islamiske tider. Kort sagt mindede han disse mennesker om, at de havde en stolt historie, en stolt identitet, der lå forud for deres profet, og som kunne, hvis de ønskede det, bidrage til at danne grundlag for en ny, fri, fremadrettet kultur.

I nogle islamiske lande bliver selv det at udtrykke sådanne tanker selvfølgelig betragtet som kættersk, ulovligt; men Trump gjorde det på en så mesterlig måde, at man kan forestille sig, hvordan nogle af disse store muslimske kanoner har siddet dér og prøvet at finde ud af, om de skulle blive fornærmede eller ikke.

Faktisk var det hele ganske mesterligt udført. Tidligt i sin tale, henvendte Trump sig til sit publikum som til venner og partnere; inden for et par minutter - uden at løfte en eneste pegefinger og uden at opgive den kollegiale tone eller det komplimenterende sprog - gjorde han det klart, at han tog dem i skole. Han var bossen, capo di tutti capi [alle bossernes boss], og han stillede betingelserne. Dette var ikke Obama, der naivt troede, at han kunne forandre verden ved hjælp af krybende undskyldninger for Vesten, lovprisning af islam bygget på ren og skær fantasi, og endnu en genfortælling af sin egen angiveligt inspirerende personlige historie - alt imens han osede af beta-hannens ærbødighed og føjelighed. Nej; dette var en mand af magt, der - uden på noget tidspunkt at tale om sig selv - gjorde mesterligt brug af denne magt, med en jernnæve pakket ind fløjl. Hans budskab var ikke til at tage fejl af: Enten må I annullere denne stupide religion (eller i det mindste tøjle den, og nu) slutte jer til den moderne verden og give jeres folk frihed til at drømme, håbe, skabe, vokse og blomstre. Eller I må tage konsekvenserne. Da han, i slutningen af talen, opsummerede den islamiske verdens aktiver, værdigede han ikke islam et eneste ord; men han nævnte blandt andet dens "iværksætterånd" og ambitiøse unge. Hvor Obama usandt havde tilskrevet islam alle mulige fortidige vidundere, forestillede Trump sig underforstået en islam-fri fremtid, i hvilken regionen endelig kunne nyde "strålende vidundere i videnskab, kunst, medicin og handel til inspiration for menneskeheden."

Ja, det ville have været fantastisk at høre en amerikansk præsident udskære sandheden om islam på en mindre nuanceret, mindre diplomatisk måde. Og det var ærlig talt bizart - hen imod afslutningen - at høre Trump udskille Iran som unikt ondsindet efter at have dynget ros på andre lige så forbryderiske regimer, hvis ledere var til stede lige dér i rummet sammen med ham. Men vi islam-kritikere har vores job og Trump har sit. I betragtning af lejligheden og formålet, var dette, selv på sit værste, en enorm forbedring i forhold til Obamas Cairo-tale, og på sit bedste, en overbevisende demonstration af autoritet, et hårdtslående krav om radikal forandring og en perfekt justeret brug af gulerods-og-stokke-metoden.

Nej, international islam er næsten helt sikkert hinsides meningsfuld reform. Men historien har vist, at den i det mindste kan holdes i tømme og kontrolleres på måder, der giver borgerne i overvejende muslimske lande en vis grad af frihed og minimerer omfanget af den vold i Vesten, der har sin oprindelse i disse lande. (Den grasserende islamisering af Vesten, og den ledsagende stigning i hjemmedyrket islamisk terror, er separate spørgsmål.) Og nej, en enkelt tale kan ikke udrette meget af noget som helst. Men Trumps håndfaste præsentation i Riyadh kan, hvis den følges op af en lige så håndfast omgang med vore ”venner” blandt dette publikum, meget vel få et par ting her og der til at bevæge sig i velkomne retninger.

---

Bruce Bawer er Shillman Journalism Fellow ved David Horowitz Freedom Center og forfatter til While Europe Slept og Surrender: Appeasing Islam, Sacrificing Freedom. Hans bog The Victims' Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind er netop udkommet fra Broadside / Harper Collins.

---

Oversættelse: Bombadillo