Der har aldrig været talt så meget om dialog mellem civilisationer og fredskultur som i de seneste år, samtidig med at vi er konfronteret med en absolut kultur af had, af udbrud af terror mod civile, af forskelsbehandling og af religiøs intolerance. Denne kultur af had har retfærdiggjort international terrorisme, medieterrorisme samt luft- og sørøveri, hvilket har forårsaget utallige uskyldige ofre. Kulturen af had har flere hoveder, fra Algeriet til Afghanistan, via Gaza, Damaskus, Cairo, Khartoum, Teheran og andre lande. Den spreder terrorismens frø fra den ene ende af verden til den anden.

Det er et had, der vender ryggen til al humanitet, undertrykker tankefrihed, fordømmer forskellighed. Dette had kalder sig ”islamisk jihad”. Det bygger på religiøse tekster, som andre muslimer bestrider. Og fordi de udfordrer denne fortolkning og foreslår andre, fordi de ønsker at leve i fred med verdens nationer, er deres liv truet. Der er konstant blodsudgydelser i Algeriet. Jihad spreder død og terror i Israel. I det sydlige Sudan har den forårsaget døden for næsten to millioner mennesker, samt skabt utallige flygtninge og slaver og været årsag til dødbringende hungerkatastrofer. I Indonesien er omkring 200.000 mennesker døde som følge af volden i Østtimor; den kristne befolkning på Molukkerne og andre øer er blevet forfulgt og massakreret og deres kirker brændt ned af jihad. Og det samme skete i nogle nigerianske stater. Hundreder af uskyldige mennesker døde, da jihad ramte det jødiske samfund i Buenos Aires i Argentina og USA's ambassader i Kenya og Tanzania. Koptere blev massakreret i deres kirker og landsbyer i Egypten og turister er blevet dræbt. Kristne i Pakistan og Iran lever i angst for at blive anklaget for blasfemi. Ingen af disse ofre var skyldige i nogen forbrydelse. De blev myrdet ud af had.

Det er dette had, som staten Israel kæmper imod. De forberedende dokumenter til konferencen mod racisme i Durban fordømte ikke denne kultur af had, de rehabiliterede den. Mens nogle af deres udsagn fordømmer zionismen, opmuntrer denne konference til jihad, kulturen af krig mod de vantro; den svinger pisken over principperne om frihed og menneskerettigheder. Den demonstrerer benægtende racisme. Ordet 'Zion', der betegner landet Israel og dets hovedstad Jerusalem, findes i tekster, der går næsten tre årtusinder tilbage. Det var kejser Hadrian, som kaldte landet Palæstina i 135 C. E. I dette Palæstina, var arabisk ikke det talte sprog, Bibelen og ikke Koranen blev lært, og befolkningen var hovedsagelig jødisk.

Palæstina blev koloniseret fem århundreder senere af arabiske hære under islamisk jihad. Mange jøder blev massakreret på dette tidspunkt, andre blev deporteret til Arabien som slaver, hele befolkningen blev eksproprieret og reduceret til dhimmier. Dette skete også for alle indfødte jøder og kristne i landene syd for Middelhavet, der blev erobret ved jihad, såvel som dem i mange europæiske lande. Er disse lande, der blev erobret af islam – f.eks. Portugal, Spanien, Sardinien, Sicilien, Kreta, og de sydlige regioner i Frankrig og Italien - arabiske lande? Sharia blev indført så langt mod nord som Ungarn og Polen, for ikke at nævne hele Centraleuropa, herunder områder i Grækenland, eks-Jugoslavien, Rumænien og Bulgarien helt frem til slutningen af det nittende århundrede. Er disse lande arabiske lande, hvor ikke-muslimske borgere skal vende tilbage til en tilstand som dhimmier, hvis vidneudsagn bliver afvist af islamiske domstole? Skal de endnu en gang iføre sig diskriminerende beklædningsgenstande, som Taliban-regimet i dag forlanger, og være underlagt forbuddet mod opførelse og renovering af deres kirker, som kopterne i Egypten?

Hvis jødernes befrielsesbevægelse i deres fædrene hjemland bliver udlagt som racisme, så er alle bevægelser, der kæmper for befrielse fra ekspropriation og trældom, indført ved jihad, racistiske. En sådan holdning genindsætter den islamiske jihad-imperialisme, der har krævet millioner af ofre på tre kontinenter i mere end et årtusinde; deporteret et uendeligt stort antal slaver; tilintetgjort hele befolkninger; ødelagt deres historie, deres monumenter og deres kultur. Har kopterne en ret til deres historie og deres sprog? Har kabylerne en ret til deres? For ikke at nævne alle de ofre for racisme, den skaber, en historisk racisme, der nægter ofrene deres historie, deres lidelser og deres hukommelse.

Arabisk racisme består i at kalde landet Israel for arabisk jord, samtidig med at ingen palæstinensisk provins, landsby eller by, herunder Jerusalem, nævnes hverken i Koranen eller i nogen anden arabisk tekst før udgangen af det niende århundrede. De er derimod nævnt i den hebraiske Bibel, som repræsenterer det jødiske folks religiøse og historiske arv. Bibelen, som fortæller historien om dette land, fortæller den på hebraisk, landets sprog, og ikke på arabisk.

Palæstinensisk racisme består i at hævde, at hele Israels historie, den bibelske historie, er arabisk, islamisk og palæstinensisk historie. Israels konger og profeter var arabiske, palæstinensiske og muslimske konger og profeter, hvilket også gælder Jesus, hans familie og apostlene. Denne islamisering af Bibelen berøver således ikke blot jøder, men også hele kristenheden deres historie. Nye surrogat-teologier er udviklet, der overfører Israels arv til arabisk og muslimsk Palæstina.

Jihad-imperialismen består i at annektere hele historien og identiteten af de folk, som blev erobret og kastet ind i dhimmitude-tilstandens ikke-eksistens. Dette er en total fornægtelse af den anden, en afvisning af at anerkende ham som ligeværdig. Israels kamp er ikke en kamp, der føres af kolonister, som visse europæiske politiske kredse kan lide at hævde, fordi Europa selv har haft en kolonihistorie på alle kontinenter og overfører denne historie på Israel, på samme måde som den overfører sin egen historie om nazismen til israelerne, og derved hævner sig på historikernes afsløringer. Israels kamp er ikke en kamp mod den muslimske verden; det er en kamp for at rense sin samvittighed for hadet til jihad. Det er befrielsen af et folk fra dhimmitude-slaveriet, der blev indført med henblik på at udrydde det i dets eget land. Dette er grunden til, at kristne, som afviser de nye surrogat-teologier, slutter sig Israel i dets kamp, hvilket også gælder muslimer, der nægter at lade islams værdier blive perverteret af jihad-teologien. Det er gennem denne fælles indsats, at vi vil være i stand til at erstatte hadets kultur med venskab og forsoning mellem folkene.

---

Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia

---

Oversættelse: Bombadillo