Religionsfrihed i tidlig islam
Af James M. Arlandson, PhD
Oversættelse af: Freedom Of Religion In Early Islam
Kilde: Live as Free People, 23. juli 2012
Udgivet på myIslam.dk: 12. juni 2018


Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til lærere, lovgivere, byrådsmedlemmer, dommere, advokater, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og andre, der sidder i samfundets forskellige "nøglepositioner". De starter den nationale dialog og former (for ikke at sige kontrollerer) samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har fået at vide, at sharia ikke har problemer, eller bestemt ikke i den grad, dens kritikere hævder. Islam er trods alt en verdensreligion og dens kritikere overdriver. De må bare være "islamofobiske".

Alligevel kan beslutningstagerne have en privat, nagende fornemmelse af, at sharia faktisk har problemer. Kan kritikerne tage fuldstændigt fejl - hele tiden?

Sharias forsvarere arbejder hårdt for at lindre denne hemmelige frygt.

Det næste citat er repræsentativt for muslimske religiøse lærde, der forkynder, at islam let overholder de moderne standarder for religionsfrihed.

I oktober 2011 udstedte Fiqh Council of North America (FCNA) en fatwa (religiøs afgørelse eller mening) om foreneligheden af Koranen og autentiske hadither (traditionelle meddelelser og fortællinger om Muhammed og hans nærmeste ledsagere uden for Koranen) med USA's Forfatning og Bill of Rights, især angående religionsfrihed.

Den lærde skriver:

"I modsætning til fejlagtige opfattelser og islamofob propaganda fra politiske ekstremister med forskellig baggrund, hævder islams sande og autentiske lære (...) religiøs frihed og giver tilslutning til de samme universelle moralske værdier, som accepteres af de fleste mennesker fra enhver baggrund, og på hvilke USA Forfatning blev etableret, og ifølge hvilke Bill of Rights blev formuleret." [1]

Dernæst tilføjer fatwaen, at Koranen og autentisk hadith er kilderne til "de universelt accepterede højeste mål for islamisk sharia, som er at beskytte religiøs frihed ..." [2]

Målet om at være loyale amerikanere og religiøse bliver bestemt fremmet af Forfatningen, som går ind for religiøs frihed. Så langt så godt. Det er enhvers politiske ret, at forbinde sin religion med patriotisme.

Men før vi accepterer denne fatwa i sin helhed, må vi finde ud af, hvad den originale - "sande og autentiske" - lære og hadith og sharia siger om religionsfriheden.

Her er Indholdsfortegnelsen, med links:

KORANEN
Koranen 2:256: Ingen tvang i religionen
Koranen 9:5, 11-15: Krig mod hedninge
Koranen 9:17-18, 28: Udelukkelse af hedninge fra deres helligdom
Koranen 9:29-31: Krig mod kristne og jøder
Koranen 9:73-74, 123: Krig mod hyklere
Sammenfatning

HADITH OG EN ANDEN KILDE
Udgydelse af muslimsk blod
Den rette måde at dræbe ateister på
Fra jødedom til islam og tilbage igen
En apostat går fri?
Himmelsk belønning
Krig imod falske profeter
Apostasi-krige
Sammenfatning

KLASSISK SHARIA-LOV
Ikke to religioner på Den Arabiske Halvø
Hug apostaten over halsen
Ikke-muslimer, der konverterer til en ikke-islamisk religion
Fra kristendom til islam og tilbage igen
Mulighed for at angre
Henrettelse af kvindelige apostater?
Hvad er værst?
Apostasi-handlinger
Flere apostasi-krige
Sammenfatning

MODERNE ISLAM: KAN DEN REFORMERES?
Reformistiske opfattelser?
Traditionelle opfattelser

KONKLUSION

NOTER




KORANEN

Denne artikel handler om religionsfrihed generelt. Der er vers, der eliminerer religionsfrihed eller alvorligt begrænser den.

Det hævdes undertiden, at islam befandt sig i konstant hjælpeløshed mod de mekkanske fjender. [3] Dette kan have været tilfældet i Mekka og de første få måneder i Medina. Men islams militær voksede hurtigt i Medina, især nær slutningen af Muhammeds liv. Til sidst erobrer han Mekka i begyndelsen af 630 og fører krig mod kristne og jøder senere dette år. Det er vigtigt at forstå denne historiske sammenhæng, for så vil versene i hele dette afsnit om Koranen give mening.

For mere om væksten af islams militær, se "The Mission of Muhammad and the Sword".


Koranen 2:256: Ingen tvang i religion

Mens Muhammed levede i Mekka, hans hjemby, var han ikke-voldelig over for hedningene; de tilbad i Kaba-helligdommen, og det samme gjorde han. Han sagde til dem: "I har jeres religion, og jeg har min" (Koranen 109:6). Men hans prædiken om monoteisme (tilbedelse af én Gud) generede dem. De var polyteister (som tilbeder mange guder). De blev så vrede, at de jagede ham ud af byen i år 622.

Han tog nordpå til byen Medina. Denne flugt kaldes hijra.

Koranens kapitel 2 er det første af de kapitler, der blev åbenbaret i Medina, selv om nogle vers kan være skrevet senere (Koranen er en rodebutik). Da Muhammed ankom til denne by i 622, fandt han et blomstrende samfund af jøder. Først ville han være venner med dem, måske reformere dem.

Koranen 2:256 er en stærk erklæring om tolerance. Nøglesætningen siger blot:

"Der er ingen tvang i religionen ..." [4] (Koranen 2:256)

Måske afspejler dette vers hans mål om fredelig sameksistens og brugen af ord alene til at overtale jøderne. Men resten af kapitlet er fyldt med mange vers, der minder jøderne om, hvordan de var ulydige i fortiden. Muhammeds retorik bliver mere ophedet.

Følgende tre steder er eksempler på stærk retorik mod Medinas jøder: Koranen 2:47-61 siger, at Allah udførte mirakler for Israels børn, da han førte dem ud af Egypten, men de tilbad den gyldne kalv, mens Moses var oppe på Sinai Bjerg. De var også utaknemmelige, da Allah udførte andre mirakler, som at sende manna og vagtler. Koranen 2:87-92 siger, at Allah sendte budbringere, selv Jesus, til jøderne, men de blev arrogante, troede ikke og dræbte fortidens profeter. Koranen 2:246-251 fortæller, hvordan Israel ønsker at få deres første konge (Saul). Men da de blev befalet at kæmpe, fordi de blev jaget ud af deres hjemland, som i tilfældet med Muhammed, vendte de sig bort. Men til sidst vinder David over Goliat.

Så Muhammed bruger disse historier fra Det Gamle Testamente - forvanskede som de var, fordi han gennem årene havde hørt dem fra professionelle rejsende digtere og fortællere, som drev deres verbale håndværk langs handelsruterne - til sin egen fordel. Men ophedede ord behøver ikke at føre til vold.

Men denne ikke-vold gælder ikke for Muhammeds 10 år i Medina. Hans militær voksede hurtigt. Da hans liv endte i 632 - fordi han, som han troede, var blevet forgiftet af jøder - havde han udvist dem fra Medina og slagtet en af stammerne, Qurayza, og solgt deres kvinder og børn til slaveri. Han erobrede endog den jødiske bosættelse, Khaybar, nord for Medina, i 628.

Koranen 33:26-27 diskuterer massakren og slavebindingen af den jødiske Qurayza-stamme, Skriftens (Bibelens) Folk:

"26: Han fik dem af Skriftens folk, der havde bistået dem [mekkanerne og deres allierede], til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I [troende] dræbte en del og tog en del til fange. 27: Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt." [5] (Koranen 33:26-27)

Dette vers afspejler Slaget ved Graven i 627 e.Kr. De mekkanske hedninge var blevet trætte af Muhammeds angreb på deres handelskaravaner, så de sendte 10.000 mekkanere og allierede op nordpå for at bringe sagen ud af verden. Men han gravede en grav ved byens mest sårbare steder for at neutralisere det mekkanske kavaleri. Efter ca. en måned trak mekkanerne sig tilbage uden sejr.

Nu - opflammet af en slags sejr (i hvert fald ikke et nederlag) - vendte Muhammed sin opmærksomhed mod jøderne.

De skulle have holdt sig neutrale i slaget, men de synes at have intrigeret med mekkanerne og været på randen til at angribe Muhammed bagfra - selvom de ikke gjorde det. Traditionen siger, at mens han var i bad, viste ærkeenglen Gabriel sig for ham og sagde, at han skulle angribe den store stamme. [6] Han belejrede dem og tvang dem til at overgive sig. For deres påståede forræderi, måtte de retsforfølges.

Dommen: Død ved halshugning for omkring 600 mænd (én kilde siger op til 900), [7] og slaveri for kvinder og børn. Henrettelserne varede hele natten, mens hovederne og kroppene blev trukket ned i grave.

Så disse vers i Koranen 33:26-27, skønt de ikke nødvendigvis annullerer eller ophæver Koranen 2:256, så opvejer de den positive påstand i dette vers, at der ikke er tvang i religion. Og versene, der følger i de næste afsnit, tydeliggør også 2:256.

Se ”The Sword and the Jews” og ”Muhammad and the Qurayza Jews”, for flere detaljer om Muhammeds spændte og voldelige forhold til jøderne.


Koranen 9:5, 11-15: Krig mod hedninge

Koranens kapitel 9 er det sidste kapitel, der blev åbenbaret i sin helhed. I begyndelsen af 630 erobrede Muhammed og 10.000 jihadister Mekka. Dette blev gjort med kun ringe blodsudgydelse - selv om der alligevel var nogen. Han erobrede Kaba-helligdommen i byen, hvor hedninge i århundreder havde tilbedt den sorte sten.

Han havde brug for at fange bestemte polyteister eller afgudsdyrkere, der trodsede ham og, mente han, havde brudt en ed. Hvis de konverterede til islam og betalte en almisseskat, kunne de gå fri. Hvis ikke, ville de blive dræbt.

Koranen 9:5 siger:

"5: Når de [fire] fredhellige måneder er omme, skal I dræbe [q-t-l] dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig." [8] (Koranen 9:5)

Koranen fortsætter med at sige, at hvis afgudsdyrkerne (polyteisterne) søger beskyttelse, kan de finde den (vers 6).

Men denne overenskomst (hvis man kan kalde det således) om at lade dem frit gå deres vej bliver senere omstødt. Koranen 9:11-15 siger:

"11: Men hvis de omvender sig og holder bøn og giver almisse, så er de jeres brødre i religionen. Vi fremlægger tegnene nøjagtigt for folk, der har viden. 12 Hvis de efter at være indgået i en pagt bryder deres eder og krænker jeres religion, så skal I bekæmpe vantroens ledere! For dem gælder ingen eder. Måske holder de inde. 13: Vil I ikke kæmpe mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang! Frygter I dem? I skulle hellere frygte Allah, hvis I tror! 14: Kæmp [q-t-l] mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk 15: og bringe vreden i deres hjerte til ophør! Allah tilgiver, hvem Han vil. Allah er vidende og vis." (Koranen 9:11-15)

Disse hedninge har således ikke religionsfrihed - for de brød deres ed (siger Muhammed) (v. 12). De skal konvertere og betale almisseskat (v. 11). Muhammed forbinder hedensk edsbrud med konversion til sin egen religion; det vil sige, at det ikke gælder for hedninge, at de skal betale en bøde og således beholde deres religion eller sige undskyld og beholde deres religion. Nej, de skal konvertere til islam og betale en almisseskat (v. 11). Hvis ikke, vil Muhammed bekæmpe, vanære og besejre dem (v. 14). Dette vil læge vreden i de troendes og Muhammeds hjerter (v. 15, se 5:2).

At gennemtvinge konversion med sværdet er en perfekt beskrivelse af hellig krig.


Koranen 9:17-18, 28: Udelukkelse af hedninge fra deres helligdom

Som nævnt var Muhammed i Mekka ikke-voldelig og prædikede imod polyteisme. Men efter mange år med denne prædiken var mekkanerne så vrede, at de jagede ham ud af Mekka og spærrede ham vejen til Kaba-helligdommen (det fredhellige bedehus). Han tog nordpå til Medina (denne flugt kaldes hijra).

Mens han var i Medina, så han tilbage på, hvad der lige var sket med ham, og konkluderede, at hans mekkanske fæller havde begået en uretfærdighed ved at forfølge ham og udelukke ham fra helligdommen (det fredhellige bedehus). Følgende vers, læst i denne kronologiske orden, afspejler hans følelse af uretfærdighed.

Koranen 22:25 forudsiger, at Allah vil straffe mekkanerne for at udelukke ham og andre.

"25: De, der er vantro og lægger hindringer på vejen til det fredhellige bedehus, som Vi [Allah] har skabt til menneskene, både den, der hører hjemme dér, og nomaden, - enhver, der ønsker frafald dér i uret, vil Vi lade smage en pinefuld straf." [9] (Koranen 22:25)

Koranen 2:217 siger, at Muhammed har tilladelse til at kæmpe:

"217: De spørger dig [Profet] om den fredhellige måned, om man må kæmpe [q-t-l] i den. Sig: 'At kæmpe [q-t-l] i den er en alvorlig sag. Men at lægge hindringer på vejen til Allah - og fornægte Ham - og til det fredhellige bedehus [Kabaen] og fordrive dem, der er deri, det er i Allahs øjne mere alvorligt.' Fristelse til frafald er mere alvorligt end drab. ..." [10] (Koranen 2:217)

Koranen 8:34 siger, at Allah vil straffe mekkanerne for at udelukke folk fra den hellige moské; mekkanerne er ikke de retmæssige vogtere af den:

"34: Men hvorfor skulle Allah ikke straffe dem, når de lægger hindringer på vejen til det fredhellige bedehus? De er ikke dets [retmæssige] beskyttere. ..." [11] (Koranen 8:34)

Koranen 3:96-97 siger, at den gammeltestamentlige personlighed, Abraham, selv stod ved moskeen i Mekka:

"96: Det første hus [for tilbedelse], der blev sat for menneskene, var dét i Bekka [Mekka], til velsignelse og retledning for alverden. 97: Deri findes tydelige tegn. Det er Abrahams sted, og enhver, der træder ind i det, er i sikkerhed. ..." [12] (Koranen 3:96-97)

Muhammed lader forstå, at han er den retmæssige ejer af Moskeen, fordi han accepterer (eller opfinder) legenden om, at Abraham rejste tusind kilometer og indviede helligdommen. Abraham var den første monoteist, og Muhammed er også en (Koranen 2:122-129; 8:34-36).

Koranen 5:2 siger, at Muhammed hader det folk, som udelukkede ham fra Moskeen:

"2: ... Forbitrelse mod folk, fordi de holdt jer borte fra det fredhellige bedehus, skal ikke få jer til at begå overtrædelser! Hjælp hinanden i fromhed og gudsfrygt, ikke i synd og fjendskab! ... ." [13] (Koranen 5:2, fremhævelse tilføjet, se noten om oversættelsen had/forbitrelse)

Dernæst åbenbarer han et økonomisk motiv til at kæmpe for at få det tilbage. Koranen 5:97 lyder:

"97: Allah har skabt Kaabaen, det fredhellige hus, til underhold for menneskene, ..." [14]

Folk fra hele Arabien rejste til Mekka i sæsonerne for pilgrimsfærd, og det genererede en masse penge.

Koranen 48:25 siger, at Muhammeds offer i Moskeen i Mekka på en eller anden måde blev forhindret:

"25: Det er dem, der er vantro, og som holdt jer borte fra det fredhellige bedehus, tillige med offerdyrene, således at de blev hindret i at nå frem til deres slagtested. ..." (Koranen 48:25)

Lykken vender

Men Muhammeds militær vokser. Han havde held med sine plyndringstogter, så mange mænd sluttede sig til hans religion. Hans røver-flok blev til en jihad-hær. Han besejrer mekkanerne og deres by i begyndelsen af 630. Nogle vers i Koranens kapitel 9 indarbejder denne erobring.

Især havde han ikke i sinde - nu, da han havde den militære magt - at lade hedningerne eller afgudsdyrkerne vogte tilbedelseshuse, og da slet ikke Kaba-helligdommen. Kun muslimer måtte tage vare på disse steder.

Koranen 9:17-18 siger:

"17: Det tilkommer ikke dem, der sætter andre ved Allahs side, at besøge Allahs bedehuse og vidne for sig selv om vantro. Deres handlinger er forspildte. I Ilden skal de forblive til evig tid. 18: Kun de, der tror på Allah og den yderste dag, må besøge Allahs bedehuse; de, der holder bøn og giver almisse og ikke frygter nogen anden end Allah. Måske vil de være blandt de retledte." (Koranen 9:17-18)

Og endelig lukker Koranen 9:28 døren helt:

"28: I, der tror! De, der sætter andre ved Allahs side, er urene. Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus, når dette år er omme! ..." (Koranen 9:28)

Muhammeds evne til at nægte hedningene (polyteisterne) adgang til deres helligdom falder sammen med hans voksende militære magt, da sura 9 blev givet.

Dette var en 180-graders vending af lykken. Og den fremmede ikke religionsfriheden.

Se ”The Mission of Muhammad and the Sword” for flere detaljer om den historiske sammenhæng bag denne række vers. Da intet i historien er uundgåeligt, leges der i denne artikel med tanken om, hvad der kunne være sket, hvis Muhammed havde givet slip på sit behov for helligdommen tilbage i Mekka og sagt: ”Polyteister! I har kontrolleret denne helligdom i århundreder. Den er jeres. Jeg har etableret min egen Moské her i Medina. Den er ekstra hellig. Kom til den af jeres egen frie vilje. I behøver ikke at bøje jer i retning af en sort sten. I behøver ikke at kysse min hellige Moské (som I kysser den sorte sten). Men hvis I ikke kommer til islam, er I frie til at følge jeres egen vej. 'I har jeres religion, og jeg har min.' 'Der er ingen tvang i religionen.'"

Det var en reel mulighed for ham. Det siger Koranen 109:6 og 2:256.

Men denne hypotetiske mulighed er i strid med kendsgerningerne - desværre for verdensfreden.


Koranen 9:29-31: Krig mod kristne og jøder

Nu da hedningene var undertvunget og Muhammed havde kontrol over det hellige bedehus, vendte han sin opmærksomhed mod jøderne og de kristne.

Muhammed hørte et rygte om, at byzantinerne havde samlet et stort antal tropper i Tabuk (i den nordlige del af nutidens Saudi-Arabien). Så i slutningen af 630 marcherede han nordpå med 20.000 til 30.000 soldater for at konfrontere dem. Byzantinerne dukkede dog aldrig op. Men på sin vej derop og tilbage igen stødte han på små stammer af jøder og kristne. I stedet for at lade sin militære kampagne gå til spilde uden at belønne sine soldater og fylde den voksende statskasse i Medina, opkrævede han en skat, kaldet jizya, fra disse stammer.

Mere præcist gav han Bogens Folk (jøder og kristne, bogen er Bibelen) tre valgmuligheder:

"29: Bekæmp [q-t-l] dem, som (1) ikke tror på Allah og (2) den yderste dag, og som (3) ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending (Muhammed) forbyder; (4) og blandt dem, der har fået Skriften (jøder og kristne), skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (dvs. islam), indtil de kuet er rede til at betale skat!" [15] (Koranen 9:29)

De tre muligheder for Bogens Folk er at (1) kæmpe og dø; (2) konvertere; eller (3) bevare deres religion og betale jizyaen eller underkastelsesskatten. Hvad der er så interessant ved dette vers, er, at Muhammeds motiv til at kæmpe er hans opfattelse af, at jøder og kristne ikke tror på den yderste dag og ikke forbyder, hvad han har forbudt.

Koranen 9:30-31 bekræfter det religiøse motiv til at angribe:

"30: Jøderne siger: 'Ezra er Allahs søn!' Og de kristne siger: 'Messias er Allahs søn!' Det er de ord, de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem! Hvor kan de være så forløjede? 31: De har taget deres skriftkloge og munke til herrer foruden Allah, og tillige Messias, Marias søn. Men de blev befalet kun at tjene én gud. Der er ingen anden gud end Ham. Højlovet være Han, hævet over det, som de sætter ved Hans side!" [16] (Koranen 9:30-31)

Forskere har ikke kunnet finde uafhængig bekræftelse på, at en jødisk sekt har kaldt Ezra for Guds søn. Men hvad nu hvis en sådan sekt eksisterede? Hvorfor kunne de ikke have religiøs frihed til at følge deres teologi? Hvorfor skulle de betale en underkastelsesskat for andenklasses mennesker?

Men det er sandt, at kristne kalder Jesus for Herre og Guds Søn (at de skulle have taget skriftkloge og munke til herrer foruden Allah er en anden sag). Muhammed betragter dette som kættersk og shirk (at forbinde noget eller nogen med Allah). Kristne ser selvfølgelig ikke tingene på den måde og konkluderer, at Muhammed var misinformeret om deres lære. Men uanset hvad, hvorfor kunne disse 7. århundredes arabiske kristne ikke få lov til at have deres religion uden at skulle betale en andenklasses underkastelsesskat?

I islamisk historie blev overvundne jøder og kristne kendt som dhimmier. Dette ord optræder i Koranen 9:8 og 10 i betydningen "pagt" eller "ed", men det kan også betyde dem, der er "fordømt" "forhånet" eller "dadlet" (Koranen 17:18, 22; 68:49). [17]

Ordet "villig underkastelse" i vers 29 [Ellen Wulff har "kuet"] kan også oversættes som "ydmygelse", "totalt ydmyget", "foragtelig" eller "nedrig". Det kan betyde "lille" i modsætning til "fremragende". [18]

Det ser derfor ud til, at Koranen, bakket op af det islamiske militær, definerer, hvad ret lære er. Militær magt bestemmer ret. Militær magt bestemmer doktrin.

Dette er en perfekt beskrivelse af hellig krig.

For mere information om jihad, qital og jizya-skat, se fjerde del af denne serie; og se også "A Brief Explanation of the Trinity".


Koranen 9:73-74, 123: Krig mod hyklere

Automatisk død for apostasi er ikke så fremtrædende et tema i Koranen, som man først kunne forvente på baggrund af dagens nyheder. Nogle vers fordømmer apostasi, men straffen er forbeholdt guddommelig dom på Den Sidste Dag, eller dens straf er ikke tydelig her nede på jorden. [19] Der er dog nogle få vers (Koranen 9:73-74 og 9:123), der kunne tale for henrettelse for apostasi, men koran-fortolkerne er uenige.

Da Koranens kapitel 9 blev skrevet, havde Muhammed et stærkt militær, så tre vers i dette kapitel befaler indsats imod (jihad) og dernæst bekæmpelse af (qital) hyklerne og de vantro.

I de følgende to vers bliver hyklerne - muslimer, der følger islam og Muhammeds befalinger med kølig distance - tilsyneladende endnu ikke set som fuldgyldige apostater. Koranen siger:

"73: Profet! Bekæmp [j-h-d] de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt! 74: (...) Hvis de omvender sig, vil det være bedst for dem. Men hvis de vender sig bort, vil Allah tildele dem en pinefuld straf i denne verden og den hinsidige. De vil ikke have nogen ven på jorden, og ingen hjælper." (Koranen 9:73-74)

Hyklerne nægtede at deltage i Muhammeds Tabuk-kampagne mod de byzantinske kristne i slutningen af 630 e.Kr. Han kunne ikke tolerere denne skvattede adfærd.

I v. 73 anvendes det lidt mere flertydige ord "jihad", der her er oversat som "bekæmp" [The Noble Quran har: "strive hard against" - "stræb energisk imod", o.a.]. [20] Dette indebærer, at den endelige befaling om at dræbe hyklere og vantro endnu ikke er blevet givet klart og tydeligt. Det muslimske samfund havde andre metoder til at "stræbe" mod dem end at dræbe dem, som f.eks. udstødelse, afvisning af deres ed ved en domstol, blokering af deres adgang til embeder og stillinger og foragt under sociale møder. [21]

Hyklerne har stadig mulighed for at omvende sig. "Hvis de omvender sig, vil det være bedst for dem." Det betyder, at de er frafaldne og er givet muligheden for at vende tilbage eller omvende sig. Men denne mulighed for anger er kortlivet, som det næste vers i vores undersøgelse afslører (v. 123). Allah vil straffe dem i denne verden. Hvordan?

Ibn Kathir (d. 1373) er en af de mest autoritative og højest anerkendte klassiske kommentatorer i den sunni-muslimske verden. Han skriver om hyklerne i Koranen 9:73, med henvisning til tidlige muslimske hadith-autoriteter:

"Med hånden eller i det mindste ved at vise dem et barskt ansigt." Ibn Abbas sagde: "Allah befalede Profeten at bekæmpe de vantro med sværdet, at stræbe imod hyklerne med tungen og ophævede den skånsomme behandling af dem." Ad-Dahhak kommenterede: "Før jihad mod de vantro med sværdet og vær hård med hyklerne med ord, og dette er den jihad, der skal føres imod dem." Noget lignende blev sagt af Muqatil og Ar-Rabi. [22]

Så selv i dette vers kan sværdet bruges, men indtil videre kun mod de vantro. Hyklerne skal bekæmpes med ord.

Men i Koranen 9:123 er hyklerne blevet slået sammen med de vantro, så de er nu apostater.

Koranen siger:

"123: I, der tror! Bekæmp [q-t-l] de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!" (Koranen 9:123)

Husk, at ordet qital (roden er q-t-l) betyder mere end blot en kamp eller stræben; det betyder krig, krigsførelse, drab og nedslagtning.

Husk også, at Muhammed førte krig mod kristne og jøder under Tabuk-kampagnen. Efter at muslimerne vendte tilbage til Medina, irettesatte Muhammed skarpt de "hyklere", som var blevet tilbage og havde undladt at støtte ham. Derefter vendte han sig mod de mennesker, der fremkaldte stridigheder i samfundet ved at udtrykke tvivl om hans åbenbaringer; de måtte gøres tavse. Denne sidste gruppe er dem, han angriber i v. 123 - de "vantro". Han kan føre krig (qital) mod dem.

Et andet aspekt af den historiske sammenhæng bør tages i betragtning. Muhammed driver sine krigere fremad for at dræbe de vantro, også selvom sidstnævnte tilhører krigernes egne familier, som det ses af ordene "i nærheden af jer" i v. 123 [The Noble Quran har "close to you" - "nær jer", o.a.], hvilket indebærer en slægtsmæssig nærhed såvel som en geografisk. [23] "I, der tror! Tag ikke jeres fædre og brødre til venner, hvis de foretrækker vantroen fremfor troen!" (Koranen 9:23) Nu hæver v. 123 indsatsen og siger, at det er nødvendigt at bekæmpe (q-t-l) dem.

Versets umiddelbare tekstmæssige sammenhæng viser konflikt med dem, der nægter at støtte eller ligefrem modsætter sig Muhammed. For eksempel klager Muhammed i v. 121 over, at hyklerne ikke giver penge til Allahs sag, hvis ikke Allah vil gengælde dem i overensstemmelse hermed.

Derefter, i vers 122, instruerer Muhammed sine tropper om, at ikke alle muslimer skal tage ud på jihad-kampagne, men at nogle skal blive tilbage for at lære islam, så de kan advare folk om ondskab.

Endelig, i versene efter v. 123, fordømmer Muhammed de vantro for at gøre nar af hans åbenbaringer. Den tekstmæssige sammenhæng består således ikke af fred og venskab med Muhammeds modstandere, og derfor behandler han dem hårdt i v. 123.

Så ved at kombinere den historiske sammenhæng med den tekstmæssige kan vi se, at elementerne i v. 123 yder tre sandheder.

For det første bruger Muhammed det arabiske ord qital (3-bogstavsroden er q-t-l), der som nævnt altid betyder fysisk drab, slagtning, kamp, mord og krigsførelse afhængig af sammenhængen. Dette ord er normalt stærkere end jihad (3-bogstavsroden er j-h-d), som Muhammed bruger i Koranen 9:73, en ledsager til v. 123.

For at gentage Koranen 9:73 og 123:

"73: Profet! Bekæmp [j-h-d] de vantro og hyklerne! Vær skånselsløs mod dem! Deres herberg bliver Helvede. Hvilket ondt endeligt!" [24] (Koranen 9:73)
"123: I, der tror! Bekæmp [q-t-l] de af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Allah er med de gudfrygtige!" (Koranen 9:123)

Så det er svært at skelne versene 73 og 123 fra hinanden, eftersom bekæmpelsens midler (sværd) og mål (underkastelse eller død) er de samme i begge vers. Muhammed siger ikke blot, at hans muslimer skal bekæmpe de vantro og hyklerne, men også at de skal gøre det uden skånsel.

For det andet kan oversættelserne i de to vers (73 og 123): "skånselsløs(e)", også være "brutal", "hård", "alvorlig", "heftig", "streng", "voldsom" og "barsk". [25]

På dette tidspunkt havde Muhammed fået nok. Hyklerne var gået over stregen og fik ikke mulighed for at vende tilbage til islam. Det mere restriktive ord q-t-l blev brugt.

For det tredje er roden til "nær" w-l-y, og det bruges mange steder i Koranen. Til vore formål kan det, alt efter sammenhængen, betyde "slægtninge" eller "slægtskab" eller "nært venskab". [26] Dette antyder, at de vantro engang havde stået det muslimske samfund nær, men nu havde vendt sig bort. Koranen siger, at disse frafaldne eller apostater kan blive dræbt [q-t-l].

Sayyid Abul A'la Maududi (d. 1979) var en indo-pakistansk lærd, der forsøgte at indføre sharia-lov i sit hjemland gennem sit politiske parti Jamaat-i-Islami. I følgende grundige kommentar siger han, at hyklerne og de vantro fra v. 73 er blevet slået sammen i v. 123, så hyklerne nu er vantro. Derfor kan de bekæmpes [q-t-l].

"Ud fra den tilsyneladende ordlyd af dette vers [123] kan det måske sluttes, at disse muslimer i første omgang har fået til opgave at kæmpe mod de fjender af islam, som lever tæt på deres territorium. Men hvis vi læser verset sammen med den efterfølgende passage, bliver det klart, at 'de vantro, der er i nærheden jer', henviser til de hyklere, der gjorde stor skade på det islamiske samfund ved at blande sig med de oprigtige muslimer. Denne samme sag blev angivet i vers 73 i begyndelsen af denne diskurs. I slutningen af den er befalingen blevet gentaget for at gøre sagens vigtighed helt klar for muslimerne og opfordre dem til at føre jihad mod og knuse disse interne fjender uden at tage det mindske hensyn til de racemæssige, familiære og sociale relationer, der havde været en bindende kraft mellem dem. Den eneste forskel mellem de to befalinger er, at muslimerne i v. 73 blev bedt om at føre jihad mod dem, mens der i dette vers er brugt stærkere ord [Ellen Wulff bruger i begge vers det samme bredt dækkende ord "bekæmp", o.a.] som havde til hensigt at indprente dem, at de skulle knuse hyklerne helt og aldeles. En anden forskel i ordlyden er, at mens der i vers 73 er brugt to forskellige ord: 'vantro og hyklerne', så bruges der i dette vers kun ét ord: 'vantro'. Derved mistede hyklerne alle deres krav på at være muslimer, for der var plads til denne indrømmelse i ordet 'hykler'." [27]

Imidlertid siger Ibn Kathir, at "nær" handler om geografi, ikke nødvendigvis familierelationer, og han siger ikke, at hyklerne i v. 73 er blevet slået sammen med de vantro i v. 123. [28] Derfor er kombinationen af disse vers (73 og 123) ikke klar.

Så Koranen er ikke så utvetydig ang. det at føre qital mod apostater (dvs. henrette dem), som man måske først kunne tro. [29] Måske giver denne koraniske tavshed håb om at reformere straffen for den religiøse "forbrydelse" det er at forlade islam (se afsnittet MODERNE ISLAM nedenfor).


Sammenfatning

Dette afsnit om Koranen er langt, så hovedpunkterne er nummererede her for klarheds skyld.

  1. I Mekka prædikede Muhammed monoteisme (tro på én Gud), mens hans mekkanske medborgere var polyteister (der tror på mange guder). Men han var stadig knyttet til deres Kaba-helligdom, den hellige moské. Alligevel kan han have sin religion, og de kan have deres (Koranen 109:6). Ikke desto mindre gør han dem vrede efter nogen tid på grund af hans budskab.

  2. De jager ham ud af Mekka og udelukker ham fra deres Kaba-helligdom. Dette opfatter han som uretfærdigt.

  3. Han ankommer til Medina i år 622. Denne flugt kaldes hijra.

  4. Han finder blomstrende stammer af jøder i Medina. Han prædiker, at der ikke er tvang i religion (Koranen 2:256). Men spændinger eksisterede mellem dem fra starten. Koranens kapitel 2 har mange passager, der er polemiske mod jøder.

  5. Han har ikke noget militær af betydning, men han sender røvere ud mod mekkanske handelskaravaner for at chikanere dem. Hans plyndringstogter er vellykkede, så hans røver-bande vokser til en jihad-hær.

  6. Spændingerne og konflikterne mellem jøderne og ham selv bliver så intense, at han fordriver og massakrerer dem.

  7. Han erobrer Mekka og overtager Kaba-helligdommen i begyndelsen af 630 e.Kr. Så fører han krig mod hedningene eller polyteisterne og udelukker dem fra deres helligdom. Han overtager den (Koranen 9:5, 11-15; 17-18, 28).

  8. Han fører krig mod kristne og jøder i slutningen af 630 e.Kr. (Koranen 9:29-31).

  9. Han fører også jihad mod hyklerne eller de "halve" muslimer omkring samme tid (Koranen 9:73 og 123).

  10. Koranens kapitel 9 er åbenbaret på denne tid (nr. 7, 8 og 9), og det er fyldt med jihad- og qital-vers.

  11. Mange religiøse lærde og ledere i dag mener, at de tolerante vers (109:6 og 2:256) er blevet ophævet eller annulleret af de senere jihad- og qital-vers.

  12. Men overraskende nok er de formelle offentlige straffe for apostater ikke helt tydeligt udtrykt i Koranen. Men straffene er tydeligt udtrykt i traditionen (hadith) og klassisk lov, som det vil fremgå af de næste to afsnit.

I betragtning af denne række af historiske begivenheder er det ikke underligt, at islam i dag er så intolerant over for andre religioner. Koranen og Muhammed fastlagde den institutionelle DNA-kode. Kan den kode brydes i dag?


HADITH OG EN ANDEN KILDE

Hadith er rapporter, fortællinger eller overleveringer om Muhammeds ord og gerninger udenfor Koranen. Klassiske retslærde - og jurister i dag - gennemsøger dem for at finde vejledning om forskellige problemer. Se artiklen "Hvad er sharia?" i denne serie, for yderligere diskussion af hadith. Her medtager vi også historiker, kommentator og jurist Tabari (d. 923). Moderne historikere betragter ham som en pålidelig kilde (undtagen nogle elementer i kronologien og det forhold, at han bringer overraskende få beretninger om mirakler).

Hadith og Tabari i forening giver et sammenhængende billede om apostasi og religionsfrihed.


Udgydelse af muslimsk blod

Hadith-samler og -redaktør Bukhari (d. 870), hvis hadither anses for at være autentiske, bringer følgende tradition - sporet tilbage til Muhammed selv - i en juridisk sammenhæng. Den giver tre grunde til, at en muslims blod kan udgydes. En af dem er apostasi.

"Allahs Sendebud sagde: 'Blodet af en muslim, der bekender, at ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah og at jeg er Allahs Sendebud, må ikke udgydes undtagen i tre tilfælde: i qisas [øje-for-øje straf] for mord; en gift person, der begår ulovligt samleje; og den, der vender sig fra islam (frafalder) og forlader muslimerne.'" [30]

Den rette måde at dræbe ateister på

Den næste hadith siger, at nogle "ateister" blev bragt til Ali, Muhammeds svigersøn og fætter, og at Ali brændte dem levende. Ibn Abbas, også Muhammeds fætter, ville ikke have givet dem denne særlige straf.

"... Nyheden om denne begivenhed nåede Ibn Abbas, der sagde: 'Hvis jeg havde været i hans [Alis] sted, ville jeg ikke have brændt dem, fordi Allahs Sendebud forbød det ved at sige: "Straf ikke nogen med Allahs straf (ild)." Jeg ville have slået dem ihjel i overensstemmelse med Allahs Sendebuds udtalelse: "Enhver, der ændrer sin islamiske religion, dræb ham."'" [31]

Det er ikke klart, om de var "ateister" i moderne forstand, men lige meget, for islam opfattede dem som sådan. Disse "ateister" havde åbenbart tidligere været muslimer, men fulgte ikke længere Muhammeds vej, så Ali brændte dem levende. Ibn Abbas ville have henrettet dem på en anden måde, sandsynligvis ved halshugning, fordi ild som straf er forbeholdt Allah alene - i Helvede.


Fra jødedom til islam og tilbage igen

I den næste hadith så Muhammeds udsending til Yemen en mand, der var bundet, og udsendingen spurgte om ham. Den bundne mand var konverteret til islam, men havde besluttet at vende tilbage til jødedommen. For sit frafald blev han henrettet.

"Fortalt af Abu Burda: Allahs Apostel sendte Abu Musa og Muadh bin Jabal til Yemen. Han sendte hver af dem til at administrere en provins, da Yemen bestod af to provinser (...). Muadh kom ridende på sit muldyr, indtil han nåede Abu Musa og så ham sidde ned og folket havde samlet sig om ham. Se! Der var en mand med hænderne bundet bag halsen. Muadh sagde til Abu Musa: 'O Abdullah bin Qais! Hvad er det her?' Abu Musa svarede: 'Denne mand er vendt tilbage til hedenskabet efter at have antaget islam.' Muadh sagde: 'Jeg vil ikke stige af, før han er dræbt.' Abu Musa svarede: 'Han er blevet bragt til dette formål, så kom ned.' Muadh sagde: 'Jeg vil stige af, før han er dræbt.' Så Abu Musa beordrede, at han skulle dræbes og han blev dræbt." [32]

En apostat går fri?

I en hadith konverterede en beduin til islam, men fik feber i Medina og bad om at få sit løfte til islam ophævet. Muhammed nægtede, men lod ham forlade Medina uskadt.

"Fortalt af Jabir bin Abdullah As-Salami: En beduin afgav troskabsløftet om at antage islam til Allahs Apostel, og så fik han et feberanfald i Medina og kom til Allahs Apostel og sagde: 'O Allahs Apostel! Ophæv mit løfte.' Allahs Apostel nægtede at gøre det. Beduinen kom til ham igen og sagde: 'Ophæv mit løfte,' men han nægtede igen. Derefter kom beduinen til ham igen og sagde: 'Ophæv mit løfte,' og Allahs Apostel nægtede. Til sidst drog beduinen bort, og Allahs Apostel sagde: 'Medina er som et par blæsebælge (ovn), den uddriver sine urenheder, mens den lysner og renser sine gode.'" [33]

Kommentaren i slutningen siger, at beduinen forlod Medina, hvorved byen blev renset for en urenhed (enten feberen eller den frafaldne beduin eller begge). Måske kom Muhammed i tanke om, at han endnu ikke havde erobret Mekka, hvilket en moderne muslimsk lærd hævder. [34] Så Muhammed var skånsom mod denne ene beduin.

Husk på, at Koranen 9:5, 11-15 blev åbenbaret efter erobringen af Mekka. I disse vers befaler Muhammed at dræbe afgudsdyrkerne, hvor som helst muslimerne finder dem, når de hellige måneder er ovre. Så tolerancen i ovenstående hadith var forbundet med den militære situation, ikke med en personlig politik om apostasi; han havde ikke erobret Mekka, da denne hadith blev givet. Men da 9:5, 11-15 blev skrevet, havde han erobret Mekka, og så var det slut med tolerancen.


Himmelsk belønning

Følgende hadith lover en belønning på Opstandelsens Dag for at dræbe apostater i de sidste tider:

"Fortalt af Ali: ... Uden tvivl hørte jeg Allahs Apostel sige: 'I de sidste tider vil der fremstå nogle unge tåbelige mennesker, der vil sige de bedste ord, men deres tro vil ikke nå ud over deres struber (dvs. de vil ikke have tro) og vil gå ud fra (forlade) deres religion, som en pil går ud fra vildtet. Så, hvor som helst du finder dem, dræb dem, for enhver, der dræber dem, vil blive belønnet på Opstandelsens Dag.'" [35]

Som nævnt var Ali Muhammeds fætter og svigersøn og den fremtidige fjerde kalif. Der er ingen tvivl om, at han er en pålidelig videregiver af hadith. Det kan være sandt, at henrettelserne vil ske i de sidste tider, men denne hadith stemmer overens med andre, der ikke handler om den tid.


Krig imod falske profeter

Tabari (d. 923) var historiker og jurist, så han vejer ikke så tungt som hadith-samlere som Bukhari. Men Tabari analyserede også traditionerne, og i hans historieværk registrerer han nogle hændelser, der fandt sted lige før Muhammed døde. Nogle stammer brød med islam, og deres ledere hævdede, at engle og ånder talte gennem dem. Den islamiske profet - som også hævdede, at en ånd ved navn Gabriel talte til ham - kunne ikke tolerere afvigelsen og konkurrencen, fordi de efter han opfattelse var apostater. Så førte han krig mod dem og sejrede.

"Allahs Apostel førte krig mod de falske profeter ved at sende budbringere. Han sendte en budbringer til nogle af de persiske soldaters efterkommere i Yemen (...) og instruerede dem om [at slippe af med] al-Aswad ved snedig opfindsomhed. Han instruerede dem [yderligere] om at søge hjælp fra nogle mennesker, som han navngav, fra Banu [stamme] Tamim og Qays, og sendte [bud] til de sidstnævnte om at hjælpe de førstnævnte. De gjorde [som instrueret]. Vejene [til flugt] blev afskåret, og de blev angrebet efter advarsel. Da de var isolerede, var de kun sig selv. Al-Aswad blev dræbt, mens Allahs Apostel [stadig] var i live, en dag eller en nat før sidstnævntes død. Tulayhah, Musaylimah og folk som dem blev fordrevet af budbringerne." [36]

Hele Tabaris historie bliver taget meget alvorligt af vestlige og andre lærde. Og hans overlevering om Muhammed, der eliminerer apostater i sin egen levetid, er i overensstemmelse med hadith.


Apostasi-krige

Det sidste eksempel på henrettelse af eller krigsførelse mod apostater i hadith: Straks efter Muhammeds død i 632 e.Kr., gjorde stammerne i Arabien oprør mod islam. Det var åbenbart, at de kun ærede denne religion, fordi Muhammed var vokset i militær styrke, men derefter droppede de deres troskab mod ham. Imidlertid blev hans højre hånd, Abu Bakr (r. 632-634) udnævnt til efterfølger eller kalif efter Muhammeds død.

Sådan håndterede han oprørene:

"Da Allahs Apostel døde og Abu Bakr blev valgt til kalif efter ham, faldt nogle af araberne tilbage til vantro. Umar [den fremtidige anden kalif] sagde til Abu Bakr: 'Hvor vover du at bekæmpe folket, når Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet at bekæmpe folket, indtil de siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah.' Og enhver, der siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah' vil redde sit liv og ejendom fra mig, undtagen at han retfærdigt har gjort sig fortjent til retslig dom, og hans regnskab vil være hos Allah.'"' Abu Bakr sagde: 'Ved Allah! Jeg vil bekæmpe dem, der skelner mellem zakat [krævet almisseskat] og salat (bønner), for zakat er den obligatoriske del, der skal tages fra rigdommen. Ved Allah! Hvis de nægter at give mig selv et bindereb, som de plejede at give til Allahs Sendebud, så vil jeg bekæmpe dem for at tilbageholde det.'" [37]

Zakat er "den obligatoriske del, der skal tages fra rigdommen" tilhørende de arabiske stammer. Abu Bakr kæmper nidkært for hver eneste stump af rigdom fra dem. Til sidst havde han heldet med sig, set fra islams synspunkt. Stammerne blev underkuet.


Sammenfatning

De tidlige muslimer fulgte den institutionelle DNA-kode, som Muhammed fastlagde. Koranen siger, at han begrænsede religionsfriheden for jøder og kristne og eliminerede denne frihed for hedninge; det samme siger hadith (og Tabari). Muhammed beordrede apostater dræbt, selvom Koranen nærmer sig dette indirekte (Koranen 9:73-74 og 123). Muslimer, der forlod islam, kunne blive dræbt, ifølge traditionerne. Ateister kunne blive dræbt, ifølge hadith. Både traditionerne og historien siger, at arabiske stammer gjorde oprør mod islam, men at de blev nedkæmpet, hvilket afspejler Muhammeds besejring af hedninge i Koranens kapitel 9 og af Mekka i 630 e.Kr. Historien siger, at Muhammed førte krig mod andre profeter.


KLASSISK SHARIA-LOV

Sharia er solidt baseret på Koranen og traditionerne (hadith) om Muhammed. I det følgende ser vi på forskellige retsskoler eller fortolkninger i ortodoks sunni-islam: Malik (d. 795); Imam Muhammed (d. 795), en elev af og senere kollega til Abu Hanifa (d. 767), som var grundlægger af en af sunni-islams fire retsskoler; Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1368), en tilhænger af shafii-skolen; Ibn Rushd (d. 1198), som bekvemt sammenfatter alle de forskellige skoler; og bidrag fra to muslimske historikere: Tabari (d. 923), en kommentator, jurist og historiker; og Ibn Khaldun (d. 1406), som var historiker og maliki-jurist.

For mere information om sharia, se artiklen: "Hvad er sharia?" i denne serie.


Ikke to religioner på Den Arabiske Halvø

Malik var ikke alene jurist, han var også en pålidelig hadith-samler. Så hans samling, hvilken hans juridiske afgørelser er baseret på, kunne godt have været placeret i hadith-sektionen af denne artikel, men placeringen her vil række til vort formål.

Han registrerer den tradition, som siger, at der ikke skal eksistere to religioner på Den Arabiske Halvø. Konteksten er fordrivelsen af jøder fra byen Khaybar, nord for Medina.

"Yahya fortalte mig fra Malik fra Ismail ibn Abi Hakim, at han hørte Umar Ibn Abd al-Aziz sige: 'En af de sidste ting, som Allahs Sendebud (...) sagde, var: "Må Allah bekæmpe jøderne og de kristne. De gjorde deres profeters grave til steder for knæfald. To deen [religioner] skal ikke eksistere sammen i arabernes land."'" [38]
"Yahya fortalte mig fra Malik fra Ibn Shihab, at Allahs Sendebud (...) sagde: 'To deen [religioner] skal ikke eksistere sammen på Den Arabiske Halvø.'" [39]
"Malik sagde, at Ibn Shihab sagde: 'Umar ibn al-Khattab søgte efter oplysninger om dette, indtil han var helt overbevist om, at Allahs Sendebud (...) havde sagt: "To deen [religioner] skal ikke eksistere sammen på Den Arabiske Halvø," og derfor uddrev han jøderne fra Khaybar."'" [40]

Det er ikke klart, om det lykkedes muslimerne at sparke kristne og jøder ud af hele halvøen, men de blev fjernet fra Hijaz (i det vestlige Saudi-Arabien i dag). Til denne dag er kirkebygninger eller kristne samlingssteder ikke tilladt noget sted i hele Saudi-Arabien (vi behøver ikke at tale om synagoger).


Hug apostaten over halsen

Malik fremlægger Muhammeds eksempel, og dernæst fortolker det.

"Yahya fortalte mig fra Malik fra Zayd ibn Aslam, at Allahs Sendebud (...) sagde: 'Hvis nogen ændrer sin deen [religion] - hug ham over halsen!'" [41]

I den lange passage der følger denne erklæring, udlægger Malik dernæst grundprincippet om død for apostater. Først siger han, at de, der ændrer deres religion, er muslimske kættere eller non-konformister. Deres anger accepteres ikke, øjensynligt fordi deres forvirring over, hvad islam virkelig er, fordrejer religionen offentligt og kan forårsage den samme forvirring hos folk.

"Meningen med erklæringen [om at hugge enhver over halsen, der ændrer sin religion] af Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, er efter vores mening, og Allah ved bedst, at 'hvis nogen ændrer sin deen [religion] - hug ham over halsen' angår dem, der forlader islam for en anden end den - som f.eks. kættere og deres lignende, om hvem det er kendt. De dræbes uden at blive kaldet til tawba [omvendelse], fordi deres tawba ikke anerkendes. De skjulte deres kufr [vantro] og udtalte åbent deres islam, så jeg tror ikke, at man kalder sådanne folk til tawba, og man anerkender ikke deres ord." [42]

Malik fortsætter med en diskussion af dem, der forlader islam for noget andet, formodentlig en anden religion eller måske ingen religion. De er tilladt at omvende sig, hvilket betyder at vende tilbage til islam. Hvis ikke, bliver de dræbt.

"Hvad angår den, der går ud af islam til noget andet og afslører den, kalder man ham til tawba [omvendelse]. Hvis han ikke vender sig i tawba, bliver han dræbt. Hvis der er folk i den situation, mener jeg, at man skal kalde dem til islam og kalde dem til tawba. Hvis de vender sig i tawba, accepteres det af dem. Hvis de ikke vender sig i tawba, bliver de dræbt." [43]

Ikke-muslimer, der konverterer til en ikke-islamisk religion

Malik diskuterer kristne, der konverterer til jødedom eller jøder, der konverterer til kristendom eller andre religioner ud over disse to. Disse apostater efterlades ustraffet.

"Denne [befaling om at hugge enhver over halsen, der ændrer sin religion] henviser ikke, som vi opfatter det, og Allah ved bedst, til dem, der kommer ud af jødedommen og går til kristendommen eller kommer fra kristendommen og går til til jødedommen, eller til nogen, der ændrer sin deen [religion] fra en af de forskellige former for deen [religion] andre end islam. Enhver, der kommer ud af islam og går til en anden end den og afslører den, er den, der henvises til [i denne befaling], og Allah ved bedst!" [44]

Fra kristendom til islam og tilbage igen

Maliks opfattelse, i de citerede passager i de to foregående afsnit, stemmer overens med Alis (den fjerde kalifs) praksis under Borgerkrigen (656-661) mod oprørere, ifølge historikeren Tabari.

Tre grupper blev taget til fange i et slag. Én, der bestod af kristne, der forblev som de var. De fik lov til at gå. En anden, der bestod af nogle kristne, der konverterede til islam og forblev i deres nye religion. De var også frie til at gå. En tredje, der bestod af andre kristne, der konverterede til islam, men vendte tilbage til kristendommen. De blev beordret til at vende tilbage til islam (en slags omvendelse), men de nægtede, så de blev dræbt og deres familier blev ført i fangenskab, efter tegn fra den muslimske kommandant.

Kommentator og historiker Tabari skriver:

"Jeg [fortælleren af denne hændelse] var med i den hær, som Ali b. Abi Talib [den fjerde kalif] sendte mod Banu [stammen] Najiyah. Vi ankom til dem og fandt dem opdelt i tre grupper. Vores kommandant sagde til en af disse grupper: 'Hvad er I?' og de svarede: 'Vi er et kristent folk, der ikke anser nogen religion for at være bedre end vores, og vi holder fast ved den!' Vores kommandant sagde til dem: 'Af sted med jer' (...) Han sagde til en anden gruppe: 'Hvad er I?' og de sagde: 'Vi var kristne, men vi accepterede islam og vi holder fast ved vores islam!' Han sagde til dem: 'Af sted med jer!' Så sagde han til den tredje gruppe: 'Hvad er I?" og de sagde: 'Vi er et folk, der var kristne. Vi accepterede islam, men vi tror ikke, at nogen religion er bedre end vores tidligere religion!' Han sagde til dem: 'Accepter islam!' men de nægtede. Han sagde til sine mænd: 'Når jeg gnider mit hoved tre gange, så angrib dem og dræb de kæmpende mænd og tag deres afhængige til fange!'" [45]

Mulighed for at angre

Vi vender tilbage til Maliks udlægning af apostasi, der vedrører Umar, den anden kalif (regeringstid: 634-644). Husk på - som omtalt i det foregående afsnit om hadith - at Abu Bakr, den første kalif (regeringstid: 632-634), førte krige mod stammer, der forlod islam. Umar dræbte også apostater som et spørgsmål om politik, bortset fra at han gav dem tre dage til at omvende sig:

"... Så spurgte Umar: 'Har du nogen friske nyheder?' Han sagde: 'Ja, en mand er blevet vantro efter at han var muslim.' Umar sagde: 'Hvad har I gjort ved ham?' Han svarede: 'Vi lod ham komme nærmere og så huggede vi hovedet af ham.' Umar sagde: 'Fængslede I ham ikke i tre dage og gav ham et stykke brød hver dag og opfordrede ham til at omvende sig, så han kunne komme tilbage under Allahs befaling?' Da sagde Umar: 'O Allah! Jeg var ikke til stede, og jeg gav ikke ordre til det, og jeg er ikke glad for det, der er kommet mig for øre.'" [46]

Det er klart, at Malik med denne hadith har til hensigt at føre os til den konklusionen, at en tid til omvendelse er tilladt, og at øjeblikkelig henrettelse er forkert. Se det tidligere afsnit: "Hug apostaten over halsen" for yderligere diskussion af omvendelse.

Imam Muhammed Ibn al-Hasan var elev af og senere kollega til Abu Hanifa og skrev en kommentar til Maliks lovbog. Imamen kommenterer den passage om Umar, der lige er nævnt ovenfor, og siger, at en kort tid til omvendelse er acceptabel, men det samme gælder henrettelsen, hvis apostaten ikke vender tilbage til islam.

"[Imam] Muhammed sagde: 'Hvis imamen ønsker det, kan han give apostaten tre dages henstand, hvis han har håb om, er at han vil vende sig i tawba [omvendelse] eller hvis apostaten har bedt ham om det. Hvis der ikke er noget håb, og apostaten ikke har bedt ham om det, og han dræber ham, så er der ingen skade sket ved det.'" [47]

Henrettelse af kvindelige apostater?

Ibn Rushd drøfter - efter at have citeret den tidligere nævnte hadith fra Malik (hvis nogen ændrer sin religion, hug ham over halsen) - om en kvindelig apostat kunne henrettes.

"Flertallet sagde, at en kvinde (apostat) skal henrettes. Abu Hanifa sagde, at en kvinde ikke skal henrettes og sammenlignede hende med en oprindeligt ikke-troende kvinde. Flertallet påberåbte den generelle betydning, der er underforstået (i traditionen). En gruppe havde en afvigende opfattelse og sagde, at hun skal henrettes, også selvom hun vender tilbage til islam." [48]

I resten af sin sammenfatning henviser Ibn Rushd til Maliks ovennævnte citat af Umar, som gav apostaten tid til at angre.


Hvad er værst?

Ibn Rushd komplicerede sagen ved at tilføje love om en apostat, der blev en væbnet røver før eller efter sit frafald og begik sine forbrydelser på islamisk eller fjendtligt territorium. Men vi behøver ikke at citere den lange passage og analysere den her, fordi den er kompliceret og sprænger rammerne for denne artikel i serien. Men det mærkelige er, at Ibn Rushd ikke siger, at det at blive landevejsrøver er et tydeligt tegn på frafald. At opgive religion er tilsyneladende meget teknisk, religiøst set, svarende til det, der er skitseret i shafii-skolen.

I stedet for at citere den lange passage, vil vi kun bemærke, at grunden til, at Ibn Rushd tilføjede vinklingen med en apostat, der blev væbnet røver, er, at Ibn Rushd fandt en vis uenighed blandt retsskolerne i forhold til denne nye faktor. Uden denne komplikation kan vi antage, at retsskolerne var enige om henrettelsen af en almindelig apostat - en person, som ikke blev en væbnet røver (se det sammenfattende afsnit nedenfor). [49]


Apostasi-handlinger

Reliance of the Traveler, den middelalderlige manual udarbejdet af Ahmad ibn Naqib al-Misri og med tilføjelser af senere jurister, repræsenterer shafii-retsskolens afgørelser og syn på tingene. [50]

For muslimer er apostasi fra islam "den hæsligste form for vantro (...) og den værste." [51] Men kun tilregnelige voksne, kan blive retsforfulgt. "Når en person, der har nået puberteten og er tilregnelig, frivilligt forlader islam, fortjener han at blive dræbt." [52] Anger accepteres med den konsekvens, at han ikke dræbes, men hvis han nægter at vende tilbage, kan kaliffen eller hans repræsentant henrette ham uden erstatning eller bod for hans død. [53] En jøde eller kristen, der dræber en apostat, bliver ikke udsat for repressalier og det bliver en muslim, der dræber ham, heller ikke. [54]

Følgende handlinger indebærer apostasi fra islam.

"(1) At knæle for en afgud, hvad enten det er sarkastisk for at være kontrær, eller ud af faktisk overbevisning, som den der tror, at Skaberen er noget, der er opstået i tiden. Eksempler på afguder i denne henseende er solen eller månen, og et eksempel på knælen er at bøje sig for en anden end Allah, hvis man har til hensigt at vise den samme ærbødighed, som man skylder Allah;
(2) At have til hensigt at begå vantro, også selvom det er i fremtiden. Det samme gælder at tøve med om man skal gøre det eller ikke: derved begår man straks vantro;
(3) At bruge ord der indebærer vantro såsom 'Allah er den tredje af tre' eller 'jeg er Allah' - medmindre munden er løbet af med en, eller man citerer en anden, eller man er en af Allah den Højestes venner (...) i en åndeligt beruset tilstand af total glemsel (...) for disse sidstnævnte medfører ikke vantro;
(4) At spotte Allah eller Hans budbringer ...;
(5) At benægte Allahs eksistens, Hans evighed uden begyndelse, Hans evighed uden ende, eller at benægte nogen af Hans attributter, som muslimernes konsensus tilskriver ham ...;
(6) At være sarkastisk om Allahs navn, Hans befaling, Hans forbud, Hans løfte eller Hans trussel;
(7) At benægte ethvert vers af Koranen eller noget, som de lærde er enige om tilhører den, eller at tilføje et vers, der ikke tilhører den;
(8) At sige spottende: 'Jeg ved ikke, hvad tro er';
(9) At svare nogen, der siger: 'Der er ingen magt eller styrke, undtagen gennem Allah': 'Din udtalelse: "Der er ingen magt eller styrke … osv." vil ikke redde dig fra sult';
(10) For en tyran at svare: 'Jeg handler uden Allahs dekret', efter at en undertrykt person har sagt: 'Dette er ved Allahs dekret';
(11) At sige, at en muslim er en vantro (...) med ord, der ikke kan fortolkes som blot at betyde, at han er en utaknemmelig person mod Allah for guddommeligt givne velsignelser ...;
(12) Når nogen beder om at blive undervist i Troens Vidnesbyrd (...) og en muslim nægter at lære ham dem;
(13) At beskrive en muslim eller én, der ønsker at blive muslim, med vantroens udtryk ...;
(14) At benægte den obligatoriske karakter af noget som ved muslimers konsensus (...) er en del af islam, når det er velkendt som sådan, som f.eks. bønnen (salat), eller blot en enkelt raka [runde af bønnen], fra en af de fem obligatoriske bønner, hvis der ikke er nogen undskyldning ...;
(15) At hævde, at alle Allahs budbringere eller profeter er løgnere eller at nægte, at de blev sendt;
(n: Ala al-Din Abidin [d. 1889] tilføjer følgende:
(16) At rakke ned på religionen islam;
(17) At tro, at tingene i sig selv eller af deres egen natur har nogen kausal indflydelse uafhængig af Allahs vilje;
(18) At benægte eksistensen af engle eller jinner (...) eller himlen;
(19) At være sarkastisk om enhver bestemmelse i den hellige lov [sharia];
(20) Eller at benægte at Allah havde til hensigt, at Profetens budskab (...) skulle være den religion, der blev fulgt over hele verden ....)" [55]

Flere apostasikrige

Ibn Khaldun (d. 1406) var født i Tunis og blev statsman, historiker og retslærd tilhørende maliki-skolen. Han forklarer, hvorfor et dynasti sjældent kan etablere sig fast i lande med mange forskellige stammer og grupper. Men det kan ske efter lang tid og brug af fysisk magt, herunder massakre, som set i Maghreb (N- og NV-Afrika) fra islams begyndelse og frem til Ibn Khalduns egen tid:

"Den første (muslimske) sejr over dem og de europæiske kristne (i Maghreb) var til ingen nytte. De fortsatte med at gøre oprør og faldt fra gang på gang. Muslimerne massakrerede mange af dem. Efter at den muslimske religion var blevet etableret blandt dem, fortsatte de med at gøre oprør og bryde ud, og de antog afvigende religiøse meninger mange gange. De forblev ulydige og ustyrlige (...). Derfor har det taget araberne lang tid at etablere deres dynasti i (...) Maghreb." [56]

De kristne i Nordafrika gjorde oprør mod islam, fordi de ville beholde deres egen tro, men muslimerne massakrerede dem, påtvang dem islam og nægtede dem deres religionsfrihed. Tilsyneladende var jizya-skatten ikke tilstrækkelig. Religion, krig og skat kan blive en dødelig blanding.


Sammenfatning

En lærd ved Sammenslutningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) giver en kortfattet sammenfatning af de fire islamiske retsskoler i sunni-islam (maliki, shafii, hanafi og hanbali). Deres websted er bemandet af et hold religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner. De er kvalificerede til at skrive fatwaer (religiøse meninger eller bestemmelser). På deres websted kan man skrive spørgsmål og få svar.

Et spørgsmål lyder:

"I forbindelse med de spørgsmål, der kommer til de islamiske centre i disse dage, bedes I venligst forklare i detaljer, hvordan man besvarer sådanne spørgsmål om sharia-afgørelsen vedrørende apostaten og hans/hendes straf?"

En lærd ved AMJA svarer:

"Jeg vil anbefale dig, når du giver dem svar på sådanne spørgsmål, at begynde med at vise dem, at disse sager alene afgøres af retssystemerne i de islamiske lande, og ikke af enkeltpersoner, og dernæst fortæller dem, at domstolene behandler sådanne sager og fælder dom i dem i henhold til mange detaljer og overvejelser. Hvad angår sharia-afgørelsen, er det dødsstraf for manden [ifølge] de store fire sharia-retslærde, og det samme for kvinden hos de store sharia-lærde, og hun bliver fængslet [ifølge] Al-Hanafiyyah-lærde, da profeten (...) sagde: 'Enhver muslim, der ændrer sin religion, dræb ham/hende,' og hans udtalelse: 'Blodet af en muslim, der bevidner, at der ikke er nogen anden gud end Allah, og at jeg er Allahs Sendebud, er ikke gjort tilladt, undtagen af tre grunde: Livet for livet; den gifte ægteskabsbryder; og den, der forlader sin religion.'" [57]

Hvad der er så interessant ved citatet, er, at den lærde stadig henviser til de fire klassiske retsskoler og behandler dem som autoritative selv i dag.

Han fortsætter med at citere Toraens anti-apostasilov (5. Mosebog 13:6-16) for at vise, at der ikke er noget galt med islam, selvom islam kom omkring 600 år efter Jesus (som ikke forfulgte apostater) og omkring 2.100 år efter den traditionelle tidsangivelse for de første fem bøger af Moses (Toraen).

Denne serie sammenligner ikke religioner, men se den allersidste slutnote nedenfor for artikler, der dækker emnet. Vi behøver ikke at gå tilbage til Det Gamle Testamentes love om apostasi, selv om mange muslimer, som den AMJA-lærde, tilsyneladende tror, at de fleste kristne stadig lærer dette.


MODERNE ISLAM: KAN DEN REFORMERES?

En reformist opfordrer til reform af islam, mens en traditionalist vil mene, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og vil forsvare den. For det meste er det religiøse ledere, der er udvalgt til dette afsnit, men ind imellem er en muslim, der har markeret sig offentligt, også taget med.

Men ofte flyder de to kategorier sammen og er vanskelige at skelne i moderne islam, mens den gennemgår forandring eller søger at opretholde de gamle love.


Reformistiske opfattelser?

Som et typisk eksempel er det i den følgende erklæring svært at afgøre, om den indeholder en reform af islamiske apostasi-love eller om den forstærker dem.

Artikel 10 i Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 i FN's regi lyder:

"Islam er den ægte uspolerede naturs religion. Det er forbudt at udøve nogen form for pres på mennesket eller at udnytte dets fattigdom eller uvidenhed for at tvinge det til at ændre sin religion til en anden religion eller til ateisme." [58]

Men denne artikel er tvetydig. Det er velkendt, at kristne prædiker Evangeliet for de fattige; så er denne forkyndelse lig med udnyttelse? Er prædiken det samme som pres? Vil den kristne præst eller evangelist og hans nye konvertitter blive forfulgt under artikel 10, hvis de nye konvertitter har forladt islam? Det er klart, at de vil og at de bliver.

Men i det større billede er det sharia, der definerer de grundlæggende rettigheder i Erklæringen. Den sidste artikel (25) lyder:

"Den islamiske sharia er den eneste kilde til forklaring eller afklaring af enhver af artiklerne i denne Erklæring." [59]

Men vores artikel har vist, at sharia gør apostasi fra islam til en anden religion eller til ateisme til en forbrydelse, der straffes med døden. Hvordan vil en sharia-dommer afgøre, hvad "pres" eller "udnyttelse" er?

Abdullah Saeed er Sultan af Oman-professor i Arabiske og Islamiske Studier ved Melbourne Universitet i Australien. Han skrev en artikel, der talte for islamisk reform i forhold til apostasi. Til hans ros anerkender han, at Koranen og hadith har nogle problemer. Men han forklarer også, at der er manøvrerum i islam. Han konkluderer:

"På trods af de nuværende udfordringer kan graden af frihed, der er tilgængelig for mange muslimer - især dem, der er lever i intellektuelt frie samfund (hvoraf mange er i Vesten) - bruges til at udfordre dem, der truer religiøs frihed. Muslimer, der nu udgør omkring 20 procent af verdens befolkning, har en politisk og religiøs pligt til at overveje de vigtige værdier og normer, der er grundfæstet overalt i islams mest hellige tekster og i dens egen tradition. Dermed vil muslimske tænkere vende tilbage til deres vigtigste kilder til autoritet, Koranen og Profeten, til støtte for tolerance og religiøs frihed." [60]

På trods af hans konklusion, beundringsværdig som den er i tonen, er det vildledende at hævde, som han gør i en anden del af sin artikel, at "hadith ikke frembyder noget bevis for, at Profeten Muhammed selv nogensinde pålagde dødsstraf for den blotte omvendelse fra islam." (Det kan være sandt, at han ikke selv fysisk henrettede en apostat, men han beordrede det gjort.) Saeed siger i sin artikel, at Muhammed ikke tvang nogen til at konvertere til islam. (Men den islamiske profet voksede i militær magt, og en hær er et stærkt incitament når det gælder tilpasning til erobrerens religion.) I hans levetid var islam ikke så hjælpeløs, som Saeed gør den til i sin artikel. (Islam var en slagkraftig militær styrke.)

Men Saeed opfordrer i det mindste islam til at blive reformeret.

Normalt vil Jamal Badawi, medlem af Fiqh Council of North America (FCNA), ikke blive betragtet som en reformist; faktisk kan han ikke lide den etikette. I spørgsmålet om genfortolkning af Koranen og hadith angående apostasi, lyder det fjerde punkt i hans konklusion:

  1. "Da religiøse meninger [fatwaer] ændrer sig med skiftende tid, sted, sædvane og omstændigheder, bør dette spørgsmål tages op inden for de grundlæggende rammer af islamisk retslære, og ikke blot på grund af pres fra andre. Ingen muslim er forpligtet til at ændre de ubestrideligt stabile og faste aspekter af sharia for at glæde andre eller gøre sig fortjent til titlen 'moderat' eller 'fordomsfri'. I mellemtiden behøver fiqh-afgørelser og -fortolkninger i det ikke-faste område heller ikke at være permanente." [61]

Selvom hans fortolkning af hadith er meget liberal i hans artikel, så påpeger han, at islam kan genfortolke vanskelige passager. Han opfordrer moderne islam til at kaste endnu et blik på dens apostasi-love, så derfor er han placeret i den reformistiske lejr.


Traditionelle opfattelser

Som nævnt består Sammenslutningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) af religiøse lærde, der har doktorgrader, mest i islamisk lov, eller har kvalifikationer og autoritet til at skrive fatwaer (religiøse afgørelser eller meninger). På deres websted kan man skrive spørgsmål og få svar.

I den følgende fatwa - selvom de ikke skriver om artikel 10 i Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 (citeret ovenfor) - efterlader de ingen tvivl om, hvordan den kan fortolkes eller simpelthen ignoreres.

Nogen spurgte AMJA's hjemmeside om religionsfrihed:

"... Jeg vil gerne vide mere om apostaten, fordi andre hævder, at da apostaten skal dræbes, kan det konkluderes, at der ikke er sådan noget som frihed i islam."

Så svarer den lærde med denne fatwa:

"... Under den muslimske stats myndighed har Bogens Folk [jøder og kristne] ret til at forblive i deres tro uden at være tvunget til at antage islam. Men hvis en af dem har antaget islam, vil det ikke accepteres, at han vender tilbage til sin oprindelige religion.
Den samme regel gælder for dem, der er født i muslimske familier. Ifølge den islamiske lov kan de ikke begå apostasi.
Udførelsen af straffen, at dræbe apostaten, er alene og udelukkende den muslimske stats ansvar (hvis der havde været nogen i dag). Ingen andre har ret til at udføre den." [62]

I en anden fatwa udstedt af AMJA havde en læser stillet et spørgsmål i to dele: 1) Hadith siger, at en sten og et træ vil råbe til en muslim, at en jøde gemmer sig bag dem: Kom og dræb ham! (2) Så spørger han eller hun om en anden hadith, hvori Abu Bakr, den anden kalif (r. 632-634), sværger at dræbe eller konvertere alle indbyggerne i Arabien (se ovenfor i hadith-sektionen). Spørgeren vil gerne vide, hvordan dette kan forenes med religiøs tolerance.

Den lærde svarer, at den første hadith fortæller om endetiden, så det behøver vi formodentlig ikke at bekymre os om. Og han fortsætter med at sige, at den anden del af spørgsmålet handler om polyteister, der ikke tilslutter sig en guddommelig religion. Så drager han denne konklusion:

"I islam må ingen af disse kategorier af mennesker forblive i deres religion. Den kendsgerning, at der ikke er tvang i religion, udelukker ikke den anden kendsgerning, at en person, der har antaget islam, ikke kan ændre mening og derefter antage polyteisme." [63]

Bemærk, at den lærde henviser til Koranen 2:256 i sit svar. Og han nægter at sige kategorisk, at 2:256 gælder for alle religioner, selv polyteisme. Det vil sige, at visse lærde i islam i dag ikke fortolker 2:256 åbent og med fuldkommen tolerance.

Så stiller en emailer AMJA et spørgsmål om, hvorvidt jøder og kristne er vantro.

Den lærde svarer:

"Den generelle regel er, at enhver, der ikke regner sig som tilhørende religionen islam, er en kafir (vantro). Heri er der ingen forskel mellem den uvidende og den genstridige. Hvad angår deres endelige bestemmelsessted i Det Hinsides, er dette afhængigt af, om budskabet har nået dem, hvilket er noget, der skal overlades til Allah (...). Det er ikke op til os at lægge os imellem Ham og Hans slaver i dette." [64]

I det mindste siger han, at muslimer ikke bør dømme.

Den 15. marts 2012 blev det rapporteret, at Stormuftien af Saudi-Arabien, sheik Abdul Aziz bin Abdullah, havde sagt, at alle kirker på Den Arabiske Halvø skulle ødelægges.

"Stormuftien af Saudi-Arabien har sagt, at det er 'nødvendigt at ødelægge alle kirker i regionen,' efter Kuwaits skridt mod at forbyde deres opførelse.
I en tale til en delegation i Kuwait, understregede sheik Abdul Aziz bin Abdullah, at eftersom den lille golfstat var en del af Den Arabiske Halvø, var det nødvendigt at ødelægge alle kirker i landet, har arabiske medier rapporteret.
Saudi-Arabiens øverste gejstlige fremsatte kommentaren under hensyn til en ældgammel regel om, at kun islam kan praktiseres i regionen." [65]

Husk på - i sektionen om klassisk sharia-lov ovenfor - at jurist Malik, som var en pålidelig samler af hellige traditioner, bringer en fortælling fra Umar, den anden kalif, der nævner, at Muhammed havde sagt, at to religioner ikke skulle eksistere sammen på Den Arabiske Halvø.

I muftiens tilfælde er "traditionel" en misvisende betegnelse. Han er en fanatiker, der taler for ødelæggelse af kirker. Men i det mindste kender han sin religions oprindelse.

Ifølge U.S. Commission on International Religious Freedom 2012 Annual Report, krænker Egypten religionsfrihed og samvittighedsfrihed:

"Egypten: Gennem det forløbne år fortsatte den egyptiske overgangsregering med at udføre og tolerere systematiske, igangværende og voldelige krænkelser af tankefrihed, samvittighedsfrihed og religions- eller trosfrihed. Alvorlige problemer med diskrimination, intolerance og andre menneskerettighedskrænkelser mod medlemmer af religiøse mindretal såvel som muslimer, der er faldet i unåde, findes stadig overalt i Egypten. Volden, rettet mod koptiske ortodokse kristne, steg signifikant i rapporteringsperioden. Overgangsregeringen har undladt at beskytte de religiøse mindretal mod voldelige angreb på et tidspunkt, hvor mindretalssamfundene er blevet stadig mere sårbare. Dette høje niveau af vold og undladelsen af at dømme de skyldige, fortsatte med at skabe en atmosfære af straffrihed, som har gjort yderligere vold mere sandsynlig. I rapporteringsperioden brugte militær- og sikkerhedsstyrker overdreven magt og skarp ammunition mod koptiske kristne demonstranter og kirker med snesevis af døde og hundreder af sårede til følge. Regeringen fortsatte også med at retsforfølge, dømme og give fængselsstraffe til egyptiske borgere, anklaget for blasfemi. Udførelse af tidligere retsafgørelser - i forbindelse med udstedelse af officielle identitetsdokumenter til bahaier og ændring af religiøs tilhørsforhold på identitetsdokumenter for konvertitter til kristendommen - har set noget fremskridt, men fortsætter med at trække i langdrag, især for bahaier. Desuden har regeringen ikke gjort nok for at bekæmpe udbredt og ondartet antisemitisme i de statsstyrede medier." [66]

For at opsummere dette afsnit om moderne islam, så vil disse eksempler om nogle år forekomme forældede. Men uanset detaljerne, så viser disse eksempler, at islam er inde i en kamp, selv om traditionalisterne vejer tungere og talmæssigt langt overgår reformisterne. Og med god grund: Traditionalisterne har 1.400 år med Koranen, hadith, lov og historie bag sig. Islam er ekstremt konservativ og har svært ved - endog væmmes ved - reform.


KONKLUSION

I starten plejede islam at være religiøst tolerant - det vil sige ikke-voldelig mod andre religioner. Henvendt til hedningene, der tilbad i Kaba-helligdommen, sagde Muhammed meget tidligt i sin karriere, mens han levede i Mekka: "I har jeres religion, og jeg har min" (Koranen 109:6). Ikke desto mindre forfulgte hedningene ham og næsten myrdede ham på dette tidspunkt pga. hans forkyndelse af sin monoteistiske religion.

Derfor udvandrede han til Medina i 622 e.Kr. På et tidligt tidspunkt i sin nye by sagde han: "Der er ingen tvang i religionen" (Koranen 2:256). Dette blev skrevet i forbindelse med de jødiske samfund, der trivedes i hans nye by.

Men han ændrede sig i takt med, at hans militær voksede. Jøderne i Medina blev fordrevet fra deres by - eller blev massakreret og gjort til slaver - selv om de havde levet der i meget lang tid og han var tilflytter. Se artiklen "The Sword and the Jews" i en anden serie.

Efter at have opbygget sit militær besejrede han Mekka i begyndelsen af 630 og overtog Kaba-helligdommen, der indeholdt den sorte sten, hvorfra mekkanerne havde udelukket ham og mange af hans muslimske fæller, da de sparkede ham ud i 622. Men efter erobringen, overlevede visse hedninge ikke, medmindre de konverterede til islam og betalte en zakat (almisseskat). Derefter udelukkede han de resterende hedninge fra samme helligdom, i en 180-graders vending af skæbnen. I længden - fortæller hadith og islamisk historie - kunne arabere ikke forblive hedenske, men måtte konvertere eller dø.

I slutningen af 630 lancerede han militærkampagnen mod Tabuk i nord. Han tvang de små stammer af jøder og kristne til at vælge mellem tre muligheder: (1) at kæmpe og dø; (2) at konvertere til islam; eller (3) at bevare deres religion, men betale en andenklasses skat kaldet jizya. Dette er, hvad der er sket gennem hele den islamiske historie, da fromme muslimer tror, at Koranen og deres profets eksempel er universelt gode og anvendelige. Jøder og kristne, der valgte den tredje mulighed, kaldes dhimmier. Hadith og traditioner siger, at jøderne og de kristne skulle smides ud af Den Arabiske Halvø. Der skulle ikke være to religioner dér. Til denne dag er kirkebygninger og private kristne sammenkomster ikke tilladt noget sted i Saudi-Arabien.

At føre krig i en religions navn for at fremme samme religion er hellig krig.

Efter Tabuk-kampagnen angreb han "hyklerne." Han kunne ikke udholde deres skvattede og reserverede optræden. De var "halvvejs" muslimer. Han truede dem først med Helvedes ild, men efter kampagnen greb han sværdet mod dem. De blev betragtet som apostater.

Det må dog med glæde indrømmes, at Koranen ikke er så klar angående apostasi, som man måske først har tænkt. Dette kan være en vej til reform af dagens apostasilovgivning. Alligevel er traditionen og den klassiske lov klar: ingen apostasi ellers straf.

Med denne tidlige historiske og koraniske baggrund for religiøs undertrykkelse er det ikke underligt, at islam i dag har problemer med at tillade religionsfrihed. Muhammed og Koranen satte den institutionelle DNA-kode. Derfor har islam problemer i forhold til den moderne verden.

Ikke desto mindre udstedte Fiqh Council of North America en fatwa, citeret i begyndelsen af denne artikel, der uden videre hævder, at islam og islams autentiske lære kan forenes med religionsfrihed. Ordene er prisværdige, men hvor langt rækker de?

Den sidste artikel i denne serie peger på mulige skridt på vejen til reform af islam. Hvis reformistiske muslimer i dag vil bruge den universelle appel i Koranen 2:256 som en vej til reform, bliver de nødt til at indrømme offentligt, at Muhammed ikke selv efterlevede verset, som årene gik i Medina. De må ikke skjule denne kendsgerning for de uoplyste. Hvis reformatorerne alligevel gør det, giver de indtryk af at være bedrageriske og mister deres troværdighed.

Reformatorerne skal også offentligt overbevise deres mere traditionelle muslimske trosfæller om, at Koranen 2:256 annullerer eller ophæver de voldelige vers i Koranen, selv om de voldelige vers kommer senere, fordi disse vers også har en historisk sammenhæng, der ikke længere er aktuel. Hvilket fortolkningsprincip skal reformisterne bruge til at annullere de senere voldelige vers og erstatte dem med det tidligere tolerante? Den sidste artikel i serien foreslår en tilgang.

Men indtil islam reelt reformerer sig på disse områder og har opbygget en lang tradition for religionsfrihed, må intellektuelle eliter i USA og andre steder rundt om i verden være ekstremt forsigtige med at antage, at islam er helt uskadelig (bare misforstået). De må ikke udforme nogen politik, skrive nogen læseplan, udstede nogen kendelse eller vedtage nogen lov, der er baseret på eller henviser til islam, Koranen eller sharia; Disse kilder er forældede i forhold til sådanne praktiske forhold. Islam må derfor bøje sig mod os, ikke os mod den.

Vesten bliver beskyldt for arrogance, og anklagen er måske til tider rigtig. Men afvisningen af at lære af Vesten er også et tegn på arrogance. Vi har lært vores lektie om religionsfrihed, efter århundreder med fejl.

Som nævnt i introduktionen til hele denne serie, er Thomas Jeffersons tanke stadig gyldig i dag: "Men det gør mig ingen skade, at min nabo siger, at der er tyve guder eller ingen gud. Det hverken tømmer mine lommer eller brækker mine ben." [67]

Eliteerne skal holde fast ved eller vende tilbage til Jeffersons princip, der styrer USA og har tjent os så godt.

For eksempel, hvis et kirkemedlem nægter at følge Gud eller slutter sig til en anden kirke eller religion, har pastoren eller præsten ret til at tale med ham. Men den gejstlige har ingen ret til at inddrage domstolene eller forsøge at presse en lov igennem, der stopper al apostasi og ateisme. Vi (bør) følge denne frihed.

Folk bør have lov til at tilbede (eller lade være) i overensstemmelse med deres samvittighed. Hvis de forlader en hvilken som helst religion, selv islam, så bør de have denne fundamentale ret. Hvis de tilslutter sig ligegyldigt hvilken religion, bør de være frie til at gøre det. Hvis de kritiserer islam eller endda Muhammed, må de være frie til at gøre det uden frygt for gengældelse eller vold (se den næste artikel om ytringsfrihed).

Den bedste metode til at se hvorfor sharia - med dens krav om ingen religiøs frihed - er forkert, er at se den i lyset af tre kriterier: liv, frihed og søgen efter lykke.

Vesten i dag giver dem denne religionsfrihed, [68] det samme bør islam gøre.

Denne artikel blev først udgivet på Jihad Watch den 1. august 2012 og er blevet opdateret her.


NOTER

[1] Muzammil Siddiqi, “Being Faithful Muslims and Loyal Americans,” Fiqh Council of North America, Oct 5, 2011, fiqhcouncil.org. Hvis linket går ned, kan du kopiere titlen og indsætte den i en søgemaskine.

[2] Ibid. med små mekaniske tilpasninger.

[3] Abdullah Saeed, “The Islamic Case for Religious Liberty,” First Things, November 2011, og Jamal Badawi, “Is Apostasy a Capital Crime?” fiqhcouncil.org, June 12, 2010, selv om Bawadi i nogle tilfælde synes usikker på denne "under belejring"-begrundelse.

[4] Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah". Arlandson bruger normalt M.A.S. Abdel Haleem, The Quran, 2nd ed. (New York: Oxford, 2010). Kantede parenteser indføjet i Ellen Wulffs tekst vil ofte være overført fra Abdel Haleems engelske oversættelse. Læsere, der ønsker at se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[5] Den første kantede parentes er min (Arlandsons); den anden er fra Abdel Haleems engelse oversættelse.

[6] Bukhari, Jihad, 004.052.068 siger, at efter Slaget ved Graven fik de hjælp af ærkeenglen Gabriel til at besejre jøderne:

"Da Allahs Apostel vendte tilbage på dagen (for slaget) ved Al-Khandaq (dvs. Graven), lagde han sine våben fra sig og tog et bad. Så kom Gabriel, hvis hoved var dækket af støv, hen til ham og sagde: 'Du har nedlagt dine våben! Ved Allah, jeg har ikke nedlagt mine våben endnu.' Allahs Apostel sagde: 'Hvor (skal vi tage hen nu)?' Gabriel sagde: 'Denne vej,' og pegede mod [stammen] Banu Qurayza. Så drog Allahs Apostel ud mod dem." (De parentetiske noter er den engelske oversætters; ordet i kantet parentes er tilføjet.)

[7] Ibn Ishaq, Life of Muhammad, (Oxford UP, 1956), 464.

[8] Det første ord i kantet parentes er fra Abdel Haleems engelske oversættelse, det andet er mit (Arlandsons).

[9] Ordet i kantet parentes er tilføjet af mig (Arlandson).

[10] Det første ord i kantet parentes er fra Abdel Haleems engelske oversættelse, de andre er tilføjet af mig (Arlandson).

[11] Ordet i kantet parentes er fra Abdel Haleems engelske oversættelse.

[12] Den første kantede parentes er fra Abdel Haleems engelske oversættelse, den anden er min (Arlandsons).

[13] Ordet "had" er sh-n-' (jf. Koranen 5:8 og 108:3 [disse to steder har Ellen Wulff hhv. "forbitrelse" og "hader", o.a.]); og foruden Abdel Haleems engelske oversættelse i Koranen 5:2 [hatred - had] kan det arabiske substantiv også betyde "fornærmelse", "modgang", "fjendskab", "fjendtlighed", "ondskab", "afsky"; verbet kan betyde "at bedrage." (Omar, Dictionary 298-99). [The Noble Quran har også "had", men ikke Muhammeds had, derimod nogle menneskers had: "the hatred of som people". Heller ikke hos Ellen Wulff tilhører forbitrelsen Muhammed alene, men derimod "jer", o.a.] Versets kontekst er problemet med at tage til det hellige bedehus uden at krænke den hellige måned; pilgrimmene må ikke dræbe dyrevildt. Når de har gennemført pilgrimsfærdens ritualer, kan de jage igen. Uanset hvad, så er had et stærkt ord.

[14] I Abdel Haleems fodnote til dette vers siger han, at almindelige muslimer i de hellige måneder kunne tage til Mekka og drage fordel af de mange pilgrimme, der var rejst dertil, ved at sælge dem deres ting og sager (note b).

[15] Alle parentetiske tilføjelser er fra Hilali and Khan, The Noble Qur’an, (Riyadh: Darussalam, 2002). Noten i skarpe parenteser er tilføjet. Karen Armstrong, en tidligere nonne og nu essayist-historiker om religion, der billiger islam, skriver følgende om jøder og kristne, der underkaster sig islam. "Dhimmi-systemet [politikker for kristne og jøder] var ikke perfekt. Senere islamisk lov udviklede en ret ydmygende lovgivning: Dhimmier havde ikke lov til at bygge uden tilladelse; deres tilbedelsessteder måtte ikke hæve sig over moskeen; de måtte bøje sig, når de afleverede jizya-skatten; de var forbudt at ride på heste og måtte bære særligt, karakteristisk tøj, selvom disse regler ikke blev strengt håndhævet" (Jerusalem: One City, Three Faiths, [NY: Ballantine, 1997], 231).

[16] I stedet for "Måtte Allah bekæmpe dem!" har The Noble Qur'an: "Allah's Curse be on them," dansk: "Måtte Allahs forbandelse være over dem".

[17] Omar, Dictionary, 191-92, siger: "At forhåne, bebrejde, dadle; traktat, god tro; pagt; beskyttelse (...) beskylde en; vanæret; mishandlet (...) elendig situation" (med små mekaniske ændringer).

[18] For “ydmygelse,” “foragt” or “totalt ydmyget,” se Koranen 7:13, 119; 12:32; 27:37; for “lille,” see 2:82; 9:121; 10:61; 17:24; 18:49; 34:3; 54:53. Roden er s-gh-r. For “nedrig” eller engelsk "vile" se Omar, Dictionary, 316.

[19] Det 3-bogstavers rodord for apostasi er r-d-d, men ideen er ikke begrænset til denne rod. Under alle omstændigheder dækker følgende vers apostasi, men ikke nødvendigvis henrettelse: Koranen 2:109 (r-d-d), 217 (r-d-d); 3:72, 86-87, 90, 100 (r-d-d); 4:137; 5:21 (r-d-d), 54 (r-d-d); 6:71 (r-d-d); 12:96 (r-d-d); 14:43 (r-d-d); 16:106; 27:30 (r-d-d); 33:14; 47:25-27 (r-d-d); 73:11; og 74:11. Hannah E. Kassis, A Concordance of the Quran, (Los Angeles: UCP, 1983), 991-993.

[20] Omar, Dictionary, 105-06. Det betyder "at arbejde hårdt, anstrenge sig, overbelaste, være flittig, kæmpe, ​​stræbe efter (...) kæmpe mod vanskeligheder, stræbe med magt." Roden er j-h-d.

[21] Sayyid Abul A’La Maududi, the Meaning of the Quran, 4th ed., vol. 2, trans. Ch. Muhammad Akbar, ed. A. A. Kamal, (Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003), 219, note 82. Hans oversættelse og kommentar er tilgængelig online på englishtafsir.com.

[22] Ibn Kathir, “The Order of Jihad against Disbelievers and Hypocrites,” qtafsir.com, kommentar til 9:73, med små mekaniske tilpasninger.

[23] Roden til "nær" er w-l-y, og bruges mange steder i Koranen. Alt efter sammenhængen kan det til vore formål betyde "slægtninge" eller "slægtskab" eller "nært venskab". Se Koranen 3:68; 4:135; 8:72, 75; 33:6 ("Profeten står de troende nærmere end dem selv"); og 74:34-35.

[24] Kantet parentes tilføjet af mig (Arlandson).

[25] Abdul Mannan Omar, Dictionary of the Holy Quran (Hockessin, Delaware: 2003, 2004), 407-08. Roden er gh-l-f. Se Koranen 3:159; 4:21, 154; 11:58; 14:17; 31:24; 33:7; 41:50; 66:6, 9.

[26] For flere vers med rodordet w-l-y, se Koranen 3:68; 4:135; 8:72, 75; 33:6 ("Profeten står de troende nærmere end dem selv"); og 74:34-35.

[27] Maududi, Meaning, vol. 2, note 121, med mekaniske tilpasninger. Den kantede parentes er min [Arlandsons].

[28] Ibn Kathir, “The Order for Jihad against the Disbelievers, the Closest, then the Farthest Areas,” qtafsir.com, kommentar til 9:123.

[29] Se Silas, “The Punishment for Apostasy in Islam” på answering-islam.org, for yderligere diskussion.

[30] Bukhari, Blood Money, 009.083.017; jf. Muslim, Oaths, 016.4152 og 016.4154. Hadith'erne er søgbare online på Center for Muslim-Jewish Engagement ved University of Southern California.

[31] Bukhari, Apostates, 009.084.057. En parallel hadith: Fortalt af Ikrima: Ali brændte nogle mennesker, og denne nyhed nåede Ibn Abbas, der sagde: "Havde jeg været i hans sted, ville jeg ikke have brændt dem, for Profeten sagde: 'Straf ikke (nogen) med Allahs Straf.' Ingen tvivl om, at jeg ville have slået dem ihjel, for Profeten sagde: 'Hvis nogen (en muslim) opgiver sin religion, dræb ham.'" (idem, Jihad, 004.052.260)

[32] Idem, Military Expeditions, 005.059.630; jf. Apostates 009.084.058 og Judgments 009.089.271.

[33] Idem, Holding Fast to the Quran and Sunnah, 009.092.424, med lettere mekaniske tilpasninger.

[34] Jamal Badawi, “Is Apostasy a Capital Crime?” fiqhcouncil.org, June 12, 2010.

[35] Bukhari, Apostates, 009.084.064, med små redaktionelle tilpasninger.

[36] Tabari, The Last Years of the Prophet, vol. 9, trans. Ismail K. Poonawala (Albany: SUNYP, 1987), 167. Kommentarerne i kantede parenteser er den engelske oversætters, undtagen "stamme".

[37] Bukhari, Holding Fast to the Quran og Sunnah, 009.092.388 og Apostates 009.084.059. Mine kommentarer er i kantede parenteser; den engelske oversætters er i parentes. Jeg lavede også små mekaniske tilpasninger.

[38] Malik ibn Anas, Muwatta: the First Formulation of Islamic Law, rev. ed., trans. Aisha Abdurrahman Bewley, (Inverness, Scotland: Madina P, 1991), 45.5.17, Mine kantede parenteser. Denne lovbog er også tilgængelig ved Center for Muslim-Jewish Engagement.

[39] Ibid, 45.5.18, min kantede parentes.

[40] Ibid. min kantede parentes. Se dette link til Malik online.

[41] Ibid. 36.18.15, med små mekaniske tilpasninger. Noten i kantet parentes er min.

[42] Ibid. med små mekaniske tilpasninger. Noterne i kantet parentes er mine.

[43] Ibid. med små mekaniske tilpasninger. Noten i kantet parentes er min.

[44] Ibid. med små mekaniske tilpasninger. Noterne i kantet parentes er mine.

[45] Abu Jafar Muhammad b. Jarir Tabari, The First Civil War, vol. 17, trans. G. R. Hawting (Albany: SUNYP, 1996), 188. Kommentarer i kantede parenteser er mine. Denne passage viser karakteren af den tids behandling af apostater.

[46] Malik, Muwatta, 36.18.16.

[47] Imam Muhammad, The Muwatta of Imam Muhammad, (London: Turath, 2004), 382. Kommentarerne i kantede parenteser er mine.

[48] Ibn Rushd, The Distinguished Jurist’s Primer, vol. 2 trans. Imran Ahsan Khan Nyazee, (London: Garnet, 1996), 552.

[49] Ibid.

[50] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller, (Beltsville, Maryland: Amana, 1994).

[51] Ibid. 595.

[52] Ibid.

[53] Ibid. 595-596

[54] Ibid. 583-84.

[55] Ibid. 596-98, med små mekaniske ændringer. Ordene i kantede parenteser er mine; dem i parentes er den engelske oversætters.

[56] Ibn Khaldun, aaMuqaddimah 131.

[57] Hatem al-Haj, “Sharia Ruling on Apostasy,” Question ID no. 1486, April 17, 2006, med små mekaniske tilpasninger. Jeg indsatte ordene i kantede parenteser.

[58] World Conference on Human Rights, UN GAOR, 4th Session, Agenda Item 5, Cairo Declaration on Human Rights, Doc. A/CONF.157/PC/62/Add.18 (1993), Aug 5, 1990.  University of Minnesota Human Rights Library.

[59] Ibid., med små mekaniske tilpasninger.

[60] Abdullah Saeed, “The Islamic Case for Religious Liberty,” First Things, November 2011.

[61] Jamal Badawi, “Is Apostasy a Capital Crime?” fiqhcouncil.org, June 12, 2010, med små mekaniske tilpasninger. Hans kommentar i den kantede parentes.

[62] Main Khalid al-Qudah, “If Apostates Must Be Executed, How Can We Say There Is Freedom of Religion in Islam?” amjaonline.com, Question ID or fatwa no. 77325, January 2, 2009, med små mekaniske tilpasninger.

[63] Idem, “Kill the Jews?” Question ID or fatwa no. 78511, amjaonline.com, April 4, 2009, med små mekaniske tilpasninger.

[64] Salah al-Sawy, “Jews and Christians and the Conditions for Declaring Someone Kafir,” Question ID or fatwa nr. 77519, amjaonline.com, January 21, 2009.

[65] Elizabeth Broomhall, “Destroy All Churches in Gulf, Says Saudi Grand Mufti,” March 15, 2012, Arabianbusiness.com.

[66] U.S. Commission on International Religious Freedom 2012 Annual Report.

[67] Andrew M. Allison, M. Richard Maxfield et al., The Real Thomas Jefferson: The True Story of America’s Philosopher of Freedom, rev. ed. (National Center of Constitutional Studies, 2008), 602-03.

[68] Og artikel 18 i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 siger meget enkelt: "Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter." The United Nations, The Universal Declaration of Human Rights, 1948. Den første tilføjelse [First Amendment] til den amerikanske forfatning lyder: "Kongressen må ikke vedtage nogen lov, som fastsætter en bestemt religion, som forbyder den fri religionsudøvelse, eller som beskærer tale- og pressefriheden eller folkets ret til at forsamles fredeligt og til at anmode regeringsmagten om at råde bod på klagemål." (Kilde).

Til slut - denne serie handler ikke om at sammenligne Bibelen og Koranen, men læsere kan være interesserede i dette. I så fald redegør denne artikel for apostasi i Bibelen. Se også mine studier: How Jesus Christ Fulfills the Law and How Christians Benefit from the Old Testament. Vi behøver ikke at trække de gammeltestamentlige vers om apostasi frem i dag.




James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.




Artikler i serien


More Punishments:





Oversættelse: Bombadillo