Boston, Mass. (A.W.) - Ved at unytte et gunstigt tidspunkt under 1. Verdenskrig, virkeliggjorde den osmanniske regering sin hensigt om at eliminere imperiets kristne elementer. Selv om der er forsket enormt meget i udslettelsen af armenierne, er et aspekt af folkemordet stadig uklart - udryddelsen af assyrerne. I det følgende interview, belyser Sabri Atman, grundlægger og direktør for Assyrian Genocide and Research Center (Seyfo Center), [Center for Forskning i det Assyriske Folkemord] nogle af de forskellige kendetegn ved det assyriske folkemord (eller Seyfo).

Atman er en af de bedst kendte foredragsholdere om det assyriske folkemord. Han blev født i Nsibin (Tur Abdin) i det sydøstlige Tyrkiet, flyttede til Østrig af politiske årsager, og til Sverige fem år senere. Han har studeret økonomi på universitetet i Göteborg og har en kandidatgrad i menneskerettigheder og folkedrab fra Kingston Universitet i London, Siena Universitet i Italien og Warszawa Universitet i Polen. Atman fortsætter med at bidrage enormt til forøgelsen af verdens bevidsthed om det assyriske folkemord. Han er i øjeblikket ph.d.-studerende i folkemord på Clark Universitet i Worcester, Massachusetts. Hans afhandling er om det assyriske folkemord og kurdernes indblanding.

Varak Kestsemanian - Hvordan er rækkefølgen af hovedbegivenheder i det assyriske folkemord?

Sabri Atman - Vi assyrere kalder folkemordet i 1915 for Seyfo, der betyder "sværdet". Grunden til at vi kalder det sværdet er, at gerningsmændene brugte seyfo som et våben under drabene. Seyfo er et begreb, der søger at fremhæve den assyriske andel af folkemordet, der også blev begået mod armenierne og grækerne under 1. Verdenskrig. Folkemordet, der udslettede mere end halvdelen af den assyriske befolkning, fandt hovedsageligt sted i det sydøstlige Tyrkiet, men også i byen Urmiya i det nordvestlige Iran.

Assyrerne satte oprindeligt antallet af deres ofre til 250.000 mennesker i både de tyrkiske områder og Urmiya, Iran. Men den assyriske delegation ved fredsforhandlingerne i Lausanne 1923 satte antallet af ofre til 275.000, da de havde samlet mere information om antallet af omkomne. Men ifølge nogle forskere, omkom op mod 400.000 civile assyrere som følge af de systematiske drab, der blev bestilt og udført af den osmanniske stat i samarbejde med dens kurdiske undersåtter og med tropper og divisioner fra de regulære osmanniske militær- og politistyrker i forening.

1915-folkemordet var ikke kun rettet mod armenierne, men også mod grækerne, assyrerne og ezidierne (eller yezidierne, o.a.). Strategien, som gerningsmændene havde i tankerne, gik ud på etnisk tilintetgørelse af alle ikke-muslimske borgere, der levede under osmannisk besættelse, med det formål at homogenisere Tyrkiet i overensstemmelse med deres mål om at skabe en nation med "én religion". Deres motto var faktisk: "Én nation, én religion." For at nå deres mål, blev jihad (hellig krig) erklæret den 14. november 1914 i alle de osmanniske moskeer. Jihad blev erklæret mod alle kristne undersåtter, der levede i de osmanniske områder, uden at udpege noget bestemt offer. Det vigtigste motiv var at slippe af med alle de kristne minoriteter i Tyrkiet.

Udførelsen af deres primære plan om at oprette en muslimsk-tyrkisk nation, begyndte med forsøg på at assimilere de ikke-tyrkiske muslimske befolkninger, dvs. kurderne og andre indvandrere fra Balkan. Disse muslimske grupper blev flyttet til byer som Ankara, Adana og Konya, og spredt blandt det tyrkiske flertal. Det næste skridt var at fjerne de ikke-muslimske grupper i Tyrkiet. To millioner kristne (hovedsageligt armeniere, assyrere og grækere ) blev massakreret, sultet ihjel og deporteret som et resultat af denne politik.

V.K. - Hvordan adskiller det assyriske folkemord sig fra massakrerne på grækerne og armenierne?

S.A. - Vidnerne, jeg har interviewet, har alle ønsket at præcisere, at hverken arkitekterne eller gerningsmændene [til folkemordet] gjorde nogen forskel mellem de etniske kristne. De hævdede, at "et løg er et løg, uanset om det er rødt eller hvidt. Alle skal hakkes!" Dette var en direkte henvisning til den planlagte og beregnede slagtning af de assyriske, armenske og græske kristne.

Mens et stort antal armeniere døde under deportationerne, blev mange assyrere dræbt i deres landsbyer og byer.

V.K. - Hvad er de primære kilder - forskningsmaterialet til din afhandling?

S.A. - De primære kilder til min forskning er de mundtlige vidnesbyrd om begivenhederne, som jeg har indsamlet gennem det seneste årti. Disse kilder omfatter upublicerede interviews, som jeg og mange andre har udført med overlevende fra folkemordet. Dem vil vi transskribere, oversætte og sætte ind i en både historisk og socio-politisk kontekst.

De fleste af de kilder, der vedrører og dokumenterer det assyriske folkemord, er spredte og skrevet på sprog, der ikke er let tilgængelige for folkemordsforskere. Disse kilder er enten skrevet på assyrisk, arabisk eller tyrkisk.

Desuden bliver mundtligt overleverede historiske beretninger og vidnesbyrd helt ignoreret af den akademiske verden, fordi de fleste forskere, der beskæftiger sig med 1915-folkemordet, har et meget ringe kendskab til det assyriske sprog. Men disse mundtlige vidnesbyrd fra de overlevende efter folkemordet er centrale og uhyre vigtige, da de kan kaste lys over mange dunkle aspekter af det assyriske folkemord. Disse mundtlige vidnesbyrd repræsenterer en omfattende pulje af oplysninger, klar til at blive genstand for akademisk undersøgelse.

Selvom de skriftlige kilder er af afgørende betydning, er de endnu ikke blevet oversat til moderne europæiske sprog, hvilket gør dem utilgængelige for de fleste folkemordsforskere. For at nævne et par stykker, omfatter de Isaac Armaltos øjenvidneberetning, som han udgav på arabisk i 1919 i Libanon, og Mar Israel Audos dokumentation af tragedierne, der er tilgængelig i et upubliceret manuskript på assyrisk.

Mange af vore mundtlige dokumentationer, samlet på Seyfo Center, er førstehånds øjenvidneberetninger. Jeg havde lejlighed til at interviewe og optage mange overlevende, og de ikke alene gav mig værdifulde oplysninger dengang, men deres vidnesbyrd fortsætter med at give mig en endeløs moralsk opmuntring til, hvad jeg gør.

I dag er vi i stand til at udtrække mange oplysninger om 1915-massakrerne fra øjenvidneberetninger, der blev sendt tilbage fra forskellige ambassader. Følgende er nogle eksempler:

- Den amerikanske ambassadør i Konstantinopel, Henry Morgenthau, Jr., rapporterede om sine kontakter med den ungtyrkiske regering.

- Et dokument blev offentliggjort allerede i 1916 med titlen “The Treatment of Armenians in the Ottoman Empire, 1915-1916” af James Bryce, en britisk ekspert i statskundskab, og Arnold Toynbee, en historiker. Over 100 sider i dette dokument handler om assyrerne.

- Johannes Lepsius, en tysk missionær der levede i Anatolien, oplyste myndighederne i Berlin om, hvad der skete på det tidspunkt. Dokumentationen blev udgivet i 1919 i Potsdam.

- Prof. David Gaunt og dr. Racho Donef udgav i 2006 bogen "Massacres, Resistance, Protectors" som dækker skæbnen for alle de kristne grupper i det østlige Anatolien under 1. Verdenskrig.

V.K. - Hvad er den primære funktion af Seyfo Center? Hvordan bidrager det til folkemordsforskningen?

S.A. - Seyfo Center har en stor pulje af kilder og giver forskningsassistance til forskere, forfattere, journalister, filmskabere og offentlige institutioner. Vi dokumenterer også det assyriske folkemord ved at indsamle mundtlige beretninger og skriftlige vidnesbyrd; præsentere det assyriske folkemord i parlamenter og politiske organer; uddanne ikke-assyrere i politiske og akademiske fora; deltage i aktivisme på vegne af [anerkendelse af] det assyriske folkemord; og udgive bøger, rapporter, brochurer og andet materiale. Vi lobbyer [for anerkendelse].

Jeg er meget glad for at kunne sige, at vi har gjort store fremskridt i de sidste ti år med hensyn til assyriske folkemord. Først og fremmest er ordet Seyfo nu mere kendt både på nationalt og internationalt plan. For eksempel:

- Den 13. maj 2009 fandt en pressekonference sted i det svenske parlament, Riksdagen. En kurdisk intellektuel kaldet Berzan Boti undskyldte for folkemordet i 1915 og, som en erstatningshandling, gav sin ejendom tilbage til de retmæssige ejere, assyrerne. Skøderne til hans ejendom blev derefter overført til Seyfo Center.

- Den 10. marts 2010 anerkendte det svenske Riksdagen det assyriske folkemord.

- Takket være Assyrian Universal Alliance (AUA) og indsatsen af assyrerne i Australien, blev et monument rejst den 7. august 2010 til minde om de assyriske ofre under 1. Verdenskrig og Simele-massakren [i 1933, o.a.].

- Den 1. maj 2013 anerkendte det australske parlament i New South Wales (NSW) det assyriske og det græske folkemord.

- Den 25. april 2012 blev Det Assyriske Folkemordsmonument afsløret i Armeniens hovedstad, Yerevan.

- Den 27. april 2013 blev det tredje assyriske folkemordsmonument afsløret i Frankrig.

Jeg er sikker på, at vi i den nærmeste fremtid vil få flere monumenter rejst rundt om i verden, og at antallet af lande, der anerkender det assyriske folkemord, vil stige dramatisk.

V.K. - Hvilke er de primære krav fra det assyriske folk til den tyrkiske regering?

S.A. - Først og fremmest ønsker vi, at Republikken Tyrkiet skal standse de løgne, den har spredt nu i 98 år, og anerkende de assyriske, armenske og græske folkemord.

Benægtelse er en form for videreførelse af folkemordet. Det er at blive dræbt to gange. Den manglende anerkendelse af folkemordet har ført til endnu flere folkemord mod assyrere i deres hjemland.

Vi assyrerne kan heller ikke forstå, at Republikken Armenien endnu ikke har anerkendt det assyriske folkemord. I dag er jeg meget glad for, at indtil videre omkring 26 lande officielt har anerkendt det armenske folkemord i 1915.

10. marts 2010 og 1. maj 2013 er historiske dage især for os assyrere og grækere. På disse dage vedtog hhv. det svenske og australske parlament [som nævnt i New South Wales, o.a.] resolutioner, der anerkendte de assyriske og græske folkemord i tillæg til det armenske folkemord. Jeg håber, at andre lande vil følge trop.

Vore armenske venner i Armenien og rundt om i verden er nødt til at hjælpe os med at få de assyriske og græske folkemord på den internationale dagsorden.

Husk: Assyrere og grækere blev også udsat for folkemord i Tyrkiet. Vi kræver, at hele verden i dag officielt anerkender dette faktum. Selvfølgelig bør Republikken Armenien af mange gode grunde være et af de første lande i verden til at anerkende det assyriske folkemord!

Vi vil meget gerne have en strategi baseret på venskab mellem armeniere, assyrere og grækere. Vi, der blev udsat for det samme folkemord, bør finde måder og midler til en indbyrdes dialog, og derefter tale med én stemme.

---

Oversættelse: Bombadillo