Moské og stat i tidlig islam
Kan moderne islam holde de to adskilt?
Af James M. Arlandson, PhD
Oversættelse af: Mosque and State In Early Islam
Kilde: Jihad Watch, 25. juli 2012
Udgivet på myIslam.dk: 30. marts 2018


Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til dommere, advokater, lovgivere, byrådsmedlemmer, lærere, journalister, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der sidder i samfundets "nøglepositioner"; de starter den nationale dialog og former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-lovens kritikere og tror, at de overdriver og derfor må være "islamofober". Islam er en verdensreligion, så den fortjener trods alt respekt.

På den anden side kan disse samme planlæggere og beslutningstagere også privat have en fornemmelse af, at noget er galt med sharia, som den forholder sig til den moderne verden. Kan kritikerne tage fuldstændig fejl, hele tiden? Men eliterne er bange for at give udtryk for deres fornemmelser offentligt.

Men i overvindelsen eller undertrykkelsen af deres tvivl kan de blive fristet til at indarbejde eller henvise til sharia-love i deres politikker, love, læseplaner og beslutninger.

I denne artikel undersøger vi emnet: Moské og stat. I dette tilfælde betyder moské ikke kun den fysiske bygning, men også, i nogle sammenhænge, hele religionen.

I tidlig islam var moskeen og staten knyttet sammen. Denne sammenblanding af moské og stat fører til de fleste af de problemer, der behandles gennem hele denne serie af artikler.

Her er Indholdsfortegnelsen, med links:


MOSKÉ 0G STAT I MUHAMMEDS LIV
Vækst af hans militær
Vækst af hans profetiske liv
Religiøse love mangedobles
Udøver
Lovgiver
Dommer
Sammenfatning

MOSKÉ 0G STAT I DET TILDLIGE KALIFAT
Troskabsed til Abu Bakr i moskeen
Umar kræver lydighed ved sin indsættelse i moskeen
Ratificering af Uthmans kalifat i moskeen
Ali accepterer sit kalifat i moskeen
Absolut lydighed
Udøvere
Lovgivere
Dommere
Sammenfatning

MODERNE ISLAM
Moderate opfattelser
Traditionelle opfattelser

KONKLUSION

NOTER





MOSKÉ 0G STAT I MUHAMMEDS LIV

Hans militære magt, profetskab og religiøse love er samlet under ét. Det er ikke tilfældigt, at hans militære magt er grundlaget for hans kald og religion. Dette bestemmer det institutionelle DNA for islam.


Vækst af hans militær

Muhammed voksede i sit kald, efter at hans tjeneste begyndte i 610 e.Kr. (som traditionen siger). Først betragtede han sig som en budbringer, og han bevarede faktisk den titel resten af sit liv. Titlen "budbringer" eller "apostel" er relateret til ordet "at sende" og optræder i dets forskellige former omkring 360 gange i Koranen; men kun 20 gange anvendes det om Muhammed i Mekka og 167 gange om ham i Medina. [1]

Denne deling af hans tjeneste mellem to byer er vigtig af mange grunde, i vores sammenhæng fordi han ikke havde noget militær - ikke engang en lille flok krigere til at beskytte sig mod forfølgelse - mens han levede i sin hjemby Mekka. Så han var fredelig, og de kapitler af Koranen, der blev givet dér på det tidspunkt, er også fredelige.

Men da han var udvandret til Medina i år 622, samlede han en bande røvere, der efterhånden udviklede sig til en stor hær. Dér blev han krigerisk, og kapitlerne åbenbaret dér støtter også krig. Hvorfor var der en så dramatisk stigning i brugen af titlen "budbringer"? Det mulige svar er, at stigningen svarer til hans følelse af mission.

Som han voksede i magt, voksede hans selvtillid tilsvarende, og det samme gjorde hans følelse af eget kald. Muhammed var sendt som en tjener til indbyggerne i Medina og derefter til hele verden.

Visse vers i Koranens kapitel 2 (et medinensisk kapitel) befaler at føre krig mod de vantro.

"190: Kæmp [q-t-l] for Allahs sag mod dem, der kæmper [q-t-l] mod jer! Men I må ikke begå overtrædelser! Allah elsker ikke dem, der begår overtrædelser. 191: Dræb [q-t-l] dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab [q-t-l]! Kæmp [q-t-l] ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe [q-t-l] med jer dér! Men hvis I gør det, skal I dræbe [q-t-l] dem! Sådan er gengældelsen for de vantro. 192: Hvis de så holder inde, så vil Allah være tilgivende og barmhjertig. 193: Kæmp [q-t-l] mod dem, indtil der ikke er mere fristelse til frafald [fitna], og indtil religionen er Allahs! Men hvis de holder inde, skal der intet fjendskab være undtagen mod dem, der handler uret." [2] (Koranen 2:190-193)

Ordet for kamp i disse vers er ikke jihad, men det mere præcise ord qital eller qatala, som kun kan betyde drab, kamp, krigsførelse, tilintetgørelse og slagtning. Endvidere taler versene ved første øjekast om selvforsvar, og det er delvist rigtigt, fordi Muhammed hævdede, at han havde ret til at vende tilbage til helligdommen i Mekka ("det fredhellige bedehus" i vers 191) og tilbede der, men at mekkanerne forhindrede ham. På deres side hævdede de, at den var deres helligdom til at begynde med, og kun de havde retmæssigt ejerskab til den, og at Muhammed udførte aggressive angreb på deres karavaner for at svække den mekkanske handel.

Se artiklen "The Mission of Muhammed and the Sword" for yderligere diskussion af hans mål om at komme tilbage til Kaba-helligdommen i Mekka.

Hvad der er interessant, er sætningen i v. 193: "Kæmp mod dem, indtil (...) religionen er Allahs!" Det betyder, at muslimer kan bekæmpe polyteisterne - dem, der tilbeder mange guder - indtil de tilbeder islams ene gud. Mekka-helligdommen skal under islams herredømme. Så krigsårsagen er strengt taget ikke selvforsvar, for Muhammed har et højere mål om at overtage helligdommen. Han kunne have ladet den være i fred.

Muhammed modtog tribut efter sine succesrige krige. I et afsnit af hadith kaldet "En femtedel af krigsbyttet" fortælles det, at han modtog penge fra Bahrain. Han bad udsendingen [fra Bahrain] om at sprede pengene ud i moskeen. "Fortalt af Anas: Penge fra Bahrain blev bragt til Profeten. Han sagde: 'Spred dem ud i moskeen.' Det var det største beløb, der nogensinde var blevet bragt til Allahs Apostel." Resten af hadithen viser ham og hans tilhængere øse dem op og give dem væk. [3]

Se den næste artikel i serien for mere diskussion om jihad og skatter.


Vækst af hans profetiske liv

Ordet "profet" optræder i dets forskellige former omkring 80 gange i Koranen. [4]

I islamisk teologi er en nabi en person, der modtager åbenbaringer fra Allah, og Muhammed er den eneste profet i islam. Denne hans formelle titel nævnes et stærkt forøget antal gange i de senere medinensiske kapitler (ca. 40 gange) - meget mere end i de tidligere mekkanske kapitler (2 gange).

Men dette må understreges: Det er ikke nødvendigvis kvantiteten eller antallet af gange en titel optræder, der er vigtig, men dens kvalitet eller indhold i en given sammenhæng, der betyder mest. På den anden side er antallet af gange, som titlen "profet" er anvendt for Muhammed i Mekka, chokerende lavt, og dette kan heller ikke ignoreres.

For mere om emnet "nabi" til forskel fra "budbringer", se min undersøgelse, "References to Muhammed’s Roles".

Så hvorfor øges hans brug af titlen "profet" så dramatisk, efter at han er flyttet til Medina? Dette skyldes sandsynligvis to faktorer.

For det første vokser han i sin følelse af at være profet, som han definerer det. I Mekka giver han mest denne ære til bibelske profeter (22 gange) og kun to gange udtrykkeligt til ikke-bibelske profeter.

For det andet: i Medina skete en eksponentiel vækst i hans kontakt med jøder, som trivedes i denne by, før han kom dertil. Han bruger denne titel om bibelske profeter omkring 23 gange i Medina. Måske indikerer dette, at han ville have jøderne til at se ham som en videreførelse af rækken af bibelske profeter. De uddannede medinensiske jøder kendte trods alt det hebraiske og arabiske ord for "profet" (nabi). Men jøderne afviste ham først og fremmest, fordi han var en ikke-jøde og ikke kendte den hebraiske bibel tilstrækkeligt godt. Dvs. at han faldt udenfor den bibelske tradition.

For mere information om hans forhold til jøderne, se artiklen "The Sword and the Jews".


Religiøse love mangedobles

Muhammed forkyndte mange religiøse love, allerede mens han var i Mekka. Men hans senere voksende militære magt og hans følelse af at være profet var også forbundet med en mangedobling af de religiøse love. Følgende emner er repræsentative eksempler på mange af dem.


Pilgrimsfærd

Siden tidernes morgen var hedninge valfartet til en sort sten, der var anbragt i Kaba-helligdommen ("det ældgamle hus") i Mekka. I denne passage fortæller han dem, at de skal holde dette gamle ritual i ære.

"27: Kald til valfarten blandt menneskene, så de kommer til dig til fods og på hver en mager kamel gennem hvert et dybt bjergpas, 28: for at de kan se fordelene for sig selv og på bestemte dage udtale Allahs navn over de stykker kvæg, som Han har forsørget dem med! Spis deraf, og giv den fattige stakkel noget at spise! 29: Derefter skal de gøre en ende på deres uplejede ydre, opfylde deres løfter og gå rundt om det ældgamle hus." [5] (Koranen 22:27-29)

Føderegler

I det følgende vers - bemærkelsesværdigt langt - oplyser Muhammed sin tilhængere om hvilke fødevarer, der er hhv. rene og urene. Han har fuldkommengjort og valgt religionen islam: underkastelse ["overgivelsen til Allah"], for sine muslimer.

"3: Selvdøde dyr, blod og svinekød er jer forbudt, samt det, hvorover et andet navn end Allahs er udtalt; det, der er dødt ved kvælning eller slag; det, der er styrtet, stanget ihjel eller halvvejs ædt af rovdyr, med mindre I får skåret halsen over på det; og det, der er slagtet på en offersten; og at I kaster lod med pile om fordelingen. Det er gudløst. I dag har de, der er vantro, opgivet håbet over for jeres religion, så frygt ikke dem. Frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer og fuldbyrdet Min nåde over jer. Jeg finder behag i overgivelsen til Allah som religion for jer. Dog, hvis nogen af sult og uden at tilstræbe synd bliver tvunget; - Allah er tilgivende og barmhjertig." [6] (Koranen 5:3)

Hygiejne og seksuel kontakt

Dernæst fortæller han sine tilhængere, hvordan de skal vaske sig før de beder, og efter at de har forrettet deres nødtørft eller haft kontakt med en kvinde.

"6: I, som tror! Når I stiller jer op til bøn, skal I vaske ansigt og hænder op til albuen og gnide hoved og føder op til anklen! Hvis I er urene, skal I rense jer! Hvis I er syge eller på rejse, eller hvis en af jer kommer fra nødtørftsstedet, eller hvis I har haft kønslig omgang med kvinder, og I ikke kan finde vand, så skal I gå hen til en god og tør jordbund og gnide jeres ansigt og hænder dermed. Allah ønsker ikke at gøre det besværligt for jer, men at rense jer og fuldbyrde sin nåde over jer. Måske er I taknemmelige!" (Koranen 5:6)

Den hellige bog

I passagen, der følger, er Koranen kilden til lov, retningslinjer, formaninger og inspiration for islam. Den blev bragt ned af ærkeenglen Gabriel over en periode. For hengivne muslimer er den evigt, universelt (tværkulturelt) gyldig. Den gælder overalt og til alle tider. Hvis nogen modsætter sig den, vil Allah modsætte sig ham. Allah fortæller sin profet, at han skal "sige".

"97: Sig: 'Hvis nogen er fjende af Gabriel; det var ham, der sendte Koranen ned til dit hjerte med tilladelse fra Allah, til bekræftelse af det, der allerede var før den, til retledning og som et godt budskab til de troende - 98: hvis nogen er fjende af Allah og Hans engle og udsendinge, af Gabriel og Mikael, så er Allah fjende af de vantro!' 99: Vi [Allah] har sendt klare tegn ned til dig. Kun de gudløse tror ikke derpå. (...) 101: Da der kom en udsending [Muhammed] til dem fra Allah for at bekræfte det, de allerede havde, kastede en del af dem, der havde fået Skriften, Allahs skrift om bag ryggen, som om de intet vidste." [7] (Koranen 2:97-99, 101)

Bøn

I den sidste passage, til illustration af Muhammeds lederskab på religionens område, bliver han fortalt, i hvilken retning han skal bede - nemlig mod "det fredhellige bedehus" i Mekka. Til denne dag viser moskeer rundt om i verden retningen mod Mekka, så muslimer kan bede i den rigtige retning.

"149: Hvor du end kommer fra, så vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus! Det er sandheden fra din Herre. Allah overser intet af, hvad I gør. 150: Hvor du end kommer fra, så vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus! Hvor I end befinder jer, så vend jeres ansigt mod det, for at folk ikke skal have noget at sige jer på; bortset fra dem af dem, der handler uret, men dem skal I ikke frygte! Frygt Mig! - og for at Jeg skal fuldbyrde Min nåde over jer. Måske lader I jer retlede! 151: Ligeledes har Vi ladet en udsending fremstå iblandt jer, en af jeres egne, til at læse Vore tegn op for jer, til at rense jer, til at lære jer Skriften og Visdommen at kende og til at lære jer, hvad I ikke vidste. 152: Ihukom Mig! Så vil Jeg ihukomme jer. Vær Mig taknemmelige, og vær ikke vantro." (Koranen 2:149-152)

For at opsummere dette afsnit, så har enhver grundlægger af en religion retten til at belære sine tilhængere om denne religion. Han kan stille krav til dem om bøn, pilgrimsfærd, mad og lydighed mod en hellig bog. På det religiøse område var islams profet indflydelsesrig, karismatisk, magtfuld og overbevisende. Men tingene forblev ikke indenfor dette rige alene.

Muhammed så sig selv som mere end en religiøs leder. Han kom frem til den overbevisning, at han skulle opbygge en stat, som han selv skulle præsidere over.

På baggrund af sammensmeltningen af de militære, profetiske og religiøse love, skal vi nu undersøge de tre - udøvende, lovgivende og dømmende - områder.


Udøver


Opdeling af krigsbyttet

Muhammed sagde ofte, at det at adlyde Allah er at adlyde hans budbringer eller det at trodse Muhammed er at trodse Allah. At være tro mod Allah er at være tro mod Muhammed. [8]

For eksempel fortæller han i Koranen 8:1, hvordan krigsbyttet skal fordeles efter hans meget vigtige sejr i Slaget ved Badr i 624. "De spørger dig om byttet. Sig: 'Byttet tilhører Allah og Udsendingen. Frygt Allah! I skal bringe jeres mellemværender i orden og adlyde Allah og Hans udsending, hvis I er troende!'"

Se den næste artikel i serien for en nøjere diskussion af jihad og krigsbyttet.


Krigsførelse og lydighed

Sent i Muhammeds liv, i 630, var der nogle muslimer, der ikke tog med ud på en militærkampagne. Så han siger til sine mere trofaste tilhængere: "Bed ikke over nogen af dem, der dør, og stå ikke ved hans grav! De troede ikke på Allah og Hans udsending, og de døde som gudløse." (Koranen 9:84)

Én ting er, at en religiøs grundlægger beordrer sine disciple til at adlyde ham i åndelige og moralske forhold, men at kombinere krig og religion og lydighed er en helt anden ting.

Jesus befalede lydighed mod ham og hans sag, men han adskilte Guds rige fra kejserens rige - i modsætning til Muhammed.

For mere om, hvordan Jesus holdt Guds rige adskilt fra kejserens rige, se min artikel: "The Mission of Jesus and the Sword".


Mord

Muhammed udsendte eller deltog i 74 ekspeditioner, lige fra valfarter til krige i fuld skala. [9] De omfatter også mord. En apostat - en person, der forlader islam - ved navn Abdullah bin Khatal, nød selskabet af to syngepiger i Mekka. Den ene af disse blev myrdet efter Muhammeds erobring af byen i 630, fordi hun havde sunget satiriske vers om ham, som var skrevet af Khatal. Han blev også dræbt, selvom han klyngede sig til Kaba-helligdommens tæpper. Den anden syngepige blev ikke dræbt, fordi hun omvendte sig. [10] "Allahs Apostel drog ind i Mekka i året for dens erobring med en arabisk hjelm på hovedet, og da profeten tog den af, kom en person og sagde: 'Ibn Khatal holder fast i Kabaens dække (søger tilflugt i Kabaen).' Profeten sagde: 'Dræb ham.'" [11]

For mere information om mord, se artiklen om ytringsfrihed i denne serie.


Jøder truet med eksil

Muhammed reserverede ikke moskeen til åndelig brug alene. I ét tilfælde brugte han moskeen til at samle en gruppe mænd, der skulle true jøderne med eksil og konfiskation af deres ejendom i Medina.

"Fortalt af Abu Huraira: Mens vi var i moskeen, kom Allahs Apostel ud og sagde: 'Lad os gå videre til jøderne.' Så gik vi ud med ham, indtil vi kom til Bait-al-Midras. Profeten rejste sig dér, kaldte på dem og sagde: 'O jødiske forsamling! Overgiv jer til Allah (antag islam), og I vil være sikre!' (...) og han gentog sine ord for tredje gang og tilføjede: 'Vid, at jorden er til for Allah, og at jeg vil fordrive jer fra dette land, så den iblandt jer, der har ejendom, han bør sælge den; ellers skal I vide, at landet er til for Allah og Hans Apostel.'" [12]

Muhammed eksilerede to jødiske stammer fra Medina: Nadir og Qaynuqa og konfiskerede deres ejendom.

For mere information om hans forhold til jøderne, se artiklen "The Sword and the Jews".


Brev til en kejser

Som Muhammeds militære magt voksede, begyndte han at se sig selv som et statsoverhoved. Han sendte et brev til den byzantinske kejser Herakleios og opfordrede ham til at antage islam. I følgende hadith gives lidt baggrundsstof til brevet.

"Fortalt af Abdullah bin Abbas: Allahs Apostel skrev til kejseren og inviterede ham til islam, og sendte ham sit brev med Dihya Al-Kalbi, som Allahs Apostel befalede at overlevere det til guvernøren i Busra, som ville videresende det til kejseren. Kejseren - som tegn på taknemmelighed til Allah - var gået fra Hims [i Syrien] til Ilya (dvs. Jerusalem), da Allah havde givet ham sejr over de persiske styrker. Så da brevet fra Allahs Apostles nåede kejseren, sagde han efter at have læst det: "Find en fra hans folk (arabere fra Quraysh-stammen) for mig, hvis de er til stede her, og udspørg ham om Allahs apostel'" [13]

Den lange hadith fortsætter. Brevet var skrevet som følger:

"... I den nådige og barmhjertige Allahs navn (dette brev er) fra Muhammed, Allahs slave og hans apostel, til Herakleios, Det Byzantinske Riges hersker. Fred være med tilhængerne af retledning. Jeg inviterer dig til islam (dvs. overgivelse til Allah), antag islam, og du vil være sikker; antag islam, og Allah vil skænke dig en dobbelt belønning. Men hvis du afviser denne islams invitation, vil du være ansvarlig for at vildlede bønderne (dvs. din nation). I Skriftens folk! Kom, lad os enes om et ord, der er fælles for os og jer: At vi tjener Allah alene, at vi ikke sætter noget andet ved Hans side, og at ingen af os tager andre til herrer foruden Allah! Hvis de så vender sig bort, skal I sige: Vær I vidner til, at vi er (dem, der har overgivet sig til Ham) ([Koranen] 3.64)." [14]

Men i en undervurdering af den hurtige spredning og voksende militære magt af islam, afviste den byzantinske kejser brevet med stor foragt.


Lovgiver

Muhammed påtog sig rollen som lovgiver. Resten af denne serie artikler handler om hans love, så vi behøver ikke at gå i detaljer med det her.

Følgende to vers beviser dette.

I dette vers siger han [v.hj.a. ord, der i Koranen er tilskrevet barnet Jesus, o.a.], at han er kommet for at gøre nogle ting lovlige.

"(Jeg er kommet) til bekræftelse af det, der allerede foreligger før mig af Toraen, og for at tillade noget af det, der har været jer forbudt. Jeg har bragt jer et tegn fra jeres Herre, så frygt Allah og adlyd mig!" (Koranen 3:50) [den parentetiske tilføjelse er i overensstemmelse med The Noble Qur'an, o.a.].

Og i dette vers fastsætter han arvelove.

"De beder dig om vejledning. Sig: 'Allah giver jer vejledning om den, der ikke har arvinger i lige linje: ...'" (Koranen 4:176)

Derefter fortsætter han med at præsentere nye arvelove.

Muhammed lovgav imod alkohol og prædikede jihad fra moskeen.

"Fortalt af Aisha: Da de sidste vers af [Koranens kapitel 2] blev åbenbaret, gik Allahs Apostel ud og reciterede dem i moskeen og forbød handel med alkoholiske væsker." [15]

Det vers, der forbyder alkohol, er Koranen 2:219. Det er ikke klart, hvor mange vers, der var de sidste, fordi kapitel 2 er en rodebutik. Men han prædikede jihad i dette kapitel (se Koranen 2:190-193, citeret i afsnittet "Vækst af hans militær" ovenfor).

Uanset hvornår det andet kapitel blev samlet, kan der ikke være i tvivl om, at det blev læst i sin helhed på forskellige tidspunkter i moskeen, ligesom de andre kapitler i Koranen.

Så Koranen er, blandt andre ting, en lovbog. Hengivne muslimer mener, at disse love kan anvendes - skal anvendes - overalt og til alle tider, selv i dag.


Dommer

Uanset om der gives nye love eller gamle bevares, opstår der tvister. Muhammed så sin rolle som værende dommer. Han behandlede og afgjorde ofte sager.


Stening til døde af ægteskabsbrydere

I moskeen regerede Muhammed som dommer og sagde til sine følgesvende - de folk fra den tidligste tid, der stod ham nærmest - at de skulle stene en mand til døde, som havde begået ægteskabsbrud:

"Fortalt af Abu Huraira: En mand kom til Allahs Apostel, mens han var i moskeen og kaldte på ham og sagde: 'O Allahs Apostel! Jeg har begået ulovligt samleje.' Profeten vendte sit ansigt til den anden side, men da manden bragte fire vidner imod sig selv, sagde Profeten til ham: 'Er du vanvittig?' Manden sagde: 'Nej.' Så sagde Profeten (til sine følgesvende): 'Tag ham og sten ham til døde.'" [16]

Absolut lydighed mod hans kendelser

Dette næste vers fra Koranen siger, at folk fuldstændigt skal acceptere hans domme: "Men nej, ved din Herre! Troende vil de ikke være, før de udpeger dig til opmand i alle de stridigheder, der er imellem dem; før de i deres sind ikke finder nogen indvending mod den afgørelse, som du træffer, og før de underkaster sig helt." (Koranen 4:65)

Imidlertid indrømmede Muhammed, at hans domme undertiden kunne være forkerte. Hvis vinderen af retssagen accepterer den fejlagtige dom, leger han med ild, så at sige.

"Fortalt af Um Salama: Profeten hørte stemmerne af nogle folk, der skændtes nær hans port, så han gik hen til dem og sagde: 'Jeg er kun et menneske og klagere med tilfælde af konflikter kommer til mig, og den ene af dem præsenterer måske sin sag veltalende, på en mere overbevisende og imponerende måde end den anden, og jeg afsiger min dom til fordel for den første, idet jeg tænker, at han er sandfærdig. Så hvis jeg giver en muslims rettighed til en anden (ved en fejltagelse), så er den (ejendom) et stykke ild, som det er op til ham at tage eller forlade.'" [17]

Som bemærket, befalede Jesus lydighed, men han blandede ikke Guds rige sammen med kejserens rige.


Domfældelse af jøder

Vores næste vers omhandler hans forhold til det jødiske samfund i Medina:

"42: ... Hvis de kommer til dig [Profet], kan du enten dømme imellem dem eller vende dig bort fra dem. Hvis du vender dig bort fra dem, kan de ikke gøre dig nogen fortræd. Men hvis du dømmer, så døm retfærdigt mellem dem! Gud elsker de retfærdige." (Koranen 5:42; jf. v. 43-45)

Uanset om Muhammed behandlede deres sag eller ikke, var han stadig dommer.


Domfældelse af muslimer

Følgende tre vers illustrerer hans rolle som dommer. Muslimer blev indstævnet til ham for domfældelse.

"48: Når de bliver kaldt til Allah og Hans udsending, for at denne kan dømme imellem dem, så vender en del af dem sig til siden. (...) 51: Det eneste, de troende siger, når de bliver kaldt til Allah og Hans udsending, for at denne kan dømme imellem dem, er: 'Vi hører og adlyder!' Dem vil det gå godt. 52: De, der adlyder Allah og Hans udsending, som er ængstelige for Allah og frygter Ham, de vil sejre." (Koranen 24:48, 51-52)

Disse vers siger tingene helt klart. At stå foran dommeren Muhammed er at stå foran Allah. Lydighed mod Muhammed er lydighed mod Allah.


Udnævnelse af dommere

Men Muhammed mente, at dommere kunne indsættes i stedet for ham selv. "I, som tror! Adlyd Allah! Adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed!" (Koranen 4:59). Og denne hadith siger: "Fortalt af Abdur Rahman bin Abi Bakra: Abu Bakra [ikke den første kalif] skrev til sin søn, som var i Sijistan: 'Døm ikke mellem to personer, når du er vred, for jeg hørte Profeten sige: "En dommer bør ikke dømme mellem to personer, mens han er i vredt humør."'" [18]

Den næste hadith siger også, at Muhammed har det sidste ord, hvis en sag afgøres af en anden dommer.

"Fortalt af Amr bin Al-As: At han hørte Allahs Apostel sige: 'Hvis en dommer afsiger en dom efter sin bedste overbevisning og hans dom er korrekt (dvs. svarer til Allahs og Hans Apostels dom), vil han få en dobbelt belønning, og hvis han afsiger en dom efter sin bedste overbevisning og hans dom er forkert (dvs. går imod Allahs og Hans Apostels dom), selv da vil han få en belønning.'" [19]

Sammenfatning

Muhammed voksede i sin følelse af mission og profetskab. I Mekka så han sig selv som en budbringer, og denne titel beholdt han også i Medina. Men han omtaler kun meget få gange sig selv som profet i Mekka, mens anvendelsen af denne titel stiger dramatisk i Medina. Hans udvandring til Medina i 622 gjorde hele forskellen.

Sammen med dette opbrud udviklede han også et militær og beholdt den religiøse del af islam. På dette tidspunkt inkluderede han også det politiske i sin nye religion. Han fik den overbevisning, at han skulle bygge en hel stat, og hans militære succeser bekræftede denne stadig stærkere tro.

Det viste sig, at Muhammed ikke kun var den religiøse leder, der fortalte sine tilhængere, hvordan man skulle bede, recitere Koranen, tage på pilgrimsfærd og spise ren føde. Han så også sig selv som legemliggørelsen af alle statens tre grene sammen med sin religion. Han havde det sidste ord i alle sager.

Han opretholdt ikke adskillelsen af de tre statsområder, og religionen gennemsyrede dem alle. I virkeligheden opbyggede han et teokrati af guddommelige love.

I Medina, hvor Muhammed voksede i militær styrke, binder han lydighed mod sig selv sammen med lydighed mod Allah i forbindelse med et retslokale, hvor han præsiderer som dommer. Hans afgørelser kom fra Allah, og kilden til hans retfærdighed var Koranen. Som denne hadith siger: "Fortalt af Abu Huraira og Zaid bin Khalid: Vi var sammen med Profeten, da han sagde (til to mænd): 'Jeg skal dømme mellem jer efter Allahs Bog.'" [20]

Muhammeds liv endte ikke godt. Mere præcist fortæller pålidelige islamiske overleveringer, at han blev myrdet af jøder, der forgiftede hans mad. [21]

Følgende hadith'er af Bukhari fortæller, at Khaybar-jøderne forgiftede Muhammed. Aisha var hans yndlingskone. "Fortalt af Aisha: 'I den lidelse, der førte til hans død, plejede Profeten at sige: "O Aisha! Jeg føler stadig smerten forårsaget af den mad, jeg spiste ved Khaybar, og nu føler jeg det, som bliver min pulsåre skåret af denne gift."'"

Hvad var det jødiske samfunds motiv? I denne hadith afhører Muhammed jøderne fra Khaybar. Efter en verbal sparringskamp med dem kommer han til sagen: "[Muhammed] spurgte: 'Har I lagt gift på dette får?' De [nogle jøder] sagde: 'Ja.' Han spurgte: 'Hvad fik jer til at gøre det?' De sagde: 'Vi ønskede at vide, om du var en løgner, i hvilket tilfælde vi ville slippe af med dig, men hvis du var en profet, ville giften ikke skade dig.'"

Den næste hadith fortæller, at virkningerne af giften holdt sig længe. "Fortalt af Anas bin Malik: 'En jødinde gav et stykke forgiftet (tilberedt) får til profeten, som spiste af det. Hun blev ført hen til profeten og han blev spurgt: "Skal vi dræbe hende?" Han sagde: "Nej." Jeg blev ved med at kunne se giftens virkning på munden af Allahs Apostel.'"

Enhver leder kan af en række grunde blive tragisk myrdet, men man kan ikke undgå det indtryk, at Muhammeds politik og krige bidrog til mordet på ham. At blande religion og alle statsområder sammen i én leder kan føre til katastrofer.

Om jihad og de skatter, der blev opkrævet efter at jihad var blevet ført, se den næste artikel i serien.


MOSKÉ 0G STAT I DET TILDLIGE KALIFAT

Muhammed døde i 632 e.Kr. og blev efterfulgt af de fire såkaldt retledte kaliffer: [22] Abu Bakr (herskede 632-634), Umar (herskede 634-644), Uthman (herskede 644-656) og Ali (herskede 656-661). Alle var Muhammeds nære følgesvende og beundrede ham meget.

Selvom kalifferne ikke skrev deres hellige skrift, gennemlæste de Koranen meget ivrigt og hengivent og huskede de af Muhammeds ord og gerninger og kendelser, der ikke kom med i Koranen (de traditioner, der senere blev skrevet ned i hadith-samlingerne). De anvendte hans hellige tekst og traditioner og kendelser i deres liv og for det muslimske samfund.

De videreførte Muhammeds islams autoritære fremgangsmåder og slørede sondringen mellem moské og stat.

Moskeen blev brugt primært til bøn og åndelig undervisning eller prædiken. [23]

Kalifferne ledede også valfarter til mekka, hvor en moské husede Kabaen, som indeholdt den hellige sorte sten. [24]

Men kalifferne stod ofte på moskeens prædikestol (et hævet podium eller en platform) i Medina og meddelte politiske beslutninger og andre verdslige forhold.


Troskabsed til Abu Bakr i moskeen

Skulle Abu Bakr være den første kalif? Ali sagde, at Abu Bakr ikke havde rådført sig med visse følgesvende (tæt knyttede til Muhammed). Så Ali og Abu Bakr havde et dårligt indbyrdes forhold, indtil de endelig blev forsonede. Ali besluttede at aflægge troskabseden, der støttede Abu Bakrs kalifat, og Abu Bakr annoncerede Alis beslutning fra prædikestolen i Medina-moskeen som følger:

"Fortalt af Aisha (…). Til dette [løfte om at fordele ejendommen retfærdigt] sagde Ali til Abu Bakr: 'Jeg lover at give dig troskabseden denne eftermiddag.' Så da Abu Bakr havde bedt Zuhr-bønnen [middagsbønnen], gik han op på prædikestolen og sagde Tashah-hud [bøn mens man knæler under den obligatoriske bøn] og derefter omtalte historien om Ali og hans undladelse af at aflægge troskabseden, og undskyldte ham, og accepterede de undskyldninger, han havde givet. Så rejste Ali sig og bad (til Allah) om tilgivelse; han sagde Tashah-hud, priste Abu Bakrs ret og sagde, at han ikke havde gjort, hvad han havde gjort, på grund af jalousi mod Abu Bakr eller som en protest mod, hvad Allah havde begunstiget ham med. Ali tilføjede: 'Men vi plejede at mene, at vi også havde nogen ret i dette anliggende (regentskab), og at han (dvs. Abu Bakr) ikke rådførte sig med os i denne sag og derfor gjorde os nedtrykte.' Ved dette blev alle muslimerne glade og sagde: 'Du har gjort det rigtige.' Dernæst blev muslimerne venlige mod Ali, da han gik over til, hvad folket havde gjort (dvs. at aflægge troskabseden til Abu Bakr)." [25]

I den næste hadith aflægger offentligheden også troskabseden til Abu Bakr ved prædikestolen i moskeen.

"Fortalt af Anas bin Malik: At han hørte Umars [den fremtidige 2. kalif] anden tale, som han holdt, da han sad på prædikestolen dagen efter Profetens død. Umar reciterede Tashahhud [bøn mens man knæler under den obligatoriske bøn], mens Abu Bakr var tavs. Umar sagde: 'Jeg ville ønske, at Allahs Apostel havde overlevet os alle, dvs. var den sidste (til at dø). Men selv om Muhammed er død, har Allah alligevel ladet lyset blive iblandt jer, hvorfra I kan modtage den samme vejledning, som Allah vejledte Muhammed med. Og Abu Bakr er Allahs Apostels følgesvend (...). Han er den mest berettigede person blandt muslimerne til at styre jeres anliggender. Derfor, rejs jer og sværg ham troskab. Nogle folk havde allerede erklæret ham troskab i huset tilhørende Bani Saida [Saida-stammen], men offentlighedens troskabsed blev aflagt ved prædikestolen. Den dag hørte jeg Umar sige til Abu Bakr: 'Stig op på prædikestolen,' og fortsatte med at opfordre ham, til han steg op på prædikestolen, hvorefter hele folket svor ham troskab." [26]

Umar kræver lydighed ved sin indsættelse i moskeen

Han træder op på platformen i moskeen i Medina og kræver, at muslimerne følger, hvor han leder dem hen:

"Vi har allerede nævnt tiden for Abu Bakrs udnævnelse af Umar b. al-Khattab [som sin efterfølger] i kalifatet såvel som i tiden for Abu Bakrs død og [sagde], at Umar ledte bønnen over ham, og at han blev begravet samme nat han døde, før folket stod op. Da Umar stod op om morgenen efter den nat, var det første, han gjorde og sagde [som følger]: (...) Da Umar blev gjort til kalif, steg han op på prædikestolen og sagde: 'Jeg vil sige ord, til hvilke I må sige "Amen".' (...) 'Araberne kan kun sammenlignes med en kamel, der føres ved næsen efter dens leder. Lad derfor dens leder se, hvor han leder hen. Hvad angår mig, ved Kabaens Herre, vil jeg bestemt føre dem hen ad vejen.'" [27]

Ratificering af Uthmans kalifat i moskeen

Moskeen er scenen for ratificeringen af Uthmans kalifat. [28]

Et råd af islamiske ledere var enige i beslutningen om Uthman, det samme var emigranterne (dem, der tidligt i islams historie var udvandret fra Mekka til Medina), hjælperne (dem, der hjalp indvandrerne, der ankom til Medina), hærchefen og andre muslimer.

"Gruppen af mennesker, som Umar havde udvalgt som kandidater til kalifatet, samledes og hørte hinanden. Abdur-Rahman sagde til dem: 'Jeg vil ikke konkurrere med jer i denne sag, men hvis I ønsker det, vil jeg vælge en kalif iblandt jer.' Så blev alle enige om at lade Abdur-Rahman afgøre sagen (...). Abdur-Rahman sagde da til mig [Al-Miswar bin Makhrama, der fortæller hadithen]: 'Kald på Uthman for mig.' (...) Da folkene havde afsluttet deres morgenbøn og (seks-mands-) gruppen var samlet nær prædikestolen, sendte Abdur-Rahman bud efter alle de tilstedeværende Muhajirin (emigranter) og Ansar [hjælpere] samt efter hærens leder, der havde udført Hajj-pilgrimsrejsen med Umar det år. Da alle var samlet, sagde Abdur-Rahman: 'Ingen har ret til at blive tilbedt undtagen Allah,' og tilføjede: 'Nu, O Ali [den fremtidige fjerde kalif], har jeg kigget på folks holdninger og bemærket, at de ikke anser nogen for at kunne måle sig med Uthman, så du bør ikke pådrage dig bebrejdelser (ved at udtrykke uenighed).' Derefter sagde Abdur-Rahman (til Uthman): 'Jeg giver dig troskabseden på betingelse af, at du vil følge Allahs love og Allahs Apostels traditioner samt traditionerne af de to kaliffer efter ham.' Så aflagde Abdur-Rahman troskabseden til ham, og det samme gjorde folket, heriblandt Muhajirin (emigranterne) og Ansar, og hærcheferne og alle muslimerne." [29]

Ved første øjekast nærmer dette sig et demokrati (se sidste sætning). Men eliten afgjorde sagen, og folket fulgte efter. Ikke desto mindre gør denne udvælgelsesproces det muligt for fortolkere at argumentere for demokrati. Men som vi skal se, regerede Uthman som alt andet end en demokrat.


Ali accepterer sit kalifat i moskeen

Ali accepterede modvilligt sin udnævnelse til kalif af Muhammeds følgesvende og modtog troskabseden i moskeen i Medina. Men han var ikke så sky, at han afviste nøglerne til skatkammeret.

"Så steg han op på minbaren (prædikestolen), og folket flokkedes om ham, og han sagde: 'Jeg var uvillig til at tage befalingen over jer, men I insisterede på, at jeg skulle. I skal dog være opmærksomme på, at jeg ikke kræver nogen autoritet, hvorfra I er udelukket, anden end at holde nøglerne til jeres skatkammer. I skal også vide, at jeg aldrig vil tage en dirham fra den uden jeres tilladelse. Er det acceptabelt?' De gav deres samtykke." [30]

Kort efter Alis accept af kalifatet ses han i skatkammeret i færd med at dele penge ud til sine favoritter og folket. [31]

Dette kan også virke demokratisk, og måske kan fortolkere godtgøre, at det er. Men det var de stammeældste, der kontrollerede tingene, og resten af dette afsnit om de tidlige kaliffer vil vise, at Ali ikke regerede som en demokrat.


Absolut lydighed

Det er sandt, at kalifferne undertiden konsulterede ledere, som regel stammeledere, før de afgjorde en sag. [32] Og det er sandt, at de udpegede guvernører og administratorer, der havde stor magt. [33] Så de uddelegerede noget af deres magt.

Men det dominerende billede, der kommer igennem til os fra de tidlige islamiske kilder, er, at kalifferne, i de udøvende, lovgivende og dømmende aspekter af styringen af det muslimske samfund, fulgte Muhammeds institutionelle DNA-kode og tiltog sig en masse magt, med alle tre aspekter samlet i én kalif.

"Fortalt af Abu Huraira: Allahs Apostel sagde: 'Den, der adlyder mig, adlyder Allah, og den, der trodser mig, trodser Allah, og den, der adlyder den hersker, jeg udnævner, adlyder mig, og den, der trodser ham, trodser mig.'" [34]

Ledere af en religion kan forlange lydighed; det gjorde kristendommens apostle. Men apostlene adskilte, i modsætning til kalifferne, Guds rige fra kejserens rige.

For yderligere diskussion af, hvordan apostlene holdt Guds rige adskilt fra kejserens rige, se min artikel "The Early Church and the Sword".

Denne befaling om absolut at adlyde de islamiske kaliffer tjener som baggrund for kaliffernes udøvende, lovgivende og dømmende beføjelser.


Udøvere


Islamisk jihad og muslimsk overlegenhed

En af de primære måder, hvorpå den udøvende leder demonstrerer sin magt, er ved at erklære krig. Muhammed gjorde det, og det gjorde kalifferne også.

Den næste hadith beskriver Abu Bakrs beslutning om at føre krig mod de hedenske indbyggere på Den Arabiske Halvø, som enten var blevet tvunget ind i islam eller havde tilsluttet sig frivilligt. Da de fornemmede, at islam var blevet svag efter Muhammeds bortgang, forlod mange arabiske stammer den nye religion. Abu Baker var fast besluttet på at bevise, hvor stærk islam var, og tvinge dem tilbage ind i den.

"Da Allahs Apostel [Muhammed] døde, og Abu Bakr blev kalif, renegerede [faldt tilbage til vantro] nogle arabere [Abu Bakr besluttede at erklære krig mod dem]. Umar sagde til Abu Bakr: 'Hvordan kan du kæmpe mod disse mennesker, selvom Allahs Apostel sagde: "Jeg er blevet befalet [af Allah] at bekæmpe folkene, indtil de siger: 'Ingen har ret til at blive tilbedt andre end Allah, og enhver, der siger det, vil redde sit liv og ejendom fra mig, undtagen hvis de overtræder loven (...) og hans regnskab vil være hos Allah.'"'' Abu Bakr sagde: 'Ved Allah! Jeg vil bekæmpe dem, der skelner mellem bønnen og zakat'en, eftersom zakat er den obligatoriske del, der [ifølge Allahs ordrer] skal tages fra ejendommen af Allah! Hvis de nægter at betale mig selv et hun-kid, som de plejede at betale på Allahs Apostles tid, så vil jeg kæmpe mod dem for at tilbageholde det.'" [35]

Hele denne hadith afspejler Koranen 8:39-41, 9:29, 9:33 og især 9:5. De taler alle om at kæmpe, indtil islam hersker, men 9:5 handler om at kæmpe mod bestemte hedninge på Den Arabiske Halvø, indtil de betaler zakat eller almisseskat. At lægge skatter på en nylig erobret region er endnu en metode til at demonstrere et centraliseret og magtfuldt udøvende embede.

Umar prædikede muslimsk overhøjhed og jihad imod de vantro fra moskeens prædikestol.

Allah udfyldte de ikke-muslimske folks hjerter med rædsel, da islams hære angreb dem. Han skal fremhæves for de store erobringer over hele området.

"I [muslimer] er udnævnt til at være arvtagere på Jorden og erobrere af dens folk. Allah har givet jeres tro sejr. Ingen andre samfund, som adskiller sig fra jer i tro, vil være tilbage, undtagen to: Ét, der er gjort underdanigt i forhold til islam og dens tilhængere; de betaler skat til jer, mens (muslimerne) tager det bedste af deres livsgrundlag, hvad de har tjent og [produceret i deres] ansigts sved; de skal arbejde hårdt, mens I har fordelen [fra perserne i øst]. Og et [andet] samfund, som dag og nat venter på Allahs kampe og angreb. Allah har fyldt deres hjerter med rædsel. De har intet tilflugtssted, som de kan flygte til, eller middel, ved hvilket de kan værne sig mod angreb. Allahs hære kom over dem pludseligt og lige ind i deres eget territorium [byzantinerne i vest]. [Alt dette er I blevet skænket] sammen med en overflod af mad, strømme af rigdom, den gentagne afsendelse af [sejrende] tropper og det [succesrige] forsvar af grænseområderne med Allahs tilladelse, sammen med fremragende almindelig tryghed, bedre end noget dette samfund har oplevet siden islam blev til - Allah være lovet! - sammen med de store erobringer i alle lande." [36]

Denne lange tale – i virkeligheden en prædiken - om islams kulturelle, religiøse og militære overlegenhed og triumf er forankret i Koranen. "I [muslimer] er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene." (3:110) [37] Hvorefter resten af verset og de følgende vers fortsætter med at diskutere de lovovertrædende jøder som en kontrast til det bedste folk, muslimerne.

Yderligere to vers i Koranen kan have inspireret Umars tale. I forbindelse med krig fortæller Muhammed sine jihadister, at de ikke skal råbe på fred. "Tab ikke modet, og bed ikke om fred, når I har overtaget ..." (47:35) Endelig - i forbindelse med endnu en krig, denne gang mod jøder og kristne - siger Koranen: "Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion ..." (9:33)

For mere om kalifferne, der fører krig og opkræver skatter, se artiklen "The Early Muslim Community and the Sword".


Breve til ikke-islamiske guvernører og kejsere

På samme måde Muhammed, sendte også de fire kaliffer breve til ikke-islamiske guvernører - og endda til kejsere - der fortalte dem, at de skulle antage islam. Hvis de gjorde, ville alt bliver godt. Hvis de forblev i deres egen religion, måtte de finde sig i en skat. Hvis de ikke betalte, men kæmpede i stedet for at underkaste sig, ville de tabe og dø, og deres kvinder og børn ville blive gjort til slaver.

For eksempel sendte Abu Bakr breve til apostaterne eller oprørerne på Den Arabiske Halvø, før han angreb dem. Efter at have forklaret islams teologi (ikke medtaget her), hvilket alle religioner har ret til - nemlig at prædike - informerer han i praktiske vendinger stammerne om, hvad der vil ske.

"Jeg [Abu Bakr] beordrede [Khalid, en general] til ikke at kæmpe mod nogen eller at dræbe nogen, før han har kaldet dem til Allahs sag [islam], så den, der fornægter [vantro] og gør gode gerninger [nemlig min udsending], kan acceptere dem og hjælpe dem [med at gøre det rette], men jeg har beordret ham til at bekæmpe dem, der afviser [Ham, dvs. Allah] af den grund. Så vil han ikke skåne nogen af dem, han kan få herredømmet over, [men vil måske] brænde dem med ild, slagte dem med ethvert middel og tage kvinder og børn til fange; og han vil heller ikke acceptere andet end islam fra nogen." [38]

Nogle gange kunne et brev erstattes med et møde ansigt til ansigt. Under den lange kampagne i 635-636 mod Qadisiyyah, en persisk by lidt vest for Eufrat i det centrale Irak, sagde Umar til sine muslimske kommandanter, at de skulle sætte et møde i stand med den persiske konge og opfordre ham til at acceptere islam. Under mødet fortalte de først kongen, at islam er vidunderlig (ikke medtaget her). Derefter forklarede de detaljeret hans konkrete valg.

"Så beordrede han [Muhammed] os til at begynde med de lande, der støder op til os, og invitere dem til retfærdighed. Derfor inviterer vi dig til at antage vores religion (...). Hvis du afviser vores invitation, skal du betale hovedskatten. Dette er en dårlig ting, men ikke så slem som alternativet. Hvis du nægter [at betale], betyder det krig. Hvis du svarer positivt og antager vores religion, vil vi efterlade dig med Allahs Bog [Koranen] (...) vi vil forlade dit land og lade dig håndtere sine sager, som du vil. Hvis du beskytter dig mod os ved at betale hovedskatten, accepterer vi den fra dig og garanterer din sikkerhed. Ellers vil vi bekæmpe dig!" [39]

Den første sætning siger, at Muhammed - mens han levede - beordrede sit samfund til at kalde folk til retfærdighed. I dette tilfælde er islam retfærdighed. Enhver, der antager religionen, underkaster sig retfærdighed. Hvis de ikke antager islam, er de uretfærdige, og uretfærdighed skal bekæmpes overalt. Dette er tilstrækkelig grund til at føre krig.


Pisken: Tegn på autoritet

Umar indførte den praksis, at bære pisk. [40] Med den truede han en kristen biskop. Umar spurgte ham, om kaliffen selv kunne findes i Bogen, det vil sige Bibelen. Biskoppen sagde, at Umar metaforisk set var som en borg. Umar holdt så pisken i vejret, som for at tvinge biskoppen til at give en god fortolkning af billedet. Det gjorde han. Han forudsiger derefter, at den næste kalif (Uthman) ville være from, men ville favorisere sin familie for meget og blive myrdet. Dette var faktisk, hvad der skete med Uthman.

"Fortalt af Umar ibn al-Khattab [den anden kalif]: Al-Aqra ... Umar ibn al-Khattabs herold sagde: Umar sendte mig til en biskop og jeg tilkaldte ham. Umar sagde til ham: Finder du mig i Bogen? Han sagde: Ja. Han spurgte: Hvordan finder du mig? Han sagde: Jeg finder dig (som en) borg. Så hævede han en pisk mod ham og sagde: Hvad mener du med borg? Han svarede: En borg af jern og meget pålidelig. Han spurgte: Hvordan finder du den, der kommer efter mig? Han sagde: Jeg finder ham en from kalif, bortset fra at han vil foretrække sine slægtninge. Umar sagde: Må Allah forbarme sig over Uthman: Han sagde det tre gange, så spurgte han: Hvordan finder du den, der kommer efter ham? Han svarede: Jeg finder ham som rustent jern. Så lagde Umar sin hånd på hans hoved og sagde: O beskidte! O beskidte! Han sagde: Du Troendes Øverstbefalende! Han er en from kalif, men når han er gjort til kalif, vil sværdet blive trukket af skeden og blod blive udgydt." [41]

Umar brugte faktisk en pisk mod en jøde. Umar afgjorde en sag til fordel for en jøde imod en muslim. Overrasket over dommen, roste jøden kaliffen for at dømme retfærdigt. For dette svar slog Umar ham og spurgte, hvordan han kunne være sikker.

"... Umar ibn al-Khattab fik forelagt en tvist mellem en muslim og en jøde. Umar så, at retten var på jødens side og dømte i hans favør. Jøden sagde til ham: 'Ved Allah! Du har dømt korrekt.' Så ramte Umar ibn al-Khattab ham med en pisk og sagde: 'Hvordan kan du være sikker.' Jøden sagde til ham: 'Vi finder, at der ikke er nogen dommer, der dømmer korrekt, undtagen at der er en engel på hans højre side og en engel på hans venstre side, der leder ham og giver ham medgang i sandheden, så længe han holder sig til sandheden. Når han forlader sandheden, hæver de sig og forlader ham.'" [42]

For yderligere diskussion af kaliffernes udøvende beføjelser, som f.eks. at udnævne og piske guvernører, se artiklen "The Early Muslim Community and the Sword".


Lovgivere

De fire kaliffer ikke så meget opfandt nye love ud af den blå luft som de fortolkede og indførte Koranen og Muhammeds handlinger og ord. Alligevel stod de nogle gange på prædikestolen og forordnede, hvordan samfundet skulle udføre Koranen og Muhammeds love.

To eksempler rækker til vort formål.


Stening til døde af ægteskabsbrydere

Den næste hadith fortæller, at budbringeren stenede ægteskabsbrydere til døde, så Umar sagde fra prædikestolen, at han ville gøre det samme. Mærkeligt nok hævdede Umar også, at befalingen om at stene ægteskabsbrydere engang var i Koranen, men at verset nu manglede.

"... Umar sad på prædikestolen og da indkalderne til bønnen var færdige med deres kald, rejste Umar sig og - efter at have forherliget og lovprist Allah, som han fortjente - sagde: Nu vil jeg fortælle jer noget, som (Allah) har skrevet for mig, at jeg skulle sige. Jeg ved det ikke; måske varsler det min død, så enhver, som forstår og husker det, skal fortælle det til andre, overalt hvor hans ridedyr tager ham hen; men hvis nogen er bange for, at han ikke forstår det, så er det ulovligt for ham at fortælle løgne om mig. Allah sendte Muhammed med Sandheden og åbenbarede Den Hellige Bog for ham, og blandt det, som Allah åbenbarede, var rajam-verset - (stening af gifte mennesker [mænd og kvinder]), der begår ulovligt samleje - og vi reciterede dette vers og forstod og memorerede det. Allahs Apostel udførte steningsstraffen, og det samme gjorde vi efter ham.'" [43]

Forbud mod alkohol

Et andet eksempel på den lovgivningsmæssige brug af moskeen er, da Umar meddelte menigheden loven om forbud mod alkohol, ligesom vi så Muhammed gøre det.

"Fortalt af Ibn Umar: Jeg hørte Umar sige, mens han var på Profetens prædikestol: 'Så nu, O folk! Åbenbaringen om forbuddet mod alkoholiske drikke blev åbenbaret, og alkoholiske drikke bliver udvundet af fem ting: Druer, dadler, honning, hvede og byg. Og den alkoholiske drik er det, der forvirrer og bedøver sindet.'" [44]

Formålet med at bringe dette emne op er ikke at diskutere, om et forbud mod alkohol som en national politik er klogt eller uklogt (bemærk vort forbud mod narkotika i dag). I stedet viser passagen Umar, kaliffen, i færd med at forstærke den koraniske lov om denne sag fra moskeens prædikestol og dermed udviske skellet mellem moské og stat.


Dommere

Gennem hele denne serie vil vi se kaliffernes afgørelser i praksis, så vi behøver ikke at bruge så meget tid på dem her. Men vi kan nævne nogle få eksempler på deres syn på retslære.

Kalifferne afgjorde mange retssager eller udnævnte dommere til at hjælpe sig. [45] Umar indrømmer, at Ali er den bedste dommer. "Fortalt af Ibn Abbas: ... Umar sagde: 'Vores bedste dommer er Ali.'" [46]

Kalifferne var ikke guddommeligt inspirerede, som Muhammed var. Så de måtte stole på folkets gode og dårlige gerninger, mens kalifferne dømte dem. Den anden kalif sagde:

"Fortalt af Umar bin Al-Khattab: Folk blev (undertiden) dømt gennem åbenbaring af en guddommelig inspiration i Allahs Apostels levetid, men nu er der ikke længere nogen (ny åbenbaring). Nu dømmer vi jer efter de gerninger, I praktiserer offentligt, så vi vil stole på og favorisere den, der gør gode gerninger foran os, og vi vil ikke stille ham til regnskab for, hvad han faktisk gør i hemmelighed, for Allah vil dømme ham for det; men vi vil ikke stole eller tro på den, der præsenterer os for en ond handling, selvom han hævder, at hans hensigter var gode." [47]

Desuden afgjorde Umar undertiden sager på gaden. "Umar plejede at vandre rundt på markederne, hvor han reciterede Koranen og dømte blandt folk, hvor som helst en forurettet person fik fat i ham." [48]

Men Umar og Ali plejede også at afsige domme inde i moskeen; straffen blev dog forvaltet udenfor.

"Umar afsagde Lian-dommen [Lian: En mands og kones gensidige afvisning, hvis manden anklager hende for utroskab uden at have andre vidner end sig selv. Beskrevet i Koranen 24:6–9] nær Profetens prædikestol og Umar sagde (til to mænd): 'Tag ham (den kriminelle) ud af moskeen.' Så slog han ham. Det siges, at Ali sagde det samme." [49]

Sammenfatning

De fire såkaldt retledte kaliffer regerede næsten 30 år (s. 632-661). De var involveret i at lede bønner i moskeen, lede pilgrimsrejser til Mekka og holde prædikener i moskeen. De var islams åndelige overhoveder, selvom de ikke skrev Skriften.

Men ligesom Muhammed, hvis eksempel og koran de efterlignede, så de også sig selv som udøvere, lovgivere og dommere, der forordnede koraniske love og Muhammeds eksempel og liv, som om hans eksempel og liv var levende lov.

Han erklærede krig; det samme gjorde de. Han pålagde skatter; det samme gjorde de. Han præsiderede over domstole; det samme gjorde de. Han formulerede love, og kalifferne sørgede for, at lovene blev vedtaget på deres tid. Han udnævnte dommere og guvernører; det samme gjorde de, men Muhammed og kalifferne havde det sidste ord i alle spørgsmål.

Intet viste tydeligere nedbrydningen af adskillelsen mellem moské og stat, end når moskeen blev brugt som stedet, hvor Muhammeds nære følgesvende blev udnævnt eller valgt eller hyldet som kaliffer. Kalifferne bevarede Muhammeds teokrati og udvidede det, når de udsendte hære til at erobre de enorme territorier.

Hvordan sluttede de fire kaliffers liv?

Den første kalif, Abu Bakr, døde af naturlige årsager, selvom en tradition siger, at han blev forgiftet af jøder. De sidste tre af disse kaliffer blev myrdet. Som vi sagde om Muhammed, kan enhver leder blive tragisk myrdet af mange forskellige grunde, men det fremgår klart af den tidlige islamiske historie, at disse kaliffer blev myrdet af vrede undersåtter. [50]

Sammenblanding af religion og stat - med alle områder under én religiøs leder - kan føre til katastrofer.

For mere om hvordan kalifferne døde, se artiklen "Martyrdom and the Sword".

For mere om væksten af kaliffernes militær, bureaukrati og skatteopkrævning, se artiklen "The Early Muslim Community and the Sword".


MODERNE ISLAM: KAN DEN HOLDE DE TO RIGER ADSKILT?

En moderat muslim vil opfordre til reform af islam, mens en traditionel muslim vil mene, at islam, som åbenbaret i Koranen og præsenteret i den autentiske hadith, er fin som den er og vil forsvare den.

I dette afsnit vil det normalt være religiøse ledere, der udvælges, men nogle gange vil en muslim, der har offentlighedens opmærksomhed, f.eks. en journalist eller læge, også blive medtaget. I ét tilfælde er resultaterne af en undersøgelse inkluderet.

Det er meget svært at finde en moderat, der søger en reformeret opfattelse af tidlig islam i spørgsmålet om moské og stat.


Moderate opfattelser

En undtagelse er den tyrkiske journalist Mustafa Aykol. Med-vært på Morning Edition, Steve Inskeep fra National Public Radio, interviewer ham:

"INSKEEP: Lad mig præsentere dig for et andet argument, der er fremsat mod islam som religion. Det påpeges, at der i kristendommen fra begyndelsen er et princip om adskillelse mellem kirke og stat - du har Jesus Kristus, der siger, giv kejseren hvad der er hans - og at vi i islam simpelthen har en anden historie. Du begynder med Profeten Muhammed, der effektivt var både konge og pave; han var leder af alting. Regeringen og religionen var flettet sammen. Er det et alvorligt problem, hvis man ønsker at overveje et mere pluralistisk samfund nu?"
"AKYOL: Jeg tror ikke, det er noget problem. Det var Profetens praksis. Men jeg tror, at det vigtigste her er, at - ja, Profeten Muhammed var både profet og statsoverhoved, men han døde. Og i det øjeblik han døde, sluttede denne særlige autoritet fra Gud. Og kalifferne, der repræsenterer Profeten Muhammed, påstod faktisk ikke, at de repræsenterede Gud. De blev faktisk let kritiseret af folket, hvis de gjorde noget forkert. Jeg tror at ideen om, at man kan adskille religion fra staten, giver mere mening for de muslimske samfund." [51]

Skønt Aykols synspunkter er en velkommen lempelse af alt det ovennævnte materiale fra oprindelig islam, må man spørge, om han har nogen vægt i den islamiske verdens religiøse hierarki i dag. Kan han overbevise religiøse lærde som dr. Salah al Sawy (se hans fatwa nedenfor) om at tilsidesætte oprindelig islam i spørgsmål om politik og sharia-lov? Én ting er at skrive til vesterlændinge, at islam er okay, når de ved, den ikke er det; noget helt andet er at overbevise traditionelle muslimske religiøse ledere.

En anden undtagelse fra de mange online-artikler, der sammensmelter moské og stat, findes hos organisationen kaldet American Islamic Forum for Democracy (AIFD), der drives af dr. Zuhdi jasser.

Han skriver:

"AIFD's ideer vil blive fremmet gennem denne tænketank og fond, da vi bruger enhver lejlighed til direkte at udfordre fortalere for politisk islam på deres ideers tåbelighed. Vore ideer er baseret i de amerikanske ideer om frihed og adskillelse af moské og stat uden at gå på kompromis med Guds centralitet i vore liv som oprigtige muslimer." [52]

En mangel ved organisationen er, at Jasser (en læge) ser ud til at arbejde alene, for han er den eneste, der er nævnt på siden "Vort lederskab". Hvor er de religiøse lærde? Skriver han artikler på sprog, hvor islam dominerer, så han kan overtale sine mere konservative muslimske trosfæller? Eller forsøger han kun at overvinde de (berettigede) bekymringer hos amerikanske og andre vesterlændinge ved at sige igen og igen, at "islam er okay" og bare "misfortolket" eller "misforstået", når de meget præcist ser store problemer med den i selve dens kerne.

Muslims for Progressive Values tilføjer denne påstand:

"Separation af religiøse og statslige myndigheder: Vi mener, at samvittighedsfrihed ikke alene er afgørende for alle menneskelige samfund, men er en integreret del af den koraniske opfattelse af mennesket. Vi mener, at sekulær regering er den eneste vej til opnåelse af det islamiske ideal om frihed fra tvang i trosforhold." [53]

Til sidst, som endnu et eksempel på en moderat, kan nævnes Ahmed Mansour, der var professor i muslimsk historie ved Al-Azhar Universitet, Cairo, Egypten. Nu bor han i USA og arbejder hårdt på at overbevise om eksistensen af en godartet, harmløs islam. Interessant nok afviser hjemmesiden, han driver som præsident, hadith-litteraturen og siger, at Allah kun talte gennem Koranen (Al-Azhar Universitet er sunni-muslimsk og anerkender som sådan autentisk hadith). For Mansour - ifølge hans artikel om ytringsfrihed - blev hadith-litteraturen manipuleret til at være politiske redskaber for umayyaderne (660-750 e.Kr.) og abbasiderne (750-1258 e.Kr.), to autoritære dynastier.

"Men denne [ytrings-] frihed er blevet forbudt ved sværdens magt under umayyadernes kalifat (stat). Så kom abbasiderne med et teokratisk begreb om statens styrelse. Dette begreb blev fastsat af religiøse tekster som Koranen var imod, men var forbundet med Muhammed (...) gennem hadith. Abbasidernes teokratiske begreb blev gjort til permanent virkelighed og stærkere etableret gennem den lange varighed af abbasidernes overherredømme og registrering af den muslimske arv af tanker og overbevisninger. Denne arv må anses for at være imod islam. Den blev den lovgivningsmæssige ramme for folk, der opfordrer til anvendelse af abbasidernes religiøse og politiske system til at etablere en religiøs stat. Disse embedsmænd anvender gældende lovbestemmelser for at nå deres mål om at dominere massemedier, forlagsfaciliteter og det intellektuelle liv for at kunne undertrykke enhver tænkning med den begrundelse, at den angriber islam. Men de repræsenterer selv den største fare for islam ..." [54]

Selvom Mansours synspunkter er forfriskende moderate, og han har ret i at påpege umayyadernes og abbasidernes autoritære regimer, så ser han ikke, at autoritarismen går helt tilbage til den tidligste islam, indført af Muhammed.

Andre sunni-muslimer kan måske nok følge hans vink om at afvise hadith. Men tør de gennemgå denne intellektuelle omvæltning, dette ekstreme paradigmeskift? Sandsynligvis ikke, for Mansour blev afskediget fra Al-Azhar Universitet pga. hans liberale synspunkter. [55]


Traditionelle opfattelser

En langt mere typisk opfattelse af moské og stat ses af en undersøgelse fra 2007 udført af National Consortium for the Study of Terrorism and Response to Terrorism (START), som viser procentdelen af muslimer, der af religiøse (77%) eller nationale (67%) grunde støtter et verdensomspændende kalifat.

"... Undersøgelsens svarpersoner angav, om deres primære identifikation var religiøs eller national, og om de støtter en islamisk verden forenet under en kalif. Støtten blandt folk med muslimske og nationale identifikationer er væsentlig (henholdsvis 77% og 67%). Mens forskelle mellem identifikationsgrupperne var signifikant for Pakistan og Egypten - hvor folk med muslimske identifikationer er væsentligt mere tilbøjelige til at støtte et kalifat - blev der ikke fundet nogen forskel mellem religiøse og nationale i Indonesien og Marokko. Disse resultater viser, at længslen efter kaliffens tilbagekomst overskrider ideologiske orienteringer og afspejler, hvad forskere postulerer som 'kollektiv identitet' ..." [56]

Desuden rapporterer Andrew Bostom, at Det Muslimske Broderskabs præsidentkandidat, dr. Khairat Al-Shater, næstformand for Det Muslimske Broderskab, siger, at islam er "religion og stat". Al-Azhar Universitet i Egypten er det mest fremtrædende undervisningscenter i sunni-islam. Det har udstedt talrige autoritative fatwaer (religiøse afgørelser og meninger) om mange forskellige emner.

Shater skriver:

"Vi mener, at Al-Azhar har en central rolle at spille; og vi er glade for, at det indtager sin naturlige plads først og fremmest på det religiøse plan som et eksempel på almindelig moderat islamisk tænkning. Så der venter Al-Azhar en stor omfattende rolle, både i Egypten og i udlandet. Al-Azhars rolle er stærkt påkrævet i Afrika og Asien såvel som i landene fra det tidligere Sovjetunionen. Vi håber, at det vil fokusere på dets primære rolle, men det bør naturligvis også udtrykke sine opfattelser af politiske spørgsmål, fordi islam bestemt er religion og stat." [57]

Et andet eksempel på en moderne islam, der reagerer traditionelt på alle oplysningerne i Koranen og hadith om politisk islam og sharia, findes i Muslim Students Association (MSA) ved University of Southern California. MSA blev stiftet af Det Muslimske Broderskab, et egyptisk politisk parti, der i dag [2012] er fast besluttet på at etablere sharia i Egypten. [58]

MSA fortæller os klart, at et rent demokrati indfører sharia. Den islamiske stat skal styres af Koranen, og formodentlig også i lande, hvor islam til sidst vil sejre, end kun gradvist, lov efter lov. MSA skriver:

"Som tidligere nævnt er islam en komplet livsform. På den baggrund er det ikke overraskende, at Skaberen er optaget af den metode, ved hvilken vi vælger at styre os selv. Den vigtigste regel, som den islamiske stat skal overholde, er angivet i Koranen (oversættelse følger):
[4:59] I, som tror! Adlyd Allah! Adlyd Udsendingen og dem blandt jer, der har myndighed! Hvis I strides om noget, så fremlæg det for Allah og Udsendingen, hvis I da tror på Allah og den yderste dag! Dette er bedre og giver det smukkeste udfald.
Af dette vers fremgår det klart, at statens forpligtelse til lydighed mod Skaberen er lige så vigtig som individets lydighed. Derfor skal den islamiske stat udlede sin lov fra Koranen og sunna. Dette princip udelukker visse muligheder fra den islamiske stats valg af politisk og økonomisk system, som såsom rent demokrati, uhæmmet kapitalisme, kommunisme, socialisme osv. For eksempel sætter et rent demokrati folket over Koranen og sunna, og dette er ulydighed mod Skaberen. Det bedste alternativ til et rent demokrati er imidlertid et demokrati, der indfører og håndhæver sharia (islamisk lov)." [59]

Foreningen af Muslimske Jurister i Amerika (AMJA) består af religiøse lærde, hvoraf de fleste har deres doktorgrader i islamisk lov eller andre islamiske emner; de er kvalificerede til at skrive fatwaer (religiøse afgørelser eller meninger).

I Sørgsmål/Svar-sektionen spørger en læser, om mennesker i dag bør styres af sharia. Er Allahs lov (sharia) for vanskelig at anvende? Kan vi tro på den og blive styret af love, som mennesker opfinder? Blev Allahs lov skrevet udelukkende for en bestemt tid for mange år siden og derfor ikke bør indføres i dag? Skal vi arbejde for at anvende sharia i det land, vi lever i?

En AMJA-lærd ved navn Salah al-Sawy svarer, at det muslimske samfund, og antageligt alle samfund, til sidst skal styres af sharia. Hvis muslimer mener, at islamiske love er barske, barbariske og ikke for i dag, og derfor ikke bør indføres i de forskellige samfund, så har Satan (Iblis) bedraget disse muslimer:

"... At sharia ikke hersker, er årsagen til alt, hvad ummaen [det muslimsk samfund] trækkes med af ulykke, nød, modgang og katastrofe. Hvis bare de ville holde fast ved Allahs Bog og anvende Hans Guddommelige Lov, ville de spise fra oven over dem og under deres fødder (...). Ikke desto mindre fremgår det allerede af din Herres Bog, at der blandt Hans slaver er dem, der er fordømte, og dem, der er frelste, og at Himlen har sine skarer ligesom Helvedesilden har sine horder. Hvad angår grunden til, at de ikke anvender sharia, så er det fordi, at Iblis (Djævelen) allerede har fået sin forventning om dem bekræftet, og de nøje har fulgt ham [se: 34:20]. Han har fået de misforståelser, som har bragt dem væk fra stien, til at virke tiltalende for dem, og han har bedraget dem til at tro, at sharia ikke er passende for alle tider og steder, og at anvendelse af den er et middel til fraktionskonflikt. Ligeledes har han fået det til at virke for dem, som om anvendelse af hudud - eller straffeloven for alvorlige forbrydelser [nævnt i Koranen eller sunna med straffe som håndsafhugning, stening, piskning m.m., o.a.] - er hård og barbarisk, som om riba (åger, rente) er en økonomisk nødvendighed og som om verden omkring dem ikke vil acceptere dem, hvis de gør det [indfører sharia-styre] sammen med en lang række andre misforståelser ..." [60]

Selvom dette Spørgsmål/Svar ikke handler direkte om moské og stat som sådan, så viser det, at religiøs lov og staten skal blandes - efter hans mening.

Endelig siger indehaverne af hjemmesiden Caliphate Online på deres site, som fremmer "en alternativ vision for den muslimske verden", at deres version af kalifatet ikke er et teokrati, eftersom deres Repræsentanternes Hus og kalif vil lovgive om andre forhold end religion. Men sharia er vejledningen.

De skriver:

"Kalifatet er ikke et teokrati
Kaliffen er blevet sammenlignet med en pave, og som sådan det åndelige overhoved for alle muslimer, ufejlbarlig og udpeget af Gud. Dette er ikke tilfældet, da kaliffen ikke er præst. Hans stilling er en udøvende stilling inden for den islamiske regering. Han er ikke ufejlbarlig og kan lave fejl, hvilket er grunden til, at mange checks og balancer eksisterer for at sikre, at han og hans regering forbliver ansvarlig.
Kaliffen er ikke udpeget af Gud, men er valgt af folket og modtager autoritet gennem bayah [løfte] kontrakten. Kalifatet er ikke et teokrati, da dets lovgivning ikke er begrænset til religiøse og moralske regler, der tilsidesætter samfundets problemer. Sharia er snarere et omfattende system, der lovgiver om politiske, sociale, økonomiske og retlige spørgsmål for blot at nævne nogle få." [61]

For at opsummere dette afsnit om moderne islam, så vil disse eksempler om nogle år være gamle og forældede. Men de vil stadig illustrere den kamp, som islam gennemgår, selv om traditionalisterne er talmæssigt langt overlegne og vejer tungere end de moderate. Og med god grund: Traditionalisterne har i 1.400 år haft Koranen, hadith, lov og historie i ryggen. Islam er en ekstremt konservativ religion, der nødigt lader sig reformere.

Kan de moderate overtale de 77%, der tror på et kalifat, samt traditionalister som dr. al-Sawy, Shater, MSA og Caliphate Online, til at opgive deres syn på moskeen og staten, der styres af sharia?


KONKLUSION

Vi besluttede at analysere den politiske og den religiøse i islam ved at bruge begreberne moské og stat og ved yderligere at opdele staten i de tre velkendte dele: den udøvende, lovgivende og dømmende magt.

Men det kan indvendes, at de udøvende, lovgivende og dømmende grene og fraværet af nogen religiøs test til indtagelse af magtpositioner og adskillelsens mur mellem religion og stat er anakronistiske og kulturelt uforenelige, og at de derfor ikke bør bruges som skabelon til vurdering af oprindelig islam. Det er arrogant, kan kritikerne sige.

Yderligere, blandt visse muslimske apologeter i dag, bruges "Vesten" ofte som et selvindlysende nedsættende begreb; de fordømmer vestlige politiske frihedsværdier, som om den islamiske verden ikke kan lære noget af Vesten.

Men undladelse af at lære af Vesten er også et tegn på arrogance.

I oprindelig politisk islam var magtens deling ved hjælp af checks og balancer mellem de udøvende, lovgivende og dømmende magter minimal eller ikke-eksisterende. Det er sikkert at sige, at Muhammed og de første fire kaliffer blev autoritære - koncentrationen af magt i hænderne på eliten eller en enkelt person, der ikke forfatningsmæssigt er ansvarlig over for folket. Meningsfuldt demokrati var ikke-eksisterende i tidlige islam. En folkelig afstemning var sjælden, og når den alligevel syntes at forekomme, var det som regel kun for at bekræfte kaliffen, som stammens ældste allerede havde valgt.

Men i dag arbejder fundamentalistiske muslimer - som mener, at islam skal styre hele verden politisk, socialt og religiøst - meget hårdt på at etablere kalifatet til gavn for samfundet, så det bliver retfærdigt for Allah (som de definerer retfærdighed).

Denne mangel i oprindelig islam på en moderne forfatning og demokrati, der er adskilt fra sharia, kan imidlertid slet ikke harmonere med moderne samfund, der skelner mellem religion og statens tre grene. Amerika adskiller helt klart disse områder. Mange moderne stater har en forfatning, der har det sidste ord, uden religiøs lov.

Hvis kalifatet skulle dukke op og opnå magt og sprede sig over hele kloden, ville dette alvorligt begrænse religiøs og politisk og social frihed. Moderne stater bør ikke være teokratiske, men demokratiske og bygget på forfatninger.

Islam er nødt til at bøje sig mod os, ikke os mod den.

Derfor er det vigtigt, at pædagoger, bureaukrater, politikere og dommere i dag ikke indarbejder nogen del af islamisk sharia i deres love, overvejelser, afgørelser og politikker. Moderne samfund og deres eliter bør afvise sharia.

Sharia er kulturbundet og arkaisk; den er for restriktiv og regressiv; den fremmer ikke politisk eller social retfærdighed, hvilket resten af artiklerne i denne serie vil demonstrere.

Og islamiske samfund i dag behøver ikke at følge tidlig islams autoritarisme eller teokrati og derved udviske skellet mellem moské og stat.

Moderne muslimske stater bør bevæge sig ud over deres arkaiske oprindelse, på trods af dr. Al-Sawys påstand om, at Satan vil have bedraget dem, hvis de lægger sharia bag sig i fortiden. [62]


NOTER

[1] Det arabiske ord "rasul" betyder generelt en person, der udsendes, tilmed på en mission. Det bruges så mange gange i Koranen, vi har ikke plads til at liste alle referencer. Se min undersøgelse: References to Muhammed’s Roles.

[2] De tre rod-bogstaver (q-t-l) i parentes er min tilføjelse.

[3] Bukhari, Khumus, 004.053.390. I bog-versionen af denne hadith (4.3137) er det kun Abu Bakr, der øser op af pengene fra Bahrain og fordeler dem.

[4] Det arabiske nabi eller "profet" er relateret til det hebraiske nabi, og dets grundlæggende betydning er en person, der forkynder eller fortæller en historie, nyheder, efterretninger eller en fortælling.

[5] Medmindre andet er angivet, er alle citater fra Koranen i denne danske udgave af artiklen taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse af Koranen (Forlaget Vandkunsten, København 2006)<https://myislam.dk/books/book.php?lan=da&id=82&descr=0&cont=0>, dog således at "Gud" er erstattet med "Allah". På arabisk betyder "Allah" "Gud", og dette er, hvad arabiske kristne kalder Gud - de kalder Ham Allah. Medmindre andet er angivet, er tilføjelser i kantet eller blød parentes fra originalartiklen. Læsere, der gerne vil se forskellige oversættelser af Koranen, kan gå ind på hjemmesiden quranbrowser.com og indtaste referencerne.

[6] En muslimsk lærd siger, at "islam" [af Ellen Wulff i dette vers gengivet som "overgivelsen til Allah", o.a.] betyder både "overgivelse" og "forsoning" og kommer "fra ordet salam, [s-l-m] 'fred' eller 'frelse'" (Cyril Glassé, The New Encyclopedia of Islam, rev. ed., (New York: Rowman and Littlefield, 1991), 332). Men følgende vestlige lærde siger, at det betyder "underkastelse" eller "overgivelse": Hughes, Dictionary, 220; H.A.R. Gibb and J. H. Kramer, Concise Encyclopedia of Islam, (Leiden: Brill, 1953), 176. Måden at bryde dødvandet på, er ved at tage ordene i deres sammenhæng i Koranen. Når roden s-l-m bruges i aktiv participium ("muslim") betyder det "den, der underkaster eller overgiver sig" (jf. Koranen 2:128, 132, 133, 136; 3:52, 64, 67, 80, 84, 102; 5:111; 12:101; 16:89, 102; 22:78; 33:35; 46:15). Og når s-l-m bruges som et verbalsubstantiv ("islam") betyder det "underkastelse" eller "overgivelse" (jf. Koranen 3:19, 85; 5:3; 6:125; 9:74; 39:22; 49:17; 61:7) (Hannah E. Kassis, A Concordance of the Quran, Los Angeles: UCP, 1983), 1077-81). Bundlinjen: "Islam", i den rette koraniske sammenhæng, betyder "underkastelse" eller "overgivelse".

[7] Den første og tredje indføjelse er Abdel Haleems; de andre er mine.

[8] Om at adlyde Allah og Muhammed, se f.eks. Koranen 8:1, 13, 20, 24, 46; 9:54, 62-63, 71, 84, 91; 47:33; 48:10, 17. Alle fire kapitler (8, 9, 47 og 48) blev givet i Medina og i sammenhæng med krigs- og magtpolitik.

[9] Ved at følge tidlige islamiske kilder har W. Montgomery Watt, en islamolog af højeste anseelse, optalt 74 ekspeditioner, hovedsagelig militære, i bogen Muhammed at Medina, (New York: Oxford UP, 1956), s. 2 og s. 339-43. Sidstnævnte sider består af en tabel, der sporer ekspeditionerne.

[10] Muhammad Ibn Ishaq, The Life of Muhammad, overs. A. Guillaume (Oxford UP, 1955), 550-51, herefter omtalt som Ibn Ishaq.

[11] Bukhari, Military Expeditions, 005.059.582.

[12] Bukhari, Holding Fast to the Quran and Sunnah, 009.092.447. Hadith-litteraturen er søgbar online på Center for Muslim-Jewish Engagement ved University of Southern California.

[13] Idem, Jihad, 004.052.191, med små mekaniske ændringer. Ordene i skarpe parenteser er mine. Kommentarerne i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[14] Ibid. De parentetiske kommentarer er originale.

[15] Bukhari, Commentary on the Quran 006.060.065. Forbuddet mod alkohol findes i Koranen 2:219. Abdulla Yusuf Ali (the Meaning of the Holy Quran, 11th ed., [Belleville, Maryland: Amana, 2004]) siger i sine noter, at 2:190-93 sandsynligvis blev åbenbaret i forbindelse med Hudaybiyya-traktaten, som blev indgået i 628 e.Kr. (note 205). Hvis det er tilfældet, så kan versene virkelig være en del af de sidste, der blev åbenbaret. Versene 216-17 er nær vers 219, som også taler om krig. Under alle omstændigheder kan der ikke herske tvivl om, at Muhammed reciterede jihad-versene i moskeen.

[16] Idem, Judgments, 009.089.280.

[17] Idem, Judgments, 009.089.295. En parallel hadith siger: "Fortalt af Um Salama: Allahs Apostel sagde: 'Jeg er kun et menneske, og I folk (modparter) kommer til mig med jeres sager; og det kan være, at en af jer kan præsentere sin sag veltalende på en mere overbevisende måde end den anden, og jeg fælder min dom efter det, jeg hører. Så hvis jeg dømmer (forkert) og giver en brors ret til hans anden (bror), så bør han (sidstnævnte) ikke tage imod den, for jeg giver ham kun et stykke Ild.'" (Judgments, 009.089.281).

[18] Idem, Judgments, 009.089.272. Denne hadith synes at antage, at der fungerede dommere i islam.

[19] Idem, Holding Fast to Quran and Sunnah, 009.092.450.

[20] Idem, Holding Fast to Quran and Sunnah, 009.092.383.

[21] Her er kilderne til de tre hadith-passager: Bukhari, Military Expeditions, 5.4428, med små mekaniske ændringer. Idem, Khumus, 004.053.394; ordene i kantede parenteser er tilføjet; den indbundne udgave af Bukhari har ikke denne passage eller jeg kunne ikke finde den. Og Bukhari, Gifts, 003.047.786; ordet i parentes er den engelske oversætters.

[22] "Kalif" (kh-l-f) betyder "efterfølger", "stedfortræder" eller "repræsentant." For den relevante brug af ordet i Koranen, se f. eks. 2:30; 6:156; 7:69, 74, 142, 169; 10:14, 73; 19:59; 27:62; 35:39; og 38:26, blandt andre. Som nævnt, hvis læsere vil se forskellige oversættelser af Koranen, kan de gå til hjemmesiden quranbrowser.com og skrive referencerne.

[23] Bukhari, Friday Prayer, 002.013.035 and 002.013.036, som fortæller, at Uthman øgede antallet af kald til fredagstjenester til tre. Se også Abu Jafar Muhammed b. Jarir Tabari (herefter Tabari), The Battle of al-Qadisiyyah and the Conquest of Syria and Palestine, vol. 12, trans. Yohannan Friedmann, (Albany: SUNYP, 1992), 194-95; idem, The Crisis of the Early Caliphate, vol. 15, trans. R. Stephen Humphreys, (Albany, SUNYP, 1990), 3-4; ); idem, The Community Divided, vol. 16, trans. Adrian Brockett (Albany: SUNYP, 1997), 82-83. Vi kan også referere til de øvrige bind i Tabari's History, der anvendes i denne artikel og hele serien: idem, the Conquest of Saudi Arabia, vol. 10, trans. Fred Donner, (Albany: SUNYP, 1993); idem, the Challenge to the Empires, vol. 11, trans. Khalid Yahya Blankinship, (Albany: SUNYP, 1993); idem, The Conquest of Iraq, Southwestern Persia, and Egypt, vol. 13, trans. H.A. Juynboll (Albany: SUNYP, 1989); idem, The Conquest of Iran, vol. 14, trans. G. Rex Smith, (Albany: SUNYP, 1994; idem, The First Civil War, vol. 17, trans. G. R. Hawting (Albany: SUNYP, 1996). Tabari skal bruges med forsigtighed, men han er stadig en glimrende kilde til tidlig islams historie. Som nævnt kan hadith-litteraturen søges online på Center for Muslim-Jewish Engagement ved University of Southern California.

[24] For eksempler på kaliffer, der ledede valfarter, se Tabari, 11.71-73; 12.172, 204; 13.7, 59, 150, 159, 161, 178; 14.15, 63; 15.11, 13, 24, 32, 38-40, 70, 93.

[25] Bukhari, Military Expeditions, 005.059.546 og 005.059.367; noter i kantede parenter er mine, mens noter i bløde parenteser er den engelske oversætters. Bukhari rapporterer, at Muhammed, nær sin død, sagde, at moskeens små døre skulle lukkes, undtagen Abu Bakrs dør, og således bandt den første kalif sammen med moskeen (Prayer, 001.008.456).

[26] Idem, Judgments, 009.089.326, med små mekaniske ændringer; noterne i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters.

[27] Tabari, 11.157-58, med små mekaniske justeringer. Tilføjelserne i kantede parenteser er den engelske oversætters.

[28] På Abu Bakrs dødsleje udpegede han Umar uden den store fanfare, og også Umar prædikede sit første budskab i moskeen i Medina, så snart han overtog magten (Tabari 11.157-59); vi behøver ikke at diskutere overgangen yderligere, for de tre andre kaliffer illustrerer pointen med moskeen og staten, der flyder sammen.

[29] Idem, Judgments, 009.089.314, med små mekaniske ændringer. Noterne i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er den engelske oversætters. Tabars lange beretning fortæller, at mødet og edsaflæggelsen til Uthman foregik i moskeen i Medina (14.143-64).

[30] Tabari 16.1-18. De parentetiske kommentarer er den engelske oversætters.

[31] Idem, 16.8.

[32] For eksempler på kaliffer, der konsulterer folket inden store beslutninger træffes, se Tabari, 12.204; 13.195-200.

[33] For eksempler på guvernører og administratorer udpeget af kalifferne, se idem, 11.142-44; 14.164-65; 15.255-56; 16.175-91; 17.229-30.

[34] Bukhari, Judgments, 009.089.251. Denne hadith henviser til tiden, hvor Muhammed levede, men kunne med rimelighed anvendes på de fire retledte kaliffer efter hans død.

[35] Bukhari, Dealing with Apostates, 009.084.059; jf 009.092.388. En apostat er en person, der forlader en religion. Teksten i kantede parenteser er den engelske oversætters; uddraget er blevet redigeret lidt, som f.eks. ændring af tegnsætning og ændring af parenteser til kantede parenteser. Min eneste kommentar i kantet parentes er efter "Allahs Apostel": "Muhammed."

[36] Idem, 14.127; næsten alle kommentarer i kantede parenteser er oversætterens; tre er mine: ”muslimer”, ”fra perserne i øst” og ”byzantinerne i vest”. Disse to sidstnævnte kommentarer kommer fra den engelske oversætters egne (noter 629 og 630). Den korte samling af Umars taler i Tabari nævner ikke udtrykkeligt, at de blev holdt i en moské. Men samlingen er kun et udpluk, og moskeen var det eneste offentlige forum, hvor folk kunne høre dem. Og Umar, som eksempel på de andre kaliffer, måtte samle folket til krig i offentligheden. Således gør hele sammenhængen det klart, at det foregik i moskeen og fra prædikestolen.

[37] Ordet i kantede parenteser blev tilføjet af mig.

[38] Tabari 10.57. Følgende ord i kantede parenteser er mine: "Abu Bakr", "Khalid", "islam" og "dvs. Allah". De andre ord i kantede parenteser er den engelske oversætters.

[39] Idem, 12,35-36. Ordene i første og tredje kantede parentes er tilføjet; den anden er den engelske oversætters.

[40] Idem, 14.115 siger, at Umar bar en pisk, hvilket indebærer, at det var regelmæssig praksis eller politik. Men G. Rex Smith, oversætteren af bind 14 af Tabaris historie, siger, at Umar nogle gange fortrød, at han slog folk, og kunne kompensere dem på en eller anden måde, selvom Smith ikke henviser til nogen kilde (xviii).

[41] Sunan Abu Dawud, Caliphs, vol. 3, no. 4639 (040.4639) (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammed Ashraf, 2004), med mindre mekaniske justeringer.

[42] Malik ibn Anas, Muwatta: the First Formulation of Islamic Law, rev. ed. trans. Aisha Abdurrahman Bewley, (Inverness, Scotland: Madina P, 1991), 36.1.2.

[43] Bukhari, Punishments, 008.082.817, med mindre mekaniske justeringer. Denne hadith blev fortalt af Ibn Abbas, der betragtes som en meget pålidelig overleverer.

[44] Idem, Commentary on the Quran, 006.060.143.

[45] Kalifferne udnævnte dommere, fx i Tabari 12.142-45; 13.59, 150, 159, 161, 178; 14.16; 14.165.

[46] Bukhari, Commentary on the Quran, 006.060.008.

[47] Idem, Witnesses, 003.048.809, med små mekaniske ændringer. Umar taler måske om en generel vurdering af karakter uden for domstolene, men domstolene kan ikke udelukkes.

[48] Tabari 14.121.

[49] Bukhari, Judgments, vol. 9, ch. 18, 7164-67. De parentetiske kommentarer er tilføjet af den engelske oversætter Muhammed Muhsin Khan. Den matchende online version mangler. Oversætteren tilføjer: "Den, der afsagde en dom i moskeen - og når den egentlige juridiske straf skulle omsættes i handling - beordrede den skyldige ført uden for moskeen, så straffen kunne udføres," med små mekaniske modifikationer.

[50] Se Tabari om Abu Bakers død: 11.129-32; én beretning siger, at Abu Bakr blev forgiftet af jøder, men dette var, hvad der blev fortalt om Muhammed, så denne fortælling opstod måske som en efterligning af den om budbringeren; Tabaris beretning om Umars død: 13.89-94; Uthmans: 15.181-23; Alis: 17.213-27.

[51] National Public Radio, “A Writer Argues for an 'Islam without Extremes'", NPR, July 25, 2011.

[52]About Us,” American Islamic Forum for Democracy, ingen dato.

[53] Muslims for Progressive Values, “Our Principles,” mpvusa.org.

[54] Ahmed Mansour, “Freedom of Speech in Islam,” med mindre mekaniske justeringer, ahl-alquran.com. Kommentarer i kantede parenteser er mine; dem i bløde parenteser er hans.

[55] Wikipedia, “Ahmed Subhy Mansour.”

[56] Douglas M. McLeod, “Support for the Caliphate and Radical Mobilization,” National Consortium for the Study of Terrorism and Response to Terrorism (START), January 2008.

[57] Andrew Bostom, “Egyptian MB [Muslim Brotherhood] Presidential Candidate: 'Indeed Islam is Religion and State,'" americanthinker.com, April 1, 2012; fremhævelse tilføjet af Bostom. Shater er imidlertid for nylig blevet diskvalificeret som kandidat; Rick Moran, “The Muslim Brotherhood’s 'Reserve' Presidential Candidate,” April 21, 2012, americanthinker.com. Tingene i Egypten er flydende, men Shaters syn på moské og stat viser stadig forvirring i den politiske filosofi derovre.

[58] Moshe Dann, “The Muslim Brotherhood: Global Islam’s Challenge to the West,”americanthinker.com, October 17, 2010. Om Det Muslimske Broderskabs ønske om at indføre sharia i Egypten, se Andrew Bostom, “MB Presidential Candidate Pledges to Implement Shariah in Egypt,” americanthinker.com, April 4, 2012.

[59] Muslim Students Association, “Shattering Ten Misconceptions about Islam,” (se Misconception 2), Mission Islam, (ingen dato).

[60] Salah al-Sawy: “Why Don’t We Rule by Shariah?, Question ID eller fatwa no. 77962, amjaonline.com, February 2, 2009; fremhævelse er original, og det samme gælder kommentarer i kantede og bløde parenteser undtagen den første, som er min.

[61] Caliphate Online, “What Is the Caliphate?” October 8, 2007, caliphate.eu.

[62] Denne serie om sharia-lov sætter ikke kristendom og islam i kontrast til hinanden. Men læsere kan være interesserede i dette. I så fald kan de læse serien The Sword in Early Christianity and Islam. De artikler, der handler om kristendom, viser, hvordan Jesus og hans disciple holdt kirken adskilt fra staten og staten fra kirken.




James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.




Artikler i serien


More Punishments:





Oversættelse: Bombadillo