Løgn i islam
Af Abdullah Al Araby
Oversættelse af: Lying in Islam
Kilde: Islam Review
Udgivet på myIslam.dk: 28. februar 2015

Hvis intet andet er nævnt, er alle koran-citater i det følgende taget fra Ellen Wulffs danske oversættelse (Forlaget Vandkunsten, 2006), dog således, at "Gud" er erstattet med "Allah".

Som de fleste religioner forbyder islam i almindelighed løgn. Koranen siger: "... Allah retleder ikke den, der går for vidt og er løgnagtig." (Sura 40:28) I hadith er Muhammed også citeret for at sige: "Vær ærlig, fordi ærlighed fører til godhed, og godhed fører til Paradiset. Pas på falskhed, fordi den fører til umoral, og umoral fører til Helvede."

Men i modsætning til de fleste religioner, er der inden for islam visse bestemmelser, efter hvilke løgn ikke blot tolereres, men faktisk opmuntres. Bogen The Spirit of Islam af den muslimske lærde, Afif A. Tabbarah, blev skrevet for at fremme islam. På side 247 skriver Tabbarah: "At lyve er uden tvivl ikke altid dårligt og der er tidspunkter, hvor det at fortælle en løgn er mere gavnligt og bedre for den almindelige velfærd og til at skabe forsoning mellem mennesker, end at fortælle sandheden. Om dette siger Profeten: 'Det menneske er ikke en falsk person, der (ved hjælp af løgne) skaber forsoning mellem mennesker, understøtter godt eller siger, hvad der er godt.'"

Under udforskningen af denne forvirrende dobbelthed inden for islam, vil vi først undersøge nogle eksempler fra nyere og ældre islamisk historie. Disse eksempler viser, at løgn er en almindelig politik blandt islamiske gejstlige og statsmænd.

I juni 1967 blev Egypten besejret af Israel og mistede Sinai-halvøen under "Seksdageskrigen". Efterfølgende blev det Egyptens primære fokus at genvinde det tabte territorium. Præsident Nasser, og derefter præsident Sadat, antog mottoet: "Ingen stemme bør hæves over stemmen af Slaget." Soldaterne, der var blevet indkaldt i 1967, blev holdt i tjeneste og forblev i højeste alarmberedskab i forventning om, at "Slaget" hver dag kunne begynde. Men årene gik, og det egyptiske folk blev misfornøjet over det politiske svindelnummer og situationen med "ingen fred og ingen krig". I 1972 proklamerede Sadat endegyldigt, at dette ville blive året for det længe ventede slag. I løbet af året svor han: "Jeg sværger jer ved min ære, at dette år ikke vil gå, uden at vi lancerer Slaget". Folk troede ham, fordi han satte sit omdømme og sin ære på spil gennem en ed. Til alles forbløffelse gik året, uden at et eneste skud blev affyret. Som et resultat begyndte mange, i og uden for Egypten, at afskrive ham som "varm luft". Denne opfattelse blev bekræftet i det følgende år, 1973. Han kom ikke yderligere ind på sin ed om slaget. Mange af de værnepligtige blev sendt hjem og talrige officerer fik ferieorlov. Så uden varsel, i oktober 1973, lancerede han angrebet og starten på det, der blev kendt som Yom Kippur-krigen.

Som hærfører, måtte Sadat forventes at bruge overraskelseselementet som middel til at narre fjenden. Som hengiven muslim, var Sadat ikke det mindste bekymret over hans ikke-holdte ed. Han forstod, at islams historie og lære ville fritage ham fra åndeligt ansvar, hvis han brugte løgn som basis for en strategisk militærmanøvre.

Dette punkt er bevist ved mange eksempler fra Muhammeds liv. Selv løj han ofte og pålagde sine tilhængere at gøre det samme. Hans begrundelse var, at udsigten til succes i kampagner for at udvide islams indflydelse, tilsidesatte Allahs oprindelige forbud mod at lyve. Et godt eksempel på sanktioneret løgn, er beretningen om mordet på Kab Ibn al-Ashraf, et medlem af den jødiske stamme, Banu al-Nadir. Det var blevet rapporteret, at Kab havde vist støtte til qurayshitterne i deres kamp mod Muhammed. Dette blev forværret af en anden oplysning, der gjorde Muhammed rasende. Det hævdedes, at Kab havde reciteret kærlighedspoesi for muslimske kvinder. Muhammed bad om frivillige, der ville befri ham for Kab Ibn al-Ashraf. Som Muhammed udtrykte det, havde Kab "skadet Allah og Hans Apostel." Dengang var Kab Ibn al-Ashraf og hans stamme stærk, så det var ikke let for en fremmed at infiltrere og udføre opgaven. En muslimsk mand ved navn Ibn Maslama, meldte sig frivilligt til det morderiske projekt på betingelse af, at Muhammed ville tillade ham at lyve. Med Muhammeds samtykke, tog Ibn Maslama hen til Kab og fortalte ham fabrikerede historier, der afspejlede utilfredshed med Muhammed ledelse. Da han havde opnået Kabs tillid, lokkede han ham en nat væk fra hans hus og myrdede ham på et fjerntliggende område i ly af mørket.

Et lignende eksempel kan findes i fortællingen om mordet på Shaaban Ibn Khalid al-Hazly. Det rygtedes, at Shaaban var ved at samle en hær for at føre krig mod Muhammed. Muhammed svarede igen ved at befale Abdullah Ibn Anis at dræbe Shaaban. Den vordende morder bad om profetens tilladelse til at lyve. Muhammed indvilligede og befalede derefter morderen, at han skulle lyve ved at sige, at han var medlem af Khazaa-klanen. Da Shaaban så Abdullah komme, spurgte han ham: "Fra hvilken stamme er du?" Abdullah svarede: "Fra Khazaa." Og så tilføjede han: "Jeg har hørt, at du samler en hær til at bekæmpe Mohammed og jeg er kommet for at slutte mig til." Abdullah begyndte at gå med Shaaban og fortælle ham, hvordan Muhammed kom til dem med islams kætterske lære og klagede over, hvordan Muhammed rakkede ned på de arabiske patriarker og ødelagde araberens håb. De fortsatte i samtale indtil de kom til Shaabans telt. Shaabans ledsagere gik og Shaaban inviterede Abdullah til at komme indenfor og hvile. Abdullah sad dér indtil atmosfæren var rolig og han fornemmede, at alle sov. Abdullah skar Shaabans hoved af og bragte det til Muhammed som et trofæ. Da Muhammed fik øje på Abdullah, råbte han jublende: "Dit ansigt er blevet triumferende (Aflaha al-wajho)." Abdullah besvarede hilsenen ved at sige: "Det er dit ansigt, Allahs Apostel, der er blevet triumferende. (Aflaha wajhoka, ye rasoul Allah)."


Bestemmelser om løgn i islam

De fleste muslimer er bekendt med de principper i islam, der vil retfærdiggøre løgn i situationer, hvor de fornemmer behovet for at gøre det. Blandt disse er:

  • Krig er bedrag.
  • Nødvendighed retfærdiggør det forbudte.
  • Konfronteret med to onder, skal du vælge den mindste af de to.

Disse principper er afledt af passager i Koranen og hadith.

I Koranen siger Allah angiveligt:

Allah lader jer ikke bøde for uoverlagte ord i jeres eder; men Han lader jer bøde for det, hvortil I ved ederne forpligter jer. Boden for at bryde en ed er enten at bespise ti fattige med det, som I plejer at give jeres husfæller at spise, eller at give dem klæder eller at frigive en slave. Den, der ikke har råd, skal faste i tre dage. Dette er boden for jeres eder, når I har svoret. Hold jeres eder! Således gør Allah sine tegn tydelige for jer. Måske er I taknemmelige. (Koranen 5:89)
Allah vil ikke lade jer bøde for en fortalelse i jeres eder. Derimod vil han lade jer bøde for det, som I begår [intentionen] i jeres hjerte. Allah er tilgivende og langmodig. (Koranen 2:225)
Vrede fra Allah kommer over den, der ikke tror på Allah efter at have været troende. Dog ikke den, der bliver tvunget, og hvis hjerte finder fred i troen; Men over dem, der har åbnet deres hjerte for vantroen. De har en vældig straf i vente. (Koranen 16:106)

Den velkendte islamiske kommentator, al-Tabari, forklarede sura 16:106 som et vers, der var blevet åbenbaret for Muhammed, efter at han erfarede, at Ammar Ibn Yasir var blevet tvunget til at fornægte sin tro på Muhammed, da han var kidnappet af stammen Banu Moghera. Muhammed trøstede Ammar ved at fortælle ham: "Hvis de vendte, så vender du." (Betydning: Hvis de kommer tilbage efter dig, så gør det samme igen.)

Disse og lignende passager fra Koranen viser tydeligt, at muslimers utilsigtede løgne er tilgivelige, og at selv deres forsætlige løgne kan sones ved at udføre ekstra opgaver. Det er også klart, at muslimer, hvis tvunget til at gøre det, kan lyve mens de er under ed, og endda falskelig benægte troen på Allah, så længe de opretholder troen i deres hjerter.

I hadith fremhæver Muhammed den samme opfattelse:

Fra "Ehiaa Oloum al-Din," af den berømte islamiske lærde al-Ghazali, bd. 3: pp. 284-287:

En af Muhammeds døtre, Umm Kulthum, bevidnede, at hun aldrig havde hørt Allahs Apostel tolerere løgn, undtagen i disse tre situationer:
  • Til forsoning mellem mennesker.
  • I krig.
  • Blandt ægtefæller, for at opnå fred i familien.
En passage fra hadith citerer Muhammed for at sige: "Adams sønner står til regnskab for alle løgne undtagen dem, der sagt for at bringe forsoning mellem muslimer."
En anden lyder: "Aba Kahl, skab forsoning blandt mennesker." (Betydning: Selv via løgn)

Følgende citat viser bredden af de situationer, i hvilke profeten tillod løgn: "Adams sønner er ansvarlige for alle løgne med disse undtagelser: Under krig, fordi krig er bedrag; for at skabe forlig mellem to uenige mænd; og for at en mand kan formilde sin kone."


Princippet al-Taqiyya

Det arabiske ord "Taqiyya", betyder "at forhindre" eller "at vogte sig mod". Princippet om al-Taqiyya formidler den opfattelse, at muslimerne har lov til at lyve som en forebyggende foranstaltning mod forventet skade på sig selv eller andre muslimer.

Dette princip giver muslimer frihed til at lyve under omstændigheder, de opfatter som livstruende. De kan endda fornægte troen, hvis de ikke mener det i deres hjerter. Al-Taqiyya er baseret på følgende vers fra Koranen:

De troende skal ikke tage sig de vantro til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Allah til - med mindre I tager jer meget i agt for dem [dvs forhindrer dem i at skade jer]. Allah advarer jer mod sig selv. Hos Allah ender alt. (Koranen 3:28)

Ifølge dette vers kan en muslim foregive venskab med de vantro (i strid med islams lære) og udstille tilslutning til deres vantro for at forhindre dem i at skade sig.

Under begrebet Taqiyya - og med undtagelse af drabet på et andet menneske - er det legitimt for muslimer, hvis de er truet af magtanvendelse, at handle i strid med deres tro. Følgende handlinger er acceptable:

  • At drikke vin, opgive bønner og sløjfe fasten under ramadanen.
  • At fornægte troen på Allah.
  • At knæle i hyldest til en anden guddom end Allah.
  • At aflægge uoprigtige eder.

Konsekvenserne af princippet al-Taqiyya

Desværre: Når det drejer sig muslimer, er man nødt til at huske på, at de kan meddele noget med tilsyneladende oprigtighed, mens de i deres hjerter kan have den stik modsatte dagsorden. Sagt lige ud, så tillader islam muslimer at lyve når som helst, de oplever, at deres eget velbefindende, eller islams, er truet.

Når det gælder området international politik, er spørgsmålet: Kan vi have tillid til, at muslimske lande overholder deres del af de aftaler, de undertegner med ikke-muslimske lande? Det er en kendt islamisk praksis, at når muslimer er svage, kan de gå ind på næsten hvad som helst. Når de bliver stærke, så afviser de, hvad de tidligere svor.

Princippet om sanktionering af løgn for islams sag har alvorlige konsekvenser i spørgsmål vedrørende udbredelsen af religionen islam i Vesten. Muslimske aktivister bruger vildledende taktikker i deres forsøg på at polere islams image og gøre den mere attraktiv for potentielle konvertitter. De forsøger omhyggeligt at undgå, skjule og undlade at nævne de negative islamiske tekster og lærdomme.

Som eksempel på islamisk bedrag kan nævnes, at muslimske aktivister altid citerer de passager i Koranen, der stammer fra den tidlige del af Muhammeds tjeneste, mens han levede i Mekka. Disse vers er fredelige og udtrykker tolerance overfor dem, der ikke er tilhængere af islam.

På samme tid er de fuldt ud klar over, at de fleste af disse passager blev abrogeret (ophævet og erstattet) af vers, der kom senere, efter hans udvandring til Medina. Erstatningsversene afspejler fordomsfuldhed og intolerance samt bifalder brugen af vold mod vantro.

Som konklusion er det bydende nødvendigt at forstå, at muslimske ledere kan bruge dette smuthul i deres religion til at løse dem fra enhver permanent forpligtelse. Det er også vigtigt at vide, at hvad muslimske aktivister siger for at sprede islam, ikke altid er hele sandheden. Når man har med muslimer at gøre, kommer det ikke an på, hvad de siger. Det virkelige spørgsmål er, hvad de faktisk mener i deres hjerter.




Oversættelse: Bombadillo