Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til lærere, journalister, dommere, advokater, lovgivere, byrådsmedlemmer, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og andre, der sidder i samfundets forskellige "nøglepositioner". De starter den nationale dialog og tilmed former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-kritikerne, men konkluderer, at de overdriver. Kritikerne kan endda være "islamofober". Og måske har de faktisk i nogle tilfælde gjort sig skyldige i overdrivelse.

Alligevel kan disse samme intellektuelle have en privat, nagende fornemmelse af, at kritikerne måske har delvist ret. Kan de tage fuldstændigt fejl - hele tiden?

Online artikler, der forsvarer sharia, er sprunget op. Deres hensigt er blandt andet at dulme planlæggernes og beslutningstagernes private bekymringer. Så vidt, så godt, for det er deres politiske ret.

Et eksempel er en ledende artikel skrevet af professor Ekmeleddin Ihsanoglu, [der fra 2004 til 2014 var] generalsekretær for den Jedda-baserede Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC) tidligere Organisationen for Den Islamiske Konference, en international organisation bestående af 57 medlemsstater.

Han siger, at sharia og islam er forenelige med religions- og udtryksfrihed. Baggrunden for hans ledende artikel er, at OIC havde arbejdet for at få vedtaget FN's Menneskerettighedsråds resolution 16/18, en opfølger til Durban-erklæringen, i forbindelse med FN's Generalforsamling. Denne resolution bekæmper "negativ stereotypering og stigmatisering" af personer baseret på religion eller tro (se i det følgende for mere diskussion). [1]

Professor Ihsanoglu skriver følgende om religiøs ytringsfrihed og angiver nærmere den form heraf, som islam tilbyder:

"Den islamiske tro er baseret på tolerance og accept af andre religioner. Den ser ikke gennem fingre med diskrimination af mennesker på basis af kaste, trosbekendelse, farve eller religion. Det påhvilker alle OIC-landene som en hellig pligt at beskytte liv og ejendom af deres ikke-muslimske borgere og at behandle dem uden diskrimination af nogen art. De elementer, der søger at skade eller true minoritetsborgere, skal retsforfølges. Vores stærke modstand, der fordømmer vold begået mod ikke-muslimer, hvad enten det er i Irak, Egypten eller Pakistan, har været konsekvent."

Ingen har ret til at fornærme andre pga. deres overbevisning eller at tilskynde had og fordom. Den form for adfærd er uansvarlig og uciviliseret.

Vi kan heller ikke overse den kendsgerning, at verden er mangfoldig. Den vestlige opfattelse af visse spørgsmål vil afvige fra dem, der haves af andre. Vi er nødt til at være følsomme og anerkendende over for denne realitet, og dette i særlig høj grad, når det drejer sig om at kritisere eller udtrykke synspunkter i sager, der har forbindelse med religion og kultur.

Offentliggørelsen af krænkende tegninger af Profeten for seks år siden, der udløste forargelse overalt i den muslimske verden, hele offentligheden omkring filmen Fitna og de nylige koran-afbrændinger er eksempler på tilskyndelse til had, der giver næring til en atmosfære af farlig gensidig mistænksomhed. Ytringsfriheden skal udøves med ansvarlighed. Samtidig er voldelige reaktioner på provokationer også uansvarlige og uciviliserede, og vi fordømmer dem utvetydigt." [2]

Men denne yderst positive holdning til sharia i forbindelse med ytringsfrihed kræver nuancering. I starten af professorens ledende artikel kalder han anti-islamiske og anti-muslimske holdninger for "islamofobi." Men hvad med legitim kritik af sharia?

Måske kunne islam bruge lidt selvransagelse.

Mere konkret:

Kan islam i dag opgive sine anti-blasfemi-love, der stammer fra tidlig islam, og tillade religiøs ytringsfrihed, selv ubehagelig tale?

Kan muslimer og ikke-muslimer kritisere islam og endda Muhammed uden frygt for vold?

Her er Indholdsfortegnelsen med links:

KORANEN
Slaget ved Uhud, 625 e.Kr.
Slaget ved Graven, 627 e.Kr.
Tabuk-kampagnen, 630 e.Kr.

HADITH OG ANDRE KILDER
Kritikere som blev myrdet

KLASSISK SHARIA-LOV
Straffe for muslimer
Straffe for ikke-muslimer
Hvad andre retsskoler siger

KAN MODERNE ISLAM KOMME UD OVER SINE GAMLE ANTI-BLASFEMI-LOVE?
Reformistisk islam
Traditionel islam

KONKLUSION

NOTER

---

KORANEN

Det hævdes undertiden, at den oprindelige islam - da Muhammed flyttede op til Medina - var hjælpeløs og under belejring, så den var nødt til at stille strenge krav bare for at overleve. [3] Men denne påstand kræver en vis afklaring og afbalancering.

Dette afsnit ser på koran-vers, der begrænser ytringsfriheden, i deres historiske sammenhæng. I takt med at Muhammed vokser i militær styrke, undertrykker han samvittigheds- og ytringsfriheden, og truer endog alle med døden, der vover at kritisere ham.

For flere detaljer om væksten af islams militære magt end der kan gives i den korte fremstilling her, se min undersøgelse: "The Mission of Muhammad and the Sword".

Slaget ved Uhud, 625 e.Kr.

Efter at mekkanerne og muslimerne i marts 625 havde udkæmpet Slaget ved Uhud, opkaldt efter en bakke nær Medina, led Muhammed et tab af prestige. Samfundet faldt ikke fra hinanden, men kom sig hurtigt og voksede, så nederlaget var ikke afgørende.

I følgende vers om at høre ondskabsfulde ord fra Bogens Folk (mest jøder i Medina på dette tidspunkt) og polyteister (de medinensere, der tilbad mange guder), skal Muhammed følge ydmyghedens vej.

"186: I vil blive prøvet på jeres ejendom og jeres liv. Både fra dem, der fik Skriften før jer, og fra dem, der sætter andre ved Allahs side [polyteister], vil I høre meget ondt. Men hvis I er udholdende og gudfrygtige, så er dette tegn på viljestyrke." (Koranen 3:186) [4]

Ordet "ondt" spænder betydningsmæssigt over at gøre fortræd, lide, beskadige, såre eller skade. "Ordet (...) betegner et mindre onde (...) eller noget, der forårsager et mindre onde." [5] Allah fortæller sin profet, at han skal udholde fornærmelserne og ikke gengælde. Historisk var Muhammed i det øjeblik - efter slaget i 625 - for svag til at gengælde fornærmelser.

Men Allah åbenbarer, at hvis Muhammed er tålmodig, vil han finde en stor styrke. Og det gjorde han - styrke nok til at "tage sig af" sine kritikere.

Slaget ved Graven, 627 e.Kr.

Muhammeds magt, som vokser, men kun langsomt i de to år mellem 635 og 627, stiger samlet set eksponentielt i Medina. Vers i Koranens kapitel 33 omhandler Slaget ved Graven.

Faktisk, som vi så i den foregående artikel om religionsfrihed, er Muhammed så magtfuld, at han belejrer de jødiske fæstninger i Medina, tager jøderne til fange, halshugger 600-900 voksne mandlige jøder fra Qurayza-stammen, slavebinder dens kvinder og børn – men beholder en smuk jødisk kvinde for sig selv - og konfiskerer hele deres ejendom, som er betydelig (Koranen 33:26-27). Efter denne sejr og konfiskation er Muhammed mere velstående end nogensinde. I sin rigdom og magt laver han flere regler for sine mange koner (33:33-40).

Det er i denne sammenhæng med Muhammeds voksende magt og rigdom, med stor grusomhed mod jøderne og med nye love om ægteskab og kvinders adfærd, at følgende vers blev modtaget:

"57: De, der krænker Allah og Hans udsending, dem forbander Allah i det dennesidige og det hinsidige. Han har beredt dem en forsmædelig straf. 58: De, der krænker troende mænd og kvinder på grund af noget, de ikke har begået, pådrager sig bagtalelsens skyld og åbenlys synd." (Koranen 33:57-58) [6]

Her er taler Muhammed for evig fordømmelse for blot at genere profeten og hans muslimer, de "troende mænd og kvinder", og for løgnagtige krænkelser. Dernæst fortsætter kapitlet med befalinger til Muhammeds hustruer om at bære slør, så krænkelserne vil ophøre.

Men han lover også de fornærmende løgnere erobring og død (vers 61), hvilket synes at være et ekko af den brutale aktion mod den jødiske Qurayza-stamme.

"59: Profet! Sig til dine hustruer og dine døtre og til de troendes kvinder, at de skal trække noget af deres overklædning ned over sig. Således vil de lettest blive genkendt og ikke blive forulempet. Allah er tilgivende og barmhjertig. 60: Hvis hyklerne og de, der bærer en sygdom i hjertet, og de, der spreder rygter i Medina, ikke holder inde, så vil Vi pudse dig [Profet] på dem! Så vil de kun være dine naboer dér en kort tid endnu. 61: Med en forbandelse over sig vil de, hvor som helst man finder dem, blive pågrebet og dræbt [q-t-l] på stedet." (Koranen 33:59-61) [7]

Muhammed fastlægger altså loven for alle muslimske kvinder, så ingen falske rygter kan opstå og gro: de skal bære slør. "Sygdom i hjertet" kan forstås som en moralsk sygdom, det vil sige overdrevet seksuelt begær, så kvinderne skal tildække sig. [8] Men uanset hvad, så får "de, der spreder rygter", den hårdeste advarsel.

Hvis de ikke holder op, vil de ikke bare blive fordrevet; de vil heller ikke finde fred ligegyldigt hvor de tager hen. Så vil de blive "pågrebet og dræbt", som det skete for Qurayza-stammen.

Tabuk-kampagnen, 630 e.Kr.

Endelig, i kapitel 9, er Muhammeds magt komplet. Det gælder især de sidste to tredjedele af kapitlet, der omhandler den militære kampagne til Tabuk (i den nordlige del af nutidens Saudi-Arabien) i slutningen af 630.

Hyklerne i islam er de lunkne muslimer, der holder til i udkanten af den flyvefærdige religion, hvor de holder øje med fællesskabets lykke, om den stiger eller falder. De følger ikke profeten hele tiden; faktisk undlod de at følge ham til Tabuk, på grund af udgifterne, høstsæsonen og varmen (Koranen 9:81-83). De var "halvvejs" muslimer. Muhammed kunne ikke tolerere sådan en skvattet opførsel.

Så det er i denne sammenhæng, at Muhammed modtager de følgende vers om fornærmelser og hån og vittigheder fra hyklere.

"61: Nogle af dem krænker Profeten og siger: 'Han lægger øre til hvad som helst.' Sig [Muhammed]: 'Han lægger øre til det, der er bedst for jer! (...) de, der krænker Allahs udsending, har en pinefuld straf i vente.' (...) 63: Ved de ikke, at den, der sætter sig op imod Allah og Hans udsending, har Helvedes ild i vente? Dér skal han forblive til evig tid. Det er den vældige vanære." (Koranen 9:61, 63) [9]

Hyklerne beskylder således Muhammed for at lytte til alt muligt, at han altså mangler visdom og inspiration fra Allah. Men Allah vil trække det længste strå, for de vil blive kastet i helvedesilden.

Muhammed fortsætter sin fordømmelse af hyklerne og deres vittigheder:

"64: Hyklerne er ængstelige for, at en sura [et kapitel] skal blive sendt ned over dem og forkynde dem, hvad der er i deres hjerte. Sig: 'Gør I blot nar! Allah vil bringe det, der nu ængster jer, for en dag.' 65: Hvis du spørger dem, vil de sige: 'Vi lod blot munden løbe og spøgte.' Sig: 'Gjorde I nar ad Allah og Hans tegn [Koranen] og Hans udsending?' 66: Kom ikke med undskyldninger! I er blevet vantro efter at have været troende. ..." (Koranen 9:64-66) [10]

Muhammed fortsætter med at hævde, at hyklerne vildleder en række mennesker. Hyklerne er værdige til Helvedes ild (v. 68). De kan ikke skjule sig bag: "Vi lod blot munden løbe og spøgte," for Allah, Koranen og Budbringeren kan ikke leges med.

Ifølge Koranen 9:73 og 9:123 har Muhammed lov til at føre krig mod dem.

"73: Profet! Bekæmp [j-h-d] de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!" (Koranen 9:73) [11]

I første omgang befales Muhammed kun at stræbe hårdt (j-h-d eller føre jihad) mod de vantro og hyklere. Ordet "jihad" kan betyde voldelig kamp i visse sammenhænge, men i andre kan det blot betyde en bestræbelse eller indsats, og det er denne sidstnævnte betydning, der er gældende i vers 73.

Men spændingen mellem Muhammed og hyklerne eskalerede. Nu er de blevet erklæret for vantro, og han har guddommelig tilladelse til at føre qital mod dem. Husk, at dette ord kun betyder kamp, krigsførelse, nedslagtning eller drab. Koranen 9:123 lyder:

"123: I, der tror! Bekæmp [q-t-l] de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!" (Koranen 9:123)

Roden til "i nærheden af" [The Noble Quran har "close to" - "nær", o.a.] er w-l-y, og det bruges mange steder i Koranen. For vort formål kan det, afhængigt af sammenhængen, betyde "beslægtet" eller "slægtskab" eller "nært venskab". [12] Dette indikerer, at hyklerne – som nu er vantro - engang havde stået det muslimske samfund nært, men at de nu har vendt sig bort.

Så i Koranens kapitel 9 går Muhammed på kort tid fra at love Helvede til hyklerne for deres hån og ulydighed og respektløshed, til at stræbe (jihad) mod dem og endelig til at føre krig (qital) mod dem.

HADITH OG ANDRE KILDER

Hvad der følger, er historier fra hadith og andre kilder, som fortæller om døden for individer, der krænkede Muhammed. De andre kilder er den tidlige levnedsskildrer Ibn Ishaq (d. 767) og kommentator og historiker Tabari (d. 923). For yderligere diskussion af hadith, se artiklen: "Hvad er sharia?" i denne serie.

Alle de følgende kilder - hadith eller andre - giver et sammenhængende billede af den oprindelige islam.

Kritikere som blev myrdet

1. Al-Nadr bin al-Harith og Uqba bin Abu Muayt

Før Muhammeds hijra eller udvandring fra Mekka til Medina i 622, plejede han at sidde i forsamlingen og kalde mekkanerne til Allah og citere Koranen og advare dem om Allahs straf for at håne hans profeter. Digter og historiefortæller al-Nadr plejede så at følge ham og tale om Persiens helte og konger og sige: "Ved Gud, Muhammed kan ikke fortælle en bedre historie end mig, og hans tale er kun gamle fabler, som han har kopieret, ligesom jeg har." [13]

Al-Nadr henviser til legender og uigennemskuelige historier om en svunden fortids arabere, og muligvis til bibelhistorier om skikkelser som Noa, Abraham, Moses og Jesus, som Muhammed fortalte, men i egne versioner, der nogle gange modsagde de bibelske beretninger. På andre dage ville al-Nadr afbryde Muhammed, indtil profeten gjorde ham tavs.

Som svar på al-Nadrs chikane er det muligt, at Allah nedsendte følgende vers til Muhammed angående ham eller helt sikkert andre plageånder i Mekka:

"13: Når vore tegn læses op for ham, siger han: 'Det er sagn fra tidligere slægter.' 14: Nej! Hvad de har bedrevet, har taget magten over deres hjerte. 15: Nej! På den dag bliver de afskærmet fra deres Herre; 16: derpå vil de brænde i helvedesilden. 17: Da vil man sige: 'Dette er, hvad I kaldte for løgn!'" (Koranen 83:13-17)

Muhammed hævnede sig ikke på ham - ikke endnu - selvom versene i kapitel 83 lover en bedrøvelig evig fremtid for spottere. Muhammeds hævn var dog ikke længe undervejs. Det var al-Nadrs uheld at være med i den mekkanske hær, som drog nordpå for at beskytte deres handelskaravane, der blev angrebet af Muhammed i Slaget ved Badr i 624 e.Kr. Den historiefortællende polyteist blev taget til fange, og på deres vej tilbage til Medina, blev han, på Muhammeds befaling, halshugget af Muhammeds svigersøn, Ali, i stedet for at blive holdt som gidsel for mulige løsepenge. Han var en af to fanger, der blev henrettet og ikke tilladt at blive løskøbt af deres klaner.

Den anden spottende digter var Uqba bin Abu Mayt, der chikanerede Muhammed, mens de begge levede i Mekka og Muhammed ikke havde noget militær. Abu Mayt skrev nedsættende vers om ham (jf. Koranen 83:13) og lagde kameltarme på Muhammeds ryg, mens Allahs budbringer bad. [14]

Som reaktion bad Muhammed tre gange Allah om at give ham hævn for Abu Mayts gerninger. "O Allah! Ødelæg (hedningene fra) Quraysh [stor stamme i Mekka]; O Allah! Ødelæg Quraysh; O Allah ødelæg Quraysh," og satte navn på [flere særlige fjender og] Abu Mayt. [15] Han blev fanget under Slaget ved Badr i 624 e.Kr., og Muhammed beordrede ham henrettet. [16]

Efter Slaget ved Badr blev al-Nadr og Uqba bin Abu Mayt dræbt. Høvdingene fra Quraysh-stammen blev også dræbt, og således opfyldte Muhammeds råb om hævn.

"Så fortsatte apostlen videre frem, indtil han kom ud af Al-Safra-passet, hvor han standsede ved et træ på den sandhøj mellem passet og al-Naziya, der kaldes Sayar, og fordelte ligeligt byttet, som Allah havde skænket muslimerne. Så marcherede han, indtil han nåede Rauha, da muslimerne mødte ham og lykønskede ham og muslimerne med sejren, som Allah havde givet ham. Salama b. Salama - det fik jeg at vide af Asim b. Umar b. Qatada og Yazid b. Ruman - sagde: 'Hvad lykønsker I os for? Ved Allah, vi mødte kun nogle skaldede gamle damer - ligesom offerkameler, der er bundet på forbenene - og vi slagtede dem!' Apostlen smilede og sagde: 'Men nevø, disse var høvdingene.' Da apostlen var i al-Safra, blev al-Nadr dræbt af Ali, hvilket en lærd mekkaner fortalte mig. Da han var i Irqul-Zabya, blev Uqba dræbt. Han var blevet fanget af Abdullah b. Salima, en af dem fra B.[ani eller stammen] al-Ajlan. Da apostelen befalede ham dræbt, sagde Uqba: 'Men hvem skal se efter mine børn, O Muhammed?' 'Helvede,' svarede han og Asim b. Thabit b. Abul-Aqlah al-Ansari dræbte ham, efter hvad Abu Ubayda b. Muhammad b. Ammar b. Yasir fortalte mig." [17]

2. Asma bint Marwan

Asma var en digterinde, der tilhørte en hedensk stamme i Medina, og hvis mand hed Yazid b. Zayd. Hun forfattede et digt, der bebrejdede de medinensiske hedninge for at adlyde en fremmed (Muhammed) og for ikke at tage initiativ til bare at angribe ham uventet. Da den Allah-inspirerede profet hørte, hvad hun havde sagt, spurgte han: "Hvem vil skaffe mig af med Marwans datter?"

Et medlem af hendes mands stamme meldte sig frivilligt og sneg sig samme aften ind i hendes hus. Hun havde fem børn, og den yngste sov ved hendes bryst. Morderen fjernede forsigtigt barnet, trak sit sværd og stødte det ind i hende og dræbte hende, mens hun sov. Den følgende morgen udfordrede morderen enhver til at tage hævn. Ingen tog imod den, ikke engang hendes mand. Faktisk blev islam magtfuld i hans stamme. Nogle medlemmer, der tidligere havde holdt deres omvendelse hemmelig, trådte nu åbent frem som muslimer, "fordi de så islams magt," gætter levnedsskildrer Ibn Ishaq (d. 767).

"Da apostlen hørte, hvad hun havde sagt, sagde han: 'Hvem vil skaffe mig af med Marwans datter?' Umayr bin Adiy al-Khatmi, som var sammen med ham, hørte ham, og samme nat gik han hen til hendes hus og dræbte hende. Om morgenen kom han til apostlen og fortalte ham, hvad han havde gjort, og han sagde: 'Du har hjulpet Allah og Hans apostel, O Umayr!' Da han spurgte, om det ville få onde konsekvenser for ham, sagde apostlen: 'To geder vil ikke støde hovederne sammen på grund af hende,' så gik Umayr tilbage til sit folk. Nu var der stort røre i B.[ani eller stammen] Khatma den dag over affæren med Bint Marwan. Hun havde fem sønner, og da Umayr gik hen til dem fra apostlen, sagde han: 'Jeg har dræbt Bint Marwan, O sønner af Khatma, modstå mig, hvis I kan; lad mig ikke vente.' Dette var den første dag, hvor islam var blevet magtfuld blandt B. Khatma; inden da havde de, der var muslimer, skjult dette forhold. De første af dem til at acceptere islam var Umayr b. Adiy, der blev kaldt 'læseren' og Abdullah b. Aus og Khuzayma b. Thabit. Dagen efter at Bint Marwan blev dræbt, blev mændene fra B. Khatma muslimer, fordi de så islams magt." [18]

3. Kab bin al-Ashraf

Han havde blandet herkomst. Hans far kom fra en nomadisk arabisk stamme, men hans mor var en jøde fra den mægtige al-Nadir-stamme i Medina. Han levede som medlem af sin mors stamme. Han hørte om den muslimske sejr i Slaget ved Badr og blev fuld af afsky, for han mente, at Muhammed, den nyankomne til Medina, var en ballademager og skaber af splid. Kab havde poesiens gave, og efter Slaget ved Badr rejste han ned til Mekka. Undervejs gjorde han tilsyneladende holdt ved Badr, da stedet lå nær en stor handelsrute til Mekka, og blev vidne til eftervirkningen. Da han ankom til Mekka, skrev han et bredt cirkuleret digt, en fjendtlig klagesang over Mekkas døde.

Pro-muslimske digtere besvarede Kabs digt med deres egne digte, og dette var nok til at hans værter i Mekka smed ham ud. Han vendte tilbage til Medina og skrev nogle erotiske vers om muslimske kvinder, en ny fejl oven i en gammel fejl, i betragtning af det spændte klima i Medina og Muhammeds sejr ved Badr. Rasende over digtene og nu i stand til at slå igen efter Slaget ved Badr, havde Muhammed fået nok. Han spurgte: "Hvem vil skaffe mig af med Ibnu'l-Ashraf [dvs. Kab]?" Fem muslimer meldte sig frivilligt, hvoraf den ene var Kabs plejebror Abu Naila. De sagde til ham: "O, Allahs apostel [Muhammed], vi vil blive nødt til at lyve." Han svarede: "Sig hvad I vil, for I er frie i denne sag." [19] Hadith-samler og -redaktør Bukhari (d. 870) registrerer Muhammeds tilladelse til at lyve i krig:

"Fortalt af Jabir: Profeten sagde: 'Hvem er klar til at dræbe Kab bin Ashraf (dvs. en jøde).' Muhammed bin Maslama svarede: 'Kunne du tænke dig, at jeg dræbte ham?' Profeten svarede bekræftende. Muhammed bin Maslama sagde: 'Så giv mig lov til at sige, hvad jeg vil.' Profeten svarede: 'Jeg gør' (dvs. tillader dig).'" [20]

Da mordet var i gang, forsvarede Kab sig stærkt, så de fem morderes sværd var ineffektive. Endelig huskede en af de sammensvorne sin dolk, stak Kab i maven og førte den derefter nedad, indtil den nåede Kabs kønsorganer, hvilket dræbte ham. De fem nåede tilbage til Muhammed, men kun under vanskeligheder, fordi de i mørket havde såret en af deres egne. De hilste på profeten, mens han stod og bad, og han kom ud til dem. De fortalte ham, at missionen var lykkedes. Han spyttede på deres kammerats sår, og så vendte de tilbage til deres familier.

Deres overfald på Kab sendte chokbølger gennem det jødiske samfund, så "der var ingen jøde i Medina, som ikke frygtede for sit liv." De fem skar Kabs hoved af og bragte det til Muhammed. [21]

4. Ibn Sunayna

Umiddelbart efter mordet på Kab fulgte mordet på den jødiske købmand Ibn Sunayna. Med de fem sammensvornes succes sagde Muhammed: "Dræb enhver jøde, der falder i jeres magt." Det fik Muhayyisa b. Masud til kort efter at overfalde og dræbe Ibn Sunayna, med hvem Muhayyisa havde visse sociale og forretningsmæssige forbindelser. Men Muhayyisas ældre bror, der ikke var muslim på det tidspunkt, gav morderen, den yngre bror, en omgang prygl og sagde: "Du fjende af Allah, har du dræbt ham, selvom meget af fedtet på din vom stammer fra hans rigdom?" Muhayyisa svarede skarpt, at selv hvis Muhammed havde beordret mordet på den ældre bror, ville han have udført det.

Den ældre var imponeret: "Ved Allah, en religion, der kan få dig til dette, er fantastisk!" Og han blev muslim. Det vil sige, at den ældre bror slutter, at Muhammed må være en stor leder og værdig til hengivenhed, hvis han kan opnå en så stor ærbødighed og lydighed fra sine tilhængere.

Derefter skrev Muhayyisa et digt, der hylder en sådan lydighed. "Jeg ville hugge ham [den ældste bror] over halsen med et skarpt sværd, / En klinge så hvid som salt fra polering. / Mit nedadgående slag fejler aldrig sit mål." [22]

5. En enøjet beduin

Som hævn for et bagholdsangreb på nogle muslimske missionærer blev Amr bin Umayya og en ledsager udsendt af Muhammed for at myrde Abu Sufyan, en mekkansk leder.

Umayyas mordforsøg mislykkedes, og han måtte flygte under forfølgelse. Han gemte sig i en hule, hvor han myrdede en mand ved navn Ibn Malik, der nærmede sig.

Da forfølgelsen var ved at dø hen, kom en høj, enøjet, unavngiven beduin ind i hulen med nogle får. Umayya og beduinen præsenterede sig for hinanden. Da de havde fået indrettet sig, begyndte hyrden at synge en simpel to-linjers sang vendt imod muslimer og islam: "Jeg vil ikke være muslim, så længe jeg lever, / heller ikke give agt på deres religion."

Desværre for denne beduin var han i hulen sammen med en fanatiker, der sagde: "Du vil snart få at se!" Beduinen faldt i søvn og snorkede. Umayyah fortæller hvad han gjorde: "... jeg gik over til ham og dræbte ham på en mere forfærdelig måde, end nogen anden nogensinde er blevet dræbt. Jeg lænede mig over ham, stak enden af min bue i hans raske øje og borede den ned, indtil den kom på bagsiden af hans hals."

Han flygtede tilbage til Muhammed, der sagde: "Godt gjort!" Beretningen slutter: Profeten "bad for, at jeg [Umayya] skulle blive velsignet." [23]

6. Abu Afak

Han var en hundredårig ældste fra Medina og tilhørte en gruppe klaner, der var forbundet med guden Manat (en anden beretning skildrer ham som jøde). Han skrev et nedsættende digt om Muhammed, hvori han lovpriste sin egen stammes forfædre, der var stærke nok til at vælte bjerge og aldrig ville bøje sig for en fremmed (Muhammed), der splittede to store medinensiske stammer med religiøse befalinger om "tilladt" og "forbudt". Dvs. at digteren henviser til Muhammeds lovdekreter om ting, der er forbudt (f.eks. svinekød og alkohol) og tilladt (f.eks. andet kød som oksekød og kamelkød).

Før Slaget ved Badr lod Muhammed ham leve. Efter slaget spurgte profeten: "Hvem vil tage sig af denne slyngel for mig?" Den aften ”gik (Salim b. Umayr) ud og dræbte ham.” En af muslimerne skrev et digt som svar: "En hanif [monoteist eller muslim] gav dig et stik i natten og sagde / Tag det, Abu Afak, på trods af din alder!" [24]

7. En slave-mor

En blind mand havde, ifølge hadith-redaktøren Abu Dawud (d. 875), en slave-mor, der plejede at rakke ned på profeten med sine ord. Manden forsøgte gentagne gange at stoppe hende, "men hun opgav ikke vanen."

"En nat begyndte hun at bagtale profeten (...) og nedgøre ham. Så tog han [den blinde mand] en dolk, lagde den på hendes mave, pressede til og dræbte hende. Et barn, der lå mellem hendes ben, blev smurt ind i blod." [25]

Den næste morgen blev Muhammed informeret om mordet, så han sammenkaldte folket og krævede at få at vide, hvem der havde gjort det.

"Da morgenen kom, blev Profeten (...) informeret om det. Han samlede folket og sagde: Jeg besværger ved Allah den mand, der har begået denne handling, og jeg besværger ham ved min ret over ham, at han skal rejse sig op. Hovedkuls og skælvende trådte manden frem. Han sad foran Profeten (...) og sagde: Allahs apostel! Jeg er hendes herre; hun plejede at rakke ned på dig og forklejne dig. Jeg forbød hende at gøre det, men hun stoppede ikke, og jeg irettesatte hende, men hun opgav ikke sin vane. Jeg har to sønner som perler med hende, og hun var min ledsager. I aftes begyndte hun at rakke ned på dig og forklejne dig. Så tog jeg en dolk, satte den på hendes mave og trykkede den, til jeg dræbte hende. Derefter sagde Profeten (...): O vær vidne, ingen gengældelse skal betales for hendes blod." [26]

8. En jødisk kvinde

En anden sag involverer en jødisk kvinde, der plejede at fornærme budbringeren. Hun blev stranguleret til døde, og Muhammed krævede ikke betaling for hendes blod.

"Fortalt af Ali ibn Abu Talib: En jødinde plejede til at rakke ned på Profeten (...) og forklejne ham. En mand strangulerede hende, indtil hun døde. Allahs Apostel (...) bekendtgjorde, at der ikke skulle betales erstatning for hendes blod." [27]

9. Abdullah bin Katal og en syngepige

I 630 besejrede Muhammed Mekka med 10.000 krigere. På listen over dem, der var udelukket fra amnesti efter erobringen af Mekka, var ikke alene Abdullah b. Katal, indsamler af lovbefalede almisser, som havde dræbt sin slave for inkompetence, havde forladt islam og taget pengene med tilbage til Mekka, men også hans to syngepiger, der sang satiriske vers om Muhammed, som Abdullah havde forfattet. Han blev dræbt, selv om han klamrede sig til Kaba-helligdomens klæde. [28] En af pigerne blev også dræbt, mens den anden løb væk. Hun bad Muhammed om tilgivelse, og han tilgav hende. [29]

Før vi forlader dette afsnit, skal vi notere os to ting.

For det første er der her en forudsigelse om evig fordømmelse for enhver, der krænker Muhammed eller Allah, hvilken svarer til Koranen 9:63 og 73.

"Fortalt af Ali: Profeten sagde: 'Fortæl ikke løgn imod mig, for den, der fortæller en løgn imod mig (med vilje), vil helt sikkert ende i Helvedes ild.'" [30]

For det andet beordrede Muhammed sine egne digtere til med ord at angribe hans modstandere med forsikringen om, at ærkeenglen Gabriel ville være med dem. [31] Så det hele kan koges ned til, hvem der har den militære magt til at bestemme hvilken forhånelse af folk, der er moralsk rigtig eller forkert.

Se "Muhammad’s Dead Poets Society".

KLASSISK SHARIA-LOV

Retslærde gennemsøgte Koranen og hadith - de to vigtigste kilder til islamisk lov – for at komme op med anti-blasfemi love. For mere information om sharia, se artiklen "Hvad er sharia?" i denne serie.

På engelsk kan den mest grundige diskussion af krænkelser og begrænset religiøs ytringsfrihed findes i den manual, der blev udarbejdet af Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1368): Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law. [32] Den opsummerer afgørelserne i shafii-retsskolen.

Vi fokuserer på denne manual. Hvad de andre retsskoler angår, støtter vi os til en muslimsk lærd, der opsummerer deres synspunkter.

Straffe for muslimer

Disse otte verbale handlinger er lig med apostasi og udsætter muslimer for døden.

(1) At bruge ord der indebærer vantro såsom "Allah er den tredje af tre" eller "jeg er Allah". En formildende omstændighed ved en sådan blasfemi foreligger, hvis en mands mund er "løbet af med" ham eller han er beruset.

(2) At spotte Allah eller Hans budbringer.

(3) At tale sarkastisk om "Allahs navn, Hans befaling, Hans forbud, Hans løfte eller Hans trussel."

(4) At benægte ethvert vers af Koranen eller "noget, som de lærde er enige om tilhører den, eller at tilføje et vers, der ikke tilhører den;

(5) At hævde, at "alle Allahs budbringere eller profeter er løgnere eller at nægte, at de blev sendt."

(6) At rakke ned på religionen islam.

(7) At være sarkastisk om enhver bestemmelse i den hellige lov.

(8) At benægte at Allah havde til hensigt, at "Profetens budskab (...) skulle være den religion, der blev fulgt over hele verden." [33]

Straffen for den muslimske gudsbespotter følger disse retningslinjer:

"Når en person, der har nået puberteten og er tilregnelig frivilligt forlader islam, fortjener han at blive dræbt. (...) I et sådant tilfælde er det obligatorisk for kaliffen (A: eller hans repræsentant) at opfordre ham til at angre og vende tilbage til islam. Hvis han gør det, accepteres det af ham, men hvis han nægter, dræbes han straks. (...) Hvis han er en fri mand, kan ingen andre end kaliffen eller hans repræsentant dræbe ham. Hvis en anden dræber ham, bliver morderen tugtet (O: for at have tilrevet sig en forrettighed, der tilhører kaliffen, og gjort indgreb i hans rettigheder, da dette er en af hans pligter). (...) Der skal ikke ydes erstatning for at dræbe en apostat (O: eller nogen bod, da det er at dræbe en person, der fortjener at dø). (...) Hvis han forlader islam og vender tilbage flere gange, (O: dvs. hans tilbagevenden til islam, som sker, når han erklærer troens to bekendelser [dvs. al-Shahada, trosbekendelsen, med dens to elementer, o.a.] (...), accepteres det af ham, selvom han vil blive tugtet." [34]

Straffe for ikke-muslimer

Ikke-muslimer, der lever under islamisk styre, må ikke ...

(1) Begå hor med en muslimsk kvinde eller gifte dig med hende;

(2) Skjule spioner fra fjendtlige styrker;

(3) Føre en muslim væk fra islam;

(4) Nævne noget utilladeligt om Allah, Profeten eller islam. [35]

Den anden regel er rimelig nok. Men den tredje og fjerde regel kvæler og begrænser religionsfriheden og den religiøse ytringsfrihed.

Alt efter kaliffens eller hans repræsentants skøn er straffen for at overtræde disse regler som følger: (1) død; (2) slaveri; (3) frigivelse uden at betale noget; og (4) løskøbelse ved hjælp af penge. [36]

Hvad andre retsskoler siger

Om de andre retsskoler end shafii fortæller oversætteren af Abu Dawuds hadith-samling, Ahmad Hasan, os:

"Der er enstemmig enighed om, at hvis en muslim rakker ned på eller krænker Profeten (...) skal han dræbes. Der er en meningsforskel ang. det at dræbe en ikke-muslim. Ifølge al-Shafi skal han dræbes. Abu Hanifa er af den opfattelse, at han ikke skal dræbes (...) Malik hævder, at han skal dræbes, med mindre han konverterer til islam." [37]

Hasan noterer sin egen mening om den ovenfor nævnte hadith om en jødisk kvinde, der bliver dræbt.

"Denne [strangulering af den jødiske kvinde] viser, at selv hvis en jøde eller en ikke-muslim rakker ned på Profeten (...) vil han blive dræbt." [38]

Denne trussel omfatter også kristne.

KAN MODERNE ISLAM KOMME UD OVER SINE GAMLE ANTI-BLASFEMILOVE?

For vort formål kan vi sige, at en reformist opfordrer til reform af islam, mens en traditionalist mener, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og forsvarer den. For det meste er det religiøse ledere, der er udvalgt til dette afsnit, men ind imellem er en muslim, der har markeret sig offentligt, også taget med.

Nogle gange flyder kategorierne sammen og er vanskelige at skelne i moderne islam,
mens den gennemgår forandring eller søger at opretholde de gamle love.

Reformistisk islam

Som reaktion på Muhammed-tegningerne, der skildrede Muhammed på en ufordelagtig måde, udbrød der vold over hele kloden. The American Muslim, en organisation, som ønsker at forklare fredelig islam for verden, formulerede et andragende, der blev underskrevet af over 150 muslimer, hvoraf mange er forskere og ledere. Indledningen til andragendet lyder:

"Undertegnede fordømmer ubetinget enhver intimidering eller trussel om vold rettet mod enhver enkeltperson eller gruppe, der udøver retten til religions- og ytringsfrihed - selv når denne tale kan opfattes som skadelig eller forkastelig. Vi er bekymrede og bedrøvede over den nylige bølge af skarp anti-muslimsk og anti-islamisk stemning, der kommer til udtryk over hele vort land. Vi er endnu mere bekymrede og bedrøvede over trusler mod individuelle forfattere, tegnere og andre, fra et mindretal af muslimer. Vi ser disse som en større krænkelse af islam end nogen tegning, koran-afbrænding eller anden tale nogensinde kunne være." [39]

Ordene og tonen er opmuntrende. Det nedslående er, at andragendet fortsætter med at citere islamiske principper og værdier og referencer fra Koranen. Men de går udenom andre vers og hadither, som dette "mindretal af muslimer" bruger til at retfærdiggøre deres vold mod vantro, der ytrer ubehagelig tale. Det ville have været et mere fuldstændigt og derfor bedre andragende, hvis det også havde sagt, at underskriverne forkastede disse vers og hadither med en erklæring om, at hele religionen islam måtte lægge dem bag sig og underkaste sig reform.

FN's ikke-bindende resolution 16/18, en opfølgning af Durban-konferencen og vedtaget uden afstemning i april 2011, synes at opmuntre til fri tale og åben og respektfuld debat.

Dele af den lyder:

"... Udtrykker sin bekymring over, at tilfælde af religiøs intolerance, diskrimination og relateret vold samt af negativ stereotypering af enkeltpersoner på basis af religion eller tro fortsætter med at stige rundt om i verden, og fordømmer i denne sammenhæng enhver støtte til religiøst had mod enkeltpersoner, der udgør tilskyndelse til diskrimination, fjendtlighed eller vold, og opfordrer indtrængende stater til at træffe effektive foranstaltninger, som beskrevet i nærværende resolution, i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til international menneskerettighedslovgivning, til at imødegå og bekæmpe sådanne tilfælde; ...

Erkender, at den åbne offentlige debat om ideer såvel som tværreligiøs og tværkulturel dialog på lokalt, nationalt og internationalt plan kan være blandt de bedste beskyttelser mod religiøs intolerance og kan spille en positiv rolle i styrkelsen af demokrati og bekæmpelsen af religiøst had og - i overbevisningen om at en vedvarende dialog om disse spørgsmål - kan hjælpe med at overvinde eksisterende misforståelser; ....

At erkende, at den åbne, konstruktive og respektfulde debat af ideer samt tværreligiøs og tværkulturel dialog på lokalt, nationalt og internationalt plan kan spille en positiv rolle i bekæmpelsen af religiøs hadefuldhed, ophidselse og vold." [40]

Ingen modsætter sig åben og respektfuld debat. Men hvad er tilskyndelse til religiøs vold? Hvad hvis legitim kritik af islam eller Muhammed ansporer fanatikere til religiøs vold? Hvad hvis ubehagelig tale provokerer fanatikerne at gå amok og brænde og dræbe uskyldige mennesker?

Skal de voldelige religiøse fanatikere definere, hvad "tilskyndelse" er?

Indtil videre har de to første eksempler været mere fokuseret eller ligeligt fokuseret på kritik af islam end på ytringsfrihed - selv til at kritisere islam.

Et eksempel på en reformist er Ahmed Mansour, der var professor i muslimsk historie på Al-Azhar Universitet, Cairo, Egypten. Nu bor han i USA og arbejder hårdt på at give en fremstilling af en fredelig islam. Interessant nok, så afviser den hjemmeside, han driver som præsident, hadith og siger, at Allah kun talte gennem Koranen (Al-Azhar Universitet er sunni, som vurderer autentisk hadith højt).

Men hvad med Koranen? Som vi har set ovenfor i afsnittet om Koranen, har den ikke mange vers, der legalt og korporligt straffer enhver kritik af islam eller Muhammed her på jorden, selvom de ovenfor undersøgte vers er tilstrækkelige. Men for Mansour - ifølge hans artikel om ytringsfrihed - blev hadith manipuleret til at være politiske redskaber for umayyaderne (660-750 e.Kr.) og abbasiderne (750-1258 e.Kr.), to autoritære dynastier.

Da hans artikel ikke har en konklusion, skriver han sin tese i introduktionen:

"Meningsfrihed henviser til menneskets samlede frihed til tro og tænkning, såvel som hans frihed til at erklære og udtrykke sit synspunkt fredeligt uden brug af våben. Denne definition af begrebet meningsfrihed er taget fra vers i Koranen, der handler om at bekræfte den samlede meningsfrihed og Muhammeds (...) anvendelse af disse vers i hans tid i forhold til mennesker omkring ham. Profetens anvendelse af begrebet meningsfrihed blev nævnt af vers nedsendt i Mekka og Medina. Den samlede meningsfrihed er et princip, der blev garanteret af islam fra begyndelsen, og anvendt af Muhammed (...) og nogle af hans efterfølgere (kaliffer). Men denne frihed blev forbudt ved sværdets magt under umayyade-kalifatet (staten). Så kom abbasiderne med et teokratisk begreb om styring af staten. Dette begreb blev fastsat af religiøse tekster, som var i modstrid med Koranen, men var forbundet med Muhammed (...) gennem hadith." [41]

Dernæst hæfter Mansour mange koraniske vers sammen og diskuterer islamisk historie for at bevise sin tese.

Til hans ære erkender han i det mindste, at der er mange problemer forbundet med hadith, og han taler rent ud af posen. Så det er forståeligt set fra hans synsvinkel, at han afviser den. Hans teori er tilsyneladende historisme ("en opfattelse, der tildeler en central og grundlæggende betydning til en særlig kontekst, såsom historisk periode, geografisk sted og lokal kultur." [42] Det vil sige, at hadith er blevet inficeret af politik og kalifatets absolutte styre. Men hvad han ikke forstår, er, at de autoritære kaliffer i islamisk historie fulgte den institutionelle DNA-kode, som Muhammed selv etablerede.

Se del 3 i denne serie, der handler om moské og stat i tidlig islam.

I sin artikel giver han desuden en fortolkning af nogle nøglevers i Koranen, der udelader nogle ubehagelige sandheder som dem, der er beskrevet ovenfor i afsnittet om Koranen. Kan han afvise koraniske vers med henvisning til, at de også er blevet påvirket af det 7. århundredes kultur og derfor ikke længere gælder i dag?

Måske kan andre sunni-muslimer følge ham i hans afvisning af hadith. Men vover de at gennemføre denne intellektuelle omvæltning, dette ekstreme paradigmeskift? Næppe, for han blev afskediget fra Al-Azhar Universitet pga. sine liberale synspunkter. [43]

Traditionel islam

Normalt vil en erklæring fra muslimske intellektuelle, der støtter menneskerettigheder, blive regnet som tilhørende den reformistiske kategori ovenfor. Men den følgende erklæring forsøger i virkeligheden at opretholde traditionel islam, der alvorligt begrænser ytringsfriheden.

Artikel 22 i Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 i FN's regi, lyder:

"(a) Enhver har retten til at udtrykke sin mening frit på en måde, der ikke er i strid med principperne i sharia.

(b) Enhver har retten til at kæmpe for, hvad der er rigtigt, og udbrede, hvad der er godt, og advare mod, hvad der er forkert og ondt i overensstemmelse med normerne i islamisk sharia.

(c) Information er en vital nødvendighed for samfundet. Den må ikke udnyttes eller misbruges på en sådan måde, at den kan krænke Profeters hellighed og værdighed, underminere moralske og etiske værdier eller nedbryde, korrumpere eller skade samfundet eller svække dets tro.

(d) Det er ikke tilladt at vække nationalistisk eller dogmatisk had eller at gøre noget, der kan være en opmuntring til en hvilken som helst form for racediskrimination." [44]

Denne liste kan udfordres på flere fronter. Tale, der "ikke er i strid med principperne i sharia", er ikke ytringsfrihed. Folk kan "udbrede, hvad der er godt", men kun ifølge "normerne i islamisk sharia".

Betyder dette, at kristendommen skal forbydes i Saudi-Arabien (som den er i øjeblikket)? Skal koptiske kristne udsættes for forfølgelse og kirke-ødelæggelse i Egypten, fordi de prædiker et budskab, der ikke er i overensstemmelse med "normerne" i sharia?

Desuden er ordene "krænke Profeters hellighed og værdighed" eller "svække (samfundets) tro" tvetydige. Men måske ikke. Det er klart, at denne artikel ikke tillader kritik af islam.

Endelig, hvad er "dogmatisk had"? Kritik af islamisk lære?

Videre siger hjemmesiden Caliphate Online, som fremmer "en alternativ vision for den muslimske verden", at ytringsfrihed er et kolonialt redskab, og at Khalifah (kalifatet) indfører sharia, mens retten til at udtrykke sig åbent hovedsageligt er overdraget til deres valgte organ, Majlis ul-Ummah:

"Ytringsfrihed er et vestligt begreb, der totalt modsiger islam. I virkeligheden findes der ikke sådan noget som absolut ytringsfrihed. Hvad der findes, er ytring inden for foruddefinerede rammer, der adskiller sig fra nation til nation.

I dag bruges ytringsfrihed som et kolonialt redskab i den muslimske verden til at støtte udbredelsen af vestlige ideer og til at undertrykke islamiske ideer. Dette sker i stigende grad også i de vestlige samfund, da anti-terrorpolitikker bruges til at slå ned på, hvad der anses for at være 'ekstreme' meninger.

Allah (...), Skaberen, og IKKE mennesker bestemmer ytringsfrihedens grænser. På Dommens Dag vil vi blive holdt ansvarlige for hvert ord, vi hat talt. Hvis Allah (...) har befalet os at tale under visse omstændigheder, som f.eks. at stille herskerne til regnskab og tale imod undertrykkelse, så kan ingen regering i verden fjerne denne ret, uanset hvor hårdt de prøver.

Khilafah [kalifatet] indfører Allahs (...) lov på jord, og indeholder et detaljeret system, der kan stille regeringen til ansvar og tale imod undertrykkelse. Denne ret til at udtrykke sig åbent er hovedsageligt forbeholdt Majlis ul-Ummah [et valgt Repræsentanternes Hus under kaliffen], medierne og gennem dannelse af politiske partier.

Som muslimer har vi ikke behov for nogen anden livsform end det islamiske system og nogen anden retskilde end Budbringerens (...) koran og sunna. Derfor, når vi opfordrer til ansvarlighed i den muslimske verden, bør dette ikke være en opfordring til at indføre ytringsfrihed, men et opfordring til at indføre den islamiske sharia, som beskytter retten til tale blandt mange andre rettigheder." [45]

Ifølge den årlige rapport fra U.S. Commission on International Religious Freedom 2012 overtræder Iran lovene for religiøs ytringsfrihed.

"Iran: Irans regering fortsætter med at gøre sig skyldig i systematiske, igangværende og voldelige krænkelser af religionsfriheden, herunder langvarige tilbageholdelser, tortur og henrettelser baseret primært eller udelukkende på de anklagedes religion. Iran er en konstitutionel, teokratisk republik, der diskriminerer mod sine egne borgere på basis af religion eller tro. I det forløbne år fortsatte vilkårene for religionsfriheden at blive forværrede, især for religiøse mindretal, først og fremmest bahaier såvel som kristne og sufi-muslimer, og der skete en intensivering af fysiske angreb, chikanering, tilbageholdelse, arrestationer og fængsling. Selv de anerkendte ikke-muslimske religiøse mindretal, der er beskyttet under Irans forfatning - jøder, armenske og assyriske kristne og zoroastrianere - blev udsat for stigende diskrimination. Flertals shia- og mindretals sunni-muslimer, herunder gejstlige dissenter, blev truet, chikaneret og tilbageholdt. Dissidenter og menneskerettighedsforkæmpere blev i stigende grad mishandlet og flere blev dømt til døden og endog henrettet for den mest alvorlige forbrydelse, nemlig at "føre krig mod Gud." Forstærket antisemitisme og gentagne Holocaust-benægtelser fra højtstående embedsmænds side har skabt øget frygt i Irans jødiske samfund. Siden den iranske revolution i 1979 er medlemmer af religiøse mindretal flygtet fra Iran i betydeligt omfang af frygt for forfølgelse." [46]

Som en afsluttende bemærkning til dette afsnit om moderne islam vil eksemplerne om moderne islam snart vise sig forældede. Men uanset detaljerne, så viser de stadig, at islam er inde i en kamp, hvor traditionalisterne vejer tungere og talmæssigt overgår reformisterne. Og med god grund: Traditionalisterne har 1.400 år med Koranen, hadith, lov og historie på deres side. Islam er en ekstremt konservativ religion, der nødigt lader sig reformere.

Så hvorfor skulle vi i Vesten inkorporere nogen del af sharia i vores system, mens islam gennemgår denne interne kamp, og traditionalisterne

KONKLUSION

Mange dele af det islamiske samfund, ikke kun de religiøse ledere, har ikke bevæget sig ud over gamle blasfemi-love, som de for tiden bliver udlagt på basis af Koranen, hadith og klassisk sharia. Disse love er uforenelige med ethvert moderne samfund, der har love om ytringsfrihed.

Et positivt skridt, der kan føre til reform, vil være, at muslimske ledere starter forfra på en ny erklæring om menneskerettigheder, der ikke refererer til sharia eller Koranen.

Denne forældede lov og bog indeholder for mange udskejelser, og udskejelse er aldrig retfærdig.

Samfund vil aldrig gå baglæns frivilligt; de kan tvinges af love, der nægter ytringsfrihed, men dette er ingen sejr for islam.

Sådan ved vi, at dele af sharia er uretfærdige - tvang af samvittighed og nægtelse af grundlæggende religiøse rettigheder.

Derfor må de vestlige intellektuelle eliter, som er planlæggere og beslutningstagere, forstå, at enhver lov i sharia, der nægter frihed og fremmer religiøs tvang, er uretfærdig.

Thomas Jeffersons tanke er stadig gyldig i dag: "Men det gør mig ingen skade, at min nabo siger, at der er tyve guder eller ingen gud. Det hverken tømmer mine lommer eller brækker mine ben." [47]

Undertrykkelsen af fri tale, selv af den slags, der kritiserer den islamiske profet, er ingen sejr for liv, frihed og individuel søgen efter lykke, som han eller hun definerer det i forbindelse med ytringsfrihed.

Visse dele af religionen er så forfærdelige og langt hinsides al rimelighed, at de skal afvises, ikke forstås.

I stedet skal vi opfordre islam til at lade sig reformere og blive ajourført; vi skal ikke bøje os for dens krav i "forståelsens" og "multikulturalismens" navn. Den skal bøje sig mod os. Det er den mest fulde og bedste form for "multikulturalisme. [48] Det er en dobbelrettet gade.

Denne artikel blev først udgivet af Jihad Watch den 2. august 1012, men er blevet opdateret her.

NOTER

[1] U.N. Human Rights Council, Resolution 16/18, Apr 12, 2011; eller man kan gå til UNHCR.

[2] Ekmeleddin Ihsanoglu, “Norway Attacks Reinforce Need for United Stand against Intolerance,” dailynewsegypt.com, August 17, 2011.

[3] Abdullah Saeed, “The Islamic Case for Religious Liberty,” First Things, November 2011 og Jamal Badawi, “Is Apostasy a Capital Crime?” fiqhcouncil.org, June 12, 2010, selv om Badawi i nogle tilfælde synes usikker på denne "under belejring"-begrundelse.

[4] Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah". Arlandson bruger normalt M.A.S. Abdel Haleem, The Quran, 2nd ed. (New York: Oxford, 2010). Kantede parenteser indføjet i Ellen Wulffs tekst er Arlandsons. Læsere, der ønsker at se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[5] Abdul Mannan Omar, ed., Dictionary of the Holy Qur’an, (Noor Foundation, 2003), p. 19. Roden er aa-dh-aa, og de passager i Koranen, hvori ordet optræder, ud over versene analyseret her, er følgende: 2:196, 222, 262, 263, 264; 3:111, 195; 4:16, 102; 6:34; 7:129; 14:12; 29:10; 33:48, 51, 53, 69; 61:5.

[6] I Koranen 33:57-58 er aa-dh-aa gengivet som “krænker”.

[7] "q-t-l" i kantet parentes er tilføjet af mig [Arlandson]; "Profet" i kantet parentes er tilføjet af den engelske oversætter [M.A.S. Abdel Haleem] af den koran, som Arlandson bruger. Husk at roden q-t-l kun betyder at dræbe, at kæmpe, at slagte eller væbnet konflikt.

[8] Omar, Dictionary, 530-31. Roden er m-r-d, og de vers i Koranen, der taler om moralsk sygdom eller sygdom i hjertet, er de følgende: 2:10, 10; 5:52; 8:49; 9:125; 22:53; 24:50; 33:12, 32, 47:20, 29; 74:31.

[9] I Koranen 9:61-63 er ordet “krænker” oversat fra aa-dh-aa. Ordet i kantet parentes blev tilføjet af mig [Arlandson].

[10] Ordene i kantet parentes er tilføjet af mig [Arlandson].

[11] Ordet i kantet parentes er mit [Arlandsons].

[12] For flere vers med w-l-y, se Koranen 3:68; 4:135; 8:72, 75; 33:6 (Profeten står de troende nærmere end dem selv); og 74:34-35.

[13] Ibn Ishaq, The Life of Muhammad, trans. A. Guillaume, (Oxford UP, 1955, 2004), 136. Anerkendte historikere i dag betragter Ibn Ishaq som en god kilde til tidlig islam, selv om de måske er uenige i hans kronologi og mirakuløse elementer..

[14] Bukhari, Helpers, 005.058.193. Hadith-litteraturen er søgbar online ved Center for Muslim-Jewish Engagement, under University of Southern California.

[15] Idem, Jihad, 004.052.185.

[16] Ibn Ishaq, The Life of Muhammad, 308. Jf. Bukhari, Jihad, 004.052.185; Muslim, Jihad og Expeditions, 019.4422 og ibid. 019.4424.

[17] Ibn Ishaq 308.

[18] Ibid. 675-76, med lettere mekaniske justeringer. Tilføjelsen i kantet parentes er min.

[19] Ibid. 364-69.

[20] Bukhari, Jihad, 004.052.271, den parentetiske kommentar er den engelske oversætters; f. ibid. 004.052.270.

[21] Abu Jafar Tabari, The Foundation of the Community, vol. 7, oversat af M. V. McDonald og kommenteret af W. Montgomery Watt (Albany: SUNYP, 1987), 94-98, herefter citeret som Tabari. Anerkendte historikere i dag betragter Tabari som en god kilde til oplysning om tidlig islam, selv om de måske ikke er enige i hans kronologi eller de få mirakuløse elementer. Se også Bukhari, Military Expeditions, 005.059.369 og Muslim, Jihad and Expeditions, 019.4436.

[22] Ibn Ishaq, 369.

[23] Tabari 7.149-50 (jf. Ibn Ishaq 674-75).

[24] Ibn Ishaq, 675.

[25] Abu Dawud, Punishments, 038.4348.

[26] Ibid.

[27] Ibid. 038.4349.

[28] Bukhari, Military Expeditions, 005.059.582.

[29] Idem, Jihad, 4.3044

[30] Idem, Knowledge, 1.106 (001.003.106).

[31] Idem, Military Expeditions, 5.4123-4124 (005.059.449; 2-bind versionen af hadth-samlingen er slået sammen i online versionen), og ibid. 5.4196 (005.059.509).

[32] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law.rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller, Beltsville, Maryland: Amana, 1994).

[33] Ibid. 597-98. Disse 8 handlinger fortæller, at en muslim har forladt islam (er apostatiseret).

[34] Ibid. 595-96. Kommentarerne med mærket “O” er skrevet af sheik Umar Barakat (d. efter 1890); og kommentarerne med mærket “A” er skrevet af sheik Abd al-Wakil Durubi (b. 1914).

[35] Ibid. 609

[36] Ibid.

[37] Amad Hasan, oversætter af Sunan Abu Dawud, vol. 3, note 3799.

[38] Ibid. note 3800.

[39] “A Defense of Free Speech by American and Canadian Muslims,” Oct 26, 2010, fra americanmuslim.org, med mindre mekanisk redaktion.

[40] FN’s Menneskerettighedsråds Resolution 16/18, fra 12. april 2011; eller man kan gå til UNHCR. For en rapport om hvordan islamiske ledere bruger denne resolution imod ytringsfriheden, se Nina Shea fra Hudson Institute: “Nina Shea: White House to aid Islamic states defy free speech,” 8. september 2011, christiantelegraph.com. Hun skriver ofte om islams anti-blasfemi-love i Vesten. Desuden leverer FN’s Menneskerettighedskomité, der mødtes til dens 102. session i Genève den juli 2011, et værn mod muslimske gruppers forsøg på - i FN's regi - at begrænse ytringsfriheden. Kommentar nr. 34 i FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, artikel 19, punkt 48, lyder: "Forbud mod at give udtryk for manglende respekt for en religion eller et andet trossystem, herunder blasfemilove, er uforenelige med Konventionen. (...) Således vil det for eksempel være utilladeligt, at sådanne love diskriminerer til fordel for eller imod én eller visse religioner eller trossystemer eller deres tilhængere over en andens tilhængere eller religiøst troende over ikke-troende. Det vil heller ikke være tilladt, at sådanne forbud anvendes til at forhindre eller straffe kritik af religiøse ledere eller kommentarer til religiøse doktriner og trossætninger." FN’s Menneskerettighedskomité, Generel Kommentar nr. 34, september 2011, Genève

[41] Ahmed Mansour, “Freedom of Speech in Islam,” ahl-alquran.com. Kommentarer i paranteser er Mansours.

[42] Wikipedia, “Historicism.”

[43] Wikipedia, “Ahmed Subhy Mansour.”

[44] World Conference on Human Rights, UN GAOR, 4^th Session, Agenda Item 5, Cairo Declaration on Human Rights, Doc. A/CONF.157/PC/62/Add.18 (1993), Aug 5, 1990, University of Minnesota Human Rights Library. Jeg (Arlandson) har lavet små mekaniske tilpasninger.

[45] Caliphate Online, “Islam’s View towards Freedom of Speech,” caliphate.eu, April 2009.

[46] U.S. Commission on International Religious Freedom 2012 Annual Report.

[47] Andrew M. Allison, M. Richard Maxfield et al., The Real Thomas Jefferson: The True Story of America’s Philosopher of Freedom, rev. ed. (National Center of Constitutional Studies, 2008), 602-03.

[48] Denne serie om sharia-lov sætter ikke kristendom og islam i kontrast til hinanden. Men læsere kan være nysgerrige om det. I så fald kan de gå til mine ældre studier, som stadig er relevante: Insulting and Threatening Jesus and Muhammad; Muhammad’s Critics and Their Deaths (rul ned for at se sammenligningen); How Jesus Christ Fulfills the Law; og How Christians Benefit from the Old Testament. Vi behøver ikke at føre disse gamle blasfemilove i Det Gamle Testamente frem til i dag.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Artikler i serien

More Punishments:

• Islam's Punishments for Drinking and Gambling
• The Law of Retaliation in the Quran and Early Islam
• Thieves, Give Muhammad a Hand!
• Crucifixion and Mutilation in the Quran

---

Oversættelse: Bombadillo