I dag, i en tid med krige og rygter om krige, der udgår fra den islamiske verden - fra den nuværende konflikt i Gaza, til sabelraslen fra atombevæbnede Pakistan og snart atombevæbnede Iran – har ikke-muslimer fået et presserende behov for bedre at forstå islams doktriner og målsætninger om krig og fred, og alt derimellem (traktater, diplomati). For eksempel, hvad skal man stille op med det faktum, at Hamas, efter gentagne gange, åbent og højrøstet at have gjort det klart, at dens ultimative ønske er at se Israel udslettet, også foreslår "fredsaftaler" - indeholdende forskellige former for indrømmelser fra Israel – og mere gådefuldt, tager imod dem?

For at kunne besvare sådanne spørgsmål, må man først være på det rene med mainstream (sunni) islams helt igennem legalistiske natur. Forbavsende nok, med al snakken om, at islam konstant "misforstås" eller "fejlfortolkes" af "radikale," er det en kendsgerning, at islam, i modsætning til de fleste andre religioner, er en klart defineret tro, der kun tillader ringe tvetydighed: I henhold til sharia (dvs. "Islams livsform," i almindelighed oversat som "islamisk lov") kan enhver tænkelig menneskelig handling kategoriseres som værende enten forbudt, frarådet, tilladt, anbefalet eller obligatorisk. "Sund fornuft" eller "universel opfattelse" har meget lidt at gøre med islam's begreber om rigtigt og forkert. Det eneste der betyder noget er, hvad Allah (via Koranen) og hans profet Muhammed (via hadith) har at sige om et givent emne, og hvordan islam's største teologer og jurister - kollektivt kendt som Ulema, dvs. ordret: "dem, der ved" - har formuleret det.

Overvej det at lyve. Ifølge sharia, er bedrag ikke alene tilladt i visse situationer, men anses undertiden for obligatorisk. For eksempel, og helt i strid med tidlig kristen tradition, har muslimer, der skal vælge mellem at afsværge islam eller blive henrettet, ikke alene lov til at lyve, ved at foregive at være frafaldne; mange jurister har dekreteret, ifølge Koranen 4:29, som befaler muslimer ikke at "ødelægge sig selv," at muslimer har pligt til at lyve.

Læren om taqiyya

Meget af dette drejer sig om den centrale lære om taqiyya, som ofte forskønnes som "religiøs forstillelse," men i virkeligheden blot betyder "muslimsk bedrag over for vantro." Ifølge den autoritative arabiske tekst Al-Taqiyya fi al-Islam, "er Taqiyya [bedrag] af fundamental betydning i islam. Næsten alle muslimske sekter går ind for det og praktiserer det. Vi kan gå så langt som til at sige, at udøvelse af taqiyya er mainstream i islam, og at de få sekter, der ikke praktiserer det, afviger fra mainstream. (...) Taqiyya er meget udbredt i islamisk politik, især i den moderne tidsalder (s. 7 oversat fra arabisk til engelsk af Raymond Ibrahim)"

Nogle tror fejlagtigt, at taqiyya er en ren shiamuslimsk lære: Som en minoritetsgruppe spredt blandt deres traditionelle fjender, de langt mere talrige sunnimuslimer, har shiamuslimerne historisk haft større "grund" til at forestille sig. Det ironiske er imidlertid, at sunnimuslimer, der lever i Vesten i dag, befinder sig i en tilsvarende situation, da de nu er mindretallet omgivet af deres historiske fjender – de kristne vantro.

Det primære Koranvers, der sanktionerer bedrag over for ikke-muslimer, siger: "De troende [muslimer] skal ikke tage sig de vantro [ikke-muslimer] til venner i stedet for de troende; den, der gør dette, hører slet ikke Gud [Allah] til – med mindre I tager jer meget i agt for dem. Gud [Allah] advarer jer imod sig selv" (3:28; andre vers, der bruges af Ulema til støtte for taqiyya omfatter 2:173, 2:185, 4:29, 16:106, 22:78, 40:28).

Al-Tabari's (d. 923) berømte tafsir (Koranfortolkning) er et normgivende og autoritativt opslagsværk i hele den muslimske verden. Angående vers 3:28, skriver han: "Hvis I [muslimer] er under deres [de vantros] myndighed og nærer ængstelse for jer selv, så optræd loyalt overfor dem med tungen, mens I indvendigt nærer fjendskab mod dem. ... Allah har forbudt troende at være venlige eller stå på en fortrolig fod med de vantro i stedet for med troende - undtagen når vantro er over dem [i myndighed]. I en sådan situation, så lad dem handle venligt over for dem."

Ibn Kathir (d. 1373, nummer to i autoritet efter Tabari) skriver om 3:28,: "Den, der til enhver tid eller ethvert sted frygter deres [de vantros] ondskab, kan beskytte sig selv gennem ydre stillen til skue." Som bevis for dette, citerer han Muhammeds nære følgesvend, Abu Darda, som sagde: "Lad os smile visse mennesker [ikke-muslimer] i ansigtet, mens vores hjerter forbander dem", og en anden følgesvend, al-Hassan, som sagde: "At praktisere taqiyya er acceptabelt indtil Dommens Dag [dvs. for bestandig]."

Andre fremtrædende Ulema, såsom al-Qurtubi, al-Razi, og al-Arabi, har udvidet taqiyya til også at omfatte gerninger. Med andre ord, muslimer kan opføre sig som vantro - herunder at bøje sig ned og tilbede afguder og kors, aflægge falsk vidnesbyrd, og tilmed udstille muslimske trosfælles svagheder for den vantro fjende – alt undtagen faktisk at dræbe en muslim.

Er dette forklaringen på, at den muslimske amerikansk sergent Hasan Akbar angreb og dræbte sin militære kollega i Irak i 2003? Havde hans foregivne loyalitet endelig nået en grænse, da han indså, at muslimer kunne dø for hans hånd? Han havde skrevet i sin dagbog: "Jeg har måske ikke dræbt nogen muslim, men at være i hæren er det samme. Jeg kan blive nødt til at træffe et valg meget hurtigt om, hvem jeg skal dræbe."

Krig er bedrag

Intet af dette bør være overraskende i betragtning af, at Muhammad selv - hvis eksempel som "det mest perfekte menneske" skal følges uden vaklen – havde et pragmatisk syn på det at lyve. Det er velkendt, for eksempel, at Muhammad tillod løgn i tre situationer: for at forlige to eller flere stridende parter, overfor sin hustru, og i krig (se Sahih Muslim B32N6303, der anses for en "autentisk" Hadith).

Hvad angår vores hovedanliggende her - krig – så viser følgende historie fra Muhammeds liv centraliteten af bedrag i krig. Under Slaget ved Graven (627), hvor Muhammed og hans tilhængere kæmpede imod flere ikke-muslimske stammer kendt som "Konføderationen," gik en af disse konføderate, Naim bin Masud, hen til den muslimske lejr og konverterede til islam. Da Muhammed blev klar over, at de konføderate var uvidende om deres stammefælles konversion, rådede han Masud til at vende tilbage og prøve på eller anden måde at få Konføderationen til at opgive belejringen - "For," som Muhammed forsikrede ham, "krig er bedrag." Masud vendte tilbage til Konføderationen uden at de vidste, at han havde "skiftet side", og begyndte at give sine tidligere slægtninge og allierede dårligt råd. Han gik meget langt for at anstifte skænderier mellem de forskellige stammer indtil de, fulde af mistillid overfor hinanden, gik i opløsning og ophævede belejringen af muslimerne, og dermed reddede islam i dens tidligste, spirende periode (se Al-Taqiyya fi Al-Islam; også, Ibn Ishaqs Sira, den tidligste Muhammedbiografi).

Legitimiteten af bedrag over for vantro illustreres bedre af følgende anekdote. En digter, Kab bin al-Ashruf, fornærmede Muhammed ved at skrive nedsættende vers om muslimske kvinder. Derfor råbte Muhammed foran sine tilhængere: "Hvem vil dræbe denne mand, der har såret Allah og hans profet?" En ung muslim ved navn Muhammed bin Maslama meldte sig, men med det forbehold, at han, for at komme tæt nok ind på livet af Kab til at kunne myrde ham, måtte have lov til at lyve over for digteren. Muhammed gav lov. Maslama tog hen til Kab og begyndte at rakke ned på islam og Muhammed, og fortsatte på denne måde indtil hans uvilje blev overbevisende nok til, at Kab gav ham sin fortrolighed. Snart derefter dukkede Maslama op med en anden muslim og, mens Kabs parader var nede, overfaldt og dræbte ham. Ibn Sa'ad version af historien fortæller, at de løb hen til Muhammed med Kabs hoved, hvortil Muhammed råbte "Allahu Akbar!" (Gud er stor!)

Koranens sekventielle bedrag

Det skal også nævnes, at hele sekvensen af Koraniske åbenbaringer er et vidnesbyrd om taqiyya; og da det er islamisk tro, at Allah har åbenbaret disse vers, så må han i sidste ende ses som bedragets gerningsmand - hvilket ikke er overraskende, da Allah selv er beskrevet i Koranen som den bedste "til at lægge listige planer" eller "finde på list" (3:54, 8:30, 10:21). Dette fænomen kredser om det faktum, at Koranen indeholder både fredelige og tolerante vers, såvel som voldelige og intolerante. Ulemaen var usikker på hvilke vers, der skulle kodificeres ind i sharialovens verdenssyn - det ene, for eksempel, der siger, ”der er ingen tvang i religionen” (2:256), eller dem, der befaler troende at bekæmpe alle ikke-muslimer indtil de enten konverterer til, eller i det mindste underkaster sig islam (8:39, 9:5, 9:29). For at komme ud af dette dilemma, udviklede Ulema doktrinen om ophævelse (naskh, med støtte i Koranen 2:106), der i alt væsentligt hævder, at når vers modsiger hinanden, vil vers, der er "åbenbaret" senere i Muhammad's karriere, have forrang frem for de tidligere.

Men hvorfor modsætningen i første omgang? Standardopfattelsen har været, at eftersom Muhammed og hans samfund, i islams tidlige år, var talmæssigt langt underlegne i forhold til vantro og afgudsdyrkere, så var et budskab om fred og sameksistens i orden (lyder det bekendt?). Men efter han udvandrede til Medina og voksede i militær styrke og antal, ”åbenbaredes” de voldelige og intolerante vers, der ansporede muslimer til at gå i offensiven - nu, da de var i stand til det. Ifølge dette synspunkt, som er standarden blandt Ulema, kan man kun konkludere, at de fredelige mekkanske vers til syvende og sidst blot var et kneb for at vinde tid til islam, indtil den blev stærk nok til at gennemføre sine "sande" vers, som kræver erobring. Eller, som det traditionelt forstås og udføres af muslimerne selv, når sidstnævnte er svage og i mindretal, bør de prædike og opføre sig i overensstemmelse med de mekkanske vers (fred og tolerance); når de er stærke, bør de gå i offensiven i overensstemmelse med de medinensiske vers (krig og erobring). Omskiftelserne i islamisk historie er et vidnesbyrd om denne modsætning.

En af mine muslimske kolleger gjorde en gang dette klart i en afslappet, men afslørende, samtale. Efter at have udlagt for ham alle de problematiske doktriner, som gør det umuligt for muslimer at leve fredeligt side om side med vantro - jihad, loyalitet og fjendskab, påbyde det rette og forbyde det forkerte - spurgte jeg ham skarpt, hvordan og hvorfor han, som muslim, ikke holdt fast ved dem. Han svarede undvigende og pegede på disse andre, ophævede vers om fred og tolerance. Idet jeg antog, at han var helt blank overfor sådanne mystiske doktriner som ophævelse [naskh], begyndte jeg (ret triumferende) at forklare ham forskellen mellem mekkanska (tolerante) og medinensiske (intolerante) vers, og hvordan de sidste ophæver de første. Han bare smilede og sagde: "Jeg ved det, men i øjeblikket lever jeg i Mekka" - det vil sige, ligesom hans svage og talmæssigt underlegne profet, der levede blandt et vantro flertal i Mekka, er han også, for overlevelsens skyld, nødt til at prædike fred, tolerance og sameksistens til det vantro flertal i Amerika.

Krig er evig

Det faktum, at islam legitimerer bedrag under krig kan ikke være alt for overraskende; som det siges, i kærlighed og krig gælder alle kneb. Desuden har ikke-muslimske tænkere og filosoffer, som Sun Tzu, Machiavelli og Hobbes, alle forsvaret bedrag i krig. Den afgørende forskel er imidlertid, at krigen mod den vantro, ifølge alle fire sunnimuslimske retsskoler, går for sig i al fremtid - indtil "der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Gud [Allah]" (Koranen 8:39). Under opslagsordet ”jihad”, fastslår den definitive Encyclopaedia of Islam simpelthen:

“Pligten til jihad eksisterer, så længe islams universelle herredømme ikke er nået. Fred med ikke-muslimske lande, er derfor kun en foreløbig tingenes tilstand; kun tilfælddige omstændigheder kan begrunde den midlertidigt. Desuden kan der ikke være tale om reelle fredstraktater med disse nationer; kun våbenhviler, hvis varighed i princippet ikke bør overstige ti år, kan godkendes. Men selv sådanne våbenhviler er usikre, da de kan brydes ensidigt før de udløber, hvis det skulle vise sig mere fordelagtig for islam at genoptage konflikten.”

Hertil kommer, hvis vi går tilbage til doktrinen om ophævelse, at langt hovedparten af Ulema er enige om, at Koranen 9:5, berømt som ayat al-Saif - "sværdets vers" - har ophævet omkring 124 af de mere fredelige mekkanske vers.

Den obligatoriske jihad kan bedst udtrykkes ved islams tvedelte verdenssyn, der stiller Dar al-Islam ("underkastelsens territorium," dvs, den islamiske verden) op til kamp mod Dar al-Harb ("krigens territorium", dvs, den ikke-islamiske verden), indtil den førstnævnte indbefatter den sidstnævnte. Den internationalt anerkendte muslimske historiker og filosof Ibn Khaldun (d. 1406) formulerer denne opdeling således: "I det muslimske samfund er hellig krig [jihad] en religiøs pligt, på grund af den muslimske missions universelle karakter samt forpligtelsen til at konvertere alle til islam enten af overbevisning eller ved tvang. De andre religiøse grupper [specifikt kristendom og jødedom] havde ikke en universel mission, og hellig krig var ikke en religiøs pligt for dem, undtagen med henblik på forsvar. ... Men islam er forpligtet til at vinde magt over andre nationer."

Dette koncept fremhæves af den kendsgerning, baseret på den tiårige Hudaibiya-traktat (628), som blev indgået mellem Muhammad og hans Quraysh-modstandere i Mekka, at ti år, teoretisk set, er den maksimale tid, muslimer kan holde fred med vantro. Baseret på Muhammad's eksempel, da han brød traktaten efter to år (ved at henvise til en Quraysh-overtrædelse), er en "fredstraktat"s (eller hudna) eneste funktion at købe svækkede muslimer tid til at omgruppere, før de går i offensiven igen. Ifølge en kanonisk hadith sagde Muhammad i øvrigt: "Hvis jeg aflægger en ed, og senere finder noget andet bedre, så gør jeg, hvad der er bedre og bryder min ed." Profeten opfordrede yderligere muslimer til at gøre det samme: "Hvis du nogensinde aflægger en ed om at gøre noget og senere kan se, at noget andet er bedre, så skal du udsone din ed og gøre det bedre."

Efter at have forhandlet sig frem til en fredsaftale, der blev kritiseret af muslimer for at give for store indrømmelser til Israel, retfærdiggjorde den tidligere PLO leder og Nobels fredspris vinder Yasser Arafat sine handlinger ved, i en moske i en uofficiel tale til muslimer, at sige: "I denne aftale ser jeg ikke mere, end der var i den aftale, der blev indgået mellem vores prophet Muhammed og Quraysh i Mekka." Med andre ord, efter hans profets eksempel gav den "moderate" Arafat sit ord, blot for at annullere det så snart "noget andet bedre" viste sig – dvs., så snart palæstinensere blev stærke nok til at genoptage offensiven.

Senest har en ny islamisk gruppe, associeret med Hamas, kaldet Jaysh al-Umma (Islams hær) sagt klart, "Muslimer over hele verden, har pligt til at bekæmpe israelerne og de vantro, indtil islam alene regerer jorden." Da de indså deres lapsus, præciserede de hurtigt: "Vi siger, at verden ikke vil leve i fred, så længe muslimers blod fortsat udgydes." Hvilket er det - indtil muslimsk blod ikke længere udgydes i Israel eller "indtil islam alene regerer jorden"?

Disse er alle klare eksempler på, hvordan muslimer foregiver åbenhed over for tanken om fred, blot for at købe mere tid til at opbygge deres styrke.

Her er så problemet: Hvis islam skal være i konstant krigstilstand med den ikke-muslimske verden - (som ikke behøver at være fysisk; Ulema har klassificeret en række ikke-voldelige former for jihad, såsom "pennens jihad" (propaganda) og "penge-jihad" (økonomisk)) - og hvis muslimer har lov til at lyve og foregive loyalitet, elskværdighed, selv hengivenhed overfor vantro, blot for at fremme deres krigsindsats, hvad skal man så mene om muslimske tilnærmelser ang. fred, tolerance, eller dialog?

Dette bliver tydeligere, når man tænker på, at hver eneste gang muslimer "rækker hånden frem" for "fred", er det altid, når de er i en svækket position overfor vantro - det vil sige, når de selv og ikke deres ikke-muslimske modstandere nyder godt af freden. Dette er læren af de sidste to århundreders muslimsk-vestlig interaktion, hvor førstnævnte har været militært underlegen og dermed i taknemlighedsgæld til sidstnævnte.

Man spekulerer på, om det omvendte kunne være tilfældet. Hvis f.eks palæstinenserne pludselig blev stærkere end Israel og kunne udslette det; hvis Israel rakte hånden ud for fred eller indrømmelser, ville de (overvejende muslimske) palæstinensere så give det? Faktisk findes svaret på dette spørgsmål tydeligt i alle de lande, hvor ikke-muslimske grupper lever som mindretal blandt muslimske flertal: Samtidig med at de lever i konstant social underkastelse (i henhold til Koranen 9:29), bliver de også sporadisk forfulgt og dræbt - som f.eks. de kristne koptere i Egypten, der efter blot at have samlet sig til bøn i et nedlagt fabrik, så sig omringet af 20.000 oprørske muslimer, der skreg det muslimske krigsråb, "Allah Akbar", samtidig med at de kastede sten mod dem.

Gengældelse eller religiøs pligt?

Osama bin Laden tror fast på inddelingen af verden i to enheder - islam og resten - som skal føre krig indtil førstnævnte dominerer kloden: Hvorfor angreb han USA? Følgende anekdote er oplysende: Efter en gruppe af fremtrædende muslimer havde skrevet et brev til amerikanerne, hvori der stod, at islam er en fredelig religion, der ønsker at sameksistere med andre og kun ønsker at "leve og lade leve," revsede bin Laden, der tænkte at ingen ikke-muslim ville se hans brev, dem på følgende måde:

”Hvad angår forholdet mellem muslimer og vantro, så er det sammenfattet ved Den Højestes ord: ”’Vi [muslimer] vil ikke kendes ved jer [ikke-muslimer]. Mellem os og jer er fjendskabet og hadet blevet åbenlyst, for altid, med mindre I vil tro på Gud alene.’” [Koranen 60:4] Der er altså et fjendskab, bevist ved heftig aggressivitet fra hjertet. Og denne heftige aggressivitet – dvs. kamp – ophører kun, hvis den vantro underkaster sig islams autoritet, eller det forbydes at udgyde hans blod [dvs. den vantro får status som dhimmi], eller hvis muslimerne på dette tidspunkt er svage og mangler evne [dvs. taqiyya]. Men hvis hadet på noget tidspunkt slukkes i hjertet, så er det et stort frafald! (…) Sådan er basis og grundlaget for forholdet mellem den vantro og muslimen. Kamp, fjendskab og had – rettet fra muslimen mod den vantro - er grundlaget for vores religion. Og vi opfatter dette som en retfærdighed og venlighed imod dem.” (fra Raymond Ibrahim: The Al Qaeda Reader, s. 43)

Det kan tåle at blive gentaget, at denne fjendtlige verdensanskuelse er godt understøttet af islams alment accepterede retsskoler (dvs. der er intet "radikalt" ved det). Når bin Laden henvender sig til det vestlige publikum, ændres hans tone drastisk; han opregner rækker af "klagepunkter" som grund til at bekæmpe Vesten - fra palæstinensisk undertrykkelse, til vestlig udnyttelse af kvinder og den amerikanske afvisning af Kyoto-protokollen - aldrig en eneste hentydning til, at USA bekæmpes blot fordi det er en vantro enhed, der skal underkues. Faktisk indleder han ofte sine henvendelser til Vesten med at sige: "Gengældelse er en del af retfærdigheden" eller "Fred til alle, der følger vejledning" - selv om han mener noget helt andet, end hvad hans vestlige publikum tror.

Dette er naturligvis et klart eksempel på taqiyya, da bin Laden ikke blot at fører fysisk jihad, men også pennens jihad (propaganda). Hvis han kan overbevise det verdsligte Vesten (hvis erkendelsesteori ikke giver plads til idéen om religiøs erobring) om, at den nuværende konflikt er helt dens egen skyld, kan han samle mere sympati for sig selv og sin sag. Omvendt ved han også, at hvis amerikanere - bortset fra alle reelle eller indbildte politiske klager - blev klar over, at de, ifølge islams verdenssyn, kun kan opnå fred gennem intet mindre end deres underkastelse under islam, så ville hans propagandakampagne hurtigt blive nedbrudt. Men faktum er, at al-Qaeda er motiveret mere af religiøs forpligtelse end af gengældelse. Derfor er der konstant behov for at lyve, for ”krig", som deres profet sagde, "er bedrag."

Det skal tilføjes, at selv om det store flertal af verdens muslimer ikke er aktive terrorister, så er bin Ladens liste af klager mod Vesten et mønstereksempel på gennemsnitlige muslimers klager. Men hvis de ikke er klar over, at fjentlighed mod vantro - ifølge islam, ikke bin Laden – rækker ud over tid, rum, og klager, og at religiøs pligt befaler, at krigen fortsætter indtil "al religion tilhører Allah," så er de enten uvidende om deres egen tro, eller – taqiyya?

Med venner som disse ...

Council on American-Islamic Relations (CAIR), som hører til i USA og hvis medlemmer har været arresteret med terror-relaterede sigtelser, er en anden muslimsk gruppe, der synes at være mindre end oprigtig overfor sit ikke-muslimske publikum. Den er forbundet med Hamas, som amerikanske politikere har fordømt for at ”følge en ekstrem islamistisk politisk dagsorden.” Når det kommer til spørgsmålet om jihad, vedvarende krigsførelse, og islamiske doktriner såsom taqiyya – ja alt, hvad der er skitseret i dette essay – så har CAIR været de første til, ikke alene at benægte deres eksistens, men også til at rette beskyldninger for "islamofobi" og trusler om retssager mod enhver, der hentyder til dem, og dermed at censurere enhver kritisk tale om islam.

Det mest oplagte eksempel på taqiyya kommer imidlertid fra en hel nation: Saudi-Arabien. Hvis der er nogen nation, der nøje følger sharia - som indbefatter, men ikke er begrænset til, en opdeling af verden i to stadigt krigsførende dele, islam og vantro – så er det Saudi-Arabien, der går for at være en "ven" af Amerika. I henhold til sharia, for eksempel, vil saudierne ikke tillade opførelse af en eneste kirke eller synagoge på deres jord; bibler bliver forbudt og brændt; kristne involveret i nogen form for missionsvirksomhed bliver arresteret, tortureret, og undertiden dræbt; muslimske konvertitter til kristendommen bliver henrettet.

På trods af alt dette har saudierne - i deres forsøg på at fremstille islam som en "tolerant" religion, en religion, der, endnu en gang, blot søger "fredelig sameksistens" med andre - presset på for mere "dialog" mellem muslimer og ikke-muslimer, specifikt kristne og jøder (ironisk nok to grupper, der i dag er langt mere magtfulde end islam). Det er imidlertid ret sigende, at Saudi-Arabien nægter at være vært for nogen af disse konferencer; når alt kommer til alt, så havde deres profet Muhammed det ønske på dødslejet, at jøder og kristne skulle fordrives fra Den Arabiske Halvø; hvordan man kan så gen-invitere dem nu og tale om fred og tolerance? Desuden er saudierne sikkert bange for, at en egentlig "debat" - ikke bare den overfladiske snak om "gensidig forståelse", der gennemsyrer disse farcer - skal finde sted, når de ikke-muslimske deltagere opdager, at de ikke frit kan praktisere deres tro på saudisk jord? Den seneste tværreligiøse konference blev afholdt i Madrid, hvor kong Abdullah, til trods for alt det ovennævnte, hævdede, at "Islam er en mådeholdets og tolerancens religion, et budskab, der kalder til konstruktiv dialog mellem tilhængere af alle religioner."

Blot nogle dage senere blev det afsløret, at saudiske børns skolebøger stadig kalder kristne og jøder "vantro", de "hadede fjender" og "grise og svin." En multiple choice-test i en bog for fjerde klasse spørger muslimske børn: "Hvem er en "ægte" muslim?" Det korrekte svar er ikke den mand, som beder, faster osv., men, "En mand tilbeder Gud alene, elsker de troende, og hader de vantro" - altså de samme mennesker saudierne ønsker at føre "dialog" med.

Det viser tydeligt, at når saudierne - eller andre muslimer, der følger sharia – indbyder til "dialog", så følger de blot det ovennævnte råd fra Muhammad's ven, Abu Darda: "Lad os smile visse mennesker i ansigtet mens vores hjerter forbander dem."

Konsekvenserne

Der er også et bekymrende filosofisk - igen specifikt erkendelsesteoretisk - aspekt ved taqiyya. Enhver, der virkelig mener, at en autoritet ikke mindre end Gud retfærdiggør og, gennem hans profets eksempel, nogle gange endda tilskynder bedrag, vil ikke opleve etiske skrupler eller dilemmaer ved at lyve. Dette gælder navnlig, hvis det er sandt, at den menneskelige hjerne er en Tabula Rasa, formet af miljø og uddannelse: bedrag bliver en anden natur.

Overvej tilfældet Ali Mohammad - bin Ladens "cheftræner" og langtids al-Qaeda agent. Til trods for at han var placeret i terror-netværkets højeste lag, gjorde hans fortrolighed med forstillelse det muligt for ham at blive CIA agent og FBI informant gennem flere år. Folk, der kendte ham, så på ham "med frygt og respekt for hans utrolige selvtillid, hans manglende evne til at blive skræmt, hans absolut skånselsløse vilje til at ødelægge islams fjender, og hans nidkære tro på den militante islamiske fundamentalismes principper." Ja, denne sætning sammenfatter det hele: For en "nidkær tro" på islams "principper", der, som vi så det, legitimerer bedrag, vil bestemt række langt i skabelsen af en "utrolig selvtillid", når der lyves.

Slutresultatet er, at enhver muslim, der nøje overholder sharia-loven - og det er i øvrigt definitionen på en muslim, "en, der underkaster sig Allah” (dvs. Allahs love) – en lov, som blandt andre stridbare elementer, klart og utvetydigt opsplitter verden i to evigt krigsførende dele – sådan en muslim vil altid have en "guddommelig sanktioneret" ret til at bedrage, indtil "der ikke længere er nogen fristelse til frafald, og indtil al religion tilhører Allah" (Koranen 8:39). Alle muslimske tilnærmelser om fred, dialog, eller midlertidige våbenhvile skal ses i dette lys.

---

Raymond Ibrahim, specialist i Mellemøsten og islam, er en Shillman Fellow ved David Horowitz Freedom Center og en Associate Fellow ved Middle East Forum.
Hans skrifter publiceres over hele verden og han er bedst kendt for The Al Qaeda Reader (Doubleday, 2007).
Han gæsteforelæser på universiteter, herunder National Defense Intelligence College; giver briefinger til statslige organer, såsom U.S. Strategic Command og Defense Intelligence Agency; og giver ekspertudsagn i islam-relaterede retssager.
Han har også vidnet for Kongressen om de begrebsmæssige fejl, der dominerer den amerikanske debat om islam og om den forværrede situation for Egyptens kristne koptere.
Blandt andre medier, har han optrådt på MSNBC, Fox News, C-SPAN, PBS, Reuters, Al-Jazeera, CBN og NPR.

Han er desuden forfatter til: Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians
og den nyeste bog: Sword and Scimitar, Fourteen Centuries of War between Islam and the West.

(Denne korte biografi er hovedsagelig taget fra Ibrahims egen hjemmeside: RaymondIbrahim.com)

---

Oversættelse: Bombadillo