Sharia har til hensigt at dømme os. Hvad med at vende bordene og dømme den?

Sharia har socialt godartede dele i sig, som hvordan man beder, hvordan man faster i ramadanen, hvor mange penge der bør gives til de fattige, og hvilke fødevarer man kan spise eller skal holde sig fra.

Der er dog også socialt skadelige aspekter ved den, som bør afvises.

Kulturelt ufølsom, følsom eller overfølsom?

Kulturel følsomhed er en dyd, og de fleste amerikanere praktiserer den. Når vi ser en muslimsk kvinde iført tørklæde, der ikke dækker hendes ansigt, lader vi hende passere uden kommentar. Denne tolerante holdning er god.

På den anden side er ufølsomhed en last, fordi den har for lidt eller ikke nok eller mangelfuld følsomhed. [1] Det ville være ufølsomt at håne eller le af den muslimske kvinde. Mange af os er klar over det øjeblik, hvor vi svinger over til ufølsomhed, og det er let at forhindre den. Vi bør lade være med at sige noget. Vi tier stille.

Men findes der sådan noget som overdreven eller for megen følsomhed - overfølsomhed? Hvis vi kan have for lidt af noget, kan vi også have for meget af det. Hvornår forlader vi følsomheden og bliver overfølsomme? Er der generelle principper, vi kan bruge til at opdage, når vi ikke går langt nok, men tier stille, hvor vi burde hæve stemmen og sige fra?

Besvarelsen af disse spørgsmål kunne bringe os et godt stykke af vejen i afklaringen af det kaos af meninger, der synes at binde os til tavshed og passivitet, hvor vi burde tale og handle.

Folk bliver forvirrede over disse tre områder: ufølsomhed (last), følsomhed (dyd) og overfølsomhed (last).

Anvendelse af disse to laster og ene dyd

Lad os tage dem i anvendelse og se, hvordan de fungerer.

I sharia har en mand lov til at slå sin kone, når hun gør oprør, og han følger tre trin før han slår (irettesætter hende, advarer hende og holder sig væk fra hende i soveværelset). I andre sager bliver alkoholikere pisket, hvilket også sker for utugtige. Ægteskabsbrydere bliver stenet til døde. Tyve får deres hænder hugget af.

Vi føler intuitivt, at islam handler forkert ved at gøre disse ting, men hvor kommer vores intuition fra?

Fælles for disse sharia-regler er vold og overdreven straf og undertrykkelse af frihed. Alle afviser principperne om den højeste livskvalitet og maksimal frihed (uden kaos og anarki).

På den anden side, hvad har følgende handlinger til fælles? En mand går i moské eller synagoge eller kirke. En kvinde siger sine bønner på den måde, som hendes religion foreskriver, citerer hendes hellige bog eller læser fra en bønnebog eller taler på egen hånd. En mand bøjer sig i bøn. En anden vipper hovedet op og ned. Nogle bærer usædvanlige klæder og hatte. Andre har langt skæg. Hans religion lærer ham at leve et dydigt liv. En ung deler fredeligt og med ord alene sin tro med tilhørere på et fortov.

Fælles for disse handlinger er, at ingen af dem forstyrrer freden eller forhindrer andre i at leve et ordentligt og dydigt liv. Selv gadeprædikanten har ikke et tvunget publikum. De kan gå deres vej. Hvis alle disse handlinger ikke direkte fremmer maksimal livskvalitet og optimal frihed, så forhindrer de dem bestemt heller ikke - og der er stærke argumenter for, at disse handlinger fremmer liv.

Så ufølsomhed (en last) vil få os til at fordømme de harmløse aspekter af sharia.

Overfølsomhed (en last) vil få os til at være tavse om sharia-lovens skadelige aspekter, når vi i stedet burde tale ud.

Følsomhed (en dyd) vil få os til at kritisere de skadelige aspekter, men være tolerante over for de harmløse i et religiøst mangfoldigt samfund.

Når vi forstår, hvordan vi anvender disse tre kriterier, kan vi opnå visdom og klarhed.

Og når vi først har opnået denne visdom, kan vi let afvise den dumme anklage om "islamofobi".

Tre universelle værdier

Jefferson sagde: "Men det gør mig ingen skade, at min nabo siger, at der er tyve guder eller ingen gud. Det hverken tømmer mine lommer eller brækker mine ben." [2]

For uden skam at kunne fælde dom over de skadelige dele af sharia, bør vi gøre nøjere rede for de tre universelle værdier, som vi henviste til ovenfor: Liv, frihed og stræben efter lykke. De har gennemtrængt vores psyke, uanset om vi anerkender dem eller ej. Ved hjælp af dem kan vi se, hvilke regler i sharia der er skadelige eller harmløse.

Lykke synes ved første øjekast at være så subjektiv og så åben for fortolkning, at den er umulig at få fast greb om. Men den er dog ikke så subjektiv, som den i første omgang ser ud til. Den afhænger i bund og grund af liv og frihed.

Lykke betyder at fungere bedst muligt og til fulde virkeliggøre sit potentiale og sin frihed. Hvis ens liv og frihed er begrænset og undertrykt, kan man ikke være lykkelig, heller ikke selvom man tror, man er det.

Tre eksempler

1. En ung kvinde mener, at det at bære slør som dækker hele hendes ansigt undtagen øjnene (enten en burka eller niqab), gør hende lykkelig. Det er, hvad hun ønsker at gøre. Hvem er vi, at vi blander os i hendes stræben efter lykke? Imidlertid findes der bedrag, som kan defineres som det at tro eller tænke, at man har ret, mens man i virkeligheden har uret. Tro kan være forkert. Skønt hun måske ikke personligt og subjektivt er klar over, at en burka eller niqab er en ekstrem begrænsning af hendes frihed og højeste livskvalitet, så er det alligevel tilfældet, objektivt set.

Liv og frihed, selvom de opleves subjektivt, er ikke helt subjektive. Ekstrem adfærd eller politik fører ikke til liv og frihed, uanset om et helt samfund tror det, eller om et religiøst system lærer det modsatte - altså at de fører til liv og frihed og lykke. På trods af deres tro eller religiøse system, når en handling eller politik ikke faktisk fremmer liv og frihed, så kan en person pr. definition ikke være lykkelig, fordi lykke er bygget på liv og frihed.

De to første værdier er dens fundament. Et menneske, der lever i undertrykkelse, kan ikke være frit og have høj livskvalitet; derfor kan det ikke være lykkeligt, heller ikke selvom det tror, det er. Han er ikke den bedste til at dømme om, hvad lykke er, fordi han mangler det brede perspektiv. Således fører liv og frihed til lykke - eller til stræben efter den.

Men da hendes praksis ikke tømmer vore lommer eller brækker vore ben, skal hun være fri til at bære sløret. [3]

2. Autoritært teokrati er et andet eksempel. Hvis en mand får åbenbaringer, der fortæller hans tilhængere, hvordan de skal klæde sig, hvordan de skal tænke, hvordan de skal tro, hvordan de skal bede, så er det for så vidt okay for det større samfund. Befalingerne skader os ikke pengemæssigt eller fysisk. Men hvis den samme mand modtager et guddommeligt budskab, der befaler ham at påtvinge alle andre disse overbevisninger eller at begrænse og straffe ikke-konformistiske overbevisninger, så fremmes religionsfriheden ikke, og dette skader samfundet.

Det tømmer vore lommer og brækker vore ben. Autoritært styre er derfor forkert.

3. Islam forlanger en særskat af enhver jøde eller kristen, der nægter at slutte sig til islam. Forsvarere af denne politik siger, at den er til for at beskytte dem, når de lever under islam. En andenklasses underkastelsesskat baseret på religion er imidlertid i strid med de principper - liv og frihed - der er fastlagt i Uafhængighedserklæringen.

Og nu kan vi fælde den dom, at denne islamiske regel er dårlig, for den er uforenelig med vores historie og menneskehedens fremskridt. Reglen begrænser vores frihed, fordi jøder og kristne bliver stemplet, endog stigmatiseret, pga. deres religiøse overbevisning, og den fornedrer livet for jøder og kristne, fordi de gøres til andenrangs borgere og fratages noget af deres lovlige indkomst med en specialafgift, bare for dem.

En væsentlig grund til, at vi [amerikanere] udkæmpede Revolutionskrigen, var, at vi ville frigøre os fra skatter, der blev pålagt os uden vort samtykke. Hvorfor skulle vi indvillige i at blive andenklasses borgere og betale en tilhørende religiøs underkastelsesskat?

Fundamentet for fremskredne samfund er lighed for loven. Islam lærer et privilegeret religiøst hierarki for dets sharialov.

En enkel formel til bedømmelse af sharia

Enkel, men ikke forenklet.

De er de kriterier, med hvilke vi bedømmer sharia.

Vi kan koge tingene ned til ligninger; pilen betyder "fører til" eller "producerer":

1. Liv + Frihed → Stræben efter lykke

2. Ekstremisme + Undertrykkelse → Ulykke og Elendighed

De to formler er modsætninger. De tre værdier i den første ligning er universelt gode for menneskeheden. Den anden ligning er objektivt dårlig for os mennesker. I mange tilfælde fremmer sharia den sidstnævnte formel.

Derfor kan vi sige, at de regler i sharia, der overholder eller i det mindste ikke krænker den første formel, er uskadelige eller gavnlige, mens de regler, der er i overensstemmelse med den anden formel og modsiger den første, er dårlige.

To indvendinger

1. Er de ikke bare det arrogante Vestens opfindelser eller produkter?

Vesten opdagede dem kun, anvender dem nu og tager hele tiden ved lære. Den har begået fejl i fortiden og begår dem stadig, dog langt færre. Men selvom disse værdier hypotetisk kun skulle komme fra Vesten, hvorfor skulle ikke-vestlige samfund så ikke kunne lære af dem? Er afvisningen af at lære ikke en slags arrogance?

Hvis det forhold at vi siger, at frie samfund er bedre end undertrykte samfund, smager af arrogance og kulturel overlegenhed, så har vi tilladt overfølsomhed at dominere os, fordi vi så ville benægte det indlysende. Det er indlysende sandt, at frie samfund er bedre end undertrykte samfund - måske ikke enkeltpersoner inden for hver, men systemerne kan sammenlignes, og en dom kan afsiges. Det ene samfund er bedre end det andet.

Hvis det er arrogant at fastslå det indlysende, så er det overfølsomt og tåbeligt og naivt at ignorere det indlysende. Så hvilken last skal dominere? Arrogance eller overfølsomhed? Hvis en af dem skal dominere, må vi foretrække den, der fører til liv, frihed og stræben efter lykke.

2. Er det ikke sandt, at mange samfund ikke har disse værdier? Hvordan kan de så være universelle?

At et samfund ikke har dem, betyder ikke, at de ikke er universelle og gode. Hvis de faktisk ikke er universelle i praksis, dvs. hvis de (endnu) ikke gælder i nogle samfund, så burde de gøre det. Men denne vilkårlige anvendelse og praksis bestrider ikke deres universalitet og godhed. Nogle gange forbliver moralske sandheder uopdagede i visse samfund, ligesom sandheder om naturen, som fx at jorden er rund, kan forblive opdagede i visse samfund. Men sandheden eksisterer stadig. Jorden er virkelig rund, uanset om nogle samfund har opdaget dette eller ej.

Hvis disse objektive moralske sandheder blev indskærpet over hele kloden, ville vi nyde meget mere international fred og harmoni.

Hvem er kvalificeret til at fælde dom over sharia?

Manden eller kvinden med fornuft, klogskab og visdom er en meget bedre dommer over de tre værdier: liv, frihed og stræben efter lykke, end den religiøse fanatiker, fordi den fornuftige mand eller kvinde har et bredere perspektiv; når alt kommer til alt lever de et liv af høj kvalitet i et frit samfund og har derfor haft muligheden for at udvikle og lære fornuft, klogskab og visdom. Personen med fornuft, klogskab og visdom er ikke ekstremist, men han eller hun lever sit liv i balance og prøver at følge Den Gyldne Middelvej. Hun eller han har smagt et frit liv (liv og frihed) og har derfor oplevet ægte lykke, ikke en selvopfattet "lykke", som faktisk kan være et bedrag eller en lavere nydelse. Denne form for nydelse er ikke det samme som sand lykke.

Den person, der oplever liv, frihed og den deraf følgende lykke, befinder sig som på en bjergtop og kan se tydeligt, vidt og bredt, mens den person, der ikke har oplevet dem, sidder som i en tåget og dunkel dal og kan ikke se klart og ud i det fjerne. Disse tre værdier fører således til fornuft, klogskab og visdom. Og fornuft, klogskab og visdom sætter os i stand til at afgøre, om vi lever et frit liv og stræber efter ægte lykke. Jo mere vi har af hver, jo bedre har vi det.

Der er intet underligt her. Eller endnu bedre: der er noget lidt underligt - i betydningen vidunderligt - over det. Der er en glædelig cirkularitet i disse dyder, når de giver næring til og ernærer sig af hinanden. Vi kan vokse i visdom, klogskab og fornuft. Og det bedste miljø, hvor vi kan vokse i dem, er et samfund, hvor frihed hersker, som giver en høj livskvalitet, og hvor vi kan stræbe efter lykke. Liv og frihed er miljøet; og lykke er både en mental tilstand og en miljøtilstand - vi producerer lykke (f.eks. en god familie og tilstrækkelig indkomst) ved vores liv og frihed, og sådan lykke er en miljøtilstand. Og nu er vi mentalt lykkelige.

Så når vi lever i et sådant samfund, får vi muligheden for at vokse i fornuft, klogskab og visdom. I dette miljø har de moralske dyder, som fx mod og følsomhed, den bedste chance for at vokse.

Men husk: Lykke betyder ikke hedonisme eller den konstante stræben efter nydelse. Nogle gange må vi, for at opnå lykke, afvise vore nydelser. Lykke betyder at udleve vort fulde potentiale og fungere på bedst mulige måde.

For at gentage: Bedrag findes. At en kvinde sætter ord sammen og siger: "Jeg er lykkelig i min burka," betyder ikke, at hun faktisk er lykkelig. Overbevisninger kan være forkerte, selv oprigtigt holdte.

Hovedprincippet er, at et undertrykt liv ikke er et frit liv, og at undertrykkelse ikke svarer til lykke sagt i virkelige, jordnære og ikke-bedragede vendinger.

Og det dybere grundprincip er, at de tre universelle og gode værdier: liv, frihed og stræben efter lykke, kan, ved udøvelse af fornuft, klogskab og visdom, bruges til at fælde dom over - lad os ikke være bange for ordet - om en politik eller praksis i sharia er ekstrem og derfor er blevet undertrykkende.

Men bundlinjen er, at hvis en praksis ikke tømmer vore lommer eller brækker vore ben, så skal vi være følsomme overfor de udøvende og lade dem gøre, som de vil. Hvis vi vil have en muslimsk kvinde til at tage hovedbeklædningen af, må det kun ske ved overtalelse.

Konklusion

Mange (ikke alle) områder af sharia er ekstreme og rummer faldgruber. Vi bør aldrig tillade eller indprente de skadelige regler i vores kultur eller især i vore love. Kulturel og religiøs tolerance over for befalinger om mad og tøj og andre lettere sager er uskadelig, men religiøse skatter, straffe og strenge opfattelser af kvinden skal afvises.

Nogle gange har de praksisser - uanset hvor kulturelt ufølsomt det måtte lyde - som nødvendigvis må afvises, fordi de er aggressive og undertrykkende, ikke fredelige eller godartede. Disse praksisser er i sig selv intolerante eller de respekterer ikke alle mennesker med fuld værdighed.

De er ekstreme og benægter således liv, frihed og stræben efter lykke. Derfor er disse skadelige sharia-love forkerte.

Vi er nødt til at være følsomme over for godartede skikke ang. bøn, kost (f.eks. ikke spise svinekød), at læse eller bære en hellig bog offentligt, tørklæder, der ikke dækker en kvindes ansigt. Ingen af disse ting brækker vore ben eller tømmer vore lommer.

Men vi må ikke blive overfølsomme i forhold til overdrevne og barske sharia-regler, som vi kan bedømme på basis af disse tre principper - liv og frihed og stræben efter lykke. Efter disse standarder kommer mange sharia-regler til kort. Vi skal fælde dom over dem.

Vores civilisation vil stå ved vores åbenhjertige mod eller falde ved vores tavse fejhed.

Denne artikel optrådte første gang på Jihad Watch den 6. september 2012 med titlen: "Towards a Reform of Islamic Shariah Law?" men er blevet betydeligt revideret her.

Noter

[1] Jeg låner her fra Aristoteles' kloge idé om balance mellem to ekstremer, der findes i hans: "Den Nikomacheiske Etik": Balancen mellem mangel eller for lidt (last) og overskud eller for meget (last). Dydens vej er mellemvejen, selvom han intet sagde om kulturel følsomhed.

[2] Andrew M. Allison, M. Richard Maxfield et al., The Real Thomas Jefferson: The True Story of America’s Philosopher of Freedom, rev. ed. (National Center of Constitutional Studies, 2008), 602-03.

[3] Jeg henviser ikke til en kvinde iført et slør, der dækker hele hendes ansigt undtagen øjespalten. Dette slør begrænser hendes livskvalitet og personlige frihed, selvom hun siger, at det gør hende lykkelig. Det er umuligt at være lykkelig, når ens liv og frihed er så stærkt begrænset, hvad enten hun tror det eller ej. Undertrykkelse og alvorlig begrænsning er en modsigelse i forhold til liv og frihed og stræben efter lykke. Disse tre værdier er ikke helt subjektive, men skal vejledes af fornuften, som en klog og vis mand eller kvinde opfatter og definerer fornuft.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Artikler i serien

More Punishments:

• Islam's Punishments for Drinking and Gambling
• The Law of Retaliation in the Quran and Early Islam
• Thieves, Give Muhammad a Hand!
• Crucifixion and Mutilation in the Quran

---

Oversættelse: Bombadillo