Jeg har haft nogle interessante diskussioner med min gode ven Ohmyrus, der er en etnisk kinesisk mand, men samtidig sætter pris på visse aspekter af den vestlige civilisation, som mange vesterlændinge selv synes at have glemt, eller afvist. Han er ikke enestående i så henseende. En af de bedste bøger om europæisk kultur, der er udgivet i de senere år, er Defending the West, skrevet af den tidligere muslim Ibn Warraq, der blev født på det indiske subkontinent, ikke i den vestlige verden. Ifølge moderne multikulturalisme har enhver kultur ret til at eksistere undtagen den vestlige – for at sætte tingene lidt på spidsen. Den iransk-fødte ex-muslim Ali Sina fordømmer multikulturalismen af netop denne grund i sin bog, Understanding Muhammad, som jeg har anmeldt online:

”Hvis nogen kultur skal bevares, er det den vestlige, hellensk-kristne kultur. Det er denne kultur, der står over for udslettelse. Det er denne kultur alene, vi skylder oplysningstiden, renæssancen, og demokratiet. Disse ting er grundlaget for vores moderne verden. Det ville være en frygtelig fejltagelse ikke at bevare denne kultur. Hvis vi ikke gør noget, står vi over for en fremtid, hvor demokrati og tolerance vil falme og islams mere primitive instinkter vil underkue menneskeheden. Alle kulturer er ikke skabt lige (...). Vi skylder den vestlige kultur vores frihed og den moderne civilisation. Det er denne kultur, som nu er under angreb og har brug for beskyttelse.”

Som indfødt europæer er det underligt at se, hvor mange (ikke-muslimske) asiater der tilsyneladende sætter pris på min civilisation, og i disse dage gør det mere end såkaldt intellektuelle i mit eget land gør. Det er en udfordring at forklare, hvordan Vesten kunne gøre så mange fremskridt i fortiden og alligevel være så dum, som den i øjeblikket er. Spørgsmålet om, hvad der gik galt med Vesten, er langt mere interessant end spørgsmålet om, hvad der gik galt med den islamiske verden. Det bedste svar, som jeg kan komme med, er, at vore nuværende brister måske er relateret til vore tidligere dyder, i det mindste indirekte. At være stædig, for eksempel, kan være en styrke eller en svaghed, afhængig af situationen. Vesten er en ikke-traditionalistisk civilisation. Vi har ubestrideligt gjort fremskridt, som ingen anden civilisation har gjort før os, på trods af hvad nogle kritikere hævder; men måske er den pris, vi betaler for dette, at vi også begår fejl, som ingen har gjort før os. Organiseret videnskab er en vestlig opfindelse. Organiseret nationalt selvmord, er også en vestlig opfindelse. Det vestlige universitetssystem udgjorde engang en stor fordel for Europa set i forhold til andre civilisationer. I dag er det samme system ved at underminere selve den civilisation, der fødte det.

Da europæisk civilisation indtil videre er den eneste civilisation, der har haft virkelig global indvirkning, så betyder dette, at alle andre civilisationer står med den udfordring, at skulle bearbejde et lag af impulser og idéer, som ikke er deres egne. Der er ingen tvivl om, at dette i mange tilfælde har været en ødelæggende proces, men det er også sandt, at forskellige ikke-vestlige kulturer har håndteret den vestlige udfordring meget forskelligt og har tilegnet sig meget forskellige dele af dens arv.

Araberne havde ingen egen billed-tradition af betydning før islam. Det islamiske forbud mod billedkunst blev ikke altid overholdt, ligesom forbudet mod alkoholiske drikke ikke altid blev strengt håndhævet, men billedkunst blev modarbejdet og kom derfor aldrig til at indtage en fremtrædende plads i denne kultur. Nogle muslimske herskere kunne fortolke de religiøse regler om afbildning af menneskeskikkelser ganske liberalt. En tradition for bogillustration og miniaturemaleri udviklede sig, men det er vigtigt at huske, at selv de malerier, der fandtes, var tænkt som illustrationer af en tekst og var næsten aldrig beregnet til udstilling på en væg eller i et galleri. Historikeren Bernard Lewis forklarer i sin bog, What Went Wrong? [Hvad gik der galt?]:

"En af de tiltrækkende egenskaber ved vestlig kunst og især vestlig portrætmaleri har helt sikkert været brugen af perspektiv, som muliggjorde en grad af realisme og nøjagtighed, der var uopnåelig i det traditionelle miniaturemaleris stiliserede og temmelig formelle kunst (...). I slutningen af det attende og begyndelsen af nittende århundrede bliver vestlig indflydelse meget tydelig, både i bygningers struktur og i deres indvendige udsmykning. I det nittende århundrede, er den næsten universel i en sådan grad, at de ældre kunstneriske traditioner var ved at dø ud og blive erstattet af denne nye kunst fra Europa. Ligesom opfattelsen og målingen af rum påvirkede den visuelle kunst, således påvirkede også opfattelsen og målingen af tid musikken - om end i meget mindre omfang (...). En særlig egenskab ved vestlig musik er polyfoni, ved harmoni og kontrapunkt (...). Forskellige kunstnere spiller sammen, fra forskellige partiturer, og frembringer et resultat, der er større end summen af dets dele. Med lidt fantasi kan man skimte de samme træk i andre aspekter af vestlig kultur - i demokratisk politisk liv og i holdspil, som begge kræver samarbejde, harmonisk hvis ikke enstemmigt, mellem forskellige aktører, der spiller forskellige roller i et fælles projekt."

Som modsætning er her, hvad Lewis skriver i The Middle East: A Brief History of the Last 2,000 Years:

"Eftersom muslimsk gudsdyrkelse, med begrænset undtagelse af nogle dervish-ordener, ikke gør brug af musik, manglede musikere i de islamiske lande den enorme fordel, som kristne musikere nød gennem Kirkens og dens højtstående gejstliges protektion. Protektion, givet af hoffet og de store huse, var, skønt uden tvivl nyttig, også uregelmæssig og episodisk, samt farligt underlagt de mægtiges luner. Muslimske musikere udtænkte ikke noget standardsystem for notation, og deres kompositioner er derfor kun kendt via hukommelsens fejlbarlige og omskiftelige medium. Der er intet bevaret korpus af klassisk islamisk musik, der kan sammenlignes med det, der findes i den europæiske musiktradition. Alt, hvad der er tilbage, er en ganske omfattende teoretisk litteratur om musik, nogle forfatteres og kunstneres beskrivelser og skildringer af musikere og musikalske begivenheder, en række gamle instrumenter i forskellige stadier af bevarelse, og selvfølgelig det levende minde om længst forgangne kunstneriske udførelser."

Der er dem, der er kritiske over for Mr. Lewis som videnskabsmand, og derfor mener, at han ikke bør citeres som autoritet. Man bør altid bevare en sund kritisk distance til enhver forsker, men jeg ved fra andre kilder, at fremstillingen i de ovennævnte citater stort set er i orden.

Mange former for musik er forbudt i islam. Reliance of the Traveller [En klassisk sharia-manual fra shafii-retsskolen, o.a.] af Ahmad Ibn Lulu Ibn Al-Naqib og Noah Ha Mim Keller [oversætter] er formelt godkendt ved al-Azhar i Egypten, den højeste institution for religiøs lærdom blandt sunni-muslimer. Den citerer en række hadither, udtalelser af Muhammed og hans ledsagere, som udgør de mest autoritative islamiske tekster næst efter Koranen, heriblandt én, der siger, at "Der vil være folk i mit samfund, der vil anse utugt, silke, vin og musikinstrumenter for at være lovlige (…)." Et andet citat lyder: "På opstandelsens dag, vil Allah hælde smeltet bly i ørerne på enhver, der sidder og lytter til en sangerinde.” Den retslærde konklusion er: "Alt dette er eksplicit og tvingende tekstmæssigt bevis på, at musikinstrumenter af alle typer er ulovlige." En anden juridisk afgørelse lyder: "Det er ulovligt at bruge musikinstrumenter – som f.eks. dem, drikfældige folk er kendt for at bruge, som mandolin, lut, bækkener, og fløjte - eller at lytte til dem. Det er tilladt at spille tamburin ved bryllupper, omskærelser, og til andre tider, også selv om den har bjælder på siderne. At slå på kuba, en lang tromme med en snæver midte, er ulovligt. "

Hertil kommer, at mens jeg nogle gange er klart uenig med Mr. Lewis, så kommer han, efter min erfaring, undertiden på afveje ved at være for positiv, når han skriver om islamisk kultur, ikke for negativ. Hvis man skal tro Lewis, så indtraf "de tidligste specifikt antisemitiske udtalelser i Mellemøsten (…) blandt de kristne mindretal, og disse kan som regel spores tilbage til europæiske originaler." Dette synspunkt passer fint med den anti-europæiske, multikulturelle ensidighed, vi finder i de moderne medier og den akademiske verden, men det er helt og aldeles forkert, hvilket Dr. Andrew G. Bostom endegyldigt har demonstreret i sit særdeles velunderbyggede værk, The Legacy of Islamic Antisemitism.

At dehumanisere jøder som aber (Koranen 2:65 og 7:166), eller aber og svin (Koranen 5:60) har været almindeligt gennem hele den islamiske historie, mere end 1300 år før oprettelsen af staten Israel. Muhammed selv omtalte de medinensiske jøder i banu Qurayza som "aber" før han tilrettelagde nedslagtningen af alle dens mænd. Som en muslim, bosiddende i Tyskland, sagde: "Jøderne er Allahs fjende." Under henvisning til Adolf Hitler sagde han: "Den mand var en helt, nærmest en muslim. Jeg er en af hans fans." En uforholdsmæssig stor del af de europæere, der konverterer til islam, er nynazister eller kommunister.

I 2005 var Hitlers selvbiografi, Mein Kampf blandt top bestsellerne i Tyrkiet, næstefter en bog om en tyrkisk nationalhelt, der detonerende en atombombe i Washington D. C. Adolf Hitler er stadig populær i vide kredse, også i mange andre muslimske lande. Samtidig understregede den tyrkiske premierminister Erdogan, at islamofobi måtte behandles som "en forbrydelse mod menneskeheden." Det er forbudt ved lov til at diskutere det armenske folkemord i Tyrkiet, et folkemord, der angiveligt inspirerede nazisterne i deres holocaust mod jøderne. Kan et land på størrelse med Tyskland, med en tusindårig historie af uafbrudt krig mod sine naboer, og hvor Adolf Hitler er en bestseller-forfatter, hyldes som et moderat, muslimsk land?

De tidligste spor vi har af musikinstrumenter, går tilbage til ældre stenalder. Vi ved, at der var rige musikalske traditioner i det gamle Mesopotamien, Egypten, Indien, Kina og andre steder. Det er muligt, at visse aspekter af babylonisk musikteori og praksis indirekte har påvirket den græske, og i forlængelse heraf, den europæiske musiktradition. De gamle grækere havde en række musikinstrumenter som f.eks. harper, horn, lyrer, trommer, bækkener osv. Græsk musikteori udviklede sig uophørligt fra Pythagoras før 500 f.Kr. til Aristides Quintilianus i slutningen af tredje århundrede e.Kr., hvis afhandling, De musica (Om musik) er en vigtig kilde til viden om den græske musiktradition.

I pythagoræisk tænkning var musik tæt forbundet med astronomi; den store astronom Claudius Ptolemæus skrev om musik. Matematiske love og proportioner blev betragtet som grundlaget for både musikalske intervaller og himmellegemernes bevægelser. Platon og Aristoteles hævdede begge, at uddannelse skulle lægge vægt på gymnastik, for at disciplinere kroppen, og musik, for at disciplinere sindet. Platon var, som sædvanlig, den strengeste af de to, og ville kun tillade visse typer af musik til begrænsede formål, fordi den ellers kunne fordreje sindet. Han hævdede, at musikalske konventioner ikke måtte ændres, fordi lovløshed i kunsten førte til anarki. Aristoteles var mindre restriktiv og hævdede, at musik kunne bruges til både fornøjelse og uddannelse. For romerne var musik en del af de fleste offentlige ceremonier og blev brugt som indslag i underholdning og uddannelse.

Den kristne kirke var den dominerende sociale institution i det post-romerske Europa og påvirkede dybt den fremtidige udvikling af europæisk musik. Det antikke græske notationssystem var tilsyneladende blevet glemt i det syvende århundrede e.Kr., da Isidore af Sevilla (ca. 560-636) skrev, at "medmindre lyde huskes af mennesker, vil de forsvinde, for de kan ikke skrives ned." Men med udviklingen flerstemmig sang, var det nødvendigt, for at fiksere den, at skabe en notation, en måde hvorpå den kunne skrives ned. De ældste overlevende europæiske messebøger med musiknotation stammer fra det niende århundrede. I den tidlige kristne æra, blev den klassiske arv anvendt, men modificeret. Fra jøderne kom skikken med at synge salmer og messe Skriften. Kirkens ledere trak på den græske musikteori, men afviste hedenske skikke, og satte gudsdyrkelse over underholdning samt sang over instrumentalmusik.

Det er lærerigt at overveje det faktum, at mellemøstlige muslimer også havde adgang til den græske musikteori, men alligevel besluttede de ikke at bruge den, ligesom de heller ikke udnyttede den græske kunstneriske arv. Både musik og billedkunst blev integrerede elementer i den religiøse tilbedelse i det kristne Europa på en måde, der aldrig fandt sted i den islamiske verden. Faktisk var det gregoriansk sang og væksten i polyfonisk musik i middelalderens europæiske klostre og katedraler, som etablerede den musikalske tradition, som efterhånden kulminerede i værker af Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven århundreder senere. Der var ingen Mozart eller Beethoven i den islamiske verden, ligesom der ikke var nogen Kopernikus, Galileo og Newton.

Opfindelsen af musikalsk notation gjorde det muligt for musikere at bygge videre på fortidens værker. Den kan have været en nødvendig betingelse for udvidelsen og udviklingen af det musikalske udtryk, men den er ikke tilstrækkelig til at forklare de senere fremskridt. Opdagelsen af sammenhængen mellem matematiske forhold og musikalske intervaller, der tilskrives Pythagoras - og uafhængigt heraf, kineserne - var vigtig, men ikke så vigtig som polyfoni. Ifølge Charles Murray: "Ligesom lineært perspektiv tilføjede dybde til maleriets to dimensioner, således tilføjede polyfoni, metaforisk talt, en lodret dimension til melodiens vandrette linje."

Kina havde en veludviklet musikalsk tradition, der mindst rækker tilbage til Zhou-perioden (1122-256 f.Kr.). Kinesisk opera er almindeligt kendt for uindviede, men denne kunstform stammer fra de tidlige århundreder af den nuværende tidsalder, især fra tidlig middelalder (Tang-dynastiet). Musik spillede en central rolle i det kinesiske hofliv i den sjette og femte århundrede f.Kr., på Konfutses tid. Tidlige tænkere mente, at den havde stor moralsk magt, selv om visse former for musik var bedre end andre til at fremme harmoni. Ordet "musik" blev skrevet med samme tegn som "nydelse."

Ifølge The Cambridge Illustrated History of China af Patricia Buckley Ebrey, "har arkæologer udgravet en del instrumentgrupper, der blev anvendt til forestillinger ved hoffet i Zhou-tiden. Centrale instrumenter var sten-klokkespil, bronze-trommer, lut-lignende strenginstrumenter, bambus-fløjter, og klokker, der blev anslået udefra. Den største samling instrumenter blev opdaget i graven (ca. 433 f.Kr.) af Yi, markis af Zeng, hersker over en mindre stat beliggende nord for kongeriget Chu (i den nuværende Hubei provins). I graven var der 124 instrumenter, herunder trommer, fløjter, mundorgeler, panfløjter, citerer, et 32-toners klokkespil med ”klokkerne” gjort af stenplader, og et klokkesæt i 64 dele. Citer-instrumenterne har fra fem til femogtyve strenge og varierer i detaljerne i deres konstruktion; de kan være kommet fra forskellige regioner og have været anvendt ved udførelser af regional musik. Klokkerne bærer inskriptioner, der angiver deres toneleje, og viser, at de var gaver fra kongen af Chu. Klokkerne blev støbt med en præcision, der viser, at kunsten at fremstille klokker havde nået et meget avanceret niveau."

Der er ingen direkte ækvivalent til Mozart og Beethoven i Asien, men måske gør det faktum, at de har en så ældgammel og dybt rodfæstet egen tradition, at det er lettere for kineserne at sætte pris på andre musikkulturers frugter. Mange østasiater er ved overgangen til det enogtyvende århundrede ivrigt optaget af at tilegne sig de bedste traditioner i europæisk klassisk musik.

David P. Goldman er under pseudonymet "Spengler" klummeskriver for Asia Times Online. Han mener, at "det nuværende skift i intellektuel kapital til fordel for Østen ikke har noget fortilfælde i verdenshistorien." Ifølge ham har europæisk klassisk musik den egenskab, at den "producerer bedre ’hoveder’, og danner grobund for succes på andre områder." Det er fordi "vestlig klassiske musik gør noget, som matematik og fysik ikke kan: den giver os mulighed for at lege med tiden selv."

Der er et vist grundlag for disse udtalelser. Albert Einstein modtog en grundig filosofisk uddannelse ved at studere tanker, fremsat af Kant, Schopenhauer og Spinoza som supplement til fysiske teorier, fremsat af Isaac Newton, Michael Faraday og James Maxwell. Det lærte ham at tænke abstrakt om rum og tid. "Uafhængigheden skabt af filosofisk indsigt, er - efter min mening – det kendetegn, der adskiller en ren håndværker eller specialist, fra en virkelig sandhedssøger," skrev Einstein engang. Han var også en dygtig amatørmusiker, og spillede som rasende på sin violin som et middel til at gennemtænke et vanskeligt fysik problem.

En overraskende stor del af de studerende på de bedste vestlige musikskoler er nu asiater, efterfulgt af østeuropæere. Af en eller anden grund, er der forholdsvis få nordamerikanere eller vesteuropæere blandt de bedste instrumentalister, hvilket efter Spenglers opfattelse er fordi, at mange af dem simpelthen ikke ejer disciplinen til at øve otte timer om dagen. En af Kinas mest berømte musikere i øjeblikket, er pianisten Lang Lang (født 1982).

Ifølge Spengler: "Den kinesiske nation, der ser op til Lang Lang som en af sine helte, lærer Vestens finkultur at kende med en kollektiv følelse af undren. Noget mere end den klassiske musiks mentale mekanik gør dette afgørende for Kina. I den klassiske musik, har Kina overtaget den mindst kinesiske, og mest eksplicit vestlige, af alle kunstarter. Selv de bedste kinesiske musikere er stadig afhængige af vestlige mentorer. Lang Lang kan være en stjerne, men i visse henseender forbliver han en lærling i de vestlige musikeres panteon. Kineserne, som på nogle måder er det mest arrogante af folk, kan udvise en kompromisløs form for ydmyghed i forbindelse med indlæring. Deres eklekticisme passer til et imperium, der er fast besluttet på at få succes, i modsætning til en blot og bar nation, der har brug for at trøste sig ved at holde fast ved dens formodede kulturelle rødder. Store imperier overskrider den nationale kultur og giver indfødsret til den kultur, de har behov for (…). Man kan ikke, undtagen uklart og svævende, forklare det unikke ved vestlig klassisk musik for en ikke-musiker, og USA er ikke ledet af musikere, men af sportsfans."

Andre civilisationer tilegner sig lettest de elementer af vestlig kultur, der taler til dem, og som svinger bedst med deres egen kulturarv. Vesterlændinge har stort set intet til fælles med muslimer. Selvom vi er forskellige, kan vi finde fælles grund med hinduer, buddhister og kristne asiater, når det drejer sig om billedkunst, for eksempel, mens vi på dette område absolut intet har til fælles med muslimer, da islam er temmelig fjendtlig overfor mange former for musik, og de fleste former for kunst.

Jeg tror ikke, det er etnocentrisk snæversyn at hævde, at Beethoven og Mozart repræsenterer et højdepunkt i musikkens verdenshistorie, ikke bare i den europæiske tradition. Men de store europæiske komponister levede i det syttende, attende, nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor Europa, inden for videnskab og teknologi, klart var det førende område på jorden. Der synes at være en tæt sammenhæng mellem naturvidenskab og kunst. Måske har det noget at gøre med kulturel selvtillid og følelse af formål, eller mangel på sådanne. I begyndelsen af det enogtyvende århundrede, frembringer europæerne ikke alene ikke komponister, der tilnærmelsesvist er af en Mozarts eller Beethovens format; men mange af os lytter ikke engang til værkerne af de store komponister, vi engang frembragte.

Meget få unge mennesker i Vesteuropa studerer alvorligt europæisk klassisk musik i disse dage. Asiater overtager således den europæiske civilisations højeste kulturelle frembringelser på et tidspunkt, hvor mange mennesker af europæisk afstamning selv synes at være på nippet til at glemme dem, hvilket på mange planer er symbolsk. På den anden side er asiater mere eller mindre immune over for den selvlede, der præger det moderne Vesten. Jeg ser dette som et tegn på, at de tilegner sig de bedste sider af den vestlige tradition, men holder sig fra de værste, hvilket giver god mening.

Det er sørgeligt, at folk fra andre kulturer undertiden kopierer vores dårlige idéer, som f.eks. kommunismen, snarere end vores gode, som vi har mange af. Jeg forsøger ikke at antyde, at europæerne alene "opfandt" totalitarismen. Inkaerne praktiserede i Sydamerika noget, der ligner kommunisme. Selv om jeg kan være kritisk overfor aspekter af konfucianismen, tror jeg ikke, den med rette kan kaldes totalitær. Totalitarisme i ordets egentlige betydning har imidlertid et eget kinesisk sidestykke i den legalistiske ideologi, som blev støttet af den kinesiske stats første brutale kejser. Det er ikke uden grund, at den kommunistiske diktator, Mao Zedong (1893-1976) personligt identificerede sig med den første kejser, ikke med Konfutse.

Despoti falder helt naturligt for islamisk kultur. Når muslimer konfronteres med den europæiske tradition, foretrækker mange frit Adolf Hitler frem for Rembrandt, Michelangelo eller Beethoven. Vesterlændinge tvinger dem ikke til at studere Mein Kampf mere lidenskabeligt end Leonardo da Vincis Mona Lisa eller Goethes Faust; de vælger selv at gøre det. Millioner af (ikke-muslimske) asiater studerer nu Mozarts klaverstykker. Muslimer, på den anden side, kan bedre lide Hr. Hitler, selv om han repræsenterer en af de mest onde ideologier, der nogensinde har eksisteret i Europa. Den omstændighed, at de normalt holder mere af den østrigske Hr. Hitler end den østrigske Hr. Mozart er et tydeligt vidnesbyrd om deres kultur. Koreanere, japanere, kinesere og mellemøstlige muslimer er blevet konfronteret med det samme sæt af idéer, men vælger alligevel at overtage radikalt forskellige elementer baseret på, hvad der er foreneligt med deres egen kultur.

En af disse kulturer har en fremtid, den anden ikke.

---

Oversættelse: Bombadillo