Østlige kristne sønderrevet
Udfordringer - nye og gamle
Af Bat Ye'or

Oversættelse af: Eastern Christians Torn Asunder
Kilde: National Review Online, 18. september 2003
Udgivet på myIslam.dk : 1. december 2011

Dhimmi-mentaliteten er ikke let at definere og beskrive. En endeløs række af reaktioner er blevet fremprovokeret af de skiftende historiske situationer i dhimmitude-civilisationen, som strækker sig over tre kontinenter og tæt på fjorten århundreder. Generelt kan dhimmi-befolkninger siges at svinge mellem fremmedgørelse og underkastelse som den ene yderlighed, og som den anden, en opfattelse af sig selv som værende åndeligt frie.

Dhimmi-mentalitetens grundlæggende aspekter har forbindelse med dens status og miljø, fordi dhimmitude udelukkende opererer inden for rammerne af jihad. I modsætning til den almindelige opfattelse, er jihad ikke begrænset til militær hellig krig, men omfatter alle strategier, herunder fredelige, der tager sigte på en samling af alle religioner indenfor rammerne af islamisk tro. Endvidere bestemmer jihad, som juridisk-teologisk konstruktion, alle aspekter af forbindelserne mellem ummaen - det islamiske samfund - og ikke-muslimer. Ifølge den klassiske fortolkning er disse sidstnævnte klassificeret i en af tre kategorier: fjender, midlertidigt forsonede eller underkastede. Fordi hverken jihad eller dhimmitude har været kritisk analyseret [og derved reformeret, o.a.], kan vi sige i dag, at den islamistiske mentalitet – som i øjeblikket er fremherskende i mange muslimske lande – etablerer forbindelser med ikke-muslimer efter de traditionelle jihad-kategorier: krig, våbenhvile og underkastelse/dhimmitude.

I vor tid findes dhimmier blandt resterne af de oprindelige befolkninger i lande, der blev islamiseret under muslimske erobringer, der strakte sig over et årtusinde: kristne, hinduer, og spredte grupper af jøder og zoroastriere. Kristne kan synes at være den mest velkendte og beslægtede gruppe for vesterlændinge pga. deres nærhed, kultur, religion. De er genstand for den samme status under islam som jøderne, det andet ahl al-kitab, "Bogens folk" – Bibelens folk. Men dette indtryk er ofte bedragerisk, da det beroligende skin af lighed er vildledende.

Kristne dhimmiers adfærd varierer alt efter deres land, deres sociale kategori og deres samarbejde med de herskende klasser, som for eksempel deres deltagelse i de irakiske og syriske Baath-partier eller i PLO, en militaristisk organisation, der er engageret i den arabiske jihad mod Israel. Kristne dhimmier, udnævnt til vigtige poster af muslimske herskere, har ofte fungeret som agenter mellem den arabiske verden og strategiske centre i Vesten: Kirker, regeringer, industrien, universiteter, medier osv.

Fordi kristne dhimmi-befolkninger som helhed er højt kvalificerede og bedre uddannede end den omgivende befolkning, har de ofte lidt under ondsindet jalousi kombineret med ummaens traditionelle anti-kristne fordomme. Den fortsatte eksistens af kristendommen i muslimske miljøer vidner om kvaliteter som udholdenhed og tilpasningsevne. Men overlevelsen under dhimmitude havde sin pris: Dhimmi-patologien.

Kort sammenfattet kan kristne indstillinger inddeles i tre kategorier: aktiv modstand, passiv modstand og samarbejde. Disse tre holdninger kommer til udtryk inden for én og samme befolkning, men visse geografiske eller historiske situationer favoriserer den ene eller den anden.


Aktiv modstand

De seneste eksempler på aktiv modstand er bemærkelsesværdige. Undertrykkelsen af det kristne oprør mod indførelsen af sharia i Sudan i 1983 forårsagede mere end to millioner døde og over fire millioner fordrevne. Libanesiske kristne kæmpede mod islamiseringen af deres land under borgerkrigen, der begyndte i 1975. Ved indgangen til det 20. århundrede blev armenske og assyriske kristne straffet med folkemord for deres stræben efter uafhængighed. I vore dage kommer aktiv kristen modstand mod islamisering i Indonesien, Nigeria og andre afrikanske lande til udtryk i massakrer på kristne civile, afbrænding af landsbyer, befolkningers flugt. Vesterlændinge, og især europæere, vender det døve øre til lidelserne hos de kristne, som aktivt modsætter sig islamisering, og giver dem ofte selv skylden for deres ulykke.


Passiv modstand

Eksempler på passiv modstand kan findes i Egypten, Pakistan og Iran. Egyptiske kristne fordømmer den vold, de er ofre for, og forsøger at beskytte deres værdighed, reducere den juridiske og faglige diskrimination, samt sikre de grundlæggende rettigheder, som f.eks. tilladelse til at bygge eller renovere kirker. Her foretrækker Vesten igen at ignorere deres alvorlige situation eller at underspille den med blot episodisk opmærksomhed. Kristne, engageret i aktiv eller passiv modstand, udtømmer deres sparsomme ressourcer i et forgæves forsøg på at advare deres medkristne og sikre sig deres hjælp.


Samarbejdende kristne

Kollaboratører hverves blandt kristne, der identificerer sig selv som arabere. Denne form for samarbejde, der gennem århundreder har forvoldt endeløse morderiske kampe mellem brødre, er blevet afvist af dhimmier, der har kæmpet i århundreder mod et islamisk herredømme, der skred frem med hjælp fra kristne.

Kristent samarbejde har taget forskellige former gennem historien, alt efter omstændighederne og de politiske muligheder. Det udtrykkes i dag i et to-strenget politisk og teologisk projekt. Det politiske projekt er virkeliggjort i en fusion henover Middelhavet, med opbygningen af en økonomisk, kulturel, politisk, geografisk enhed bestående af Den Europæiske Union og arabiske og afrikanske lande. Denne forenings- og integrationspolitik, som er aktiv i alle internationale fora, arbejder på at opveje amerikansk politik under dække af begrebet: "International legitimitet", skønt det er blodige totalitære arabiske diktatorers form for legitimitet.

Samarbejdende kristne dhimmier fungerer som dette projekts intellektuelle og økonomiske værktøj, fordi de tilhører begge verdener. Deres rolle er at opfinde en idyllisk islamisk-kristen fortid, der kan støtte den politiske opbygning af et fremtidigt Eurabia og at skjule det anti-kristne grundlag for islamisk doktrin og historie.

Dhimmi-samarbejde på det teologiske plan er orienteret i to retninger: Mod kristendommen og mod islam. Det finder sit mest radikale udtryk i "Palæstinensisk Befrielsesteologi", der betyder intet mindre end befrielsen af kristendommen fra dens jødiske oprindelse. Det åndelige centrum for denne teologi er Al-Liqa Instituttet i Jerusalem, der blev oprettet i 1983 til studiet af den muslimske og kristne arv i Det hellige Land. Dette stærkt politiserede institut, som sponsoreres af internationale kristne organisationer, har specialiseret sig i spredning af anti-israelsk propaganda gennem sine internationale religiøse og mediemæssige kanaler.

Ved at forene markionistiske og gnostiske teologiske strømninger, afklæder denne palæstinensiske teologi Jesus hans jødiskhed og forvandler ham til en sui generis [enestående] arabisk-palæstinensisk Jesus, en tvilling til den muslimske Jesus (Isa). Kristendommen, der således er befriet fra sine jødiske rødder, kan dernæst omplantes i arabisk islamisme. Dette vil gøre Palæstina, og ikke Israel, til kristendommens vugge, og gøre israelerne til usurpatorer af det islamisk-kristne palæstinensiske hjemland. Denne teori afviser den historiske kontinuitet mellem det moderne Israel og dets bibelske stamfader, hjemstedet for den spirende kristendom.

Palestinistisk teologi [theology of Palestinism], der integrerer alle de anti-jødiske temaer i udskiftningsteologien [replacement theology], er omarbejdet til at passe ind i den nye palæstinensiske virkelighed og henvendt til kristne over hele verden, med en opfordring til dem om at samles omkring en arabisk-palæstinensisk Jesus, symbolet på et Palæstina, der er korsfæstet af Israel. Temaet går tilbage til det 19. århundrede. Men i de dage, hvor tanken om en arabisk-palæstinensisk enhed, der skilte sig ud fra den arabiske verden, slet ikke eksisterede, var Palæstinas samlende rolle tildelt den arabiske nationalisme.

Palestinistisk teologi støtter den euro-arabiske politik om kristen-muslimsk og europæisk-arabisk fusion: Den moderne stat Israel – der betragtes som et midlertidigt historisk uheld – forbigås, og Europas kristne rødder forankres i et islamisk-kristent Palæstina. Efter at Israel har opfyldt sin historiske rolle med at forene de to fjender – kristendom og islam – der modsætter sig selve dets eksistens, kan Israel nu forsvinde, og derved besegle fusionen mellem Europa og araberne. Den samlende rolle påhviler det islamisk-kristne Palæstina; forsoningen mellem islam og kristendom kan endelig fuldbyrdes på Israels aske og fornægtelsen af dets eksistens. Dette er grunden til, at Den Europæiske Union – og især Frankrig – udpeger israelsk "uretfærdighed" og "besættelse" som den eneste kilde til konflikt mellem Europa og den arabiske/muslimske verden, og årsag til den internationale, anti-vestlige islamiske terrorisme.

Bidraget fra dhimmi-kristent samarbejde til islam er endnu vigtigere. Det opfylder tre målsætninger: 1) Dets propaganda understøtter myten om en fortidig og nutidig fredelig islamisk-kristen sameksistens og bekræfter fuldkommenheden af islam, jihad og sharia; 2) det fremmer den demografiske ekspansion og islamisk propagandas omvendelsesarbejde i Vesten; 3) på det teologiske område eliminerer det den jødiske Jesus og indpoder kristendommen i den muslimske Jesus; det letter med andre ord den teologiske islamisering af hele kristenheden.

I henhold til islamisk dogme, indbefatter islam både jødedom og kristendom, som begge er forfalskede senere udtryk for den første og grundlæggende religion, som er islam. Alle de store skikkelser i Bibelen, fra Adam til Abraham, fra Moses til David, de hebraiske profeter, Maria, Jesus og apostlene var muslimske profeter, der prædikede islam, og det er kun i deres egenskab af muslimer, at de anerkendes og respekteres. De tilhører Koranen, ikke Bibelen. Fra dette synspunkt er båndet mellem jødedom og kristendom en forfalskning, fordi kristendommens slægtskabsforhold er islamisk, ikke jødisk. Kristendommen nedstammer fra islam, hele menneskehedens første religion (din al-fitra). Kristendommen er et forfalsket udtryk for islam, og tilhører islam. Ifølge en hadith bliver det sådan, at når Isa, den muslimske Jesus, vender tilbage, vil han slå korset i stykker, dræbe svinet, afskaffe jizya (hovedskatten for vantro), og penge vil flyde som vand. Eksegeter fortolker ødelæggelsen af symboler, der er knyttet til kristendommen - korset og svinet - som udslettelsen af denne religion; afskaffelsen af jizya betyder, at islam er blevet den eneste religion; og overfloden af rigdom refererer til rovet taget fra de vantro. Genkomsten af den muslimske Jesus kunne med andre ord føre til kristendommens undergang.

Den globale jihad har gjort dhimmitude-problemet til en verdensomspændende realitet. Europas snigende dhimmitude, udtrykt i afvisningen af blot at nævne dets civilisations "jødisk-kristne" værdier i dets foreslåede forfatning, er et af de vigtigste elementer i den nuværende europæisk-amerikanske kløft.

- Bat Ye’or er forfatter til The Decline of Eastern Christianity under Islam: From Jihad to Dhimmitude. Hendes seneste bog, Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide, er netop blevet genoptrykt. En version af denne artikel blev første gang offentliggjort på fransk og er oversat [til engelsk] af Nidra Poller i samarbejde med forfatteren.




Bat Ye'or, der betyder "Nilens datter", er et pseudonym for Gisèle Littman, født Orebi.

Bat Ye'or blev født i en jødisk familie i Cairo, Egypten. Hun og hendes forældre forlod Egypten i 1957 efter Suez-krigen i 1956, og ankom til London som statsløse flygtninge. I 1958 blev hun optaget på Institut for Arkæologi ved University College, London, og flyttede til Schweiz i 1960 for at fortsætte sine studier ved Genève Universitet, men blev aldrig færdig med sin kandidatgrad og har aldrig haft en akademisk stilling.

Hun beskriver sine oplevelser på følgende måde:

Jeg havde været vidne til ødelæggelsen, over et par korte år, af et dynamisk jødisk samfund, der havde levet i Egypten i over 2.600 år og som havde eksisteret siden profeten Jeremias tid. Jeg så opløsningen og flugten af familier, fordrevet og ydmyget, ødelæggelsen af deres synagoger, bombningen af de jødiske kvarterer og terroriseringen af en fredelig befolkning. Jeg har personligt oplevet eksilets byrder, statsløshedens ulykke - og jeg ønskede at finde den dybeste årsag til alt dette. Jeg ønskede at forstå, hvorfor jøder fra arabiske lande, næsten en million, havde delt min erfaring.

Hun var gift med den britiske historiker og menneskerettighedaktivist David Littman fra september 1959 indtil hans død i maj 2012. Mange af hendes publikationer og værker blev til i samarbejde med Littman. Hendes britiske statsborgerskab daterer sig fra hendes ægteskab. De flyttede til Schweiz i 1960 og fik tre børn.

Hun har givet briefinger til FN og Den amerikanske Kongres, og har holdt forelæsninger ved større universiteter som Georgetown, Brown, Yale, Brandeis og Columbia.

Hun er forfatter til otte bøger, herunder ...
The Dhimmi: Jews and Christians Under Islam (fransk: 1980, engelsk: 1985).
The Decline of Eastern Christianity: From Jihad to Dhimmitude (fransk: 1991, engelsk: 1996),
Islam and Dhimmitude: Where Civilizations Collide (2001),
Eurabia: The Euro-Arab Axis (2005),
Europe, Globalization, and the Coming Universal Caliphate (2011)
Understanding Dhimmitude (2013)

Kilde: Wikipedia




Oversættelse: Bombadillo