Islam og jødedom
Af Hajj Amin al-Husseini
Oversættelse af: Islam and Judaism
Kilde: The Middle East Forum, Middle East Quarterly, Sommer 2015
Udgivet på myIslam.dk: 27. oktober 2015

"Den følgende tekst er baseret på en oversættelse til engelsk af den originale pamflet: Veliki Muftija Jeruzalemski Hadži Emin el-Huseini, Islam I Židovstvo (Zagreb: Hrvatski tiskarski zavod, 1943). Jeg vil gerne takke medarbejderne på National- og Universitetsbiblioteket i Zagreb for at have opsporet hæftet. Koranvers og hadither er oversat til engelsk som de optræder i den originale tekst." - Boris Havel, engelsk oversætter og annotator.

Teksten indgik oprindeligt i Boris Havel: Hajj Amin Husseinis antisemitiske arv, som også indeholder en vurdering af pamfletten

Den danske oversættelse af koranversene er forsøgt lagt tættest muligt op ad Ellen Wulffs danske oversættelse af Koranen (Forlaget Vandkunsten, 2006).


Mange bøger om Waffen-SS divisionen i Bosnien viser fotografier af dens soldater, der læser i et hæfte med titlen Islam und Judentum – uden tvivl den tyske version af muftiens kroatiske eller bosniske pamflet Islam i židovstvo (Islam og jødedom). Hæftet, som er oversat i det følgende, giver en utilsløret illustration af, hvor langt muftien var parat til at gå for at dæmonisere jøder og jødedommen og blev klart produceret med propaganda- og ophidselsesformål.




For os muslimer er det uværdigt at ytre ordene islam og jødedom i samme åndedrag, eftersom islam er højt hævet over sin perfide modstander. Derfor vil det være forkert at lave en sammenligning af disse to generelt forskellige kontrapunkter.

Desværre er det ikke tilstrækkeligt kendt, at fjendskabet mellem islam og jødedommen ikke er af nyere dato. Det går langt tilbage i historien, helt tilbage til Profeten Muhammeds tid. Denne korte historiske oversigt vil vise jødefolkets betydning og perfiditet og dets fjendskab mod islams grundlægger, Profeten Muhammed.

Jøder er kun kendt i historien som et underkuet folk. Deres vulgære [1] natur og utålelige holdning til de nationer, der viste dem gæstfrihed, og mod deres nabolande, er grunden til, at disse samme nationer måtte ty til [visse] foranstaltninger for at undertrykke en jødes bestræbelser på at få sin [2] vilje med magt.

Oldtidens historie viser os, at faraoerne allerede var tvunget til at bruge alle midler mod jødisk åger og jødisk umoral. De gamle egyptere fordrev til sidst jøderne fra deres land. Anført af Moses, nåede jøderne derefter til Sinai-ørkenen.

Den arabiske teolog Muhammad ibn Jarir al-Tabari [839-923 e.Kr.] fortæller, at jøderne tilmed ønskede at dræbe deres leder og frelser Moses, da han kom tilbage fra Sinai Bjerg. På grund af dette straffede Allah dem, og de måtte vandre omkring i ørkenen i fyrre år. Det burde have bragt dem til fornuft, og den nye generation burde have været renset for deres fædres lave agtelse.

Derefter spredtes jøderne som græshopper over hele Den Arabiske Halvø. De kom til Mekka, til Medina, til Irak og til Palæstina, som er landet med mælk og honning. Gruppen af jøder, der kom til Syrien og Palæstina, var nu under romersk herredømme. Men romerne opdagede snart faren, der truede landet fra jøderne, og så indførte de skrappe foranstaltninger imod dem. Derudover udbrød en alvorlig, smitsom pest, som efter almindelig opfattelse var bragt ind i landet af jøderne. Da selv lægerne erklærede, at jøderne faktisk var kilden til infektionen - og deres opfattelse var naturligvis korrekt - opstod der blandt folket et så stort oprør mod jøderne, at mange jøder blev dræbt. Desuden er denne begivenhed grunden til, at jøderne er blevet kaldt "mikrober" i Arabien til den dag i dag.

Araberne har en særlig forståelse for indførelsen af effektive foranstaltninger mod jøderne i Tyskland og for deres udvisning af landet. Efter Verdenskrigen [den første], gjorde England og Amerika det muligt for jøderne at bosætte sig i Palæstina og etablere en jødisk stat dér. Jødiske ekskrementer fra alle lande samles dér, hvor de skurkagtigt stræbte efter at tage jord fra arabere. Og ja, det lykkedes dem at købe jord fra de fattigste af de fattige og fra skrupelløse godsejere. Ved at gøre dette, tog de fattige enkers brød og stjal mad fra børn for at opfede sig selv. [3] Da araberne gik imod den jødiske bosættelse, veg jøderne ikke tilbage for blodige mord. Så de berøvede mange familier deres levebrød og kastede familierne ud i elendighed og sorg. (Allah vil straffe dem for disse skændige gerninger).

Den jødiske kamp mod arabere er ikke noget nyt for os, bortset fra at som tiden gik, blev slagmarkens placering ændret. Jøder hader Muhammed og islam, og de hader enhver mand, der ønsker at fremme sit folks velstand og bekæmpe jødisk besiddetrang og jødisk korruption.

Kampen mellem jøderne og islam begyndte, da Muhammed flygtede fra Mekka til Medina, hvor han skabte grundlaget for udviklingen af islam. På det tidspunkt var jøderne købmænd - allerede gennemsyret af svig - og de forstod, at Muhammeds indflydelse, både på det åndelige og forretningsmæssige område, kunne udvikle sig til en fare for dem. De blev således besat af et dybt had til islam, et had, der intensiveredes efterhånden som islam voksede sig mere fast og stærk. Jøderne brød den aftale, de havde indgået med Muhammed i Khaybar, som vi skal tale om senere. Desuden voksede deres raseri umådeligt, da Koranen åbenbarede deres sjæls dybeste tilbøjeligheder, deres hjerteløshed og samvittighedsløshed, hvilket deres forfædre havde været almindeligt kendt for. På det tidspunkt var de jødiske metoder allerede de samme, som de er i dag. Deres våben har været, som altid, bagvaskelse og skænderi, og så forsøgte de at ydmyge Muhammed i hans tilhængeres øjne. De hævdede, at han var en bedrager, en troldmand og en løgner. Da dette ikke lykkedes for dem, forsøgte de at underminere Muhammeds ære ved at sprede et rygte om, at hans kone Aisha havde begået ægteskabsbrud. Formålet med at sprede et sådant rygte var at så tvivl i hjerterne af Muhammeds tilhængere.

Da det mislykkedes, forsøgte de at sætte Muhammeds lære i et dårligt lys. Med dette for øje, konverterede flere jøder til islam; kun et par dage senere, vendte de tilbage til den jødiske tro. Da de blev spurgt, hvorfor de ændrede deres mening så pludseligt, svarede de, at de havde været meget villige til at finde sig til rette i islam, men fandt, at det hele ikke var andet end løgn. Følgende Koran-vers hentyder til dette:

Mange af Skriftens folk ville gerne, efter at I er blevet troende, få jer til at blive vantro igen, af misundelse på egne vegne, da nu sandheden er blevet tydelig for dem. [4]

Da jøderne forstod, at de ikke kunne nå deres mål ved at anvende de sædvanlige midler, begyndte de at stille Muhammed forskellige meningsløse og uløselige spørgsmål. De ønskede således at overbevise andre om, at Muhammed var fattig i viden og visdom. Men denne metode opnåede ingen succes. Da de på den måde blev overbevist om, at islam var dybt forankret i muslimernes hjerter, begyndte de med forsøgene på at tilintetgøre muslimerne. For at nå dette mål, betalte de nogle ikke-muslimske stammer til at bekæmpe Muhammed. Men den almægtige Allah ønskede det anderledes. Med jernnæve besejrede Muhammed de oprørske stammer og erobrede deres by. Jøderne kunne ikke bære et sådant nederlag, og så besluttede de at tilintetgøre Muhammed på enhver måde. De hyrede mænd til at myrde ham.

Medina-jøderne levede i Banu Nadir-distriktet. Da Muhammed kom til Medina, indgik han en kontrakt med dem. En dag tog han ud til denne bydel, ledsaget af kun ti følgesvende, for at tale med jøderne og forsøge at konvertere dem til islam. Muhammed forklarede islams principper for jøderne, og de virkede meget interesserede og fordomsfri. Men som Muhammed talte på en venlig måde med nogle af jøderne, forberedte en anden gruppe et forsøg på at tage hans liv. De overtalte en mand til at smide en stenblok ned på Muhammeds hoved. Muhammed ville med sikkerhed være blevet dræbt, hvis det ikke var for Allah, som advarede ham. En indre stemme rådede ham til at forlade stedet, og så kunne de forræderiske jøder ikke gennemføre deres plan. Derfor sendte Muhammed en følgesvend til jøderne for at levere sit budskab om, at de skulle forlade byen inden ti dage. De havde overtrådt den kontrakt, de havde indgået med ham, ved at forsøge at tage hans liv. Enhver jøde fundet i byen efter de ti dage ville blive straffet med døden.

Alligevel overtalte nogle af de jøder, der udadtil accepterede islam, men i deres inderste forblev jødiske, andre jøder til ikke at forlade byen. Da de ti dage var gået, blev Muhammed tvunget til at fordrive jøderne fra byen ved våbenmagt. En del af jøderne flygtede til Khaybar og en del til Syrien.

De jøder, der flygtede til Khaybar, ville imidlertid ikke indrømme nederlaget og besluttede at hævne sig på Muhammed. Til det formål, henvendte de sig til andre Khaybar-jøder og jøderne i Taima og Wadi Qura. Sammen lavede de en konspiration: Med store pengesummer fik de overtalt ikke-muslimske arabiske stammer til at angribe Medina. Da Muhammed fik nys om deres plan, satte han hurtigt sine mænd under våben og drog ud mod konspiratorernes base i Khaybar. Muhammeds følgesvende erobrede Khaybar og fordrev de fleste af jøderne fra stedet. Med de resterende jøder indgik Muhammed en kontrakt, hvorved freden blev sikret.

Først efter dette ødelæggende nederlag [for jøderne] kunne et islamisk imperium fredeligt udvikle sig. Men i betragtning af den jødiske betydning, var det ikke underligt, at jøderne, på trods af de indgåede aftaler, ikke opgav deres planer og fortsatte med at forsøge at ødelægge Muhammed med alle midler. De inviterede ham til en fest, og han tog imod invitationen uden at mistænke noget ondt. Foran ham blev serveret et stykke ristet lam tilberedt af jødinden Zainab, hustru til Sallam ibn Mishkam. [5] [Emnet for] samtalen omkring bordet var kontrakten og det fredelige liv i gensidig forståelse, som de nu havde sammen. Muhammed havde ikke den mindste mistanke om forræderi. Profeten og hans trofaste følgesvend, Bashr ibn Bara, tog hver et stykke lammekød. Muhammed slugte dog ikke sin bid, fordi dens smag gjorde ham mistænkelig.

"Knoglen fortæller mig, at lammet er blevet forgiftet," sagde han og tilkaldte jødinden Zainab for at spørge, om kødet var blevet forgiftet. Hun svarede: "Du ved, at jeg er højt værdsat af jøderne og jeg indrømmer, at jeg har forgiftet lammet. Jeg gjorde det, fordi jeg tænkte, at hvis du var en konge, ville jeg kun dræbe en konge, men hvis du virkelig var en profet, ville du vide, at kødet var blevet forgiftet."

Muhammeds følgesvend bukkede hurtigt under for giftvirkningen, mens Muhammed, til trods for at han spyttede den giftige bid ud, senere led under forskellige helbredsforstyrrelser, og virkningen af giften var altid synlig. Nogle historikere mener endda, at Muhammeds død var en følge af denne forgiftning. I denne sag henviser de til en hadith af Abu Huraira, ifølge hvilken Profeten kort før sin død sagde: "Virkningen af Khaybar-festen vil vise sig i mig, indtil jeg dør!" [6]

Vi muslimer skal altid huske på Khaybar-festen. Hvis jøderne forrådte Muhammed på denne måde, hvorfor skulle de så ikke forræderisk forfølge os i dag med det formål at ødelægge os?!

Nu var jøderne overbevist om, at Muhammed var immun over for deres angreb. Derfor besluttede de at så splid blandt de arabiske stammer for at bryde islams magt. Da Muhammed kom tilbage til Medina, lykkedes det ham at forsone de arabiske stammer Kawsha og Karasha, [7] som uophørligt havde bekæmpet hinanden i 120 år. Dermed styrkede han islams position væsentligt. Medlemmerne af disse to [tidligere] fjendtlige stammer blev brødre i islam, og fred faldt over byen. På den måde forsøgte jøderne at underminere det islamiske imperium.

En hævngerrig gammel mand ved navn Shas ibn Qais kom en dag gående med sine venner og kom forbi et møde af de forsonede stammer afholdt på byens torv. Han kunne ikke holde ud at se, hvordan [medlemmerne af] de to stammer, der tidligere lå i krig med hinanden, nu talte pænt sammen, og udtænkte så en djævelsk plan. Han sendte en af sine venner, som var ferm til krigspoesi, til deres møde, og overtalte ham til at recitere nogle gamle digte, der var fulde af had. Denne jøde, en fremragende taler, ankom så til forsamlingen og begyndte at recitere gamle krigsdigte fra begge stammer. Ved at gøre dette, lykkedes det ham i hver stamme at finde en mand, i hvem gammelt had blussede op. Disse to mænd begyndte at kæmpe mod hinanden og opfordrede derefter deres stamme-fæller til at gribe til våben. En enorm tragedie ville have fulgt, hvis det ikke var for Muhammed, der hørte om kampen mellem brødrene og skyndte sig til kamppladsen.

"Åh min Allah, er de gamle tider vendt tilbage, selv mens jeg stadig er iblandt jer!" råbte han. "Da jeg gav jer islam som religion, blev den gamle brodermorderiske strid begravet, og I blev brødre i jeres hjerter. Ønsker I atter at glide ind i vantro?"

Begge stammer forstod, at urolighederne iblandt dem var blevet sået af jøderne alene. De smed deres våben og bad Allah om tilgivelse, og så omfavnede de hinanden og indgik en ny broderlig alliance. Angående jøden Shas ibn Qais siges det i Koranen:

I Skriftens folk! [8] Hvorfor lægger I hindringer på vejen til Allah for dem, der tror, i et ønske om at gøre den skæv, når I dog er vidner? Allah overser intet af, hvad I gør. [9]

Angående stammerne Kawsha og Karasha siger Koranen:

I, der tror! Vil I lytte til dem, der har fået Skriften, så de igen kan gøre jer vantro, efter at I har været troende. Hvordan kan I være vantro, når Allahs tegn blev læst op for jer, og når Hans udsending er iblandt jer? Den, der holder fast ved Allah, vil blive ledt til en lige vej. [10]

Til trods for deres forsøg, lykkedes det aldrig jøderne at så splittelse blandt Muhammeds tilhængere og trække dem tilbage i vantro. Men selv efter at alle disse begivenheder burde have lært dem det nytteløse i deres bestræbelser, fortsatte de vedholdende med at udføre deres djævelske planer. Engang forsøgte de ved svig endda at bringe Muhammed selv til fald.

Der var et skænderi mellem to jødiske stammer, og den side, der havde uret, holdt et møde og sendte sine ledere til Muhammed. Disse jødiske ledere sagde til Muhammed: "Du ved, at vi er indflydelsesrige folk. Hvis du støtter os i vores tvist med vore modstandere, vil vi sætte al vores indflydelse ind på at få alle jøder til at konvertere til islam." Muhammed afviste dem selvfølgelig. Der er et vers i Koranen om denne begivenhed:

Vær omhyggelig med at træffe beslutninger i overensstemmelse med, hvad Allah har åbenbaret, og ikke at overveje deres ønsker. Vær på vagt over for dem, så de ikke engang delvist kan fjerne dig fra, hvad Allah har åbenbaret dig. Hvis de gør oprør, så ved, at Allah helt sikkert vil straffe dem for en del af deres synder. Der er bestemt mange mænd, der gør skade. [11]

Et andet eksempel på jødisk undergravende virksomhed, blev beskrevet af Ibn Abbas. På det tidspunkt, da Muhammed tog fra Mekka til Medina, blev bønnen rettet mod Jerusalem. Men det varede kun i 17 måneder. Så modtog Muhammed Allahs åbenbaring om, at bønnen skulle rettes mod Mekka, og lige siden er bønner blevet fremsagt med ansigtet vendt mod Mekka. Koranen siger om dette:

Vi ser jo dit ansigt vende sig mod himlen, fra den ene side til den anden. Nu vil Vi lade dig vende dig i en bederetning, som du finder behag i: Vend dit ansigt mod det fredhellige bedehus! Vend jeres ansigt mod det, hvor I end befinder jer! De, der har fået Skriften, ved, at det er sandheden fra jeres Herre. Allah overser intet af, hvad I gør. [12]

Da jøderne fik kendskab til dette koranvers, blev de vrede og bad Muhammed om at vende tilbage til den tidligere bederetning, som var Jerusalem. Hvis han ville gøre det, lovede de, ville alle jøder acceptere islam. Men Muhammed tillod ikke sig selv at blive ledt på afveje af et sådant forslag og at overtræde Allahs bud. Om dette finder vi følgende i Koranen:

Den bederetning, som du har benyttet i bønnen indtil nu, har Vi kun ændret for at få at vide, hvem der følger apostle, og hvem der vender om på hælen. Dette er svært for andre end dem, som Allah har retledt. Allah lader ikke jeres tro gå tabt, for Allah er fuld af godhed og har medlidenhed med menneskene. [13]

Her er et andet eksempel, der viser, hvordan jøderne ikke tøvede med at dolke Muhammed i ryggen på tidspunktet for hans yderste kval. Da Muhammed vandt Slaget ved Badr, sendte han en budbringer afsted på sin egen kamel, for den kamel var den hurtigste, for at overbringe nyheden om sin sejr til Medina. Men jøderne forsøgte at skabe forvirring i muslimernes rækker ved at sprede falske rygter om, at Muhammed var blevet dræbt i kampen. Som bevis pegede de på, at Muhammeds kamel kom tilbage til byen med en anden rytter.

Da selv den plan mislykkedes, vendte jøderne sig til Mekka for at opildne Muhammeds fjender imod ham. Desuden erklærede de sig rede til at støtte mekkanerne i deres kamp mod Muhammed med deres egen hær. Da hedningene i Mekka spurgte jøderne - eftersom jøderne havde modtaget Den Hellige Skrift selv før Muhammed - om Muhammeds religion var god, svarede jøderne: "I ved, at vi er lærde mænd. Tro os derfor når vi fortæller jer, at jeres religion er meget bedre." Følgende vers i Koranen handler om dette:

Har du ikke set dem, som har fået andel i Skriften? De tror på Djibt og afguderne [Taghut] og siger om dem, der er vantro: "De er mere på den rette vej end dem, der tror!" Dem har Allah forbandet. Til den, som Allah forbander, finder du ingen hjælper. [14]

Som vi ser, gik denne forbandelse i opfyldelse. Uden et hjemland, er jøderne spredt ud over hele verden, og ingen steder finder de sand hjælp og støtte. Et andet koranvers lyder:

Du finder, at det er jøderne og dem, der sætter andre ved Allahs side, der er mest fjendtligt stemt overfor dem, der tror; ... [15]

Den idé er blevet endnu bedre udtrykt af Muhammed: "Det vil aldrig være muligt for jer at se en muslim og en jøde sammen uden at der i [hjertet af] jøden er en hemmelig hensigt om at ødelægge muslimen." [16] Abu Huraira gav følgende hadith videre til os:

Dommedag vil ikke komme, før muslimerne helt tilintetgør jøderne, og hvert træ med en jøde skjult bag sig siger til muslimen: "Der er en jøde bag mig, dræb ham!" Kun gharqad-træet, som er en lille busk med mange torne, der vokser omkring Jerusalem, vil ikke gøre det, fordi det er et jødisk træ! [efter Sahih Muslim, bog 41, nr. 6985; Sahih Bukhari bind 4, bog 52, nr. 176/177]

Noter

[1] Ordet "prostačkoj" kan også oversættes som: obskøne, beskidte eller uanstændige.

[2] Dette ord blev skrevet i ental i den originale tekst og indfører den opfattelse, at den gennemsnitlige jøde var således; ved at henvise til "en jøde," henviser forfatteren til hele folket.

[3] Muftien undlader at bemærke, at fremtrædende medlemmer af hans egen familie, herunder hans far, var blandt de "skrupelløse godsejere", der solgte jord til jøderne. Se Efraim Karsh, Palestine Betrayed (New Haven: Yale University Press, 2010), siderne 15-19.

[4] Koranen 2:109.

[5] Ibn-Ishaq, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq's "Sirat Rasul Allah" by A. Guillaume (Karachi: Oxford University Press, 2004; repr., 1967), p. 516; Tabari, The History of al-Tabari [Ta'rikh al-Rusul Wa-l-Muluk] (New York: State University of New York Press, 1987-97), vol. VIII, pp. 123-4. - Omskrevet.

[6] Bukharis hadith-samling, 4.394. - Omskrevet.

[7] Forfatteren henviser formentlig til de arabiske stammer Aws og Kharzaj selvom translitterationen (Kauša i Karaša) knap nok ligner disse navne.

[8] Ordet "pismenjaci" henviser til "Skriftens Folk" (sljedbenici knjige in Čaušević-Pandža).

[9] Koranen 3:99.

[10] Koranen 3:100-101. - Lettere omskrevet.

[11] Koranen 5:41-5. - Ikke et direkte citat, men snarere en sammenskrivning af disse vers.

[12] Koranen 2:144.

[13] Koranen 2:143. - Lettere omskrevet.

[14] Koranen 4:51-52.

[15] Koranen 5:82.

[16] Der er intet koranvers med dette budskab. Muftien henviser måske til en ikke-kanonisk hadith eller en ukendt tradition.




Boris Havel har en MA i komparativ religion fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem og en ph.d. i internationale relationer og national sikkerhed fra Zagreb Universitet. Han er tidligere diplomat ved det kroatiske udenrigsministerium. Siden 2016 har han været ansat som adjunkt ved Institut for Statskundskab på Zagreb Universitet, Kroatien, hvor han underviser i religion og politik i Mellemøsten. Hans seneste bog er An Overview of the History of Israel: From Abraham to the Modern State (Izdanja Antibarbarus, 2015).




Oversættelse: Bombadillo