Jihad: Islams lære i Koranen og hadith
Af Richard P. Bailey
Oversættelse af: Jihad: The Teaching of Islam from the Quran and Hadith
Kilde: Answering Islam
Udgivet på myIslam.dk: 8. august 2019

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".


A. FRA KORANEN:

[Når vi betragter antallet af vers i Koranen, der beskæftiger sig med emnet jihad eller kamp for Allahs sag, bliver det indlysende, at jihad er et af Koranens vigtigste temaer.

Koranens 114 suraer (kapitler eller afsnit) er ikke gengivet i den kronologiske orden, hvori Muhammed reciterede dem, men synes at være gengivet efter længde - fra den længste til den korteste. I stedet for at præsentere versene i den orden, de har i Koranen, har jeg valgt at præsentere dem i den kronologisk orden, hvori de kom (ifølge Nöldekes opgørelse). Dette vil bidrage til at fremhæve den åbenlyse udvikling af tanken om jihad.

Kabaen, en kubisk bygning i byen Mekka, indeholdt mange afguder og var tilbedelsescenter for de hedenske arabere på Muhammeds tid. Arabere fra hele Arabien kom til Mekka på en årlig pilgrimsfærd for at tilbede disse afguder.

Muhammed begyndte at forkynde islam i år 610 e.Kr., mens han stadig levede i Mekka. Hans Quraysh stammefæller blev mere og mere vrede på ham på grund af hans fordømmelse af deres afgudsdyrkelse. 90 af de 114 suraer stammer fra de 13 år, han levede i Mekka. Disse suraer indeholdt ingen instrukser om at kæmpe, på trods af den alvorlige forfølgelse - prygl, fordrivelsen fra deres hjem og dødstrusler - som hans lille gruppe tilhængere blev udsat for.

De sidste 24 suraer er fra tiden efter 622, da Muhammed og hans tilhængere var udvandret til Medina for at undslippe forfølgelsen i Mekka. Dér blev Muhammed gjort til politisk leder af byen, og hans tilhængerskare voksede betydeligt. Læren om jihad eller kamp "for Allahs sag" begyndte at udvikle sig i disse medinensiske suraer. Som man vil se, har jeg inddelt udviklingen af Koranens lære om jihad i fire faser. Der er uden tvivl andre måder at betragte dette emne på, men denne jeg har fundet mest nyttig.]


Nøgle:

"Alle koran-vers er fra Ellen Wulffs danske oversættelse."

(I bløde parenteser efter hver reference har jeg tilføjet et kort resumé af den koraniske passage.)

[YA: "Kommentarer af Yusuf Ali, en oversætter af Koranen til engelsk, er indføjet i kantede parenteser for at give større forståelse for den muslimske fortolkning af disse vers."]

[Andre kommentarer er mine egne.]


FASE 1: (I MEKKA) - INGEN GENGÆLDELSE:

[Mens de stadig levede i Mekka, kæmpede Muhammed og hans tilhængere ikke og gjorde heller ikke gengæld. Følgende vers er typiske for læren i suraerne fra denne tid:]

Sura 73:10,11 (vær tålmodig og bær over med dem, der nægter sandheden)

"Udhold tålmodigt, hvad de siger, og skil dig fra dem i fordragelighed! Overlad dem, der kalder det for løgn, til Mig, dem, der lever i vellevned
[YA: "Mænd, der lever i vellevned, har særlig grund til taknemmelighed mod Allah, som skænkede dem dette. Når de er blandt Allahs fjender, kan ingen andre end Allah tage sig af dem på passende vis..."],
og lad dem få en smule henstand!"

Sura 52:45,47,48 (lad dem være i fred og vent i tålmodighed på, at Herren straffer dem)

"Lad dem være, indtil de står over for deres dag, hvor de bliver ramt af tordenskraldet! (...) De, der handler uret, vil få en straf derudover. (...) Vent tålmodigt på din Herres dom! Vi har dig for øje. ..."
[YA: "Allahs mand må gøre sit yderste for at forkynde Allahs budskab. Hvad resultater angår, er det ikke op til ham. Han må vente tålmodigt i bevidstheden om, at han ikke er glemt af Allah, men konstant er Allah for øje - under Hans levende omsorg og beskyttelse ..."]

Sura 109:1,2,6 (Sig til de vantro: "I har jeres religion, og jeg har min.")

"Sig: 'I vantro! Jeg tilbeder ikke den, som I tilbeder (...). I har jeres religion, og jeg har min.'"

Sura 76:8,9 (Vær venlige selv mod dem, der er taget til fange)

"... de giver en fattig, en forældreløs og en fange mad, selvom de selv elsker den. 'Vi giver jer mad for Allahs skyld; vi ønsker hverken gengæld eller tak af jer.'"
[YA : "... det henviser til den gamle tingenes tilstand, hvor krigsfanger måtte optjene deres egen mad eller deres egen løskøbelse; selv almindelige fanger indsat for kriminelle handlinger sultede ofte, medmindre de fik mad givet af private venner eller fra deres egne indtægter."]

Sura 20:129,130 (også 38:15-17) (vær tålmodig med onde ting sagt af onde mennesker)

"Hvis der ikke allerede havde foreligget et ord fra din Herre og en fastsat tidsfrist, så var det uafvendelige allerede sket.Udhold alt, hvad de siger! ..."
[YA: "Alle gode mænd må være tålmodige med, hvad der forekommer dem ondt omkring dem."]

Sura 20:134,135 (vær tålmodig og lad de vantro se, hvem der har ret)

"Hvis Vi inden ham havde tilintetgjort dem med en straf, så havde de sagt: 'Herre! Hvorfor sendte du os ikke en udsending, så vi kunne have fulgt Dine tegn, inden vi blev fornedrede og vanærede?' Sig: 'Hver og en venter. Vent derfor også I! I skal få at se, hvem der hører til på den lige vej, og hvem der har ladet sig retlede.'"
[YA: "Gudsmanden kan kun sige: 'Lad os vente og se. Min tro fortæller mig, at Allahs sandhed vil sejre.'"]

Sura 16:93 (Allah lader dem alene, som han tillader at komme bort fra sandheden)

"Hvis Allah ville, havde Han gjort jer til ét fællesskab; men Han vildleder, hvem Han vil, og retleder, hvem Han vil. I vil engang blive draget til ansvar for, hvad I gjorde.
[YA: "Allahs vilje og plan med at tillade mennesket en begrænset fri vilje, er ikke at tvinge menneskets vilje, men at give alle vejledning og lade dem alene, der afviser denne vejledning, hvis de skulle omvende sig og komme tilbage til nåden. Men i alle tilfælde, for så vidt at vi får givet valget, vil vi blive stillet til regnskab for alle vore handlinger ..."]

Sura 19:83,84 (Hav ikke for travlt med at komme i kamp. Allah vil tillade onde mennesker at ødelægge sig selv.)

"Har du ikke set, at Vi har sendt satanerne ud til de vantro for kraftigt at opildne dem? Skynd derfor ikke på med dem! Vi tæller for dem og holder tal."
[YA: "Under lovene indført af Allah vil ondskaben, når den har nået et bestemt stadium af oprør og trods, få lov til at samle styrke og skumme af raseri til sin egen ødelæggelse. Den er givet en vis frist, som en sidste chance; men uden anger, er dens dage talte. De gudfrygtige skal derfor ikke bekymre sig over ondskabens tilsyneladende succes i verden, men skal fortsætte med deres egne pligter i en ånd af tillid til Allah."

Sura 43:88,89 (Bare vend dig bort fra dem, der afviser sandheden og sig "fred" til dem)

"Og ved hans ord: 'Herre! Dette er folk, der ikke tror.' Undskyld dem derfor, og sig: 'Fred! De skal få at se!"
[YA: "Profeten (...) bliver her fortalt, at han skal lade dem være for en tid, for sandheden vil snart sejre."]

Sura 67:26 (Muhammed er kun en advarer, ikke en håndhæver)

"Sig: '... Jeg er blot en tydelig advarer.'"
[YA: "Profetens pligt er at forkynde dette faktum åbent og tydeligt. Det er ikke op til ham at straffe eller fremskynde straffen for ondt."]
Sura 22:49 "Sig: 'I mennesker! Jeg er jer kun en tydelig advarer!'"

Sura 23:54 (Lad dem være i deres uvidenhed)

"Lad dem blot forblive i deres afgrund en tid endnu!"

Sura 23:96-98 (Det er bedst ikke at gengælde ondt med ondt)

”(96) Driv det onde tilbage med noget, der er bedre! Vi ved bedst, hvad de siger.
[YA: "Det er ikke op til dig at straffe. Det bedste for dig er ikke at gengælde med ondt, men at gøre hvad der bedst tilbageviser det onde. To onder gør ikke et gode."]
(97) Sig: 'Herre Hos Dig søger jeg tilflugt imod satanernes fristelser.
(98) Hos Dig, Herre, søger jeg tilflugt imod, at de hjemsøger mig!'"

Sura 25:52 (Kæmp af al din magt imod de vantro med Allahs ord - "Større Jihad")

"Så giv ikke efter for de vantro, men bekæmp dem af al magt med Koranen!"
[YA: "... gudsmanden ænser ikke smålige kritikere, der afviser tro. Han fører den største jihad af alle med Allahs åbenbaring som våben."]
[Det arabiske er "Jihad-e-Kabir" (Større Jihad). Muslimer mener derfor, at fysisk krig er "Jihad-e-Saghir" (Mindre Jihad), selvom dette udtryk ikke er specifikt nævnt i Koranen (se 4:74-76).]

Sura 17:54 (Muhammed blev ikke sendt for at afhjælpe menneskers affærer.)

"... Vi har ikke sendt dig ud som værge for dem."
[YA: "Selv gudsmænd er ikke sendt for at tage sig af eller afhjælpe menneskers anliggender, men kun for at undervise i Allahs budskab."]

Sura 16:125,126 (Kald kun til Allahs vej med elskværdig prædiken og argumentation.)

"(125) Kald til din Herres vej med visdom og smuk formaning! Og du skal strides med dem på en endnu smukkere måde! (...)
(126) Hvis I vil hævne jer, så hævn jer på samme måde, som man hævner sig på jer! Men hvis I holder ud - det er bedre for dem, der holder ud."
[YA: "I denne sammenhæng henviser denne passage til bestemte kontroverser og diskussioner, men ordene er brede nok til at dække alle menneskelige kampe, tvister og stridigheder. Efter strengeste retfærdighed er du ikke berettiget til at give et værre slag, end der er givet dig. Men de, der har nået et højere åndeligt niveau, gør ikke engang dette. De behersker sig og er tålmodige. For at du ikke skal tro, at en sådan tålmodighed kun giver en fordel til modstanderen, får du at vide, at det modsatte er tilfældet. Fordelen er hos den tålmodige, den selvstændige, hos dem, der ikke mister besindelsen eller glemmer deres egne adfærdsregler."]

Sura 29:46 (Lad være med at skændes med jøder og kristne, men gør det, der er bedre, dvs. understreg vores enhed)

"Med Skriftens folk [jøder og kristne] skal I kun strides på den pæneste måde, undtagen med dem af dem, der handler uret, og sig: 'Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og ligeledes på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores gud og jeres gud er én, og til Ham overgiver vi os.'"
[YA: "For at opnå vores mål som sande fanebærere for Allah, skal vi påpege det fælles trosfundament, som det fremgår af den sidste del af dette vers ... "]

Sura 29:69 (Allah vil vejlede dem, der kæmper for Hans sag.)

"De, der kæmper for Os, dem vil Vi lede ad Vore veje. Allah er med dem, der handler godt."
[YA: "Alt hvad mennesket kan gøre er at stræbe for Allahs sag. Så snart han stræber af alle kræfter, med bestandighed og beslutsomhed, kommer Allahs lys og barmhjertighed ham i møde (...). Allahs vej (sirat-ul-mustaqim) er en lige vej. Men menneskene har forvildet sig bort fra den i alle retninger. Og der er adskillige veje, ad hvilke de kan komme tilbage til den rette vej (...). Alle disse veje bliver åbne for dem, når de først bringer deres hjerter i overensstemmelse med Allah og arbejder i den rette stræben (jihad) med hele deres sind og sjæl og alle deres ressourcer. Således vil de komme fri af denne skrøbelige verdens spindelvæv og opnå evig lyksalighed i opfyldelsen af deres sande skæbne."]

Sura 10:25,26 (Allahs kald til fredens hus med belønning i paradiset]

"(25) Allah kalder til fredens bolig og leder, hvem Han vil, til en lige vej.
[YA: "Salam, ordet fred kommer af samme rod som islam, enhedens og harmoniens religion."]
(26) De, der har handlet godt, har Det Skønneste i vente og mere til.
[YA: "De retfærdiges belønning vil være langt større end i forhold til deres fortjenester. For de vil nyde den højeste lyksalighed ved at være nær Allah, og (på sufi-sprog) 'se hans ansigt'"]
Intet støv vil komme over deres ansigt, og ingen fornedrelse. De hører til i Haven; dér skal de forblive til evig tid."

Sura 6:104 (Det er ikke vort job at holde øje med folk og sikre, at de tror på sandheden)

"Der er kommet synlige tegn til jer fra jeres Herre. Hvis nogen kan se, så er det til hans eget bedste, og hvis nogen er blind, så er det til skade for ham. Jeg er ikke jeres vogter."

[Den pakistanske brigadegeneral S. K. Malik siger i sin bog: The Quranic Concept of War, at "... det lille muslimske samfund i Mekka havde været genstand for qurayshitternes tyranni og undertrykkelse lige siden proklamationen af islam. De blev konstant udsat for den mest umenneskelige tortur, undertrykkelse og forfølgelse. De blev latterliggjort, herset med og overfaldet (...). Fjendens undertrykkelse nåede sit toppunkt, da qurayshitterne nægtede muslimerne adgang til Den Hellige Moské (Kabaen) for at opfylde deres religiøse forpligtelser. Denne ugudelige handling udgjorde en åben krigserklæring mod islam. Den tvang til sidst muslimerne til at migrere til Medina tolv år senere i 622 e.Kr. ..." (s. 11)]
[Det er et mysterium for mig, hvorfor muslimerne ønskede at tilbede i Kabaen, mens den stadig var fuld af afguder!]

[Da de kun udgjorde et lille antal, ville Muhammeds tilhængere være blevet udslettet, hvis de havde forsøgt at gøre gengæld. De blev også beskyttet af Muhammeds onkel indtil dennes død. Til sidst - da Muhammad modtog en invitation om at komme til Medina - flygtede de fra Mekka. I Medina blev han givet stillingen som leder af byen, og mange flere arabere accepterede ham som profet. (Se Yusuf Ali's note til sura 4:74-78a nedenfor.)]


FASE 2: (FØRSTE INSTRUKTION I MEDINA) - DEFENSIV KAMP TILLADT:

[Nogle måneder efter ankomsten til Medina begyndte muslimerne at plyndre de mekkanske handelskaravaner, der passerede gennem området. (Det er meget svært at forstå, hvordan en person, der hævder at være profet, kunne overtage denne glubske, hedenske arabiske praksis med at plyndre andre stammers handelskaravaner, kalde det "stræben på Allahs vej" og sige, at en femtedel af byttet tilhører til Allah!) Denne praksis resulterede til sidst i, at de blev angrebet af Quraysh fra Mekka i en række slag, der begyndte med Slaget ved Badr i 624. På det tidspunkt blev der givet tilladelse til at forsvare sig ved at kæmpe og dræbe. De eneste fjender i billedet var de "vantro" fra Quraysh-stammen i Mekka, som var afgudsdyrkere.]

Sura 22:39-41 (Tilladelse gives til at gå i krig for at forsvare sig)

"(39) Til dem, der bliver bekæmpet,
[YA: "Mange oversættere har ikke bemærket, at yuqataluna står i passiv, 'dem, der bliver bekæmpet' - ikke, 'dem, der griber til våben mod de vantro', som Sale oversætter det."]
er der givet tilladelse til at kæmpe, fordi de har lidt uret; Allah er i stand til at hjælpe dem.
(40) Til dem, der med urette blev fordrevet fra deres hjem, blot fordi de sagde: 'Vor Herre er Allah!'
[YA: "Dette var den første lejlighed, hvor kampe - i selvforsvar - blev tilladt. Denne passage stammer derfor utvivlsomt fra Medina."]
Hvis ikke Allah holdt menneskene tilbage, nogle ved hjælp af andre,
[YA: "At tillade et retskaffent folk at kæmpe mod et vildt og ondsindet folk, var fuldt berettiget. Men berettigelsen var langt større her, hvor det lille muslimske samfund ikke kun kæmpede for sin egen eksistens mod de mekkanske qurayshitter, men også for selve eksistensen af troen på Den Ene Sande Gud. De havde lige så megen ret til at være i Mekka og tilbede i Kabaen som de andre qurayshitter, men de blev forvist for deres tro. Det angik ikke troen af ét særligt folk. Det involverede princip var princippet om al tilbedelse, jødisk eller kristen såvel som muslimsk, og om alle institutioner bygget til gudelig brug."]
så ville klostre, kirker, synagoger og bedehuse, hvori Allahs navn hyppigt nævnes, blive ødelagt. Allah hjælper dem, der hjælper Ham. Allah er stærk og mægtig.
(41) Til dem, som, hvis Vi giver dem magt på jorden, vil holde bøn, give almisse, påbyde det rette og forbyde det forkastelige.
[En grundlæggende lære, som normalt involverer magt om nødvendigt, til at holde andre muslimer fast ved islam.]
Sagernes udfald ligger hos Allah."

Sura 22:58 (Belønninger til dem der dør i jihad)

"De, der udvandrede for Allahs sag, og så blev dræbt eller døde, dem vil Allah forsørge med et smukt underhold.
[YA: "... dvs. alt det underhold, der er nødvendigt for at give personen til et fuldt og lykkeligt fremtidigt liv, og også, tror jeg, underhold for dem, der er afhængige af ham og hans nære og kære i dette liv."]
Allah er den bedste forsørger."

[Igen, for at citere fra brigadegeneral S. K. Maliks bog: The Quranic Concept of War, bliver vi oplyst om tre faser i læren om krig i Koranen: "Den muslimske migration til Medina førte til begivenheder og beslutninger af vidtrækkende betydning og konsekvens for dem. I Mekka var de endnu ikke blevet erklæret som en umma [et folk eller et fællesskab] og de havde heller ikke fået tilladelse til at gribe til våben mod deres undertrykkere. I Medina blev de ved guddommelig åbenbaring erklæret for en umma og givet tilladelse til at gribe til våben mod deres undertrykkere. Tilladelsen blev kort efter omdannet til en guddommelig befaling, der gjorde krig til en religiøs forpligtelse for de troende." (s. 11)]


FASE 3: (ÆNDRET INSTRUKTION I MEDINA) - DEFENSIV KAMP BEFALET:

[Et par måneder efter at have fået tilladelse til at kæmpe i selvforsvar, blev befalingen givet, der gjorde krig (i selvforsvar) til en religiøs forpligtelse. I første omgang var de eneste fjender i billedet de "vantro" fra Quraysh-stammen i Mekka, som var afgudsdyrkere. Det var dem, der på en måde havde erklæret krig mod muslimerne. Med Slaget ved Uhud (se sura 3-referencer nedenfor) begyndte hyklerne (arabere, der hævdede at være muslimer, men i virkeligheden ikke troede) at vise sig som fjender, og senere blev jøderne betragtet som fjender. I begyndelsen af denne fase blev jøderne ikke betragtet som fjender, fordi Muhammad stadig forventede, at de ville acceptere ham som en profet i lighed med Moses.]

Sura 2:109 (tilgiv og bær over med de vantro jøder og lad Allah tage sig af dem)

"Mange af Skriftens folk [jøder] ville gerne, efter at I er blevet troende, få jer til at blive vantro igen, af misundelse på egne vegne, da nu sandheden er blevet tydelig for dem. Bær over og tilgiv, indtil Allah kommer med sin befaling! Allah er i stand til alt."
[YA: "'Afa' (her oversat med 'tilgiv') betyder at glemme, at udslette fra ens sind. 'Safaha' (her oversat med 'bær over') betyder at vende sig bort fra, at ignorere, at behandle et spørgsmål som om det ikke påvirker én."]
[Indtil videre tilgav Muhammed jøderne for deres vantro. Senere, da de klart afviste hans krav om profetskab, kunne han ikke længere "bære over" med dem!]

Sura 2:190-194 (Kæmp i forsvar mod angreb fra andre arabiske mekkanske modstandere, indtil forfølgelse er ophørt og islam er etableret)

"(190) Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer!
[YA: "Krig er kun tilladt i selvforsvar og indenfor veldefinerede grænser."]
Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.
[YA: "strenge grænser må ikke overtrædes: Kvinder, børn, gamle og svage mænd må ikke tilføjes overlast, træer og afgrøder må heller ikke hugges ned og fred må ikke holdes tilbage, når fjenden er gået ind på betingelserne."]
(191) Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer!
[Folkene i Mekka havde forfulgt Muhammed og hans tilhængere i en grad, så de blev tvunget til at forlade Mecka og flytte til Medina]
Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus [i Mekka],
[YA: "Denne passage er illustreret af de hændelser, der fandt sted i Hudaybiyya i det sjette år efter hijraen (flugten fra Mekka til Medina) (...). Mange af dem (muslimerne) var eksilerede fra Mekka. Her havde hedningerne etableret et intolerant autokrati, hvor de forfulgte muslimer og forhindrede dem i at besøge deres hjem og endda med magt forhindrede dem i at udføre pilgrimsfærden (...). Generelt kan det siges, at islam er religionen af fred, velvilje, gensidig forståelse og god tro, men den finder sig ikke i forbrydelse og dens mænd sætter villigt deres liv på spil til forsvar for ære, retfærdighed og religionen, som de holder hellig."]
medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro.
[YA: Hvis de med magt forhindrer dig i at udføre dine hellige ritualer, har de erklæret krig mod din religion, og det ville være fejt at ignorere udfordringen eller undlade at udrydde tyranniet.]
(192-193) Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig. Kæmp mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald, og indtil religionen er Allahs!
(YA's engelske overs. af den sidste bisætning lyder: "and there prevail justice and faith in God", dansk: "og indtil der hersker retfærdighed og tro i Gud". I følgende kommentar forklarer han, at betydningen er den samme som den, Ellen Wulff angiver i ovennævnte danske oversættelse, o.a.)
[YA: "Når det udføres, skal det gøres med kraft, men ikke ubøjeligt, men kun for at genoprette fred og frihed til Allahs tilbedelse (...). "Retfærdighed og tro." Det arabiske ord er Din, som har en omfattende betydning. Det indebærer ideer om at stå i gæld, pligt, lydighed, dom, retfærdighed, tro, religion, gældende ritualer osv. Bisætningen betyder: 'og indtil religionen er Allahs'."]
(193) Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret.
[YA: "Hvis modparten holder op med at forfølge jer, slutter jeres fjendskab mod dem, men det betyder ikke, at I bliver venner med undertrykkelse. Jeres kamp er imod uret, der bør ikke være nogen bitterhed imod mennesker."]
(194) ... Hvis nogen begår overgreb mod jer, skal I begå overgreb mod ham svarende til, hvad han har begået mod jer. Frygt Allah! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!"
[YA: "Samtidig er muslimerne befalet at udøve selvbeherskelse så meget som muligt. Magt er et farligt våben. Det kan være nødvendigt at bruge det til selvforsvar eller selvbevarelse, men vi må altid huske, at selvbeherskelse er behageligt i Allahs øjne. Selv når vi kæmper, bør det være for et princip, ikke ud af lidenskab."]

Sura 2:216,217 (kamp mod de mekkanske arabere er nu befalet, men under Zul-Hajj er det en lovovertrædelse)

"(216) Jeres forskrift er at kæmpe, selvom det er jer imod.
[YA: "At kæmpe for Sandhedens sag er en af de højeste former for godgørenhed. Hvad kan du tilbyde, der er mere værdifuldt end dit eget liv? Men her igen kommer begrænsningerne ind. Hvis du bare er en slagsbror eller en selvisk aggressiv person eller en opblæst tyran, så fortjener du den højeste dadel. Hvis du tilbyder dit liv til den retfærdige Imam, som kun er ledet af Allah, er du en uselvisk helt. Allah kender bedre værdien af ting end du gør."] Måske hader I noget, selvom det er godt for jer, og måske elsker I noget, selvom det er dårligt for jer. Allah har viden; men det har I ikke.
(217) De spørger dig om den fredhellige måned, om man må kæmpe i den.
[YA: "Pilgrimsfærdens måned (Zul-Hajj)"]
Sig: 'At kæmpe i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt.'
[YA: "Intolerancen og forfølgelsen begået af den hedenske klike i Mekka skabte enorme vanskeligheder for islams hellige budbringer og hans tidlige disciple. De bar det alt sammen med ydmyghed og langmodig tålmodighed, indtil Den Hellige gav dem lov til at gribe til våben i selvforsvar. Derefter blev de provokeret til at bryde traditionen om Forbudte Måneder, selvom de blev drevet til at kæmpe i den periode i selvforsvar på trods af deres egne følelser. Men deres fjender ikke alene tvang dem til at deltage i faktisk krigsførelse, de greb også ind i deres samvittighed, forfulgte dem og deres familier, fornærmede og fornægtede åbenlyst Allah, holdt de muslimske arabere væk fra Den Hellige Moské og fordrev dem. Den slags vold og intolerance bliver fuldt fortjent kaldt værre end drab."]
Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. De vil blive ved med at bekæmpe jer, indtil de får jer til at opgive jeres religion, hvis de kan. De af jer, der opgiver deres religion og dør som vantro, deres handlinger vil være forspildt i denne verden såvel som i den hinsidige. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid."

Sura 2:256,257 (Tving ikke de besejrede til at blive muslimer, men hvis de afviser islam, vil de lide i Helvede.)

"(256) Der er ingen tvang i religionen. ...
[YA: "Tvang er uforenelig med religion, fordi religion afhænger af tro og vilje, og disse ville være meningsløse, hvis fremkaldt ved magt."]
(257) ... De, der er vantro, deres venner er afguderne; de fører dem fra lyset ind i mørket. De hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid."

Sura 8:1 (Krigsbytte i kampen mod de arabiske mekkanere tilhører Allah)

"De spørger dig om byttet.
[YA: "Anledningen var spørgsmålet om opdelingen af byttet efter Slaget ved Badr."]
Sig: 'Byttet tilhører Allah og Udsendingen.
[YA: "Bytte taget i en lovlig og retfærdig krig tilhører ikke nogen enkeltperson. Hvis han kæmpede for sådanne ekstra belønninger, kæmpede han med forkerte motiver. Det tilhører sagen, i dette tilfælde Allahs sag, som administreret af Hans Apostel."]
Frygt Allah! I skal bringe jeres mellemværender i orden og adlyde Allah og Hans udsending, hvis I er troende!'"

Sura 8:12,13,15-18 (halshug og skær fingrene af dem, der modsætter sig Allah og Muhammed, og vend aldrig ryggen til)

”(12) Da din Herre åbenbarede for englene: 'Jeg er med jer, så lad dem, der tror, stå fast! Jeg vil sætte en skræk i livet på dem, der er vantro.
[YA: "De sårbare dele af en bevæbnet mand er halsen og opefter. Et slag over nakken, i ansigtet eller på hovedet gør det af med ham. Hvis han bærer rustning, er det svært at ramme ham i hjertet. Men hvis hans hænder er ukampdygtige, er han ikke i stand til at bruge sit sværd eller sin lanse eller noget andet våben og kan let tages til fange."]
(13,15) For de satte sig op mod Allah og Hans udsending, og den, der sætter sig op mod Allah og Hans udsending! - Allah er streng til at straffe. (...) I, der tror! Når I på fremmarch møder dem, der er vantro,
[YA: "Zahfan i teksten indebærer en langsom og velplanlagt fremrykning mod en fjendtlig hær. Når kampen først er i gang, skal den føres igennem til enden. Der er ikke plads til nøjere eftertanke. Død eller sejr skal være mottoet for enhver soldat. Det kan være døden for ham selv, men hvis han har tro, er der i hvert tilfælde sejr for hans sag."]
(15,16,17) må I ikke vende ryggen til dem! Den, der da vender ryggen til dem - med mindre han bøjer af for at kæmpe eller vil slutte sig til en deling - er hjemfalden til vrede fra Allah. Hans herberg er Helvede. Hvilket ulykkeligt endeligt. Det var ikke jer, der slog dem ihjel, men Allah, der slog dem ihjel.
[YA: "Da Slaget (ved Badr) begyndte, bad Den Hellige Apostel, og kastede en håndfuld støv eller sand mod fjenden, symbolsk for, hvordan de blindt stormede mod deres skæbne. Dette havde en stor psykologisk virkning. Hver handling i slaget er tilskrevet Allah, som var det for hans sag, og blev det ikke gennemført undtagen ved hans befaling."]
(17) Når du kastede, var det ikke dig, der kastede, men Allah, der kastede. Han ville udsætte de troende for en smuk prøvelse fra sin side.
[YA: "Talmæssigt var oddsene mod muslimerne som tre til en. Også på andre måder var de ugunstigt stillet: af våben og udstyr havde de kun lidt, mens fjenden var godt udrustet; de var uerfarne, mens qurayshitterne var mødt op med deres mest fremtrædende krigere. I alt dette var der en test; men testen blev ledsaget af nådige begunstigelser af umådelig værdi (...). Således blev prøven eller testen selv en velsignelse."]
(17,18) Allah hører alt og ved alt. Sådan er det. Allah svækker de vantros list."

Sura 8:38-42 (Fortsæt med at bekæmpe dem, indtil de holder op med at forfølge de troende, og indtil islam er etableret. Hvis de holder op med at kæmpe, så stop. En femtedel af alt krigsbyttet tilhører Allah og Hans leder.)

"(38) Sig til dem, der er vantro, at hvis [nu] de holder inde [med vantro], vil de få tilgivelse for det, der allerede er sket. Men hvis de gør det igen! - De sædvanlige indgreb [straffe] fandt jo sted før i tiden, mod de tidligere slægter [som en advarsel for dem]).
(39) Bekæmp dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald og indtil al religion tilhører Allah [i hele verden]! Hvis de holder inde, så ser Allah, hvad de gør;
[YA:"Hvis de holder inde med at kæmpe og med at forfølge sandheden, dømmer Allah dem på deres handlinger og deres motiver og ønsker ikke, at de skal chikaneres med yderligere fjendtlighed."]
(40) men hvis de vender sig bort, så skal I vide, at Allah er jeres skytsherre! Hvilken herlig skytsherre! Hvilken herlig hjælper!
(41) I skal vide, at når I tager noget som bytte (i krig), så tilhører en femtedel deraf Allah og Udsendingen, slægtningene og de forældreløse, de fattige og de vejfarende,
[YA: "Reglen er, at en femtedel sættes til side til Imamen (kommandanten), og resten fordeles blandt tropperne. Den reserverede femtedel erklæres at være til Allah og Apostlen og til velgørende formål for dem, for hvem velgørenhed tilkommer (...). Imamen afgør fordelingen efter eget skøn. I Apostelens levetid blev en bestemt del givet til Apostlen og hans nære slægtninge."]
hvis I tror på Allah og på det, der blev sendt ned til Vor tjener på Sondringens dag,
[YA: "Sondringen: Furqan: Kriteriet mellem rigtigt og forkert, afgørelsen mellem troens og vantroens styrker. Slaget ved Badr kaldes således."]
den dag, hvor de to flokke stødte sammen. Allah er i stand til alting.
(42) Da I befandt jer på den nærmeste dalskråning og de andre på den fjerneste, med karavanen neden for jer!
[YA: "Den lille islamiske styrke fra Medina drog ud for at møde den store mekkanske hær, og de mødtes på de to sider af en dal ved Badr, mens Quraysh-handelskaravanen var på et lavere liggende sted ud mod havet, ca. 5 km fra Badr."]
Hvis I skulle have aftalt et tidspunkt, var I blevet uenige. Men Allah ville afgøre en sag, der skulle gennemføres,
[YA:"De misforstod alle hinanden. Karavanen var på vej til Mekka, men troede næppe, den kunne nå frem. Quraysh-styrken forsøgte at redde karavanen og derefter tilintetgøre muslimerne. Muslimerne havde besluttet at lade karavanen være, og i stedet angribe Quraysh-hæren fra Mekka, som de troede var lille, men som viste sig at være stor - mere end tre gange deres egen størrelse. Men de to styrker mødtes netop på det sted og det tidspunkt, hvor et afgørende slag skulle finde sted, og muslimerne skulle gøre det af med mekkanernes krav. Hvis de omhyggeligt havde truffet en fælles aftale, kunne de ikke have gjort det mere præcist."]
så at den, der døde, kunne dø på grundlag af et klart bevis (der var blevet givet), og den, der levede, kunne leve på grundlag af et klart bevis (der var blevet givet). Allah hører alt og ved alt."

Sura 8:45,46 (Tænk på Allah, adlyd Apostlen, vær forenede, hold ud)

"(45) I, der tror! Når I møder en deling, så stå fast, og tænk meget på Allah! Måske vil det gå jer godt!
(46) Adlyd Allah og Hans udsending! I skal ikke strides med hinanden, så I mister modet, og jeres kampånd forsvinder! Hold ud! Allah er med de udholdende."

Sura 8:57-61 (Hvis du besejrer dem, skal du behandle de forræderiske med forræderi og terror. Allah vil tilbagebetale det, du har brugt. Hvis de beder om fred, giv dem fred.)

"(57) Hvis du støder på dem i krigen, så skal du ved hjælp af dem forjage dem, der kommer efter! Måske lader de sig påminde!
(58) Hvis du frygter troløshed fra et folk, så bryd dit ord til dem, lige for lige. Allah elsker ikke de troløse.
(59) De, der er vantro, skal ikke regne med at undslippe; de kan ikke unddrage sig.
(60) Udrust imod dem [de vantro] så stor en styrke og så mange kampheste, som I formår,
[YA: "Den umiddelbare anledning til denne formaning var svagheden af kavaleri og krigsudstyr i islams tidlige kampe. Men den almindelige mening er klar. I hver en kamp - fysisk, moralsk eller åndelig - udrust dig selv med de bedste våben og det bedste udstyr mod din fjende, for at indgyde en sund respekt i ham for dig og den sag, du står for."]
for dermed at sætte en skræk [terror] i Allahs og jeres fjende og i andre foruden dem, som I ikke kender, men som Allah kender. Alt hvad I giver bort for Allahs sag, vil blive betalt jer fuldt tilbage. I vil ikke blive gjort uret.
(61) Hvis de viser tilbøjelighed til at ville slutte fred, så skal du vise dig tilbøjelig til det samme! Sæt din lid til Allah! Han er Den Hørende og Den Vidende."

Sura 8:65 (Kæmp med udholdenhed, for du vil vinde.)

"(65) Profet! Anspor de troende til at kæmpe! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår."

Sura 8:67-69 (Fortsæt med at dræbe og tag ikke fanger, før landet er underkuet. Du bør ikke kæmpe for at opnå materielle goder, men Allah tilgiver din fejl denne gang.)

"(67) Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i [alt.: thoroughly subdued - totalt underkuet] landet.
[bemærk det ultimative mål!]
[YA: "En almindelig krig kan kæmpes for territorium eller handel, hævn eller militær ære - alle timelige goder af denne verden. En sådan krig fordømmes. Men en jihad udkæmpes under strenge betingelser under en retskaffen Imam udelukkende for at forsvare troen og Allahs lov. Alle lavere motiver er derfor strengt udelukkede. Grådighed efter vinding i form af løsepenge fra fanger, har ingen plads i en sådan krigsførelse. Samtidig, hvis der allerede har været et voldsomt tab af liv, kan der tages fanger, og det vil være op til Imamen at skønne om tidspunktet, hvor det vil være sikkert at løslade dem, og om løsladelsen skal være gratis eller på æresord eller med en bøde som straf. Men ødelæggelse og nedslagtning - afskyeligt for en mild sjæl som Muhammeds - var uundgåelig, hvor ondt forsøgte at undertrykke det gode (...). Halvfjerds fanger blev taget ved Badr, og det blev besluttet at tage løsepenge for dem. Mens det generelle princip om at kæmpe med det formål at tage fanger for at få deres løsepenge fordømmes, blev den særlige handling i dette tilfælde godkendt."]
I ønsker denne verdens goder, men Allah ønsker det hinsidige. Allah er mægtig og vis.
(68) Hvis ikke der allerede var kommet en forskrift fra Allah, så ville en vældig straf have ramt jer på grund af det, som I har taget.
(69) Spis nu blot af de tilladte og gode ting, som I har taget som bytte, og frygt Allah! Allah er tilgivende og barmhjertig."
[YA: "Selvom ethvert motiv om jordisk vinding, der kan have levet i sjælen på nogle af de sejrende fra den muslimske hær, fordømmes som værdig til alvorlig straf, så kan det faktisk skete tilskrives Allahs plan, som var forudbestemt. Blandt de tagne fanger var (...) som bagefter blev muslimer (...). Hvad angår fangerne som helhed, hvis der var noget godt i deres hjerter, så førte selve deres kamp mod islam og deres tilfangetagelse til, at de blev velsignet med islam. Således virker Allahs plan på en vidunderlig måde og vender tilsyneladende ondt til godt."]

Sura 8:70,71 (fortæl fanger, at de kan blive velsignet med islam, hvis de ønsker at tro,
hvis ikke har Allah givet Muhammed magt over dem)

"(70) Profet! Sig til de fanger, der er i jeres besiddelse: 'Hvis Allah kender noget godt i jeres hjerte, vil Han give jer noget bedre end det, der blev jer frataget, og tilgive jer.' Allah er tilgivende og barmhjertig.
[YA: "På trods af deres tidligere fjendtlighed vil Allah tilgive dem i Sin barmhjertighed, hvis der var noget godt i deres hjerter, og skænke dem en langt højere gave end noget de nogensinde har mistet. Denne gave i sit højeste er islams velsignelse ..."]
(71) Hvis de ønsker at være troløse mod dig; - de har før været troløse mod Allah. Da gav Han dig magten over dem. Allah er vidende og vis."
[YA: "Hvis venligheden, der blev vist dem, misbruges af krigsfangerne når de løslades, er det ikke årsag til modløshed for dem, der viste venligheden (...). De troende har gjort deres pligt ved at vise så megen mildhed, som de kunne under krigens omstændighed. For dem er 'Allah tilstrækkelig'."]

Sura 8:72 (krigere og hjælpere er brødre i kampen for sagen)

"De, der tror og udvandrede [forlod Mekka og tog til Medina] og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Allahs sag, og de, der gav [dem] husly og hjalp, de skal [alle] være venner indbyrdes. ..."
[YA: "Her henvises til (...) de mennesker, der opgav deres hjem og valgte frivillig eksil fra Mekka i selskab med deres elskede leder og deres gode venner i Medina, der gav dem asyl og enhver form for hjælp, moralsk og materiel. Under indflydelse af Den Hellige Apostels magnetiske personlighed blev disse to grupper som blodbrødre, og de blev behandlet som sådan i arveforhold i den periode, hvor de var afskåret fra deres slægt og venner."]

Sura 47:4-6,15 (Skær halsen over på dem, undertryk dem, vær derefter generøse. Martyrer vil komme i Paradis, hvor der er floder med vand, mælk, vin og honning og desuden frugt)

"(4) Når I møder dem, der er vantro (i kamp), så giv dem hug over halsen!
[YA: "Når kampen (jihad) er startet, udkæmp den med højeste kraft og ret jeres slag mod de mest vitale punkter, både bogstaveligt og billedligt. Man kan ikke føre krig med fløjlshandsker."]
Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne,
[YA: "I det første angreb må der nødvendigvis være et stort tab af liv, men når fjenden reelt er slået - hvilket i en jihad betyder, at han sandsynligvis ikke igen vil prøve at forfølge sandheden - der skal bruges sikre metoder til at bringe ham under kontrol (...). Andre har udlagt ordene til at betyde: 'Efter fjendens antal er bragt rimeligt ned, kan fanger tages.'"]
indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning
[YA: "dvs. frigivelse af fanger uden løsepenge."]
eller på løskøbelse bagefter! Sådan er det. Hvis Allah ville, havde han besejret dem; men Han ville sætte nogle af jer på prøve gennem andre. De, der bliver dræbt
[YA: "Der er to alternative læsninger, (1) qatalu, 'dem der kæmper' og (2) qutilu, 'dem der er dræbt'."]
for Allahs sag, deres handlinger vil Han ikke lade gå tabt.
(5) Han vil retlede dem og give dem fred i sindet.
(6) Han vil lade dem træde ind i Haven, [Paradiset]
[YA: "den tilstand af lyksalighed, som i åbenbaringen erklæres at være bestemt for dem, der tjener Allah."]
hvortil Han har givet dem kendskab. (...)
(15) Kan de, der er i Haven, som de gudfrygtige har fået løfte om, hvor der er floder af vand, der ikke går i forrådnelse, floder af mælk, hvis smag ikke ændrer sig, floder af vin, som det er en fryd at drikke, og floder af ren honning, og hvor de får alle slags frugter og tilgivelse fra deres Herre; ..."

Sura 3:152 (Slaget ved Uhud i 625 AD var det andet af de tre slag mod Quraysh. Allah gav tilladelse til at udslette fjenden, men de troende bestod ikke Allahs test, fordi de higede efter denne verdens ting. Alligevel tilgav Allah dem.)

"Allah holdt sit løfte til jer, da I med Hans tilladelse tilintetgjorde dem! Men derpå mistede I modet, begyndte at strides med hinanden om sagen og var opsætsige, efter at Han havde ladet jer se, hvad I elsker. Nogle af jer ønsker denne verden, andre ønsker den hinsidige. Så afledte Han jeres opmærksomhed fra dem for at sætte jer på prøve. Men Han har tilgivet jer. Allah er fuld af gunst mod de troende."
[YA: "Uhud var i begyndelsen en sejr for muslimerne. Mange af fjenderne blev dræbt, og de var på tilbagetog, da en gruppe af muslimerne, imod ordrer, forfulgte dem, tiltrukket af udsigten til krigsbytte. Ulydigheden virkede i første omgang behagelig. De jagede fjenden, og der var udsigt til bytte. Men da åbningen blev bemærket af fjenden, drejede de flanken rundt om bakken og næsten overvældede muslimerne. Havde det ikke været for Allahs nåde og fastheden af deres Leder og hans nærmeste ledsagere, ville de være blevet tilintetgjort."]

Sura 3:157,165-167,169-171,195b (Martyrer får deres synder udslettet og kommer i Paradiset, og bringer desuden herlighed og fred til deres efterladte kære. Troende lider nederlag i kamp, når de ikke adlyder og ikke kæmper for fuld kraft.)

"(157) Hvis I bliver dræbt eller dør for Allahs sag [dette udtryk henviser normalt til jihad]; - tilgivelse og barmhjertighed fra Allah er bedre end det, de [vantro] samler sammen. (...)
(165) Hvordan kunne I nu, da et slag har ramt jer, som I selv tidligere har tilføjet dobbelt så hårdt, sige: 'Hvor kommer dette fra?' Sig: 'Det kommer fra jer selv!' Allah er i stand til alt.
(166) Det, der ramte jer på den dag, hvor de to skarer stødte sammen, det skete med Allahs tilladelse, for at Han kunne kende de troende,
[YA: "Hvis (Slaget ved) Uhud var et tilbageslag for muslimerne, så havde de påført mekkanerne et dobbelt så stort tilbageslag ved Badr. Dette tilbageslag skete ikke uden Allahs tilladelse, for Han ønskede at teste og rense troen hos dem, der fulgte islam, og at vise dem, at de skulle stræbe og gøre alt i deres magt for at fortjene Allahs hjælp. Hvis de ikke adlød ordrer og forsømte at holde disciplin, måtte de tilskrive katastrofen sig selv og ikke Allah."]
(167) og for at Han kunne kende dem, der var hyklere. Til dem blev der sagt: 'Kom, kæmp for Allahs sag, eller gør modstand!' De sagde: 'Havde vi blot vidst, at det kom til kamp! Så ville vi have fulgt jer.' (…)
[YA: "... de gav råd om forsigtighed (...) intet andet end fejhed (...) hvad de ønskede var ikke samfundets gode (...). Når andre gik ind for selvopofrelse, gik de ind for lette og skønne ord. De foregav at være muslimer (...) og kun at kende lidt til at kæmpe; de overlod det til deres hengivne brødre at forsvare deres tro og idealer."]
(169) Du skal ikke regne med, at de, der blev dræbt for Allahs sag, er døde! Nej! De lever hos deres Herre og bliver forsørget,
[Andre oversætter dette: "af deres Herre" eller "fra deres Herre." Det er klart, som det fremgår af YA's følgende note, at muslimer ikke tænker på Paradiset som indbefattende intimt fællesskab med Gud i Hans nærhed, men snarere som et sted med velsignelser fra Herrens nærhed.]
[YA: "... gennem dødens port træder de ind til det sande virkelige liv, i modsætning til dets skygge her. Vort kødelige liv bliver næret med kødelig føde, og dets glæder og fornøjelser er i det højeste dem, der projiceres på skærmen af denne materielle verden. Deres virkelige liv bliver næret af Allahs uudsigelige nærvær og nærhed."]
(170) lykkelige over det, som Allah har givet dem af sin gunst. De fryder sig over dem, som følger efter dem, men endnu ikke har indhentet dem; over, at de ikke skal være bange og ikke bliver bedrøvede.
[YA:"Martyrerne glæder sig ikke kun over den lyksalighed, de selv har opnået. De kære efterladte er i deres tanker. Det er en del af deres herlighed, at de har frelst deres kære fra frygt, sorg, ydmygelse og elendighed i dette liv, selv før de får del i efterlivets herlighed.]
(171) De fryder sig over Allahs velsignelser og gunst og over, at Allah ikke lader de troendes løn gå tabt. (…)
(195b) De, der udvandrede og blev fordrevet fra deres huse; de, der har lidt overlast for Min sag; de, der kæmpede, og de, der blev dræbt, dem vil Jeg eftergive deres onde handlinger. Jeg vil føre dem ind i haver med rindende floder, som en belønning fra Allah. Hos Allah er den smukkeste belønning."

Sura 61:4,10-13 (Allah elsker dem, der kæmper for Hans sag uden at vakle. Han vil give hurtig sejr, tilgivelse for synder og adgang til Paradis for dem, der kæmper med alt hvad de har.)

"(4) Allah elsker dem, der kæmper for Hans sag, i slagorden, som et tæt sammenføjet bygningsværk. (...)
(10) I, der tror! Skal jeg udpege en handel for jer, som vil frelse jer fra en pinefuld straf?
(11) [At] I tror på Allah og Hans udsending, og kæmper for Hans sag med jeres ejendom og jeres liv. Det er det bedste for jer, hvis I blot vidste det.
(12) Så vil Han tilgive jer jeres synder, og lade jer træde ind i haver med rindende floder og i dejlige boliger i Edens haver. Det er den vældige sejr.
(13) Og endnu ét, som I elsker: Hjælp fra Allah og en nært forestående sejr. Forkynd de troende det gode budskab!"
[YA: "Det højest opnåelige er allerede nævnt, nemlig evighedens haver i Allahs nærhed. Men for at det ikke skal være for fjernt eller abstrakt at forstå for mænd, der ikke er åndeligt udviklede, nævnes et andet forbillede eller symbol eller metafor, som de mænd, der først hørte dette budskab, straks kunne forstå og værdsætte - 'som I elsker', nemlig hjælp og sejr. Til al stræben for en retfærdig sag, får vi Allahs hjælp, og uanset hvor meget oddsene er imod os er vi sikre på sejr med Allahs hjælp."]
[Det skal nævnes, at yderligere beskrivelse af Paradisets glæder var blevet givet tidligere i flere af de tidlige mekkanske suraer. Et eksempel er sura 55:52-58: "Der findes et par af alle frugter dér. (...) De læner sig tilbage på bløde lejer beklædt med brokade, og havernes frugt er nær. (...) Der er kvinder med sænkede blikke dér, hvis mødom ingen har taget før disse: Hverken mand eller djinn. (...) Som rubiner og perler." YA fortæller os i sine noter, at hele beskrivelsen af Paradis er symbolsk, og at "kødelig sex naturligvis ikke har plads i Himlen ..."]

Sura 4:74-78a (belønninger for krigere mod Satan, men ikke for de feje)

"(74) Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Allahs sag!
[YA: "Det er ikke alle - mindst alle krystere og frygtsomme personer - der er egnede til at kæmpe for Allahs sag. At gøre det er et privilegium, og de, der forstår privilegiet, er parate til at ofre alt, hvad de har i dette liv, og dette liv selv ..."]
Den, der kæmper for Allahs sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.
[YA: "Bemærk at de eneste alternativer her er død eller sejr! Den sande kriger kender ikke til nederlag."]
(75) Hvorfor vil I ikke kæmpe for Allahs sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: 'Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!'
[YA: "Under den store forfølgelse, før Mekka blev vundet igen, hvilke sorger, trusler, tortur og undertrykkelser blev de ikke udsat for, dem, hvis tro var urokket? Muhammeds og hans tilhængeres liv var truet. De blev hånet, angrebet, fornærmet og slået. De, som var indenfor fjendens rækkevidde, blev lagt i kæder og kastet i fængsel. Andre blev boykottet og udelukket fra handel, forretning og samkvem. De kunne ikke engang købe den mad, de ønskede, eller udføre deres religiøse pligter. Forfølgelsen blev fordoblet for de troende slaver, kvinder og børn (ladt tilbage) efter hijraen (flugten til Medina). Deres råb om en beskytter og hjælper fra Allah blev besvaret, da Muhammed den Udvalgte bragte frihed og fred til Mekka igen."]
(76) De, der tror, kæmper for Allahs sag, og de, der er vantro, kæmper for afgudernes sag. Så bekæmp Satans venner! Satans list er svag.
(77) Har du ikke set dem, til hvem man sagde: 'Hold jeres hånd tilbage, hold bøn og betal almisse!' Da det så blev foreskrevet dem at kæmpe, var en del af dem lige så bange for menneskene som for Allah - eller endnu mere! 'Herre' sagde de. 'Hvorfor har du foreskrevet os at kæmpe? Hvorfor giver du os ikke en kortfristet henstand?' Sig: 'Nydelsen i det jordiske liv er ringe. Det hinsidige er bedre for den, der er gudfrygtig. I vil ikke blive gjort en tøddel uret.
(78a) Døden indhenter jer, hvor I end er, selv hvis I var i høje fæstningstårne.'"
[Denne passage fortæller klart, at de først - i Mekka - fik at vide, at de skulle holde igen og ikke kæmpe, og senere fik befaling om at kæmpe.]

Sura 4:84,88,89 (Kæmp og tilskynd andre troende til at kæmpe. Slut jer ikke til hyklerne, men i stedet grib dem og dræb dem, hvis de flygter eller forråder dig.)

"(84) Så kæmp for Allahs sag! Du er kun pålagt ansvaret for dig selv. Du skal opildne de troende! Måske vil Allah holde de vantros vælde tilbage. Allah er stærkere i vælde og stærkere i straf. (...)
(88) Hvorfor er I delt i to i spørgsmålet om hyklerne, når Gud har kuet dem på grund af det, som de har bedrevet? (...)
(89) ... Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Allahs sag [afholder sig fra det forbudte]! Hvis de vender sig bort [bliver overløbere], skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem! ..."
[YA: "Da hyklernes desertering ved Uhud næsten førte til katastrofe for den muslimske sag, var der stærk antipati blandt Medinas muslimer imod dem. En gruppe ville lægge dem under sværdet, en anden ville lade dem være. Den førte politik undgik begge yderligheder (...) de fik en chance for at gøre det godt igen. Hvis de bragte et offer for sagen (afholdt sig fra det forbudte), ville det rense dem for deres tidligere fejhed, og deres oprigtighed ville berettige dem til at blive taget tilbage. Hvis de rømmede det muslimske samfund igen, ville de blive behandlet som fjender."]

Sura 4:90,91 (to klasser af desertører kan få tilgivelse)

"(90) Dog ikke dem, der slutter sig til folk, som I står i forbund med, eller dem, som kommer til jer, fordi de føler sig utilpas ved enten at skulle kæmpe imod jer eller mod deres eget folk;
[YA: "Undtagelsen henviser til "pågribe dem og dræbe dem", dødsstraffen for gentagen desertering. Selv efter en sådan desertering, gives der immunitet i to tilfælde. Det ene er, hvor desertøren søgte ly hos en stamme, med hvem der var en traktat om fred og venskab (...). Det andet undtagelsestilfælde er, hvor manden af sit inderste hjerte ønsker aldrig at gribe til våben mod islam, selvom han ikke ønsker at blive en del af islams styrker for at bekæmpe en fjendtlig stamme (måske hans egen), der kæmper mod islam."]
hvis Allah havde villet, havde Han givet dem magten over jer, og så havde de kæmpet mod jer. Men hvis de holder sig borte fra jer og ikke kæmper mod jer, men tilbyder jer at holde fred, så giver Allah jer ikke lov til at gøre dem noget.
(91) I vil finde andre, der ønsker at få sikkerhed både fra jer og fra deres eget folk. Hver gang de igen lader sig friste til frafald, bliver de kuet derunder.
[YA: "I modsætning til de to klasser af desertører, som kan vises mildhed, er der en klasse, der er forræderisk og farlig, og som ikke kan lades i fred. De forsøger at vinde jeres tillid og er hele tiden i fjendens sold. Hver gang de får en mulighed, bukker de under for fristelsen til dobbeltspil."]
Hvis de ikke holder sig borte fra jer, tilbyder jer at holde fred og holder deres hånd tilbage, så skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem. Over dem giver Vi jer en klar bemyndigelse."

Sura 4:95,96 (Allah giver en højere rang og belønning til dem, der stræber og kæmper for Allahs sag.)

"(95) De af de troende, der bliver siddende, uden at de har nogen skavanker, står ikke på lige fod med dem, der kæmper for Allahs sag, både med deres ejendom og deres liv. De, der kæmper med deres ejendom og deres liv, dem sætter Allah et trin højere end dem, der bliver siddende. Allah har lovet hver af dem Det Skønneste, men Allah udmærker dem, der kæmper, frem for dem, der bliver siddende, med en vældig løn,
(96) fortrinsstillinger fra Ham og tilgivelse og barmhjertighed. Allah er tilgivende og barmhjertig."
[YA: "Den særlige belønning for en sådan selvopofrelse er høj åndelig rang og særlig tilgivelse og barmhjertighed, som udgår fra Allahs direkte bifald og kærlighed."]

Sura 4:100 (sikker belønning til dem, der dør for Allahs sag)

"Den, der udvandrer for Allahs sag, vil finde megen tilflugt og rummelighed på jorden. Hvis nogen forlader sit hus for at udvandre til Allah og Hans udsending, og døden derpå indhenter ham, så påhviler det Allah at lønne ham. Allah er tilgivende og barmhjertig."

Sura 33:25-27 (Allah gjorde det muligt for muslimerne at besejre både afgudsdyrkerne og jøderne, der støttede dem, i deres tredje og sidste angreb på Medina, kaldet Slaget ved Graven i 627 e.Kr.)

"(25) Allah drev de vantro med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt, og Allah forskånede de troende for at kæmpe. Allah er stærk og mægtig.
(26) Han fik dem af Skriftens folk [jøderne], der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte en del og tog en del til fange.
(27) Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt."
[YA: "På trods af alle de mægtige forberedelser og de store styrker som mekkanerne - i forening med de central-arabiske beduiner, de utilfredse jøder og de forræderiske hyklere - bragte med til Medina, blev alle deres planer forpurrede. Deres vrede var til ingen nytte. De drog bort i al hast. Dette var deres sidste og forsvindende indsats. Initiativet lå derefter hos islams styrker."]

Sura 33:50 (du kan tage kvinder, du tager til fange, som konkubiner i tillæg til dine koner)

"Profet! Vi gør dine hustruer tilladte for dig, dem, som du har givet deres løn, de slavinder, som Allah har givet dig som bytte, de døtre af din onkel og tante på fædrenes side og de døtre af din onkel og tante på mødrenes side, som udvandrede med dig, samt enhver troende kvinde, hvis hun skænker sig selv til Profeten, og Profeten ønsker at gifte sig med hende. Dette gælder specielt for dig og ikke for de andre troende; Vi ved, hvad Vi har pålagt dem angående deres hustruer og slavinder - for at du kan være frit stillet. Allah er tilgivende og barmhjertig."

Sura 22:58,59 (god forsørgelse og adgang til et behageligt sted for dem, der dør for Allahs sag)

"(58) De, der udvandrede for Allahs sag, og så blev dræbt eller døde, dem vil Allah forsørge med et smukt underhold. Allah er den bedste forsørger.
[YA: "Alt det nødvendige for at give personen et fuldt og lykkeligt fremtidigt liv, og også, tror jeg, det nødvendige for hans afhængige og nære og kære i dette liv."]
(59) Han lader dem træde ind ad en indgang, der er dem til behag. Allah er vidende og langmodig."

Sura 22:78 (kæmp oprigtigt og disciplineret for Allahs sag)

"Kæmp for Allah, som Han fortjener det! (oprigtigt og disciplineret)! ..."

Sura 48:15-17 (De, der bliver ladt tilbage, vil modtage Alahs straf. De lamme, blinde og syge undskyldes. De, der kæmper, vil blive belønnet med Paradiset.)

"(15) Når I bryder op for at tage bytte, vil de, der blev ladt tilbage, sige: "Lad os følge jer!" De ønsker at ændre Allahs ord.
[YA: "Nu kommer et andet motiv bag smølernes indstilling frem i lyset. Pilgrimsfærden (til Mekka) rummede intet løfte om krigsbytte (...). Jihad er ikke for personlig vinding eller bytte (...). Tværtimod er jihad hård stræben, i krig og fred, for Allahs sag."]
Sig: 'I skal ikke følge os!' Således sagde Allah forud. Så vil de sige: 'Nej, I under os det ikke!' Nej, de forstår kun lidt.
[”de”, der ikke var fra Mekka, men sluttede sig til Muhammed senere i Medina]
[YA: "Ørkenaraberne elskede kamp og plyndring og forstod sådanne motiver til krig. De højere motiver syntes at være udenfor deres rækkevidde. Som uvidende folk tilskrev de andre mennesker smålige motiver eller motiver af jalousi, hvis de blev udelukket fra den vulgære kreds, der kæmpede for plyndring."]
(16) Sig til dem af ørkenaraberne, der blev ladt tilbage: 'I vil blive indkaldt mod folk, der råder over en stor styrke,
[YA: "... (som det skete senere i de persiske og byzantinske krige), hvor der var hårde kampe mod formidable og velorganiserede hære."]
og som I skal kæmpe imod, med mindre de overgiver sig. Hvis I adlyder, vil Allah give jer en smuk løn; men hvis I vender jer bort, som I før har vendt jer bort, vil Han give jer en pinefuld straf.'
(17) Den blinde skal ikke føle nogen skyld; krøblingen skal ikke føle nogen skyld; den syge skal ikke føle nogen skyld. Den, der adlyder Allah og Hans udsending, vil Han lade træde ind i haver med rindende floder, og den, der vender sig bort, vil Han give en pinefuld straf."
[YA: "Der vil måske hverken blive kamp eller bytte. Men alle, der adlyder den retfærdige imams kald til jihad med fuldkommen disciplin, vil få del i efterlivets åndelige belønninger."]

Sura 48:22-24 (I 628 e.Kr. forsøgte muslimerne at komme ind i Mekka for at gennemføre deres pilgrimsfærd. De blev stoppet i udkanten af byen af mekkanske styrker. Ingen kampe fandt sted, men de to parter indgik en aftale kaldet Hudaybiyya-traktaten, ifølge hvilken muslimerne fik lov til at udføre pilgrimsfærden et år senere til gengæld for en 10-årig våbenhvile.)

"(22) Hvis de, der er vantro, havde taget kampen op mod jer, ville de snart have vendt ryggen til. Siden finder de ingen ven og ingen til at hjælpe sig,
(23) i overensstemmelse med Allahs sædvane, således som den var i tidligere tider;
[Ved sammenligning af denne passage med Koranen 33:61,62, er det YA's opfattelse, at denne henviser til de instruktioner, der blev givet til Israel i 5. Mosebog om tilintetgørelsen eller fordrivelsen af de folk, der levede i det forjættede land.]
og du vil ikke finde nogen ændring i Allahs sædvane.
(24) Han er den, der afholdt dem fra at lægge hånd på jer og jer fra at lægge hånd på dem i dalen ved Mekka efter at have givet jer sejr over dem. Allah ser, hvad I gør."

Sura 48:29a (muslimer kæmper mod de vantro, men er kærlige imod hinanden)

"Muhammad er Allahs udsending, og de, der er med ham, er strenge over for de vantro, men barmhjertige mod hinanden. ..."
[YA: "Allahs hengivne fører uophørlig krig mod ondskab, for sig selv og for andre, men mod deres egne brødre i troen - især de svagere - er de milde og medfølende."]

Sura 66:9 (bekæmp de vantro og hyklerne)

"Profet! Bekæmp [før jihad imod] de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs imod dem! Helvede bliver deres herberg.
[YA: "Se 9:73, hvor de samme ord introducerer argumentet mod hyklerne."]
Hvilket ulykkeligt endeligt."

Sura 49:15 (Sande troende ofrer alt for Allahs sag.)

"De troende er dem, der tror på Allah og Hans udsending [Muhammed], som ikke tvivler, og som kæmper [i jihad] for Allahs sag med deres ejendom og liv. Det er de sandfærdige."

FASE 4: (EFTER AT HAVE EROBRET MEKKA) - OFFENSIV KRIG BEFALES FOR AT DRÆBE HEDNINGENE OG UNDERKUE DE KRISTNE OG JØDERNE:

[Muslimerne fortsatte med at vokse i styrke indtil mekkanerne overgav sig (i 630 e.Kr.). De fleste af byens indbyggere blev derefter muslimer, så Muhammed og hans tilhængere var i stand til at overtage byen og rense Kabaen for omkring 360 afguder, som hørte til dér. På det tidspunkt blev en ny ordre givet, der passede til den nye situation. Nu var det tydeligt, at jøderne ikke ville acceptere Muhammeds krav om at være profet, så listen over fjender omfattede nu alle de vantro - jøder og kristne såvel som hedningene. Nu handler det ikke længere bare om defensiv kamp, men aggressiv jihad mod alle vantro bliver befalet. Da dette er Koranens endelige lære om jihad, er det den, der stadig gælder i dag.]

Sura 9:1-6 (Ophæv alle traktater med de hedninge, der ikke har overholdt dem, og giv dem fire måneders varsel. Men overhold jeres traktater med andre afgudsdyrkere indtil slutningen af den aftalte periode. Indgå i fremtiden ikke flere traktater med hedningefolk, men dræb dem, der ikke tager imod islam.)

"(1) En erklæring fra Allah og Hans udsending om at sige sig fri af dem, som I har sluttet pagt med af dem, der sætter andre ved Allahs side.
[Det er primært de mekkanske afgudsdyrkere, der tænkes på her.]
(2) Drag omkring i landet i fire måneder!
[YA: "Hedningene og islams fjender indgik ofte traktater med muslimerne om indbyrdes alliancer. Muslimerne overholdt omhyggeligt deres del, men hedningene brød igen og igen deres del, når det passede dem. Efter nogle års erfaring blev det absolut nødvendigt, at opsige sådanne traktater helt og aldeles. Dette blev gjort på en passende måde, med fire måneders varsel, og med en mulighed givet dem, der trofast holdt deres løfter, om at fortsætte deres alliance."]
I skal vide, at I ikke kan unddrage jer Allah! Allah vil gøre de vantro til skamme.
(3) En kundgørelse fra Allah og Hans udsending til menneskene på dagen for den store valfart: Allah siger sig fri af dem, der sætter andre ved Allahs side, og det samme gør Hans udsending. Hvis I omvender jer, vil det være bedst for jer. Hvis I vender jer bort, skal I vide, at I ikke kan unddrage jer Allah. Forkynd dem, der er vantro, en pinefuld straf!
[Det ser ud til, at den ultimative synd består i ikke at tro på islam, ikke bare at undlade at overholde deres traktat.]
(4) Dog ikke dem, som I har sluttet pagt med af dem, der sætter andre ved Allahs side, men som aldrig har ladt jer i stikken eller hjulpet nogen imod jer. Pagten med dem skal I overholde tiden ud! Allah elsker de gudfrygtige.
(5) Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig.
[YA: "Når krig bliver uundgåelig, skal den føres med kraft (...). Kampene kan tage form af nedslagtning, eller tilfangetagelse, eller belejring, eller baghold og andre krigslist. Men selv da er der plads til omvendelse og forbedring, hvad den skyldige part angår, og hvis det sker, er vores pligt tilgivelse og etablering af fred."]
(6) Hvis en af dem, der sætter andre ved Allahs side, søger beskyttelse hos dig, så giv ham beskyttelse, så han kan høre Allahs ord! Og lad ham derpå nå frem til et sted, hvor han er i sikkerhed! For de er folk, der ikke har viden."

Sura 9:11,12,14,15 (Hedninge, der accepterer islam, bliver muslimske brødre. Bekæmp dem, der bryder deres aftaler. Allah vil straffe dem ved jeres hænder.)

"(11) Men hvis de omvender sig og holder bøn og giver almisse, så er de jeres brødre i religionen. (...).
(12) Hvis de efter at være indgået i en pagt bryder deres eder og krænker jeres religion, så skal I bekæmpe vantroens ledere! For dem gælder ingen eder. (...)
(14) Kæmp mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk
(15) og bringe vreden i deres hjerte til ophør! Allah tilgiver, hvem Han vil. ..."

Sura 9:16 (Allah kender dem, der stræber med alt, hvad de har, og er venner med eller søger beskyttelse fra ikke-muslimer)

"Eller regnede I med at få lov til at være, uden at Allah vidste, hvem af jer der ville kæmpe og ikke tage sig nogen ud over Allah, Hans udsending og de troende til fortrolig ven? Allah er fuldt vidende om, hvad I gør."
[Bemærk, at muslimer nu er befalet at afholde sig fra venskab med alle ikke-muslimer. Dette er fordi, de befinder sig i en tilstand af krig med dem. Af denne grund bliver den muslimske verden undertiden omtalt som "Islams Hus", mens resten af verden kaldes "Krigens Hus".]

Sura 9:19-22 (Jihad er større end nogen anden tjeneste og af højeste rang i Allahs øjne)

"(19) Sætter I det at give pilgrimmen noget at drikke og at besøge det fredhellige bedehus lige så højt, som når nogen tror på Allah og den yderste dag og kæmper for Allahs sag? Hos Allah er disse ting ikke lige meget værd. Allah retleder ikke de folk, der handler uret.
(20) De, som tror og udvandrede og kæmpede med deres ejendom og deres liv for Allahs sag,
[YA: "Her er en god beskrivelse af jihad. Den kan kræve at kæmpe for Allahs sag som en form for selv-ofring. Men dens væsen består i (1) en sand og oprigtig tro, der retter sit blik så stærkt mod Allah, at alle egoistiske eller verdslige motiver virker falske og falmer bort, og (2) en alvorlig og uophørlig aktivitet, der involverer ofringen (om nødvendigt) af liv, person eller ejendom i Allahs tjeneste. Blot og bar brutal kamp er imod hele ånden af jihad, mens den oprigtige lærdes pen eller prædikantens stemme eller velhavende menneskers bidrag kan være de mest værdifulde former for jihad."]
de befinder sig på et højere rangtrin hos Allah. Det er dem, der vil sejre.
(21) Deres Herre forkynder dem det gode budskab om barmhjertighed og velbehag fra sig og om haver, hvori de har evig lyksalighed i vente;
(22) dér skal de forblive til evig tid. Hos Allah er der en vældig løn."

Sura 9:25,26 (kamp i Slaget ved Hunayn den 31. januar 630)

"(25) Allah ar hjulpet jer mange steder, således på dagen ved Hunayn,
[YA: "Hunayn på vejen til Taif, omkring 20 km øst for Mekka (...). Umiddelbart efter erobringen af Mekka (8 AH) organiserede de hedenske afgudsdyrkere, som var overraskede over den vidunderlige modtagelse, som islam fik, et stort møde nær Taif for at lægge planer om et angreb på Apostlen.]
hvor I frydede jer over at være så mange. Men det hjalp jer ikke spor. Landet blev trangt for jer, selvom det var vidtstrakt, og I vendte ryggen til.
[YA: "Der var en bølge af tillidsfuld begejstring blandt muslimerne i Mekka, som de nye muslimer tog del i. Fjendens styrker udgjorde omkring 4.000 mand, men den muslimske styrke nåede op på i alt 10 eller 12 tusind, fordi alle ønskede at være med. Fjenden havde fordelen ved at kende stedet grundigt. De lagde et baghold, som den muslimske fortrop blev fanget i. Stedet har et kuperet terræn, i hvilket fjenden skjulte sig. Så snart den muslimske fortrop kom ind i Hunayn-dalen, overfaldt fjenden dem med raseri og skabte blodbad med deres pile fra deres skjulte angrebspunkter. I sådan et terræn var muslimernes antal i sig selv en ulempe. Mange blev dræbt og mange vendte om i forvirring og tilbagetog."]
(26) Da sendte Allah sit nærvær ned over sin udsending og over de troende, og Han sendte hære ned, som I ikke kunne se,
[YA: "Men Apostlen var, som altid, rolig i sin visdom og tro. Han samlede sine styrker og påførte fjenden det mest knusende nederlag."]
og straffede dem, der var vantro. Det er gengældelsen for de vantro."

Sura 9:28 (Forbyd hedningene at komme ind i Kabaen)

"I, der tror! De, der sætter andre ved Allahs side, er urene.
[YA: "Urene: både bogstaveligt og metaforisk. Fordi muslimer er pålagt at være strenge i afvaskning og fysisk renlighed såvel som i renhed af sind og hjerte, således at deres ord kan stoles på."]
Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus, når dette år er omme! ..."
[YA: "Nu hvor du har fuld kontrol over Mekka og har ansvaret for tilbedelsens renhed dér, skal du udelukke al urenhed efter dette år."]
[Da hedningene havde kontrollen, og det lille antal muslimer ikke fik lov til at komme ind Kabaen, blev forfølgelsen af dem kaldt en "helligbrøde" og "en åben krigserklæring". Brigadegeneral S. K. Malik siger: "Fjendens undertrykkelse nåede sit toppunkt, da qurayshitterne nægtede muslimerne adgang til Den Hellige Moské (Kabaen) for at opfylde deres religiøse forpligtelser." Nu, da rollerne var byttet om, bliver nægtelsen af hedningenes ret til at opfylde deres religiøse forpligtelser ikke kaldt ”undertrykkelse", men undskyldes med, at de måtte "udelukke al urenhed", fordi hedninge "er urene".]

Sura 9:29-31 (Kæmp mod jøder og kristne indtil de er underkuede, fordi Allahs forbandelse er over dem)

"(29) Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat [jizya]!
[YA: "Jizya = rodbetydningen er kompensation. Den afledte betydning, som blev den tekniske betydning, er en hovedskat afkrævet dem, der ikke accepterede islam, men var villige til at leve under islams beskyttelse og således stiltiende var villige til at underkaste sig dens idealer som håndhævet i den muslimske stat, kun undtaget deres personlige samvittighedsfrihed i forhold til dem selv (...). Det var på betingelse af, at de, hvis religion blev tolereret, ikke ville forstyrre islams forkyndelse og fremskridt (...) der var undtagelser for de fattige, for kvinder og børn, for slaver og for munke og eneboere. Da det var en skat på raske mænd i den værnepligtige alder, var det på en måde en forvandling af militærtjeneste."]
(30) Jøderne siger: 'Ezra er Allahs søn!'
[YA: "Jeg har citeret passager fra Det Gamle Testamente, der viser, hvor frit udtrykket 'Guds sønner' blev brugt af jøderne. En sekt af dem kaldte Uzair (Ezra) for en søn af Gud, ifølge Baidhawi."]
Og de kristne siger: 'Messias er Allahs søn!' (…). Måtte Allah bekæmpe dem!
[Yusuf Alis oversættelse har her: "Allah's curse be on them," dansk: "Måtte Allahs forbandelse være over dem", o.a.]
Hvor kan de være så forløjede?
(31) De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige (taget som deres Herre) Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. ..."
[YA: "Guddommeliggørelsen af Marias søn er her nævnt i en særskilt bisætning, fordi den holdt (og stadig holder) en stor del af den civiliserede menneskehed i trældom."]

Sura 9:38,39,41 (Undgå ikke at kæmpe, men kæmp med hvad I har. Ellers vil Allah straffe jer med alvorlig straf.)

"(38) I, der tror! Hvad er der i vejen med jer? Når man siger til jer: 'Ryk ud for Allahs sag!', er I som tynget mod jorden. Foretrækker I det jordiske liv for det hinsidige? Det jordiske livs glæder er kun ringe over for det hinsidiges.
(39) Hvis I ikke rykker ud, vil Han tildele jer en pinefuld straf og erstatte jer med et andet folk. (...)
(41) Ryk ud med let oppakning eller med tung,
[YA: "Alle blev opfordret, og de skulle medbringe de ressourcer, de havde - let bevæbnede eller tungt bevæbnede, til fods eller ridende, erfarne mænd til farlige poster, uprøvede mænd til pligter, som de var egnede til. Alle skulle og burde hjælpe. Selv de, der var for gamle eller svage til at gå, kunne bidrage med de penge eller ressourcer, de havde."]
og kæmp med jeres ejendom og liv for Allahs sag! Det er bedst for jer, hvis I har viden."

Sura 9:52,73 (Muslimer kan forvente enten martyrdom/Paradis eller sejr i kamp. De vantro kan kun forvente straf fra Allah. Kæmp hårdt mod de vantro, hvis herberg er Helvede.)

"(52) Sig: 'Kan I vente andet for os end én af de to skønneste ting (martyrdom eller sejr)? Men for jer venter vi, at Allah skal ramme jer med en straf, enten fra Ham selv eller ved vor hånd. Vent blot! Vi venter sammen med jer.' (...)
(73) Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!"

Sura 9:81-92 (De, der er i stand til det, men ikke ønsker at kæmpe, afvises af Allah. De, der ikke er i stand til det, tilgives.)

"(81) De, der blev efterladt (under Tabuk-ekspeditionen), var glade for at blive siddende tilbage efter Allahs udsending. De hadede at kæmpe for Allahs sag med deres ejendom og liv. De sagde: 'Ryk ikke ud i kampens hede!' (...)
[YA: "Tabuk-ekspeditionen måtte foretages hastigt i sommerens hede på grund af en trussel om eller frygt for byzantinsk invasion."]
[Denne forberedelse til krig fandt sted sent på året 630 e.Kr. og er den første ”krig” mod kristne.]
(9:83) Hvis Allah lader dig vende tilbage til en flok af dem, og de så beder dig om lov til at drage ud, så sig: 'Aldrig skal I drage ud sammen med mig, og aldrig skal I sammen med mig kæmpe mod nogen fjende! I var tilfredse med at blive siddende første gang, så bliv blot siddende sammen med dem, der bliver tilbage!'
(9:84) Bed ikke over nogen af dem, der dør, og stå ikke ved hans grav! De troede ikke på Allah og Hans udsending, og de døde som gudløse.
(9:85) Du skal ikke falde i forundring over deres rigdomme og deres børn; Allah ønsker blot at straffe dem derigennem i denne verden, og at deres sjæl skal svinde bort, mens de er vantro.
(9:86) Når en sura bliver sendt ned: 'Tro på Allah, og kæmp sammen med Hans udsending!' beder de velhavende af dem dig om at blive fritaget og siger: 'Lad os være hos dem, der bliver siddende!'
9:87: De er tilfredse med at være hos dem (kvinderne), der bliver tilbage. Deres hjerte er forseglet; de forstår intet.
[YA:"Der er en stikkende hån i dette, en antydning af, at sådanne mænd var kujoner"]
Deres hjerte er forseglet; de forstår intet.
(9:88) Men Udsendingen og de, der tror sammen med ham, de kæmpede med deres ejendom og deres liv. De har de gode ting i vente; dem vil det gå godt.
(9:89) Til dem har Allah beredt haver med rindende floder; (...)
(9:91) De svage, de syge og dem, der ikke har råd til at give noget bort, skal ikke føle nogen skyld, hvis de blot er oprigtige over for Allah og Hans udsending. (...)
(9:92) Heller ikke over for dem, til hvem du, da de kom til dig, for at du skulle give dem noget at ride på, måtte sige: 'Jeg kan ikke finde noget, jeg kan lade jer ride på!' De vendte sig bort med øjne, der flød over af tårer, sorgfulde over, at de ikke havde råd til at skænke bort."

Sura 9:111 (Allah giver Paradis til dem, der giver alt hvad de har til Allah, og dræber og/eller selv bliver dræbt i jihad.)

"Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven: De skal kæmpe for Allahs sag, dræbe og selv blive dræbt ..."
[YA: "Vi giver vort hele selv og vore ejendele til Allah, og Allah giver os frelse, dvs. evig frihed fra denne verdens trældom. Dette er den sande lære om forløsning (...). Enhver anden opfattelse af forløsning afvises af islam, især den af den forvanskede kristendom, som mener, at en anden person led for vore synder, og at vi er forløst ved hans blod. Det er vores selv-overgivelse, der tæller, ikke andre menneskers fortjenester. Vores fuldstændige selv-overgivelse kan indbefatte at kæmpe for sagen, både åndeligt og fysisk."]

Sura 9:122 (ikke alle skal tage afsted for at kæmpe, og de, der bliver tilbage, er ligestillede med dem, der tager afsted)

"(9:122) De troende skal ikke rykke ud alle sammen. Hvis et antal fra hver deling ikke rykker ud, så lad dem tilegne sig forståelse for religionen, og lad dem advare deres folk, når de vender tilbage til dem! ..."
[YA: "Selv blandt dem, der er i stand til at drage ud, bør en del blive tilbage - en for hver by eller kreds - med henblik på studier, således at når krigerne vender hjem, kan deres sind igen tilpasses det religiøse livs mere normale interesser under ordentligt instruerede lærere. Eleverne og lærerne er soldater for jihad i deres ånd af lydighed og disciplin."]

Sura 9:123 (bekæmp de vantro, der omgiver jer)

"I, der tror! Bekæmp de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!"
[YA: "Når konflikt bliver uundgåelig, er den første opgave at rense omgivelserne for alt ondt, for det er kun ondskab, vi med rette kan bekæmpe."]

Sura 5:33-35 (død eller tortur til dem, der modsætter sig Apostlen)

"(33) Gengældelsen for dem, der fører krig mod Allah og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet.
[YA: "For den dobbelte forbrydelse af forræderi mod staten, kombineret med forræderi mod Allah, som demonstreret ved åbenlyse forbrydelser, nævnes fire alternative straffe, hvoraf én skal tages i brug alt efter omstændighederne, nemlig henrettelse (halshugning), korsfæstelse, lemlæstelse eller eksil. Disse var træk af straffeloven dengang og i århundreder efter, bortset fra at torturformer som "hængning, trækning og sønderlemmelse" i engelsk lov og udstikning af øjne og at lade det ulykkelige offer blive udsat for en tropisk sol, som blev praktiseret i Arabien, og alle sådanne torturformer blev afskaffet. Under alle omstændigheder blev oprigtig omvendelse før det var for sent anerkendt som et grundlag for barmhjertighed."]
[se hadith 4:261 nedenfor]
Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.
(34) Dog ikke de, der omvender sig, før I får magten over dem. I skal vide, at Allah er tilgivende og barmhjertig.
(35) I, der tror! Frygt Allah og søg at nå Ham! Kæmp for Hans sag! Måske vil det gå jer godt!"

Sura 5:51 (Tag ikke jøder eller kristne til venner, for de er uretfærdige og upålidelige)

"I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Allah retleder ikke de folk, der handler uret."
[YA: "De er mere tilbøjelige til at forene sig imod jer end at hjælpe jer. Og dette skete mere end én gang i Apostlens levetid, og i tiden derefter igen og igen. Den, som slutter sig sammen med dem og følger deres råd, skal regnes for én af dem."]
[I de tidlige dage i Mekka var fjenderne de hedenske qurayshitter, mens jøder og kristne blev respekteret. I Medina, efter at jøderne havde afvist Muhammeds krav om profetskab, voksede kredsen af islams fjender til også at omfatte jøderne og de kristne.]

LOVEN OM ABROGATION (OPHÆVELSE):

[Ifølge Koranen selv (2:106, 13:39 og 16:101) erstatter Allah undertiden et tidligere givet vers med et, der er bedre, og derved annullerer det første. Koranen 2:106: "Når Vi ophæver et vers eller lader det gå i glemme, bringer Vi noget, der er bedre end det, eller noget magen til. Ved du ikke, at Allah er i stand til alt?" Koranen 13:39: "Allah kan udslette eller bekræfte, hvad Han vil. Hos Ham findes Skriftens Moder." Koranen 16:101: "Når Vi udskifter ét tegn med et andet; Allah ved dog bedst, hvad Han sender ned - så siger de: 'Du finder på det!' Nej! De fleste af dem har ingen viden." Selvom alle muslimske lærde mener, at Allah erstattede visse tidligere vers med visse senere vers, er der stor meningsforskel blandt dem om, hvilke vers, der annullerer hvilke. Ikke desto mindre er de fleste enige om, at Koranen 9:5, (kaldet "sværdets vers") annullerer de fleste af de forudgående vers om jihad. Nogle mener, at det annullerer så mange som 111 tidligere vers. På trods af denne almindelige enighed citerer mange i dag de forudgående ophævede vers for at begrunde deres opfattelse af, at islam er en fredelig religion. Således lærer moderne liberale muslimske ledere, især her i Vesten, hvad man kunne kalde "Mekkas islam" med dens vægt på ikke-vold og tolerance. Samtidig er det "Medinas islam", med dens mere aggressive totalitære karakter, der praktiseres og læres af ortodokse, fundamentalistiske muslimer i de fleste dele af den muslimske verden.]


ANDRE CITATER OM LÆRENS UDVIKLING

[På side 538 af Brill's Encyclopedia of Islam beskriver forfatteren de fire faser: "Jihad [Djihad] er en pligt. Denne forskrift fastsættes i alle kilderne. Det er sandt, at der i Koranen [the Kur’an] findes divergerende og endog modsigende tekster. Disse er, på basis af læren, klassificeret - bortset fra visse variationer i detaljen - i fire på hinanden følgende kategorier: Dem, der påbyder at tilgive krænkelser og opmuntrer til at invitere til islam ved fredelig overtalelse; dem, der påbyder at kæmpe for at afværge aggression; dem, der påbyder at tage initiativet til angreb, forudsat at det ikke er i de fire hellige måneder; og dem, der påbyder at tage initiativet til angreb absolut, hele tiden og overalt. Samlet set svarer disse forskelle til faserne i udviklingen af Muhammeds tænkning og til de ændringer af politikken, der fulgte af visse særlige omstændigheder; Mekka-perioden, i hvilken Muhammed generelt begrænser sig til moralsk og religiøs undervisning, og Medina-perioden, hvor han, efter at være blevet leder af et politisk-religiøst samfund, er i stand til spontant at tage kampen op mod dem, der ikke ønsker at tilslutte sig dette samfund eller at underkaste sig hans autoritet. Læren gør gældende, at de senere tekster ophæver de tidligere modstridende tekster (...) således, at kun dem fra den sidste kategori forbliver ubestrideligt gyldige."]

[På side xxiv af sin introduktion til Bukhari's Hadith (se nedenfor), skriver den engelske oversætter Muhammad Muhsin Khan: "Så i første omgang var 'kampen' forbudt, så blev den tilladt og derefter blev den gjort obligatorisk - (1) mod dem, der starter 'kampen' mod jer (muslimer) ... og (2) mod alle dem, der tilbeder andre sammen med Allah ..."]


B. FRA HADITH (TRADITIONERNE):

[200 til 300 år efter Muhammeds død viede flere mænd deres liv til at samle verificerbare ("sahih") traditioner ("hadith") om Muhammeds lære og handlinger, som bevidnet af hans tilhængere og videreført gennem andre pålidelige troende. Blandt de seks mest respekterede hadith-samlinger er Muhammad bin Ismail bin Al-Mughirah Al-Bukharis 9-bind-samling den mest respekterede af alle. Dr. Muhammad Muhsin Khan, der oversatte Imam Bukharis arbejde til engelsk, skrev: "Der er enstemmig enighed om, at Imam Bukharis værk er det mest autentiske sammenlignet med alle de andre værker i hadith-litteraturen, der er samlet. Autenticiteten af Al-Bukharis værk er sådan, at islams religiøse lærde sagde om ham: 'Den mest autentiske bog efter Allahs Bog (dvs. Koranen) er Sahih-Al-Bukhari.'" I sin omhyggelige undersøgelse accepterede Imam Bukhari kun 7275 af de 300.000 hadither, han hørte, som autentiske. Blandt disse traditioner, handler mange om Muhammeds lære og praksis vedrørende jihad. (Bind 4 alene indeholder 283 af dem.) Jeg har valgt følgende 50 traditioner fra Imam Bukharis samling, som jeg mener indfanger essensen af jihad i islam:]


Nøgle:

"Den faktiske tradition."

Kommentarer fra Al-Bukhari er: [Bukhari: "i kantede parenteser"]. Disse kan i virkeligheden være oversætternes kommentarer, men disse fremstår på samme måde som dem af Imam Bukhari.

[Eventuelle kommentarer, som jeg har tilføjet, er også i kantede parenteser]


Fra bind 1:

1:35 Muhammed sagde: "Den person, der deltager i (hellige slag) for Allahs sag og intet tvinger ham til at gøre det undtagen tro på Allah og Hans Apostle, vil blive gengældt af Allah enten med en belønning eller krigsbytte (hvis han overlever), eller vil få adgang til Paradis (hvis han dræbes i kampen som en martyr). Hvis jeg ikke havde fundet det vanskeligt for mine tilhængere, ville jeg ikke være forblevet bag nogen sariya [hærenhed], der drog ud på jihad, og jeg ville have elsket at blive gjort til martyr for Allahs sag og derefter gjort levende, og derefter gjort til martyr og derefter gjort levende, og igen gjort til martyr for Hans sag."


Fra bind 4:

4:41 Abdullah bin Masud sagde: "Jeg spurgte Allahs Apostel: 'O, Allahs Apostel! Hvad er den bedste gerning?' Han svarede: 'At bede bønnerne på deres tidligt meddelte faste tidspunkter.' Jeg spurgte: 'Hvad er det næste i godhed?' Han svarede: 'At være god og pligtopfyldende mod sine forældre.' Jeg spurgte videre: 'Hvad er det næste i godhed?' Han svarede: 'At deltage i jihad for Allahs sag.'"

4:42 (& 4:311) Muhammed sagde: "Der er ingen hijra (dvs. migration fra Mekka til Medina) efter erobringen (af Mekka), men jihad og god vilje [til at kæmpe i jihad] forbliver; og hvis du bliver kaldet (af den muslimske hersker) til at kæmpe, så ryk straks ud."
[Med andre ord kan muslimer ikke længere slutte sig til Muhammed i 610 e.Kr. ved at ofre og forlade deres hjem i Mekka for at flytte til Medina, men de kan vise deres pligttroskab mod Allah ved at ofre alt hvad de har i jihad, eller i det mindste have til hensigt at gøre det, hvis mulighed gives.]

4:44 En mand kom til Muhammed og sagde: "Forklar mig om en gerning som er lig med jihad (i belønning)." Han svarede: "Jeg finder ikke en sådan gerning." Derefter tilføjede han: "Kan du, mens den muslimske kriger er på slagmarken, træde ind i din moské for at bede uden ophør og faste og aldrig bryde din faste?" Manden sagde: "Men hvem kan gøre det?"
[Bukhari: "Selvfølgelig kan ingen bede og faste uophørligt, og da den muslimske kriger belønnes som om han udførte så gode umulige gerninger, er ingen mulig gerning lig med jihad i belønning.]

4:45 Nogen spurgte: "O Allahs Apostel! Hvem er den bedste blandt folket?" Allahs Apostel svarede: "En troende, der til sit yderste stræber for Allahs sag med sit liv og sin ejendom." De spurgte: "Hvem er den næste?" Han svarede: "En troende, der bliver på en af bjergstierne tilbedende Allah og efterlader folket sikkert mod hans fortræd."
[Med andre ord er kamp i jihad bedre end at være en hengiven munk.]

4:46 Muhammed sagde: "... Allah garanterer, at Han vil give mujahid-krigeren (den, der kæmper i jihad) for Sin sag adgang til Paradis, hvis han bliver dræbt; ellers vil han returnere ham sikkert til sit hjem med belønninger og krigsbytte."
[Forestil dig, hvordan muslimer må forsøge at fortolke Allahs garanti, når de bliver besejret i jihad, og hverken dør som martyrer eller belønnes som sejrherrer.]

4:49 Muhammed sagde: "Sidste nat kom to mænd til mig (i en drøm) og fik mig til at kravle op i et træ og derefter gav mig adgang til et bedre og overlegent hus, bedre end noget, jeg nogensinde har set. En af dem sagde: 'Dette hus er martyrernes hus.'"

4:50 Muhammed sagde: "En enkelt bestræbelse (i kamp) for Allahs sag om formiddagen eller om eftermiddagen er bedre end verden og alt, hvad der er i den."

4:53 Muhammed sagde: "Ingen, der dør og erfarer Allahs herligheder (i efterlivet), ville ønske at komme tilbage til denne verden, heller ikke selv om han blev givet hele verden og alt, hvad der er i den, undtagen martyren, der efter at have set martyriets ophøjethed, gerne vil komme tilbage til verden og blive dræbt igen (for Allahs sag)."

4:72 Muhammed sagde: "Ingen, der kommer i Paradis, ønsker at komme tilbage til verden, heller ikke selv om han fik alt på jorden, undtagen en mujahid [en, der kæmper i jihad], der ønsker at vende tilbage til verden, så han kan blive gjort til martyr ti gange - på grund af den værdighed, han modtager (fra Allah)."

4:216 Muhammed sagde: "Havde det ikke været af frygt for, at det ville blive vanskeligt for mine tilhængere, ville jeg ikke være forblevet bag nogen sariya [hærenhed], men jeg har ikke ridekameler og har ingen andre befordringsmidler til at føre dem videre, og det er mig imod, at mine ledsagere skal forblive bag mig. Jeg ville ønske uden tvivl, at jeg kunne kæmpe for Allahs sag og blive gjort til martyr og komme til live igen for at blive gjort til martyr og komme til live endnu en gang."

4:65 En mand kom til Profeten og spurgte: "En mand kæmper for krigsbytte, en anden kæmper for berømmelse og en tredje kæmper for at vise sig. Hvem af dem kæmper for Allahs sag?" Profeten sagde: "Den der kæmper for, at Allahs Ord (dvs. islam) skal stå øverst, han kæmper for Allahs sag."

4:66 Muhammed sagde: "Alle dem, hvis begge fødder bliver dækket af støv for Allahs sag, vil blive uberørte af (Helvedes-) ilden."

4:72b Al-Mughira bin Shuba sagde: "Vores Profet fortalte os om vor Herres budskab, at "... enhver iblandt os, der bliver dræbt, vil komme i Paradis." Umar spurgte Profeten: "Er det ikke sandt, at vore mænd, der bliver dræbt, vil komme i Paradis, og at deres (dvs. hedningenes) vil komme i (Helvedes-) ilden?" Profeten sagde: "Jo."

4:73 Muhammed sagde: "Vid, at Paradiset er under sværds skygger."

4:210 Engang (under et helligt slag) ventede Allahs Apostel indtil solen var gået på hæld; så rejste han sig blandt folket og sagde: "O folk! Ønsk ikke at møde fjenden (i kamp) og bed Allah om at redde jer (fra ulykker), men hvis I skulle møde fjenden, så vær tålmodige og lad det være kendt for jer, at Paradiset er under sværds skygger." Derefter sagde han: "O Allah! Den (hellige) Bogs Åbenbarer, skyernes Bevæger og Al-Ahzabs (dvs. de vantro klaners) Overvinder, tilintetgør de vantro og giv sejr til os."

4:80 Muhammed sagde: "Allah byder to mænd velkommen med et smil. Den ene af dem dræber den anden, og begge kommer i Paradiset. Én kæmper for Allahs sag og bliver dræbt. Senere tilgiver Allah morderen (dvs. han antager islam), som også bliver gjort til martyr (for Allahs sag)."

4:96 Muhammed sagde: "Den, der forbereder en ghazi [en kriger, der vender hjem fra deltagelse i jihad], til at drage ud for Allahs sag, bliver (givet en belønning svarende til den af) en ghazi, og den, som tager sig godt af afhængige af en ghazi, der drager ud for Allahs sag, bliver (givet en belønning svarende til den af) en ghazi."

4:127 Aisha (en af Muhammeds koner) sagde: "Jeg bad Profeten om at tillade mig at deltage i jihad, men han sagde: 'Din jihad er udførelsen af hajj [den årlige pilgrimsfærd til Mekka].'"

4:131 Anas sagde: "På dagen for (Slaget ved) Uhud, da (nogle) folk trak sig tilbage og forlod Profeten, så jeg Aisha Bint Abi Bakr og Um Sulaim (to kvinder) med deres klæder smøget op, så ringene omkring deres ankler var synlige, fare omkring med deres vandskind. Så hældte de vandet i munden på folkene og vendte tilbage for at fylde vandskindene igen og kom tilbage for at hælde vand i munden på folkene."

4:137 Muhammed sagde: "Paradiset er for ham, der griber sin hests tømmer for at stræbe for Allahs sag, med sit hår uredt og sine fødder dækket af støv. Hvis han udpeges til fortroppen, er han helt tilfreds med sin vagtpost, og hvis han udpeges til bagtroppen, accepterer han sin post med tilfredshed ..."

4:146 Muhammed sagde: "Der kommer en tid, hvor grupper af mennesker vil drage ud på jihad, og det vil blive spurgt: 'Er der nogen blandt jer, der har været i selskab med Profeten?' Svaret vil være: 'Ja'. Derefter vil de blive givet sejr (ved Allah). Så kommer der en tid, hvor det vil blive spurgt: 'Er der nogen blandt jer, der har været i selskab med Profetens følgesvende?' Der vil blive sagt: 'Ja', og de vil blive givet sejr (ved Allah). Så kommer der en tid, hvor det vil blive sagt: "Er der nogen blandt jer, der har været i selskab med ledsagere af Profetens følgesvende?' Der vil blive sagt: 'Ja', og de vil blive givet sejr (ved Allah)."

4:147 Sahl bin Sad Som-Sa'idi sagde: "Allahs Apostel og hedningene stod overfor hinanden og begyndte at kæmpe. Da Allahs Apostel var vendt tilbage til sin lejr, og da hedningene var vendt tilbage til deres lejr, talte nogen om en mand blandt Allahs Apostels følgesvende, som med sit sværd fulgte og dræbte enhver hedning, der var alene. Han sagde: 'Ingen gjorde det (dvs. kæmpede) så godt i dag som den mand.' Allahs Apostel sagde: 'Han er bestemt blandt folkene af (Helvedes-) ilden.' En mand fra folket sagde: 'Jeg vil ledsage ham (for at se, hvad han gør).' Således fulgte han ham, og hvor han stod, ville han stå hos ham, og hvor han løb, ville han løbe med ham. Derefter blev manden (den tapre) alvorligt såret, og han besluttede at gøre en hurtig ende på sit liv. Han plantede sværdet i jorden og rettede dets skarpe ende mod sit bryst mellem sine to brystvorter. Så lænede han sig mod sværdet og dræbte sig selv. Den anden mand kom til Allahs Apostel og sagde: 'Jeg bevidner, at du er Allahs Apostel.' Profeten spurgte: 'Hvad er der sket?' Han svarede: 'Det handler om den mand, som du beskrev som en af (Helvedes-) ildens folk. Folket blev meget overrasket over, hvad du sagde, og jeg sagde: "Jeg vil finde ud af, hvad han virkelig er for dig." Så jeg kom ud og søgte ham. Han blev alvorligt såret og fremskyndede sin død ved at plante sit sværd i jorden og rette dets skarpe ende mod brystet mellem sine to brystvorter. Så lænede han sig mod sit sværd og dræbte sig selv.' Så sagde Allahs Apostel: 'En mand kan for folket virke, som om han udførte Paradisets folks gerninger, mens han faktisk er af (Helvedes-) ildens folk; en anden kan for folket virke, som om han udførte (Helvedes-) ildens folks gerninger, mens han faktisk er af Paradisets folk.'"
[Dette ser ud til at være en klar fordømmelse af selvmord, men det er ikke det samme som det vi ser hos selvmordsbomberne, der dræber mange fjender og dør i processen. De fordømmes ikke af de mere radikale muslimer, som betragter dem som sande martyrer, der kommer i Paradis.]

4:162b Muhammed sagde: "Mit levebrød er i skyggen af mit spyd og den, der ikke adlyder mine ordrer, bliver ydmyget ved at betale jizya."
["Jizya" er hovedskatten, der skal betaltes af undertvungne folk til gengæld for det islamiske styres beskyttelse.]

4:175 Umair sagde: "Um Haram fortalte os, at hun hørte Profeten sige: 'Paradis er givet til den første gruppe af mine tilhængere, der vil foretage en flådespedition.' Um Haram tilføjede: 'Jeg sagde, O Allahs Apostel! Vil jeg være blandt dem?' Han svarede: 'Du er blandt dem.' Derefter sagde Profeten: 'Deltagerne i den første af mine tilhængeres hærstyrker, som vil invadere Cæsars by, vil blive tilgivet deres synder.' Jeg spurgte: 'Vil jeg være en af dem, O Allahs Apostel?' Han svarede benægtende."
[Bemærk, det er en invasion, ikke en defensiv krig.]

4:179 Muhammed sagde: "Timen vil ikke komme, før I kæmper med tyrkerne, folk med små øjne, røde ansigter og flade næser. Deres ansigter vil se ud som skjolde belagt med læder. Timen vil ikke komme, før I kæmper med folk, hvis sko er lavet af hår."
[Ikke underligt, at araberne og tyrkerne ser ud til ikke at kunne lide hinanden!]

4:182 Ali sagde: "På dagen for Al-Ahzab-slaget [også kaldet Slaget ved Graven. Al-Ahzab, dvs. klanerne, eller forbundsfællerne, o.a.], sagde Allahs Apostel: 'O Allah! Fyld deres (dvs. de vantros) huse og grave med ild, fordi de beskæftigede os så meget, at vi ikke udførte bønnen (dvs. al-asr) før efter solnedgang.'"
[Al-asr er den tredje bøn, og skal bedes midt på eftermiddagen - før solnedgang.]

4:186 sagde Aisha: "Engang kom jøderne til Profeten og sagde: 'Død være med dig.' Så forbandede jeg dem. Profeten sagde: 'Hvad er der i vejen?' Jeg sagde: 'Hørte du ikke, hvad de sagde?' Profeten sagde: 'Hørte du ikke, hvad jeg svarede (dem)? (Jeg sagde): ("Det samme være med jer.")'"
[Bukhari: "Der er stor lighed mellem udtalen af de arabiske ord for hhv. 'fred' og 'død'. Den første er 'as-salamu' og den anden er 'as-samu'. I stedet for at sige 'As-salamu Alai-kum' ('fred være med dig') sagde jøderne 'As-samu Alai-kum' i den hensigt at nedkalde ondt over Profeten snarere end at hilse på ham. Men Profeten bemærkede, hvad de havde sagt, og nedkaldte ondt over dem til gengæld. De var taberne, for Allah accepterede Profetens påkaldelse og afviste deres."]
[Helt i strid med Jesus, som lærte "Velsign dem, der forbander jer" (Luk 6:28)!]

4:192 På dagen for Slaget ved Khaybar, hørte Sahl bin Sad Muhammed sige: "Jeg vil give flaget til en person, med hvis hænder Allah vil give sejr." Så rejste Profetens følgesvende sig op, ivrige efter at se, hvem flaget ville blive givet til, og alle ønskede at få flaget. Men Profeten spurgte efter Ali. Nogen informerede ham om, at han havde øjeproblemer. Derefter gav han dem ordre til at bringe Ali hen foran sig. Så spyttede Profeten i hans øjne, og hans øjne blev straks helbredt, som om han aldrig havde haft øjeproblemer. Ali sagde: "Vi vil kæmpe med dem (dvs. de vantro), indtil de bliver som os (dvs. muslimer)." Profeten sagde: "Vær tålmodig indtil du står over for dem og inviterer dem til islam og informerer dem om, hvad Allah har pålagt dem. Ved Allah! Hvis en enkelt person antager islam i dine hænder (dvs. gennem dig), vil det være bedre for dig end de røde kameler."

4:193 Anas sagde: "Når Allahs Apostel angreb nogle folk, ville han aldrig angribe dem, før det var daggry. Hvis han hørte al-adhan (dvs. kaldet til bøn), ville han udsætte kampen, og hvis han ikke hørte al-adhan, ville han angribe dem straks efter daggry."
[Bukhari: "Profeten ville vente til daggry for at se, om de folk, han angreb, var blevet konverteret til islam eller ikke, og tegnet på deres omvendelse til islam ville være al-adhan. Han ville ikke angribe dem, hvis han hørte al-adhan.]
[Budskabet synes klart - konverter eller bliv angrebet!]

4:195 Anas sagde: "Profeten drog ud mod Khaybar [en jødisk landsby, der blev angrebet og undertvunget i 628] og nåede frem til den om natten. Han plejede at lade være med at angribe, hvis han nåede frem om natten, men ventede til daggry. Så da dagen brød frem kom jøderne ud med deres tasker og spader. [se 5. Mosebog 23:13,14] Da de så Profeten, sagde de: 'Muhammed og hans hær!' Profeten sagde: 'Allahu-Akbar! (Allah er større) og Khaybar er ødelagt, for når vi nærmer os et folk (dvs. en fjende at bekæmpe), så bliver det en elendig morgen for dem, der er blevet advaret.'"

4:196 Muhammed sagde: "Jeg er blevet befalet at kæmpe med folket, indtil de siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah,' og enhver der siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah,' hans liv og ejendom vil være reddet fra mig undtagen fra islamisk lov, og hans regnskab vil være med Allah (for enten at blive straffet eller tilgivet)."
[Klart nok! Han blev "befalet" at kæmpe med folket, indtil de blev muslimer!]

4:198 Kab bin Malik sagde: "Når Allahs Apostel havde til hensigt at foretage en ghazwa [en jihad-kampagne anført af Muhammed selv], ville han finde på en udflugt for at skjule sin virkelige destination, indtil ghazwaen mod Tabuk [en dal i Arabien, hvor muslimerne ville konfrontere de kristne i 630], som Allahs Apostel gennemførte i meget varmt vejr. Her stod han overfor en meget lang rejse gennem ødemark, og skulle møde og angribe et stort antal fjender. Derfor gjorde han situationen klar for muslimerne, så de kunne forberede sig i overensstemmelse hermed og være parate til at besejre deres fjende."

4:220 Muhammed sagde: "... Jeg er blevet gjort sejrende gennem terror (spredt i fjendens hjerter) ..."

4:248 Abdullah bin Amr sagde: "En mand kom til Profeten og bad om tilladelse til at deltage i jihad. Profeten spurgte ham: 'Er dine forældre i live?' Han svarede bekræftende. Profeten sagde til ham: 'Så stil dig selv i deres tjeneste.'"
[Bukhari: "Deltagelse i jihad (dvs. hellige slag) med ens forældres tilladelse."]

4:256 As-Sab bin Jaththama sagde: "Profeten (...) blev spurgt om det var tilladt at angribe de hedenske krigere om natten med risiko for at udsætte deres kvinder og børn for fare. Profeten svarede: 'De (dvs. kvinderne og børnene) er af dem (dvs. hedninge).'"

4:258 Ibn Umar sagde: "Under nogle af Allahs Apostles ghazawat [jihad-kampagner] blev en kvinde fundet dræbt, så Allahs Apostel forbød drab på kvinder og børn."

4:259 Abu Huraira sagde: "Allahs Apostel sendte os (dvs. en hærenhed) på en mission og sagde: 'Hvis I finder den-og-den samt den-og-den, skal I brænde dem begge med ild.' Da vi ville tage afsted, sagde Allahs Apostel: 'Jeg har befalet jer at brænde den-og-den samt den-og-den, og der er ingen andre end Allah, som straffer med ild, så hvis I finder dem, dræb dem.'"
[Måske ikke med ild, men Muhammeds befaling om at dræbe disse to fjender på en anden måde, er klart en aggressiv handling.]

4:260 Ikrima sagde: "Ali brændte nogle mennesker [tilsyneladende muslimer, der havde forladt islam], og denne nyhed nåede Ibn Abbas, der sagde: "Havde jeg været i hans sted, ville jeg ikke have brændt dem, eftersom Profeten sagde: "Straf ikke (nogen) med Allahs straf." Jeg ville uden tvivl have dræbt dem, for Profeten sagde: "Hvis nogen (en muslim) opgiver sin religion, dræb ham."'"
[Den islamiske lov om apostasi fastsætter dødsstraf til enhver, der forlader islam.]

4:261 Anas bin Malik sagde: "En gruppe på otte mænd fra Ukil-stammen kom til Profeten [dvs. de blev muslimer og begyndte at leve i Medina med muslimerne] og fandt derefter Medina-klimaet dårligt for dem. Så sagde de: 'O Allahs Apostel! Giv os lidt mælk.' Allahs apostel sagde: 'Jeg anbefaler, at I tager ud til kamelbesætningen.' Så tog de afsted og drak kamelernes urin og mælk (som medicin), indtil de blev sunde og fede. Derefter dræbte de hyrden og drev kamelerne væk, og de blev vantro efter at have været muslimer. Da Profeten blev informeret af en udråber for at få hjælp, sendte han nogle mænd på jagt efter dem, og inden solen var steget højt, blev de bragt til ham, og han fik deres hænder og fødder skåret af. Derefter bad han om søm, som blev opvarmet og ført over deres øjne, og de blev efterladt i Harra (dvs. det klippefyldte land i Medina). De bad om vand, og ingen gav dem vand, til de døde."
[Denne åbenlyse tortur passer ikke godt med Yusuf Alis note til Koranen 5:36-38.]

4:264 Al-Bara bin Azib sagde: "Allahs Apostel sendte en gruppe Ansari-mænd for at dræbe Abu-Rafi. En af dem drog ud og kom ind i deres (dvs. fjendernes) fort. Denne mand sagde: 'Jeg skjulte mig (...) og mødte Abu Rafi og sagde: "O Abu Rafi." Da han svarede mig, gik jeg frem mod stemmen og slog ham. Han råbte, og jeg trak mig væk for at komme tilbage og lade som om, jeg var en hjælper. Jeg sagde: "O Abu Rafi" og idet jeg ændrede min stemme (...) spurgte jeg ham: "Hvad er der sket med dig?" Han sagde: "Jeg ved ikke, hvem der kom til mig og slog mig." Så drev jeg mit sværd ind i maven på ham til det rørte ved knoglen. Så kom jeg ud, fuld af forvirring, og gik hen til en stige, de havde, for at komme ned, men jeg faldt ned og forstuvede min fod. Jeg kom til mine ledsagere og sagde: "Jeg vil ikke forlade stedet, før jeg hører kvindernes jammer." Så jeg forlod ikke stedet, før jeg hørte kvinderne græde over Abu Rafi, købmanden fra Hijaz. Så rejste jeg mig og følte ingen lidelse (og vi fortsatte), indtil vi mødte Profeten og orienterede ham.'"
[Dette forræderiske mord fulgt af glæde over kvindernes gråd, synes at være blevet belønnet ved både Allahs mirakuløse helbredelse og Muhammeds bifald.]

4:267,269 Muhammed sagde: "Krig er bedrag."

4:270 Jabir bin Abdullah sagde: "Profeten sagde: 'Hvem er parat til at dræbe Kab bin Al-Ashraf, som virkelig har såret Allah og Hans Apostel?' Muhammad bin Maslama sagde: 'O Allahs Apostel! Kunne du tænke dig, at jeg dræbte ham?' Han svarede bekræftende. Så tog Muhammad bin Maslama hen til ham (dvs. Kab) og sagde: 'Denne mand (dvs. Profeten) har plaget os og bedt os om almisse.' Kab svarede: 'Ved Allah, I vil blive trætte af ham.' Muhammad sagde til ham: 'Vi har fulgt ham, så vi kan ikke lide at forlade ham, før vi ser enden på hans affære.' Muhammad bin Maslama fortsatte med at tale med ham på denne måde, indtil han fik chancen for at dræbe ham."
[Dette præciserer klart betydningen af "krig er bedrag".]

4:280b Anas bin Malik sagde: "Allahs Apostel kom (til Mekka) i året for erobringen (af Mekka) med en hjelm på hovedet. Da han havde taget den af, kom en mand og sagde: 'Ibn Khatal [en hedninge-modstander] klamrer sig til Kabaens tæpper.' Profeten sagde: 'Dræb ham.'"

4:286 Salarma bin Al-Akwa sagde: "En vantro spion kom til Profeten, mens han var på en rejse. Spionen sad med Profetenes følgesvende og begyndte at tale og gik derefter væk. Profeten sagde (til sine følgesvende): 'Følg efter ham og dræb ham.' Så jeg dræbte ham."

4:288 Ibn Abbas sagde: "... På sit dødsleje gav Profeten tre ordrer, der lød: 'Fordriv hedningene fra Den Arabiske Halvø ...'"
[Muslimerne ikke alene fordrev de hedenske arabere fra landet, der havde været deres i århundreder, men frem til denne dag vil de ikke tillade ikke-muslimer at være borgere i Saudi-Arabien. Derfor burde de ikke have problemer med at forstå, hvorfor jøderne har forsøgt at skubbe de ikke-jødiske palæstinensere ud af Palæstina.]

4:317 Abdullah sagde: "Når Profeten vendte tilbage (fra jihad), ville han sige takbir [dvs. "Allahu Akbar" (Allah er større)] tre gange og tilføje: 'Vi vender tilbage, om Allah vil, med anger og tilbedelse og lovprisning (af vor Herre) og knælen for vor Herre. Allah opfyldte Sit løfte og hjalp Sin slave, og Han alene besejrede de (vantro) klaner.'"


Fra bind 9:

9:50 (& 4:283) Ali sagde: "... ingen muslim bør blive dræbt (...) for at dræbe en kafir (vantro)."
[At dræbe en ikke-muslim er med andre ord ikke mord, det er hellig krig.]

9:57 Nogle zanadiqa (ateister) blev bragt til Ali, og han brændte dem. Nyheden om denne begivenhed nåede til Ibn Abbas, der sagde: "Hvis jeg havde været i hans sted, ville jeg ikke have brændt dem, eftersom Allahs Apostel forbød det og sagde: 'Straf ikke nogen med Allahs straf (ild).' Jeg ville have dræbt dem i overensstemmelse med Allahs Apostles erklæring: 'Enhver, der har udskiftet sin islamiske religion, dræb ham.'"

[På side xxiv af sin introduktion til Bukharis Hadith, skriver dr. M. Khan, oversætteren (til engelsk): "Dernæst åbenbarede Allah i sura Bara'at (9) ordren om at ophæve (alle) forpligtelserne (pagter osv.) og befalede muslimerne at kæmpe mod alle hedningene såvel som Bogens Folk (jøder og kristne), hvis de ikke tilslutter sig islam, indtil de betaler jizya (en skat afkrævet jøder og kristne, som ikke tilslutter sig islam og er under beskyttelse af en islamisk regering) med villig underkastelse og føler sig kuet (9:29). Så de (muslimerne) blev ikke tilladt at opgive "kampen" imod dem (hedninge, jøder og kristne), og at forsone sig med dem og suspendere fjendtlighederne imod dem i en ubegrænset periode, når de er stærke og har mulighed for at kæmpe imod dem."]




Oversættelse: Bombadillo