Slaveri i Koranen, traditionen og klassisk lov
Hvad er praksis i moderne islam?
Af James M. Arlandson, PhD
Oversættelse af: Slavery In the Quran, Traditions, and Classical Law
Kilde: Jihad Watch, 31. juli 2012
Udgivet på myIslam.dk: 14. maj 2018


Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Denne serie artikler er henvendt til lærere, journalister, lovgivere, byrådsmedlemmer, dommere, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der sidder i samfundets "nøglepositioner". De starter dialoger og former (for ikke at sige kontrollerer) samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De lader til at mene, at sharia er uden problemer - at den bare er misforstået. Dens kritikere overdriver (og har måske i nogle tilfælde gjort sig skyldige i dette). Kritikerne er nok bare "islamofobiske". Islam er trods alt en verdensreligion, så den fortjener respekt.

Men disse samme intellektuelle eliter kan også have en nagende fornemmelse af, at sharia faktisk har problemer. Kan kritikerne tage fuldstændigt fejl - hele tiden?

Men beslutningstagerne kan være bange for at give udtryk for deres private frygt offentligt. Ikke desto mindre - i en overvindelse eller undertrykkelse af deres følelse - søger de stadig efter måder, hvorpå de kan indarbejde sharia i de vestlige samfund, langsomt, forsigtigt i starten.

Hjemmesider, der forsvarer sharia, er dukket op; deres hensigt er blandt andet at lette de intellektuelles hemmelige tvivl og overdrevne forsigtighed.

For at give et eksempel starter vi med en repræsentativ muslimsk lærd, der kun fortæller om de positive aspekter af islams historie om slaveri.

Sammenslutningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) består af et hold religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner. De har kvalifikationen og beføjelsen til at skrive fatwaer (religiøse meninger eller bestemmelser). På deres websted kan man skrive spørgsmål og få svar.

En spørgsmål lyder, om sharia tillod mænd at have sex med kvindelige slaver uden for ægteskab. Den lærde fra AMJA giver et langt svar og konkluderer om forskellige punkter:

"... På grund af de førnævnte eksempler på de guddommelige og profetiske instruktioner vedrørende slaveri, behandlede ingen anden nation eller religiøs gruppe i verden slaver bedre end muslimerne gjorde ...
Slaveriet i islam var farveblindt, så der var asiater og europæere, som var slaver, såvel som afrikanere ...
... Nu var slaveri så etableret i alle led af verdens økonomiske, politiske og sociale liv før islam, at det krævede mod kombineret med visdom at løse problemet med slaveri, og her er det, at Gud mirakuløst fastlagde et system, hvorved alle bifloderne, der forsynede slaveriets flod, ville blive afskåret, undtagen i tilfældet med krigsfangerne (hvilket hjalp til at beskytte deres liv; og det ville have været overraskende for muslimerne at blive taget som fanger, hvis de tabte, og blive påbudt at befri alle fangerne, hvis de vandt). Du skal også vide, at hærene tidligere, pga. knapheden af ressourcer, ikke kunne holde fangerne i fængsler og give dem mad osv. Det var heller ikke altid muligt at løslade dem, fordi de så ville omgruppere sig og vende tilbage og kæmpe videre." [1]

Så den lærde erklærer i det første uddrag, at "ingen anden nation eller religiøs gruppe i verden (behandlede) slaver bedre end muslimerne gjorde." Gennem hele sit svar giver han ikke direkte svar på spørgsmålet, men taler i almindeligheder.

I det tredje uddrag siger han, at "Gud mirakuløst fastlagde et system" (islam), der førte til slaveriets ophør, undtagen i tilfældet med krigsfanger, der kunne vende tilbage til kampen, hvis de blev sat fri.

Alt dette formidler budskabet: Der er ikke noget galt med sharia.

Før vi begynder, må vi erkende den åbenlyse og smertefulde sandhed, at slaveri ikke er særegen for islam. I mange årtusinder var det universelt. Vestens underliv praktiserer det stadig, sædvanligvis i form af handel med sexslaver. [2]

Men vi er nødt til at afbalancere den lærdes positive vurdering af islam med nogle ubehagelige sandheder med udgangspunkt i, at Koranen, traditionen og klassisk lov godkender slaveri.

Her er Indholdsfortegnelsen, med links:

KORANEN
Sex med slavinder i fredstid
Sex med slavinder i krigstid
Muhammed ejede slaver
Henrettelse, frigivelse, løskøbelse eller slavebinding efter krig?

HADITH OG ANDRE KILDER
Muhammed ejede slaver
Sex med kvindelige krigsfanger
Prygl af slaver
Frigivelse af slaver

KLASSISK LOV
Penge og slaveri
Ægteskab med gifte kvindelige krigsfanger?
Sex med kvindelige slaver
Prygl af slaver

MODERNE ISLAM: HVAD ER DENS PRAKSIS?
Traditionelle fortolkninger
En moderat erklæring
Forvirring i dag

KONKLUSION

NOTER




KORANEN

Det er sandt, at Koranen nogle gange opfordrer til at frigive slaver under visse omstændigheder, som f.eks. at de er troværdige eller at ejeren har behov for at gøre bod for at bryde en ed (Koranen 5:89; 24:33). Og Koranen befaler herren at være god mod sin slave (Koranen 4:36).

Andre passager åbenbarer imidlertid urovækkende bestemmelser. Vi må forstå hele islam, ikke kun de positive dele. De skadelige vers og love kan påvirke samfundet negativt i dag, fordi mange muslimer mener, at islam er den ultimative vejledning for menneskeheden og ønsker at indføre den i dag i alle dens bestanddele. Så vi dækker dem her.


Sex med slavinder i fredstid

Koranen tillader mandlige ejere at have sex med kvindelige slaver.

Koranens kapitel 23 blev åbenbaret i løbet af Muhammeds liv i Mekka før hans hijra eller emigration fra sin hjemby til Medina i 622 e.Kr. I hans tjenestes tidlige år førte han aldrig krig mod nogen, så disse var fredstider, selvom han blev udsat for en vis forfølgelse.

Men så siger Koranen 23:1-7 om sex med slaver:

"1: Lykkelige er de troende, 2: de, som er ydmyge i deres bøn, 3: som vender sig bort fra tomme ord, 4: som giver almisse, 5: som vogter over deres køn; 6: undtagen over for deres hustruer og slavinder, for da kan man ikke bebrejde dem noget. 7: Men de, der efterstræber noget derudover, begår en overtrædelse -" [3] (Koranen 23:1-7)

Så de troende bør holde sig kyske eller seksuelt rene, undtagen i forhold til deres koner og deres slavinder (vers 5-6).


Sex med slavinder i krigstid

Nu er Muhammed emigreret fra Mekka til Medina. På tidspunktet for åbenbaringen af sura 4, hvorfra vores næste koranvers er hentet, har han udkæmpet mange krige og træfninger. For eksempel kæmper han mod mekkanerne i Slaget ved Badr i 624 e.Kr. og igen mod mekkanerne i Slaget ved Uhud i 625 e.Kr. Han fordriver også de jødiske stammer Qaynuqa i 624 e.Kr. og Nadir i 625 e.Kr. Han overfører denne politik med sex mellem mandlige ejere og deres kvindelige slaver til sin nye by, Medina.

Koranen 4:24 siger [ifølge Maududi - se note, o.a.]:

"Og forbudt for jer er gifte hustruer fra andre folk (...) undtagen dem, der er faldet i jerers hænder (som krigsfanger) ...." [4] (Se også Koranen 4:3 og 33:50)

Ibn Kathir (d. 1373) er en af de mest autoritative og anerkendte klassiske kommentatorer i den sunni-muslimske verden. Han citerer den koraniske sætning i parentes [fra K. 4:24 i Ellen Wulffs overs.] og skriver om disse kvindelige krigsfanger:

"(bortset fra de slavinder, I ejer) bortset dem, I erhverver gennem krig, for I er tilladt sådanne kvinder, efter at have sikret jer, at de ikke er gravide. Imam Ahmad oplyste, at Abu Said Al-Khudri sagde: 'Vi fangede nogle kvinder fra Awtas-området, som allerede var gift, og vi kunne ikke lide at have sex med dem, fordi de allerede havde ægtemænd. Så vi spurgte Profeten om denne sag, og denne ayah [vers] blev åbenbaret ... ((Også forbudt er) ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer). Derfor havde vi sex med disse kvinder.'" [5]

Kvindelige fanger bliver således undertiden tvunget til at have sex med deres muslimske herrer, uanset kvindernes ægteskabelige stilling. Det vil sige, at herrerne har ret til at bryde deres ægteskab og have sex med dem. Der er ikke krav om, at herrerne skulle gifte sig med slaverne før sex. Nogle fortolkninger i klassisk lov (se nedenfor) bekræfter dette.


Muhammed ejede slaver

Koranen 33:52 siger:

"52: Det er dig [Profet] ikke tilladt at tage andre kvinder herudover og heller ikke, at du skifter nogle af dine hustruer ud med dem, selvom deres skønhed behager dig, bortset fra slavinder. Allah holder øje med alt." [6] (Koranen 33:52)

Muhammed fik en slave-kvinde umiddelbart efter sin massakre på Qurayza-jøderne, idet han tog sig en særlig smuk kvinde fra dem [7] (se nedenfor i afsnittet HADITH OG ANDRE KILDER).

Hans slavinder havde ikke samme status som hans frie hustruer som f.eks. Aisha, hans yndlingshustru og datter af Abu Bakr, som var hans følgesvend og kommende første kalif. En anden hustru var Hafsa, datter af Umar, endnu en følgesvend og den kommende anden kalif.


Henrettelse, frigivelse, løskøbelse eller slavebinding efter krig?

Nu er Muhammed emigreret fra Mekka til Medina. Han har lige fået at vide, i kapitel 47, at han har lov til at føre krig. Hvordan skal han kæmpe og dræbe? Og hvad skal han gøre med krigsfangerne?

"4: Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter!" (Koranen 47:4)

I kølvandet på krig kan fanger løslades frit eller for løsepenge eller i bytte for muslimske krigsfanger. Det monetære aspekt skaffede mange penge til islam.

Koranens kapitel 8 omhandler Slaget ved Badr i 624 e.Kr. Koranen 8:67 lyder: "Der tilkommer ikke en profet nogen fanger, før han har kæmpet og sejret i landet." 47:4 i kombination med 8:67 betyder, at sejrherrerne kan løslade de fangne med eller uden løsepenge. Betalingsmuligheden lavede penge til islam.

Efter slaget fortsætter Muhammed med at prædike for de 70 fanger, [8] at islam og Allahs tilgivelse er bedre for dem, formodentlig bedre end deres polyteisme og gamle livsform (v. 70).

Men Ibn Rushd (d. 1198) - kendt i Vesten som Averroes, der var en retslærd og skrev en to-binds sammenfatning af forskellige juridiske udtalelser om en lang række spørgsmål - mener, at tilbuddet i 8:70 betyder, at henrettelse er bedre end slaveri. [9]

Glem ikke, at Muhammed i 627 udkæmpede Slaget ved Graven, som han vandt. Derefter henrettede han de jødiske mænd fra Qurayza-stammen og solgte kvinderne og børnene til slaveri.

"26: Han [Allah] fik dem af Skriftens folk [Qurayza], der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I [troende] dræbte en del og tog en del til fange. 27: Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt." [10] (Koranen 33:26-27).

Dette salg bragte mange penge til det voksende muslimske samfund, for ikke at nævne jødernes jord og huse, som de tog i besiddelse.


HADITH OG ANDRE KILDER

Islamisk lov er dybt rodfæstet i Koranen og hadith (overleveringer om Muhammeds og hans ledsageres ord og gerninger uden for Koranen), men i dette afsnit medtager vi også to andre kilder: Historien skrevet af Tabari (d. 923), som også var retslærd og koran-kommentator og Ibn Ishaqs (d. 767) biografi, der er en tidlig og højt anset biografi over Muhammed, selv om moderne forskere sætter spørgsmålstegn ved Tabaris og Ibn Ishaqs kronologi og deres overraskende få mirakler. Se artiklen med titlen "Hvad er sharia?" i denne serie, for mere information om hadith.

Samlet danner disse kilder et sammenhængende billede af slaveri i tidlig islam.


Muhammed ejede slaver

Muhammed ejede en slave, der var sort:

"Jeg sad et øjeblik med dem, men kunne ikke udholde situationen, så jeg gik til det øvre rum, hvor Profeten var, og sagde til en sort slave af hans ..." [11]

Følgende hadith siger, at Muhammed på et eller andet niveau var intim med sine slavinder.

"Fortalt af Aisha: Profeten plejede at modtage troskabseden fra kvinderne efter først at recitere dette hellige vers: (60.12) '...de forpligter sig til ikke at sætte noget ved Allahs side, ...' (60.12), og Allahs Apostels hånd rørte ikke nogen kvindes hånd undtagen hånden af den kvinde, hans højre hånd besad (dvs. hans fanger eller hans kvindelige slaver)." [12]

Dernæst, i 628 e.Kr., erobrede Muhammed den jødiske bosættelse Khaybar. En jødisk høvding ved navn Kinana, der forsvarede sin fæstning, blev beordret dræbt af Muhammed, hvorefter han tog Kinanas kone, Safiyya bint Huyai, som sin fange. Da hun var blevet hans slave, besluttede han at gifte sig med hende, og hendes mahr eller medgift, som han måtte betale, var hendes frihed. "Fortalt af Anas bin Malik: Allahs Apostel frigav Safiyya og betragtede hendes frigivelse som hendes mahr." [13]

Ibn Ishaq bringer beretningen om Muhammeds massakre på og slavebinding af den jødiske Qurayza-stamme. Han beholdt en af kvinderne for sig selv.

"Så gik apostlen ud på markedspladsen i Medina (som stadig er dens markedsplads i dag) og gravede grave i den. Dernæst sendte han bud efter dem, og huggede hovedet af dem i disse grave, efterhånden som de blev bragt ud til ham i grupper (...). Der var 600 eller 700 i alt, selvom nogle sætter tallet så højt som 800 eller 900. (...) Så fordelte apostlen B[anu ell. stammen] Qurayzas ejendom, hustruer og børn blandt muslimerne, og han bekendtgjorde på den dag andelene for heste og mænd, og tog femtedelen fra. En rytter fik tre dele, to for hesten og én for dens rytter. En mand uden hest fik én del. På dagen for B. Qurayza var der 36 heste. Det var det første bytte, som der blev kastet lod om og hvorfra femtedelen blev taget. Ifølge dens præcedens og hvad apostlen gjorde, blev opdelingerne foretaget, og det forblev sædvanen for angreb. Derefter sendte apostlen Sad b. Zayd al-Ansari, bror til b. Abdul-Ashhal, med nogle af de tilfangetagne kvinder fra B. Qurayza til Najd og han solgte dem for heste og våben. Apostlen havde valgt en af deres kvinder for sig selv, Rayhana d. Amr b. Khunafa, (...) og hun blev hos ham, indtil hun døde, i hans magt. Apostlen havde tilbudt at gifte sig med hende og lægge sløret på hende, men hun sagde: 'Nej, lad mig blive i din magt, for det vil være lettere for mig og for dig.' Så lod han hende være. Hun havde vist modvilje mod islam, da hun blev fanget, og holdt fast ved jødedommen. Så apostlen satte hende til side og følte en smule utilfredshed. Mens han var sammen med sine følgesvende, hørte han lyden af sandaler bag sig og sagde: 'Dette er Thalaba b. Saya, der kommer for at give mig den gode nyhed om Rayhanas accept af islam' og at han kom for at annoncere kendsgerningen. Dette gav ham glæde." [14]

Sex med kvindelige krigsfanger

I krigsførelse var det menneskelige krigsbytte, fangerne, en økonomisk gevinst. Vi bemærkede, at Koranen 47:4; 8:67 og 33:26 tillader at tage dem, og at 4:24 siger, at de kan holdes - og det samme gør 4:3; 23:5-6; og 33:50. Men 47:4 siger, at de kan løslades med eller uden løsepenge bagefter. Til at begynde med fokuserer vi på det pengemæssige aspekt. Khumus betyder en femtedel af krigsbyttet. En hadith lyder:

"Profeten sendte Ali [der senere skulle blive den fjerde kalif] til Khalid [en general] for at hente Khumus (af byttet) og (...) Ali havde taget et bad (efter at have haft sex med en slavinde fra Khumus). 'Hader I Ali for dette? (...) Had ham ikke, for han fortjener mere end det fra Khumus.'" [15]

Denne hadith fortæller lidt om Ali, der var Muhammeds fætter og svigersøn. Han havde lige haft sex med en kvindelig fange, så han havde brug for et afslappende bad.

Den næste passage fortæller om afklædning af en nyligt fanget kvinde fra et muslimsk angreb. Salamah, den muslimske røver, var "fascineret" af hende. Men Muhammed ønsker at udveksle hende for muslimer, der blev holdt fængslet i Mekka.

"Så vi [Salamah og hans fangne pige] ankom til Medina. Jeg havde endnu ikke afklædt hende, da Allahs Sendebud (...) mødte mig på gaden og sagde: Giv mig den pige, O Salamah. Jeg sagde: Allahs Sendebud, hun har fascineret mig. Jeg havde endnu ikke afklædt hende. Den næste dag, da Allahs Sendebud (...) igen mødte mig på gaden, sagde han: O Salama, giv mig den pige, må Allah velsigne din far. Jeg sagde: Hun er til dig, Allahs Sendebud (...). Ved Allah, jeg havde endnu ikke afklædt hende. Allahs Sendebud sendte hende til folket i Mekka, og overgav hende som løsesum for en række muslimer, der havde været holdt som fanger i Mekka." [16]

I den næste hadith - under en militærkampagne og borte fra deres koner - spørger muslimske soldater Muhammed om at have coitus interruptus med deres fangne kvindelige slaver.

"Fortalt af Abu Said Al-Khudri: Vi fik kvindelige fanger i krigsbyttet, og vi plejede at have coitus interruptus med dem. Så vi spurgte Allahs Apostel om det, og han sagde: 'Gør I virkelig det?' og gentog spørgsmålet tre gange. 'Indtil Opstandelsens Dag er der ingen sjæl, der er bestemt til at eksistere, som ikke vil blive til.'" [17]

Med andre ord er denne metode til fødselskontrol overflødig, fordi det er Allah, der bestemmer, hvem der vil blive født. Spørgsmålet er ikke, om soldater bør have sex med fangerne. De kan gøre det.

Følgende hadith fortæller, at muslimske jihadister havde sex med deres kvindelige fanger, også selvom kvinderne var gift med polyteister.

"Allahs Sendebud sendte en hær til Autas og mødte fjenden og kæmpede med dem. Da de havde overvundet dem og taget dem til fange, syntes Allahs Sendebuds følgesvendene at afstå fra at have sex med de tilfangetagne kvinder, fordi deres mænd var polyteister. Så nedsendte Allah, den Højeste, en åbenbaring om dette: '... og ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer (Koranen 4:24)' (dvs. de var lovlige for dem, når deres idda-periode var udløbet)." [18]

Husk, at Ibn Kathir i afsnittet om Koranen ovenfor henviser til denne hadith (og paralleller) i sammenhæng med Koranen 4:24. Der er ikke et ord om, at de muslimske ejere skal gifte sig med de kvindelige fanger før sex.


Prygl af slaver

Følgende hadith siger, at en mand ikke skal banke sin kone, som man banker en slave, og derefter forvente at have sex med hende senere den aften.

"Fortalt af Abdullah bin Zama: Profeterne sagde: 'Ingen af jer skal banke sin kone, som han banker en slave, og derefter have sex med hende i den sidste del af dagen.'" [19]

Denne hadith er ikke en befaling om at banke en slave, men den er heller ikke en befaling om ikke at gøre det. Hadithen antager at det blev gjort, og Muhammed stoppede det ikke.

Muslimer havde lov til at prygle deres slaver, især hvis en slavinde begik en seksuel synd. Hvis hun ikke stoppede, skulle hun sælges for den lavest mulige pris, ikke frigives:

"Fortalt af Abu Huraira og Zaid bin Khalid: Profeten sagde: 'Hvis en slavinde (ama) begår ulovligt samleje, pisk hende; hvis hun gør det igen, pisk hende igen; hvis hun gentager det, pisk hende igen.' Fortælleren tilføjede, at ved den tredje eller den fjerde forseelse sagde Profeten: 'Sælg hende - selv for et hårreb.'" [20]

I et kompendium over de seks autentiske hadith-samlere og -redaktører, er Ali, den kommende fjerde kalif (regeringstid 657-661), noteret for at sige, at Muhammed befalede en slavekvinde slået, fordi hun bedrev hor. Men Ali fandt ud af, at hun kort forinden havde født, så han udførte ikke befalingen. En anden beretning fortæller, at hun blev slået efter at hun var kommet sig efter fødslen af barnet.

"Ali sagde: I folk skal udføre straffen på slaver, dem, der er gift, og dem, som ikke er en slavekvinde tilhørende Allahs budbringer, der har bedrevet hor, og han befalede mig at slå hende. Men hun havde for nylig født et barn og jeg var bange for, at hvis jeg slog hende, så kunne jeg dræbe hende, så jeg sagde det til Profeten og hans sagde: 'Du har gjort ret.' Muslim viderebragte den. I en version af Abu Dawud sagde han: 'Lad hende være indtil hun holder op med at bløde, og udfør straffen på hende og udfør straffen på dine kvindelige slaver.'" [21]

Den tidlige levnedsskildrer Ibn Ishaq registrerer en hændelse, i hvilken Ali, Muhammeds svigersøn og fætter og den fremtidige fjerde kalif (656-661), gav "en voldsom omgang prygl" til en kvindelig slave:

"Hvad angår Ali, så sagde han: 'Der er rigeligt med kvinder, og du kan let skifte en ud med en anden. Spørg slavinden, for hun vil fortælle dig sandheden.' Så tilkaldte apostlen Burayra for at spørge hende, og Ali gav hende en voldsom omgang prygl og sagde: 'Fortæl apostlen sandheden', til hvilket hun svarede: 'Jeg ved kun godt om hende. Den eneste fejl, jeg kan finde hos Aisha, er, at når jeg ælter dej og beder hende om at holde øje med den, så forsømmer hun det og falder i søvn, og fårene kommer og æder den!'" [22]

Den næste passage fra den tidlige historiker og kommentator Tabaris værk går ud over det at slå. Han beskriver en erobring under Abu Bakrs kalifat (r. 632-634). Denne erobring er repræsentativ for mange andre erobringer gennem hele islams historie. [23] I Ayn al-Tamr, Irak, halshuggede Khalid, en general, "alle fæstningens mænd og tog alt hvad deres fæstning indeholdt i besiddelse, idet han tog, hvad der var i den, som krigsbytte."

Beretningen fortsætter:

"Khalid fandt i deres kirke fyrre drenge, der studerede evangelierne bag en låst dør, som han brød op for at komme ind til dem. Han spurgte: 'Hvem er I?' De svarede: 'Gidsler.' Han fordelte dem blandt de muslimer, som havde gjort det ekstra godt i kamp." [24]

At halshugge mændene og fordele drengene som menneskeligt krigsbytte var en videreførelse af Muhammeds politik som antydet i Koranen 33:26-27, hvor han slavebandt kvinder og børn fra den jødiske Qurayza-stamme.


Frigivelse af slaver

Mindst én hadith siger, at frigivelse af en slave er en gudfrygtig handling, der vil frelse ejeren fra Helvede. [25]

Der blev måske nok opmuntret til frigivelse af slaver, men det var valgfrit, afhængigt af ejerens økonomi. Den næste hadith siger, at det at kæmpe for Allah er den bedste gerning, mens den næstbedste [?] er at frigive den mest kostbare slave, men kun hvis ejeren har råd til det.

"Fortalt af Abu Dhar: Jeg spurgte Profeten: 'Hvad er den bedste gerning?' Han svarede: 'At tro på Allah og at kæmpe for Hans Sag.' Dernæst spurgte jeg: 'Hvad er den bedste form for frigivelse (af slaver)?' Han svarede: 'Frigivelse af den slave, der er dyrest og mest elsket af sin herre.' Jeg sagde: 'Hvis jeg ikke har råd til at gøre det?' Han sagde: 'Hjælp de svage eller gør godt mod en person, der ikke kan klare sig selv' ..." [26]

Muligheden for at beholde slaven giver økonomisk mening set fra ejerens synsvinkel. Desuden købte slaven normalt sin frihed - fik den ikke bare gratis. Så det gav også økonomisk mening at frigive ham, eftersom penge flød tilbage til ejeren.


KLASSISK LOV

Klassisk lov er bygget på Koranen og hadith. Klassiske retslærde - og jurister i dag - har søgt ved hjælp af dem at løse forskellige problemer. For mere information, se artiklen: "Hvad er sharia?" i denne serie.

Frigivelse af slaver bliver til tider opmuntret i de klassiske islamiske lovbøger, der præciserer, hvordan man gør det lovligt. Det er godt. Men hvad med de negative aspekter af islamisk slaveri?


Penge og slaveri

Det menneskelige krigsbytte kunne tages, og det skabte stor rigdom for islam. Ibn Rushd (d. 1198), kendt i Vesten som Averroes, udarbejdede et kompendium med juristers opfattelser op til hans egen tid. Her sammenfatter han forskellige juridiske udtalelser om jihad og slaveri:

"Skade, som det er tilladt at påføre fjenden, kan være på ejendom, liv eller personlig frihed, det vil sige slavebinding og ejerskab. Skade, der udgør slavebinding, er tilladt ved konsensus (...) for alle kategorier af polyteister, jeg mener deres mænd og kvinder, gamle og unge, almindelige mennesker og eliten med undtagelse af munke. En gruppe jurister fastholdt, at de (munkene) skal lades i fred og ikke fanges; faktisk skal de lades uskadte og ikke slavebindes på grund af Allahs Sendebuds udtalelse (...): 'Lad dem og det, til hvilket de har helliget sig, være,' og også på grund af Abu Bakrs (den første kalifs) praksis. Flertallet af juristerne fastholdt, at imamen har forskellige typer valg vedrørende krigsfanger, herunder deres benådning, slavebinding, henrettelse, løskøbelse og pålæggelse af jizya (hovedskat). En gruppe jurister fastholdt, at det ikke er tilladt at henrette fangerne." [27]

Bemærkelsesværdig i dette uddrag er en udtalelse af Allahs sendebud, Muhammed. Det er en hadith, som Ibn Rushd citerer for at afgøre, hvordan islamisk lov skal anvendes. Muhammeds eksempel var yderst vigtigt for etableringen af sharia.

Ibn Rushd fortsætter med at citere Koranen 47:4 og 8:67, hvilket viser, hvor koran-baserede de juridiske fortolkninger var. Faktisk er de baseret direkte på både Koranen og hadith.

Endelig må man sige, at den sidstnævnte gruppe jurister i uddraget, der ikke tillod henrettelse af fanger, ikke just fulgte Muhammed, som nogle gange gjorde netop dette. Faktisk fortsætter Ibn Rushd med at diskutere meningsforskellene i sagen, men når ikke frem til nogen fast konklusion.


Ægteskab med gifte kvindelige krigsfanger?

Husk at Koranen 4:24 siger, at muslimske mænd er tilladt at gifte sig med kvindelige krigsfanger. Men kan mændene gifte sig med disse kvindelige slaver, når slaverne er gift? Retsskolerne er delte.

Ibn Rushd opsummerer diskussionen:

"De [juristerne] er uenige om den gifte kvinde - om hendes tilfangetagelse (i krig) ophæver hendes ægteskab, og hvis det bliver ophævet, så hvornår? En gruppe sagde, at ægteskabet af et par, der er taget til fange sammen, ikke annulleres, men at tilfangetagelse af den ene før den anden annullerer deres ægteskab. Dette var Abu Hanifas mening. En anden gruppe jurister sagde, at tilfangetagelse annullerer ægteskabet, uanset om de fanges sammen eller den ene før den anden, hvilket var al-Shafiis mening. Der er to udtalelser fra Malik. For det første, at tilfangetagelse ikke annullerer ægteskab overhovedet. For det andet, at den annullerer det fuldstændigt som efter al-Shafiis opfattelse. Grunden til deres uenighed om annullering, er en svingen mellem at opfatte de fangne kvinder, der har undgået at blive dræbt, som dhimmier [andenklasses jøder eller kristne, som lever på islamisk territorium] med en pagt (i hvilket tilfælde de ikke kunne behandles som konkubiner) eller som vantro kvinder, der ikke har nogen ægtemand, eller som har været fæstet af de vantro. I sondringen, som Abu Hanifa trækker, mellem par, der er taget til fange sammen, og dem, der er taget særskilt, den ene før den anden, er den effektive faktor - ifølge ham - for deres tilladelighed forskellen i dar (lovbestemt jurisdiktion), ikke slaveri. Den effektive faktor for deres tilladelighed ifølge andre end ham, er slaveri. Det, der skal undersøges her, er, om slaveri styrer sager om enlige kvindelige fanger, eller det gælder generelt for enlige såvel som gifte fanger. Det ser ud til, at det at være gift i dette tilfælde ikke bør give grund til beskyttelse, da den effektive faktor for slaveri er vantro, hvilket er årsagen til tilladelighed. Hendes sammenligning med en dhimmiyya er søgt, da dhimmien har indvilliget i at betale jizya, så han kan beholde sin religion, for ikke at tale om sit ægteskab." [28]

Sex med kvindelige slaver

Dette antages i klassisk islamisk lov.


Tilladelse givet

En retsskole siger, at slaveherrer er tilladt at have sex med deres slavekvinder. Ibn Hanbal (d. 855) skriver:

"En mand praktiserer kun coitus interruptus med en fri kvinde med tilladelse. Men han kan praktisere det med en kvindelig slave, som han ejer, uden hendes tilladelse." [29]

I en anden passage siger Ibn Hanbal: "Hvis en mands kvindelige slave har begået hor, bør han ikke have samleje med hende, før hun har ventet [ved ændring af hendes ejerskab eller menstruation], og han ved, at hun har angret." [30]

I det næste beretter Ibn Hanbals søn, Abd Allah, hvad hans far sagde om en mand, der har sex med sin slave. Det er tilladt, men kan han have sex med slavens søster?

"Jeg spurgte min far om en mand, der har en kvindelig slave, som han har samleje med. Dernæst ønsker han at gifte sig med hendes søster eller tage denne som konkubine. Han sagde: 'En mand kan ikke have samleje med to slave-søstre på samme tid.'" [31]

Malik antager, at sex med en slavinde er tilladt. Men hvad sker der, hvis ejeren finder en fejl ved hende, efter at de har haft samleje? Malik sagde:

"Den almindeligt accepterede måde at gøre tingene på blandt os er, at hvis en mand returnerer en slavinde, i hvem han har fundet en defekt, og han allerede har haft samleje med hende, så skal han betale det, hun har tabt i værdi ved at hun ikke længere er jomfru. Hvis hun ikke var jomfru, er der intet til hinder for, at han kan have samleje med hende, fordi han havde overtaget hende." [32]

Konteksten for denne passage er, at en mand køber en slave på slavemarkedet, ikke som en krigsfange.


Coitus Interruptus

Malik (d. 795) er enig i, at en mand kan have coitus interruptus med sin slavekvinde uden hendes tilladelse, men at han skal have tilladelse af sin frie kone. Og en mand udøver det ikke med sin kone, som er en slave, der tilhører en anden, medmindre hendes folk giver ham tilladelse.

"Yahya fortalte mig fra Malik fra Humayd ibn Qays al-Makki, at en mand kaldet Dhafif sagde, at Ibn Abbas blev spurgt om coitus interruptus. Han tilkaldte en slavinde og sagde: 'Fortæl dem.' Hun blev forlegen. Han sagde: 'Det er i orden, og jeg gør det selv.' Malik sagde: 'En mand kan ikke udøve coitus interruptus med en fri kvinde, medmindre hun giver sin tilladelse. Der sker ikke noget ved at udøve coitus interruptus med en slavinde uden hendes tilladelse. Enhver, der har en andens slavinde som en kone, kan ikke udøve coitus interruptus med hende, medmindre hendes folk giver ham tilladelse.'" [33]

Imam Muhammad (d. 795) var en elev af og kollega til Abu Hanifa (d. 767), og han tillader coitus interruptus med slavekvinder:

"Muhammad sagde: 'Vi tilslutter os dette. Vi ser ingen skade i at udøve coitus interruptus med en slavekvinde. Hvad angår en fri kvinde, så bør man ikke udøve coitus interruptus uden hendes tilladelse. Hvis slavekvinden er mandens kone, bør han ikke at udøve coitus interruptus uden hendes ejers tilladelse. Dette er Abu Hanifas standpunkt.'" [34]

Sex med slavinder i præpuberteten

Ibn Hanbal og en jurist, der var samtidig med ham, Ishaq b. Rahwayh (d. 853), diskuterer mænd, der har seksuelle forhold til en slavinde i præpuberteten og til en moden slavekvinde. De siger:

"Sufyan sagde - og han var en af dem blandt de lærde (...), hvis mening blev søgt - at når en mand købte en ung kvindelig slave, der blev betragtet som for ung til samleje, var det ikke nødvendigt for hende at vente [en periode på måneder eller menstruationer]. Han sagde: 'Hvad jeg foretrækker, når en mand køber en kvindelig slave for ung til samleje, er, at hendes nye ejer hverken kysser hende eller har seksuel kontakt med hende, før han på hendes vegne har ventet en periode [med afventning under et nyt ejerskab eller en månedscyklus] i overensstemmelse med sunna [Muhammeds eksempel] [om kvindelige slaver].'
Ahmad [Hanbal] sagde: 'Hvad Sufyan sagde er fortræffeligt.'
Ishaq sagde: 'Der er ingen skade ved at han kysser hende og har seksuel kontakt med hende, fordi hun er blandt dem, som man ikke behøver at frygte at skulle returnere til hendes tidligere ejer på grund af graviditet. Endvidere ser vi ingen skade ved at kysse og have seksuel kontakt med en moden kvindelig slave, før perioden [med venten under nyt ejerskab eller månedlig cyklus] er ovre i overensstemmelse med Ibn Umars hadith.'" [35]

Abd Allah gør rede for, hvad hans far, Ibn Hanbal, siger om sex med en slavinde i præpuberteten. Som nævnt ovenfor er det tilladt.

"Jeg spurgte min far om en kvindelig slave. 'Hvis en mand lader hende fuldføre en [venteperiode under hendes nye ejerskab eller månedlige cyklus] når hun er ung, inden hun er begyndt at menstruere, dernæst har samleje med hende, og derefter vil sælge hende inden hun afslutter en anden [venteperiode under hendes nye ejerskab eller månedlige cyklus] hvor lang skal [venteperioden under hendes nye ejerskab eller månedlige cyklus] så være, da hun ikke menstruerer? Han sagde: 'Den skal være tre måneder, fordi graviditet ikke bliver tydelig på mindre end tre måneder.'" [36]

Prygl af slaver

Malik siger, at piskning af en slave for hor eller bagtalelse er en gyldig straf, ligesom den er for en fri person.

"Malik fortalte mig fra Yahya ibn Said, at Sulayman ibn Yasar informerede ham om, at Abdullah ibn Abbas ibn Abi Rabia al-Makhzumi sagde: 'Umar ibn al-Khattab gav mig ordrer angående slaverne fra Quraysh [stamme fra området omkring Mekka] og vi piskede nogle af slavinderne i de muslimske lande 50 gange for hver handling af hor.'" [37]
"Malik fortalte mig, at Abuz-Zinad sagde: 'Umar ibn Abd al-Aziz piskede en slave med 80 slag for bagtalelse.' Abuz-Zinad sagde: 'Jeg spurgte Abdullah ibn Amir ibn Rabia om dette, og han sagde: "Jeg var sammen med Umar ibn al-Khattab, Uthman ibn Affan, kalifferne osv., og jeg så ingen af dem piske en slave med mere end 40 slag for bagtalelse."'" [38]

MODERNE ISLAM: HVAD ER DENS PRAKSIS?

Ingen af de vers og love, der er beskrevet i det foregående, ville have betydning i dag, hvis det ikke var fordi mange muslimer tror, at islam er den mest fuldstændige vejledning for menneskeheden og derfor er ivrige efter at anvende den på vores verden i dag.

En moderat vil opfordre til reform af islam, mens en traditionalist vil mene, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er, og vil forsvare den. For det meste er det religiøse ledere, der er udvalgt til dette afsnit, men ind imellem er en muslim, der har markeret sig offentligt, også taget med.

Nogle gange flyder kategorierne sammen og er vanskelige at skelne i moderne islam, mens den gennemgår forandring eller søger at opretholde de gamle love. Hvilken kurs vil den tage? Reform eller bevaring af de gamle skikke?


Traditionelle fortolkninger

Sayyid Abul A'la Maududi (d. 1979) var en indo-pakistaner, der forsøgte at indføre sharia i sit hjemland gennem sit politiske parti ved navn Jamaat-i-Islami.

Han tager versenes ligefremme betydning for pålydende og siger, at sex med slavinder er lovligt. Derefter afviser han dem, der siger, at slavinden skal være gift med ejeren, før sex kan finde sted.

Maududi skriver:

"To kategorier af kvinder er undtaget fra den generelle befaling om at vogte over de private dele: (a) hustruer, (b) kvinder, der er lovligt i ens besiddelse, dvs. slavinder. [fra Koranen 23:5-6, o.a.] Verset fastlægger derfor klart den lov, at man er tilladt at have seksuel forbindelse med sin slavinde ligesom med sin kone, hvor basis er besiddelse og ikke ægteskab. Hvis ægteskab havde været betingelsen, ville slavinden også have været medtaget blandt hustruerne, og det ville ikke have været nødvendigt at nævne dem separat. Visse moderne kommentatorer, som bestrider tilladeligheden af at have seksuelle forhold til slavinder, argumenterer ud fra al-Nisa (IV):25 for at bevise, at man kun kan have seksuelle forhold til en slavinde, efter at have indgået ægteskab med hende, fordi dette vers påbyder, at hvis en person ikke har råd til at gifte sig med en fri muslimsk kvinde, kan han gifte sig med en muslimsk slavinde. Men disse kommentatorer har en mærkelig egenskab: De accepterer en del af et vers, hvis det passer dem, men ignorerer bekvemt en anden del af det samme vers, hvis det går imod deres ønske og lune. Loven om at gifte sig med slavinder, som angivet i IV:25, lyder: 'Gift jer med dem med deres husfællers tilladelse! Giv dem deres løn med ret og rimelighed, som ærbare kvinder, ...' Det er klart, at personen, der tænkes på her, ikke er slavindens herre selv, men den person, der ikke har råd til at gifte sig med en fri muslimsk kvinde, og derfor ønsker at gifte sig med en slavinde, som er i en anden persons besiddelse. For hvis spørgsmålet havde været at gifte sig med ens egen slavinde, hvem ville da være den 'husfælle', hvis tilladelse skulle opnås? [The Noble Quran tilføjer i en parentes, at 'husfæller' - 'own folk' - skal forstås som 'værger, Auliya eller herrer' - 'guardians, Auliya or masters' - o.a.] Så den fortolkning, de giver af dette vers, modsiger andre vers i Koranen, der beskæftiger sig med det samme emne. En oprigtig person, der ønsker at forstå den koraniske lov om dette, bør studere [Koranen 4]:3,25; [Koranen 33]:50,52, og [Koranen 42]:30 sammen med dette vers fra [Koranen 23]." [39]

Man må give ham den ros, at han i det mindste er ærlig om Koranen.

En egyptisk religiøs lærd siger, slaveri og sex efter en jihad-kampagne støttes af Koranen og kan praktiseres i dag.

"Forstår I hvad jeg siger? Krigsbytte, slaver og fanger må kun tages i krig mellem muslimer og vantro. Muslimer i fortiden erobrede, invaderede og overtog lande. Det er alle lærde enige om. Der er ingen uenighed om dette fra nogen af dem, fra de mindste til de største, i spørgsmålet om at tage krigsbytte og fanger. Fangerne og byttet fordeles blandt krigerne, og omfatter mænd, kvinder, børn, rigdom og så videre.
Dernæst oprettes et slavemarked, som er et marked, hvor der sælges slaver og sex-slaver, hvilke i Koranen kaldes milk al-yamin, 'det, som din højre hånd besidder' [Koranen 4:24, (E. Wullf har 'slavinder', o.a.)]. Dette er et vers fra Koranen, som stadig er i kraft og ikke er blevet ophævet. Milk al-yamin er sex-slaverne. Du går på markedet, kigger på sex-slaven og køber hende. Hun bliver som din kone, (men) hun behøver ikke en (ægteskabs-) kontrakt eller en skilsmisse som en fri kvinde, og hun behøver heller ikke en wali [værge]. Alle lærde er enige om dette punkt - der er ingen uenighed fra nogen af dem." [40]

Den egyptiske sheik er i overensstemmelse med de beviser, der er beskrevet i afsnittene: "Koranen", "Hadith og andre kilder" og "Klassisk lov".


En moderat erklæring

Artikel 11, afsnit (a), i Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 under FN's regi, giver den moderne menneskehed et meget begrænset de jure håb mht. slaveri.

"(a) Mennesker er født frie, og ingen har ret til at slavebinde, ydmyge, undertrykke eller udnytte dem, og der kan ikke være undertvingelse, undtagen under Allah den Almægtige." [41]

Grunden til, at dette de jure håb er meget begrænset, er, at dette afsnit af artikel 11 - positivt på overfladen - skal ses i forhold til paragraffer i præamblen. Nærmere bestemt siger følgende paragraf i præamblen, at frihed er garanteret, men kun i overensstemmelse med sharia:

"Som bidrag til menneskehedens bestræbelser på at forfægte menneskerettigheder, at beskytte mennesket mod udnyttelse og forfølgelse, og at bekræfte dets frihed og ret til et værdigt liv i overensstemmelse med den islamiske sharia." [42]

Dette er en positiv udvikling, der viser, at moderne islam kan bevæge sig ud over dens oprindelse og Koranens lære.

Eller måske ikke.

I et afsnit kort efter bekræfter præamblen, at grundlæggende rettigheder og friheder ikke bør krænkes, men kun i det omfang at de er bindende guddommelige befalinger; og disse guddommelige befalinger er indeholdt i Allahs Åbenbarede Bøger - kapitlerne i Koranen og formodentlig den hellige hadith.

"I den tro - at grundlæggende rettigheder og friheder ifølge islam er en integreret del af den islamiske religion og - at ingen principielt har retten til at afskaffe dem helt eller delvist eller at krænke eller ignorere dem, eftersom de er bindende guddommelige befalinger, som er indeholdt i Allahs Åbenbarede Bøger og som blev sendt gennem den sidste af Hans Profeter for at fuldende de forudgående guddommelige budskaber og - at beskyttelse af disse grundlæggende rettigheder og friheder er en gudstjeneste, mens forsømmelse eller overtrædelse heraf er en afskyelig synd og - at beskyttelsen af disse grundlæggende rettigheder og friheder er et individuelt ansvar for ethvert menneske og et kollektivt ansvar for hele Ummaen [Fællesskabet]." [43]

Så nu har vi en konflikt mellem Koranen, hadith og klassisk sharia-lov på den ene side og denne 1990-erklæring på den anden. Erklæringen siger, at grundlæggende menneskerettigheder og friheder er ukrænkelige og guddommelige og baseret på Koranen og sharia, men ifølge vores undersøgelse her indskrænker og afgrænser Koranen, de hellige traditioner og klassisk lov alvorligt disse samme rettigheder, sådan som fremskridtsvenlige samfund forstår dem.

Det er ikke underligt, at mange opfatter islam som så forvirrende i dag.


Forvirring i dag

En forsker ved Sammenslutningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) besvarer et spørgsmål om slaveri. Uden omsvøb giver han dette svar, her gengivet i sin helhed:

"Slaveri eksisterer ikke i dag og vil forhåbentlig ikke komme til at eksistere igen in sha Allah [om Allah vil]. Slavebinding af folk var en militant tradition, som sejrherrerne plejede at bruge mod fangerne fra den besejrede hær. Da islam godkendte denne tradition blev den brugt som (gensidig behandling) og ikke fordi der var tendens til at slavebinde mennesker. Hvis slaveri igen bliver en realitet, vil alle spørgsmål vedrørende slaveri blive besvaret i overensstemmelse hermed in sha Allah." [44]

Ordene er prisværdige, men afspejler de virkeligheden? Islam havde ikke "tendens" til at slavebinde folk, når der ikke var krig? Ikke underligt, at forskeren tøvede med at give et mere fuldstændigt svar. Denne artikel viser, at islams historie om slaveri i krig og uden for krig er dyster, for at sige det mildt.

Forskerens påstand om, at slaveri i dagens islam ikke eksisterer, skal præciseres.

British Broadcasting Corporation (BBC) har en historisk oversigt over slaveri i islam. Et afsnit lyder:

"Lovligheden af slaveri i islam samt eksemplet sat af profeten Muhammed, som selv købte, solgte, fangede og ejede slaver, kan forklare, hvorfor slaveriet fortsatte mange steder til ind i 1800-tallet (og stadig findes i visse lande). Tilskyndelsen til slaveriets afskaffelse kom stort set fra kolonimagterne, selv om nogle muslimske tænkere argumenterede stærkt for afskaffelse." [45]

At hævde, at islam simpelthen afskaffede slaveri, skal kvalificeres. Den historiske oversigt fortsætter:

"Sharia anerkendte slaveri som institution, men søgte at begrænse kilderne til anskaffelse af slaver, forbedre deres forhold og tilskynde til deres frigivelse genem en række religiøse og civile metoder. Ikke desto mindre er slaveri lovligt under sharia til denne dag." [46]

For at styrke den sidste sætning om, at slaveri stadig er lovligt under sharia i dag, siger BBC-undersøgelsen:

"... Slaveri er lovligt under islamisk lov, men kun i teorien. Slaveri er ulovligt i henhold til statsloven i alle muslimske lande. Teoretisk fastsætter islamisk lov, at hvis en person blev fanget i en lovlig jihad eller var efterkommer i en ubrudt kæde af mennesker, som lovligt var gjort til slaver, så kunne det være lovligt at slavebinde dem." [47]

Islamiske nationer har en arv af jihad og slaveri, der lever videre ind i nutiden. [48]


KONKLUSION

Muhammed ejede slaver; og sandt nok: han frigav mange af dem, [49] men han forordnede aldrig i sine erobrede territorier, at slaveriet skulle afskaffes. Institutionen var for lukrativ og dybt rodfæstet på den tid.

Så det siger sig selv, at Koranen, hadith og klassisk islamisk lov har en urovækkende lære og praksis om slaveri. Desuden forlængede historisk islam også levetiden af denne institution, fordi islam, efterhånden som den spredtes ud over hele kloden gennem jihad, tilfangetog sine fjender og gjorde mange af dem (ikke alle) til slaver. De gavnede den islamiske civilisation økonomisk, så det tog lang tid før segmenter af islam erklærede, at slaveri var forkert, selvom sharia - som vi så i afsnittet MODERNE ISLAM: HVAD ER DENS PRAKSIS? - er fundamentet for mange islamiske lande, og dens historie om slaveri er mindre end strålende.

Den lærde fra AMJA, citeret i indledningen til denne lange undersøgelse, sagde, at islamisk slaveri ikke var racebaseret [at det var "farveblindt"]. Dette er sandt på den hårde måde. Islam slavebandt enhver nation eller etnisk gruppe, den besejrede. Dette løber op i et ironisk og tragisk slaveri med "lige muligheder for alle".

Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 er et skridt i den rigtige retning. Men set fra et moderne synspunkt er det bedst ikke at sanktionere en bestemt hellig tekst, her Koranen, i et juridisk dokument. Koranen kunne vise sig at være usand eller for kulturbundet til at være gyldig i dag, dvs. have en udløbsdato i forbindelse med disse spørgsmål.

Muslimske ledere er nødt til at samles igen og skrive en anden Erklæring om Menneskerettigheder, hvor de ikke henviser til sharia eller Koranen. Begge har en udløbsdato med hensyn til slaveri: Det 7. århundrede. Muslimske samfund har brug for en ny Erklæring af hensyn til varig fred og sand frihed over hele kloden. [50]


NOTER

[1] Hatem al-Haj, “Is It Allowed to Have Sex with Your Female Slave?” Question ID eller fatwa nr. 81169, amjaonline.com, 17. marts 2010, med små mekaniske tilpasninger.

[2] Jim Kavanaugh, “Abolishing Sex Slavery by Helping One Girl at a Time,” The CNN Freedom Project, June 2011.

[3] Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah". Arlandson bruger normalt M.A.S. Abdel Haleem, The Quran, 2nd ed. (New York: Oxford, 2010). Kantede parenteser indføjet i Ellen Wulffs tekst vil ofte være overført fra Abdel Haleems engelske oversættelse. Læsere, der ønsker at se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[4] Sayyid Abul A'la Maududi, The Meaning of the Quran, 4th ed., vol. 1, trans. Ch. Muhammad Akbar and ed. A. A. Kamal, (Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003), vol. 1, p. 319. Chapter 4 Commentary. Den parentetiske indsættelse er hans. Hans oversættelse og kommentarer er tilgængelige online på englishtafsir.com.

[5] Ibn Kathir, “Forbidding Women Already Married, Except for Female Slaves,” qtafsir.com.

[6] Tilføjelsen i den kantede parentes er Abdel Haleems.

[7] Ibn Ishaq, The Life of Muhammad, trans. Alfred Guillaume (New York: Oxford UP, 1955), 466.

[8] Abdulla Yusuf Ali (The Meaning of the Holy Quran, 11th ed., [Belleville, Maryland: Amana, 2004]), note 1234 fortæller, at der var 70 fanger efter Slaget ved Badr (jf. Bukhari, Military Expeditions, 005.059.322).

[9] Abu al-Walid Muhammad ibn Ahmad ibn Rushd, The Distinguished Jurist’s Primer, vol. 1, trans. Imran Ahsan Khan Nyazee (Reading: Garnet, 1994), 456.

[10] Alle ordene i kantet parentes er tilføjet af mig [Arlandson], undtagen "troende", som er overført fra Abdel Haleems engelske oversættelse.

[11] Bukhari, Marriage, 007.062.119. Hadith-samlingen er søgbar online på Center for Muslim-Jewish Engagement ved University of Southern California.

[12] Idem, Judgments, 009.089.321, med små mekaniske tilpasninger. De parentetiske kommentarer er den engelske oversætters.

[13] Idem, Marriage, 007.062.023; jf. 007.062.022.

[14] Ibn Ishaq 465-66, med lettere mekaniske tilpasninger; den parentetiske indsættelse er Guillaumes; min er i kantede parenteser.

[15] Bukhari, Military Expeditions, 005.059.637; de parentetiske kommentarer er den engelske oversætters; kommentarer i kantede parenteser er tilføjet af mig [Arlandson].

[16] Muslim, Jihad and Expeditions, 019.4345.

[17] Bukhari, Marriage, 007.062.137; jf. Military Expeditions, 005.059.459, og Manumission 003.046.718.

[18] Muslim, Marriage, 008.3432.

[19] Bukhari, Marriage, 007.63.132.

[20] Idem, Manumission, 003.046.731.

[21] Mishkat al-Masabih, Prescribed Punishments, trans. James Robson, vol. 1, (Lahore: Sh. Muhammad Ashraf, reprinted 1999), pp. 760-61.

[22] Ibn Ishaq, 496.

[23] Se Andrew G. Bostom, The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, (Amherst: Prometheus, 2005), for talrige eksempler på jihad, der fører til slaveri.

[24] Tabari, The Challenge to the Empires, vol. 11, trans. Khalid Yahya Blankinship, (Albany: SUNYP, 1993), 55.

[25] Bukhari, Manumission, 003.046.693.

[26] Ibid. 003.046.694.

[27] Ibn Rushd, Distinguished, 1.456. Hans parentetiske tilføjelser, mine er i kantet parentes.

[28] Ibid. 1.52-53.

[29] Citeret i Susan A. Spectorsky, trans. Chapters on Marriage and Divorce: Responses of Ibn Hanbal and Ibn Rahwayh, (Austin: UTP, 1993), 69.

[30] Citeret i ibid. 106, min tilføjelse i kantet parentes.

[31] Citeret i ibid. 115.

[32] Malik ibn Anas, Muwatta: the First Formulation of Islamic Law, rev. ed., trans. Aisha Abdurrahman Bewley, (Inverness, Scotland: Madina P, 1991), 31.4.4; jf. 32.8.9; 39.1.3.

[33] Malik, Muwatta, 29.34.100; jf. 36.23.24. Denne lovbog er også tilgængelig på Center for Muslim-Jewish Engagement.

[34] Muhammed Ibn Al-Hasan Ash-Shaybani, The Muwatta of Imam Muhammad (London: Turath, 2004), 240.

[35] Citeret i Spectorsky, Chapters, 211-12, med små mekaniske ændringer. Alle noter i kantede parenteser er mine, undtagen "om kvindelige slaver".

[36] Citeret i ibid. 116, med en lille mekanisk ændring. Mine tilføjelser i kantede parenteser.

[37] Ibid. 41.3.16.

[38] Ibid. 41.5.17.

[39] Maududi, Meaning, vol. 3, 241, note 7. Tilføjelser i kantet parentes med tilføjelsen "o.a." (overs. anm.) er den danske oversætters, resten er Arlandsons. Som nævnt er Maududis oversættelse og kommentarer tilgængelige online på englishtafsir.com.

[40] Translating Jihad, Video: Shaykh al-Huwayni: "Når jeg vil have en sexslave, går jeg bare hen på markedet og vælger den kvinde, jeg kan lide, og køber hende", translatingjihad.com, June 11, 2011. Ordet "værge" i kantet parentes blev tilføjet af mig; resten er originalt.

[41] World Conference on Human Rights, UN GAOR, 4th Session, Agenda Item 5, Cairo Declaration on Human Rights, Doc. A/CONF.157/PC/62/Add.18 (1993), Aug 5, 1990, University of Minnesota Human Rights Library.

[42] Ibid., med en mindre mekanisk justering.

[43] Ibid. Kommentaren i kantet parentes er min.

[44] Main Khalid al-Quda, “Female Captives of War,” Question ID no. 82693, amjaonline.com, September 27, 2010.

[45]Slavery in Islam,” British Broadcasting Corporation, September 7, 2009.

[46] Ibid. med mindre mekaniske ændringer.

[47] Ibid.

[48] For yderligere information om jihad og slaveri gennem hele islams historie frem til nutiden, se Andrew G. Bostom, Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, (Prometheus, 2008), 529-88; 679-81. Se også hans "Living Legacy of Jihad Slavery", americanthinker.com, April 12, 2005, dansk overs.: "Jihad-slaveriets levende arv"; et interview med Andrew Bostom, americanthinker.com, January 30, 2006; "Ottoman Dhimmitude", americanthinker.com, October 7, 2005, dansk overs.: "Osmannisk Dhimmitude"; "Slavery Redux in the Sudan", andrewbostom.org, December 18, 2008; Anestos Canelides, "Slavery and Jihad", gatesofvienna.blogspot.com, October 31, 2011; og Christian Solidarity International, Slave Liberation.

[49] Tabari, The Last Years of the Prophet, vol. 9, trans. Ismail K. Poonawala (Albany: SUNYP, 1990), 142-47.

[50] Denne serie handler ikke om at sammenligne Bibelen og Koranen, kristendom og islam, men læsere kan være interesserede i dette. I så fald redegør denne artikel i dens "APPENDIX 1" for, om Det Gamle Testamente tillader sex med krigsfanger eller ikke. Denne artikel citerer to forskere i Det Gamle Testamente, der forklarer en gammeltestamentlig passage om ægteskab efter krig. Denne korte artikel kontrasterer islam og kristendom angående slaveri. Se også mine studier: "How Christ Fulfills the Old Testament" og "How Christians Benefit from the Old Testament." Vi behøver ikke at trække de gammeltestamentlige vers om slaveri frem i dag.




James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.




Artikler i serien


More Punishments:





Oversættelse: Bombadillo