Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til lærere, journalister, dommere, advokater, lovgivere, byrådsmedlemmer, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der sidder i samfundets "nøglepositioner": De starter den nationale dialog og former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-lovens kritikere og mener, at de overdriver. Islam er trods alt en verdensreligion. Den fortjener respekt. Kritikerne må være "islamofobe".

Alligevel kan disse samme intellektuelle eliter have en privat, gnavende fornemmelse af, at der er noget galt med sharia, som den forholder sig til den moderne verden. Kan kritikerne tage fuldstændig fejl, hele tiden? Hvilken side skal de have tillid til - deres private tvivl eller deres naturlige tendens til at stole på verdensreligioner?

Forsvarere af internet-artikler om sharia og fatwaer (religiøse afgørelser eller vurderinger) siger i det væsentlige, at der ikke er noget galt med sharia. Deres hensigt er blandt andet at dæmpe de private tvivl.

For eksempel består Sammenslutningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) af et hold religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner; de har beføjelse til at skrive fatwaer. På deres websted kan man skrive spørgsmål og få svar.

En spørger ønsker at få afklaret jizya-skatten, som blev (og bliver) pålagt ikke-muslimer, der lever i islamiske lande (skatter og jihad går hånd i hånd i islam, hvilket hele denne artikel vil vise).

Spørgeren skriver:

"Forklar mig venligst: Er muslimer beordret til at ydmyge ikke-muslimer, der lever under deres styre ifølge [9:29], mens de tager jizya fra dem for at presse dem til at vende tilbage til islam?"

Derefter citerer spørgeren Koranen 9:29 (udeladt her, men se nedenfor) og fortsætter med et citat af en muslimsk lærd:

"... Jizya er 'betalingen til gengæld for retten til liv for den enkelte dhimmi [borger, der er pålagt jizya-skatten], og den skal fornyes årligt. Den er også en straffeforanstaltning og er berettiget af dhimmiernes ondskab (...). Betaleren bliver også fornærmet og ydmyget, når han betaler. Skatten er således et middel til at presse en dhimmi til at konvertere, en ydmygelse, et udtryk for hans besejrede og undertvungne status og en hævdelse af muslimsk overlegenhed.' Desuden 'bør jizyaen ikke accepteres, når betalingen sker via en mellemmand. Betaleren skal komme personligt og forblive i en stående position: Den, der opkræver, skal være siddende (...). Skatteopkræveren bør rive i betalerens tøj og sige: "Betal jizyaen, O dhimmi." Skatteopkræveren kan også sige: "O jøde, fjende af Gud, betal!"'"

Her er svaret i sin helhed fra den muslimske lærde ved AMJA:

"Jizya er en sum penge, der er pålagt af den muslimske stat, og som kræves betalt af de ikke-muslimer, der lever i den muslimske stat, for at muslimerne skal beskytte dem.

Vores historie viser tydeligt, hvor retfærdige og venlige muslimer var i deres Gyldne Periode, da de plejede at imødekomme ikke-muslimer og nyde islams nåde og retfærdighed sammen." [1]

Så jizya er til for at beskytte ikke-muslimer, og muslimer var venlige og retfærdige i Den Gyldne Periode, mens de pålagde skatten (men bemærk citatet af en anden muslimsk lærd, som spørgeren henviser til). Formentlig taler den lærde ved AMJA om perioden under det lange abbaside-dynasti (750-1258 e.Kr.). Dette dynasti er faktisk kendt som Guldalderen. Men den klassiske islamiske lov, som bliver behandlet i et af de følgende afsnit, opstod hovedsagelig i netop denne periode. Og disse love afslører et andet billede.

Vil planlæggerne og de politiske beslutningstagere og intellektuelle eliter, der kontrollerer "nøglepositionerne" i de vestlige samfund, tro på svaret fra AMJA?

Der hersker al for megen forvirring om jihad og det mindre kendte ord qital. Denne forvirring har kørt rundt på nettet i årevis. Denne artikel har til hensigt at kaste lys over emnet.

For at få et fyldestgørende billede af jihad og qital, ser vi på deres religiøse formål, deres regler og deres materielle udbytte.

Her er Indholdsfortegnelsen, med links:

KORANEN
Definition af jihad og qital
Formålet med jihad og qital
Reglerne for jihad og qital
Krigsbyttet fra jihad og qital

HADITH
Formålet med jihad og qital
Reglerne for jihad og qital
Krigsbyttet fra jihad og qital

KLASSISK LOV
Formålet med jihad og qital
Reglerne for jihad og qital
Krigsbyttet fra jihad og qital

MODERNE ISLAM: KAN DEN REFORMERES?
Moderate opfattelser?
Traditionelle opfattelser

KONKLUSION

NOTER

---

KORANEN

Definition af jihad og qital

Vi begynder med nogle grundlæggende tekstmæssige kendsgerninger. [2]

Rod-ordet til jihad består af de tre bogstaver j-h-d (jihad eller jahada). Mere
generelt betyder det "at kæmpe" eller "at stræbe", men i andre sammenhænge betyder det en krig. I dets forskellige former optræder det omkring 35 gange i Koranen: 9 gange i de mekkanske kapitler og 26 gange i de medinensiske - en kraftig stigning.

Som nævnt havde Muhammed ikke noget militær, mens han opholdt sig i Mekka, så versene herfra er fredelige. Men da han flyttede op nordpå til Medina, voksede hans røver-flok til en stor hær efter blot otte år. Koranens kapitel 9 var et af de sidste kapitler, der blev åbenbaret, hvis ikke det sidste. Jihad forekommer i dette kapitel mest i forbindelse med krig (10 gange). Denne stigning i antallet af medinensiske jihad-vers afspejler væksten af hans militær, skønt ikke al brug af ordet sker i militær sammenhæng, men blot betyder at stræbe eller kæmpe.

Men langt vigtigere er roden q-t-l (qital eller qatala), hvis betydning er meget mere snæver eller begrænset: dræbe, udrydde, kæmpe, føre krig og slagte. Det optræder i alt omkring 130 gange i Koranen: 34 gange i Mekka-kapitlerne, hvoraf de fleste ikke involverer muslimer som sådan, da hans samfund var småt. Sammenhængene er typisk krige eller konflikter fra en fjern fortid eller befalinger om ikke at dræbe de uskyldige, som f.eks. børn.

I Medina-kapitlerne findes q-t-l 99 gange, en enorm stigning i forhold til de mekkanske. Kapitel 2 og 3 i Koranen indeholder de fleste tilfælde, 25, selv om kapitel 9 selv indeholder 10. Ikke alle forekomsterne af q-t-l er i krigssammenhæng, men mange er.

Måske har vi fokuseret for meget på jihad, når vores opmærksomhed burde have været rettet mod qital - eller mod begge på samme tid.

Se min artikel The Mission of Muhammad and the Sword for yderligere diskussion af væksten af hans militær.

Formålet med jihad og qital

Komplekse aktiviteter som jihad og qital kan have flere mål eller formål, men religiøs dominans sammenfatter dem bedst. Islam skal sejre over alle andre religioner.

Koranens kapitel 8 omhandler Slaget ved Badr i 624 e.Kr. Muhammed og omkring 300 røvere konfronterede en mekkansk handelskaravane ved en samling brønde kaldet Badr nær kysten ud mod Det Røde Hav, en 2-3 dages rejse til fods eller på hesteryg fra Medina. [3] Købmændene i den mekkanske karavane havde afsluttet deres forretninger mod nord i Syrien og var på vej hjem. De blev advaret om, at Muhammed havde planlagt at angribe, så de sendte bud til deres hjemby om at sende forstærkninger. Omkring 1000 ankom, men det mærkelige var, at muslimerne vandt kampen.

Derefter fortæller han om mekkanernes forseelse ved at hindre ham adgang til Kaba-helligdommen: Koranen 8:34 siger:

"34: Men hvorfor skulle Allah ikke straffe dem, når de lægger hindringer på vejen til det fredhellige bedehus? De er ikke dets [retmæssige] beskyttere." [4] (Koranen 8:34)

Han befaler sine tilhængere at bekæmpe mekkanerne. Koranen 8:39 siger:

"39: Bekæmp [q-t-l] dem, indtil der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah!" (Koranen 8:39)

Tilføjelsen "al religion tilhører Allah" er en forudsigelse af, hvad islamisk politik ville blive: En kamp for islam, monoteisme. Om de mekkanske hedninge siger han:

"55: De værste dyr er hos Allah dem, der er vantro, for de vil ikke tro;" (Koranen 8:55)

Derefter fortsætter kapitel 8 med at sige:

"65: Profet! Anspor de troende til at kæmpe [q-t-l]! Hvis der er tyve udholdende mænd af jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er hundrede af jer, vil de besejre tusind af dem, der er vantro, for de er folk, der intet forstår." (Koranen 8:65)

I versene 39 og 65 bruges det stærke arabiske ord qital, og som sagt betyder det udelukkende at kæmpe og dræbe fysisk og militært. Det betyder ikke en indre kamp mod laster.

Men Muhammed tilbyder fred: "Hvis de viser tilbøjelighed til at ville slutte fred, så skal du [Profet] vise dig tilbøjelig til det samme!" (vers 61). Trods det slag, han netop havde vundet, var han villig til at indgå fred, formodentlig for at kunne tage på pilgrimsfærd til helligdommen i Mekka.

Desuden har Muhammed til hensigt at gøre islam sejrende over enhver anden religion. Koranen 9:33, hvis historiske kontekst er behandlet i næste afsnit om Tabuk-kampagnen i 630 e.Kr., siger:

"33: Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Allahs side, hader det." [5] (Koranen 9:33)

Dette vers gentages to gange, ord for ord, i Koranen 61:9 og 48:28, og denne gentagelse viser teologisk og religiøst, hvor vigtigt det er, at islam skal sejre.

Da han var i Mekka, derimod, havde Muhammed sagt: "I har jeres religion, og jeg har min" (Koranen 109:6). Men nu skulle islam sejre over alle andre religioner. Muhammed og hans samfund kan bruge prædiken og overtalelse, men de medinensiske vers i Koranen tillader dem at bekæmpe og dræbe jøder, kristne og hedninge.

Det var militærets vækst i den oprindelige islam, der gjorde hele forskellen. Nu er islams institutionelle DNA på plads.

Islam skal sejre, og hvis dette sker militært, vil jihad og qital blive ført. Dette er den perfekte definition på hellig krig.

Reglerne for jihad og qital

En kompleks politik som jihad og qital har brug for nogle regler. Muhammed opfandt dem hen ad vejen, og de favoriserer ham og hans samfund.

1. Kvindelige fanger er nogle gange tvunget til at gifte sig med deres muslimske herrer.

I følgende vers fastsætter Muhammed love for slaver og ægteskab. Hvad sker der med kvindelige slaver, der er fanget under de plyndringstogter, som muslimerne tog ud på? Koranen 4:24 siger:

"24: ... (også forbudt for jer er) ærbare, gifte kvinder bortset fra de slavinder, I ejer. ..." [6] (Koranen 4:24)

... hvad enten de er fanget i krig eller købt på et slavemarked, og det uanset den umiddelbare historiske sammenhæng, i hvilken dette vers blev åbenbaret. [7]

Emnet kvindelige slaver er dækket mere udførligt i denne series næste artikel om slaveri og jihad.

2. Erobrede kvinder og børn kan gøres til slaver.

Muhammed belejrede en stor jødisk stamme i Medina, kaldet Qurayza, i deres fæstning.

Efter nogle forhandlinger og en rettergang, der gik dem imod, blev mændene halshugget og deres kroppe og hoveder smidt ned i grave, mens kvinderne og børnene blev solgt til slaveri. Følgende tre vers i Koranen 33, især v. 26, omhandler denne dom:

"25: Allah drev de vantro [mekkanerne og deres allierede] med al deres vrede tilbage, uden at de havde opnået noget godt, og Allah forskånede de troende for at kæmpe [q-t-l]. Allah er stærk og mægtig. 26: Han fik dem af Skriftens folk [Qurayza], der havde bistået dem, til at komme ned fra deres befæstede stillinger og satte dem en skræk i livet, idet I dræbte [q-t-l] en del og tog en del til fange. 27: Han gav jer deres jord, deres boliger og deres ejendom i arv, og desuden jord, som I endnu ikke har betrådt. Allah er i stand til alt. [8] (Koranen 33:25-27)

Allah tillader slavebindingen af Qurayzas kvinder og børn, og Muhammed solgte dem. Allah tillader Muhammed at tage den jødiske stammes ejendom på basis af erobring og hans besiddelse af alle ting. Salget af mennesker generede stor rigdom.

Emnet slaveri og jihad behandles mere udførligt i den næste artikel i serien.

3. En fanget fjende kan dræbes, løskøbes med penge eller gennem udveksling, fængsles eller løslades frit.

Det er en af Koranens store ironier, at kapitel 47 kan betegnes enten "Muhammed" eller "Krig" (Qital). Det blev skrevet i det første år af hans nye liv i Medina, da han havde besluttet at føre krig mod mekkanerne. Vers 4 siger:

"4: Når I møder dem, der er vantro (i kamp - jihad for Allahs sag), så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned [th-kh-n], stram da lænkerne (på dem, dvs. tag dem til fange), indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning (dvs. sæt dem fri uden løsepenge) eller på løskøbelse (alt efter, hvad der gavner islam) bagefter!" [9] (Koranen 47:4)

Fængsling kan være rimelig, hvis den fangne fjende kan vende tilbage for at kæmpe mod fangetagerne på et senere tidspunkt. Men at sælge krigsfanger tilbage til deres klan var en arabisk skik. Der kunne laves penge. Det skal bemærkes, at Koranen tilbyder løsladelse "af nåde" eller frit. [10]

Roden i kantede parenteser betyder "undertvinge fuldstændigt, have regulær kamp, forårsage megen nedslagtning, have en sejrende krig (...) gøre noget stort, gøre megen nedslagtning, overvinde, kæmpe hårdt." [11]

4. Ejendom kan konfiskeres.

En sejrende hær havde på den tid - ved sædvane eller af ren og skær magt - tilladelse til at tage den besejredes rigdom. Den historiske kontekst til Koranens kapitel 8 er Muhammeds og hans militærs overraskende sejr over den langt større mekkanske styrke ved Badr i 624, hvor omkring 300 muslimer vandt over 1.000 mekkanere. Mekkanerne havde fået efterretninger om dette angreb og sendt deres hær op nordpå for at beskytte deres karavane, der var på vej mod syd tilbage til Mekka.

Koranen 8:7 fortæller, at jihadisterne var ude efter den ubevæbnede gruppe (karavanen lastet med forsyninger), men Allah gav dem den, plus den mekkanske hær.

"7: Og da Allah lovede jer [troende], at den ene af de to grupper skulle tilfalde jer. I ønskede, at det skulle være den uden kampkraft, der tilfaldt jer; men Allah ville med sine ord lade sandheden ske fyldest og udrydde de vantro til sidste mand." [12] (Koranen 8:7)

Muhammed og hans milits var i stand til at tage den ejendom, som karavanen havde handlet sig til i Syrien. Nu var han velhavende, især i forhold til hans fattigdom, før han vandt dette slag. Og husk på, at Koranen 33:25-27 siger, at det muslimske samfund fik lov til at konfiskere Qurayza-jødernes ejendom i 627.

5. Frugttræer og hjem kan ødelægges.

I 625 var Muhammed stærk nok til at fordrive den jødiske Nadir-stamme. Han belejrede dem i deres fæstninger i 15 dage, og begyndte så at hugge deres daddelpalmer ned. [13] Da de så, at deres livsgrundlag var ved at blive ødelagt, drog de væk til byen Khaybar, godt 100 km mod nord, hvor de havde ejendom. Denne overtagelse hjalp med at lindre den daværende fattigdom af mange muslimer, som overtog jødernes daddelplantager. Det skete med Allahs tilladelse:

"5: Hvad I [troende] end fældede af [deres] palmetræer eller lod blive stående på roden, det skete med Allahs tilladelse og for at gøre de gudløse til skamme." [14] (Koranen 59:5)

I det samme kapitel af Koranen og under den samme konflikt ødelægger Muhammed hjemmene tilhørende den jødiske stamme Nadir, der levede i Medina.

"2: ... Men så faldt Allah over dem [jøderne fra Nadir-stammen] fra en side, som de ikke havde regnet med, og indgød dem rædsel i hjertet, så at de egenhændigt, og med de troendes [muslimernes] hænder, lagde deres huse i ruiner. Så tag ved lære, I, der kan se." [15] 1 (Koranen 59:2)

Det vides ikke præcist, hvor mange hjem de muslimske hære ødelagde under de fire kalifer, men nogle blev helt sikkert lagt i ruiner, alene pga. krigens natur. Men Medina havde brug for skatte-indtægterne, så hærene kunne ikke være alt for destruktive.

6. De erobrede hedninge bliver først tilladt at konvertere eller gå fri, men senere bliver de tvunget til at konvertere eller blive dræbt.

Som fortalt udkæmpede Muhammed Slaget ved Badr mod mekkanerne. Deres handelskaravane var på vej mod syd fra Syrien tilbage til Mekka, og Muhammed havde til hensigt at erobre den. I Koranen 8:70 giver Muhammed sine fanger disse muligheder.

"70: Profet! Sig til de fanger, der er i jeres besiddelse: 'Hvis Allah kender noget godt i jeres hjerte, vil Han give jer noget bedre [islam] end det, der blev jer frataget [karavanen], og tilgive jer.' Allah er tilgivende og barmhjertig.” [16] (Koranen 8:70)

Så Muhammed fortæller mekkanerne, at de må forstå, at Allah har en guddommelig plan: At udsætte dem for islam. Denne er bedre end alle de materielle rigdomme, de kan handle med. En muslimsk milits havde netop besejret mekkanerne og stod bag dette budskab om omvendelse, så det er ikke klart, hvor frie de var i afgørelsen af dette alvorlige samvittighedsspørgsmål.

Da Koranens kapitel 9 blev skrevet omkring otte år senere, var Muhammed meget magtfuld militært. Nu havde hedningene ikke længere mulighed for at leve under islam, betale en skat og beholde deres religion, som Bogens Folk havde. Koranen 9:5 siger:

"5: Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe [q-t-l] dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et (krigs-) baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Allah er tilgivende og barmhjertig." [17] (Koranen 9:5)

Hvis hedninge accepterer islam og betaler en skat [almisseskat, zakat, o.a.], kan de leve. Hvis ikke, må de dø. [18]

Derefter fortsætter Muhammed med sine anklager mod og krav til de hedenske arabere, især dem omkring Mekka.

"11: Men hvis de omvender sig og holder bøn og giver almisse [zakat], så er de jeres brødre i religionen. Vi fremlægger tegnene nøjagtigt for folk, der har viden. (...) 14: Kæmp [q-t-l] mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, læge hjertet på et troende folk." (Koranen 9:11, 14)

Ritualerne i vers 11 er kendetegn ved islam, og hedninge, der følger dem, er i det væsentlige muslimer eller er meget tæt på at blive det. Men hvis de ikke holder deres eder, og de håner Muhammeds religion (vers 12-13), så siger vers 14, at de skal bekæmpes gennem qital - det nævnte rodord på tre bogstaver. [19] Den sidste bisætning i verset siger, at Allah vil helbrede de troendes følelser, hvilket svarer til Muhammeds had til hedningene.

7. Jøder og kristne gives tre muligheder.

Koranen 9:29 udlægger nogle betingelser for Bogens Folk (jøder og kristne; Bogen er Bibelen):

"29: Bekæmp [q-t-l] dem, som (1) ikke tror på Allah og (2) den yderste dag, og som (3) ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending (Muhammed) forbyder; (4) og blandt dem, der har fået Skriften (jøder og kristne), skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (dvs. islam), indtil de kuet er rede til at betale skat!" [20] (Koranen 9:29)

Mulighederne er som følger: Jøder og kristne kan 1) kæmpe og dø; 2) konvertere; 3) eller bevare deres religion, men betale en tribut eller underkastelsesskat, kaldet jizya, mens de lever under islamisk styre. [21]

I dette vers retter Muhammed sit blik langt ud over Kabaen i Mekka, mod andre religioner og ressourcer.

Krigsbyttet fra jihad og qital

Arabisk sædvane krævede, at røvere og jihadister fik en del af byttet fra et plyndringstogt eller en krig.

1. Opdeling af byttet

Som nævnt fejrer Koranens kapitel 8 i sin helhed sejren i Slaget ved Badr. I forbindelse med denne sejr fastlægger Muhammed reglerne for krigsbytte.

"1: De spørger dig [Profet] om [fordelingen af] byttet. Sig: 'Byttet tilhører Allah og Udsendingen. Frygt Allah! I skal bringe jeres mellemværender i orden og adlyde Allah og Hans udsending, hvis I er troende!' (...) 41: I skal vide, at når I tager noget som bytte, så tilhører en femtedel deraf Allah og Udsendingen, ..." [22] ] (Koranen 8:1, 41)

Resten af vers 41 fortsætter med at sige, at Muhammed kan fordele de 20 procent som han vil, til nære slægtninge, forældreløse, trængende og rejsende. I præ-moderne arabisk kultur tog man krigsbytte, og Muhammed fulgte skikken. "Allah gav jer sejren ved Badr, hvor I var underlegne. ..." (Koranen 3:123) [23]

2. Brug af penge til at vinde hjerter

Før vi forlader Slaget ved Badr, kan vi sammenligne 8:41 med et vers fra et andet kapitel.

Dette vers siger, at Muhammed kan fordele almisse-skat på samme måde, som det skematisk fremgår af 8:41. Koranen 9:60 lyder:

"60: Almisserne skal kun gå til de fattige og nødlidende, til dem, der arbejder dermed (midlerne), til dem, hvis hjerte skal vindes (til Sandhed), til slaverne og de forgældede, til Allahs sag og til den vejfarende; (således er) dette som en forordning fra Allah. Allah er vidende og vis." [24] (Koranen 9:60)

Således siger Koranen 8:41, at en femtedel af byttet skal gå til de trængende, mens 9:60 her siger, at almisse - nogle gange opkrævet fra de besejrede fjender efter erobringer - kan anvendes på samme måde. Dette kan indebære finansiering af enhver, der for nylig er konverteret, "hvis hjerte skal vindes" til sandheden (islam),

3. Pengestrøm

I begyndelsen af 630 erobrede Muhammed Mekka. Husk, at mekkanerne havde jaget ham ud af hans hjemby, og at han ønskede at vende tilbage. Han havde været der i 629, efter en fredsaftale blev undertegnet i 628. [25] Omkring denne tid siger han: "Allah lovede jer [folk] meget bytte, som I skulle tage, og dette lod Han hurtigt ske for jer" [26] (Koranen 48:20). Det samme ord for "bytte" i dette vers optræder også i Koranen 8:41, som fortæller muslimen, hvordan man opdeler krigsbytte.

Et bytte eller en gevinst, udover de penge han ville komme til at opkræve ved erobringen af byen, fik han ved at kunne gå rundt om den sorte sten, der var indbygget i Kabaen. Han vurderede byen til at være svag, måske pga. alle plyndringstogterne og slagene. Derefter hævdede han, at mekkanerne brød traktaten og angreb først. "Vil I ikke kæmpe [q-t-l] mod folk, der har brudt deres eder og har i sinde at fordrive Udsendingen? Det var dem, der begyndte med jer den første gang!" (Koranen 9:13) [27]

Uanset hvad, så mønstrede han 10.000 muslimer og deres allierede, og marcherede mod syd fra Medina til Mekka. Han omringede byen om natten og befalede sine soldater at tænde bål for at skræmme mekkanerne. De overgav sig, men ikke uden at blodet af 24 mænd, der gjorde en vis modstand, blev udgydt. [28] Endelig havde han fået kontrol over Kaba-helligdommen.

I første omgang tillod han mekkanerne, skønt hedninge, at forvalte deres egen helligdom (Koranen 9:19). Det havde de tradition for. Men snart spærrede han dem adgang. "I, der tror! De, der sætter andre ved Allahs side, er urene. Lad dem ikke komme i nærheden af det fredhellige bedehus, når dette år er omme!" (Koranen 9:28, se vers 18).

Når pilgrimme kom til Mekka for at besøge helligdommen, kontrollerede han ressourcerne. Den blev et middel ”til underhold" for islam (Koranen 5:97).

Hans mission var gennemført og hans hjertes ønske opfyldt. Han var nu manden med overtaget og den militære magt. Derfor ophævedes Koranen 109:6 og 2:256 - som begge lærte religiøs tolerance.

4. "Almisse"-skat

Ordet "almisse" sættes i anførelsestegn, fordi en "almisseskat" er et oxymoron. Almisser bør gives frit og frivilligt, og bestemt ikke i sammenhæng med jihad og qital.

Efter erobringen af Mekka var der tilsyneladende andre hedninge omkring Mekka, der brød traktaten eller eden med Muhammed. Han erklærede dem krig.

"5: ... skal I dræbe [q-t-l] dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse [zakat], så lad dem frit gå! [29] (...) 11: Men hvis de omvender sig og holder bøn og giver almisse [zakat], så er de jeres brødre i religionen. (...) 12: Hvis de efter at være indgået i en pagt bryder deres eder (...). 14: Kæmp [q-t-l] mod dem! Så vil Allah straffe dem ved jeres hånd og gøre dem til skamme, hjælpe jer mod dem, ..." (Koranen 9:5, 11, 12, og 14)

Zakat-skatten er den tredje af islams Fem Søjler - alle krav. [30] Han kan pålægge den hedningene. I det større billede var Koranens kapitel 9 et af de sidste, der blev åbenbaret, om ikke det allersidste. Mange mener, at dets vers rummer det sidste ord, der som sådan kan overtrumfe tidligere fredelige vers. Kapitel 9 er bestemt blevet brugt til at fastlægge senere islamiske politikker, efter at islams hære havde erobret store territorier. [31]

5. Underkastelsesskat

Det hævdes ofte, at jihad handler om at indføre retfærdighed. Men i slutningen af 630 er Muhammed ikke færdig med sine erobringer (efter hans erobring af Mekka i begyndelsen af 630). Han havde hørt et rygte om, at en stor styrke af byzantinere - fra det gamle Østromerske Rige - var samlet for at gå mod syd og angribe islam. For at imødegå denne trussel førte han mellem 20.000 og 30.000 tropper mod nord til byen Tabuk, i hvad der i dag er det nordlige Saudi-Arabien. Men byzantinerne undervurderede den islamiske aggression og dukkede aldrig op. [32] Islam var for langt mod syd og for ubetydelig på dette tidspunkt i dens historie.

Hen ad vejen tvang Muhammed de små og splittede stammer af jøder og kristne (Bogens Folk, Bibelens Folk) til enten at betale en underkastelsesskat (jizya) eller kæmpe og dø mod ham eller blive muslimer. Her er mulighederne som åbenbaret i Koranen.

"29: Bekæmp [q-t-l] dem, som (1) ikke tror på Allah og (2) den yderste dag, og som (3) ikke forbyder, hvad Allah og Hans udsending (Muhammed) forbyder; (4) og blandt dem, der har fået Skriften (jøder og kristne), skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (dvs. islam), indtil de kuet er rede til at betale skat!" [33] (Koranen 9:29)

Historisk bliver mulighederne at kæmpe og dø; eller at overgive sig, bevare deres tro og betale jizya (underkastelsesskat). Hvis kristne og jøder bliver muslimer, betaler de zakat (almisseskat).

I islamisk historie blev besejrede jøder og kristne kendt som dhimmier. Dette ord optræder i Koranen 9:8 og 10, i betydningen "traktat" eller "ed", men det kan også betyde dem, der er "fordømt" "forhånet" eller "irettesat" (Koranen 17:18, 22; 68:49 ). [34] Ordet "kuet" [eller måske ”villig underkastelse” (“willing submission”), o.a.] kan også oversættes med "ydmyget", "totalt ydmyget", "foragtelig" eller "ussel." Det kan betyde "lille" i modsætning til "ædel og betydningsfuld". [35] Endelig betyder udtrykket i praksis, at de blev en slags andenklasses borgere, som levede under islam og måtte betale jizya. [36]

For at opsummere dette afsnit, så kan krigsbytte være det ultimative materielle formål med jihad eller qital. Hvis vi kombinerer dette med den religiøse grund til at føre krig - at gøre islam sejrende over alle andre religioner - så er de to formål meget stærke motiver til at holde jihad-institutionen i live. Så etablering af retfærdighed er ikke nødvendigvis den eneste grund til at føre jihad eller qital.

HADITH

Sharia-lovens kilder er Koranen og Muhammeds eksempel i de mundtligt overleverede traditioner. Hans eksempel blev til sidst nedskrevet i hadith-litteraturen. Redaktørerne af dette korpus var meget opsat på kun at medtage de bedste og sundeste traditioner. Se artiklen med titlen "Hvad er sharia?" i denne serie for mere information.

Formålet med jihad og qital

En mand spurgte Muhammed, hvad mænd kæmper for: Krigsbytte, berømmelse eller for at vise sig. Muhammed svarede:

"Den, der kæmper for, at Allahs ord (dvs. Allahs religion om islamisk monoteisme) skal blive overlegent, kæmper for Allahs sag." [37]

Denne næste tradition siger, at Muhammed vil bekæmpe alle, indtil de bekender, at Allah er gud, og at Muhammed er hans budbringer.

"Allahs Budbringer [Muhammed] sagde: 'Jeg er blevet befalet (af Allah) at kæmpe mod folk, indtil de siger ... (ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah), og den, der siger [dette], har reddet sit liv og ejendom fra mig bortset fra islamisk lov, og hans regnskab vil være hos Allah.'" [38]

Dette er Muhammeds mission: At lægge hele verden under islam. Og hvis folk nægter at konvertere, skal de betale en skat, men kommer alligevel til at leve under islams overhøjhed.

Krigsførelse for at få islam til at herske, er den perfekte definition af hellig krig.

Reglerne for jihad og qital

Krigsreglerne i hadith afspejler Muhammeds liv og er i overensstemmelse med Koranen.

1. Kvindelige fanger er nogle gange blevet tvunget til at gifte sig med deres muslimske herrer.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

2. Erobrede kvinder og børn kan gøres til slaver.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

3. En fanget fjende kan dræbes, løskøbes med penge eller gennem udveksling, fængsles eller løslades frit.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

4. Ejendom kan konfiskeres.

En hadith fortæller, at Muhammed af Allah er blevet befalet at kæmpe, indtil alle siger, at Allah er gud og Muhammed er hans budbringer. Hvis de gør dette, så er deres ejendom og liv sikret. Det indebærer, at hvis de ikke underkaster sig islam, så vil deres ejendom og liv ikke være sikret.

"Fortalt af Abu Huraira: Allahs Apostel sagde: 'Jeg er blevet befalet at kæmpe mod folket, indtil de siger: "Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah," og den der siger: "Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah," hans liv og ejendom vil blive reddet af mig, undtagen hvad angår islamisk lov, og hans regnskab vil være hos Allah (enten for at straffe ham eller tilgive ham.)'" [39]

Den næste sektion, Krigsbyttet fra jihad og qital, dækker dette emne mere indgående.

5. Frugttræer og hjem kan ødelægges.

Husk, at Allah i Koranens kapitel 59 giver Muhammed særlig tilladelse til at fælde daddelpalmerne tilhørende den jødiske stamme Nadir. Hadith bekræfter det.

"Fortalt af Ibn Umar: Profeten brændte Bani (stamme) An-Nadirs daddelpalmer." [40]

Dernæst citerer denne hadith fra Koranen for at retfærdiggøre deres handlinger.

"Det fortælles på Abdullahs autoritet, at Allahs Sendebud (...) beordrede Banu [stamme] Nadirs daddelpalmer brændt og fældet. Disse palmer stod i Buwaira. Qutaibah og Ibn Rumh har i deres versioner af traditionen tilføjet: Så åbenbarede Allah, den Herlige og Ophøjede, verset: 'Hvad I end fældede af palmetræer eller lod blive stående på roden, det skete med Allahs tilladelse og for at gøre de gudløse til skamme'" (59:5). [41]

Et hus indeholdt afguder, derfor måtte det rives ned og brændes.

"Fortalt af Jarir: Allahs Apostle sagde til mig: 'Vil du skaffe mig af med Dhul-Khalasa?' Dhul-Khalasa var et hus (for en afgud) tilhørende stammen Khatham kaldet Al-Kaba Al-Yama-niya. Så jeg begav mig af sted med 150 ryttere fra Ahmas-stammen, som var fremragende riddere. (...) Jarir fortsatte mod dette hus, rev det ned og brændte det." [42]

6. De besejrede hedninge bliver tvunget til at konvertere eller blive dræbt.

I 632-633 e.Kr., straks efter Muhammeds død i 632, førte Abu Bakr Apostasi-krigene. Nogle stammer i Arabien havde lovet at tilslutte sig islam i Muhammeds levetid, men da han døde, vendte de tilbage til deres gamle vaner, idet de følte, at islam var blevet svag. Abu Bakr svor at vise dem, at de tog fejl. En hadith siger som følger:

"Da Allahs Apostel [Muhammed] døde, og Abu Bakr blev kalif, renegerede [faldt tilbage til vantro] nogle arabere [Abu Bakr besluttede at erklære krig mod dem]. Umar sagde til Abu Bakr: 'Hvordan kan du kæmpe mod disse mennesker, selvom Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet [af Allah] at bekæmpe folkene, indtil de siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah, og enhver, der siger det, vil redde sit liv og ejendom fra mig, undtagen hvis de overtræder loven (...) og hans regnskab vil være hos Allah.'”' Abu Bakr sagde: 'Ved Allah! Jeg vil bekæmpe dem, der skelner mellem bønnen og zakat'en, eftersom zakat er den obligatoriske del, der [ifølge Allahs ordrer] skal tages fra ejendommen af Allah! Hvis de nægter at betale mig selv et hun-kid, som de plejede at betale på Allahs Apostles tid, så vil jeg kæmpe mod dem for at tilbageholde det.'"

I slutningen af samme hadith svarer Umar, der snart skulle blive den anden kalif, at denne politik kom fra Allah.

"Så sagde Umar ...: 'Allah åbnede Abu Bakrs bryst mod den beslutning [at kæmpe] og jeg blev klar over, at hans beslutning var rigtig.'" [43]

Hele denne lange hadith afspejler Koranen 9:33, 61:9, 48:28 (tre identiske vers), 2:193, 8:39-41, 9:29 og især 9:5. Alle taler om at kæmpe indtil islam hersker, men 9:5 handler om at kæmpe mod bestemte hedninge, indtil de betaler zakat, dvs. almisseskat.

I befalingen om at bekæmpe hedningene (9:5) kan kampene kun ophøre, når hedningerne (1) omvender sig, (2) holder islamisk bøn, og (3) betaler zakat. Nu da disse stammer afviste den tredje af de tre betingelser, blev de igen betragtet grundlæggende som hedninge (da de nægtede at efterkomme en af Allahs vigtige forpligtelser i islam); derfor blev befalingen om at bekæmpe dem gældende igen.

Dræb de gamle mænd, som er polyteister, men skån deres børn. [44]

Det er tilladt at dræbe polyteisters kvinder og børn under angreb om natten, hvor det er svært at orientere sig. En muslim spurgte Muhammed ...

"Om den polyteist, hvis bosættelse blev angrebet om natten, og hvor nogle af deres børn og kvinder blev ramt [dræbt]. Profeten (...) sagde: De er af dem." [45]

Den sidste sætning betyder, at de alle er det samme - de er polyteister, så det er ligegyldigt. Både Ahmad Hasan, den engelske oversætter af hadith-samler og -redaktør Abu Dawud, og Abdul Hamid Siddiqi, den engelske oversætter af hadith-samler og -redaktør Muslim, er hurtige til at tilføje, at nedslagtningen finder sted om natten, hvor mænd og kvinder og børn ikke kan skelnes.

7. Jøder og kristne gives tre muligheder.

Følgende passage findes i sammenhæng med Tabuk-kampagnen, hvor Muhammed marcherede nordpå for at angribe byzantinerne. Han stødte på jødiske og kristne stammer. Han sendte Khalid al-Walid, med øgenavnet "Allahs Sværd", for at angribe en fæstning ved Duma, styret af en kristen ved navn Ukhaidir. Efter at have fanget ham, forklarer de ham to af de tre muligheder, som er: (1) Antag islam (den mulighed, der ikke er nævnt her). (2) Kæmp og dø. (3) Betal tribut eller underkastelsesskat kaldet jizya.

"Anas fortalte, at Allahs budbringer sendte Khalid b. Al-Walid af sted til Ukaidir fra Duma, og da de greb ham og førte ham med, skånede han hans liv og indgik fred med ham på betingelse af, at han betalte jizya." [46]

I den næste hadith-passage, forkortet for hurtigere at komme ind til kernen, sender Muhammed sin følgesvend Umar, der snart skulle blive den anden kalif efter Muhammeds død, til en byzantinsk kejser. Han tilbyder to af de tre muligheder: Antag islam eller betal tribut. Da det siges i forbindelse med krig, kan den sidste mulighed: kæmp og dø, underforstås. Umar fortæller kejseren:

"... Vores Profet, vor Herres Sendebud, har befalet os at bekæmpe dig, indtil du tilbeder Allah alene eller giver jizya (dvs. tribut) ..." [47]

Krigsbyttet fra jihad og qital

Denne korte hadith er utvetydig: "Allahs Apostel sagde: 'Bytte er blevet gjort lovligt for mig.'" [48]

1. Opdeling af byttet

Ved fordelingen af krigsbyttet er det Allah, der giver det, mens Muhammed blot er en fordeler og kasserer. [49] Disse få men vigtige ord sætter scenen for de andre hadith-passager om krigsbytte.

I hadith-samlingen redigeret af Bukhari (d. 870), der betragtes som en meget sund redaktør, bliver en hel sektion kaldet: "Bogen om khumus-forpligtelser." Dette ord, khumus, er betegnelsen for en femtedel af krigsbyttet.

Så 20 procent går til Muhammed eller staten, og 80 procent går til soldaterne. Dette er baseret på Koranen 8:41, som siger, at en femtedel går til Muhammed. Disse firs procent kan opdeles efter kommandantens skøn, hvis han ikke havde fået særlige instruktioner, inden han drog ud.

En tradition siger, at en rytter skal have tre dele, mens en infanterist kun får to. [50] En anden tradition fordeler byttet som følger: to til rytteren og en til lakajen. [51] Heste var dyre, så kun de øvre klasser havde råd til dem, især til brug i krig. Deres andel er meget større end den til den beskedne infanterist.

2. Brug af penge til at vinde hjerter

Desuden uddelte Muhammed i 630 - kort efter Slaget ved Hunain, som er opkaldt efter en dal nær Mekka - byttet til folk, hvis "hjerter er blevet forsonet" med sandheden, det vil sige islam. En hadith forklarer hans politik: "... [D]a Allahs Sendebud (...) erobrede Hunain, fordelte han byttet, og han gav til dem, hvis hjerter det var meningen at vinde." [52] Denne hadith minder om Koranen 8:41, men med en tilføjelse om, at købe og fastholde konvertitter - lokke dem til islam og få dem til at bliver dér - med krigsbyttet. Derudover siger Koranen 9:60, at almisse-skatter kan bruges til dem, "hvis hjerte skal vindes" for islam.

Følgende to hadither omtaler igen politikken med at give penge til ny-konvertitter:

"Fortalt af Amr bin Taghlib: Allahs Apostel gav (gaver) til nogle mennesker med udelukkelse af nogle andre. Sidstnævnte syntes at være utilfredse med dette. Profeten sagde: 'Jeg giver til nogle mennesker, for at de ikke skal afvige fra den sande tro eller tabe tålmodigheden, mens jeg henviser andre til den godhed og tilfredshed, som Allah har lagt i deres hjerter. ...'" [53]

"Fortalt af Anas: Profeten sagde: 'Jeg giver til folk fra Quraysh [stamme i Mekka] for at lade dem holde fast ved islam, for de befinder sig tæt på deres liv i Uvidenhed (dvs. de har for nyligt antaget islam og den er endnu ikke stærk i deres hjerter).'" [54]

3. Pengestrøm

Husk, at Muhammed besejrede de jødiske stammer Nadir og Qurayza og tog deres rigdomme. Følgende hadith siger, at folk tilbød ham dadler, hvilket lader forstå, at han ikke selv havde nogen. Nu kunne han returnere gunstbevisningen.

"Folk plejede at give nogle af deres daddelpalmer til profeten (som en gave), indtil han erobrede Bani [stamme] Quraiza og Bani An-Nadir, hvorefter han begyndte at returnere deres gunstbevisninger." [55]

4. "Almisse"-skat

Ordet "almisse" sættes i anførelsestegn, fordi en "almisseskat" er et oxymoron. Almisser bør gives frit og frivilligt, og bestemt ikke i sammenhæng med jihad og qital.

Husk - i sektionen Reglerne for jihad og qital, nr. 6 - at Abu Bakr skulle til at føre Apostasi-krigene for at tvinge de arabiske hedninge tilbage til islam, så de blev tvunget til at betale almisse-skatten.

"... Abu Bakr sagde: 'Ved Allah! Jeg vil bekæmpe dem, der adskiller bønnen og zakat'en, eftersom zakat er den obligatoriske del, der [ifølge Allahs ordrer] skal tages fra ejendommen af Allah! Hvis de nægter at betale mig selv et hun-kid, som de plejede at betale på Allahs Apostles tid, så vil jeg kæmpe mod dem, fordi de tilbageholder det.'" [56]

Det skal bemærkes, at islam, som århundrederne gik, ikke altid tvang de ikke-arabiske hedninge til at konvertere, men blot forlangte, at de betalte en skat, som varierede.

For yderligere diskussion af pålæggelse af skatter, se min artikel The Early Muslim Community and the Sword.

5. Underkastelsesskat

Dhimmier, som regel kristne og jøder, men undertiden også polyteister i fjerntliggende områder af islam, er borgere af en slags i lande, der er erobret af muslimske hære. De er forpligtet til at betale jizya-skatten, som denne hadith viser:

"Fortalt af Juwairiya bin Qudama At-Tamimi: 'Vi sagde til Umar bin Al-Khattab [den anden kalif] (...): De troendes øverstbefalende! Rådgiv os.' Han sagde: 'Jeg råder jer til at opfylde Allahs aftale (indgået med dhimmierne), da den er jeres profets sædvane og kilden til levebrødet for dem, I forsørger (dvs. skatterne fra dhimmierne).'" [57]

Formålet med denne jizya-skat på dhimmier er nu klart: Den er "kilden til levebrødet for dem, I forsørger" tilbage i Arabien.

I overensstemmelse med Koranen 9:29, som tilbyder jøder og kristne mulighederne for at kæmpe eller at underkaste sig og blive beskattet eller at konvertere, siger hadith-samleren og -redaktøren ved navn Muslim (d. 875), at Muhammed beordrede sine jihadister til at give tre tilbud, når deres hær havde omringet en by eller bebyggelse: (1) de omringede fjender kan konvertere; (2) de kan nægte at acceptere islam og betale jizya- eller hovedskatten (underkastelsesskatten), som gør det muligt for ikke-muslimer at leve under islam, eller (3) de skal bekæmpes, hvis de afviser de to første. [58] Alle tre blev tilbudt Bogens Folk og i senere århundreder også ikke-arabiske hedninge.

For yderligere diskussion af pålæggelse af skatter, se min artikel The Early Muslim Community and the Sword.

For at opsummere dette afsnit, så er formålet med jihad at gøre islam herskende over alle andre religioner. Krigsbyttet fra jihad og qital er også et vigtigt formål. Kombineret udgjorde de kraftige motiver til at holde jihad og qital kørende gennem hele den tidlige islam.

KLASSISK LOV

Fra Koranen og Muhammeds eksempel, der efterhånden blev nedskrevet i hadith, udviklede jurister og dommere sharia eller islamisk lov. Se artiklen, Hvad er sharia? i denne serie, for mere information.

Den lærde ved Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA), der er citeret i starten af denne artikel, siger, at islam var venlig og retfærdig i Den Gyldne Periode. Hvis han henviser til abbaside-dynastiet (750-1258), så blev de love, der følger, formuleret indenfor denne tidsramme og lidt senere. Men islam ændrede sig ikke efter dette dynasti angående formålet med, reglerne for og krigsbyttet fra jihad og qital, som vi nu skal se i dette afsnit.

Formålet med jihad og qital

Retslærde er enige om, at ét af islams formål med at føre jihad er at etablere religionen islam. "Jihad betyder at føre krig mod ikke-muslimer og er etymologisk afledt af ordet mujahada [jihadist], der betegner krigsførelse for at etablere religionen." [59] Og "kaliffen bekæmper alle andre folkeslag, indtil de bliver muslimer." [60]

Ibn Rushd (d. 1198), kendt i Vesten som Averroes, og som skabte en syntese af alle retsskolerne op til hans tid, er klar:

"Hvorfor føre krig? De muslimske jurister var enige om, at formålet med at bekæmpe Bogens Folk (...) er én af to ting: Det er enten for deres omvendelse til islam eller for betalingen af jizya." [61]

Ibn Khaldun (d. 1406), den middelalderlige statsmand, jurist, historiker og lærde, som skrev en historie, der stadig beundres af historikere i dag, gør rede for, hvorfor islam kæmper:

"I det muslimske samfund er den hellige krig en religiøs pligt på grund af universaliteten af den muslimske mission og (forpligtelsen til) at konvertere alle til islam enten ved overtalelse eller ved magt." [62]

Dernæst har Andrew Bostom samlet et kompendium af uddrag fra tidlige islamiske kilder og moderne lærde, der har skrevet om jihad. Han bringer følgende klassiske juridiske udtalelser om nødvendigheden og arten af jihad.

Ibn Abi Zayd al-Qayrawani (d. 996) var en jurist fra maliki-skolen, og han siger, at jihad er befalet af Allah. Qayrawani gentager de valgmuligheder, der er angivet i Koranen 9:29.

"Jihad er en guddommeligt indstiftet forskrift. Dens udførelse ved visse individer kan undtage andre fra den. Vi malikier (...) fastholder, at det er bedst ikke at gå i kamp med fjenden, uden først at have inviteret sidstnævnte til at antage Allahs religion, medmindre fjenden angriber først. De har valget mellem enten at konvertere til islam eller betale hovedskatten (jizya), uden hvilke krig vil blive erklæret imod dem." [63]

Ibn Taymiyyah (d. 1328) var en hanbali-jurist og han siger, at islam skal have overtaget og sejre over andre religioner, et krav, der afspejler Koranen 9:33. Dernæst forklarer han, hvem der bør eller ikke bør dræbes, og under hvilke omstændigheder. Den, der modsætter sig islam ved ord, kan blive dræbt.

"Eftersom lovlig krigsførelse i det væsentlige er jihad, og da dens mål er, at religionen udelukkende skal være Allahs og at Allahs ord skal være højest, så skal, ifølge alle muslimer, de, der står i vejen for dette mål, bekæmpes. Angående dem, der ikke kan yde modstand eller ikke kan kæmpe, som f.eks. kvinder, børn, munke, gamle mennesker, blinde, handicappede og lignende, så må de ikke dræbes, medmindre de faktisk kæmper med ord (f.eks. ved propaganda) og handlinger (f.eks. ved at spionere eller på anden vis assistere krigsførelsen)." [64]

Ali Ibn Abi Bakr Burhan al-Din al-Marghinani (d. 1196) var primært af hanafi-skolen, og i lovmanualen Hidayah skriver han, at den muslimske hærs øverstbefalende - inden han angriber et folk - først skal kalde dem til islam. Hvis de nægter at efterkomme kaldet eller betale skatten, vil de blive bekæmpet for religionens (islams) skyld, ikke så meget pga. deres ejendom - selvom der ikke er nogen tvivl om, at islamiske hære tog ejendom og rigdomme.

"Det er ikke lovligt at føre krig mod noget folk, der aldrig før er blevet kaldet til troen, uden først at forlange af dem, at de antager den, for således instruerede Profeten sine kommandanter. Han befalede dem at kalde de vantro til troen, også fordi folkene således vil forstå, at de bliver angrebet på grund af religion og ikke for at tage deres ejendom eller gøre deres børn til slaver. På den baggrund er det muligt, at de kan blive tilskyndet til at acceptere kaldet, for at skåne sig for krigens byrder (...). Hvis de vantro, efter at have modtaget kaldet, hverken accepterer det eller accepterer at betale hovedskatten, så påhviler det muslimerne at bede Allah om hjælp og føre krig mod dem, for Allah er hjælperen af dem, der tjener ham, og Hans fjenders, de vantros, ødelægger. Det er nødvendigt at påkalde Hans hjælp ved enhver lejlighed; og desuden befalede Profeten os at gøre således." [65]

Endelig er der Al-Mawardi (d. 1058), som var jurist af shafii-skolen. Han siger, at det er forbudt at angribe et folk, der ikke er blevet kaldet til islam. Men på hans tid var islam så velkendt, at dens berømmelse var et ipso facto kald. Under alle omstændigheder skulle et kald til islam stadig udsendes, før de blev angrebet.

"For det første dem, som islams kald har nået, men de har afvist det og har grebet til våben. Hærens amir [leder] har muligheden for at bekæmpe dem (...) i overensstemmelse med, hvad han skønner at være i den bedste interesse for muslimerne og mest skadeligt for [polyteisterne eller de vantro] (...). For det andet dem, som invitationen til islam ikke har nået, selv om sådanne personer er få nu om stunder, da Allah har gjort sin budbringers kald tydeligt (...). Det er forbudt at (...) indlede et angreb uden først at have forklaret invitationen til islam for dem, og informeret dem om Profetens mirakler og klart udlagt beviserne, for således at fremme deres accept. Hvis de stadig nægter at acceptere efter dette, så føres der krig mod dem, og de behandles som dem, der har modtaget kaldet." [66]

At føre krig for at sprede islam og gøre den sejrende over kultur og andre religioner er den perfekte definition af en hellig krig.

Reglerne for jihad og qital

Den klassiske sharia-lovs regler er bygget på Koranen og hadith, som set ovenfor.

1. Kvindelige fanger er nogle gange tvunget til at gifte sig med deres muslimske herrer.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

2. Erobrede kvinder og børn kan gøres til slaver.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

3. En fanget fjende kan dræbes, løskøbes med penge eller gennem udveksling, fængsles eller løslades frit.

Dette emne er mere indgående dækket i den næste artikel om slaveri.

4. Ejendom kan konfiskeres.

Denne regel er mere indgående dækket i det næste afsnit, Krigsbyttet fra jihad og qital.

5. Frugttræer og hjem kan ødelægges.

Den middelalderlige lovmanual udarbejdet af Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1368), Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law, [67] repræsenterer shafii-retsskolen. Han skriver:

"Det er tilladt at skære fjendens træer ned og ødelægge deres boliger." [68]

Ibn Rushd siger, at et flertal af jurister er enige om, at ejendom kan ødelægges, hvis en muslimsk hær bruger mangonel, en katapult eller kastemaskine, der kan slynge kasteskyts under en belejring. Hvis en by er belejret, og det vides at kvinder og børn opholder sig der, så er ødelæggelse af byen stadig tilladt:

"Juristernes flertal er enige om tilladeligheden af at angribe fæstninger ved hjælp af mangoneller [maskine brugt til at kaste projektiler], uanset om der er kvinder eller børn i dem, på grund af beretningen om, at Profeten (...) opstillede mangoneller mod folket i Taif [en by, som Muhammed angreb tidligt i 630]. Hvis der er muslimske fanger og muslimske børn i fæstningen, så må, ifølge en gruppe, mangoneller ikke anvendes, og dette er al-Awzais opfattelse; Al-Layth tillod det. Dem, der ikke tillader det, støtter sig til Den Ophøjedes ord: "Hvis de (de troende og de vantro) var blevet klart adskilt fra hinanden, havde Vi sandelig straffet dem, der ikke troede, med en smertefuld straf." [Koranen 40:25 (ikke fra Ellen Wulffs danske oversættelse, o.a.)] Det ser ud til, at dem, der tillod det, stolede på retmæssig interesse [jurisprudential interest]." [69]

Nogle retsskoler tillader ødelæggelse af boliger og frugttræer, andre gør ikke, ifølge Ibn Rushds opsummering.

"Dette er således omfanget af den skade, det er tilladt at påføre deres liv og frihed. Den skade, der er tilladt i tilfælde af deres ejendom, det vil sige bygninger, dyr og afgrøder, er et stridsspørgsmål imellem dem. Malik tillod at skære træer ned, hakke frugt og ødelægge beboede bygninger, men tillod ikke slagtning af kvæg og afbrænding af daddelpalmer. Al-Awzai tillod ikke fældning af frugtbærende træer og nedrivning af bygninger - kirker eller andre. Al-Shafii sagde, at huse og træer kan sættes i brand, hvis fjenden bruger dem som fæstninger; ellers afvises ødelæggelsen af huse og fældning af træer. Årsagen til deres uenighed stammer fra modsætningen mellem Abu Bakrs og Profetens praksis (...). Det er fastslået, at 'Profeten (...) satte ild til Bani [stamme] al-Nadirs daddelpalmer', og det er også fastslået, at Abu Bakr beordrede sine tropper: 'Skær ikke træer ned, ødelæg ikke bygninger.'" [70]

6. De erobrede hedninge bliver nogle gange tvunget til at konvertere eller blive dræbt; eller ikke-arabiske hedninge kan forblive hedninge, men skal betale jizya-skatten.

Alle, der ikke tilhører Bogens Folk, bliver bekæmpet, indtil de bliver muslimer. Men følgende passage fortsætter med at sige, at én lovskole giver ikke-arabiske afgudsdyrkere mulighed for at betale jizya-skatten uden at konvertere til islam

"Kaliffen bekæmper alle andre folk [end jøder, kristne eller zoroastrianere], indtil de bliver muslimer (O: fordi de ikke er et folk med en Bog, eller er æret som sådan, og ikke har lov til at afregne ved at betale hovedskatten (jizya)) (n: dog har - ifølge hanafi-skolen - folk fra alle andre religioner, endog afgudsdyrkere, lov til at leve under den islamiske stats beskyttelse, hvis de enten bliver muslimer eller accepterer at betale hovedskatten, hvor de eneste undtagelser er apostater fra islam og arabiske afgudsdyrkere, som ikke har andet valg end at blive muslimer ...)" [1711]

Shafii-skolens juridiske anskuelse som udtrykt i dette uddrag svarer til Koranen 9:5, hvor det hedder, at Muhammed skal bekæmpe hedningene på Den Arabiske Halvø, indtil de konverterer eller dør. Nu gælder denne lov for hedninge udenfor halvøen. Hanafi-skolen afspejler imidlertid Koranen 9:29, som handler om jøder og kristne. De ikke-arabiske polyteister udenfor halvøen har også tre valg: konvertere, kæmpe og dø, eller betale jizya-skatten. Visse dele af islamisk lov havde udviklet sig.

Ifølge shafii-skolen er kvinder og børn ikke mål for jihad, undtagen under én betingelse:

"Det er ikke tilladt at dræbe kvinder og børn (...) medmindre de kæmper mod muslimerne." [72]

Ibn Rushd skriver om at dræbe kvinder:

"På samme måde er der ingen diskussion blandt dem [juristerne] om, at det ikke er tilladt at dræbe mindreårige eller kvinder, så længe de ikke fører krig. Hvis en kvinde kæmper, bliver udgydelse af hendes blod tilladt." [73]

7. Jøder og kristne gives tre muligheder.

I dette uddrag er parenteserne tilføjet:

"Kaliffen (1) fører krig mod jøder, kristne og zoroastrianere (...) forudsat at han først har (2) (...) inviteret dem til at træde ind i islam i tro og praksis, og (3) hvis de ikke vil, så inviteret dem til at træde ind i islams sociale orden ved at betale den ikke-muslimske hovedskat (jizya ...) (...) og (1) krigen fortsætter indtil (2) de bliver muslimer eller (3) betaler den ikke-muslimske hovedskat." [74]

Men gamle mænd og munke kan dræbes:

"Det er tilladt at dræbe gamle mænd (en gammel mand (shaykh) vil sige én, der er mere end fyrre år gammel) og munke." [75]

I senantikken, da islam opstod, og i middelalderen, da shafii-juristen Misri skrev, var den forventede levetid meget lavere end den er i dag, så en fyrre år gammel mand blev ikke betragtet som ung. Denne tilladelse til at dræbe munke modsiger den lov, der siger, at Bogens Folk kan leve.

Ibn Rushd siger, at forskellige kategorier af ikke-kombatanter kan eller kan ikke dræbes, afhængigt af de forskellige lovskoler. Han skriver:

"De [juristerne] er uenige i tilfældene med eremitter, der er afskåret fra verden, den blinde, den kronisk syge, den gamle, der ikke kan kæmpe, idioten, og bønderne og trællene. Malik sagde, at hverken blinde eller idioter eller eremitter skal dræbes, og at tilstrækkeligt meget af deres rigdom skal overlades til dem, så de kan overleve. Tilsvarende må den gamle og affældige ikke dræbes, efter hans opfattelse, og det var også Abu Hanifas og hans disciples opfattelse. Al-Thawri og al-Awzai sagde, at kun de gamle skal skånes. Al-Awzai tilføjede, at bønderne heller ikke skal dræbes. Ifølge al-Shafiis mest autentiske mening skal alle disse kategorier (af mennesker) dræbes. Grundlaget for deres uenighed stammer fra konflikten mellem specificiteten af nogle traditioner og generaliteten af (nogle vers af) Koranen og også generaliteten af Profetens autentiske udsagn (...): 'Jeg er blevet befalet at bekæmpe menneskene, indtil de siger: "Der er ingen anden gud end Allah."' Den Ophøjedes ord: 'Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem' indebærer drabet på enhver ikke-troende, uanset om han er munk eller ikke, og det samme gør udtalelsen af Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham): 'Jeg er blevet befalet at bekæmpe menneskene, indtil de siger: "Der er ingen anden gud end Allah."'" [76]

Disse kategorier af ikke-kombattanter kan være kristne eller ikke-kristne, men de er medtaget her under regel nr. 7 for nemheds skyld.

Krigsbyttet fra jihad og qital

Klassisk sharia-lov om krigsbytte følger Koranen og hadith tæt. Vi holder dette afsnit kort ved at kombinere nogle af de nummererede punkter og udelade andre. Hovedpunktet er stadig klart: Islam og krigsførelse og penge blev blandet sammen.

1. Opdeling af byttet

Husk at Koranen 8:41 siger, at en femtedel af jihad-byttet tilhører Muhammed, det vil sige staten. Senere kaliffer fortolkede procentdelen derhen, at fire femtedele gik til soldaterne, eller snarere til den behørigt udnævnte militære kommandant, som derefter opdelte den.

"Den første femtedel er sat til side [til staten] (...) og de resterende fire femtedele er fordelt med én andel til hver infanterist og tre andele til hver kavalerist. Fra disse sidstnævnte fire femtedele gives en symbolsk betaling, efter lederens skøn, til kvinder, børn og ikke-muslimske deltagere på den muslimske side." [77]

Den første femtedel af krigsbyttet går til regeringen, og den fordeles efter behovene i en velfærdsstat, som for eksempel til de fattige eller forældreløse.

Et interessant drejning i denne korte passage er, at imamen eller lederen kan fordele krigsbyttet blandt kvinder og børn og ikke-muslimske allierede, der på en eller anden måde deltog i kampen eller forhandlingerne sammen med muslimerne. Byttet kan også gå til opbygning af sådanne "islamiske interesser som at forstærke forsvaret ved grænserne, løn til islamiske dommere, muezziner og lignende." [78]

2. Pengestrøm og skatter

Koran-verset 9:29 - der befaler at påtvinge islam og tage jizya-skat fra dhimmier (kristne og jøder og andre ikke-muslimer i det vidtstrakte islamiske territorium) - var yderst vigtigt for de retslærde. De måtte finde ud af, hvordan man skulle behandle taberne i islamisk krig. Hvad skulle der gøres med deres ressourcer?

Malik (d. 795) var ikke alene en jurist, som en retsskole blev navngivet efter; han var også en pålidelig hadith-samler. Skatten, som jøder og kristne måtte betale, blev kaldt jizya- eller hovedskat (også kopskat og underkastelsesskat). Malik, grundlægger af en af de vigtigste retsskoler, siger, at skatten er designet til at ydmyge Bogens Folk.

"Yahya fortalte mig fra Malik, at han havde hørt, at Umar ibn Abd al-Aziz [en kalif tilhørende umayyade-dynastiet] skrev til sine guvernører, at de skulle fritage ethvert menneske, der betalte jizya, fra at betale skatten, hvis de blev muslimer. Malik sagde: 'Det er sunna [efter Muhammeds eksempel], at der ikke er nogen jizya-afgift på kvinder eller børn fra Bogens Folk, og at jizya kun tages fra mænd, der har nået puberteten (...). Jizyaen er pålagt Bogens Folk for at ydmyge dem ...'" [79]

Dette næste uddrag repræsenterer shafii-skolens opfattelser og afgørelser.

"Kaliffen (...) fører krig mod jøder, kristne og zoroastrianere (N: forudsat at han først har inviteret dem til at træde ind i islam i tro og praksis, og hvis de ikke vil, så inviteret dem til at træde ind i islams sociale orden ved at betale den ikke-muslimske hovedskat (jizya ...) - det afgørende er, at de betaler den, ikke pengene selv - mens de forbliver i deres fædrene religioner) (O: og krigen fortsætter) indtil de bliver muslimer eller betaler den ikke-muslimske hovedskat." [80] ]

Bostom giver en lang analyse af denne skattepolitik: Hvordan den blev opkrævet og dens rødder i jihad. [81]

Som udgangspunkt skriver han, at besejrede folk måtte anerkende islam som stående øverst i lov og jordbesiddelse. Den mest gennemgribende måde, at få denne anerkendelse på, er ved hjælp af jizya-skatten:

"I The Laws of Islamic Governance undersøger al-Mawardi (d. 1058) også reglerne for de lande og vantro (dvs. ikke-muslimske) befolkninger, der er undertvunget ved jihad. Dette er oprindelsen til dhimmitude-systemet. Den oprindelige vantro befolkning måtte anerkende islamisk ejerskab af deres jord, underkaste sig islamisk lov og acceptere betaling af hovedskatten (jizya). Al-Mawardi fremhæver det væsentligste aspekt af denne samstemmende opfattelse af jizya i klassisk islamisk retslære: Den afgørende forbindelse mellem jihad og betaling af jizya. Han noterer, at '[f]jenden yder en betaling til gengæld for fred og forsoning.' Al-Mawardi skelner derefter mellem to tilfælde: (1) Betaling sker straks og behandles som krigsbytte; men 'den forhindrer dog ikke, at en jihad kan blive ført mod dem i fremtiden.' (2) Betaling sker årligt og vil 'udgøre en løbende skat, hvorved deres sikkerhed er tilvejebragt.' Forsoning og sikkerhed varer så længe betaling sker. Hvis betalingen ophører, genoptages jihad. En forsoningstraktat kan fornyes, men må ikke vare længere end ti år."

Bostom bemærker derefter, at islam giver ikke-muslimen beskyttelse og beskatning, som om ikke-muslimen blev kompenseret "for ikke at blive dræbt."

"Al-Mawardi undersøger reglerne for det land, der er taget fra de vantro. For så vidt angår land, der er taget gennem traktat, specifikt, angiver han to muligheder: enten konverterer de vantro eller de betaler jizya-skatten og deres liv og ejendele bliver beskyttet. Arten af en sådan beskyttelse bliver gjort klar i følgende definition af jizya, givet af den respekterede arabiske leksikograf E. W. Lane, baseret på en omhyggelig analyse af udtrykkets etymologi: 'Skatten, der bliver taget fra de frie ikke-muslimske undersåtter af en muslimsk regering, hvorved de ratificerer pagten, der sikrer dem beskyttelse, som om den var kompensation for ikke at blive dræbt.'"

Endelig bemærker Bostom, at ikke-muslimen, når jizya-skatten bliver inddrevet fra ham, kan blive ydmyget, herunder fysisk mishandlet.

"Et andet vigtigt aspekt ved jizyaen er de klassiske islamiske retsskolers vidt udbredte syn på den bevidst ydmygende pålæggelse og inddrivelse af denne skat. Her er en diskussion af ceremoniellet i forbindelse med indsamlingen af jizya af shafii-juristen an-Nawawi fra det 13. århundrede: 'Den vantro, der ønsker at betale sin hovedskat, skal behandles med foragt af opkræveren: Opkræveren forbliver siddende, og den vantro forbliver stående foran ham, med hovedet sænket og ryggen bøjet. Den vantro skal personligt placere pengene på vægten, mens opkræveren holder ham i skægget og slår ham på begge kinder.'"

For at opsummere dette afsnit så krævede nogle retsskoler ikke, at ikke-arabiske hedninge skulle konvertere og betale zakat (almisse-skat), men de kunne forblive hedenske og betale jizya (underkastelse-skat). Andre skoler sagde, at de skulle konvertere og betale zakat. Kristne og jøder kunne konvertere til islam og betale zakat-skatten, eller forblive som de var og betale jizya-skatten.

Som nævnt i de afsnit, der dækker Koranen og hadith, er der en fin sammenhænge mellem formålet med jihad og qital og det tilhørende krigsbytte. Sammen giver de stærke grunde til at holde jihad og qital kørende i klassisk islam.

MODERNE ISLAM: KAN DEN REFORMERES?

En moderat vil opfordre til reform af islam, mens en traditionalist vil mene, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og forsvarer den. For det meste er det religiøse ledere, der er valgt til brug i dette afsnit, men ind imellem er en muslim, som en journalist eller læge, der har markeret sig offentligt, også taget med. Følger de moderate den oprindelige og klassiske islam? Gør traditionalisterne?

Moderate opfattelser?

Nogle gange er det svært at skelne mellem en moderat og traditionalist. De forskere og imamer (ledere af moskeer), der er citeret i det følgende, fordømmer terrorisme, men opfordrer de til reform af islam, som den handler om jihad og qital?

Fatwa imod en terror-tolkning af en middelalderlig tekst

Tom Heneghan fra Reuters Press rapporterer (31. marts 2010), at muslimske lærde erklærede, at en middelalderlig tekst, der tilsyneladende tillader jihad, faktisk ikke tillader det; den gamle tekst skulle være blevet misfortolket i dag af jihadister. En fatwa er en religiøs afgørelse.

"Fremtrædende muslimske lærde har omarbejdet en berømt middelalderlig fatwa om jihad med det argument, at det religiøse edikt, som radikale islamister ofte bruger til at retfærdiggøre drab, ikke kan bruges i en globaliseret verden, der respekterer tro og borgerlige rettigheder. En konference i Mardin i det sydøstlige Tyrkiet erklærede, at fatwaen af den 14. århundredes lærde Ibn Taymiyya udelukker militant vold, og at den middelalderlige muslimske opdeling af verden i et 'islams hus' og et 'vantroens hus' ikke længere gælder.

Osama bin Laden har gentagne gange citeret Ibn Taymiyyas 'Mardin-fatwa' i sine opfordringer til muslimer om at vælte det saudi-arabiske monarki og føre jihad mod USA.

Med henvisning til dette historiske dokument sagde weekendkonferencen: 'Enhver, der søger støtte fra denne fatwa til at dræbe muslimer eller ikke-muslimer, har fejlet sin fortolkning. "Det er ikke op til et muslimsk individ eller en muslimsk gruppe at annoncere og erklære krig eller at engagere sig i krigerisk jihad" på egen hånd', sagde erklæringen." [82]

Denne fatwa kan måske (eller måske ikke) være den korrekte tolkning af den middelalderlige tekst. Men retfærdiggør disse samme lærde jihad og qital i dag, for at opnå krigsbytte, som beskrevet ovenfor? Fordømmer de jihad og qital i dag, som forbundet med religion og skatter og erobring?

Fatwa mod terrorisme i Canada og Amerika

Den 8. januar 2010 udstedte 20 imamer (moské-ledere) forbundet med Det Islamiske Øverste Råd en fatwa, der fordømte terrorisme mod Canada og USA. De priste den religiøse frihed, der findes i deres to nordamerikanske lande, og bemærkede, at "i mange tilfælde har muslimer mere frihed til at praktisere islam her i Canada og USA end i mange muslimske lande."

De skriver:

"... Det er derfor en forpligtelse for os (imamer) at fortælle alle muslimer rundt om i verden, at muslimer i Canada og USA har fuld frihed til at praktisere islam. Der findes ikke en eneste by i Canada og USA, hvor MASAJIDS (moskeer) ikke er bygget. I alle større byer giver islamiske skoler undervisning til muslimske børn om Koranen og de islamiske traditioner. Tusindvis af muslimer udfører Hajj hvert år og rejser til Saudi-Arabien med fuldstændig frihed og respekt. I ramadanen anerkender de canadiske og amerikanske regeringer lejligheden og lykønsker alle muslimske borgere. Muslimer beder fem daglige bønner i moskeer uden frygt eller begrænsninger. Muslimer har fuldstændig frihed til at betale zakat (fattig-afgift) til velgørenhed eller en person efter eget valg. Muslimer har fuld frihed til at fejre deres fester åbent, offentligt og islamisk. Muslimer nyder religionsfrihed ligesom kristne, jøder og andre. Ingen hindrer os i at adlyde Allah og Hans Sendebud (fred være med ham). Ingen hindrer os i at forkynde islam og praktisere islam. I mange tilfælde har muslimer mere frihed til at praktisere islam her i Canada og USA end i mange muslimske lande.

Faktisk ligger forfatningerne i USA og Canada meget tæt på de islamiske vejledende principper for menneskerettigheder og frihed. Der er ingen konflikt mellem de islamiske værdier for frihed og retfærdighed og canadiske/amerikanske værdier for frihed og retfærdighed.

Derfor er ethvert angreb på Canada og USA et angreb på canadiske og amerikanske muslimers frihed. Ethvert angreb på Canada og USA er et angreb på tusindvis af moskeer over hele Nordamerika. Det er en pligt for alle canadiske og amerikanske muslimer at beskytte Canada og USA. De må afsløre enhver person, muslim ELLER ikke-muslim, som ønsker skade andre canadiske ELLER amerikanske medborgere. Vi, canadiske og amerikanske muslimer, må fordømme og rejse os imod disse angreb på Canada og USA." [83]

Uanset hvor prisværdig denne fatwa er, så er det én ting at fordømme terrorisme (let at gøre), men noget helt andet at fordømme jihad og qital. Og desuden antager de også i andet afsnit, at islam værdsætter menneskerettigheder og frihed. Islam har dog en broget fortid angående forbindelsen mellem jihad og menneskerettigheder og frihed, hvilket de næste tre artikler i serien demonstrerer - om slaveri, samvittighedsfrihed og religiøs ytringsfrihed.

Endelig siger disse moderate i andet afsnit, at islam værdsætter retfærdighed. Men i klassisk forstand betyder retfærdighed efter islamiske standarder, at et samfund har underkastet sig islam. Et samfund, der ikke har underkastet sig, er uretfærdigt; derfor er det åbent for, at jihad og qital retfærdigt kan blive ført imod det.

Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder i Islam fra 1990 siger:

"ARTIKEL 3:

(a) I tilfælde af brug af magt og i tilfælde af væbnet konflikt er det ikke tilladt at dræbe ikke-krigsførende såsom gamle mænd, kvinder og børn. Den sårede og den syge skal have retten til lægehjælp; og krigsfanger skal have retten til at blive bespist, beskyttet og beklædt. Det er forbudt at lemlæste eller sønderlemme døde kroppe. Det er nødvendigt at udveksle krigsfanger og arrangere besøg eller genforeninger af familier, adskilt af krigens omstændigheder.

(b) Det er forbudt at fælde træer, at ødelægge afgrøder eller husdyr, at ødelægge fjendens civile bygninger og installationer ved bombardement, sprængning eller andre midler." [84]

Dette forbedrer Koranen og de hellige traditioner, klassisk lov og historisk islam.

Traditionelle opfattelser

Den traditionelle opfattelse er overvældende til stede overalt på internettet og overgår talmæssigt langt de moderate.

Dr. Jamal Badawi, medlem af Fiqh Council of North America, har skrevet en kort artikel om jihad. Han giver disse betydninger af ordet: En kamp mod indre laster og en kamp mod sociale uretfærdigheder. Så siger han, at der er en krigerisk side.

"Krigerisk jihad er ikke kun begrænset med hensyn til, hvad der kan eller ikke kan retfærdiggøre den, den er også strengt reguleret. Profeten Muhammed fortalte, hvordan man opfører sig på slagmarken. Som en 'hadet handling' bør man ikke gribe til krig, hvis andre fredelige og retfærdige midler kan stoppe aggression eller undertrykkelse. Intentioner skal være rene og ingen egoistisk personlig eller nationalistisk dagsorden bør være drivkraften. Der skal fremsættes en krigserklæring af en legitim myndighed efter behørig konsultation. Ingen ikke-kombattanter bør skades. Alle skal afstå fra plyndring og unødvendig ødelæggelse. Krigsfanger og de sårede skal behandles humant." [85]

Vi har imidlertid set, at Muhammeds adfærd på slagmarken, som Badawi henviser til i dette uddrag, er tvivlsom. Den mere omfattende historie om jihad er langt mere kompliceret, end hvad Badawi fortæller os her.

Endnu en traditionel fortolker af islam er Abu Ameenah Bilal Philips, der skriver, at jihad, som han staver "jihaad", i virkeligheden betyder indre kamp eller stræben. Han siger, at jihad ikke er en hellig krig.

Bilal Philips skriver om jihad:

"Jihaad, der normalt af vestlige medier oversættes med 'hellig krig', er et meget misforstået princip i Islaam. Der er intet udtryk på arabisk, som betyder 'hellig krig'. Krig er ikke 'hellig' i Islaam, den er enten retfærdig eller uretfærdig.

Betydningen af jihaad er 'stræben' eller 'kamp'. Det bruges i Islaam til at henvise til en række forskellige bestræbelser, der er pålagt de troende. Stræben efter at holde Gud og Hans Sendebud som vigtigere end ens kære, rigdom og ens eget selv er den mest grundlæggende form for jihaad foreskrevet enhver muslim. Profeten sagde: 'Ingen har virkelig troet, før Allah og Hans Sendebud bliver mere elsket end alt andet.' At gøre de retfærdige gerninger, der er foreskrevet af Gud, er selv en jihaad. Profeten blev rapporteret at have sagt: 'Den bedste jihaad er den fuldkomne Hajj.' Ved en anden lejlighed spurgte nogen Profeten, om han skulle deltage i jihaad. Profeten svarede ved at spørge ham, om hans forældre stadig levede, og da han svarede, at det gjorde de, sagde han: 'Før jihaad ved at tjene dem.'

At forsvare Islaam og det muslimske samfund er et primært aspekt ved den fysiske jihaad, der indebærer at gribe til våben mod en fjende. Gud siger i Koranen: 'Til dem, der bliver bekæmpet, er der givet tilladelse til at kæmpe, fordi de har lidt uret; Allah er i stand til at hjælpe dem.' (22:39) 'Kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser.' (2:190) Muslimer er også pålagt at bekæmpe tyranni. Koranen siger: 'Hvorfor vil I ikke kæmpe for Allahs sag? Og for de undertrykte mænd, kvinder og børn, der siger: "Herre, få os ud af denne by, hvis befolkning handler uret! Giv os en ven fra Dig! Giv os en hjælper fra Dig!"'" (4:75) [86]

Som vi har set i denne artikel, betyder jihad ikke blot en kamp eller stræben, selv om hans andet punkt - til Bilal Philips' ros - siger, at jihad er "fysisk", formodentlig militær. Men han beskæftiger sig ikke med qital, som kun betyder krig, dødelig kamp, drab og nedslagtning.

En anden kritik af Bilial Philips' artikel: Retfærdighed er for snævert defineret i islam. Hvis en nation er islamisk, så er den retfærdig. Hvis den ikke er islamisk, så er den uretfærdig, og kan derfor blive angrebet. Så kan islam føre en retfærdig krig imod den.

Den endelige kritik af Bilal Philips: Hele denne artikel viser, at kamp i jihad for at gøre islam sejrende over kultur og andre religioner er den perfekte definition af hellig krig. Så i mange sammenhænge er jihad korrekt gengivet som "hellig krig" i modsætning til, hvad han siger.

Den måske mest indflydelsesrige "traditionelle" muslim er Sayyid Qutb (d. 1966).

Han modsatte sig sin tids egyptiske regime, blev sat i husarrest og derefter henrettet. Han var blevet et tidligt ledende medlem af Det Muslimske Broderskab, en radikal bevægelse, der går ind for militant og fredelig islam alt efter hvad situationen kræver. Han blev henrettet for at modsætte sig den egyptiske regering.

I sin flere-binds kommentar til Koranen, Fi Dhilal Al Qur'an (I Koranenes Skygge - engelsk udgave: In the Shade of the Quran) forklarer han sin opfattelse af jihad i bindet (7) om Koranens kapitel 8, der omhandler Slaget ved Badr.

At forstå hans synspunkt er at forstå senere radikale bevægelser, især dem fra Det Palæstinensiske Territorium. The Islamic Circle of North America har medtaget hans kommentar i sin læseliste, så unge medlemmer bedre kan forstå Koranen. [87]

Qutb siger, at besejrede folk skal betale jizya-skatten, hvilken han åbent og præcist kalder loyalitets- eller underkastelsesskatten:

"Der kan komme en tid, hvor islams fjender kan finde det hensigtsmæssigt ikke at forsøge at undertrykke islam, hvis den er villig til at lade dem være i fred og at praktisere - inden for deres nationale grænser - deres egne systemer, der tillader nogle mennesker at være herrer over andre. De vil måske tilbyde en sådan tilstand af sameksistens, hvis islam er villig til ikke at udvide sin erklæring om universel frihed til deres folk. Men islam vil ikke acceptere en sådan våbenhvile, medmindre de er villige til at anerkende dens autoritet i form af betaling af loyalitets- eller underkastelsesskatten, jizya, for at sikre, at islams budskab kan nå ud til deres folk frit, uden at der lægges den materielle hindringer i vejen."

Qutb beskriver mindst seks formål med og begrundelser for jihad.

1. Han siger først, at jihad opnår menneskehedens frigørelse. "Vi kan beskrive den islamiske tro som en erklæring om menneskehedens frigørelse fra trældom under skabninger heriblandt menneskets egne begær." [87]

I det næste lange uddrag springer Qutb frem og tilbage mellem at hævde, at islam tillader religionsfrihed, og at religioner skal underkaste sig islam, efter at den har frigjort menneskeheden gennem jihad.

Qutb skriver:

"Islam har aldrig til hensigt at påtvinge mennesker sin tro, men islam er ikke kun et sæt af overbevisninger. Islam har til formål at gøre menneskeheden fri for trældom under andre mennesker. Derfor stræber den efter at afskaffe alle systemer og regimer, der er baseret på den ene persons trældom under den anden. Når islam således har frigjort folk fra alt politisk pres og oplyst deres sind med sit budskab, giver den dem fuldstændig frihed til at vælge den tro, de ønsker. Men denne frihed betyder ikke, at de kan gøre deres begær til deres guder, eller at de vælger at forblive i trældom under folk som dem selv, eller at nogle af dem er hævet til status af herredømme over resten. Systemet, der skal etableres i verden, bør være baseret på fuldstændig tjeneste for Gud alene, og skal aflede alle dets love udelukkende fra ham. Inden for dette system er enhver person fri til at antage enhver tro, han eller hun ønsker. Dette er den praktiske betydning af princippet om, at 'al religion må være til Gud alene'. Religion betyder underkastelse, lydighed, tjeneste og tilbedelse, og alle disse må være i forhold til Gud. Ifølge islam er udtrykket 'religion' meget bredere end tro. Religion er faktisk en livsform, og i islam er denne baseret på tro. Men i et islamisk system er det muligt, at forskellige grupper lever under det, selvom de kan vælge ikke at antage islamiske overbevisninger. De vil dog overholde dets love baseret på det centrale princip om underkastelse under Gud alene." [89]

Dog er hedenskab ikke tilbudt religionsfrihed. Efter at have befriet menneskeheden gennem jihad siger islam, at man skal underkaste sig islamisk lov, som alvorligt begrænser ytringsfrihed og religion, hvilket resten af denne artikelserie viser.

2. Det er let for Qutb at retfærdiggøre jihad. Islam er ikke kun defensiv, men må undertiden gå i offensiven. "Når vi gennemgår situationen med alle dens relevante omstændigheder, indser vi, at argumentet om, at jihad ikke er andet end et forsvar i den snævre betydning af ordet, ikke kan holde." [90] Jihads mål er høje, og de giver grund nok til at føre den. Islam er levemåden givet af Allah, og folk skal bringes til at underkaste sig ham til gavn for dem selv.

"Således er islams natur og dens rolle i frigørelsen hele menneskeheden fra trældom under andre end Gud. Kløften er faktisk bred mellem denne opfattelse og det at indskrænke islam til en lokal status inden for nationale eller racemæssige grænser, der kun agerer for at forsvare sig mod ydre aggression. At betragte islam i dette lys er at fratage den dens grunde til handling.

De bagvedliggende årsager til jihad bliver tydeligt identificeret, når vi husker, at islam er den livsform, som Gud har givet til mennesket. Den er ikke et system udformet af en enkeltperson eller en gruppe mennesker, og den er heller ikke en bestemt races ideologi. Det er først, når vi begynder at tabe blikket for denne grundlæggende sandhed om Guds absolutte suverænitet og folks tjeneste for Ham, at vi prøver at finde ydre grunde til at retfærdiggøre jihad. Ingen, der har fuldt kendskab til dette grundlæggende islamiske princip, vil behøve at søge andre begrundelser for jihad." [91]

3. Qutb fortsætter med at ligestille frihed med underkastelse under Allahs lov. Jihad kæmper for den slags frihed, som frigør selv korrupt menneskelig natur. Dette er ikke så lidt af et mål for jihad. (Man kunne kalde det utopisk.)

Qutb skriver:

"Det er islams ret at tage initiativet. Den er ikke et bestemt folks trosbekendelse eller et bestemt lands system. Den er et system givet af Gud for hele verden. Som sådan har den ret til at gå i aktion for at fjerne alle forhindringer, der lænker menneskets valgfrihed. Den er en tro, der ikke påtvinger sig noget individ. Den angriber kun situationer og regimer for at befri mennesker fra afvigende indflydelser, der korrumperer menneskets natur og begrænser menneskets frihed." [92]

4. Jihad er berettiget, fordi islam handler om revolution. Og mennesker - internationalt set - har brug for dens program og livsform.

Qutb siger:

"Så hvad er islam? Islam er et revolutionært begreb og en livsform, der søger at ændre den herskende sociale orden og omforme den i overensstemmelse med sin egen vision. På baggrund af denne definition bliver ordet 'Muslim' navnet på et internationalt revolutionært parti, som islam søger at danne for at sætte sit revolutionære program i værk. Jihad betegner denne revolutionære kamp, der indebærer den størst mulige udnyttelse af ressourcer, som det islamiske parti mobiliserer i tjeneste for sin sag." [93]

5. Jihad indebærer at kæmpe for Allahs sag - at fremme islam - og modstå dem, der gør oprør imod islam.

Qutb skriver:

"Blandt de radikale begreber i det revolutionære parti, der hedder 'Muslim', er det mest fundamentale at konfrontere enhver oprørsk kraft, der kommer i vejen for islam: Bekæmp dem, mobiliser alle mulige ressourcer for at erstatte dem. Men sørg for, at I ikke bliver oprørske i stedet. Jeres mandat er betinget af, at I renser verden for oprør og ondskab og underkaster den Guds love om retfærdighed og fair play." [94]

6. Og til sidst: Efter at islam har taget form af Hizb-Allah eller Allahs Parti, udsender islam ikke kun prædikanter og missionærer, men "guddommelige håndhævere". Den skal kontrollere magtcentrene eller regeringen. Derefter indfører den retfærdighed fra disse centre.

Qutb bemærker:

"[Islam] er ikke et parti af prædikanter og missionærer, men snarere af guddommelige håndhævere. Dens mission er at udslette - med magt om nødvendigt - undertrykkelse, moralsk anarki, social uorden og udbytning for således at afslutte den såkaldt guddommelige rolle af selv-udnævnte guder og erstatte ondt med godt. [Efter at have citeret Koranen 8:39, 73 og 9:33 fortsætter Qutb:] Dette muslimske parti har således intet andet valg end at stræbe efter og at kontrollere magtcentrene af den simple grund, at en undertrykkende og umoralsk civilisation henter sin næring fra et umoralsk regeringssystem. Ligeledes kan et retfærdigt statsapparat ikke indføres, medmindre regeringstøjlerne overgår fra uromagerne til fredsmagerne." [95]

Som svar til Qutb kan man sige, at han forveksler islam med frihed. Han mener, at jihad vil medføre islam, som (angiveligt) bringer maksimal frihed, fordi folk ikke behøver at underkaste sig menneskets autoritet, men Guds. Men hele denne serie om sharia viser, at denne religiøse lov kan blive undertrykkende.

Islam, implementeret ved jihad, skulle fremme retfærdighed, selv i en grad at den fjerner menneskeligt fordærv. Men almindelig erfaring fortæller os, at den fordærvede menneskelige natur ikke kan udryddes ved menneskelige metoder, især ikke krigsførelse. Dette er religiøs utopisme, som søger at fjerne alle ufuldkommenheder fra samfundet gennem lov og krig.

Desværre vil denne utopiske vej i sidste ende kun undertrykke mennesker, på grund af dens juridiske og militære aspekter. Jo længere religiøse ledere følger denne vej, jo mere vil de fjerne folks frihed.

For at opsummere dette afsnit om moderne islam, vil disse eksempler om nogle år forekomme gamle og forældede (undtagen Qutb, hvis synspunkter har eksisteret i årtier). Men uanset detaljerne, så viser disse eksempler, at islam er inde i en kamp, selv om traditionalisterne vejer tungere og talmæssigt langt overgår de moderate. Og med god grund: Traditionalisterne har 1.400 år med Koranen, hadith, lov og historie bag sig.

Islam er ekstremt konservativ og har svært ved - endog væmmes ved - reform.

KONKLUSION

Formålet, reglerne og krigsbyttet i forbindelse med jihad og qital smeltede sammen. Ét formål var teologisk - at gøre islam dominerende over alle religioner. Men det materielle krigsbytte var også et vigtigt formål med at føre jihad eller qital. Sharia-reglerne samt jihad og qital handler ikke kun om retfærdighed og frihed (som islam definerer disse to begreber).

Efter Muhammeds død i 632, gennemsøgte kalifer og retslærde, hvoraf mange ikke levede særligt længe efter islams oprindelige kultur, ivrigt Koranen og hans eksempel udlagt i hadith for at producere regler til at styre og regulere samfundet. De behøvede ikke at lede længe for at finde vers og gerninger, der handlede om og godkendte at føre jihad og qital.

Kalifferne og juristerne nåede til den konklusion, at jihad og qital var en uadskillelig del af islam. Når kaliffernes hære marcherede ud til nære og fjerne regioner, tvang de islamiske politikker ned over de erobrede samfund, ligesom Muhammeds eksempel viste, at de skulle.

Formålet med jihad og qital er knyttet til det at gøre islam herskende over alle andre religioner, og dette mål er den perfekte definition af en hellig krig.

Jihad, qital og beskatning blev indarbejdet i Koranen og Muhammeds liv og derefter udvidet. Men religiøse skatter som følge af krig mod folk er mistænkelige. En af grundstenene for det moderne samfund er lighed for loven. Men islam lærer, at der skal være et privilegeret hierarki og ulighed for sin sharia-lov baseret på religion. En jizya-skat pålægges ikke-muslimer. En andenklasses loyalitets- eller underkastelsesskat er det modsatte af frihed og juridisk lighed for loven.

Ikke desto mindre forsøger visse moderne muslimer, som Qutb, at overbevise folk om, at disse religiøse politikker kommer direkte fra Gud og bør indføres eller påtvinges verden i dag. Men disse politikker og religiøse love burde aldrig på noget tidspunkt have været påtvunget nogen, som om de var guddommeligt universelle.

Islam ser sig selv som legemliggørelsen af retfærdighed. Hvis en nation ikke har underkastet sig den, er denne nation uretfærdig. En uretfærdig nation er åben for at blive angrebet. Derfor kan islam føre retfærdig krig mod en uretfærdig nation. Men islamisk retfærdighed er alt for snæver, restriktiv og regressiv, for den er baseret på en arkaisk og kulturbundet sharia, der strømmer ud af traditionerne og Koranen fra det 7. århundrede.

De fatwaer, der er udstedt af 20 nordamerikanske imamer mod terrorisme i USA og Canada og af forskellige andre lærde om en middelalderlig tekst, er små skridt i den rigtige retning, men det er ikke klart, hvordan de fortolker jihad og qital.

Uanset hvad, så skal de intellektuelle eliter i Vesten og andre steder rundt om i verden være meget forsigtige med uskyldigt at henvise til sharia i almindelighed og jihad i særdeleshed i deres domsafsigelser, love, politikker og læseplaner i den moderne verden.

Faktisk bør de intellektuelle eliter i frie lande ikke henvise til islamiske sharia-love overhovedet. [96]

NOTER

[1] Main Khalid al-Qudah, “Jizyah: the Tax for Non-Muslims,” Question ID or fatwa no. 78006, amjaonline.com, 2. februar 2009, med mindre mekaniske tilpasninger. Koran-henvisingen i kantede parenteser er original; den anden tilføjelse er min.

[2] Vi bør ikke falde i den fælde at tro, at jo færre vers om et tema, jo mindre vigtigt er temaet. Alt, hvad der skal til, er ét vigtigt vers, der kræver jihad, og så vil befalingen om at føre krig være etableret. Der er tale om de vers, der har j-h-d i dem, hvad enten det er i verbal- eller navneform. De er opdelt i mekkanske og medinensiske kapitler. Mekkanske kapitler: 6:109 (meget alvorligt); 16:38 (meget alvorligt), 110 (dette ene vers kan være medinensisk; 22:78 (kapitel 22 kan være delvist mekkansk, delvist medinensisk) 25:52; 29 6, 8; 31:15; 35:42 (meget alvorligt). Medinensiske kapitler: 2:178; 3:142; 4:95; 5:35, 53, 54; 8:72, 74, 75; 9:16, 19, 20, 24, 41, 44, 73, 79, 81, 86, 88; 24:53; 47:31; 49:15; 60:1; 61:11; 66:9. Dernæst har disse vers qital (substantiv) eller qatala (verbum) i sig: Mekkanske kapitler: 6:137, 140, 151; 7:127, 141, 150; 12:9, 10; 17:31, 33; 28:9, 19, 20, 33; 18:74; 20:40; 22:39, 58; 28:15, 19, 33; 25:68; 26:14; 29:24; 40:25, 26, 28; 51:10; 73:20; 74:19, 20; 80:17; 81:9; 85:4. Medinensiske kapitler: 2:54, 61, 85, 72, 87, 91, 154, 178, 190, 191, 193, 216, 217, 244, 246, 251, 253; 3:13, 21, 111, 112, 121, 144, 146, 154, 156, 157, 158, 167, 168, 169, 181, 183, 195; 4:29, 66, 74, 75, 76, 77, 84, 89, 90, 91, 92, 93, 155, 157; 5:24, 27, 28, 30, 32, 70, 95; 8:16, 17, 30, 39, 65; 9:5, 12, 13, 14, 29, 30, 36, 83, 111, 123; 33:16, 20, 25, 26, 61; 47:4, 20; 48:16, 28; 49:9; 57:10; 59:4, 11, 12; 60:8, 9, 12; 61:4, 63:4. Kilde for j-h-d og q-t-l: Hannah E. Kassis, A Concordance of the Quran (Los Angeles: UCP, 1982), 587-88; 928-33.

[3] Seyyed H. Nasr, Muhammad: Man of God, (Chicago: Kazi, 1995), 45, skriver, at Slaget ved Badr fandt sted "uden for Medina" og at det muslimske samfund blev angrebet fra alle sider, hvilket truede "selve dets eksistens" (ibid). Men hvis Muhammed ikke havde udsendt plyndringstogter i 623 og ikke havde overfaldet mekkanerne ved Badr i 624, så ville mekkanerne have været lykkelige for at være sluppet af med ham; de ville have kontrolleret deres helligdom og drevet deres handel i fred.

[4] Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah". Læsere, der gerne vil se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[5] Den arabiske rod på de tre bogstaver z-h-r kan betyde "at blive tydelig (...) opstige, at blive manifest, bestige, besejre, skelne, være indlysende, iøjnefaldende (...) få overhånd over." (Abdul Mannan Omar, Dictionary of the Holy Quran, [Hockessin, DE: Noor Foundation, 2004], 353-54). Det kan også betyde "triumfere" eller "sejrrig" eller "sejre", i dette tilfælde over alle religioner. De sidste tre ord kommer fra forskellige oversættelser af verset. Jf 9:8: "fik overtaget over jer"; 61:14: "så de vandt sejr". Læsere, der gerne vil se forskellige engelske oversættelser af Koranen, kan besøge hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[6] Abdullah Yusuf Ali, The Meaning of the Holy Quran, 11th ed., (Belleville, Maryland: Amana, 2004). Den parentetiske indsættelse er hans [Alis]. Han siger i en kommentar til verset, at bisætningen "som din højre hånd besidder" [Ellen Wulff har "de slavinder, I ejer"] betyder "fanger taget i en jihad" (note 537). Sayyid Abul Ala Maududi, en indo-pakistansk ultrakonservativ muslimsk kommentator, er enig og siger om verset, at det er lovligt for muslimer at gifte sig med kvindelige krigsfanger, selv når deres ægtemænd stadig er i live (The Meaning of the Quran, 4th ed., vol. 1, trans. Ch. Muhammad Akbar, ed. A. A. Kamal, [Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003] 319, note 44). Hans oversættelse og kommentar er tilgængelig online på englishtafsir.com.

[7] Khumus er en femtedel af krigsbyttet, som går til kommandanten eller tilbage til Medina. En hadith fortæller: "Profeten sendte Ali [der snart skulle blive den fjerde kalif] til Khalid [en general] for at hente Khumus (af byttet) og (...) Ali havde taget et bad (efter at have haft sex med en slavepige fra Khumus). 'Hader I Ali for dette? (...) Had ham ikke, for han fortjener mere end det fra Khumus.'" (Bukhari, Military Expeditions, 5.4350, i Sahih Bukari, 9 vols. overs.. Muhammad Muhsin Khan (Riyadh: Darussalam, 1997), herefter benævnt Bukhari. Parentetiske kommentarer er den engelske oversætters; kommentarer i kantede parenteser er tilføjet). Hadithen er søgbar online på Center for Muslim-Jewish Engagement ved University of Southern California.

[8] Yusuf Alis oversættelse. Ordene i kantede parenteser er tilføjet og ikke den engelske oversætters.

[9] Alle parentetiske tilføjelser er fra Hilali and Khan, The Noble Qur’an, (Riyadh: Darussalam, 2002). Yusuf Ali siger, at dette kapitel blev åbenbaret tidligt i Medina, og at det unge muslimske samfund var "truet af udryddelse ved invasion fra Makkah" (dvs. Mekka). Men det muslimske samfund var i fuld gang med små og voksende plyndringstogter mod mekkanske karavaner inden for et år efter ankomsten til Medina, så truslen er overdrevet.

[10] Hadith-samler og redaktør Abu Dawud (d. 870) siger i Sunan Abu Dawud, overs. Ahmed Hasan (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammad Ashraf, 1984, 2004) - herefter citeret som Abu Dawud - at en fanget fjendtlig kombattant kan dræbes (Jihad, 2.2680); han kan bindes med kæder som en slave (ibid. 2.2671-2674); han han prygles for at få oplysninger ud af ham (ibid. 2 2675); han kan løslades frit (ibid. 2.2682-2683); eller han kan løskøbes (ibid. 2.2684-2688).

[11] Omar, Dictionary, 80-81. Det bruges kun to gange i Koranen, her i 47:4 og i 8:67.

[12] Ordet i kantede parenteser er tilføjet af Abdel Haleem, The Quran, 2nd ed. (New York: Oxford, 2010).

[13] Følgende hadither henviser til denne historiske begivenhed omkring Nadir-stammen og godkender den: Muslim ibn al-Hajjaj, Sahih Muslim, 4 vols., oversat og redigeret af Abdul Hamid Siddiqi (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammad Ashraf, 1992), Jihad and Military Expeditions, 3.4324-4326, herefter citeret som Muslim; Abu Dawud Jihad, 2.2609.

[14] Noter i kantede parenteser er fra Abdel Haleem, The Quran, 2nd ed. (New York: Oxford, 2010). Yusuf Ali skriver i sine oversættelsesnoter til Koranen 2:190, at islam kan føre krig, men indenfor veldefinerede grænser. "Under alle omstændigheder må strenge begrænsninger ikke overtrædes: Kvinder, børn, gamle og svagelige mænd må ikke forulempes; træer og afgrøder må heller ikke skæres ned". . . (note 204). Men de regler, der er præsenteret i denne artikel, baseret på Koranen, modsiger Yusuf Ali's påstande. Hans kommentarer er meget oftere nyttige end det modsatte, men han giver hyppigt en formildet fremstilling af islams hårde aspekter, så hans fodnote-kommentarer til hans oversættelse skal bruges med forsigtighed, hvilket også gælder hans oversættelse.

[15] Ibid. Noterne i kantede paenteser er tilføjet.

[16] Ibid. Noterne i kantede paenteser er tilføjet.

[17] Den parentesiske note er fra Yusuf Alis oversættelse. Noten i den kantede parentes er tilføjet. Ali tilføjer videre, at vers 6 siger, at nogle hedninger blandt dem kan søge asyl, og at muslimer bør give det (note 1253)

[18] Ifølge én tradition bør kvinder og børn ikke dræbes (Bukhari, Jihad, 4.3014, 3105; Muslim, Jihad and Military Expeditions, 3.4319-4320; Abu Dawud, Jihad, 2. 2662). Dette giver økonomisk mening, fordi sejrherrerne kunne sælge dem til slaveri eller få mere seksuel fornøjelse ud af dem. Men i en anden tradition må kvinder og børn af polyteister godt blive dræbt under natlige overfald, hvor sigtbarheden er lav. En soldat spurgte Muhammed "om de polyteister, hvis bosættelse blev angrebet om natten og hvor nogle af deres børn og kvinder blev ramt [dræbt]. Profeten (...) sagde: De er af dem" (Abu Dawud, ibid. 2.2666; Bukhari, ibid. 4.3012; Muslim, ibid. 3.4321-4323). Det vil sige, at de alle er det samme - de er polyteister, så de betyder ikke noget.

[19] Bukhari siger, at Muhammed blev befalet af Allah at kalde folk til at antage islam (Jihad, 4.2946; jf. nr. 25 og 1399). Hvis de konverterer, vil deres liv og ejendom være i sikkerhed for ham. Disse hadither fra Bukhari giver det samme tilbud: ibid. 4.2937, 2940, 3010, 3058.

[20] Alle parentetiske tilføjelser er fra Hilali and Khan, The Noble Qur’an, (Riyadh: Darussalam, 2002). Noten i skarpe parenteser er tilføjet. Karen Armstrong, en tidligere nonne og nu essayist-historiker om religion, der billiger islam, skriver følgende om jøder og kristne, der underkaster sig islam. "Dhimmi-systemet [politikker for kristne og jøder] var ikke perfekt. Senere islamisk lov udviklede en ret ydmygende lovgivning: Dhimmier havde ikke lov til at bygge uden tilladelse; deres tilbedelsessteder måtte ikke hæve sig over moskeen; de måtte bøje sig, når de afleverede jizya-skatten; de var forbudt at ride på heste og måtte bære særligt, karakteristisk tøj, selvom disse regler ikke blev strengt håndhævet" (Jerusalem: One City, Three Faiths, [NY: Ballantine, 1997], 231).

[21] Hadith-redaktør Muslim siger, at Muhammed formanede sine jihadister til at give tre tilbud, når deres hær omringede en by eller bosættelse: (1) Den omringede fjende kan konvertere til islam; (2) de kan afvise at konvertere og betale jizyaen eller hovedskatten, som tillader ikke-muslimer at leve under islams "beskyttelse"; eller (3) de skal bekæmpes, hvis de afviser de to første (Jihad and Military Expeditions, 3.4294; se Abu Dawud, Jihad, 2.2606).

[22] Tilføjelserne i kantede parenteser er Abdel Haleems.

[23] Qutb skriver i In the Shade of the Quran, trans. and ed. Adil Salahi, (Markfield, England: Islamic Foundation, 2003), vol. 7, 88, at "det muslimske samfund, der i dag kæmper for islams genfødsel på Jorden, efter at hele verden er bukket under for [uvidenhedens dage før islam], bør reflektere dybt over Badr og de afgørende værdier, det præsenterer." Han tøver ikke med at forbinde militær jihad med undertrykkelse af uretfærdighed og ophøjelse af retfærdighed (= islam) ved at påtvinge verden islam - kun for at gavne verden, ikke skade den (133-37). Han siger for eksempel: "Denne religion [islam] er en komplet livsform, ikke blot et begreb om tro. Den er en praktisk metode, der tillader livet at blomstre og trives" (7.109).

[24] De parentetiske noter er fra Abdullah Yusuf Alis oversættelse i The Meaning of the Holy Quran, 11th ed., (Belleville, Maryland: Amana, 2004). Kapitel 9 i Koranen er sent, mens kapitel 8 er tidligt - begge er fra Medina. De er anbragt side om side, så at sige, for at vise, hvordan religiøse skatter og krigsbytte kan bruges på samme måde til forskellige tider.

[25] Fredsaftalen kaldes Hudaybiyya-traktaten, opkaldt efter en slette nær Mekka.

[26] "Folk" i kantet parentes er tilføjet af den engelske oversætter. Ordet "bytte" kommer af roden gh-n-m. Det bruges i Koranen omkring ni gange, men vi udelader betydningen "får" i denne liste af referencer: 8:41, 69; 4:94; 48:15, 19, 20.

[27] Flertalsformen "eder" kan referere til andre traktater end blot Hudaybiyya (se Koranen 9:1-9), men Hudaybiyya var sikkert én i en serie (eller således hævder Muhammed).

[28] Dette modsiger Karen Armstrong: "Is Islam Violent?" i Taking Back Islam: American Muslims Reclaim their Faith, ed. Michael Wolfe, (Rodale, 2002), 28, der siger, at Mekka blev taget uden blodsudgydelse.

[29] Den parentesiske note er fra Yusuf Alis oversættelse. Noten i den kantede parentes er tilføjet. Ali tilføjer videre, at vers 6 siger, at nogle hedninger blandt dem kan søge asyl, og at muslimer bør give det (note 1253)

[30] De fem søjler er som følger: (1) Trosbekendelsen; (2) regelmæssig bøn fem gange om dagen; (3) zakat eller obligatorisk almisseskat; (4) faste under ramadanen; (5) pilgrimsfærd eller hajj til Mekka.

[31] Om den udbredte indflydelse af kapitel 9, især 9:29, som indeholder de tre muligheder for Bogens Folk (konverter til islam; underkast jer og betal jizya-skat; kæmp og dø), se Andrew Bostom, The Legacy of Jihad: Islamic Holy War and the Fate of Non-Muslims, (Amherst: Prometheus, 2005), 127-35.

[32] I sin bog The Meaning of the Quran, vol. 2, 4th ed., trans. Ch. Muhammad Akbar, ed. A. A. Kamal, (Lahore, Pakistan: Islamic Publications, 2003), 167-68, kapitel 9 Commentary, kalder Maududi det forhold, at den byzantinske hær ikke dukkede op, for "en moralsk sejr". Dernæst siger han, at Muhammed udnyttede sin moralske sejr og fik de nordlige kristne arabiske stammer til at betale jizya. Hans kommentar kan læses online på englishtafsir.com.

[33] De parentetiske noter er taget fra Hilali og Khans engelske oversættelse (The Noble Qur'an).

[34] Omar, Dictionary, 191-92, nævner: "At forhåne, bebrejde, irettesætte; traktat, god tro; pagt; beskyttelse (...) den bebrejdede; vanærede; mishandlede (...) elendig situation" (med små mekaniske justeringer).

[35] Om "ydmyget", "totalt ydmyget", "foragtelig" se Koranen 7:13, 119; 12:32; 27:37. Om "lille", se 2:82; 9:121; 10:61; 17:24; 18:49; 34:3; 54:53. Roden er s-gh-r. Om “ussel,” se Omar, Dictionary, 316.

[36] For mere information om jihads historie gennem århundrederne frem til i dag, herunder folkemord og plyndring, ødelæggelse, slavebinding, tilfangetagning, belejring, samt forfølgelse af fredelige indbyggere, se Bostom, Legacy, 251-528; 589-678.

[37] Bukhari, Jihad, 004.052.065. Den parentetiske kommentar er den engelske oversætters. Som nævnt kan hadith søges online på Center for Muslim-Jewish Engagement, ved University of Southern California.

[38] Ibid. 004.052.196.

[39] Ibid. 004.52.496.

[40] Ibid. 004.52.263.

[41] Muslim, Expeditions and Jihad, 019.4324. Kommentar i kantet parentes er Arlandsons.

[42] Bukhari, Jihad, 004.52.262. Den parentetiske kommentar er den engelske oversætters.

[43] Idem, Dealing with Apostates, 009.84.59. En apostat er en person, der forlader en religion. Teksten i kantet parentes er den engelske oversætters; uddraget er blevet redigeret lidt, såsom ændret tegnsætning og skift fra bløde til kantede parenteser. Min [Arlandsons] eneste kommentar i parentes er efter "Allahs Apostel": "Muhammed".

[44] Abu Dawud - en af ​​seks hadith-samlere, der regnes for sunde - nr. 2664.

[45] Abu Dawud nr. 2666; Bukhari, Jihad, 004.52.256; Muslim, Jihad and Expeditions, 19. 4321-4323.

[46] James Robson, red. og overs. Mishkat al-Masabih, vol 1. (Lahore: Sh. Muhammad Ashraf, rpr. 1999), p. 859, med mindre mekaniske justeringer. Oversætteren bemærker: "Duma var en fæstning nær Tabuk. Ukaidir var en kristen. Hændelsen fandt sted i år 9 AH under ekspeditionen til Tabuk "(note 3).

[47] Bukhari, Khumus, 004.53.386, med mindre mekaniske justeringer. Khumus betyder en femtedel af krigsbyttet. Den parentesiske kommentar er indsat af den engelske oversætter.

[48] Ibid. 004.053.351.

[49] Ibid. Ch. 7, (s. 214). Disse kommentarer er ikke med online, men findes i bogversionen af denne hadith.

[50] Abu Dawud, Jihad, 014.2730; De andre matchende referencer findes ikke online.

[51] Muslim, Jihad and Expeditions, 019.4358.

[52] Muslim, Zakat, 005.2313.

[53] Bukhari, Khumus, 004.053.373, med mindre mekaniske justeringer.

[54] Ibid. 004.055.558. Noten i kantet parenteser er min; kommentaren i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[55] Bukhari, Khumus, 004.053.357, med små mekaniske ændringer og min indsættelse i kantet parentes; men ordene i blød parentes er den engelske oversætters. Se en parallel hadith i idem, Military Expeditions, 5.4030 (005.059.364).

[56] Idem, Dealing with Apostates, 009.84.59. Teksten i kantet parentes er den engelske oversætters; uddraget er svagt redigeret, såsom ændret tegnsætning og skift mellem bløde og kantede parenteser, udført af oversætteren.

[57] Bukhari, Khumus, 004.053.388. Denne hadith mangler i bogversionen. Noterne i bløde parenteser er den engelske oversætters; noterne i kantet parentes er mine, med små mekaniske ændringer af hele citatet.

[58] Muslim, Jihad and Military Expeditions, 3.4294 (019.4294); se Abu Dawud, Jihad, 2.2606, (denne særlige hadith er ikke med online). Disse tre muligheder bliver i Muslims hadith tilbudt polyteister.

[59] Ahmad ibn Naqib al-Misri (d. 1386), Reliance of the Traveler, rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller (Beltsville, Maryland: Amana, 1994), o9.0, p. 599. Ordet i kantet parentes er tilføjet af mig [Arlandson].

[60] Ibid. o9.9, p. 603.

[61] Abu al-Walid Muhammad ibn Ahmad ibn Rushd, The Distinguished Jurist’s Primer, vol. 1, trans. Imran Ahsan Khan Nyazee (Reading: Garnet, 1994), 464, med små mekaniske ændringer. Derefter citerer han Koranen 9:29, som udlægger de tre standardmuligheder for jøder og kristne, som skitseret i denne artikel. Han har et stort afsnit i dette to-bindsværk om jihad (1.454-87).

[62] Ibn Khaldun, The Muqaddimah: An Introduction to History, forkortet, overs. Franz Rosenthal (Princeton UP, 1967), 183. Selv om hans værk er en historie og ikke en lovbog, er han medtaget her på grund af hans juridiske baggrund.

[63] Bostom, Legacy, 27.

[64] Ibid.

[65] Ibid.

[66] Ibid. 28

[67] Ahmad ibn Naqib al-Misri, Reliance of the Traveler: A Classic Manual of Islamic Sacred Law rev. ed., trans. Nuh Ha Mim Keller, (Beltsville, Maryland: Amana, 1994).

[68] Ibid. p. 604.

[69] Ibn Rushd, Distinguished Jurist’s Primer, vol. 1, 460-61. The parenthetical comments are added by the translator; mine are in brackets. Kommentarer i bløde parenteser er tilføjet af den engelske oversætter; mine er i kantede parenteser.

[70] Ibid. 461; the bracketed comments are mine. Tilføjelsen i kantet parentes er min.

[71] Misri, Reliance, o9.9, s. 603, med lettere mekaniske ændringer. Den parentetiske kommentarer mærket "O" er af Sheikh Umar Barakat (d. efter 1890), en anden moderne shafii retslærd. Den parentetiske kommentarer mærket "n" er af den engelske oversætter (Nuh Ha Mim Keller). Sammenlign med Ibn Rushd, der er enig i, at polyteister uden for Den Arabiske Halvø får de tre muligheder (1.462).

[72] Ibid. Regelens sammenhæng angiver ikke, om der er tale om Bogens Folk (jøder og kristne) eller hedninge.

[73] Ibn Rushd, Distinguished Jurist’s Primer, vol. 1, 458. De kantede parenteser er mine (Arlandsons).

[74] Misri, Reliance, o9.8, s. 602.

[75] Ibid. 603, o9.10. De parentetiske noter er tilføjet af "O" eller Sheikh Umar Barakat (d. efter 1890), en anden moderne shafii retslærd.

[76] Ibn Rushd, Distinguished Jurist’s Primer, vol. 1, 458-59.

[77] Misri, Reliance, o10.1, s. 606.

[78] Ibid. o10.3 (1), s. 606.

[79] Malik ibn Anas, Muwatta: The First Formulation of Islamic Law, rev. ed., trans. Aisha Abdarahman Bewley (Inverness, Scotland, 1991), 17.24.46, med mindre mekaniske ændringer. Denne lovbog er også tilgængelig ved Center for Muslim-Jewish Engagement.

[80] Misri, Reliance, o9.8, s. 602, med mindre mekaniske modifikationer. De parentetiske noter mærket "N" er en kommentar af Sheikh Nuh Ali Salman (f. 1939), en moderne shafii retslærd; de parentetiske noter mærket "O" er af Sheikh Umar Barakat (d. efter 1890), en anden moderne shafii retslærd.

[81] De næste tre uddrag er taget fra Bostom, Legacy, 29, med små mekaniske ændringer.

[82] Tom Heneghan: "Muslim Scholars Recast Jihadists' Favorite Fatwa," FaithWorld, Reuters, March 31, 2010. Fremhævelse er original.

[83] Islamic Supreme Council: “Attack on Canada and the United States Is an Attack on Muslims Too,” January 8, 2010.

[84] World Conference on Human Rights, UN GAOR, 4th Session, Agenda Item 5, Cairo Declaration on Human Rights, Doc. A/CONF.157/PC/62/Add.18 (1993), Aug 5, 1990, University of Minnesota Human Rights Library.

[85] Jamal Badawi: “What Does Jihad Mean?” Dec 6, 2010, Fiqh Council of North America, fiqhcouncil.org, med små mekaniske ændringer.

[86] Abu Ameenah Bilal Philips: “Difficult Dawah Questions,” Dawah: Invite to God, med mekaniske ændringer; fremhævelse original.

[87] Islamic Circle of North America, Members Handbook, March 2010, p. 40.

[88] Qutb, In the Shade, vol. 7, 8.

[89] Ibid. 11-12, med små mekaniske ændringer.

[90] Ibid. 18.

[91] Ibid. 22.

[92] Ibid. 23.

[93] Ibid. 27-28. Jf. 36-37, som opfordrer til en international islamisk revolution.

[94] Ibid. 30.

[95] Ibid. 35.

[96] Serien handler ikke om at sætte islam og kristendom i modsætning til hinanden, men læsere kan være interesserede i dette. I så fald kan de læse min serie om krigsførelse, begyndende med "Introduction to the Sword in Early Christianity and Islam." Se også mine studier: "How Christ Fulfills the Old Testament" og "How Christians Benefit from the Old Testament." Vi behøver ikke at trække de gammeltestamentlige vers om krig frem i dag.

---

James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.

---

Artikler i serien

More Punishments:

• Islam's Punishments for Drinking and Gambling
• The Law of Retaliation in the Quran and Early Islam
• Thieves, Give Muhammad a Hand!
• Crucifixion and Mutilation in the Quran

---

Oversættelse: Bombadillo