Løgne om det armenske folkemord i tyrkiske skolebøger anno 2015
Af Taner Akcam
Oversættelse af: Textbooks and the Armenian Genocide in Turkey: Heading Towards 2015
Kilde: The Armenian Weekly, 4. december 2014
Udgivet på myIslam.dk: 28. februar 2015

Der er intet nyt ved Nyt Tyrkiet. Alt her er en gentagelse af, hvad der er foregået i årtier.
Lærebøgerne karakteriserer armenierne som mennesker, "der er ansporet af udlændinge, som stræber efter at rive staten og landet fra hinanden, og som myrdede tyrkere og muslimer".
Ifølge bogen, opstod den lov, der bemyndigede deportation, som et produkt af nødvendighed, men deportationen havde en anden meget vigtig rolle - at beskytte og redde armeniere. Fra hvem, spørger du? Andre armeniere.

Uddannelse er ekstremt centraliseret i Tyrkiet. Alle spørgsmål, herunder politik, administration og uddannelsens indhold, vedtages og gennemføres af den nationale regering. Lærebøger, der skal undervises efter i skolerne, er enten udarbejdet af Undervisningsministeriet (MEB) eller skal godkendes af ministeriets Pædagogik- og Uddannelseskommission. [1] Derfor er der en direkte forbindelse mellem de bøger, der bruges i skolerne, og den tyrkiske regerings politik. Indholdet af især historiebøger, giver førstehåndsinformation om regeringens politik og mål.

MEB har gjort lærebøger for grund- og mellemskolen tilgængelige på internettet for skoleåret 2014-15. Alle kan nu downloade og læse disse bøger. [2] Jeg lavede en hurtig gennemgang af historiebøgerne, der skal undervises efter i år, for at se, hvad vore børn bliver lært om det armenske folkemord. Jeg er nødt til at karakterisere det, jeg fandt, som både chokerende og bedrøvende.

For det første karakteriserer lærebøgerne armenierne som mennesker, "der er ansporet af udlændinge, som stræber efter at rive staten og landet fra hinanden, og som myrdede tyrkere og muslimer". Imens bliver det armenske folkemord - omtalt i lærebøgerne som det "armenske spørgsmål" - beskrevet som en løgn, ført i marken for at opfylde disse mål, og er defineret som den største trussel mod tyrkisk national sikkerhed. En anden trussel mod den nationale sikkerhed er missionærer og deres aktiviteter.

For det andet er lærebøgerne skrevet på en meget sjusket og tilfældig måde. Selv den mest overfladiske Google-søgning vil kunne forbedre indholdet; det er så fyldt med grove fejl. Med fare for at fornærme nogen er det som om, at teksten er skrevet ud fra den arrogante devise: "Bare udsend en masse ævl; de bønder kan alligevel ikke kende forskel." Efter min mening udtrykker disse lærebøger den højeste respektløshed over for eleverne i det nuværende Tyrkiet.

Forsiden af Del 2 af mellemskolebogen om den tyrkiske revolutions historie og Atatürk. (Foto: The Armenian Weekly)

For det tredje er disse lærebøger også obligatorisk læsning i armenske skoler. De eneste armenske skoler, der findes i Tyrkiet, er nu lokaliseret i Istanbul. I 2014 var der i alt 16 skoler, og af disse var 11 K-8-skoler og 2 på gymnasieniveau. Der er i alt omkring 3.000 elever. [3] I historietimerne, som er obligatoriske, bliver disse elever lært, at de er "forrædere og samfundselementer, der myrdede tyrkere og er lette at ophidse", og at deres problemer udgør "en trussel mod det nationale samfund." Man kan ikke undgå at se, at dette er et bevidst forsøg på "identitetsødelæggelse", begået af den tyrkiske regering. Det er også muligt at påvise en elimineringspolitik ved at undersøge disse skoler og ændringen i antallet af elever over de sidste 40 år: "Der var 32 skoler i skoleåret 1972-1973 med 7336 elever (...) i skoleåret 1999-2000 var antallet af skoler 18 med et elevantal på 3786. Der har været en 50 procents nedgang i antallet af skoler og en 60 procents nedgang i antallet af elever over de sidste 40 år." De, der præsenterer disse data, betragter det som "en fuldstændig katastrofe", og det er en præcis vurdering. [4]

Man skal vurdere, hvad der skrives i bøgerne, i lyset af en anden informationskilde. Op til premierministerens valg i 2015, igangsatte AK-partiet, [5] som har været det regerende parti i Tyrkiet i de sidste 13 år, og dens leder Recep Tayyip Erdogan, et nyt projekt kaldet Projekt Nyt Tyrkiet. En "visionserklæring", som består af kapitler med titler som "Demokratisk Administration", "Velfærdsstat" og "Pioner-land", blev også fremstillet til dette projekt. Et frit og demokratisk Tyrkiet bliver lovet af Projekt Nyt Tyrkiet.


Et billede af side 23 af mellemskolebogen om den tyrkiske revolutions historie og Atatürk. Afsnittet omhandler 1915 og hævder, at armenierne begik massakrer på uskyldige tyrkiske kvinder og børn, mens tyrkiske mænd kæmpede ved fronterne. (Foto: The Armenian Weekly)

Partiet har også udgivet en bog med titlen "Den stille revolution, Tyrkiets demokratiske forandring og fornyelse 2002-2012" ["The Silent Revolution, Turkey’s Democratic Change and Transformation Inventory 2002-2012"], som beskriver dets resultater i perioden 2002-12 og endnu vigtigere, forklarer dets filosofi. For bedre at forstå, hvad der er skrevet i lærebøgerne, og at foretage en passende sammenligning, er det nyttigt at præsentere et par citater fra bogen: "Vi har taget vigtige skridt inden for demokratisering, lovgivning og bekæmpelse af terrorisme, som hver anses for den 'stille revolution'. Vi har aldrig gjort indrømmelser med hensyn til demokrati, sikkerhed eller frihed. Vi har gjort en paradigmeskiftende tilgang til vort fundament for at genoprette freden i samfundet, og har udviklet et nyt 'sikkerhedsparadigme' (...). Denne revolution har indført en opfattelse, der anskuer forskelle som mangfoldighed, og sætter fokus på at tjene borgerne, i stedet for en statisk tilgang, der ser egne borgere som en trussel." [6]

Baseret på de forskellige påstande udtrykt i denne bog, og i forbindelse med Projekt Nyt Tyrkiet, meddelte en gruppe intellektuelle og forfattere, der er kendt for deres progressive og demokratiske synspunkter, at de støttede AKP og dets projekt. Derudover inviterede de alle kristne og jøder, især armeniere, til at blive grundpiller i Nyt Tyrkiet. De, der ikke tog imod invitationen, fik meget hård kritik. [7] Ifølge disse intellektuelle, smøgede AKP under Erdogans ledelse ærmerne op for at etablere et nyt og demokratisk Tyrkiet, og den rette holdning at indtage var, at acceptere invitationen og blive et stiftende medlem og støtte AKP.

Et andet væsentligt punkt, der fremføres af dem, der tror, at AKP er oprigtigt i sit arbejde hen imod et Nyt Tyrkiet, er, at Erdogan den 24. april 2014 udvidede sin kondolence til de armenske tab i 1915. Dette var virkelig en førstegangsforeteelse! Både dette offentlige udtryk for kondolence og det faktum, at udenrigsminister Ahmet Davutoglu fortsætter med i forskellige sammenhænge at udtale sig om den nærmeste fortid med en "retfærdig hukommelse" (dvs. den opfattelse, at tyrkere og armeniere har lidt lige meget), fik det til at se ud som om, at Tyrkiet var rede til at indlede en ny fase i den langvarige armensk-tyrkiske konflikt. Efter Erdogans kondolencer er Davutoglu kommet med hyppige erklæringer om, at "vi har gjort, hvad vi skulle gøre på dette område; nu er det armenierne tur." [8] Det vil være rimeligt at sige, at dette og lignende argumenter fik dem, der er dybt engageret i sagen - især i lyset af den kommende 100-årsdag for folkemordet - til at begynde at føle håb.

Af alle de ovennævnte grunde besluttede jeg, at det var tid til at tage et kig på de tyrkiske skolebøger. Man kan få meget at vide om et land gennem det, der læres de unge, fremtidens vogtere. Det er der, vi med egne øjne kan se, hvilken slags Nyt Tyrkiet AKP har planer om at fremme og kan få bekræftet påstanden om, at de har forladt opfattelsen og præsentationen af deres egne borgere som fjender af staten. Konkret kan vi se, hvordan de opfatter armenierne. Som vi siger på tyrkisk, er skole bøger i sandhed stedet, hvor "klarinetten spiller rent".

Dette er, hvad jeg fandt: Tyrkiske historiebøger er fyldt med det budskab, at armeniere er ansporet af udenlandske kræfter, ønsker at dele landet og dræbe tyrkere og muslimer. De forsøger at få deres egne borgere til at betragte en bestemt borgergruppe (armenierne) som fjenden. Derudover definerer de det "armenske problem" som den største trussel mod den nationale sikkerhed og opfordrer tyrkisk ungdom til at være på vagt over for denne trussel.

Man bør tilføje, at denne information fortsat bliver lært til armenske børn, uden undtagelse, nøjagtig som den tidligere blev. Der er intet nyt ved Nyt Tyrkiet. Alt her er en gentagelse af, hvad der er foregået i årtier. AKP fortsætter med at fremme et nationalt sikkerhedskoncept, der har været modus operandi for tidligere autoritære regimer under militært formynderskab, og "hit" holdet, der blev dannet af militæret, Ergenekon-organisationen, [et ultra-nationalistisk netværk med bl.a. tidligere generaler, o.a.], som AKP hævder nu at have undertrykt.

Uden at gå for meget videre, lad os gå over til lærebøgerne.


Grundskoleuddannelse: 8. klasse. ”Republikken Tyrkiet: Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper”

Denne bog er skrevet til 8. klasse af Salim Ulker. I henhold til en afgørelse dateret 31. maj 2013, og nummereret 29 af MEB's [Undervisningsministeriets] Pædagogik- og Uddannelseskommission, blev den godkendt som lærebog for en 5-årig periode. I virkeligheden er der to separate bøger. Den ene er den egentlige lærebog og den anden er elevens arbejdsbog. [9] Armenierne og 1915 er dækket i syvende afsnit af dem begge. Overskriften til afsnittet er "Tyrkiet efter Atatürk: 2. Verdenskrig og dens eftervirkninger", og det femte emne omhandler trusler mod Tyrkiet. Overskriften lyder: "Under dette emne vil vi lære om interne og eksterne trusler mod vort land, og at vi skal være på vagt over for disse trusler." [10]

Målene for disse trusler er defineret som at "ødelægge statens orden". Hvad er så den første og grundlæggende trussel? "Tyrkisk-armenske relationer." Spørgsmålet, som børnene bliver bedt om at debattere, er: "Hvad skal der gøres for at fremme vort lands forsvar mod armenske krav?" Efter at have fastslået, at "vi har pligter i forbindelse med de interne og eksterne trusler mod vort land," opfordres eleverne til at "være bevidste om disse trusler." [11]

Efter at have lært, at det armenske spørgsmål er en national trussel, stiller elevarbejdsbogen en hjemmeopgave. Titlen på den niende aktivitet er: "De magter, der truer Tyrkiet og den nationale sikkerhed", og elevernes hjemmeopgave er: "Skriv på den stiplede linje ved siden af kilderne til trusler mod vort land, som er opført nedenfor, hvad der bør gøres både som land og som borger." [12]

Hvad sagde jeg, at den største trussel var? Du læste ikke forkert: Det er det "armenske spørgsmål", de "armenske påstande/krav". Eleverne bedes desuden undersøge "de primære opgaver for Den Nationale Sikkerhedskommission, som blev dannet til fremme af vores nationale politik på grund af truslerne mod vort land". [13]

Jeg føler mig tvunget til at tilføje endnu en note her. Lige siden mordet på Hrant Dink, begået af en ung mand, har hyppig selvransagelse fået mange til at undre sig: "Hvor kommer de personer fra, der begår den slags mord?" Det virker indlysende, hvad svaret er nu. De bliver oplært i tyrkiske skoler!


Mellemskoleuddannelse. ”Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper”

Denne anden bog blev udarbejdet til mellemskolen; der er ingen angivelse af, hvilken særlig årgang den er tiltænkt. Bogen er skrevet af en kommission og godkendt som lærebog af MEB's Pædagogik- og Uddannelseskommission i en afgørelse af 8. dec. 2011 og nummereret 261.14. Den er udgivet af Undervisningsministeriet.

I denne bog er Adana-massakren, der endte med drabet på 20.000 armeniere i 1909, betegnet som "Armeniernes oprør i Adana". [15] Dette er terminologi, som end ikke Komiteen for Enhed og Fremskridt (KEF) [Ungtyrkerne], der var ved magten på det tidspunkt, brugte. Faktisk udsendte KEF og dens allierede, Dashnaktsutyun (Armeniens Revolutionære Føderation) en fælles erklæring i august 1909, der kritiserede massakrerne som "udført mod revolutionen, som en kontrarevolutionær handling", og erklærede, at de ville fortsætte med at arbejde sammen mod forsøg fra kontrarevolutionære på at bekæmpe forfatningen. [16]. Med andre ord står de visionære, der er fædre til nutidens Nyt Tyrkiet, langt tilbage for KEP i 1909.

Der er mange informationer i bogen, der kan betragtes direkte usandheder. Oplysningen om, at den første armenske socialistiske organisation, kendt som Hnchak, blev "etableret i 1877 af den armenske patriark Zaven Effendi" er blot ét eksempel på de mange fejl hele vejen igennem. Hverken oplysningen om året for dannelsen eller patriark Zaven som grundlægger er sand. Da organisationen blev dannet i 1887, var Zaven, der senere skulle indtage posten som armensk patriark i Istanbul, blot et barn på 9 år. Denne form for information kan let samles på internettet.

Bogen omtaler folkemordet under overskriften "De armenske hændelser i 1915". [17] Den starter med et af disse banale udsagn med ringe faktuelt indhold, vi har hørt gentaget hundredvis af gange før: At armenierne var på russernes side under krigen. Derfra fortsætter den med at beskrive, hvordan Hnchak- og Dashnak-organisationerne startede oprør i mange dele af Anatolien. Og ikke nok med det - disse organisationer "tøvede ikke med at dræbe armeniere, der ikke ville slutte sig til dem", og udsendte tilmed instrukser om, at "hvis du ønsker at overleve, er du nødt til at dræbe din nabo først". Baseret på dette, myrdede armeniere "mange mennesker, der levede i landsbyer, selv børn, ved at angribe tyrkiske landsbyer, der var blevet forsvarsløse, fordi alle de tyrkiske mænd kæmpede ved krigens fronter." [18]

Armenierne stoppede ikke dér. "De dolkede de osmanniske styrker i ryggen. De skabte hindringer for de osmanniske enheders operationer ved at afskære deres forsyningslinier og ødelægge broer og veje." Dernæst, som om dette ikke var nok, "spionerede de for Rusland og lettede - ved at gøre oprør i de byer, hvor de holdt til - vejen for den russiske invasion". [19]

Ifølge bogen var det uundgåeligt, at visse forholdsregler måtte tages for at forhindre et samarbejde mellem russerne og armenierne, især i betragtning af, at der udkæmpedes en kamp på liv og død i Gallipoli. Ifølge bogen, opstod den lov, der bemyndigede deportation, som et produkt af nødvendighed, men deportationen havde en anden meget vigtig rolle - at beskytte og redde armeniere. Fra hvem, spørger du? Andre armeniere. Dette er ikke en vittighed; det skal forstås helt seriøst, når bogen påstår: "Da armenierne, der var engageret i massakrer i samarbejde med russerne, skabte en farlig situation, krævede denne lov migration af [armenske folk] fra byerne, de levede i, til Syrien, et sikkert osmannisk område." [20]

Ikke alene forsøgte den osmanniske regering at beskytte armeniere mod de armenske bander, men under deportationerne de gjorde alt, hvad de kunne, for at sikre dem: "På trods af at den var midt i krig, tog den osmanniske stat forholdsregler angående de armeniere, der migrerede. Deres skattebetalinger blev udskudt, de fik lov til at medtage alle de personlige ejendele, de ønskede, regeringsembedsmænd blev tilknyttet for at sikre, at de blev værnet mod angreb under rejsen, og at deres behov blev opfyldt; politistationer blev etableret for at sørge for, at deres liv og ejendele var i sikkerhed." [21]

Der er også masser af unøjagtigheder og direkte løgne i bogen om perioden 1919-1923, der er kendt som Den Tyrkiske Uafhængighedskrig [eller Den Græsk-Tyrkiske krig, o.a.], men jeg vil overlade det til andre historikere at skrive om den sag.


Mellemskoleuddannelse: 10. klasse

En anden historiebog skrevet for 10. klasse, blev godkendt som lærebog af MEB's Pædagogik- og Uddannelseskommission i en afgørelse af 4. maj 2009 og nummereret 67.22. Bogen dækker perioden fra etableringen af Det Osmanniske Rige frem til Republikken, og armenierne optræder derfor hele vejen igennem, fra den tidlige periode af osmannisk administration indtil afslutningen af imperiet. Ifølge bogen levede armenierne under osmannernes administration et liv, der var ren himmel, ganske enkelt. Da den tidlige osmanniske æra ikke er noget, jeg beskæftiger mig med i min forskning, vil jeg springe over, hvad der siges om denne periode.

Men der er et stykke om den Osmannisk-Russiske Krig i 1877-78, der er værd at nævne her. Bogen forklarer tydeligt, at det var armenierne, der var årsagen til, at osmannerne tabte krigen med russerne i 1877-1878. Tilskyndet af russerne, gjorde armenierne oprør og omringede den osmanniske hær bagfra, hvilket førte til osmannernes nederlag. "For første gang i den osmanniske stat, havde armenierne, der var blevet tilskyndet af russerne, også gjort oprør. I samarbejde med den russiske hær, var armenske bandit-militser i stand til at placere tyrkiske soldater mellem to beskydende fronter. På baggrund af denne udvikling, blev den osmanniske stat tvunget til at foreslå en våbenhvile med Rusland." [23] Det er overflødigt at sige, at der ikke findes historisk belæg for en armensk opstand eller separate armenske banditter eller militser, der angreb den osmanniske hær bagfra. Dette er en førsteklasses fabrikation.

Bogen er fyldt med lignende nonsens, der ikke kan tages alvorligt. For eksempel under overskriften "Tilskyndelsen af armeniere og deres organisation," bruges denne påstand til at beskrive, hvordan armenierne blev opildnet af fremmede magter: "Armenierne, der levede under osmannisk administration, var ikke blevet påvirket af den franske revolution. Denne situation ændrede sig, efter at russerne blev involveret." [24] En anden lignende påstand er, at armeniere, under krigen i 1877-78, begik grusomheder mod muslimer. [25]

Det er yderst foruroligende at se, at de unge i Tyrkiet bliver uddannet ved hjælp af denne bunke skrot, der ikke med rette kan kaldes videnskabelig information.


Massakrerne i 1894-96 og 1909

Det er ret interessant, hvad bogen beretter om Abdulhamit-perioden 1894-1896, hvor mellem 80.000-300.000 armeniere blev massakreret. Faktisk siger den ikke noget overhovedet, for ifølge bogen var der ingen massakrer i denne periode; ingen armeniere blev dræbt. Det eneste der skete var, at armenierne blev ansporet og som følge heraf lavede en opstand. Disse oplysninger præsenteres under overskriften: "Problemerne, armenierne skabte."

Her er et par eksempler på de oplysninger, der fremlægges: "De armenske komiteer anstiftede deres første oprør i 1890 i Erzurum og Adana. I 1893 dræbte de 25 soldater efter at have beskudt sikkerhedsstyrker i Merzifon." Den mest voldelige af de armenske opstande fandt sted i Sason og "det armenske samfund dér blev opfordret til at holde op med at betale skat til staten og til at dræbe muslimer". Armeniere var også "engageret i opstande i Kayseri, Yozgat, Corum, Zeytun og Kahramanmaras". De armenske organisationer spredte deres opstande over det hele og "de dræbte tilmed armeniere, der ikke ville deltage i dem". På et tidspunkt spørger en overskrift eleverne: "Hvad kunne være årsagen til, at armenske terrororganisationer spredte opstande over hele landet?" [26]

Oplysningerne i bogen om de 20.000 armeniere, der blev myrdet i perioden 14.-16. april 1909 under Adana-massakren, er ikke meget anderledes. Ifølge bogen gjorde armeniere oprør og myrdede muslimer, og de osmanniske herskere måtte undertrykke oprøret. Det hedder ganske enkelt: "Armeniere startede en massakre i Adana og Dortyol i 1909 ved at angribe muslimer." Lederen af oprøret var den "armenske biskop Museg" og "da den osmanniske stat havde undertrykt oprøret, flygtede han til Egypten". [27]

Denne noget ejendommelige information stopper ikke der. Efter begivenhederne i Adana, "begyndte den europæiske offentlige opinion igen at vende sig mod Tyrkiet. Den osmanniske regering under ledelse af Komiteen for Enhed og Fremskridt underskrev en traktat, som indeholdt visse reformer, der skulle udføres i samarbejde med Rusland (1909). Ifølge traktaten, skulle Rusland have det sidste ord i alle reformer, der blev aftalt angående armenierne". [28] I virkelighedens verden var der ikke noget oprør i Adana og heller ikke nogensinde en reformtraktat indgået med Rusland i 1909. Alt dette er spind af forfatterens fantasi.


1915 og emnet folkemord

Når det kommer til spørgsmålet om 1915, bliver teksten endnu mere bizar. Oplysningerne om emnet præsenteres under overskriften: "Det armenske problem i årene under 1. Verdenskrig", og starter med denne sætning: "Den osmanniske stats indtræden i 1. Verdenskrig blev set som en stor mulighed af armeniere (...) ved at invadere Erzurum, Erzincan, Mus og Bitlis i det østlige Anatolien, ansporede Rusland yderligere armenierne i disse områder." [29]

De indre modsigelser, som præsenteres i denne information alene, er et alvorligt problem. For eksempel invaderede de russiske styrker de ovennævnte byer i april 1916 og senere. På dette tidspunkt var deportationerne alle blevet afsluttet og armenierne blevet tilintetgjort. Så da russerne trængte ind i Erzurum, for eksempel, var der ikke en eneste armenier tilbage at anspore.

Når man ser, hvad der er skrevet under overskriften "Den armenske deportation," begynder man at ønske, tingene var endt med beretningen om russernes invasion. Teksten lyder: "Armenierne, der var bevæbnet af russerne, begyndte at engagere sig i massakrer under angreb på tyrkiske landsbyer. (...) Mens den osmanniske stat var midt i en kamp på liv og død i Gallipoli, eskalerede armeniere deres aktiviteter i retning af et totalt oprør. 'Ararat', den officielle avis for de armenske organisationer, offentliggjorde erklæringen nedenfor, der beskriver de aktioner, armenierne ville igangsætte (August 1914)." [30]

Bogen fremlægger så en erklæring, der består af 15 punkter, som den hævder, er taget fra bladet "Ararat". Det er en hjælp her at citere fra nogle af punkterne ord for ord:

"1 - Alle armeniere, uanset hvem de er, bør sælge nogle af deres jordiske ejendele og bevæbne sig.

2 - Armeniere, der er kaldt til våben under bekendtgørelsen af mobiliseringen, skal være ulydige mod befalingen; de skal forbyde enhver i deres nærhed, herunder muslimer, at slutte sig til hæren.

3 - Armeniere, der er blevet indkaldt til de væbnede styrker, skal, på den ene eller anden måde, flygte fra for hæren og slutte sig til de armenske bander og frivillige militser. ...

6 - Alle muslimer over 2 år, som bliver set bag hærens frontlinjer, skal myrdes ved enhver lejlighed ...

7 - Muslimers mad, varer og ejendom skal konfiskeres eller brændes og ødelægges.

8 - De skal nedbrænde hjem, korn, kirker og fromme stiftelser, som de opgiver, og sprede det rygte, at muslimer gjorde det.

9 - De skal sætte ild til officielle statsbygninger og myrde folk fra det osmanniske politi og gendarmeri.

10 - De skal dræbe osmanniske soldater, der vender såret tilbage fra fronten. ...

14 - Prisen for oprør, revolutioner og massakrer udført af armeniere skal betales af muslimer, og dette skal udsendes til den indenlandske og især udenlandske offentlighed.

15 - De skal udføre spionage og rådgivning for Entente-staterne." [31]

Bogen fortsætter med at hævde, at armenierne "straks begyndte at føre erklæringen ud i livet", og at "de gjorde den største skade på det tyrkiske folk i årene under den 1. Verdenskrig." [32] Det er meningsløst at gå ind i selv en diskussion af, hvorvidt en sådan erklæring fra bladet "Ararat" virkelig eksisterede. Det er ikke engang værd at sige: "Vis os dette dokument; ellers vil vi beskylde jer for at lyve." De, der skrev og godkendte denne bog, gjorde det bevidst og beregnede drevent konsekvenserne. Deres handling vækker minder om det nazistiske Propagandaministerium.

Den eneste grund til at bruge så meget tid på at diskutere det førnævnte dokument er at vise, hvad de unge bliver lært – indlejret i følelser af had mod armenierne. Virkningen på armenske elever i Tyrkiet kan man kun forestille sig.

Bogen fortsætter med at beskrive de såkaldte massakrer på muslimer begået af armenierne fra 1915 og frem. Guvernøren i Van, Cevdet Bey, "gennemtvang [hævdes det] en migration af tyrkere, hvilken var kendt af Indenrigsministeriet, for at redde dem fra armeniernes massakrer." Tyrkerne lod alle deres ejendele bag sig og begyndte at vandre, men "de vandrende tyrkere blev dræbt undervejs af armenske bander (...) uden hensyn til kvinder eller børn. Mens de fleste af dem, der af den ene eller anden grund ikke kunne tage afsted, også blev dræbt af armenierne, så blev især kvinder udsat for en frygtelig behandling." [33]

Det første skridt, som den osmanniske stat tog, var at slå ned på "de armenske terror...organisationer for at forhindre samarbejde mellem armeniere og russere og for at stoppe massakrerne." Dernæst deporterede de armenierne til Syrien - "midlertidigt". Den 24. april 1915 udsendte regeringen et direktiv "for at lukke hovedkvarteret for den armenske komité, konfiskere dens arkiv og at arrestere komitéens ledere." Hvad der er blevet beskrevet som folkemord, hævder den, var dette direktiv og de 2.345 personer, der blev arresteret som følge heraf.

Men da disse foranstaltninger viste sig utilstrækkelige, blev loven om deportationer vedtaget, og "med denne lov, blev kun de armeniere i regionen, som havde været involveret i oprør, ført bort fra krigszonen og sendt til og bosat i mere sikre områder af landet." I mellemtiden blev de "assyriske, kaldæiske, jødiske og græske" samfund i de samme områder angiveligt efterladt uberørt. Forfatterne til bogen peger på dette som et stykke grandios sandhed og fortæller, at "det er ganske bemærkelsesværdigt, at disse mennesker ikke blev udsat for deportation, mens armeniere, der havde deltaget i oprør, blev." [34]

Ideen om, at deportationerne var begrænset til de provinser, hvor oprør havde fundet sted - og at de selv dér kun berørte oprørske armeniere, mens man lod andre armeniere være - var ret udbredt i 1980'erne og 1990'erne. Senere blev det klart fra de officielle osmanniske dokumenter, offentliggjort via de Statsministrerielle Osmanniske Arkiver, at ikke alene blev alle armeniere, uden undtagelse, deporteret fra de provinser, hvor oprør hævdedes at have fundet sted, men at armeniere blev deporteret fra hver eneste provins og by i Anatolien, og endda fra byer i Thrakien, som f.eks. Tekirdag og Edirne, der ligger i den europæiske del. [35] Af denne grund blev disse teorier opgivet, og den kendsgerning, at deportationerne havde berørt alle armeniere, blev almindeligt accepteret. Det ser ud til, at AKP, der hævder at gøre sig klar til at etablere et Nyt Tyrkiet og angiveligt er i færd med at gennemføre en "stille revolution", foretrækker at skrue tiden tilbage til 1980'erne, når det drejer sig om benægtelse.


Deportation som et middel til at redde armeniere fra armenske bander

Bogen kommer med en stor påstand for at retfærdiggøre deportationerne. De blev udført, siger den, for at redde armenske liv! Yes! Deportationerne "sikrede livet af det armenske folk". Men "Hvem truede armeniernes liv?" Bogens svar er ganske enkelt: Andre armeniere! Staten tog beslutningen om at gennemføre en deportation for at beskytte armeniere mod andre armeniere, fordi "disse [armenske] bander dræbe armeniere, der ikke tilsluttede sig terrorhandlinger og oprør." [36]

Selv midt under krigstidens vanskelige forhold tog den osmanniske stat ekstraordinære forholdsregler! "Gennem udstedelse af forordninger, havde Indenrigsministeriet planlagt, hvordan deportationen skulle gennemføres ned til mindste detalje." For eksempel: "De ældre, svagelige, blinde, enker og forældreløse var ikke omfattet af deportation. (...) Der blev draget omsorg for at sikre, at de steder, hvor deporterede armeniere skulle bosættes, havde frugtbare marker, og politistationer blev etableret disse steder for at værne om deres sikkerhed (...) og grunden blev lagt for, at de kunne videreføre deres erhverv og arbejde på de steder, hvor de blev bosat." [37]

Når man læser dette, kan man let konkludere, at de deporterede armeniere var ganske heldige. Ikke alene blev der værnet om deres sikkerhed, men de blev givet alle slags muligheder på trods af de vanskelige forhold! Hvad mere kan et menneske ønske?


Antal og massegrave

Tallene, der præsenteres i bogen over deporterede og døde, er meget vigtige. Der har været lidt af en "opgradering" af det tal, der blev fremført af den tidligere præsident for Det Tyrkiske Historiske Selskab, Yusuf Halacoglu, på 30.000 armenske ofre som følge af hele deportationen. Bogen fortæller, at "baseret på tal fra uvildige forskere, mistede 300.000 armeniere livet på grund af krig og sygdom." Men antallet af muslimer, der blev dræbt og/eller tvangsdeporteret af armeniere, overgår langt dette tal: Armeniere dræbte 600.000 tyrkere. "Ifølge officielle russiske optegnelser," hedder det, "dræbte armeniere omkring 600.000 tyrkere alene i Erzurum, Erzincan, Trabzon, Bitlis og Van og tvang 500.000 til at migrere." [38]

Den sidste påstand om emnet 1915 er som sluttæppet af en komedie: "Hvis den osmanniske stat faktisk havde ønsket at udslette armenierne, ville det så have givet mening at tage så mange forholdsregler både under og efter deportationen? Desuden, hvor er massegravene med alle de mennesker, der angiveligt skulle være dræbt?" [39] Der er virkelig ikke ret meget, man kan sige efter denne sætning. Måske skulle man ansøge den tyrkiske regering om tilladelse til at foretage uhindrede udgravninger, med brug af bogens påstande som undskyldning?

Bogens nonsens slutter ikke her, desværre. Den hævder, at armeniere, der blev deporteret, bagefter kunne vende uskadte tilbage til Tyrkiet og genvinde deres ejendom. Vi ved alle, at dette ikke er sandt.


ASALA og diasporaen

Bogen dækker også mordet på tyrkiske diplomater begået af Den Hemmelige Armenske Hær til Armeniens Befrielse [Armenian Secret Army for the Liberation of Armenia (ASALA)], og præsenterer en lang liste af disse handlinger. [40] Der er givet betydelig plads til aktiviteter af den armenske diaspora, hvis medlemmer arbejder "på at opnå anerkendelse af et såkaldt folkemord ved at skabe et billede af sig selv som mennesker, der har været udsat for forfølgelse og uretfærdighed". Den hævder, at diasporaen har haft held til at gøre det - "I nogle af de europæiske stater og i amerikanske skoler, er deres påstande om et såkaldt folkemord begyndt at blive lært i undervisningen" - og forklarer hvorfor: "... fordi i de lande, hvor der findes armeniere, især i USA, har de dannet en stærk politisk enhed ved at danne en særlig stemmeblok. De har hævdet og opnået anerkendelse af deres folkemordsrelaterede krav ved at stille dem som en betingelse til ethvert parti, de vil give deres stemme." [41]

Bogen kommer også med nogle påstande om formålet bag både ASALA's og den armenske diasporas handlinger. Vi bør læse disse påstande som en afspejling af den tyrkiske regerings officielle opfattelse af sagen.


Hvad er de "Fire T'er"?

Ifølge bogen har ASALA's og den armenske diasporas handlinger været drevet, og fortsætter med at være drevet, af planen om de "Fire T'er": Tanitim, Taninma, Tazminat og Toprak (Offentlighed, Anerkendelse, Erstatning og Territorium). Der må kæmpes imod disse armenske bestræbelser, siger den, og opregner den tyrkiske regerings indsats: "For at imødegå armeniernes påstande om folkemord dannede Tyrkiet i slutningen af 2001 Kommissionen til Koordinering af Kampen mod Grundløse Påstande om Folkemord [Commission to Coordinate the Fight Against Baseless Genocide Claims]. Denne kommission igangsatte videnskabelige undersøgelser af de grundløse armenske påstande. Derudover blev der startet programmer til at informere ungdommen ved at indføre det armenske problem i skolernes læseplaner. Desuden oprettede Kommissionen for Videregående Uddannelse (YOK) Den Nationale Komité for Tyrkisk-Armenske Relationer [National Committee on Turkish-Armenian Relations]." [42]

Om hvorvidt Kommissionen til Koordinering af Kampen mod Grundløse Påstande om Folkemord stadig er aktiv, har været genstand for nysgerrighed i offentligheden. Ved læsning af disse aktuelle lærebøger, kan man konkludere, at kommissionen stadig er aktiv - og at disse lærebøger faktisk blev udarbejdet med bidrag fra denne kommission.


Armenieren som den "Anden" i Nyt Tyrkiet

Jeg har kun nævnt det, der blev skrevet om [armenierne i, o.a.] årene omkring 1915 i de tre bøger. Det ville være værdifuldt at foretage en lignende gennemgang mht. andre kristne (assyrerne og grækerne) og jøder på en måde, der dækker hele den osmanniske periode op til de republikanske år. Men det billede, der tegner sig, når man laver en begrænset gennemgang alene af begivenhederne omkring 1915, er ganske patetisk.

I disse lærebøger, der undervises efter i tyrkiske (og armenske) skoler, er armeniere defineret som fjenden. De unge sind, som vi giver vort land videre til, bliver uddannet med et billede af armenierne som "dem, der er ivrige efter at blive ansporet, som ønsker at splitte vort land og samarbejde med vore fjender." Derudover bliver de historiske problemer, der er defineret som det armenske problem, fortsat opfattet som en trussel mod tyrkisk national sikkerhed. Selv hvis vi et øjeblik ser bort fra diasporaen og armenierne i Armenien, er det klart, at regeringen opfatter et udsnit af sine egne borgere og deres problemer som en trussel mod den nationale sikkerhed, og uddanner alle sine borgere til at avle følelser af had og fjendskab mod dette ene udsnit.

Situationen er virkelig desperat. Baseret på hvad der er skrevet, trænger to spørgsmål sig på: Hvordan klarer armeniere, der fortsat lever i Tyrkiet og som er dets borgere, at leve i dette land? Hvordan er det at leve som armenier i et land, hvor uskyldige unge sind læres at være fjender af armeniere, og hvor armeniere præsenteres som en trussel mod den nationale sikkerhed?

Hvis jeg blev bedt om at komme med et forslag, ville jeg bede hver eneste borger eller organisation, der læser denne artikel, om at gøre en enkelt lille ting. 100-årsdagen for folkemordet på armenierne nærmer i 2015. Den tyrkiske regering vil sætte røgslør op og hævde, at den er interesseret i at gøre det godt igen, samt at det er armenierne, der bliver ved med at bakke ud, etc. Den vil forsøge at skabe det indtryk, at den selv er den part, der er villig til at gå på kompromis og finde løsninger. Anbring venligst disse lærebøger direkte for næsen af dem ved hver eneste lejlighed, og gør det klart for dem, at hvis de ønsker at genvinde nogen form for integritet på området, bør de først trække disse bøger ud af cirkulation.


Noter

[1] Talım ve Terbiye Kurulu

[2] Se www.meb.gov.tr//2014-2015-egitim-ogretim-yiliinda-okutulacak-ilk-ve-orta-ogretim-ders-kitaplari/duyuru/7013, Introduction: Sept. 12, 2014.

[3] Günay Göksu Özdoğan, Ohannes Kılıçdağı Ohannes Kilicdagi, “Listening to the Armenians of Turkey: Their Problems, Demands and Proposed Solutions” (Istanbul: TESEV, 2011), 43.

[4] Ibid.

[5] Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, Adalet ve Kalkinma Partisi (AK).

[6] “The Silent Revolution, Turkey’s Democratic Change and Transformation Inventory 2002-2012” (Ankara: Republic of Turkey Prime Ministry Undersecretariat of Public Order and Security 2013), 10. Citatet er fra indledningen skrevet af daværende premierminister Erdogan.

[7] Den mest berømte af dem, der udsendte invitationen og som kritiserede, er Etyen Mahcupyan. At Mahcupyan var en af Hrant Dinks nærmeste venner og sagde, at "havde Hrant levet, ville han have stemt på AKP", førte til nogle meget ophedede debatter om emnet. Som et eksempel på, hvad Mahcupyan skrev om emnet, se www.aksam.com.tr/yazarlar/etyen-mahcupyan/bir-ermeni-olarak-e2-80-a6/haber-334649

[8] For blot ét eksempel, se www.todayszaman.com/news-346158-davutoglu-says-turkeys-1915-statement-achieved-its-goal.html, Introduction, Sept. 14, 2014.

[9] Hver bog kan findes på www.meb.gov.tr/2014-2015-egitim-ogretim-yilinda-okutulacak-ilk-ve-orta-ogretim-ders-kitaplari/duyuru/7013

[10] Salim Ulker, Ilk Ogretim, T.C. Inkilap Tarihi ve Ataturkculuk 8, (Grunduddannelse. R[epublikken] T[yrkiet]. Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper 8), Lærebog. (Ankara: Semih Ofset, 2014), p. 178.

[11] Ibid, 179

[12] Salim Ulker, Ilk Ogretim. T.C. Inkilap Tarihi ve Ataturkculuk 8, Ogrenci Calisma Kitabi. (Grunduddannelse. R[epublikken] T[yrkiet]. Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper 8), Elevarbejdsbog (Ankara: Semih Ofset, 2014), p. 118.

[13] Ibid.

[14] Kommission (red.), Ortaogretim. Turkiye Cumhuriyeti. Inkilap Tarihi ve Ataturkculuk. (Mellemskoleuddannelse. Republikken Tyrkiet. Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper) (Ankara: MEB, 2014), 21.

[15] Ibid., 21

[16] Dikran M. Kaligan, The Armenian Organization and Ideology under Ottoman Rule 1908-1914, (New Brunswick, N.J.: Transaction Publishers, 2011), 43-81.

[17] Kommission (red.) Ortaogretim. Turkiye Cumhuriyeti. Inkilap Tarihi ve Ataturkculuk, (Mellemskoleuddannelse. Republikken Tyrkiet. Den tyrkiske revolutions historie og Atatürks principper), 23.

[18] Ibid.

[19] Ibid.

[20] Ibid.

[21] Ibid.

[22] Vicdan Turan, Ilhan Genc, Mehmet Celik, Celal Genc, Ortaogretim Tarih 10 (Ankara: MEB, 2014).

[23] Ibid., 186

[24] Ibid., 188

[25] Ibid., 186

[26] Ibid., 188-89

[27] Ibid., 189

[28] Ibid.

[29] Ibid., 210

[30] Ibid.

[31] Ibid., 211

[32] Ibid.

[33] Ibid.

[34] Ibid., 212

[35] For et eksempel på de offentliggjorte optegnelser fra T.C. Basbakanlik Devlet Arsivleri Genel Mudurlugu Osmanli Arsivi Daire Baskanligi (oversat: Republikken Tyrkiets Statsministerielle Statsarkivers Præsidentielle Kontor for Bestyrelsen af de Osmanniske Arkiver [eller noget i den stil, o.a.]), se Osmanli Belgelerinde Ermeniler (1915-1920) (Ankara, Basbakanlik Printers, 1995).

[36] Ibid.

[37] Ibid.

[38] Ibid., 212-213

[39] Ibid., 213

[40] Ibid., 214-215

[41] Ibid., 215-216

[42] Ibid., 216




Oversættelse: Bombadillo