"De kristne var dem, der gjorde den sorte mand til slave, men islam er et verdensomspændende broderskab." Du har måske hørt nogen sige noget i den retning og spekuleret på, om det var sandt.

Slaveri blev praktiseret af alle civilisationer indtil det 19. århundrede, da det begyndte at blive forbudt. Ja, brutalt slaveri blev praktiseret i Amerika af mange kristne, men bibelsk kristendom accepterer ikke deres forkerte adfærd. [1]

Der er skrevet mange bøger om kristnes skændige behandling af slaver i dette land [USA], og sande kristne prøver ikke at finde undskyldning for det. Den kristne samvittighed fordømmer denne grusomhed og føler, at den må se alle de brutale kendsgerninger i øjnene og bekende dem.

Så er kristnes involvering i slaveri en gyldig grund til at forlade kristendommen og blive muslim? Ikke medmindre muslimer er uskyldige i denne sag.

Faktum er, at muslimske lande og samfund har praktiseret slaveri fra Muhammeds tid [2] indtil for nogle få år siden. Kendsgerningerne er almindeligt anerkendte, men så lidt er skrevet om muslimers involvering i slavehandelen, at de fleste mennesker bliver overraskede, når det nævnes. J. D. Fages bog, A History of Africa, [3] er en af flere, der klart dokumenterer dens omfang.

Muslimer begyndte deres storstilede køb og salg af afrikanske slaver 600 år før europæerne gjorde det, og fortsatte med det til 100 år efter, at europæerne holdt op.

Slavehandelens største intensitet var forbundet med den transatlantiske slavehandel fra 1451 til 1867. Fage skønner, at der blev taget i alt omkring 12 millioner slaver fra Vestafrika til Europa og Amerika af "kristne" slavehandlere i løbet af disse 4 århundreder. Selvom intensiteten af slavehandelen over Sahara og Rødehavet aldrig var så høj, så resulterede det længere tidsrum i det samme totale antal involverede slaver. Araberne købte slaver i det centrale, vestlige og østlige Afrika og solgte dem i Nordafrika, Mellemøsten og på Indiens vestkyst. Omkring 9 millioner slaver var involveret i slavehandelen over Sahara i løbet af de 10 århundreder fra 900 til 1880, og der blev ført yderligere 3 millioner slaver over Det Røde Hav og Det Indiske Ocean i løbet af de 11 århundreder fra 800 til 1900 - i alt 12 millioner.

Det er sørgeligt at opdage, at de kristne og muslimske slavehandlere fandt et allerede udviklet marked overalt i det sorte Afrika, hvor de kunne købe slaver. Næsten alle var fanget og solgt af afrikanske herskere og købmænd. De fandt det mere nyttigt at sælge deres fjender, forbrydere og skyldnere end at dræbe eller fængsle dem. Selv de herskere, der først var imod menneskehandel, gav senere efter pga. de store økonomiske gevinster, der var involveret. Vi må konkludere, at der var tre lige skyldige partnere i slaveriets forbrydelse: Hedenske afrikanske herskere, kristne europæere og muslimske arabere.

Køn er en væsentlig faktor i sammenligningen mellem kristen og muslimsk slavehandel fra Afrika. To ud af tre slaver i den transatlantiske handel var voksne mænd, fordi efterspørgslen i Amerika var efter folk til at arbejde i plantagerne. I den transsahariske handel havde drenge, kastreret til at blive eunukker, den højeste pris. Prisen for kvinder var højere end for mænd, fordi islam tillod dem at blive brugt som konkubiner såvel som arbejdere. Resultatet: Kun én ud af tre slaver solgt i Nordafrika og Mellemøsten var en mand. Dette forklarer det faktum, at der i dag ikke findes noget udpræget sort segment i de mellemøstlige samfund. Eunukker kunne ikke få børn, kvindernes afkom smeltede ind i den arabiske befolkning og mændene var ofte ude af stand til at finde hustruer. I Amerika levede den sorte befolkning imidlertid adskilt og er forblevet tydeligt adskilt frem til i dag.

Kun få forfattere har beskrevet de rædsler, der var forbundet med den transsahariske slavehandel: Kidnapning og kastrering af unge drenge, så de kunne sælges som eunukker ("levende døde") i haremmer tilhørende velhavende arabiske godsejere; og unge kvinder, der blev tvunget til at vandre endeløse kilometer gennem Sahara-ørkenens brændende sand for at blive slave-konkubiner ("dobbeltbundet") i totalt fremmedes hjem. Selvom de fleste blev godt behandlet, når de ankom, døde mange på vejen.

En af grundene til, at forholdsvis lidt er skrevet om arabisk deltagelse i slaveri, er, at traditionel islamisk kultur stadig modvilligt tolererer slaveri. [4]

Samvittigheden af sande kristne i Storbritannien bevægede dem til først at få deres parlament til at forbyde slaveri. Storbritannien påvirkede derefter resten af Vesteuropa og Amerika til at frigive deres slaver. Dette førte til, at alle regeringer i verden forbød slaveri. De sidste lande til at frigive slaver var Saudi-Arabien og Yemen i 1962 (100 år efter at Lincoln frigav slaver i Amerika) og Mauretanien i 1980. En international organisation, der undersøger beretninger om slaveri, siger, at sorte mennesker stadig købes og sælges illegalt i disse tre muslimske lande.

Så slavebandt kristne eller muslimer den sorte mand? Ingen af dem! Syndige, grådige mennesker af alle religioner gjorde. Det er vores fordærvede, syndige menneskehed, der står til doms for slaveriets ondskab. Desuden blev slaveherrerne selv slaver, fordi synd er den virkelige slaveherre! Jesus sagde: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. (...) Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie." (Johannesevangeliet 8:34-36)

At følge kristendommen eller islam kan ikke gøre dig fri. At skifte fra én religion til en anden kan ikke gøre dig fri. Herren Jesus, Guds evige Søn, er den eneste, som virkelig kan befri dig fra syndens trældom i dit liv! Vil du lade ham gøre det?

Noter

[1] Bibelen synes at nævne tre slags slaver: (a) slaver som følge af gæld, (b) slaver som krigsfanger og (c) slaver som handelsobjekter. De to første blev tilladt i mosaisk ret på visse betingelser, men den tredje er stærkt fordømt overalt i Bibelen: "Den, der røver et menneske og sælger det eller selv beholder det, skal lide døden." (2 Mos 21:16) "... og når man ved, at en lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere (...) for dem, der slår deres far eller mor ihjel, for drabsmænd, utugtige, mænd, der ligger i med mænd, bortførere [slavehandlere], løgnere, menedere, ..." (1 Tim 1:9-10)

[2] Muhammed selv ejede mange slaver. Nogle fangede han i erobringskrige og nogle købte han. Navnene på 40 af dem er registreret af muslimske krønikeskrivere. Nogle af disse frigav han - som f.eks. Bilal og Zayd Ibn Haritha - men andre frigav han ikke.

[3] J. D. Fage, A History of Africa, third edition, Routledge, 1995; se især kapitel 10. Bogen Race and Slavery in the Middle East af Bernard Lewis, Oxford University Press, 1990, er en anden videnskabelig og værdifuld dokumentation af hele dette emne.

[4] Selvom islam anbefaler at frigive slaver, så stiller den ikke krav om det. Faktisk indeholder kodificeret islamisk lov (sharia) omfattende regler for slaveri. Det skyldes, at et af de vigtigste principper i islam er at følge Muhammeds eksempel. Alt hvad han gjorde, må vi gøre; hvad han forbød, må vi forbyde; hvad han ikke forbød, tør vi ikke forbyde. Muhammed opfordrede sine tilhængere til at frigive deres slaver, men han forbød aldrig slaveri.

---

Oversættelse: Bombadillo