Hvad er sharia?
Dens to hovedfundamenter: Koranen og hadith
Af James M. Arlandson, PhD
Oversættelse af: What Is Shariah?
Kilde: Jihad Watch, 24. juli 2012
Udgivet på myIslam.dk: 23. marts 2018


Hvis intet andet er nævnt, er alle Koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Denne serie artikler om islamisk sharia-lov er henvendt til dommere, advokater, lovgivere, byrådsmedlemmer, lærere, journalister, regeringsembedsmænd, tænketank-medlemmer, tv- og radioværter og alle andre, der sidder i samfundets "nøglepositioner"; de starter den nationale dialog og former samtalens strøm. De er planlæggere og beslutningstagere.

De har lyttet til sharia-lovens kritikere og tror, at de overdriver. De intellektuelle eliter vil måske endda mene, at kritikerne er "islamofober". Islam er en verdensreligion, så den fortjener trods alt respekt.

Alligevel kan eliterne også have en nagende tvivl: måske har kritikerne i det mindste delvist ret. Kan de tage helt fejl, hele tiden? Eliterne har hørt urovækkende rapporter fra den islamiske verden, og selv fra deres egen verden.

Sharia-lovens forsvarere posterer artikler online, der søger at dulme de intellektuelles hemmelige tvivl. Denne artikelserie citerer udførligt fra disse forsvarere. Apologeterne synes at have ét hovedmål i tankerne: At formidle budskabet om, at der ikke er noget galt med sharia.

Angående formålet med den nærværende artikel, så er det at definere begreberne og identificere de store retslærde.

Vi begynder med Koranen og hadith, de to hovedkilder til eller fundamenter for sharia, og går derefter videre til sharia-loven selv.

Indholdsfortegnelse:

KORANEN
HADITH
SHARIA
DEN "KLASSISKE" TID
KONKLUSION
NOTER





KORANEN

Islam udspringer af Muhammeds ord, eksempel og åbenbaringer - han, der var Allahs profet, sendebud eller apostel. De åbenbaringer, han fik fra sin guddom, blev først og fremmest reciteret fra prædikestolen i moskeen i Medina. Nogle af de tidligere åbenbaringer blev reciteret fra forskellige steder i Mekka, som f.eks. Kaba-helligdommen, hvor den sorte sten er anbragt, eller markedspladsen.

I 622 e.Kr. udvandrede han til Medina, fordi mekkanerne ville dræbe ham. Men åbenbaringerne stoppede ikke. Han reciterede dem forskellige steder som f.eks. på markedspladsen, på sine rejser og i selve moskeen.

De blev skrevet ind i Koranen flere årtier efter hans død. Da de kom direkte fra Allah, er Koranen hellig og inspireret. Den er bindende for alle muslimer, hvis de fortolker den korrekt.

Oxford Dictionary of Islam siger, at Koranen er:

"... Den islamiske åbenbarings bog eller skrift. Betegnelsen betyder 'recitation'. Koranen tros at være Guds ord, videregivet gennem profeten Muhammed. Koranen forkynder Guds eksistens og vilje og er for muslimer den ultimative kilde til religiøs viden. Koranen tjener som både et kildeskrift og en vejledning for det muslimske samfund, der overskrider tid og rum. Muslimer har dedikeret deres bedste hjerner og begavelser til fortolkningen og recitationen af Koranen, fordi Koranen er det kriterium, som alt andet skal dømmes efter. Alle tiltag - hvad enten de drejer sig om radikal reform eller moderat justering; hvad enten de kommer fra den islamiske verdens centrum eller periferi - har deres programmer baseret på Koranen og bruger den som støtte." [1]

Hvad der er så slående ved dette citat, er, at Koranen overskrider tid og sted. Den er tværkulturel og ahistorisk; det vil sige, at den gælder for ethvert samfund i dag og i fremtiden. Et andet vigtigt træk ved citatet er, at Koranen dømmer alle justeringer og reformer.

Koranen blev skrevet i en bestemt tid (det 7. århundrede) og et bestemt sted (Arabien, og især Hejaz eller Vest-Arabien). Troen på, at ethvert vers kan overføres til og anvendes på den moderne verden, betyder, at reform af islam er meget vanskelig. [2]

Koranen er religiøst set en meget konservativ bog, for at sige det mildt.


HADITH

Men ikke alt, hvad Muhammed gjorde eller sagde, kom med i den hellige bog. Dette gælder faktisk for hovedparten af, hvad han gjorde eller sagde. Men han havde nære ledsagere og andre, der huskede hans ord og gerninger.

Kort efter hans død elskede de at fortælle historier om ham. "Jeg husker, hvad Allahs sendebud sagde i denne situation." Eller "vi var med Allahs apostel, da vi kæmpede mod hedningerne i dette eller hine slag." "Profeten bestemte, at denne eller hine handling skulle straffes eller tilgives." Disse er de mundtlige traditioner, givet videre fra én generation til den næste.

Til sidst blev nogle samvittighedsfulde muslimske lærde klar over, at traditionerne måske var blevet forvrængede og havde udviklet sig til at blive upålidelige og usunde, eller måske aldrig havde været pålidelige og sunde i første omgang. De lærde sigtede dem ved at kræve, at de skulle have en fortæller-kæde af mennesker med den højeste integritet og ærlighed.

Modsagde traditionerne klare vers i Koranen? Så blev de afvist. Alligevel er der stadig i dag nogle passager, der modsiger udtalelser fra Koranen; lejlighedsvist ophæver hadith tilmed Koranen. Ét eksempel er hadithen om stening af ægteskabsbrydere, som overtrumfer det vers i Koranen, der kræver piskning. Ikke desto mindre blev de fleste hadither afvist, hvis de modsagde koranen.

Dernæst: var de forskellige passager pinlige? De var tvivlsomme - bare ærgerligt, eftersom de pinlige passager godt kunne være de mest pålidelige. For en from og troværdig muslim med autoritet ville aldrig tankeløst videregive en tradition, som han mente ville gøre hans profet forlegen; så videregiveren måtte tro, den var sand.

Under alle omstændigheder har samlere og redaktører skrevet dem ned i deres bøger, og denne samling af skrifter kaldes hadith [dette ord bruges både om den enkelte tradition og summen af traditioner, o.a.], der kort kan defineres som rapporter og fortællinger og overleveringer om Muhammeds gerninger og ord, der har hellighed og bindende kraft. Nogle gange fortæller de om ord og gerninger af hans nærmeste ledsagere, der har deres egen særlige autoritet.

Ud over denne korte definition af hadith, lad os finde en mere officiel udgave. Oxford Dictionary of Islam siger:

"Hadith: Beretning om Muhammeds og andre tidlige muslimers ord og gerninger; betragtes som en autoritativ åbenbaringskilde, i autoritet kun overgået af Koranen (undertiden omtalt som Profetens udtalelser). Hadith (flertal på arabisk: ahadith. Bruges om både den enkelte overlevering og summen af overleveringer - dvs. hele denne litterære genre) blev indsamlet, overleveret og lært mundtligt i to århundreder efter Muhammeds død og begyndte derefter at blive samlet i skriftlig form og kodificeret. De tjener som kilde til biografisk materiale om Muhammed, til kontekstualisering af koraniske åbenbaringer og til islamisk lov. En liste over autoritative overleverere indgår normalt i samlinger. Samlere var omhyggelige med at optage hadith præcist som modtaget fra anerkendte overleveringsspecialister (...). Videnskaben om hadith-kritik blev udviklet for at bestemme ægthed og sikre samlingen mod ændring eller forfalskning. Kæder af autoritet og overlevering blev verificeret så langt tilbage som muligt, ofte til Muhammed selv. Overleveringskæder (isnad) blev vurderet efter overleverernes antal og troværdighed og kædernes kontinuitet. Tekstens natur blev også undersøgt. Beretninger, der var ulogiske, overdrevne, fantastiske eller frastødende, eller som modsagde Koranen, blev betragtet som mistænkelige. Bevidsthed om fabrikation og falsk lære har længe eksisteret, men blev et stort spørgsmål i akademiske kredse i det 20. århundrede på grund af den tidlige afhængighed af mundtlig, snarere end af skriftlig overlevering. Traditionelt opfattes samlingen af autentiske hadith-beretninger som værende udtryk for Profeten Muhammeds sunna." [3]

I New Encyclopedia of Islam siger Cyril Glassé, en muslim, at hadith-traditionerne danner grundlaget for islamisk lov, og at der var behov for at skrive dem ned, så samfundet kunne henvise til dem:

"Hadith blev - af den universelt accepterede metode af ash-Shafii (se nedenfor) - tildelt rollen som basis for islamisk retslære. Det blev så uundgåeligt, efterhånden som islam udfoldede sig i historien, at behovet for den håndgribelige støtte, som hadith kunne give til den intellektuelle og kulturelle udvikling, fremkaldte den "manglende" eller "uudtalte" hadith, der nu var påkrævet. Hvor den standard, som en hadith blev vurderet efter i de første århundreder, var en upåklagelig isnad, så tilføjede de senere tiders voksende behov hos en ekspanderende islam de facto endnu én, den af sandsynlighed, set imed et udviklet og sofistikeret religiøst samfunds øjne." [4]

Så siger Glassé, at der blev gjort stor umage af pålidelige hadith-redaktører og -samlere for at få bragt orden i traditionerne.

"Bukharis og Muslims samlinger blev omhyggeligt udarbejdet i islams første to og et halvt århundrede. Deres ægthed blev sikret ved det kriterium, som folk på den tid fandt mest gyldigt, nemlig kravet om en autoritativ isnad eller overleveringskæde. Metoden var baseret på den antagelse, at det var utænkeligt for gudfrygtige mænd at lyve om forhold, de holdt hellige; hvert menneskeligt led i kæden stod inde for de andre. Hvis der i isnad-kæden var personer, hvis integritet kunne betvivles af en eller anden grund, uanset hvor lille, blev hadith'ens ægthed svækket i samme grad. Biografiske undersøgelser tjente også til at fastslå overleveringernes rigtighed. Naturligvis havde fabrikerede hadith'er også fabrikerede isnad'er, men kritik af hadith'ens indhold [dens matn] ville svare til en dogmatisk diskussion af islam selv - analysediskussioner rettede sig derfor mod isnad, men ofte som en eufemisme for en diskussion af indholdet." [5]

Som nævnt betragtes Bukhari [6] (d. 870) og Muslim [7] (d. 875) som de mest pålidelige, med Bukhari som den mest vægtige. Vi bruger også lejlighedsvist Abu Dawud [8] (d. 875), en anden autentisk samler og redaktør. [9]


SHARIA

Sharia, undertiden stavet shariah eller endda shareeah, er islamisk lov afledt af Koranen og hadith. [10] Med disse to kilder er det ikke underligt, at mange muslimske jurister, faktisk den gennemsnitlige muslim, tror, at sharia er guddommelig.

Og hvis den er guddommelig, bør den være fundamentet for islamiske lande og overalt, hvor islam bliver dominerende. Den skal indføres gradvist, hvis et land er ikke-islamisk og forfatningsmæssigt, hvis det er. Men før vi bevæger os for langt i retning af sharia-lovens formål, er vi nødt til at definere den formelt.

Vi begynder med ordet "sharia" i Koranen. Sharias rod på tre bogstaver er sh-r-' og dets verbalform kan blandt andet betyde "at forordne, at pålægge, at vedtage (en lov)" (se Koranen 42:13, 21). [11] I dets to substantivformer (sharia og shirah) kan det betyde "en åben vej, en klar vej, en rigtig vej (...) en guddommelig lov, en adgang" (se Koranen 5:48; 45:18). [12]

Når vi går videre til andre kilder, finder vi, at Concise Encyclopedia of Islam definerer sharia som "vejen til vandingsstedet, den klare vej, der skal følges, som et teknisk begreb, islams kanoniske ret". [13]

Dictionary of the Holy Quran tilføjer, at verbal- og substantivformerne betyder at ”etablere en lov, udpege en religion (...) lov eller institution, foreskrevet af Gud; rette vej eller handlemåde (...) system af guddommelig lov; måde at tro og praktisere på." [14]

Disse definitioner indebærer, at sharia er en hel livsform.

Oxford Dictionary of Islam går nærmere ind på sharias bogstavelige definitioner:

"To udtryk bruges i forbindelse med lov i islam: sharia og fiqh. Sharia henviser til Guds guddommelige lov som indeholdt i Koranen og Muhammeds ord og gerninger (sunna, som beskrevet i hadith). Fiqh [jurisprudens, retsvidenskab, o.a.] henviser til de videnskabelige bestræbelser af jurister (fuqaha) på at udarbejde sharia-lovens detaljer gennem undersøgelse og debat. Muslimer opfatter sharia som en uforanderlig åbenbaring, mens fiqh, som en menneskelig bestræbelse, er åben for debat, omfortolkning og forandring." [15]

Det næste er, at islamisk lov kommer fra Allah, men optræder i historiske sammenhænge. Men på trods af menneskets samspil med islamisk lov i historien er den guddommelig og absolut. Concise Encyclopedia of Islam siger:

"Allahs lov skal ikke gennemtrænges af intelligensen (...) dvs. at mennesket må acceptere den uden kritik - med dens tilsyneladende uoverensstemmelser og dens uforståelige dekreter - som visdom, det ikke er muligt at udgrunde. Man skal ikke lede i den efter årsager i vores forstand eller efter principper; den er baseret på Allahs vilje, som ikke er bundet af nogen principper, hvorfor omgåelser betragtes som en tilladt brug af midler, der er stillet til ens rådighed af Allah selv. Den muslimske lov - opstået i tidens løb ved et samspil af mange faktorer, som næppe helt kan erkendes - er altid af dens tilhængere blevet betragtet som noget ophøjet, som højt hævet over menneskelig visdom, og faktisk som noget, den menneskelige logik eller systematik kun har ringe andel i." [16]

Imidlertid kan islamisk lov, selv om den har guddommelig oprindelse, udforskes for at finde den mest passende bestemmelse og fortolkning. Men islamiske lærde må ikke lægge for megen vægt på teori. I stedet, som vi lige har set i Dictionary of the Holy Quran, omfatter sharia alle områder af liv og samfund, herunder tolererede trosretninger, hvis de ikke er "skadelige for islam".

I dette lys fortsætter Concise Encyclopedia of Islam:

"En beskeden undersøgelse af betydningen af de guddommelige love, for så vidt Allah selv har angivet undersøgelsesvejen, er dog ikke forbudt. Der er derfor hyppig henvisning til den dybere mening og egnethed (...) af en lov. Men man må altid vogte sig mod at lægge for megen vægt på sådanne teoretiske overvejelser. Af denne grund er [sharia] ikke "lov" i den moderne betydning af ordet, ikke mere end den er på grund af dens emne. Den omfatter uden begrænsning, som en ufejlbarlig doktrin om pligter, hele det religiøse, politiske, sociale, hjemlige og private liv af dem, der bekender sig til islam, og aktiviteterne af de tolererede medlemmer af andre trosretninger, for så vidt de ikke er skadelige for islam." [17]

På trods af sharias guddommelige oprindelse og dens intention om at opsluge alle aspekter af liv og samfund, er der alligevel plads til lidt spræl, så at sige.

Som nævnt er fiqh videnskaben om anvendelse og tolkning af sharia, udført af kvalificerede dommere og retslærde. I løbet af de første to århundreder efter Muhammeds død i 632 e.Kr. opstod fire store sunni-muslimske fiqh-skoler [retsskoler] ledet af disse lærde: Malik (d. 795), Abu Hanifa (767), Shafii (d. 820) og Ibn Hanbal (d. 855). De havde så igen elever, der føjede deres egne meninger til deres læreres, selv mange generationer efter at de stiftende jurister levede. Med andre ord er fiqh åben for fortolkning, og den er ikke nødvendigvis bindende uden for en domstol.

I denne artikelserie vil vi fremhæve nogle få forskelligheder skolerne imellem, men primært vil vi fokusere på den bemærkelsesværdige enighed om, hvordan man virkeliggør guddommelig islamisk lov. Det er denne konsensus om forskellige bestemmelser, som f.eks. død eller fængsling af apostater, der indebærer, at vi ikke bør føre ideen om "sprællepladsen" for vidt. Når en sharia-dommer afsiger kendelser i sin retssal, er dekreterne bindende.


DEN "KLASSISKE" TID

En hurtig bemærkning, inden vi for alvor tager fat på serien: Betegnelsen "klassisk" bruges i artiklerne. Vi behøver ikke nogen kompliceret definition.

For vort formål begynder den med døden af Ali (den fjerde kalif og Muhammeds fætter og svigersøn) i 661 e.Kr. og fortsætter til ind i det 14. århundrede, hvor lovbøger og kommentarer stadig blomstrede. Særligt bemærkelsesværdige er det 8. århundrede, hvor Muhammeds tidligste biografi blev skrevet af Ibn Ishaq (d. 767), og det 9. århundrede, hvor de mundtlige overleveringer blev samlet, redigeret og skrevet ned i forskellige bind, der nu samlet kaldes hadith.

Tiden før Alis død bliver i denne serie omtalt som "oprindelig islam".


KONKLUSION

Sharia er guddommelig islamisk lov, der har sine rødder i Koranen og overleveringerne om Muhammed (hadith). Eftersom Allah inspirerede Koranen, og Muhammed levede det fuldkomne liv i overensstemmelse med Koranen, antages sharia at have guddommelig oprindelse.

Men fortolkningen af sharia er ikke guddommelig og kan ændres og genfortolkes.

Måske er det her, vi kan have et håb om, at islam kan udvikle sig og komme til at passe ind i den moderne tidsalder. Men det vil være meget vanskeligt at genfortolke sharia-love, som direkte er baseret på klare koraniske love. Så vi bør ikke være naive eller overoptimistiske mht. reform af islam; det vil bestemt ikke ske natten over, og måske ikke engang i vores levetid.


NOTER

[1] The Oxford Dictionary of Islam, red. Jonathan Esposito (New York: Oxford UP, 2003), 256.

[2] Serien forklarer ikke Bibelen og hvordan man fortolker den korrekt; det vigtigste er her det indbyrdes forhold mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, og mellem lov og nåde. Men måske er læsere interesseret i det. I så fald kan de klikke på mine to studier: How Christ Fulfills the Old Testament og How Christians Benefit from the Old Testament. Kristendommen fører ikke hvert vers i Det Gamle Testamente frem til verden af i dag. Kristne lader sig her lede af hermeneutiske (fortolkende) principper.

[3] The Oxford Dictionary of Islam, 101-02.

[4] Cyril Glassé, The New Encyclopedia of Islam, rev. udg., (New York: Rowman and Littlefield, 1991), 161.

[5] Ibid. 160.

[6] Bukhari, dvs. Sahih Bukhari, 9 bind, oversat af Muhammad Muhsin Khan (Riyadh: Darussalam, 1997). Denne udgave - citeret som Bukhari - bliver brugt gennem hele denne artikelserie. Vi vil referere til den med bogtitel, bind i 9-bindsudgaven og hadith-nummer i den nævnte rækkefølge. Så for eksempel "Marriage, 7.5204" betyder Book on Marriage, bind 7, hadith nr. 5204. Hadith er søgbare online på Center for Muslim-Jewish Engagement, ved University of Southern California.

[7] Muslim, dvs. Sahih Muslim, 4 bind, oversat og redigeret af Abdul Hamid Siddiqi (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammad Ashraf, 1992). Den vil i hele denne artikelserie blive citeret som Muslim, og derefter gælder det samme standardreferencesystem [som beskrevet i note 6]: Bogtitel, bind i 4-bindsudgaven og hadith-nummer i den nævnte rækkefølge.

[8] Abu Dawud, dvs. Sunan Abu Dawud, 3 bind, oversat af Ahmed Hasan (Lahore, Pakistan: Sh. Muhammad Ashraf, 1984, 2004), er gennem hele denne serie nævnt som Abu Dawud, og det samme standardreferencesystem [som beskrevet i note 6] gælder: Bog- eller afsnitstitel, bind i 3-bindsudgaven og hadith-nummer i den nævnte rækkefølge.

[9] Der er seks hadith-samlere: De tre nævnt i denne artikel samt Abu Isa Muhammed at-Tirmidhi (kendt som Tirmidhi) (d. 892 eller 915); an Nasai (d. 915); og Ibn Maja (d. 886) (Cyril Glassé, The New Encyclopedia of Islam, rev. udg., [New York: Rowman and Littlefield, 1991], 159).

[10] En behandling af de to andre kilder, konsensus og analogi-slutning fører os for langt væk og ind i komplikationer, der er unødvendige for vort formål; men nogle gange vil vi gøre opmærksom på de muslimske retslærdes konsensus.

[11] Hannah E. Kassis, A Concordance of the Quran, Los Angeles: UCP, 1983), 1142.

[12] Ibid.

[13] H.A.R. Gibb and J. H. Kramer, Concise Encyclopedia of Islam, (Leiden: Brill, 1953), 524.

[14] Abdul Mannan Omar, Dictionary of the Holy Quran (Hockessin: Noor Foundation, 2003), 287, med nogle få mekaniske tilpasninger, som f.eks. små bogstaver i stedet for store bogstaver eller tegnsætning.

[15] Oxford Dictionary, 148.

[16] Gibb and Kramer, Concise Encyclopedia, 525.

[17] Ibid.




James M. Arlandson, Ph.D., har skrevet bogen:
Women, Class, and Society in Early Christianity.
Han har også skrevet artikelserien i 17 dele:
Islamic Sharia Law: Its Origins, Development, and Application Today
og serien i 12 dele:
The Sword in Early Christianity and Islam,
tillige med talrige andre artikler.




Artikler i serien


More Punishments:





Oversættelse: Bombadillo