Giver Koranen virkelig ægtemænd tilladelse til at slå deres koner, eller er det bare "islamofobisk" bagvaskelse?

Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til journalister, lærere, advokater, dommere, byrådsmedlemmer, lovgivere, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der sidder i samfundets forskellige "nøglepositioner". De starter den nationale dialog og former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-kritikerne og konkluderet, at kritikerne overdriver (og nogle har måske overdrevet ting). Dens kritikere kan endda være "islamofober". Islam er en verdensreligion og fortjener trods alt respekt.

Alligevel kan de intellektuelle eliter have en privat, nagende tvivl om sharia, for de har hørt beretninger om misbrug i den islamiske verden, i selv det muslimske samfund i deres eget land. Men de siger til sig selv, at islam bliver kapret af ekstremister.

Online artikler og hjemmesider er dukket op, der blandt andre ting bringer ét bestemt budskab: der er intet galt med sharia.

Et eksempel er Summer Hathout, som er anklager i Los Angeles, aktivist for kvinders rettigheder og muslim. Hun er medlem af Muslim Women’s League [Det Muslimske Kvindeforbund], USA. Hun benægter, at sharia fremmer vold i hjemmet og konkluderer i sin korte online-artikel:

"For de af os, der kender islam og Koranen, er vold mod kvinder så antitetisk i forhold til islams lære, at vi ser på dem, der bruger vores religion imod os, som vildledte, misinformerede eller ondsindede." [1]

Men hvad siger den anden side indenfor islam?

Det saudiske Iqraa TV sendte et talkshow, der diskuterede dette emne. [2] Jasem Muhammad Al-Mutawah, en lærd ekspert i familie-anliggender, viser en prøve-stok, som ægtemænd kan bruge til at slå deres koner med. Han siger:

"Der er en kone, som det er nyttigt at bruge hårde ord imod, og der er en kone, som det ikke er. Der er en kone, som det er nyttigt at bruge stille, gode ord imod; omvendt er der en kone, som kun bliver mere genstridig, hvis man bruger hårde ord imod hende, hvilket således gør problemet værre. I modsætning hertil er der en kone, med hvem situationen er modsat: Hvis du bruger rolige ord mod hende, vil hun ikke forstå dem, og problemet vil fortsætte (...). Vi ved alle, at Allah har givet autoritet til manden, herunder til at formane og vejlede konen i tilfælde af ulydighed, forvise hende fra sengen og dernæst - pryglene." [3]

Begge udtalelser er af muslimer. Har den saudiske lærde kapret sand islam? Hvor er sandheden i forhold til de to opfattelser?

Og hvis oprindelig islamisk sharia tillader kone-bank, kan moderne islam så redde kvinder fra krænkelsen?

Her er indholdsfortegnelsen med links:

KORANEN

HADITH OG EN ANDEN KILDE
Grøn hud
Ingen sex efter bank
Ikke hårdt
Hvad Muhammed gjorde
Ændret mening
Bank for ulydighed
Ikke i ansigtet
Umars mening

KLASSISK SHARIA-LOV

MODERNE ISLAM
Traditionelle fortolkninger
Reformistiske fortolkninger

KONKLUSION

NOTER

---

KORANEN

Koranen 4:34, som bør læses omhyggeligt, siger, at ægtemænd kan slå eller banke deres hustruer. I det følgende præsenteres først Ellen Wulffs danske oversættelse, derefter tre engelske:

"34: Mænd står over kvinder, fordi Allah har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Allah vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Allah er ophøjet og stor." (Koranen 4:34)

Og så den første engelske oversættelse (af Abdel Haleem):

"34 Husbands should take full care of their wives, with [the bounties] God has given to some more than others and with what they spend out of their own money. Righteous wives are devout and guard what God would have them guard in the husbands’ absence. If you fear high-handedness from your wives, remind them [of the teaching of God], then ignore them when you go to bed, then hit them. If they obey you, you have no right to act against them. God is most high and great."
("34 Mænd bør drage fuld omsorg for deres hustruer, med [de gaver] Allah har givet til nogle mere end til andre og med, hvad de bruger af deres egne penge. Retskafne hustruer er hengivne og vogter, hvad Allah vil have dem til at vogte i ægtemændenes fravær. Hvis I frygter herskersyge fra jeres hustruer, skal I minde dem [om Allahs lære], dernæst ignorere dem når I går i seng, så slå dem. Hvis de adlyder jer, har I ikke ret til at gøre mere imod dem. Allah er ophøjet og stor.) (Koranen 4:34) [4]

I den næste engelske oversættelse af verset tilføjer Abdullah Yusuf Ali noter i parentes,
som ikke er med i den arabiske original. Rækkefølgen af trin og den underforståede bløde betydning af "slå dem (let)" er som følger:

"34 … As to those women on whose part ye fear disloyalty and ill-conduct, admonish them (first), (next), refuse to share their beds, (and last) beat them (lightly)…"
("34 ... Med hensyn til de kvinder, fra hvem I frygter troløshed og dårlig opførsel, forman dem (først), (dernæst) afvis at dele deres senge med dem (og til sidst) slå dem (let) ...") (Koranen 4:34)

Den tredje engelske version af verset, begået af Ahmed Ali, oversætter den relevante sætning ved at tilføje parentetiske forskønnelser, der ikke oprindeligt findes på arabisk. Og værre endnu, han fejloversætter det arabiske ord for at slå eller banke:

"34 … As for women you feel are averse, talk to them suasively; then leave them alone in bed (without molesting them) and go to bed with them (when they are willing). ..."
("34 ... Angående kvinder, som I føler er uvillige, forsøg at overtale dem, derefter lad dem alene i sengen (uden at forulempe dem) og gå i seng med dem (når de er villige). ...") (Koranen 4:34) [5]

Ordet for at slå eller banke er således forsvundet. Denne sidstnævnte oversættelse strider lodret mod de to [tre] første ovennævnte og mange andre: “beat” ["slå"] (Fakhry); “scourge” ["pisk"] (Pickthall); “beat” ["slå"] (Dawood); “beat (lightly)” ["slå (let)"] (Hilali og Khan); “chastise” ["tugt"] (Maulana); “chastise” ["tugt"] (Khan); “beat” ["slå"] (oversætter af Maududi); “beat” ["slå"] (oversætter af Sayyid Qutb); “beat” ["slå"] (Komité af muslimske oversættere af Ibn Kathir); “beat” ["slå"] (Shakir); “chastise” ["tugt"] (Khalifa); “beat” ["slå"] (Sher Ali); og “beat” ["slå"] (Asad).

Ordet, som de oversætter, er daraba (roden er d-r-b). Hathout kommenterer fejlagtigt: "Koranen selv anvender daraba 16 gange, og i 9 ud af de tilfælde er meningen at adskille eller gå bort." [6] Men i virkeligheden bliver det brugt omkring 58 gange, og konteksten bestemmer dets betydning. Sommetider kan det for eksempel betyde "at finde (slå) en lighed eller et eksempel"; eller "tage ud på (slå) en rejse." [7]

Ifølge hadith i næste afsnit, kan daraba i 4:34 kun betyde at "slå" eller "banke". Ægtemænd finder (slår) ikke deres hustruer med en lighed eller tager ud på (slår) hende med en rejse. Ingen af disse to betydninger giver mening i sammenhæng med vers 34. Ahmed Alis ordvalg - som aktivisten og advokaten Hathout knytter sig til på trods af de mange oversættere, der er uenige med Ali og hende - forvrænger ordenes klare mening ved hjælp af et snedigt sprogligt svindelnummer (se nedenfor i afsnittet "MODERNE ISLAM"). [8]

Da dette vers er så kontroversielt, må vi se på de historiske og litterære sammenhænge, hvilke er blevet opsummeret af Sayyid A'La Abul Maududi (d. 1979), som var en indo-pakistansk lærd, der skrev en flerbinds kommentar til Koranen. Han siger, at kapitel 4, der selv har titlen "Kvinderne", blev åbenbaret på forskellige tidspunkter, men stadig indenfor tidsrammen, 625 til 626 e.Kr. [9]

Muhammed etablerer sit muslimske samfund i Medina under modstand og negative omstændigheder, men islam formår at overvinde dem. Vers 34 passer ind i rammen af versene 1-35, hvori specifikke familie-regler etableres. Efter Slaget ved Uhud i 625, for eksempel, hvor muslimerne mistede mange mænd, siger Muhammed, at forældreløse bør gives deres ejendom og at man ikke skal erstatte deres gode ting med dårlige, hvilket vil sige, at man skal handle retfærdigt og klogt med deres værdier (versene 1-6).

Muhammed diskuterer også reglerne for arv af ejendom, som f.eks. at en søn skal have en andel, der svarer til to døtres, eller at en ægtemand skal arve halvdelen af sin kones ejendom, medmindre de har børn, i hvilket tilfælde han arver en fjerdedel (vers 11-14). Dernæst, hvis kvinder eller mænd i en del af det muslimske samfund begår utugt, skal de straffes, medmindre de omvender sig (vers 15-18). Så følger et stort afsnit, der behandler ægteskabsregler, som f.eks. ikke at gifte sig med mødre, døtre, søstre og så videre (vers 19-28). Endelig fastsætter han regler mod grådighed og mord og vender igen tilbage til en arvelov (vers 29-33).

Det er således i dette familierelaterede miljø, at det pågældende vers 34 er placeret, og Muhammed fastlægger en regel mere i vers 34 – om hvordan man håndterer en uregerlig eller oprørsk hustru.

HADITH OG EN ANDEN KILDE

Hadith er fortællinger eller traditioner om ord og gerninger af Muhammed og hans ledsagere udenfor Koranen. Sunni-islam tager dem meget seriøst. For yderligere diskussion af hadith, se artiklen i denne serie med titlen: "Hvad er sharia?" Vi inkluderer også den tidlige levnedsskildrer af Muhammed, Ibn Ishaq (d. 767), som den anden kilde. Han betragtes som pålidelig af moderne historikere (bortset fra miraklerne og noget kronologi).

Tilsammen giver alle kilderne et sammenhængende billede af vold i hjemmet i oprindelig islam.

Grøn hud

Hadith-samleren og -redaktøren Bukhari (d. 870) rapporterer denne hændelse om udbredt hustru-mishandling i det tidlige muslimske samfund i forbindelse med ægteskabelig forvirring:

"Rifaa skilte sig fra sin kone, hvorpå Abdur Rahman bin Az-Zubair Al-Qurazi giftede sig med hende. Aisha sagde, at damen (kom) iført et grønt slør (og klagede til hende [Aisha] over sin mand og viste hende en grøn plet på sin hud forårsaget af, at hun var blevet slået). Det var en skik for damerne at støtte hinanden, så da Allahs Apostel kom, sagde Aisha: 'Jeg har ikke set nogen kvinde, der lider så meget som de troende kvinder. Se! Hendes hud er grønnere end hendes tøj!'" [10]

En af de hyppige påstande om islam er, at den forbedrede kvinders vilkår i forhold til deres liv i den såkaldte Uvidenhedens Tid, før islam kom ind på scenen. Men Aisha siger, at hun aldrig så lidelse så stor som den, de troende (muslimske) kvinder lider.

Ingen sex efter bank

I den næste hadith siger Muhammed, at en mand ikke skal banke sin kone som en slave og derefter forvente at have sex med hende senere den aften.

"Fortalt af Abdullah bin Zama: Profeterne sagde: 'Ingen af jer skal piske sin kone, som han pisker en slave og derefter have samleje med hende sidst på dagen.'" [11]

Hovedsagen er, at konen er bedre end en slave, så hendes mand bør ikke slå hende som om hun var en - dvs. alvorligt - hvis han vil have sex med hende senere. Men han kan stadig slå hende. [12]

Ikke hårdt

Ibn Ishaq (d. 767) var en skildrer af Muhammeds liv og ikke en hadithsamler. Han bekræfter, at ægtemænd ikke bør slå deres koner hårdt. Han opsummerer følgende del af en af Muhammeds prædikener, som blev holdt under hans sidste pilgrimsfærd til Mekka og hørt af tusinder:

"I har rettigheder over jeres hustruer, og de har rettigheder over jer. I har den ret, at de ikke bør tilsmudse jeres seng, og at de ikke bør opføre sig med åben usømmelighed. Hvis de gør det, tillader Allah jer at anbringe dem i separate rum og at slå dem, men ikke hårdt. Hvis de afstår fra disse ting, har de ret til deres mad og tøj med venlighed. Forman kvinder venligt, for de er jeres fanger uden myndighed over deres egne personer." [13]

Denne prædiken afslører, at Muhammed kun forestiller sig bank af koner som en mulighed under særligt grove omstændigheder såsom "åben usømmelighed". Den gentager også rådet om, at ægtemænd først skal holde afstand til sådanne koner og kun efterfølgende anvende fysisk magt. Ikke desto mindre bekræfter prædikenen, at koner er som fanger og ikke har herredømme over deres egne personer.

Den næste hadith fra Muslims hadith-samling viser Muhammed tage sagligt bestik af tre mænd som en nylig fraskilt kvinde kunne gifte sig med. En af dem er en "stor kvindemishandler". Muhammed antyder, at mandens umådeholdne vold ikke gør ham til det bedste valg for den fraskilte. Men det interessante her er, at Muhammed ikke gør noget for at styre ham.

"Fatima bint Qais (...) meddelte, at hendes mand skilte sig fra hende med tre fremsigelser og at Allahs Sendebud (...) ikke gav nogen bestemmelse for hendes logi og underholdsbidrag. Hun (sagde videre): Allahs Sendebud (...) sagde til mig: Når din Idda-periode er ovre, informer mig. Så jeg informerede ham. (På det tidspunkt) havde Muawiya Abu Jahm og Usama b. Zaid tilbudt hende ægteskab. Allahs Sendebud (...) sagde: Hvad Muawiya angår, er han en fattig mand uden nogen ejendom. Hvad Abu Jahm angår, er han en stor kvindemishandler, men Usama b. Zaid (...). Hun viste med sin hånd (at hun ikke godkendte ideen om at gifte sig med) Usama. Men Allahs Sendebud (...) sagde: Lydighed mod Allah og lydighed mod Hans Sendebud er bedre for dig. Hun sagde: Så jeg giftede mig med ham, og jeg blev genstand for misundelse." [14]

Hvad Muhammed gjorde

Den følgende beretning er fortalt af Aisha, Muhammeds foretrukne unge pige-kone. Konteksten er, at Muhammed var gået ud af huset for at besøge en kirkegård og bede over de døde. Aisha fulgte ham. Hun vendte tilbage lige før ham, men han bemærkede, at hun var forpustet og spurgte hende hvorfor.

"... Han [Muhammed] kom (til huset) og jeg [Aisha] kom også (til huset). Jeg kom dog før ham, og jeg gik ind (i huset), og som jeg lagde mig i sengen, trådte han (Den Hellige Profet) ind i huset og sagde: Hvordan kan det være, Aisha, at du er forpustet? Jeg sagde: Det er ingenting. Han sagde: Fortæl mig om det eller Den Skarpsindige og Den Vidende vil fortælle mig. Jeg sagde: Allahs sendebud, må min far og mor være løsepenge for dig, og så fortalte jeg ham (hele historien). Han sagde: Var det mørket (af din skygge), jeg så foran mig? Jeg sagde: Ja. Han slog mig på brystet, hvilket gjorde ondt. ..." (fremhævelse tilføjet) [15]

Den sidste sætning er nøglen. Han slog hende på brystet og forvoldte hende smerte.

Ændret mening

Den næste passage fra Abu Dauds samling viser Muhammed, der først siger, at ægtemænd ikke bør slå deres koner. Men Umar - en af hans mest fremtrædende ledsagere og den kommende anden kalif - oplyste ham om, at konerne var ved at blive "dristige mod deres ægtemænd." Så nu ændrer Muhammed mening og tillader ægtemænd at slå:

"Iyas b. Abd Allah b. Abi Dhubab rapporterede, at Allahs Apostel (...) sagde: Slå ikke Allahs tjenerinder; men da Umar [den fremtidige anden kalif] kom til Allahs Apostel (...) og sagde: 'Kvinderne er blevet dristige mod deres ægtemænd,' gav han (Profeten) tilladelse til at slå dem. Derefter kom mange kvinder forbi Allahs Apostels (...) familie og klagede over deres ægtemænd. Så sagde Allahs Apostel (...): Mange kvinder har gået rundt i Muhammeds familie og klaget over deres ægtemænd. De er ikke de bedste blandt jer." [16]

Disse mænd er ikke de bedste, fordi de slår deres koner, hvilket giver et lille håb for konerne. Men det skuffende er, at Muhammed ikke straks satte en stopper for volden.

Bank for ulydighed

Så klager en kvinde over, at hendes mand slår hende, fordi hun reciterer to kapitler fra Koranen, mens hun beder. Hendes mand forbød det, men hun gjorde det alligevel. Muhammed sagde, at hun kun skulle recitere ét kapitel.

"Abu Said sagde: En kvinde kom til Profeten (...) mens vi var sammen med ham. Hun sagde: Allahs Apostel, min mand Safwan b. al-Muattai slår mig, når jeg beder, og får mig til at bryde min faste, når jeg faster, og han beder ikke morgenbøn før solen står op. Han spurgte Safwan, som var til stede, om det hun sagde. Han svarede: Allahs apostel, angående hendes udsagn: 'han slår mig, når jeg beder', så reciterer hun to suraer [kapitler i Koranen] (under bønnen), og jeg har forbudt hende (at gøre det). Han (Profeten) sagde: Hvis én sura bliver reciteret (under bønnen), er det tilstrækkeligt for folket." [17]

Hadithen fortsætter med at vise, hvordan Muhammed retter sig ind efter ægtemandens ønsker vedrørende konens klager over ham for at få hende til at bryde sin faste og at han ikke beder tidligt om morgenen. Ægtemanden har absolut kontrol. Og hvorfor skulle Muhammed forbyde ham at slå hende, når Koranen tillader det? Men hvorfor tillader Koranen det? Fromme muslimske lærde siger, at Allah åbenbarede det. Vi andre har vore tvivl.

Ikke i ansigtet

Følgende hadith fra Abu Dauds samling siger, at man ikke må slå hende i ansigtet:

"Fortalt af Muawiyah al-Qushayri: Mu'awiyah spurgte: Allahs Apostel, hvilken ret har konen til en af os over ham? Han svarede: At I skal give hende mad, når I spiser, klæder hende, når I klæder jer selv, ikke slår hende i ansigtet, ikke håner hende eller adskiller jer dig fra hende undtagen i huset." [18]

Og denne parallelle hadith siger, at man ikke må slå konerne.

"Fortalt af Muawiyah al-Qushayri: Jeg gik til Allahs Apostel (...) og spurgte ham: Hvad siger (befaler) du om vore hustruer? Han svarede: Giv dem af det mad, I har til jer selv og klæd dem med det, hvormed I klæder jer selv og slå dem ikke, og forhån dem ikke." [19]

Det er klart, at den anden skal præciseres af den første - ikke i ansigtet. Men den anden giver et glimt af håb om reform, selvom denne hadith, som den er skrevet, modsiger Koranen.

Umars mening

Før vi forlader Sunan Abu Daud, bør vi se på en kort hadith, der lyder:

"Umar b. Al-Kattab berettede, at Profeten (...) sagde: En mand vil ikke blive spurgt om, hvorfor han slår sin kone." [20]

Umar skulle snart blive den anden kalif efter Muhammeds død i 632 e.Kr. Umar regerede fra 634-644. Denne hadith er ikke ligefrem klar - medmindre vi har overset det indlysende. Vil tilladelsen til at slå være så velkendt i hele det muslimske samfund, at ingen vil stille spørgsmålstegn ved den? Eller mener Umar, at det at slå vil blive så sjældent, at ingen vil spørge om det (en urealistisk forudsigelse)? Uanset hvad, så findes hustruvold stadig i Koranen og i den virkelige verden, især i Umars levetid. Han anbefalede det endda (se næste afsnit om klassisk lov) [21]

KLASSISK SHARIA-LOV

Denne samling af love er baseret på Koranen og hadith, da jurister gennemsøgte dem begge for at lave regler om forskellige forhold. For yderligere diskussion, se artiklen med titlen: "Hvad er sharia?" i denne serie.

Kun en brøkdel af de klassiske islamiske lovbøger er blevet oversat til engelsk, og de der er, dækker ikke hustru-vold, undtagen to. Juristerne må have haft behov for at afsige kendelser om emnet ved en familie-domstol, hvis en kone indgav klage. Årsagen til forsømmelsen i de oversatte værker kan man kun gætte om, men det er sandsynligt, at Koranen er så klar angående hustruvold, at juristerne ikke havde behov for at diskutere sagen.

Uanset grunden, kan vi have tillid til, at de to oversatte lovbøger, der undersøges her, repræsenterer de andre retsskolers synspunkter, netop fordi Koranen som sagt er så klar.

Ahmad ibn Naqib al-Misris (d. 1368) Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law opsummerer shafii-skolens afgørelser. Misri og to senere lærde mener:

"Når en ægtemand mærker tegn på oprør hos sin kone (...) (O: hvad enten det er i ord - som når hun svarer ham koldt, hvor hun plejede at gøre det høfligt, eller han beder hende om at komme i seng og hun nægter, i modsætning til hendes normale optræden - eller i handling - som når han finder hende uvillig mod ham, hvor hun tidligere var venlig og munter) advarer han hende med ord (O: uden at holde sig fra hende eller slå hende, for det kan være, at hun har en god undskyldning. Advarslen kunne være at sige til hende: 'Frygt Allah ang. de rettigheder, du skylder mig'; eller det kunne være at forklare, at oprørskhed ophæver hans forpligtelse til at forsørge hende og give hende en tur blandt de andre hustruer; eller det kunne være at oplyse hende: 'At du skal adlyde mig (...) er religiøst obligatorisk'). Hvis hun begår oprør, afholder han sig fra at sove (O: og have sex) med hende uden ord og kan slå hende, men ikke på en måde, der skader hende, hvilket vil sige, at han ikke må (A: kvæste hende,) bryde knogler, såre hende eller få blod til at flyde. (O: Det er ulovligt at slå en anden i ansigtet.) Han kan slå hende, hvad enten hun kun er oprørsk én gang eller om hun er det mere end én gang, selvom en svagere mening hævder, at han ikke må slå hende, medmindre der er gentagen oprørskhed." [22]

Disse udtalelser sætter grænser for ægtemandens tilladelse til at slå sin kone: han må ikke bryde knogler, såre, forårsage blødning eller slå hende i ansigtet.

Ovennævnte udtalelse siger, at ægtemænd kan slå deres koner, hvis de gør oprør. Misri og senere lærde definerer oprør som følger:

"Profeten (...) sagde: (1) 'Allah vil ikke se på en kvinde, der er utaknemmelig mod sin mand, mens hun er ude af stand til at klare sig uden ham.' (2) 'Når en mand kalder sin kone til sin seng og hun ikke kommer, og han tilbringer natten i vrede på hende, forbander englene hende til om morgen.' (3) 'Det er ikke lovligt for en kvinde at faste, når hendes mand er til stede, undtagen med hans tilladelse, eller at lukke nogen ind i hans hus, undtagen med hans tilladelse.' (4) 'Den, der forlader sin mands hus [A: uden hans tilladelse], vil englene forbande, indtil hun vender tilbage eller angrer.' (Khalil Nahlawi:) Det er en betingelse for hendes tilladelse til at gå ud (...) at hun ikke gør noget for at fremhæve sin skønhed, og at hendes figur er skjult eller ændret til en form, der næppe vil fange mænds blikke eller tiltrække dem. Allah den Højeste siger: 'Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid!'" (Koranen 33:33) [23]

Malik (d. 795), grundlægger af en af de store retsskoler og også en pålidelig hadith-samler og -redaktør, har medtaget en hadith, hvori Umar, den anden kalif (r. 634-644), befaler en mand at slå sin kone, fordi hun forsøgte at forhindre sin mand i at have sex med sin slavinde; konen troede, hun kunne stoppe ham ved at etablere et for tæt forhold til slavinden. Konen gav bryst; dvs. at slavinden blev ammet af konen. Derefter ville slaven blive en pleje-slægtning, ligesom en slags plejedatter, hvorefter sex mellem hendes mand og slavinden ville blive ulovligt.

"Yahya fortalte mig fra Malik, at Abdullah ibn Dinar sagde: 'En mand kom til Abdullah ibn Umar, da jeg var sammen med ham på stedet, hvor domme blev afsagt, og spurgte ham om amning af en ældre person. Abdullah ibn Umar svarede: "En mand kom til Umar ibn al-Khattab og sagde: 'Jeg har en slavinde og jeg plejede at have samleje med hende. Min kone gik hen til hende og ammede hende. Da jeg gik hen til slavinden, sagde min kone, at jeg skulle passe på, fordi hun havde ammet hende!' Umar sagde til ham, at han skulle slå sin kone og gå til sin slavinde, fordi slægtskab ved amning kun gjaldt ved amning af de unge."'" [24]

Konen gik til yderligheder for at få sin mand til at holde op med at have sex med sin slavinde. Men islam tillod det. Se artiklen i denne serie om slaveri.

KAN MODERNE ISLAM REFORMERES OG STOPPE MISHANDLINGEN?

En reformist genfortolker Koranen og opfordrer til reform af islam, mens en traditionalist mener, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og forsvarer den. I følgende afsnit vil de udvalgte repræsentanter for det meste være religiøse ledere og lærde, men ind imellem er en muslim, der har markeret sig i offentligheden, også taget med.

Nogle reformister strækker den klare betydning af Koranen 4:34 meget vidt, men først ser vi på traditionalisterne.

Traditionelle fortolkninger

Sayyid Qutb (d. 1966), en tidlig leder af Det Muslimske Broderskab med base i Egypten, siger, at når de to første skridt er taget (formane og lade alene i sengen), så er slag forordnet af Allah, men kun som en sidste udvej og kun mod særligt stædige kvinder. Da slag er et guddommeligt dekret, er ingen modargumenter gyldige. Muslimer - og hele menneskeheden - ville være bedre stillet, hvis de helt overgav sig til den guddommelige vilje.

"Når hverken formaning eller forvisning fra ens seng virker, kan situationen kræve en anden slags middel. Praktiske og psykologiske indikationer tyder på, at denne foranstaltning i visse situationer kan være den rette til at afhjælpe en vis fordærvelse og at skabe tilfredshed. Selv når en sådan patologisk fordærvelse eksisterer, vil en kvinde måske ikke føle så tilstrækkeligt meget af mandens styrke, at hun accepterer hans autoritet i familien, medmindre han overvinder hende fysisk. Dette gælder på ingen måde for alle kvinder. Hvad vi siger er, at sådanne kvinder eksisterer, og at islam betragter denne foranstaltning som en sidste udvej, der kan være nødvendig for at beskytte familien. Her må vi huske på, at disse foranstaltninger er fastsat af Skaberen, der kender sin skabelse. Intet modargument er gyldigt mod, hvad den Ene siger, Han, der ved alt og er bevidst om alle ting. Ja, at gå imod hvad Allah giver ved lov kan føre til en fuldstændig afvisning af troen." [25]

Maududi - efter at have skitseret de to første trin i verset selv og husket ægtemændene på, at de skal administrere trinene i rette forhold til krænkelsen og kun gøre det modvilligt - kommer til det tredje trin, at slå:

"Hvad angår det at slå, så tillod Den Hellige Profet det meget modvilligt, og selv da ikke brød sig om det. Men faktum er, at der er visse kvinder, som ikke forbedrer sig uden en omgang prygl. I et sådant tilfælde har Den Hellige Profet oplyst, at hun ikke må slås i ansigtet, eller grusomt, eller med noget, som kunne efterlade et mærke på kroppen." [26]

Så tager Maududi bestik af kendsgerningerne, som han ser dem: "der er visse kvinder, som ikke forbedrer sig uden en omgang prygl." Han stiller ikke spørgsmålstegn ved, om hele fremgangsmåden er inspireret.

M. A. S. Abdel Haleem bør normalt betragtes som moderat. Det er hans engelske oversættelse, der for det meste er anvendt i denne serie. Men ligesom Qutb og Maududi analyserer Abdel Haleem verset direkte uden at tvinge den naturlige betydning ind i noget kunstigt eller fordrejet. [27] Efter at have uddybet 3-trinsprocessen fundet i vers 4:34 selv (formaning, ingen sex, slå) konkluderer han, at ægtemænd ikke bør slå deres hustruer af en eller anden tilfældig grund alt efter ægtemændenes luner eller vrede udbrud, men kun hvis de har opført sig direkte upassende og uanstændigt (den første del af vers 34). Og slag bør kun bruges efter at de første to afhjælpende trin er blevet forsøgt og kun én gang, let.

På trods af Abdel Haleems udmærkede eksegetiske metode, der når frem til en ærlig, men foruroligende konklusion, må vi stille det samme spørgsmål, som mange muslimske lærde, ifølge hans citat af dem, stiller retorisk: "Hvis den koraniske lære i denne sag ikke er retfærdig og fornuftig, hvad er så alternativerne?" [28]

Dette er det helt rigtige spørgsmål, men Abdel Haleems svar rammer ved siden af: "Det er bedre at minde hustruen om hendes pligt, eller være gnaven et stykke tid, eller endda slå hende let, og derefter finde opmænd, der kunne, hvis alle forsøg på forsoning slog fejl, dømme til fordel for skilsmisse [i vers 4:35]." [29]

Et mere acceptabelt alternativt svar lyder som følger: At korrigere og formane er i orden; ingen sex kan være i orden, hvis hustruerne faktisk har haft sex udenfor ægteskabet; men det sidste trin, at slå, er helt forkert og umoralsk i alle tilfælde, uanset hvor let det gøres, så det kan udelades; og det fjerde og femte trin i vers 35 (voldgift og måske skilsmisse som en sidste udvej) er i orden, selvom skilsmisse ville være trist.

Dette er alternativet, som Abdel Haleem og de muslimske lærde leder efter: Mænd bør aldrig slå deres koner af nogen grund. Moderne fortolkere bør fjerne dette trin. At udelade det er dobbelt vigtigt, når 4:34 siger, at ægtemænd kan slå deres koner, hvis de frygter "åben usømmelighed" og "herskersyge", helt bortset fra, om disse to karakterfejl faktisk findes hos deres hustruer. Dette anbringer tolkningen af hustruernes karakterfejl i hænderne på deres mænd.

Således lader Abdel Haleems analyse stadig døren stå åben for misbrug.

En anden traditionel fortolker af Koranen 4:34 er Abu Ameenah Bilal Philips. Efter at have beskrevet korporlig (legemlig) afstraffelse af børn, dvs. smæk, og Vestens moralske forfald, fordi mange forældre ikke smækker deres børn, går han over til at beskrive islams retfærdiggørelse af at slå hustruer:

"Det er sandt, at Shareeah [sharia] tillader en mand at slå sin kone. Dette erklærede Allah i Koranen [4:34]. Profeten (...) sagde også: 'I har rettigheder over jeres kvinder, at de ikke lukker nogen, I ikke kan lide, ind i jeres hjem. Hvis de ikke adlyder jer, kan I give dem smæk. Og kvindens rettigheder i forhold til jer er, at I klæder hende og brødføder hende retfærdigt alt efter jeres midler.' ³ Men denne tilladelse gælder kun under særlige forhold og med alvorlige begrænsninger. En mand har ikke lov til at slå sin kone, blot fordi hun eksempelvis spildte hans te, overristede hans brød, glemte at stryge hans skjorte mv. Den koraniske tilladelse gælder specifikt i tilfælde af skilsmisse, som en sidste udvej for at redde ægteskabet. Det koraniske vers beskriver de fremgangsmåder, der skal følges i tilfælde af en oprørsk og uretfærdigt ulydig kone. Hun bør først mundtligt gøres opmærksom på sine forpligtelser. Hvis det mislykkes, bør manden ophøre med at have sex med hende. Hvis det slår fejl, hvis manden anser det for nyttigt og som et sidste skridt for at få hende til at makke ret, er han tilladt at slå hende. Hvad der menes med Profetens ord '... Hvis de ikke adlyder jer ...' er oprørsk ulydighed mod instrukser, der er tilladt af islamisk lov. I tilfælde af instruktioner, der modsiger Shareeah, bliver hun instrueret om ikke at adlyde. Profeten (...) sagde: 'Skabninger bør ikke adlydes, hvis det indebærer ulydighed mod Skaberen.' Med hensyn til slaget bør det ikke være fysisk skadende, og det bør ikke være i ansigtet, eftersom Profeten (...) sagde: 'I må ikke slå hende i ansigtet eller forbande hende ...' ⁴ og 'Slå ikke jeres koner, som I ville slå jeres tjenestepiger i præ-islamiske tider.' ⁵ Hvis manden misbruger denne betingede tilladelse og brutaliserer sin kone, har hendes slægtninge ret til at gribe ind, og sagen kan tages til domstolene, hvis den er alvorlig nok.

Hensigten med at slå er derfor ikke at påføre smerte og straf, men alene at bringe kvinden tilbage til sin fulde fornuft og genskabe autoritet i familien." [30]

Problemet med Bilal Philips' analyse er, at han går fra at smække børn (eller undlade at smække dem og således forårsage moralsk tilbagegang i Vesten) til at slå hustruer, hvilket genskaber "autoritet i familien". Springet er for stort. Endvidere bør det at slå være en sidste udvej og gøres let, som han siger, men kan ægtemanden ikke være oprørsk? Hvorfor tillader Koranen ikke hans kone at slå ham? Sandt at sige bør ægtefæller aldrig slå hinanden.

Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) består af et hold religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner. De er kvalificerede til at skrive fatwaer (religiøse afgørelser eller meninger). På deres websted kan man stille spørgsmål og få svar.

En hustru skriver ind, at hendes mand mishandler hende frygteligt, så hun har sorte øjne og en blodig næse. Én lærd siger, at denne mishandling er helt forkert. Og en anden uddyber:

"At slå kvinder som et disciplinært middel er en sidste kur og udvej. Det er slutningen på et stadie i et gradvist helbredende program. Doktorer i koran-eksegese har enstemmigt udtalt, at det at slå, hvis nødvendigt, ikke må være hårdt, og de sammenlignede det med at slå med en tand-pind." [31]

Denne bemærkning om en "tand-pind" kræver forklaring. I Arabien i det 7. århundrede var en tandstikker ikke som i dag. Det var en gren taget fra en busk, der voksede omkring Mekka og Medina i det vestlige af nutidens Saudi-Arabien. "De mest brugte kviste helt fra tidlig tid [kaldes] Siwak eller Miswak. Pinden er taget fra en plante ved navn Salvadore Persica, der vokser omkring Mekka og i mellemøst-området generelt (...). Salvadora Persica er faktisk et lille træ eller en busk med en kroget stamme, sjældent mere end en fod i diameter, bark ru og sprækket, hvidlig med hængende grene." [32]

Ganske vist kunne tand-pinden ikke dræbe, men den kunne stadig gøre skade.

Svaret fra den AMJA-lærde konkluderer:

"Det afgørende er, at det at slå let er en måde at helbrede og opdrage på, som er gyldig under visse omstændigheder og med visse mennesker. Det er et bittert middel, der burde afskaffes af gode og retskafne mennesker. Sharia har udlagt kontrollerende retningslinjer, der regulerer forholdet mellem ægtemænd og deres koner, især det at slå, så det ikke bliver et torturredskab i hænderne på brutale og slyngelagtige mænd til at slavebinde deres koner!

Tilbage står nu, at kloge og intelligente hustruer ikke bør vække deres ægtemænds vrede og raseri, deres stædighed og magt; de bør indse, at deres venlighed, høflighed og gode manerer over for deres mænd svarer til graden af faste, velgørenhed og alle andre underordnede religiøse pligter. Den intelligente hustru kan absorbere sin mands vrede og utilfredshed ved at være venlig og lydig mod ham, og hvis hun frygter ulydighed og arrogance fra hans side mod hende, kan hun minde ham om Allahs barmhjertighed og tilgivelse, og hvis han fortsat er lige så stejl som altid, kan hun søge råd og vejledning fra folk med viden for at gøre ham mere fleksibel og lydhør. Endelig kan hun bede til Allah om at hjælpe hende i hendes situation og dilemma." [33]

I et svar på et andet spørgsmål skrevet ind til AMJA om en voldelig ægtemand, foreslår en anden lærd nogle afhjælpende skridt for den mishandlede hustru; derefter siger han, at skilsmisse er tilladt.

Den lærde skriver:

"Når det er sagt, er det er tilladt for en kvinde at søge skilsmisse, hvis hun bliver mishandlet af sin mand. Det kan hun gøre, hvis hun føler, at deres ægteskab er en kilde til mere skade end gavn for hende (og hendes børn) i dette liv eller det, der kommer. Hun vil blive givet skilsmisse, hvis hun kan bevise, at hun bliver mishandlet. Hvis hun ikke bliver mishandlet, (eller hun ikke kan bevise det,) men alligevel hader at leve sammen med ham og mener, at hun ikke kan opretholde ægteskabet, og samtidig overholde Allahs bestemmelser, er det tilladt for hende at søge separation gennem khul, hvilket indebærer at give manden hans brudesum tilbage." [34]

Den islamiske lærde ved AMJA kommer ikke til forståelse af voldsmandens natur inden han gør opmærksom på tilladelsen til skilsmisse, og tilbyder urealistiske løsninger (læs hele svaret). Men i det mindste giver han i ovenstående uddrag den voldsramte hustru en vej ud. Lad os håbe hun har taget et billede af sit ansigt som bevis på mishandlingen, og lad os håbe den muslimske dommer er rimelig og giver hende skilsmissen.

Reformistiske fortolkninger

Organisationen Sisters in Islam (SIS) er en malaysisk gruppe, der genfortolker Koranen og islam ud fra et moderne perspektiv. Et sammendrag, begået af denne organisation, af en artikel skrevet af feministen Kecia Ali, konkluderer:

"De talrige mulige fortolkninger af K[oranen] 4:34 tjener til at fremhæve det menneskelige (og derfor fejlbarlige) intellekts rolle i forståelsen af Skriften. Den kendsgerning, at der eksisterer så mange forskellige opfattelser af betydningen af et bestemt ord som daraba 'at slå', viser, at ethvert forsøg på at fastlåse betydningen af dette (eller ethvert andet) vers én gang for alle er dømt til at mislykkes.

Der er et skarpt skel mellem traditionelle fortolkninger af dette vers, som understreger kvindelig lydighed og mandlig autoritet, og moderne fortolkninger, der understreger den økonomiske del af mænds ægteskabelige pligter og grænserne for en mands magt over sin kone. Mange muslimer har bevæget sig hen imod de sidstnævnte opfattelser, da de er mere i overensstemmelse ikke alene med moderne sensibiliteter i almindelighed, men også med den koraniske skildring af kvinder i andre vers som fuldgyldige medmennesker og partnere i det ægteskabelige forhold. Men uanset hvor overbevisende man finder de progressive argumenter om, at en mand ikke er tilladt slå sin kone i K[oranen 4:34], er det umuligt at fjerne al forskel eller hierarki fra dette vers uden at gøre vold mod selve den koraniske tekst.

Dette er ikke et problem, der er unikt for ægteskab eller forhold mellem mænd og kvinder: Spændingen mellem ligestilling i åndelige sager og hierarki i verdslige sager findes i mange sociale situationer, der behandles af Koranen (såsom rigdom/fattigdom eller frihed/slaveri). Det er heller ikke unikt for Koranen eller islam; sådanne spændinger findes i andre skrifter og i andre religioner. Disse overvejelser er ikke en hjælp til at bestemme meningen med K[oranen] 4:34 eller at løse de vanskeligheder, det giver for de muslimer, der er er engageret i kampen for kvinders ligestilling med mænd. Men de tjener som en påmindelse om, at uanset hvordan man tolker dette vers, så må man ikke gøre det isoleret, men derimod med nøje opmærksomhed rettet mod dets fulde koraniske og sociale sammenhænge." [35]

Med andre ord er de ikke alene uvidende om versets ligefremme betydning, men det har mandligt hierarki bygget ind i sig, hvilket er fælles for alle religioner; men verset er faktisk meget klart, og det skaber stadig vanskeligheder for muslimer, der er "engageret i kampen for kvinders ligestilling med mænd".

Hvad mener andre kvindelige muslimske fortolkere om dette vers?

Amina Wadud, professor i Islamiske Studier ved Institut for Filosofi og Religionsvidenskab ved Virginia Commonwealth University, giver sin opfattelse. [36]

Uvillig til at nægte den guddommelige inspiration af 4:34 og dets gyldighed for i dag, strækker hun lettroenheden for at komme rundt om vanskelighederne. Hun slår simpelthen ordet daraba, der bruges i verset og betyder "at slå", op i et arabisk leksikon og finder en betydning fra en anden sammenhæng, der passer hende. Så "at slå" angiver ikke altid et fysisk slag, men kan f.eks. også betyde "at slå" en streg over noget. [37]

Men som vi har set i afsnittet om Koranen, er dette et misbrug af sprog, for det er konteksten og hensigten, når de er så klare som i Koranen 4:34, der skal bestemme et ords betydning. Når sammenhængen klart siger, at ægtemænd kan "slå" hustruer, betyder det ikke, at ægtemænd kan "slå en streg over" hændelsen. Et udtryk for hændelsen mangler, men det er nøglen i Koranen for sætningen "slå en streg over". Waduds tvivlsomme fortolkning indikerer derfor, at heller ikke hun magter at holde sig til den klare og enkle betydning, når konteksten og hensigten er ligetil. Men hun skal anerkendes for at påpege, at islam opstod i et patriarkalsk samfund, der påvirkede den nybagte religion. [38]

Hathout er en anden kvindelig kommentator. Men før vi udfordrer hendes fortolkning, må vi først udfordre Ahmed Alis besynderlige oversættelse, som er gengivet ovenfor, da den tjener som baggrund for hendes fejlfortolkning. Han baserer sin sætning "og gå i seng med dem (når de er villige)" i stedet for det mere præcise "slå", på den samme skrøbelige fremgangsmåde, som Wadud bruger. Han går også til en ordbog og udvælger en kontekst, der passer ham, og dernæst påpeger, at daraba undertiden betyder at have samleje blandt mennesker. Hans eksempel: "Avlskamelen bedækkede [darab] hun-kamelen."

Desuden passer Alis oversættelse ikke med den klare betydning af resten af verset, hvilket er grunden til, at han må lave en falsk tilføjelse i parentes: "(hvis de er villige)." Men dette ødelægger selve rækkefølgen i 4:34: formaning, ingen sex, slå. I Alis rækkefølge derimod, går en ægtemand fra at ignorere sin kone i sengen i det ene øjeblik til at have sex med hende uden hendes anger i det andet (formaning - ingen sex - sex).

Derimod kommer det seksuelle forhold først efter den vellykkede tre-trins proces i håndteringen af en oprørsk hustru og hendes anger: Formaning - ingen sex - slå - anger - sex. Ingen anerkendt lærd benægter denne rækkefølge og det korrigerende formål bag den; derfor er de mange oversættere, der er nævnt ovenfor, uenige med Ali: hans oversættelse forstyrrer ordenen.

Således strækker han, som Wadud, lettroenheden, for den klare og ikke-metaforiske betydning af daraba i dette vers - ikke i andre vers i Koranen eller i skriftlige optegnelser om kamelers seksuelle vaner i det 7. århundrede Arabien - er "at ramme" eller "at slå" hustruer.

Med Alis fejloversættelse som baggrund, knytter Hathout an til hans apologetik, fordi den passer med hendes forudsætninger, selvom mange oversættere er uenige med Ali og hende. Afslørende nok citerer hun ham uden parentesen omkring de tilføjede ord: "hvis de er villige". Hendes udeladelse forleder den intetanende læser til at tro, at bisætningen er original, mens den faktisk blev indsat af Ali for at få hans grelle fejloversættelse til at hænge sammen.

Som nævnt betyder daraba - ifølge den klare og ligefremme oversættelse af 4:34 - ikke metaforisk "at have sex", men bogstaveligt "at ramme" eller "at slå".

Hathout skriver videre:

"Islam blev introduceret til det arabiske samfund for mere end 1425 år siden. Dette samfund, som resten af verden på det tidspunkt - og meget af verden i dag - var domineret af en patriarkalsk og elitær magtstruktur. Denne magtstruktur tog ikke venligt imod islam, især ikke den islamiske lære om lighed mellem alle mennesker, heriblandt kvinder og slaver.

Islams lære udgjorde en trussel mod den arabiske magtstruktur, som ikke tidligere havde oplevet en lignende trussel mod sin eksistens. Ud over at forfølge de tidlige tilhængere af islam, var magteliten nødt til at fortynde islams lære.

Uheldigvis for kvinder, angik meget af nedbrydningen af islams budskab spørgsmål relateret til kvinder. Hvorfor? Historisk havde kvinder været lette mål; det var en nem måde hvorpå de magtfulde kunne sikre, at de bevarede kontrol over mindst én del af samfundet.

Underkuelsen af kvinder er vigtig for magteliten på en række samfundsniveauer. Når kvinder er udelukket fra den potentielle magtbase på et samfundsniveau, er det næste logiske skridt at udelukke dem fra beslutningstagning eller magt på det hjemlige niveau." [39]

I sin korte artikel kommer Hatout på afveje, når hun benægter den klare lære i Koranen 4:34: Mænd må slå deres hustruer. Men hendes tese, at vold i hjemmet opstod udenfor islam som en magteliternes kamp om at kontrollere tingene, kan være den rigtige. Men er hun villig til at føre sin tese igennem? Muhammed burde ikke have indarbejdet hustruvold i sin hellige bog. Men han gjorde det; så dette vers har en udløbsdato: det 7. århundrede. Islam må reformeres ved klart at sige, at verset er ugyldigt for nutiden. Men Hatouts historiske fortolkning er på rette spor.

Webstedet The American Muslim (TAM) bragte en erklæring med overskriften: "10.000 muslimske mænd imod vold i hjemmet" ("10,000 Muslim Men Against Domestic Violence"). Anledningen var æresdrabet på en muslimsk pige.

"Vi, mændene i bestyrelsen for og personalet i Det Muslimske Rådgivende Netværk [Muslim Consultative Network - MCN] går imod vold i hjemmet under enhver form. I anerkendelse af Måned til Bevidsthed om Vold i Hjemmet [Domestic Violence Awareness Month], beder vi muslimske mænd om at stå sammen med os mod dette samfundsmæssige onde, der er strengt forbudt i islam.

(...)

Islam fordømmer klart vold i hjemmet. Engang kom en række kvinder til Profeten (...) for at klage over, at deres ægtemænd havde slået dem. Profeten meddelte, at mænd, der slår deres hustruer, ikke er gode mænd. Profeten sagde også: 'Slå ikke Allahs kvindelige tjenere.' Sura al-Baqara [Kapitel 2] i Koranen erklærer: '... så skal I enten beholde dem med ret og rimelighed eller lade dem gå med ret og rimelighed. I må ikke holde på dem for at gøre fortræd, så at I begår en overtrædelse. Enhver, der gør dette, handler uret mod sig selv. Driv ikke spot med Allahs tegn!' [v. 231]" [40]

Men hovedteksten i erklæringen citerer ikke Koranen 4:34. Og desuden handler Koranen 2:229 [og 2:231] ikke om vold i hjemmet, men om skilsmisse. Muslimske mænd skal "frigive" [engelske oversættelser har typisk "set them free" eller "release", se her, o.a.] deres hustruer med venlighed og ikke beholde materielle ejendele, der tilhører hustruerne. Så vi må konstatere, at TAM citerer verset (2:231) ude af kontekst og undlader at komme ind på det vigtigste vers (4:34). Er dette en forsætlig tilsløring?

For at opsummere dette afsnit om moderne islam, så vil disse citerede eksempler fra muslimske lærde og religiøse ledere og en advokat virke gamle og forældede om få år. Men hovedpunktet vil stadig være klart: Kan islam reformeres og standse volden i hjemmet? Traditionalisterne har 1400 år og et klart koranisk vers til at bakke sig op. Islam er en ekstremt konservativ religion, der nødigt lader sig reformere, så for reformisterne er det en kamp op ad bakke.

KONKLUSION

Hathout bemærker i sin artikel, at alle samfund har vold i hjemmet. Det er sandt og moralsk forkert. Men islam forankrer det i Koranen. Det er også sandt og moralsk forkert. Muslimer tror, at Allah gennem Gabriel bragte den ned til Muhammed; så den er en velsignelse for alle samfund i dag, fordi alle dens vers afspejler Allahs universelle sandheder.

Med en sådan guddommelig godkendelse af at slå hustruer, er det så muligt for islam at reformeres i denne sag? Er muslimer villige til at tro, at det tredje trin (at slå) har en udløbsdato, som ligger tilbage i det 7. århundrede?

Abdel Haleem er, ligesom Qutb, Maududi, Wadud, Ali og Hathout, uvillig til at stille spørgsmålstegn ved gyldigheden af denne koraniske åbenbaring. Derfor er de alle - og andre muslimske lærde, der ikke er diskuteret her - uvillige til ikke alene at afvise den guddommelige inspiration af 4:34, men de synes også uvillige til at fortolke det som noget, der alene hører til i 7. århundredes Arabien og dermed som irrelevant for i dag.

Med et så stift og urealistisk højt syn på den koraniske inspiration skaber en benægtelse af versets inspiration tilsyneladende for meget kognitiv dissonans eller psykisk chok i dem.

Men for at reformere må man konfrontere problemerne lige på og hårdt, og ikke lade som om de ikke eksisterer eller bortforklare dem. Men hvis disse lærde er uvillige og endda forsvarer eller bortforklarer hellige vers ved hjælp af sproglige krumspring, hvad så med almindelige muslimer, og især, hvad med fanatikerne? De vil sikkert også tøve med at konfrontere problemet. Den politik for vold i hjemmet, som blev fremført af den islamiske lærde - nævnt i indledningen til denne artikel - der holdt en prøve-stok til at slå med frem for sit TV-publikum, er det uundgåelige resultat for fanatikerne, og guddommelig sanktioneret vold er det uundgåelige resultat i den gennemsnitlige husstand.

Men hvis muslimer er tilbageholdende med at reformere eller tilsidesætte passager i Koranen, der ikke gælder for i dag, må de undgå tvivlsomme tilgange over for de dårligt oplyste søgende rundt om i verden. Muslimske lærde må aldrig forsøde eller hvidvaske hustruvolden i deres religions oprindelse, hvilken Muhammed selv praktiserede mindst én gang mod sin barnebrud Aisha.

At banke eller slå kvinder som anbefalet i Koranen 4:34 er et gigantisk socialt og kulturelt tilbageskridt. At påpege dette er ikke kulturelt ufølsomt, men sandfærdigt og følsomt overfor vores egen kultur. Og ikke at påpege det ville være at bøje sig for meget for en voldelig sædvane.

Den er ældgammel og kulturbundet, ikke tidløs og universel. Den har klart en udløbsdato på Muhammeds og de første fire kaliffers tid - for ikke at sige, at den aldrig burde have været opfundet og pålagt i første omgang (se det andet punkt og historicisme som en teori, der kan hjælpe muslimske lærde til at nå frem til denne konklusion).

Af og til siger muslimske lærde, at Vesten er arrogant, og det er måske sandt i nogle tilfælde. Men at nægte at lære af andre er også et tegn på arrogance.

De standarder, der er skitseret i Uafhængighedserklæringen (liv, frihed og stræben efter lykke) er universelle værdier, der ikke har en udløbsdato. De kan vejlede os til at opdage dårlige værdier, som f.eks. at slå hustruer, selv de oprørske eller usømmelige. Hustruvold er forkert, fordi den nægter kvinder en høj livskvalitet uden frygt; den nægter dem frihed for deres egne kroppe og personer; og den nægter dem fysisk og psykisk velvære og lykke.

Derfor bør sharia aldrig få lov til at præge den amerikanske livsform eller livet noget andet sted i den frie verden. Ingen intellektuel elite bør henvise til den for at få vedtaget en lov, udstede en afgørelse baseret på den, inkorporere den i noget skolepensum eller gennemføre en politik med den. [41]

Denne artikel blev først bragt af Jihad Watch den 16. august 2012, men er blevet opdateret her.

NOTER

[1] Summer Hathout, “Don’t Hold All Muslims Responsible for Men Who Misuse Quran, Beat Women,” Muslim Women’s League (ingen dato).

[2] Steven Stalinsky and Y. Yehoshua, “Muslim Clerics on the Religious Rulings Regarding Wife-Beating,” March 22, 2004, Memri.org, Special Report No. 27.

[3] Ibid.

[4] M.A.S. Abdel Haleem, The Quran, 2^nd ed. (New York: Oxford UP, 2010). Læsere, der ønsker at se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[5] Orooj Ahmed Ali, al-Quran, rev. ed., (Princeton UP, 1984, rev. 1986, rev. 1994). Online version her.

[6] Hathout, “Don’t Hold ...” [se note 1]

[7] Ifølge Hanna E. Kassis, A Concordance of the Quran (Los Angeles: UCP, 1983), 410-11, anvendes daraba i alt omkring 58 gange og betyder, alt efter sammenhængen, at "slå, ramme, trampe, banke; at sammenligne eller lave (en lignelse eller sammenligning), at citere (et eksempel eller en tvist); (daraba fi al-ard) at rejse; at tage eller kaste (et slør); (med præpositionen ala) at slå ned på, at stemple; (med præpositionen an) at vende noget bort; (med præpositionen bayn) at opstille mellem, at adskille; (substantiv verbum) slående, rammende osv.; (med præpositionen fi) rejse."

Til vort formål her gennemgår vi kun følgende tre definitioner, da de er de hyppigste:

1. Lave en sammenligning: 2:26; 13:15; 14:24, 25; 14:45; 16:74, 75, 76, 112; 17:48; 18:11, 32, 45; 22:73; 24:35; 25:9, 39;  29:43; 30:28, 58; 36:13, 78; 39:27, 29; 43:17; 47:3; 59:21; 66:10;

2. rejse: 2:273; 3:156; 4:94, 101; 5:106; 73:20;

3. slå eller banke: 2:60, 73; 4:34; 7:160; 8:12, 8:50; 18:11; 20:77; 26:63; 37:93; 38:44; 47:4, 27.

Den hyppigste anvendelse af daraba er at lave en sammenligning, og konteksten gør det let at afgøre den betydning: historier fra gamle dage bruges som illustrationer eller eksempler. De fleste tilfælde af denne definition forekommer i Mekka-kapitlerne, som blev skrevet mellem 610 og 622 e.Kr., da Muhammed ikke havde noget militær, og slagene derfor endnu ikke havde fundet sted. Han var nødt til at leve i fred med sine naboer. På det tidspunkt fortalte han historier om folk og profeter fra fortiden, der tjente som påmindelser om retfærdighed.

Hvad rejse angår, er denne definition også klar i sin kontekst på grund af udtrykket fi al-ard, "over hele landet" eller "i landet" (ard betyder "land" eller "jord").

Endelig kan slå eller banke bestemmes ud fra sin kontekst. Engle siges at slå hedninge (8:50, 47:27). Moses slår havet eller klippen (2:60; 20:77 ["ban en tør vej"], 26:63); muslimske jihadister bliver befalet at slå [hugge] de vantro over nakken eller fingerene (8:12; 47:4). Og ægtemænd har lov til at slå eller banke deres hustruer (4:34).

[8] Når Hathout siger, at daraba betyder at "adskille" eller "gå bort", må hun henvise til "rejse". Men den definition kommer kun i spil i forbindelse med udtrykket "i landet", som ikke optræder i 4:34.

[9] Sayyid A’La Abul Maududi, The Meaning of the Qur’an, 4^th ed., vol. 1, trans. Ch. Muhammad Akbar and ed. A. A. Kamal, (Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003), 297-303. Chapter 4. Hans oversættelse og kommentar er tilgængelig på englishtafsir.com.

[10] Bukhari, Dress, 007.072.715, med lettere mekaniske justeringer. Hadith er søgbar online på Center for Muslim-Jewish Engagement, under University of Southern California.

[11] Idem, Marriage, 007.062.132, med lettere mekaniske justeringer.

[12] I sit svar på spørgsmålet: "Kan en ægtemand slå sin kone i ansigtet?", (“Can A Husband Hit His Wife in the Face?”, Question ID no. 620, amajonline.com, April 23, 2005), giver dr. Salah al-Sawy, generalsekretær i Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA), en kommentar til overleveringen og siger, at den mand, der slår sin kone og derefter har sex med hende, handler forkert.

[13] Ibn Ishaq, Life of Muhammad, trans. Alfred Guillaume (New York: Oxford UP, 1955), 651.

[14] Muslim, Divorce, 009.3526, med lettere mekaniske justeringer; jf. 009.3527.

[15] Idem, Prayer (Salat), 004.2127, fremhævelse tilføjet. Noterne i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters. Jeg lavede lettere mekaniske justeringer.

[16] Abu Daud, Marriage, 011.2141, med lettere mekaniske justeringer. Noterne i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters

[17] Idem, Fasting, 013.2453, med lettere mekaniske justeringer. Noterne i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[18] Idem, Marriage, 011.2137

[19] Ibid. 011.2139. Den parentetiske tilføjelse er original.

[20] Ibid. 011.2142, med lettere mekaniske justeringer.

[21] Den engelske oversætter af ​​Abu Daud siger, at denne korte hadith betyder, at ægtemænd bør slå som en sidste udvej (note 1468, som ikke er med online). Men det er ikke nødvendigvis den rigtige fortolkning af denne hadith, fordi den antager, at mænd i det oprindelige muslimske samfund fulgte Muhammeds ord til sidste bogstav. Ikke alle mennesker adlyder på den måde. Denne specifikke og korte hadith siger intet om en sidste udvej. Koranen 4:34 åbner døren for at slå, sidste udvej eller ikke.

[22] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller, (Beltsville, Maryland: Amana, 1994), 540-41. Kommentarer under mærket "O" er begået af sheik Umar Barakat (d. post-1890), og kommentarer under mærket "A" er begået af sheik Abd al-Wakil Durubi (b. 1914). Fremhævelsen er den engelske oversætters.

[23] Ibid. 682, med lettere mekaniske justeringer. De indsatte kommentarer mærket "A" er af sheik Abd al-Wakil Durubi. Khalil Nahlawi (d. 1931) er en hanafi-lærd fra Damaskus.

[24] Malik ibn Anas, Al-Muwatta of Imam Malik ibn Anas: The First Formation of Islamic Law, rev. ed., trans. Aisha Bewley, Inverness, Scotland: Madina Press, 1989, 2001), 30.2.13, med mindre mekaniske justeringer. Denne lovbog er også tilgængelig på Center for Muslim-Jewish Engagement.

[25] Sayyid Qutb, In the Shade of the Quran, vol. 3, trans. and ed. Adil Salahi and Ashur Shamus (Markfield: Islamic Foundation, 2001), 137.

[26] Maududi, Meaning, vol. 1, 333, note 59.

[27] M.A.S. Abdel Haleem, Understanding the Quran: Themes and Style, (New York: I.B. Tauris, 2001).

[28] Ibid. 55.

[29] Ibid.

[30] Abu Ameenah Bilal Philips, “Difficult Dawah Questions,” Dawah: Invite to God. Med mekaniske justeringer.

[31] Dr. Salah al-Sawy, generalsekretær i Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) i sit svar på spørgsmålet: "Kan en ægtemand slå sin kone i ansigtet?" (“Can A Husband Hit His Wife in the Face?” Question ID or fatwa no. 620, amajonline.com, April 23, 2005).

[32] M. Ragaii El-Mostehy et al. “An Oral Health Device,” Mission Islam.

[33] Ibid.

[34] Hatem al-Haj, “Angry, Mean, Inconsiderate Husband. Please Advise,” Question ID or fatwa no. 83029, amajonline.com, 3. november 2010.

[35] “Kecia Ali: Muslim Sexual Ethics: Understanding a Difficult Verse, Quran 4:34,” Sisters in Islam. Mine tilføjelser er i kantede parenteser. Kommentarerne i bløde parenteser er originale.

[36] Amina Wadud, Qur’an and Woman: Reading the Sacred Text from a Woman’s Perspective (Oxford UP, 1999).

[37] Ibid. 76.

[38] Ibid. 80-82.

[39] Hathout, “Don’t Hold ...”

[40] “10,000 Muslim Men against Domestic Violence,” The American Muslim, October 8, 2010.

[41] Denne serie artikler sætter ikke kristendommen og islam i kontrast angående kvindesager. Men læsere kan være interesseret i det. Hvis det er tilfældet, kan de klikke på denne artikel her. Hverken Det Gamle Testamente eller Det Nye Testamente siger noget om at slå hustruer. Det Gamle Testamente kan have hårde straffe.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Artikler i serien

More Punishments:

• Islam's Punishments for Drinking and Gambling
• The Law of Retaliation in the Quran and Early Islam
• Thieves, Give Muhammad a Hand!
• Crucifixion and Mutilation in the Quran

---

Oversættelse: Bombadillo