Det er let for en mand at skille sig fra sin kone i islam. Alt hvad han skal gøre er at gentage nogle ord tre gange. Og så er skilsmissen endegyldig, bindende og lovlig. Ingen sharia-dommer kan omstøde den.

Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til lærere, lovgivere, byrådsmedlemmer, dommere, advokater, regeringsembedsmænd, journalister, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der starter den nationale dialog og former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-kritikerne og konkluderet, at kritikerne overdriver. Islam er en verdensreligion og fortjener trods alt respekt. Dens kritikere er bare "islamofober". Og ved hjælp af den etikette, ryster de intellektuelle eliter kritikerne af sig og fortsætter med deres daglige gøremål.

Men eliterne har også hørt beretninger om visse "anderledes" praksisser i sharia. Hvad hvis kritikerne har delvist ret? Så eliterne kan have en privat, nagende følelse af, at der måske alligevel er noget galt med sharia i dens forhold til og påvirkning af den moderne verden.

Et eksempel er skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab.

Koranen, traditionerne og klassisk islamisk lov tillader ægtemanden at skille sig fra sin hustru udenfor en domstol ved at sige tre gange i træk, hurtigt eller over en tidsperiode: "Du er skilt." Så er skilsmissen juridisk gyldig og domstolen kan kun bekræfte den, ikke omstøde den, hvis visse betingelser er opfyldt.

Det er måske sjældent, at et skilt par forsones og gerne vil giftes igen, men det sker. Koranen har en ægteskabslov for det skilte par i den situation, efter at de har overvundet deres stridigheder. Den siger, at et skilt par kan gifte sig med hinanden igen, hvis og kun hvis konen først gifter sig med en anden mand, de har samleje med hinanden og han skiller sig fra hende. Da og først da må hun gifte sig igen med sin første mand.

Her er Indholdsfortegnelsen med links:

KORANEN

HADITH
Skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige par
Den anden ægtemands impotens
Masseskilsmisse?
Midlertidigt ægteskab
Kvinders ret til skilsmisse?

KLASSISK SHARIA-LOV
Skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige par
Manglende fuldbyrdelse af det andet ægteskab
Forældremyndigheden til børnene
Hustruens myndighed til at udløse skilsmisse
Kvinders ret til skilsmisse?
Hustruens kompensation
Voldgift
Midlertidigt ægteskab

MODERNE ISLAM
Traditionelle opfattelser
Reformistiske opfattelser

SAMMENFATNING

KONKLUSION

NOTER

---

KORANEN

Koranen 2:229-230 lyder:

"229: Skilsmisse kan finde sted to gange. Derefter skal man beholde sin hustru med ret og rimelighed eller lade hende gå med det gode. Det er jer ikke tilladt at tage noget af det, som I har givet dem, med mindre begge parter frygter ikke at kunne overholde Allahs bud. Hvis I frygter ikke at kunne overholde Allahs bud, så begår de to ingen overtrædelse ved, at hun løskøber sig dermed. Dette er Allahs bud, og dem må I ikke overtræde. De, der overtræder Allahs bud, handler uret. 230: Når han har skilt sig endegyldigt fra hende, har han ikke lov til at få hende igen, før hun har været gift med en anden mand. Hvis denne skiller sig fra hende, begår de to ingen overtrædelser ved at vende tilbage til hinanden, hvis de tror, at de kan overholde Allahs bud. Dette er Allahs bud. Han gør dem tydelige for folk, der har viden." (Koranen 2:229-230) [1]

Betydningen af vers 229 består i, at én mand og én kvinde er gift. Ægtemanden siger: "Du er skilt" to gange ("Skilsmisse kan finde sted to gange"). På dette tidspunkt kan parret stadig forblive sammen "med ret og rimelighed." Men hvordan er hun frigivet på en acceptabel måde, ud over i mindelighed?

Koranen er ikke så klar, som den først virker. Kommentatorer, der følger hadith, siger, at de er skilt helt og aldeles uden tilbagekaldelse, hvis manden siger: "Du er skilt" for tredje gang, noget, der ikke er eksplicit i vers 229, men kun implicit. Ikke desto mindre skal han være forsigtig, efter at han har udtalt ordene to gange. Hvis han siger dem igen, for tredje gang, er skilsmissen effektueret og gyldig.

I vers 230 skiller manden sig "endegyldigt" fra sin kone, det vil sige for tredje gang. [Visse teknikaliteter er her udeladt i den danske oversættelse, o.a.] Igen: den tredje skilsmisse-erklæring er kun antydet i Koranen og er ikke klart angivet. Men logikken af de to vers fører kommentatorer og retslærde til at konkludere, at skilsmissen er endelig, absolut og uigenkaldelig efter den tredje erklæring.

Jurister skelner mellem på den ene side tre skilsmisse-erklæringer, talt over tid, i koordination med en kvindes månedscyklus og på den anden side tre erklæringer, der tales hurtigt efter hinanden. Sidstnævnte er stadig gyldig, men krænker sharia-lovens "ånd". [2]

Under alle omstændigheder siger vers 230, at parret, der er skilt endeligt, absolut og uigenkaldeligt, ikke kan gifte sig med hinanden igen, medmindre hustruen gifter sig med en anden mand, og han så skiller sig fra hende.

Hadith vil gøre det klart, at den anden mand og hans nye kone skal fuldbyrde ægteskabet - dvs. have sex - før han kan skille sig fra hende. Klassiske retslærde fortæller os, at det andet ægteskab ikke kan arrangeres af bekvemmelighed eller efter en aftalt plan. Det andet ægteskab skal være naturligt, ikke tvunget eller manipuleret.

Endelig betyder sætningen: "så begår de to ingen overtrædelse ved, at hun løskøber sig dermed" i vers 229, at hustruen kan købe sig ud af ægteskabet, en proces kendt som khula-skilsmisse. På basis af dette vers tillader hadith og klassisk lov kvinden at indlede en skilsmisse, hvis hun har råd til det. Dette indebærer, at kun en velhavende kvinde var i stand til at købe sig vej ud og returnere alt, hvad hendes mand havde givet hende.

HADITH

Hadith eller traditionerne eller overleveringerne er beretninger om Muhammed og hans ledsagere, der ikke fandt vej ind i Koranen. De har stor vægt i sunni-islam. Se artiklen med titlen: "Hvad er sharia?" i denne serie for mere information.

Skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige par

Følgende hadith, fortalt af Aisha, Muhammeds foretrukne pige-brud, siger, at hustruen og den første ægtemand er ulovlige for hinanden, efter at de er blevet skilt, indtil hun har haft sex med sin anden ægtemand, som derefter skiller sig fra hende.

"Fortalt af Aisha: En mand skilte sig fra sin kone tre gange (ved at udtrykke sin beslutning om at skille sig fra hende tre gange); derefter giftede hun sig med en anden mand, som også skilte sig fra hende. Profeten blev spurgt, om hun lovligt kunne gifte sig med den første mand (eller ikke). Profeten (...) svarede: 'Nej, hun kan ikke gifte sig med den første mand, medmindre den anden mand nyder den seksuelle forbindelse (fuldbyrder sit ægteskab) med hende, ligesom den første mand havde gjort.'" [3]

I den næste hadith taler Ibn Umar, som var (den fremtidige anden kalif) Umars søn og som betragtes som en pålidelig hadith-overleverer. Han mindes, hvad hans profet sagde om tre skilsmisse-erklæringer og indgåelse af nyt ægteskab af det oprindelige skilte par, der nu ønsker at blive genforenet.

"Nafi sagde: Da ibn Umar blev spurgt om en person, der havde givet tre skilsmisser, sagde han: Du ville ønske, at du gav én eller to skilsmisser, for Profeten befalede mig at gøre således. Hvis du giver tre skilsmisser, så kan hun ikke være lovlig for dig, før hun har giftet sig med en anden mand (og er blevet skilt af ham).'" [4]

Den anden ægtemands impotens

Den næste hadith tilføjer en ny vinkel. En mand skiller sig fra sin kone. Hun gifter sig med en anden mand, som er impotent og ikke kan have seksuel forbindelse med hende. Han skiller sig fra hende. Har hun lov til at gå tilbage til den første mand?

"Fortalt af Aisha: En mand skilte sig fra sin kone og hun giftede sig med en anden mand, der viste sig at være impotent og skilte sig fra fra hende. Hun kunne ikke blive tilfredsstillet af ham, og efter et stykke tid skilte han sig fra hende. Så kom hun til Profeten og sagde: 'O Allahs Sendebud! Min første mand skilte sig fra mig og så giftede jeg mig med en anden mand, der kom ind til mig for at fuldbyrde sit ægteskab, men han viste sig at være impotent og kom ikke til mig igen undtagen én gang, hvor han ikke havde nogen gavn af mig. Kan jeg gifte mig igen med min første mand i dette tilfælde?' Allahs Sendebud sagde: 'Det er ulovligt at gifte dig med din første mand, før den anden mand fuldbyrder sit ægteskab med dig.'" [5]

Masseskilsmisse?

Da Muhammed engang var i konflikt med sine koner, fortalte han dem, at han overvejede at skille sig fra dem alle sammen (Koranen 33:28). Det var deres valg. Ville det gøre dem glade? Udgør det at give dem valget mellem at han skiller sig fra dem og at de bliver hos ham en skilsmisse-erklæring?

"Fortalt af Aisha: Allahs Sendebud gav os [koner] valget (mellem at forblive hos ham eller at blive skilt), og vi valgte Allah og Hans Sendebud. Så det at give os det valg blev ikke betragtet som skilsmisse." [6]

Konerne valgte at blive hos ham.

Midlertidigt ægteskab

I et kort stykke tid - før Slaget ved Khaybar, en jødisk by nord for Medina, som Muhammed erobrede i 628 e.Kr. - fik en soldat, der deltog i en militær kampagne, lov til at indgå et midlertidigt ægteskab (en muta), som skulle vare i tre dage. Så kunne han skille sig fra hende, efter at han var færdig med hende og ikke kunne lide hende. Hvis han kunne lide hende, kunne de forblive gift. Derefter blev denne tilladelse til at gifte sig midlertidigt ophævet efter Khaybar.

"Fortalt af Jabir bin Abdullah og Salama bin Al-Akwa: Mens vi var i en hær, kom Allahs Apostel til os og sagde: 'I har fået lov til at indgå muta (ægteskab), så gør det.' Salama bin Al-Akwa sagde: Allahs Apostel sagde: 'Hvis en mand og en kvinde er enige (om at gifte sig midlertidigt), skal deres ægteskab vare i tre nætter, og hvis de gerne vil fortsætte, kan de gøre det, og hvis de vil skilles, kan de gøre det.' Jeg ved ikke, om dette kun gjaldt for os eller for alle mennesker generelt. Abu Abdullah (Al-Bukhari) sagde: Ali gjorde det klart, at Profeten sagde: 'Muta-ægteskabet er blevet ophævet (gjort ulovligt).'" [7]

I almindelighed praktiserer sunni-muslimer ikke længere midlertidigt ægteskab.

Kvinders ret til skilsmisse?

Koranen 2:229 siger, at en hustro kan vælge at løskøbe eller udfri sig fra sit ægteskab. Oversætteren og redaktøren af Muslims hadith-samling skriver:

"Kvinders ret til at kræve opløsning af ægteskab er kendt som khula (som bogstaveligt betyder at aflægge eller aftage en ting). Det er en slags hjælpemiddel, der er givet hustruen, til at opnå talaq [skilsmisse] fra sin mand ved at returnere en del af eller hele brudesummen." [8]

Hadith'en i Bukharis samling lyder:

"Fortalt af Ibn Abbas: Hustruen til Thabit bin Qais kom til Profeten og sagde: 'O Allahs Apostel! Jeg bebrejder ikke Thabit for fejl i hans karakter eller hans religion, men jeg, som er muslim, bryder mig ikke om at opføre mig u-islamisk (hvis jeg bliver hos ham).' Til dette sagde Allahs Apostel (til hende): 'Vil du give haven tilbage, som din mand har givet dig (som mahr/brudesum)?' Hun sagde: 'Ja.' Så sagde Profeten til Thabit: 'O Thabit! Accepter din have og skil dig fra hende én gang.'" [9]

En parallel hadith lyder:

"Fortalt af Ibn Abbas: Hustruen til Thabit bin Qais bin Shammas kom til Profeten og sagde: 'O Allahs Apostel! Jeg bebrejder ikke Thabit for nogen fejl i hans karakter eller hans religion, men jeg er bange for, at jeg (som muslim) kan blive utaknemmelig for Allahs velsignelser.' Til dette sagde Allahs Apostel (til hende): 'Vil du returnere hans have til ham?' Hun sagde: 'Ja.' Så gav hun hans have tilbage til ham, og Profeten fortalte ham, at han skulle skille sig fra hende." [10]

Den første hadith bruger udtrykket "én gang". Så er denne skilsmisse uigenkaldelig eller ej? For en forklaring på uigenkaldeligheden (eller ikke) af khula-skilsmissen, se afsnittet MODERNE ISLAM, Traditionelle opfattelser. Islamisk lov er meget kompliceret, da den slører skellet mellem religiøs ret og civilret.

KLASSISK SHARIA-LOV

De muslimske jurister gennemsøgte Koranen og traditionerne (hadith) for at finde eksempler og love, de kunne bruge under deres egne omstændigheder. Se artiklen i denne serie med titlen: "Hvad er sharia?" for yderligerer detaljer.

Skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige par

Juristerne fra denne svundne tid læste Koranen og hadith omhyggeligt og konkluderede, at en kvinde, der er skilt uigenkaldeligt efter en tredobbelt skilsmisse-erklæring, ikke kan blive gift igen med sin første mand, før hun har giftet sig med en anden mand, de har haft sex og han har skilt sig fra hende.

Ibn Rushd (d. 1198), kendt i Vesten som Averroes, skrev et studie af alle retsskoler og fortæller, at der er enighed om dette, selvom én jurist sagde, at kvinden ikke behøver at have sex med sin anden mand, før han skiller sig fra hende.

"Alle juristerne var enige om kvinden, der er skilt uigenkaldeligt ved en tredobbelt forstødelse, at hun ikke er tilladt for sin første mand, medmindre hun har haft samleje (med en anden ægtemand gennem et lovligt ægteskab) på grund af traditionen om Rifaa ibn Samawal, der fortæller, at han skilte sig fra sin kone Tamrma datter af Wahb i Allahs Sendebuds levetid (...) gennem en tredobbelt forstødelse og hun giftede sig med Abd al-Rahman ibn al-Zubayr, som forlod hende og ikke var i stand til at have samleje med hende og skilte sig fra hende. Derefter ønskede den første ægtemand, Rifaa, at gifte sig med hende og nævnte dette for Allahs Sendebud (...) som forbød ham at gifte sig med hende og sagde: 'Hun er ikke tilladt for dig, medmindre hun smager en andens sødme.' Said ibn al-Musayyib afveg fra dette og sagde, at det er tilladt for hende at vende tilbage til sin første mand ved blot at indgå en ægteskabskontrakt (uden samleje) ... " [11]

Shafii-juristen Ahmad Ibn Naqib al-Misri's (d. 1368) lovbog, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, lyder:

"Profeten (...) forbandede den mand, der gifter sig med en kvinde efter hendes skilsmisse udelukkende for at tillade hendes første ægtemand at gifte sig med hende igen, og forbandede den første ægtemand." [12]

Da konsensus er så stærk, behøver vi ikke at citere de andre retsskoler angående denne tredobbelte skilsmisse-erklæring og rækkefølge af trin, der fører til ægteskabelig genforening af det oprindelige par. I stedet vil vi nævne variationer over dette forhold.

Manglende fuldbyrdelse af det andet ægteskab

I den næste hadith og afgørelse skiller en mand sig fra sin kone, og hun gifter sig med en anden mand, men han fuldbyrder ikke ægteskabet og skiller sig fra hende. Kan det oprindelige par genforenes? Imam Muhammad (d. 795), en elev af og kollega til Abu Hanifa, citerer først en hadith fra Malik og derefter giver sin vurdering.

"Malik fortalte os: Al-Miswar ibn Rifaah al-Qurazi informerede os fra az-Zubayr ibn Abd ar-Rahman ibn az-Zabir at Rifaah ibn Simwal skilte sig fra sin kone Tamimah bint Wahb i Allahs Sendebuds levetid, hvorefter Abd ar-Rahman ibn az-Zabir giftede sig med hende; men han vendte sig fra hende i afsky og kunne ikke have samleje med hende og derfor skilte han sig fra hende og havde ikke haft samleje med hende. Rifaah ønskede at gifte sig med hende, og han var hendes tidligere ægtemand, der havde skilt sig fra hende, og så nævnte han dette for Allahs sendebud, men han forbød ham at gifte sig med hende og sagde: "Hun er ikke tilladt for dig, før hun smager sødmen [af samleje]."'

Muhammad sagde: 'Vi holder fast ved dette, og det er dommen af Abu Hanifa og vore fuqaha [folk med kendskab til fiqh eller retsvidenskab] generelt, fordi den sidste ægtemand ikke havde samleje med hende. Så hun er ikke tilladt at vende tilbage til den første ægtemand, før den sidste har haft samleje med hende.'" [13]

Forældremyndigheden til børnene

Efter skilsmissen er afgjort, er det vigtigste spørgsmål forældremyndigheden over børnene. Ibn Rushd giver igen en sammenfatning af de forskellige opfattelser.

"Flertallet fastholder, at forældremyndigheden (...) tilhører moderen, hvis hun er skilt af ægtemanden, og barnet stadig er meget ungt, på grund af Profetens (...) ord: 'Den, der adskiller en mor fra hendes barn, vil Allah adskille fra hans kære på dommens dag,' og for så vidt som slaver og tilfangetagne kvinder ikke kan adskilles fra deres barn, bliver sagen for frie kvinder stærkere. De var uenige, når barnet er blevet ældre [has reached the age of discrimination]. En gruppe, og blandt dem al-Shafii, sagde, at det skal gives et valg (mellem at forblive hos sin mor eller at gå til faderen). De argumenterede på basis af en tradition, der var relevant for dette, mens de andre holdt fast ved det generelle princip, da denne tradition, ifølge dem, ikke var bevist at være autentisk. Flertallet hævder, at hendes ægteskab med en anden end (barnets) far ophæver forældremyndigheden, på grund af beretningen om at Allahs Sendebud (...) sagde: 'Du har en forret til ham, så længe du ikke gifter dig.' De, for hvem denne tradition ikke var autentisk, fulgte det generelle princip. Der er intet troværdigt grundlag for overførsel af forældremyndighed fra moderen til en anden end faderen." [14]

Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1368) opsummerer afgørelserne i shafii-retsskolen. Hvad angår forældremyndighed over børnene skriver han og senere kommentatorer:

"En kvinde har ingen ret til forældremyndigheden (A: over hendes barn fra et tidligere ægteskab), når hun gifter sig igen (O: fordi det ægteskabelige liv vil holde hende beskæftiget med at opfylde sin mands rettigheder og forhindre hende i at tage sig af barnet.[)] Det gør ingen forskel i sådanne tilfælde, om ægtemanden (A: den nye) er enig eller ikke (N: da forældremyndigheden over barnet i så fald automatisk overgår til den næst-berettigede på listen (...)) medmindre den person, hun gifter sig med, er en person (A: på listen ), der alligevel er berettiget til forældremyndigheden over barnet (O: i modsætning til en person, der ikke er beslægtet med barnet, da en sådan person, selv om han er villig, ikke fortjener forældremyndigheden, fordi han vil mangle den ømhed for barnet, som en slægtning vil have)." [15]

Hustruens myndighed til at udløse skilsmisse

Malik (d. 795), en grundlægger af en retsskole, registrerer en tradition om en mand, der gav sin kone myndighed til skilsmisse, og hun endte med at skille sig fra ham. Er det retsgyldigt? Ja, siger Ibn Umar.

"Yahya fortalte mig fra Malik, at han havde hørt, at en mand kom til Abdullah ibn Umar og sagde: 'Abu Abd ar-Rahman! Jeg lagde befalingen over min kone i hendes hånd, og hun har skilt sig fra mig, hvad mener du?' Abdullah ibn Umar sagde: 'Jeg mener, at det er som hun sagde.' Manden sagde: 'Gør det ikke, Abu Abd ar-Rahman!' Ibn Umar sagde: 'Du gjorde det, det har intet med mig at gøre.'" [16]

Ægtemanden var den, der gav sin kone myndighed til at indlede en skilsmisse.

Kvinders ret til skilsmisse?

Hustruen kan købe sig vej ud af sit ægteskab, hvis manden er enig i aftalen. Denne form for skilsmisse er kendt som en khula. Ibn Rushd opsummerer diskussionen blandt juristerne.

"De fleste af fuqaha [folk, der er kyndige i fiqh eller retsvidenskab] stadfæster tilladeligheden [for en kone til at løskøbe sig fra et ægteskab]. Dets kilder findes i Bogen og i sunna [Muhammeds eksempel]. I Bogen er det Den Ophøjedes ord: 'Hvis I frygter ikke at kunne overholde Allahs bud, så begår de to ingen overtrædelse ved, at hun løskøber sig dermed.' [Koranen 2:229] Sunnaen [Muhammeds eksempel] er traditionen fra Ibn Abbas, 'at Thabit ibn Qays' kone kom op til Profeten (...) og sagde: "O Allahs Sendebud, jeg finder ikke noget galt med ham set fra at religiøst og moralsk synspunkt, men jeg afskyr vantro efter at være kommet ind i islams fold." Allahs Sendebud (...) sagde: "Vil du give hans frugthave (som han havde givet dig) tilbage til ham." Hun sagde: "Ja." Allahs Sendebud sagde til (Thabit): "Accepter frugthaven og skil dig fra hende gennem en enkelt forstødelse."' Den er registreret med disse ord af al-Bukhari, Abu Daud, al-Nasai, og er en tradition, hvis sundhed der er enighed om." [17]

Ibn Rushd citerer Koranen 2:229 og den ovenfor nævnte hadith. Dette viser, at klassisk (og moderne) lov er dybt forankret i Koranen og traditionerne (hadith).

Videre fortsætter Ibn Ruishd med at sige, at khula-skilsmisse kan varieres på forskellig måde, som ved det beløb, der bruges til at købe hendes "indløsning", og ved parternes gensidige samtykke, hvilket begrænser en kvindes ret, selvom nogle retsskoler afviger på dette punkt.

Om det beløb, som hustruen giver tilbage, opsummerer Ibn Rushd, hvad de andre jurister har bestemt:

"Om det beløb, som det er tilladt hende for at sikre indløsning, sagde Malik, al-Shafii og en gruppe jurister, at det er tilladt for en kvinde at sikre indløsning med mere end, hvad der er kommet til hende fra ægtemanden i form af medgift, når hun er årsagen til uoverensstemmelse, eller med et tilsvarende beløb, eller mindre. Andre jurister fastholdt, at han [ægtemanden] ikke har ret til at tage mere, end hvad han har givet hende (som medgift) ifølge den klare betydning af Thabit-traditionen. Så de, der sammenlignede denne kompensation med den, der optræder i alle andre transaktioner, fandt, at beløbet er afhængigt af gensidig samtykke, men de, der holdt sig til traditionens bogstavelige betydning, ikke tillod overmål, og det var som om de anså det for at være erhvervelse af rigdom uden lovlig berettigelse." [18]

Derefter siger Ibn Rushd om indbyrdes samtykke:

"Med hensyn til de betingelser hvorunder indløsning er tilladt, fastholdt flertallet, at det er tilladt med parternes indbyrdes samtykke, medmindre samtykke til at betale ham er opnået ved frygt for skade på hende. Grundlaget for dette er Den Ophøjedes ord: 'I, der tror! Det er jer ikke tilladt at modtage kvinder i arv mod deres vilje. Læg ikke pres på dem for at få noget af det, I har givet dem, med mindre de begår åbenlys utugt! ...' [Koranen 4:19] og Hans ord: 'Hvis I frygter ikke at kunne overholde Allahs bud, så begår de to ingen overtrædelse ved, at hun løskøber sig dermed. Dette er Allahs bud, og dem må I ikke overtræde.'" [Koranen 2:229] [19]

Så ægtemanden skal samtykke. Derfor har hustruen ikke ensidig magt, som manden har, når han indleder en skilsmisse.

Hustruens kompensation

Malik registrerer udtalelser om, at hustruen får kompensation efter en skilsmisse:

"Yahya fortalte mig fra Malik, at han havde hørt, at Abd ar-Rahman ibn Awf skilte sig fra sin kone og gav hende kompensation i form af en slavepige. Yahya fortalte mig fra Malik fra Nafi, at Abdullah ibn Umar sagde: 'Enhver skilt kvinde har kompensation bortset fra hende, der er skilt og er tildelt en brudesum og ikke er blevet rørt. Hun har halvdelen af, hvad der blev tildelt hende.' Yahya fortalte mig fra Malik, at Ibn Shihab sagde: 'Enhver skilt kvinde har kompensation.' Malik sagde: 'Jeg har også hørt det samme som dette fra al-Qasim ibn Muhammad.' Malik sagde: 'Der er ingen fast grænse blandt os for, hvor lille eller stor kompensationen er.'" [20]

Voldgift

I den næste hadith siger Malik, at der på basis af Koranen 4:35 skal udpeges to voldgiftsmænd, forhåbentlig for at bringe parret til forsoning. Men hvis ikke, så skal skilsmissen være fredelig.

"Yahya fortalte mig fra Malik, at han havde hørt, at Ali ibn Abi Talib sagde om de to opmænd, om hvem Allah den Ophøjede siger: 'Frygter I et brud mellem to, så tilkald en opmand fra hans familie og én fra hendes. Hvis de begge ønsker udbedring, vil Allah skabe forlig mellem dem. Allah er vidende og indsigtsfuld,' (Koranen 4:35) at både adskillelse og sammenføjning blev overvåget af dem begge. Malik sagde: 'Det er det bedste af det, jeg har hørt fra de vidende folk. Alt, hvad de to opmænd siger om adskillelse eller sammenføjning, bliver taget i betragtning.'" [21]

Ét formål med denne serie artikler er blandt andet at nævne islams negative elementer, fordi de potentielt kan skade samfundet. Men de to sidste udtalelser fra Malik er positive: Kompensation efter skilsmisse og voldgift før én.

I følgende afgørelse siger Misri, at manden får kontrol over, om hans kone kan forlade huset.

"Hvis manden siger: 'Hvis du forlader huset uden min tilladelse, er du skilt,' og derefter giver hende tilladelse til at gå ud, og hun gør det, men derefter går ud endnu en gang uden tilladelse, så er hun ikke skilt. Hvis han siger: 'Når som helst du går ud uden min tilladelse, er du skilt,' og så hun så forlader huset når som helst uden tilladelse, er hun skilt." [22]

Midlertidigt ægteskab

Islam tillod midlertidige ægteskaber (muta), men senere ophævede de fleste muslimske lærde denne praksis.

I den næste passage af Ibn Rushd diskuterer han denne praksis, men han er ikke klar angående hvornår og af hvem, den blev ophævet. De fleste af følgesvendene (tilhængere fra Muhammeds inderkreds) og juristerne opretholdt forbuddet, selvom visse islamiske sekter praktiserer dette ægteskab i dag.

"I spørgsmålet om muta-ægteskabet - selv om rapporterne om Allahs Sendebud (...) angående dets forbud har nået niveauet af tawatur [kategori af overleveringer, der er meget udbredte eller findes i så stort antal, at falskhed kan udelukkes] - har de været uenige om tidspunktet, hvor forbuddet blev indført. I nogle fortællinger hedder det, at han forbød det på dagen for [erobringen af, o.a.] Khaybar, i nogle er det på dagen for erobringen af Mekka [tidligt 630], i nogle på dagen for Tabuk [militærkampagne i slutningen af 630], i nogle på dagen for afskedspilgrimsfærden [tidligt i 632], i nogle er det under umrat al-qada, [Muhammeds udsatte mindre pilgrimsfærd (umra) i 629] og i nogle er det på dagen for Awtas [et slag i 630]. De fleste af følgesvendene og alle juristerne opretholdt forbuddet. Dets tilladelse af Ibn Abbas [Muhammeds fætter] var velkendt, og han blev fulgt i denne opfattelse af hans disciple i Mekka og i Yemen. De fortalte, at Ibn Abbas plejede at argumentere for det på basis af Den Ophøjedes ord: 'For den nydelse, I opnår med dem (ved at gifte jer med dem), skal I betale dem deres løn, et pligtigt beløb! I begår dog ingen overtrædelse, hvis I indbyrdes bliver enige om noget udover det pligtige beløb. Allah er vidende og vis.' [Koranen 4:24] I en variant læsning af ham er der en tilføjelse med ordene: 'i en fastsat periode.' Det er fortalt om ham, at han sagde: 'Muta er intet andet end en barmhjertighed fra Allah, den Mægtige, Herlige, hvorigennem han viste barmhjertighed med Muhammeds (...) umma [fællesskab]. Hvis Umar [den anden kalif, r. 634-644] ikke havde forbudt det, ville ingen have haft trang til at begå zina [ulovlig sex], undtagen de fordømte.' Alt dette om Ibn Abbas er fortalt af Ibn Jurayj og Amr ibn Dinar. Fra Ata kommer beretningen om, at han sagde: 'Jeg hørte Jabir ibn Abd Allah sige: "Vi indgik muta-aftaler i perioden med Allahs Sendebud (...), i perioden med Abu Bakr [den første kalif, r. 632-634], og i den første halvdel af Umars kalifat-periode,"' men Umar forbød folket at gøre det.

Hvad angår striden om et ægteskab, i hvilken et tilbud blev fremsat under tilbuddet fra en anden, har forudsætningen været, at der er tre meninger om det. Én mening, der kræver ophævelse, en anden, der ikke pålægger ophævelse, og den tredje, der sondrer på basis af det første forslags modenhed, hvilken er Maliks opfattelse." [23]

KAN MODERNE ISLAM REFORMERE SINE GAMLE SHARIA-LOVE?

En reformist opfordrer til reform af islam, mens en traditionalist mener at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og forsvarer den. For det meste er det religiøse ledere, der er valgt som eksempler i dette afsnit, men ind imellem er en muslim, der har markeret sig offentligt, også taget med.

Traditionelle opfattelser

Denne serie handler hovedsageligt om Vesten og islams indflydelse dér, men vi kan lære af, hvordan islamisk lov fungerer andre steder. Internettet gør verden mindre.

Sayyid Qutb (d. 1966) var en leder af Det Muslimske Broderskab, der blev grundlagt i Egypten. Han skrev en traditionel kommentar til Koranen, som stadig læses med respekt af forskellige islamiske grupper. Han siger, at islam forbedrede de sædvaner for skilsmisse, der herskede i den omgivende kultur, før islam trådte ind på scenen:

"Baggrunden for denne bestemmelse er, at der i præ-islamisk Arabien ikke var sat nogen grænser for antallet af gange, skilsmisse kunne finde sted. Mænd giftede sig med, skilte sig fra og gengiftede sig med den samme kvinde, næsten som det passede dem. Da en mand fra Madinah [Medina] var blevet uvenner med sin kone og begyndte at nære intens uvilje imod hende, lovede han, at han hverken ville beholde hende eller lade hende gå; han ville skille sig fra hende og derefter tage hende tilbage lige før hendes ventetid var udløbet. Kvinden klagede til Profeten Muhammed, til hvem dette vers [2:229] blev åbenbaret (...). I det præ-islamiske samfund blev kvinder udsat for megen undertrykkelse og mishandling. Mord på pigebørn var udbredt i Arabien, og de, der overlevede, måtte finde sig i grusomhed og fornedrelse gennem hele deres liv. Kvinder blev købt og solgt som dyr; hopper og hun-kameler blev undertiden regnet for mere værdifulde! De måtte lide, når de var gift; og de fik en groft uretfærdig behandling, når de blev skilt. Skilte kvinder fik ikke lov til at gifte sig igen uden deres tidligere ægtemands tilladelse, og deres familier gav dem heller ikke lov til at vende tilbage til deres ægtemænd, hvis de ønskede at blive genforenet. Kvinder blev generelt set ned på i Arabien, som i andre samfund." [24]

Problemet med Qutbs vurdering af den præ-islamiske kultur er, at han er afhængig af islamiske kilder. De uafhængige kilder om denne kultur og dens sædvaner er meget sparsomme. I lighed med mange muslimske lærde ser Qutb ud til at antage, at når Koranen regulerer i én retning - som f.eks. at gen-giftning af det oprindelige par først kan ske efter at hustruen har været gift med en anden mand, og de har haft sex - så gik den præ-islamiske kultur i den modsatte retning - skilsmisse og ægteskabelig genforening skete "næsten som det passede dem." Måske, måske ikke.

Men husk, at Aisha i forbindelse med vold i hjemmet sagde: "Jeg har ikke set nogen kvinde, der lider så meget som de troende kvinder. Se! Hendes hud er grønnere end hendes tøj!" [25] (se artiklen om vold i hjemmet i denne serie). Dette antyder, at muslimske kvinder ("troende kvinder") blev slået oftere end ikke-muslimske kvinder. Derfor er det i nogle tilfælde langt fra klart, at islam forbedrede ikke-muslimske kvinders liv og sædvaner, efter at de var gået over til islam, eller forbedrede arabisk kultur generelt.

Efter at have beskrevet den tredobbelte skilsmisse-procedure, spørger Qutb hvilken alternativ løsning, der havde været bedre.

"Hvad vil være den alternative løsning? Skal manden tvinges til at leve ægteskabeligt sammen med en kvinde, han har ringe eller ingen respekt for? Skal han have at vide, at hans gentagne skilsmisse fra sin kone ikke kan håndhæves, og at hans kone er hans ansvar, hvad enten han kan lide det eller ej? Dette ville faktisk være langt mere ydmygende for hustruen og nedværdigende for ægteskabet selv. Ingen af dem ville islam lade gå upåtalt hen." [26]

Hverken mand eller kvinde bør være forpligtet til at leve i ydmygelse eller truslen om gentagen skilsmisse. I det sammenfattende afsnit vil vi foreslå en meget behageligere og nemmere proces for skilsmisse og mulig forsoning. Men indtil videre tillader den islamiske praksis manden at fremsige en juridisk bindende skilsmisse udenfor domstolens rammer, hvilket giver ham alt for stor magt. Moderne samfund har udviklet bedre løsninger.

Sayyid Abul A'la Maududi (d. 1979) var en traditionel indo-pakistansk koran-kommentator, så vi bør lade ham selv forklare sammenhængen i denne lov om ægteskabelig genforening i 2:229-230. En endelig og uomstødelig skilsmisse er bygget på en tre-trins proces, koordineret med en kvindes månedlige cyklus. Han fortæller, at en mand kun bør erklære en skilsmisse mod sin kone efter hendes menstruation, ikke under den:

"For at undgå overilet handling og holde døren åben for forsoning på mange stadier, er den rette metode til erklæring af skilsmisse - som lært af Koranen og Traditionerne - at den, hvis og når den bliver uundgåelig, kun bør erklæres, når hun ikke har menstruation. Og selv om et skænderi opstår under den månedlige periode, er det ikke korrekt at erklære skilsmisse i denne tilstand. I stedet bør han give hende tid til at rense sig og derefter erklære en enkelt skilsmisse [men ikke den tredje og endelige], hvis han vil det." [27]

Så siger Maududi, at skilsmisse-erklæringen gentages to gange. Den tredje gang er skilsmissen endelig og uomstødelig.

"Derefter skal han vente til hun er renset efter den næste menstruation og erklære den anden skilsmisse [men ikke den tredje og endelige], hvis han ønsker det. Så skal han vente til hun er renset efter den næste menstruation med at erklære den tredje og sidste skilsmisse." [28]

På trods af denne tre-måneders proces giver islamisk lov også en mand ret til tre skilsmisse-erklæringer hurtigt efter hinanden uden at skulle strække dem over tre måneder. Desuden ligger retten til skilsmisse næsten udelukkende på mandens side. Efter nuværende islamisk lov har en kvinde meget svært ved at blive skilt fra sin ægtemand imod hans vilje, mens en ægtemand let kan skille sig fra sin kone imod hendes vilje. Hun bliver ikke spurgt.

Men med hensyn til denne tre måneders procedure må det indrømmes, at den har to fordele - på overfladen. For det første giver den håb om forsoning. Den giver mulighed for en periode med "afkøling". Maududi fortsætter med at sige, at ægtemanden bør vente og genoverveje sagen, fordi han stadig har ret til at tage sin kone tilbage efter den anden erklæring. For det andet informerer Maududi os om, at en mand i præ-islamisk Arabien kunne komme med lige så mange skilsmisse-erklæringer, han ønskede, hvilket var uretfærdigt overfor hustruen, så Muhammed begrænsede dem til tre. Når manden gør dette for tredje gang, "fortaber han retten til at tage hende tilbage, og parret kan heller ikke gifte sig [med hinanden] igen." [29] Koranen går dog ikke langt nok for at beskytte kvinder og at holde ægteskabet i ære, som det ses af Maududis forklaring: "og parret kan heller ikke gifte sig [med hinanden] igen". [30]

Og som nævnt i vores kritik af Qutb, henviser heller ikke Maududi til nogen uafhængig kilde i forbindelse med den påståede elendige situation for præ-islamiske kvinder.

Endvidere bør vi nu se, hvordan denne klare lov i Koranen om tredobbelt skilsmisse og ægteskabelig genforening anvendes i en endnu mere moderne verden end den, som Qutb og Maududi levede i. På Islam Q & A, der drives af den saudiske sheik Muhammad Salih al-Munajjid, bliver en skilsmisse, der erklæres over telefonen, regnet for en skilsmisse - endelig og uigenkaldelig.

Hustruen spørger:

"Min mand skilte sig fra mig for en måned siden over telefonen, og han sagde det tre gange. Er det tilladt at gå tilbage til ham?"

Sheiken svarer:

"Skilsmisse (talaq) over telefonen er en gyldig skilsmisse og tæller som sådan. Hvis ægtemanden har ytret ordet 'skilsmisse' (talaaq), er skilsmisse sket.

Der er meningsforskel blandt de lærde med hensyn til den tredobbelte skilsmisse; flertallet er af den opfattelse, at den tæller som tre skilsmisser.

En række lærde er af den opfattelse, at den tredobbelte skilsmisse tæller som én skilsmisse. Dette er opfattelsen af sheik al-Islam Ibn Taymiyah (Allahs barmhjertighed være med ham) og det blev betragtet som mere korrekt af sheik al-Sadi og sheik Ibn Uthaymeen (Allahs barmhjertighed være med dem begge).

Som bevis citerede de den beretning, der blev fortalt af Muslim (1472) fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), der sagde: På tiden for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og Abu Bakr og de første to år af Umar's kalifat, blev en tredobbelt skilsmisse regnet for én. Så sagde Umar ibn al-Khattaab: Folk er blevet forhastede i en sag, hvor de burde tage sig god tid. Jeg tænker på at holde dem fast på den. Så gjorde han den bindende for dem." [31]

Dernæst kommer fra den samme saudiske sheik et svar til en mand, der fortryder, at han har skilt sig fra sin kone.

Manden skriver:

"Jeg blev gift mod min vilje under pres fra mine forældre. Efter et år gav jeg skilsmisse til min kone via (1) et brev, hvori jeg skrev skilsmisse tre gange sammen med en check for Mehar [medgift]. (2) Efter et par måneder sendte jeg hende et stemplet papir til brug for de lokale myndigheder, der indeholdt skilsmisse-erklæringen igen tre gange. Siden dagen det hele skete, har jeg fået det dårligt over, hvad jeg har gjort, og vil kontakte min ex-kone igen. Fortæl mig venligst om der er nogen mulighed for, at jeg kan kontakte hende igen retmæssigt, i overensstemmelse med sharia. Hun er stadig ugift og bor sammen med sine forældre."

Sheiken svarer:

"Hvis du skilte dig fra din kone uigenkaldeligt og registrerede det ved sharia-domstolen, så er din ex-kone ikke tilladt for dig, før hun har været gift med en anden mand i et virkeligt ægteskab, ikke et tahleel-ægteskab (ét som sigter mod at gøre det muligt for hende at vende tilbage til sin første mand). Hvis han (den anden mand) så dør eller skiller sig fra hende, bliver hun tilladt for dig." [32]

Ved første øjekast virker disse to svar ekstreme, især da de kommer fra en saudier; men de følger Koranens logik. Hvorfor skulle en tredobbelt telefon-skilsmisse ikke regnes for en uomstødelig og endelig skilsmisse? Mange lærde konkluderer, at en tredobbelt tekstbesked også tæller som en uomstødelig og endelig skilsmisse. Alt hvad manden behøver at gøre er at udskrive beskederne, og så er det på skrift. Men i det mindste gør den saudiske sheik opmærksom på de forskellige meninger.

Og i det andet svar lærer vi, at en mand ikke må tage sin kone tilbage efter en tredobbelt skilsmisse, medmindre hun gifter sig med en anden, de har sex og han så skiller sig fra hende. Og dette andet ægteskab må heller ikke være falskt. Det er sørgeligt, at denne spørger fik lov til at udtale en juridisk bindende skilsmisse så let, og bagefter fortrød den. Han burde have været i stand til straks at forsone sig med hende, hvis de begge ønskede det, uden at hun skulle behøve at gifte sig med en anden og have sex med ham og han derefter skulle skille sig fra hende. Men han er ikke i stand til at forsone sig uhindret, for dette er Koranens klare lære, og sheiken følger den til punkt og prikke.

Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) består af et hold religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner. De er kvalificerede til at skrive fatwaer (religiøse afgørelser eller meninger). På deres websted kan man stille spørgsmål og få svar.

En besøgende spørger:

"Hvis en ægteskabelig strid mellem ægtefællerne når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, hvordan kan de så blive skilt? Hvordan er skilsmisseproceduren, hvis ægteskabskontrakten blev udstedt fra et bestemt arabisk land? Hvad skal hustruen gøre, når skilsmissen finder sted?"

Den AMJA-lærde giver en kort sammenfatning af fremgangsmåden ved islamisk skilsmisse:

"Ægtemanden er ansvarlig for ægteskabskontrakten, og han har retten til skilsmisse, når det er nødvendigt. Skilsmisse er øjeblikkelig ved brug af en bestemt ytring, forudsat at den sker i overensstemmelse med islamiske påbud, det vil sige at ægtemanden skiller sig fra sin kone under en tuhr (hustruen har ikke menstruation og intet samleje finder sted i denne periode). Derefter beholder han hende i det ægteskabelige hjem indtil den foreskrevne idda-periode [ventetid for en skilt kvinde eller enke for at sikre, at der ikke er graviditet] er slut, og han har retten til at tilbagekalde skilsmissen i denne periode. Hvis den foreskrevne idda-periode ender, og manden ikke tilbagekalder sin skilsmisse, så er hun ikke længere hans kone, og hun er ulovlig for ham, undtagen efter en ny kontrakt og en ny mahr [brudesum, som ægtemanden giver til hustruen ved ægteskabets indgåelse], og dette kaldes en mindre uigenkaldelig skilsmisse. Derefter kan han fortsætte med skilsmisseprocedurerne, således at han og den tidligere kone officielt kan gifte sig igen [med andre], når Allah vil." [33]

Det næste scenario giver os indblik i flere fremgangsmåder ved islamisk skilsmisse. Den besøgende spørger:

"Hvad er religionens dom over denne skilsmissesag? Den første skilsmisse skete foran en ægteskabsfunktionær, men den anden gjorde ikke; hun vendte tilbage til ham. Hvad den tredje angår, rådførte vi os med Fatwa-huset (House of Fatwa); så vendte hun tilbage til ham efter at have betalt 60 pund. I endnu et forbitret øjeblik sagde han til hende: 'Du er skilt, du er skilt, du er skilt, tre gange!' Nu bor han hos os i det samme hus, men vi er adskilt. Hvad er religionens dom over denne skilsmisse og det faktum, at de bor i det samme hus. Dette er meget presserende; så svar venligst så hurtigt som muligt. Tak."

Den lærde svarer:

"Den principielle bestemmelse i spørgsmålet om skilsmisse er ordene af Allah, Den Majestætiske, Den Herlige: 'Skilsmisse kan finde sted to gange. Derefter skal man beholde sin hustru med ret og rimelighed eller lade hende gå med det gode.' [2:229] Hvis han skiller sig fra hende en tredje gang, så er det ikke længere tilladt for hende (at gifte sig med ham) - ikke før hun gifter sig med en anden mand. Men den gyldige skilsmisse, som kan tages i betragtning, har betingelser, blandt dem: At han skiller sig fra hende i en periode med renhed, i hvilken han ikke har haft samleje med hende; at omfanget af hans vrede på tidspunktet for skilsmissen ikke har nået en grad, så det sortner for ham, dvs. at han er kommet i en sindstilstand, hvor både døren til hensigt og døren til viden er lukket for ham, så han ikke længere er klar over, hvad han siger, og hvorfor. Men langdistancekommunikation [ved hjælp af min fatwa på AMJA] er ikke velegnet til forhold som disse fra det virkelige liv. Derfor synes jeg, at du skal vende tilbage til Fatwa-huset eller til hvem du har tillid til af vidende mennesker generelt og fortælle ham historien, og derefter følge hans fatwa efter at have fremstillet begivenhederne på en detaljeret og ærlig måde." [34]

Den lærde følger således den islamiske regel om det skilte par, der vil gifte sig med hinanden igen. Hun må først giftes med en anden mand og få ham til at skille sig fra hende, før hun kan komme tilbage sammen med sin første (tidligere) mand. Interessant er også den lærdes definition af vrede: det er irrationel vrede.

Den næste sag illustrerer de tre skilsmisse-erklæringer på én gang i hurtig rækkefølge. Han talte ikke i vrede.

Hustruen skriver:

"Min mand skilte sig fra mig tre gange. Han sagde: 'Du er skilt,' dernæst: 'Du er skilt fra intimitet, og du kommer således ikke tilbage. Du er skilt tre gange, skilt, skilt, skilt.' Han var rolig og ikke rasende og sagde dette med al kulde og klarhed og var ikke bitter. Han sagde: 'Rør mig ikke' og skilte sig fra mig uden grund; bare på grund af en misforståelse mellem os skilte han sig bevidst fra mig tre gange. Alt dette skete på én dag klokken 1:30 om natten (...). Hvad er bestemmelsen om dette? Er det én skilsmisse eller tæller det som tre, og der ikke er nogen tilbagekaldelse? Jeg håber på et svar om dette og hurtigt, må Allah bevare dig sheik, det er en nødsituation."

Den lærde svarer:

"Hans hensigt bør verificeres og bekræftes af ægtemanden. Hvis han mente at bekræfte den første skilsmisse, så er det én skilsmisse. Hvis han mente at levere en ny skilsmisse hver gang han udtalte 'skilt' - som det ser ud til at være - så er de separate skilsmisser, og der er ingen magt eller styrke undtagen ved Allah. Baseret på det, vil han ikke være tilladt for dig, før du gifter dig med en anden mand end ham." [35]

I dette næste tilfælde siger en mand i vrede: "du er skilt" - kun en gang.

"Min kone og jeg kom ind i et ophedet diskussion, hvor jeg blev vred, og i øjeblikkets ophidselse sagde til hende: 'Du er skilt' på arabisk (...), hvilket jeg senere beklagede, at jeg sagde. Det var første gang, det nogensinde er sket. Hvad skal jeg gøre for at beholde hende som min kone lovligt på den islamiske måde?"

Den AMJA-lærde svarer:

"For det første må det bemærkes, at når en mand erklærer skilsmisse, er det normalt fordi han er vred på sin kone. Selv om det ikke er klogt at komme med sådan en erklæring i vrede, er det normalt i den tilstand det gøres. Det ville være bedre at tænke roligt over sagen og derefter træffe en rationel beslutning om hvad der er bedst. Således bliver en skilsmisse, der er erklæret i vrede, betragtet som en skilsmisse. Den eneste undtagelse fra dette er, hvis manden befandt sig i et så stort raseri, at han ikke vidste, hvad han sagde, og han utilsigtet udtalte skilsmissens ord i denne tilstand. Men det må betragtes som et ekstraordinært tilfælde, da de fleste mænd ved hvad de siger, når de siger det, også selvom de skulle fortryde det senere.

I dit spørgsmål sagde du, at det var første gang, dette skete. I så fald går kvinden ind i sin venteperiode, så snart skilsmissen er erklæret. Længden af ventetiden er tre menstruationer. Hvis I stadig er indenfor denne tidsperiode, kan du til enhver tid bringe din kone tilbage som kone ved at sige, at du tager hende tilbage og helst med to vidner til det.

Men hvis du har skilt dig fra din kone og ventetiden er udløbet, så er hun ikke længere din kone. Den eneste måde, hvorpå I nu kan komme sammen igen - da det kun var jeres første skilsmisse - er ved at få lavet en ny ægteskabskontrakt, komplet med en ny brudesum og så videre." [36]

I et andet tilfælde ansøgte en kvinde om en civil skilsmisse og hun spekulerer på, om den tæller som en islamisk skilsmisse; dette illustrerer konflikten mellem vestlig lov og islamisk lov.

"Hej, jeg blev for nylig - i oktober 2010 - skilt i retten, men min mand vil ikke skilles fra mig i moskeen. Jeg har prøvet alt, han forlod vores hjem i september 2009 og forlod mig med vores to børn og flyttede ind hos en anden kvinde. Hjælp."

Den AMJA-lærde svarer:

"Hvis din mand var den, der ansøgte om den civile skilsmisse, så giver han dommeren fuldmagten til at udstede skilsmissen på hans vegne. Derfor er den islamiske skilsmisse en realitet i samme øjeblik det civile skilsmissedekret er udstedt.

Det er ikke tilfældet, hvis du var den, der ansøgte om den, da hustruen kan bede om skilsmisse - islamisk - men ikke er den, der tager initiativ til den. Men selvom du var den, der ansøgte, og du nu har din civile skilsmisse, kan du bede din lokale imam om at udstede en islamisk skilsmisse for dig indenfor bestemte kriterier, som han kender til." [37]

Bemærk, at kvinden ikke tager initiativ til skilsmissen. Og hvad hvis imamen ikke giver hende den islamiske skilsmisse? Vil hun på en eller anden måde ophæve den civile skilsmisse? Vil hun være efterladt i helvedes forgård, så at sige?

Den næste sag involverer polygami. Det er ikke klart, hvor de tre bor, men hvis det er i USA, bryder de civilretten. Men de bryder ikke islamisk lov, som tillader polygami. Endnu en gang er de to retssystemer i konflikt.

Spørgeren skriver:

"Jeg er gift på 18. år og har en datter fra mit ægteskab; for 2 år siden blev jeg gift med en kone nr. 2 med tilladelse fra min første kone. Nu tvinger min 1. kone [...] [mig] til at skilles fra [den] 2. [kone]. Hvis jeg udsteder en skilsmisse [fra] min 2. kone under pres, hvad er så dens gyldighed i islam?"

Den AMJA-lærde siger:

"Ingen af dine to koner kan lægge pres på dig, da du er manden og den, der har det sidste ord i huset.

Baseret på det, er enhver skilsmisse, du indleder, gyldig og anerkendt. Så frygt Allah (...) og skil dig ikke fra din kone, hvis hun ikke fortjener skilsmisse." [38]

Så vil en anden spørger vide, om hans skilsmisse-erklæring, tre gange i træk, i en ophedet tilstand af vrede, er gyldig.

Den AMJA-lærde svarer:

"Hvis du udtrykte skilsmisse-erklæringen - hvilket du antydede i dit spørgsmål - mens du var ekstremt vred, i en grad, så du ikke vidste, hvad du sagde, så er din skilsmisse ikke gyldig. Men det skal gøres klart, at den almindelige vrede, som en mand oplever, når han skiller sig fra sin kone, ikke ophæver skilsmissen eller gør den ugyldig, da skilsmisse normalt sker under vrede." [39]

En e-mailer ønsker at vide, hvad forskellen er mellem khula og skilsmisse (talaq). Den AMJA-lærde svarer:

"Generelt er khula en kompenseret skilsmisse, anmodet om af konen og udført af manden. Hustruen har ikke selv bemyndigelse til at opsige ægteskabskontrakten uden at være blevet bemyndiget af manden til at gøre det." [40]

En e-mailer vil gerne vide:

"Hvad er bestemmelserne om kvinden, der er gift med en mand, men hun elsker ham ikke?"

Den AMJA-lærde præciserer, hvad islamisk kærlighed er og hvad en khula-skilsmisse er:

"Få huse er bygget på kærlighed; folk bygger relationer på islam og på at gifte sig ind i en god familie. Denne kvinde har to muligheder:

Enten kan hun være tålmodig og betragte det som en del af de prøvelser, for hvilke de, der er tålmodige, vil blive belønnet, deres niveauer blive hævet og deres synder blive tilgivet, eller måske vil Allah kaste kærlighed til sin mand ind i hendes hjerte ved velsignelsen af denne tålmodighed og hendes forventning om belønning. Særligt hvis hun har børn med sin mand, bør hun tage hensyn til deres pleje og omsorgen for deres anliggender.

Angående den anden mulighed - som også er tilladt for sin part - at hun får khula af sin mand og giver ham tilbage, hvad han gav hende som mahr, og beder ham om at give hende khula. Hvis han gør det, vil hun være skilt fra ham med en mindre uigenkaldelighed [i modsætning til en større uigenkaldelighed, hvorved de ikke må indgå et nyt ægteskab, medmindre hun har giftet sig med en anden mand og også er blevet skilt af ham igen]. Derefter kan hun, når hun har afsluttet idda-perioden [generelt tre menstruationscykler eller afslutningen af en graviditet], gifte sig med hvem hun vil og der er ingen skyld i det, hvis hun frygter, at hun ikke vil være i stand til at overholde grænserne sat af Allah med sin mand. Ja, Allah har gjort dette til en del af sin Bog til at blive reciteret. Den Højeste har sagt (fortolkning af betydningen): {Det er jer (mænd) ikke tilladt at tage noget af det, som I har givet dem (mahr), med mindre begge parter frygter ikke at kunne overholde Allahs bud. Hvis I frygter ikke at kunne overholde Allahs bud, så begår de to ingen overtrædelse ved, at hun løskøber sig dermed [mahr (den hele eller delvise], som hun giver tilbage for khula].} [Al-Baqara 2:229] Således, og vi beder Allah (Den Herlige og Ophøjede) om at sende vejledning ned over hende og føre hende til den mest prisværdige af de to muligheder for Ham og den i sidste ende mest milde." [41]

Endelig, i en anden situation, bekræfter en lærd fra AMJA en skilsmisses gyldighed uden for domstolene:

"Ægtemanden behøver ikke at bede dommeren om at udføre skilsmissen for ham; han har selv beføjelse til at gøre det." [42]

Angående det sidste citat bliver det undertiden sagt til forsvar for Koranens skilsmisselov, at skilsmissen skal verificeres ved en domstol. Det er sandt. Men alt, hvad dommeren vil spørge om, er, om ægtemanden f.eks. sagde de rigtige ord og ikke talte under tvang eller ud af irrationel vrede. Hvis ægtemanden forsikrer dommeren om, at han gjorde det rigtigt, så kan ingen dommer tilbagekalde skilsmissen, der blev indledt af manden. Den er juridisk bindende, også selvom den fandt sted udenfor retssalen.

Reformistiske opfattelser

Harun Yahya fra Muslimske Kvinders Forbund [Muslim Women’s League] siger, at islam lægger stor vægt på kvinders rolle. Om ægteskab og skilsmisse skriver hun:

"Der findes mange regler og bud i Koranen om beskyttelsen af kvinders rettigheder i forbindelse med ægteskab. Ægteskab er baseret på begge parters frie vilje; ægtemanden skal give økonomisk støtte til sin kone (4:4); ægtemanden skal sørge for sin tidligere kone efter skilsmisse (65:6)." [43]

Det kan være rigtigt, at mænd skal give underhold til deres tidligere hustruer, men hun udelader emnet diskuteret i denne artikel. Måske ville hun bare forsyne islam med det bedste ansigt og ikke udstille nogle af de foruroligende passager og emner.

Sisters in Islam - som reagerer på en nylig sharia-domstolsafgørelse, der fastslår, at en mand kan skille sig fra sin kone via sms (Short Message Service) - skriver dette som afslutning på deres brev til redaktøren:

"Islamisk fiqh eller juristiske meninger udviklede sig gennem århundrederne, og det er helt rigtigt, at skiftende omstændigheder og moderne udviklinger, herunder videnskab og teknologi, skal tages i betragtning. Men Sisters in Islam finder det mærkeligt, at vore religiøse autoriteter er så parate til at acceptere brugen af moderne teknologi, når det er til fordel for mændene, men går imod anvendelsen af moderne videnskab og teknologi, når det kan gavne kvinder og børn, f.eks. brugen af DNA-test til at bestemme faderskab." [44]

Sisters in Islam påpeger, at islamiske lærde er villige til at forny sig, når det gavner mænd, men ikke, når det gavner kvinder og børn.

Dr. Muhammed Khalid Masud er generaldirektør for Islamic Research Institute, International Islamic University, Islamabad, Pakistan. Tidligere (2004 - 2010) var han formand for Council of Islamic Ideology i Pakistan. Efter at have gennemgået skilsmisselovgivningen både i sit hjemland og i Koranen - i en fremragende artikel - konkluderer han, at modstanden mod reform i Pakistan undlader at tage højde for sociale forandringer og unge hustruers lidelser; kvinder må gives retten til skilsmisse:

"Modstand mod reform i skilsmisselovgivningen i dag undlader at tage hensyn til de sociale forandringer i rammerne for nutidens familier. De tager ikke højde for unge hustruers lidelser i et voksende antal tvangsægteskaber, der oftest er arrangeret uden deres samtykke. De ignorerer også et stort antal ulykkelige ægteskaber, hvor hustruer gennemlever alvorlige følelsesmæssige problemer og komplekser, ofte på grund af uuddannede ægtemænd til mere uddannede hustruer. Det forårsager gnidninger for det meste til ugunst for kvinderne. I de fleste af disse ulykkelige ægteskaber forstår forældre og familiemedlemmer ikke hvor alvorlige spændingerne er mellem ægtefællerne, når de råder de unge hustruer til at være tålmodige og tilpasse sig. Ulykkelige ægteskaber er ansvarlige for den stigende vold i hjemmet i vores samfund, der grænser til forbrydelser som at kaste med syre, afbrænding og mord." [45]

Så tilføjer dr. Masud, at kønnenes lighed for loven må opdateres i Pakistan:

"Desværre kan vort familiesystem ikke længere løse problemerne med mislykkede ægteskaber. Familier har tendens til at være enten en kilde til eller en del af konflikten, da de insisterer på traditionelle forsoningsmetoder, nemlig at forpligte hustruen til at være tålmodig og lydig. Tålmodighed og lydighed kan forlænge et ulykkeligt ægteskab, men kan ikke mindske parternes lidelser i ægteskabet, medmindre forsoningen tager fat på årsagerne til ulykken. Skilsmisselovene tager ofte ikke hensyn til den mest grundlæggende årsag til ulykkelige ægteskaber, dvs. ulighed i retten til skilsmisse. Kvinders ret til skilsmisse kan være et effektivt afskrækkende middel mod ægtemændenes lunefulde og uansvarlige skilsmisser. Denne ulighed er forankret i den ældgamle forestilling om, at ægteskab er en hellig binding, som ikke kan ophæves. Islam reformerede dette tabu for længe siden, men de sociale normer betragter stadig skilsmisse som en skamplet. Det er først for nylig, at retssystemerne verden over er begyndt at behandle ægteskab som en borgerlig kontrakt, som kan ophæves, når den ikke længere tjener sit formål. Grundlæggende rettigheder som ejendomsret og stemmeret blev givet til europæiske kvinder så sent som i det tyvende århundrede. Ligestilling mellem kønnene er en ide, der blev indført i verden ved Menneskerettighedserklæringen. I Pakistan er det de lokale konservative sociale fordomme og udenlandske juridiske konstruktioner, der modvirker kvinders rettigheder, givet i Koranen." [46]

Muslimske kvinder i Indien presser på for reform af skilsmisselovene, rapporterer New York Times:

"Zeenat Shaukat Ali, professor i islamiske studier ved St. Xaviers College i Mumbai og forfatter til 'Ægteskab og skilsmisse i islam', er ligefrem i sin vurdering af den nuværende situation.

'Vi beder om kodifikation af retssystemet inden for rammerne af koranisk lov,' sagde hun. 'Koranen støtter ikke et system, der er styret af patriarkatet, og regeringen er nødt til at behandle denne sag på krigsfod, hvis den virkelig har til hensigt at skabe kønsretfærdighed.'

De ændringer, som kvindeorganisationer har diskuteret i mere end et årti - med store møder holdt over hele Indien i de sidste tre år - omfatter obligatorisk statslig registrering af ægteskaber, afskaffelse af den tredobbelte talaq [skilsmisse] med den begrundelse, at den strider mod Koranen, og etablering af et mere pålideligt system til økonomisk støtte af hustruer.

'Der er ingen politisk vilje til at ændre denne lov, selvom vi er en sekulær demokratisk republik,' sagde fr. Ali. 'Politikere nægter at gå videre, fordi nogle mænd har protesteret.'" [47]

Fr. Shaukat Ali karakteriserer Koranen dårligt, når hun siger, at den ikke "støtter (...) et system, der er styret af patriarkatet." Selv muslimske feminister erkender, at den gør. Deres mål er at se bort fra det åbenlyse patriarkat og genfortolke Koranen uden at foregive, at patriarkatet ikke eksisterer.

For at samle op på dette afsnit, så vil disse citerede eksempler fra moderne muslimer, både traditionelle og reform-orienterede, virke forældede om nogle få år. Men hovedpunktet er stadig klart: Islam er inde i en kamp. Men vi bør ikke være naive. Traditionalisterne har et stort forspring, fordi de har 1.400 år med Koranen, traditionerne, islamisk lov, kommentarer og historie til at bakke sig op. Islam er en ekstremt konservativ religion, der vanskeligt og tilmed uvilligt lader sig reformere.

SAMMENFATNING

På trods af de moderates bedste bestræbelser, dominerer de traditionelle love om skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab stadig de islamiske samfund.

Så lad os gennemgå dem og sammenligne dem med progressive samfund.

Det er sandt - i moderne samfund - at et uansvarligt par i ekstreme og sjældne tilfælde kan skille og gengifte sig igen og igen, men ekstreme tilfælde gør dårlig lov for hele samfundet. De bør ikke ødelægge muligheden for ægte forsoning, som kommer af en ånd af sand kærlighed i et ansvarligt par. Sådan et par bør ikke straffes på grund af dårlig tro hos nogle få uansvarlige.

Her er - i sammentrængt form - forskellene mellem et progressivt samfund og et sharia-baseret samfund angående skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige, skilte par.

Forskellene i den følgende liste har som forudsætning, at parrets ønske om at blive genforenet er oprigtig og ægte, ikke uansvarlig.

Moderne Samfund:

1. En skilsmisse er først endeligt godkendt ved domstolens skriftlige dekret.
2. Forsoning og ægteskabelig genforening af parret er tilladt uden juridisk eller personlig hindring, hvis de vælger det.

Islamisk samfund:

1. En skilsmisse kan være endeligt og uigenkaldeligt godkendt ved ægtemandens korrekte og tre gange udtalte ord ("du er skilt") uden for domstolen.
2. Domstolen verificerer hans allerede juridisk bindende skilsmisse. Domstolen kan ikke omgøre den.
3. Før genforening af det oprindelige par kan finde sted, er hendes ægteskab med en anden mand befalet.
4. Det nye ægtepars seksuelle fuldbyrdelse af ægteskabet er påkrævet.
5. Den anden ægtemands skilsmisse kan være endeligt og uigenkaldeligt godkendt ved hans korrekte og tre gange udtalte ord ("du er skilt") uden for domstolen.
6. Domstolen verificerer hans allerede juridisk bindende skilsmisse. Domstolen kan ikke omgøre den.
7. Først nu er forsoning og nyt ægteskab af det oprindelige par tilladt, hvis de vælger det.

KONKLUSION

I det moderne samfund er skilsmisse en tragedie. Noget gik galt med ægteskabet og forholdet. Men moderne skilsmisselovgivning giver mulighed for forsoning af parret, selv efter skilsmissen, uden nogen hindringer eller mellemliggende trin, hvor kvinden skal gifte sig med en anden mand, have sex med ham og han skal skille sig fra hende.

Selv i et ærligt scenario blandt par, vil dette i sidste ende vanære ægteskabet. Det gennemtvinger endnu en skilsmisse mellem konen og en anden mand på vejen mod en mulig forsoning af det oprindelige par. At sætte vejspærringer op mellem manden og konen, der blev skilt, før de kan blive genforenet, er forvirrende og ødelæggende for ægteskabsinstitutionen, som er bygget på forsoning og tilgivelse.

Selvom vi således antager, at de præ-islamiske arabere fra det syvende århundrede skilte sig fra og gengiftede sig med deres koner "næsten som det passede dem", for at citere Qutb, så var Koranens reform ingen stor forbedring. De mellemliggende trin med hendes ægteskab med en anden mand, deres seksuelle forhold og hans skilsmisse fra hende kan måske begrænse skødesløse skilsmisser og ægteskabelige genforeninger, men trinnene passer med sikkerhed ikke ind i det moderne samfund, hvis et par løste deres problemer og ønskede at gifte sig igen efter en skilsmisse. Det kunne ødelægge enhver mulighed for forsoning.

Muta-ægteskabet blev inkluderet i dette kapitel, fordi visse islamiske sekter stadig tillader det (og Muhammed selv tillod det i et stykke tid). Men det forringer ægteskabet, hvis manden er i stand til at skille sig fra sin "kone" efter et par dage eller et par uger eller måneder. Det viser endvidere, at oprindelig islam absorberede sin omgivende kultur, men annullerede ægteskabsordningen, fordi de tidlige muslimske ledere var i færd med at reformere tingene. Dette viser fremskridt dengang. Kan moderne muslimer fortsætte med at gøre fremskridt i dag?

En anden ulempe ved det islamiske system - som det i øjeblikket er udformet - er, at det lægger for megen magt i hænderne på ægtemanden, der kan indlede en juridisk bindende skilsmisse udenfor domstolene. Det er måske meget rigtigt, at en mand ikke kan erklære skilsmisse tre gange i irrationel vrede, for da er skilsmissen ikke gyldig. Men hvordan måler eller fortolker dommeren den irrationelle vrede, når han ikke selv har været vidne til den? Når først dommeren har interviewet parret og afgjort, at manden sagde de rette ord ("du er skilt") og med den rette hensigt, er skilsmissen absolut og uigenkaldelig, også selvom manden fortryder den. Ingen islamisk dommer kan omgøre den uden at overtræde klar koranisk lov.

Koranen 2:229 siger - hvilket bekræftes af traditionerne og klassisk lov - at en hustru kan vælge at købe sig ud af ægteskabet for at indlede en skilsmisse. Dette kaldes khula-skilsmisse. Men manden skal samtykke og udføre den, og hun skal tilbagelevere sin brudegave. Så dette er ikke vejen frem i kampen for kvinders rettigheder. Den bedste måde at kæmpe for ægteskabsrettigheder på, er ved at ophæve disse love, for de kommer fra det 7. århundredes patriarkalske kultur og har en udløbsdato - dengang.

Islams (formodede) forbedring af den oprindelige omgivende kultur i det 7. århundrede bør ikke gælde for det moderne samfund. Vi kan have rådgivning; det kan islam også. Vi kan have, at enten manden eller konen indleder skilsmisse, hvis rådgivningen bryder sammen; det kan islam også, men kun i sjældne tilfælde for konen. Men vi giver ikke ægtemanden ret til endeligt at godkende en juridisk bindende skilsmisse uden for en domstol; men det gør islam. Og vi tillader øjeblikkelig og uhindret forsoning efter en skilsmisse uden hustruens andet ægteskab, sex og skilsmisse. Det kan islam ikke tillade, medmindre den reformerer sig og tilsidesætter Koranen og hadith.

Lovene for islamisk skilsmisse og ægteskabelig genforening er alt for komplicerede og arkaiske for os i dag. Ikke at pege på dette ville være en forsømmelse af vores pligt til at opretholde retfærdighed og vores måde at leve på.

Det vigtigste er, at ægteskabsinstitutionens liv og frihed bliver truet, hvis moderne dommere i progressive samfund giver islamiske love om skilsmisse og ægteskabelig genforening af det oprindelige par adgang til domstolen, selv til en voldgiftsdomstol. I stedet for at underkaste os islam eller tillade dets love at blive bindende, bør vi opmuntre den til at reformere sig og blive opdateret ved at sidesætte de retslige befalinger i Koranen. [48]

Denne artikel blev først udgivet på Jihad Watch den 17. august 2012, men er blevet opdateret her.

NOTER

[1] Arlandson bruger M.A.S. Abdel Haleems engelske oversættelse: The Quran, 2^nd ed. (New York: Oxford UP, 2010). Heri har Haleem indsat nogle kommentarer i kantede parenteser, som i dette tilfælde er udeladt i den danske oversættelse, der er Ellen Wulffs: Koranen (Forlaget Vandkunsten, 2006). Læsere, der ønsker at se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[2] Abdul Hamid Siddiqi, Introduktion til bogen om skilsmisse i Sahih Muslim, 4 vols., (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammad Ashraf, 1992). Hadith er søgbar online på Center for Muslim-Jewish Engagement, under University of Southern California.

[3] Bukhari, Divorce, 007.063.187, med små mekaniske justeringer.

[4] Ibid. 007.063.249, med små mekaniske justeringer.

[5] Ibid. 007.063.190, med små mekaniske justeringer.

[6] Ibid. 007.063.188, med små mekaniske justeringer. Mine kommentarer er i kantede parenteser; kommentarer i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[7] Ibid. Marriage, 007.0062.052, med små mekaniske justeringer. Kommentarer i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[8] Abdul Hamid Siddiqi, Introduction to the book of divorce, Sahih Muslim. Den engelske oversætters kommentar i bløde parenteser. Min er i kantede parenteser.

[9] Bukhari, Divorce, 007.063.197 (se også 198). Kommentarerne i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[10] Ibid. 007.063.199.

[11] Ibn Rushd, The Distinguished Jurist’s Primer, vol. 2, trans. Imran Ahsan Khan Nyazee (Reading: Garnet, 1996), 103-04, med lettere mekaniske justeringer.

[12] Ahmad Ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, rev. ed. trans. Nuh Ha Mim Keller, Beltsville, Maryland: Amana, 1994), 673.

[13] Imam Muhammad, The Muwatta of Imam Muhammad, trans. Mohammed Abdurrahman, Abdassamad Clarke, and Asadullah Yate (London: Turath, 2004), 254, med lettere mekaniske justeringer. Den første kommentar i kantet parentes er den engelske oversætters, den anden er min.

[14] Ibid. 2.66-67. Kommentaren i kantet parentes er min; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[15] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller, (Beltsville, Maryland: Amana, 1994), 552. Kommentarer med mærket "A" er af sheik Abd al-Wakil Durubi; kommentarer med mærket "O" er af sheik Umar Barakat; og kommentarer med mærket "N" er tilføjet af sheik Nuh Ali Salman (f. 1939), som lever i Jordan.

[16] Malik ibn Anas, Al-Muwatta of Imam Malik ibn Anas: The First Formation of Islamic Law rev. ed., trans. Aisha Bewley, Inverness, Scotland: Madina Press, 1989, 2001), 29.3.10, med lettere mekaniske justeringer. Denne lovbog er også tilgængelig på ahadith.co.uk.

[17] Ibn Rushd, Distinguished Jurist’s Primer, vol. 2, 79, med nogle få mekaniske justeringer; kommentarer i kantede parenteser er mine. Kommentarer i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[18] Ibid. vol. 2, 80. Ordene i kantede parenteser er den engelske oversætters.

[19] Ibid. vol. 2, 81. Indsættelser i kantet parentes er mine.

[20] Malik, Muwatta, 29.17.45-46, med lettere mekaniske justeringer.

[21] Ibid. 29.26.72, med lettere mekaniske justeringer.

[22] , Reliance, 561, med lettere mekaniske justeringer.

[23] Ibn Rushd, ibid., 67-68, med lettere mekaniske justeringer. Kommentarer i kantet parentes er mine.

[24] Sayyid Qutb, In the Shade of the Quran, vol. 2, rev. ed., trans. and ed. Adil Salahi and Ashur Shamis (Markfield: The Islamic Foundation, 2003), 359 and 364. Kommentarer i kantet parentes er mine.

[25] Bukhari, Dress, 7.5825.

[26] Qutb, In the Shade, vol. 2, 363.

[27] Sayyid A’La Abul Maududi, The Meaning of the Qur’an, 4^th ed., vol. 1, trans. Ch. Muhammad Akbar and ed. A. A. Kamal, (Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003), 167, note 250. Hans oversættelse og kommentarer er tilgængelige online på englishtafsir.com.

[28] Ibid. note 250.

[29] Ibid. note 250. Kommentaren i kantet parentes er Maududis.

[30] Ibid. note 250, kommentaren i kantet parentes er min.

[31] Sheikh Muhammad Salih al-Munajjid, “He Divorced over the Phone Three Times,” Fatwa no. 147987. De parentetiske kommentarer er originale.

[32] Ibid. “He Divorced Her Officially and Irrevocably, and Now He Wants to Go Back to Her,” Fatwa no. 142683, med små mekaniske justeringer. Ordene i kantet parentes er mine; kommentarerne i bløde parenteser er sheikens.

[33] Salah Al-Sawy, “Procedures of Divorce,” Question ID or fatwa no. 79977, amjaonline.com, September 15, 2009. Kommentarer i kantet parentes er mine; Al-Sawys kommentarer er i bløde parenteser.

[34] Idem, “Three Divorces,” Question ID or fatwa no. 79736, amjaonline.com, August 8, 2009. Jeg indsatte kommentarerne i kantet parentes.

[35] Idem, “Divorcing Thrice at Once,” Question ID or fatwa no. 78418, amjaonline.com, March 31, 2009.

[36] Jamaal Zarabozo, “What Do I Do to Keep My wife after an Islamic Divorce?” Question ID or fatwa no. 85735, amjaonline.com, October 22, 2011, med mindre mekaniske justeringer.

[37] Main Khalid al-Qudah, “Divorced in the Court, But My Husband Would Not Divorce Me through the Mosque!” Question ID or fatwa no. 83698, February 5, 2011, amjaonline.com, med mindre mekaniske ændringer.

[38] Main Khalid al-Qudah, “Forced to Divorce 2^nd Wife by the First One,” Question ID or fatwa no. 82933, amjaonline.com, October 23, 2010, med mindre mekaniske justeringer.

[39] Main Khalid al-Qudah, “Three Divorces in One Sitting,” Question ID or fatwa no. 82931, amjaonline.com, October 23, 2010, med mindre mekaniske ændringer.

[40] Main Khalid al-Qudah, “ ************” Question ID or fatwa no. 81630, amjaonline.com, April 24, 2012.

[41] Salah al-Sawy, “I Don’t Love My Husband,” Question ID or fatwa no. 77874, amjaonline.com, February 17, 2009. Alle fremhævelser og parentetiske kommentarer er originale.

[42] Main Khalid Al-Qudah, “Clarification on Questions about Divorce,” Question ID or fatwa no. 10, amjaonline.com, Nov. 27, 2007, med små justeringer. Hvis læseren ønsker en kort oversigt over fænomenet skilsmisse, så klik på linket eller gå til amjaonline.com og søg fatwa nr. 10. Kan kraftigt anbefales.

[43] Harun Yahya, “The Eminence Islam Attaches to Women,” Muslimwomensleague.org, ingen dato.

[44] Sisters in Islam, “SMS Divorce Does Not Conform to the Quranic Principle of Ihsan (Kindness),” sistersinislam.org, January 21, 2010.

[45] Muhammad Khalid Muhsan, “Interpreting Divorce Laws in Pakistan,” maruf.org, May 1, 2011. Denne artikel kan kraftigt anbefales for dens korthed og klarhed.

[46] Ibid.

[47] Nilanjana S. Roy, “Muslim Women in India Seek Gender Equality,” nytimes.com, April 24, 2012, med små mekaniske justeringer. Ordene i kantet parentes er mine.

[48] Denne serie artikler sætter ikke kristendommen i kontrast til islam. Men læsere kan ønske at vide noget om det. Hvis det er tilfældet, så forklarer denne artikel - hovedsageligt skrevet af Sam Shamoun - forskellene i forbindelse med ægteskab og skilsmisse.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Artikler i serien

More Punishments:

• Islam's Punishments for Drinking and Gambling
• The Law of Retaliation in the Quran and Early Islam
• Thieves, Give Muhammad a Hand!
• Crucifixion and Mutilation in the Quran

---

Oversættelse: Bombadillo